Solen var begyndt at antage en rødlig farve.. skyerne ude i horisonten var iklædt en lysserød kullør, mens himmelen langsomt påtog sig et mildt bodorødt slør..
Lune var stukket af - igen igen igen! og denne gang var han søgt mod havet.. den unge dreng var iført en hvid, stor skjorte, samt nogle hvide bukser.. tøjet lignede mest af alt nattøj; hvilket det også var.. hvidt, og sikkert ret dyrt, siden det var af ren silke.. hans hår hang løst ned over den ene skulder, eftersom han havde trukket det frem, og som han sad dér, oppe i det eneste tårn, som stadig var oprejst, virkede han så lille og skrøbelig, at det næsten gjorde ondt at se på..
taget manglede på ruinen, og den var vakkelvåren.. der var stadig nogle bjælker tilbage, der hvor der engang havde været et tag, og en del af muren manglede.. Lune sad på kanten af den mur.. hans blik var sløvt, som det stirrede ud i horisonten.. langt under ham, var der lavt vand, som kærligt indkrandsede nogle spidse klippeblokke, og gamle murbrokker... fra hvor Lune sad, var der omtrændt 30 meter ned... faldt han ned fra sin siddeplads, ville hans spinkle krop blive spiddet mod de modbydelige klipper..
Vinden rev i de rødbrune lokker, og Lunes blik var en anelse fjernt.. Det hvide øje var som altid dødt at se på.. stirrede bare tomt ud i luften uden at kunne se noget, mens det brune var bedrøvet at se på.. der manglede en del af muren, både hvor han sad, hvor fronten var ud mod horisonten, men et stykke bag hans ryg, manglede der også en del, så med et godt øje ville han kunne spottes fra klitterne et stykke inde på stranden.. Men naturligvis var det svært at få øje på ham, når han var 30 meter oppe..

Xelirateis kom roligt gående i sit altid rolige tempo, man skulle tro hun aldrig havde travlt, da hendes lette gang aldrig indikerede nogen form for uro eller pres. Hun slog en enkelt gang de næsten sorte øjne op imod himlen, det var netop denne himmel hun havde brug for, for at hun kunne plukke havtidslen under de rigtige omstændigheder, så hun kunne brygge drikken som den skulle være.
Hun pustede en hvid lok væk fra ansigtet, og spejdede ud over ruinen, som havet grådigt havde kastet sig over, hvis elementalerne blev ved på denne måde, ville ruinen måske snart være helt slugt, og finde sin plads på havets bund, tanken fik hende til at smile, hverken fordi det var morsomt eller underholdende, men menneskene havde sådan en romantiseret idé om, hvordan alting på bunden var så smukt, og denne gang kunne et af deres egne bygningsværker ende netop der.
Da hun nåede den store ruin, lagde hun forsigtigt den ene hånd imod de store sten, hun havde på lang afstand set Lune, men havde endnu ikke sagt noget til ham, eller for den sags skyld indikeret, at hun vidste, at han var der.
Bestemt stillede hun sin stav op ad den ene marmorsøjle og gik hen til vandkanten, hvor rolige bølger slog op imod hendes lange sorte støvler, hér spejdede hun ud over det enorme ocean og uden at vende sig mod det lille menneske ytrede hun sig "De ved lige så vel som jeg, at det er ualmindeligt uklogt at sidde deroppe!" Stemmen var dyb og blid, men ganske bestemt, hele hendes udstråling tydede på at hun for det første slet ikke var så ung som hun så ud, og for den sags skyld virkede ganske vis.

Lune hørte en stemme, rejste sig og vendte sig om, hvorefter han gik hen til den modsatte kant, for at kigge efter hvor end stemmen kom fra... hans blik gled nysgerrigt rundt, og langsomt gled der et bredt smil ind over hans læber.
"Det kommer så sandeligt an på hvad ens intentioner er!" råbte han tilbage... og så begyndte det igen.. det startede som en lav, lille latter, men den endte ud i at blive mere og mere hysterisk, mens han bare dansede rundt på kanten deroppe.. han sang en sang, men den fremmede kvinde ville umuligt kunne høre det.. han lo imens, inden han pludselig faldt ned på knæ, midt på gulvet... han begyndte at kradse på sin hals... voldsomt og brutalt med neglene borret så langt ind i huden, som det var ham muligt... han hvæste lave, vrede ord, men svang så over i en hysterisk latter igen... hans hud på halsen blev flået i, og tilsidst fik han kradset hul.. hvorfor han gjorde det, vidste han ikke selv.. han gjorde det bare.. det føltes for ham som om der kravlede små insekter rundt under hans hud..
han begyndte at skrige lavt.. men så slog skrigene over i en latter igen.. hvor Lune før var alene, sad han bare helt roligt og passede sig selv.. men som altid blev hans ro forstyrret når der kom andre.. hans hjerne trickede af, og hans sindssyge blev så tydeligt at det nærmest gjorde ondt at se på... Lune var jo i manges øjne kun et barn, med sine små 14 år...

Xelirateis vendte langsomt hovedet op imod Lune, og måtte sukke opgivende, sindssyge var en grim ting, umulig at helbrede og svær at behandle, da det desværre var de færreste patienter der havde selvkontrol nok til faktisk at indse deres sygdom og endnu svære ved at holde deres medicinering ved lige.
Hun rømmede sig kort, og vendte sig dermed mod havet igen, hvor hun skævede ned i det blå vand, bukkede sig, og trak en blålilla plante op, med et skævt smil, som hun gik over imod tårnet, og satte sig for foden af det, på en lille murbrok få meter fra tårnets fod. Hér fandt hun en plantekniv frem af sin bæltetaske, og med unaturlig tålmodighed, begyndte hun at fjerne plantens yderste halve mm. et tyndt gennemsigtigt lag, der hæmmede plantens tørring.
"Dét har De ret i unge herre, hvis Deres intention er at slå Dem selv ihjel, må jeg give dem ganske ret i, at det er en yderst mærkværdig plan!" sagde hun så, endnu med det lille, næsten usynlige smil. Et øjeblik stoppede hun op med sit arbejde, hvis Lune virkelig faldt ned her, ville hans krop blive smadret, synd og skam, hvis han absolut skulle dø, kunne han da lige så godt gøre det på en fornuftig måde, så vidensbegærlige folk som Xelirateis kunne få noget godt ud af ham, og en psykisk syg, måtte hun nok indrømme, at hun aldrig havde skåret op, ikke endnu i hvert fald.
Hun slog tanken ud af hovedet , og fortsatte så sit pillearbejde. Hvis hun kastede sig over Lune med stor bekymring og begyndte at tigge ham om at komme ned for ikke at ende med at slå sig selv ihjel, ville hun for det første lyve, et menneskes liv interesserede hende ikke, hun var ingen helt, og havde intet behov for at redde andres ubetydelige liv, og så slet ikke menneskers, og sidst af alt, slet ikke mænds.

Lune lå oppe på den frie plads deroppe... han rullede lidt rundt mens hans smalle læber slap en skinger sang.. hvad han sang, var svært at høre, nu hvor kvinden jo var så langt væk...
"HVORFOR DUKKER DU ALDRIG OP EFTER MIG!?" skreg han så pludseligt... han flåede hænderne over sin brystkasse, og begyndte så at hulke... Hvorfor !? han forstod det ikke...
Men hans gråd gled over i latter... det trickede fuldkommen for ham, gang på gang.
Han rejste sig så brat, og begav sig på lette fødder hen til trappenedgangen han var kommet op af... han løb alt hvad han kunne ned af de mange trapper. Løb og løb, mens de korte ben bar den korte krop hastigt ned af de mange trapper...
Han nåede ned til porten, eller rettere, hvad der engang havde været en port, men hvor der nu manglede den egentlige portdør, som bare efterlod døråbningen nøgen, kun klædt i lidt mos og alger...
Men her stoppede han ikke. Han løb videre, lo højt til hans ankler var dækket af vandet... her dansede han rundt, lo med hele sit hjerte og et lykkeligt udtryk i ansigtet.. De rødbrunlige lokker dansede rundt om det fine ansigt, det brune øjne var så levende og kærligt, mens det hvide var dødt og isnende koldt..
Pludselig stoppede han op.. hans hvide, store silkeskjorte var plettet til af blod fra de kradssår han havde på halsen, og de slanke fingre kunne lige skimtes spidsen af ude for enden af skjorteærmerne, som så fint var lukket med manchetter af guld med en høj karat.
Han vendte sig om, så med et bedrøvet blik på kvinden... vandet skvulpede op over den nederste del af hans bukseben, som ligesom skjorten var af fint silke..
Stoffet begyndte at hægte sig lystigt fast til hans fine hud. Klamrede sig som en koala til et træ...
Vinden trak i det lange hår, lod det danse legesygt ind foran det miserable, og dog kønne ansigt på den unge dreng... Ja.. En ung dreng i sine år lige før en meget sen indtræffende pupertet.. Måske den slet ikke ville komme? Det var svært at sige.. En dreng på fjorten burde jo være vokset, han burde have fået en dybere stemme, burde han ikke..?
Men sådan var det ikke.. Lune lignede ikke en dreng på fjorten. han var for lille, lignede for meget et barn.. Men alligevel var hans mentalitet deroppe af, når han altså ikke var ude i de fjerneste hjørner af sine psykoselignende humørsvingninger...
Han satte nu kursen frem mod kvinden i et roligt tempo.. hans blik var lidende, nærmest som hvis han skulle til at græde...
Men snart gled den ulykkelige mundform op i et stort smil, og den maniske latter indtraf igen, og han satte tempoet op..