Oppe hvor vandfaldet startede var der en flod som flød roligt og sagte mod klippens kant for bag efter at bruse over kanten og lande i den ellers spejlblanke sø med et høj bulrende lyd og vand blev kastet til alle sider. Ved den stenede flodbred lå der skikkelse. De fleste flygtede ved synet af disse væsner, og det var også usædvanligt at de lå i solen, men Malaking var heller ikke et almindeligt skyggevæsen. For en gangs skyld lå han ude i solen på de varme sten. De varmede hans mave og hans pels skinnede i solens lys. Pelsen var nærmest hed, selvom luften ikke var så varm igen. Ved siden af Malaking lå der nogle fjer fra en større fugl. Det var de eneste rester tilbage fra Malakings frokost, og nu lå han og fordøjede sin frokost i solens lys. Et eller andet sted nød han det næsten, men han hadede solen alligevel. Det var en smule rart at blive varmet op, fordi han var jo blot et væsen, bare at han ikke havde samme behov for varme som så mange andre væsner.
Han havde lukket øjnene, men de andre sanser var stadig skærpede, da der nok ville være nogle dumme mennesker der ville kunne finde på at angribe ham med et spyd og perforere ham, så derfor sov han med begge ører og næsen åben. Alle lugtene var klare og lydene hørte han tydeligt.