Borgen, der fra ydersiden så kold og halvskummel ud, var dejlig varm, men virkede nærmest helt mennesketom, hvis man da ikke vidste hvor man skulle lede.
En enkelt blålig skikkelse gik ned af en af de mange gange og lyste den næsten op som faklerne gav genskær i hendes egen sart blåhvide hud, huden havde denne aften et næsten ekstra blåligt skær, grunden var at hun da hun tidligere på dagen var kommet hjem fra sin mission havde spist en safir, mens hun havde lunet sig henne ved en pejs. En varme hun under hele missionen efter den forbistrede vand havde længtes umindeligt meget efter.
Nu hvor hun var nyvasket, mæt og iført nyt tøj var hun blevet kaldt ind af Samson.
Hun stoppede op foran en dør, døren ind til rummet hvor mødet skulle foregå. En hånd røg op og bankede på trædøren, høfligt for at sikre sig at der ikke var andre derinde som Samson var i snak med som skulle ind.
Afventende stirrede hun ind i døren mens hun tålmodigt ventede på et svar.
I hendes anden hånd, holdt hun beskyttende om en lille flaske hvis indhold mindede om noget ganske almindeligt vand, men som var andet og meget mere end bare det.
Hun sukkede let som de krystalblå øjne langsomt blinkede.

Inde døren som Zidiac snart skulle træde ind af, sad Samson foran en pejs. Det havde været en utrolig kold nat og det havde "smittet" af på borgens temperatur. Denne dag var ikke som alle de andre dage. Han troede egentlig at der var et drengebarn ude i landet, som var død for længe siden, siden hans mor ikke længere var der for ham. Dog fik han en anden melding for blot en uge siden. Det havde sat Samsons tanker i gang.
Han havde fundet frem til drengen, som var i en anden kvindes favn, men som åbenbart havde en relation til Freyja. Ved midnat havde han brast døren ind og forlangt drengesønnen. Kvinden ville første omgang ikke overlevere ham, men hun blev tvunget til det i dyb sorg...
Nu sad Samson i en blød lænestol hvor træmaterialet var af solidt eg. Puderne, som var syet til stolen, havde en dyb rød farve. Der sad han lænet afslappende tilbage, mens hans blik hvilede på en skammel ved siden af stolen, hvorpå der lå en større pude, med et barn siddende derpå.
Han så ind i sønnens øjne. Sønnen som hed Ompries. Han var allerede navngivet, havde han fundet ud af.
Lige så snart Zidiac havde banket på døren, havde blikket ikke fjernet sig fra barnet. Han hævede blot sine øjenbryn inden han besvarede den banken med en hævet stemme.

"Træd ind" Samson vendte først sit ansigt da Zidiac var trådt ind(?).
Overfor Samson var der placeret en lignende stol som den han selv sad på. Det var tydeligvis meningen at Zidiac skulle tage plads der.

Tiderne var virkelig skiftet for denne her lille dreng, han anede ikke hvordan alt dette var sket. Egentlig havde han nok ikke opfattet så meget, udover at han ikke var der hvor han plejede at være. Han havde jo haft det så godt der hvor han var før. Men på en eller anden måde, følte han en eller anden træng til at være hos ham da øjne landte der. Men alligevel så ville han også være der hvor han var nu. Men så igen så havde han jo ikke noget at bestemme. For hvad kunne han sige? Næsten ingen ting, godt nok kunne han nogle få ord men det var også alt.
Utorligt nok havde hun overgivet denne dreng til Samson mens han havde været på Samson så havde han da også vinket til den dame der havde haft ham.

Nu sad han så her hvor anede han ikke, men han vidste da at han var det rigtige sted for nu hvad han jo hos sin fader. Han blinkede nogle gange med øjne og holdte blikket ind i Samson, selv da han Samson vendte hovedet væk sad Ompries stadig og kiggede op på ham. "Dada" kom det stille fra ham for at sige far til ham. Han kravlede over til Samson's armlæn og rejste sig op. Han stalte sig på tær så han lige kunne se over armlænet hvor efter at han satte munden ned i træet så der kom savl på.
Han kastede dog ikke et eneste blik over imod døren men holdte blot blikket på Samson med munden ned i træet. Døren var han lige glad med, han var mere ivrig efter at lære Samson at kende i udssendet og personlighed. For så godt kende han ham da ikke. Men stolt det var han da, det var man vel over sin far når man kun var 2 var man ikke?

Der gik ikke særlig lang tid fra hun havde banket på døren før hun fik tilladelsen til at komme ind. Hun tog et kort halvdybt åndedrag, som for at rakke lidt op i sig selv, før hun trykkede ned i dørhåndtaget og skubbede den ind. Hun sørgede for at lukke den efter sig igen inden hun drejede sig om og tog lokalet i øjesyn.
Det var rent instinkt der fik hende til at se sig om efter mulige flugtveje, bjælker hun eventuelt kunne flyve op på hvis noget skulle gå galt på den ene eller anden måde. Denne handling blev hun sig først bevidst om da hun blev en smule pinlig bevidst om at Samson betragtede hende.
Hastigt gled blikket væk fra omgivelserne og så i stedet hen imod Samson og en, for hende, ukendt lille skikkelse.
Hun stirrede med et let rynket bryn på denne unge, som hun gik hen til stolen og forsigtigt tog plads i den.
En slank blå finger gled hen over det bløde betræk.
Et lille spjæt lød i hendes ører da ungen kom med et kort 'dada'.
Som kunne hun ikke tro sig selv stirrede hun fra drengen til manden og tilbage igen.
Jo, der var vidst noget der kunne tyde på at det var Samsons afkom. Men hvorfor havde hun ikke hørt om denne unge før? Var hun virkelig så langt nede i hierakiet?
Hun væmmedes ved ungens savl inden hun hævede blikket til et punkt omkring Samsons hage.
" De ville se mig..?" Lød det dæmpet fra hende.

Samson skulede ned til sin søn, der nu, helt forundret han blev, savlede udover stolen, eller nærmere, på armlænet. Hans ansigtstræk blev skævt at se på. Han var absolut ikke vandt til at passe unger, men at "passe" kunne han godt klare, dog i en helt anden afdeling end den kærlige befandt sig.
Han kom med et lille suk, som om, at der intet andet var at stille op, end det som Samson havde bedt Zidiac om at medbringe denne aften.
Samson tog sine store næver ned til den lille uskyldige dreng, og prøvede først at tage ham fra den ene side, men så ud til at bestemme sig, da hans hænder skiftede position i forhold til drengen og endelig tog fat under drengens armhuler, for at holde fast. Han løftede han over det tilsavlede armlæn og satte drengen i en siddende stilling på sit skød (?).
Det var meget tydligt at se, at han ikke var vandt til at tage "godt hånd" om et barn, det kunne man tydeligt aflæse i Samsons kropssprog. Stakkels Ompries. Hans liv skulle ikke nede med en fader, der ikke kunne tage sig af ham. Derfor var der kun en udvej! - i Samsons øjne.

Samson rettede bedrøvet over den lilles adfærd, mod Zidiac. Han kunne meget bedre forholde sig til noget ældre end en savlende unge. Savlede Zidi egentlig ikke når hun spiste krystaller? Nej! Dette kunne man bestemt ikke sammenligne. Han skar et lille skævt smil over den impulse tanke, som han bestemt ikke havde bedt om at banke på døren ind til sit hoved. Samson kylede den ud af hovedet, men havde stadig et lille skævt smil på læben, som dog havde aftaget sig en hel del.

"Du har vel medbragt det, som jeg bad dig om?" Brummede Samson for at gå direkte til sagen.

"Ser du... Ompries her, skal have den væske... Det vil gavne både ham selv og også for hans omgivelser.."

Ompries som stadig stod og kiggede op på Samson opfattede slet ikke hvad der skete. Han havde godt nok hørt at der var kommet nogen ind af en dør, men hvem eller hvad det var det rørte ham ikke. Hans klare blå øjne lod ikke til at se nogle andre steder end på Samson. Der gik noget tid før at han endelig blinkede. Dette skete dog førs da Samson løftede ham op og satte ham på sit skød. Han lænede sig tilbage så han sad med ryggen imod Samson's brystkasse (?)
Han blinkede nogle ekstra gange med øjne og begyndte at kigge op og ned af Zidi for at bedømme hende. Det var tydeligt at se han bestemt ikke var glad for at se hende. Hans mund begyndte at ryste som tegn til at han snart ville græde. Hun så jo skræmmende ud og slet ikke særlig behaglig. Han vidste ikke hvad det var der gjorde det. Men der var noget over hende som han ikke kunne lide. Men så igen det er jo ikke meget man kan lide når man trodsalt var så ung som han var. Med et kom der et vrælv fra hans læber og ud i hele rummet. Tårene begyndte at trille ned af kinderne og hans kinder begyndte at gå hen i en rød farve. Han begyndte at rokke hovedet frem og tilbage så det blev 'hamret' ind i Samson's brystkasse (?)
Tydeligt ville han slet ikke se på hende men hvad var der at gøre. Man sad jo og så på hende med ens far bag ved. Ville han have det bedre hvis han ikke så på hende eller hvad ville der ske? Det vides ikke men var det et forsøg at vende ham eller skulle han bare blive sidende sådan så¨Samson og Zidi slet ikke kunne snakke sammen?
Godt nok havde han ikke begyndt at vræle før at Samson havde sagt det han skulle til Zidi. Men larmen fra hans vræl fyldte jo rummet og gav genlyd. Det var en være larm og Samson var sikkert tydeligvis ikke vand til sådan noget, men sådan er børn jo. De både vræler og kan larme noget så forfærdelig, men ikke mindst kan lugte noget så forfærdelig. Var det virkelig sådan her Samson ville have sit barn til at være? En ildelugtene, larmene og irriterende unge som han egentlig helst ville se dø når han var sådan. Det måtte tiden jo vise for lige nu anede Ompries ikke engang hvad der blev sagt eller snakket om.

Zidiac holdt roligt øje med Samson og dennes behandling af ungen. Hun sagde ikke noget til det, var slet ikke vandt til unger, og især ikke krystalianer-unger. Hun vidste allerhøjest hvad hun havde set andre krystaldæmoner som hende selv gøre, når deres unger blev udklækkede og skulle begyndes at passes og plejes.
Hun skulede kort til ungen igen inden Samson afbrød hendes tanker om hvor væmmelig ungen dog virkede. Hastigt så hun op og skulle lige til at svare ham, men blev idet samme afbrudt af Ompries's vræl. Hun skar en grimasse og kom med en lav, forskrækket hvæsen over den pludselige larm. Øjnene glimtede faretruende på ungen mens det rykkede let i hendes krop. Hun havde en stor lyst til bare at forlade lokalet lige nu, eller idet mindste søge tilflugt oppe på en af bjælkerne, væk fra larmen. Hun havde nok højest sandsynligt også gjort det hvis ikke det var fordi Samson havde bedt hende om at sidde på stolen. Altså blev hun, temmelig modvilligt, siddende mens hun sammenbidt nikkede og rakte hånden der var knyttet om den lille flaske med det magiske vand, hen imod Samson. Så vidt muligt udenfor ungens rækkevidde.

Samson åbnede halvt sin mund idé Ompries begyndte at vræle. Irriteret blev Samson helt bestemt. Det var ikke ligefrem denne scene han ønskede aller mest i sit liv! Så hellere at kæmpe! Eller.. voldtage.. Det var forøvrigt meget lang tid siden han sidst havde gjort sådan noget. Men dette var jo også gode ting, skulle man normalt ikke tænke på dårlige ting, når nu man sad i en skidt situation? Samson begyndte allerede at forestille sig iført sin mors tøj, som hans halvlillesøster engang havde fået på ham. Han skar en skæv grimasse og tænkte, at han nok egentlig hellere ville sidde i en situation som denne, der skulle bare handles!
Idé Zidiac rækkede ham "vandet", skulle han lige til at tage imod det, men stoppede midt i sin bevægelse, og skulede tilbage på den vrælende unge.

"RO.... Jeg mener.. Rolig Ompries" Tålmodigheden var svær at bevare når man blev frustreret af at høre på den lille unge græde. Som sagt.. ikke det bedste i verden for Samson.
Han tog fat i Ompries, ligesom før, og rækkede ungen hen mod Zidiac.

"Tag ham, og giv ham vandet..." Sagde Samson med en lidt hævet stemme, for at overdøve drenge-barnet.
Bare han nu ikke græd når han endelig havde fået vandet, så ville han da være en tøsedreng! Samson rynkede på næsen ved tanken. Ikke det bedste første syn af en "ordentlig" dreng.

Ompries græd stadig, hvad skulle han ellers gøre? Han kunne slet ikke lide at se på hende. Hun var... Skummel, ja det var hvad hun var! Han lukkede øjne og begyndte at skabe sig helt vildt. Det gjorde det ikke bedre da Samson rakte ham ud imod Zidi. Giv ham en flaske varm et eller andet så han kan holde kæft.. Det var nok hvad alle ville have sagt og mærkelig nok havde Samson ikke gjort det. Hvorfor havde han ikke gjort det? Det ville have været alt for underligt hvis Ompries havde kunne forstå det.

Vrælet som stadig fyldte rummet var stadig ikke til at høre på. Det var lige til at få hovedpine af. Det var uforskammet var det at lave sådan en lyd. Ompries larm var lige til at få hovedepine af. Hvilket han også selv var begyndt at få. Men en ting var sikkert, Samson skulle være glad for at Ompries var så gammel og havde fået tænder, og lige nu voksede der ikke nogle ud. For så havde der godt nok været noget af et hyr inde i dette rum!
Ompries tog benene op under sig så han næsten krllede sig sammen i en lille klump i Samson's hænder. Han stoppede ikke sit vræl på noget tidspunkt, og åbnede heller ikke sine øjne. For så skulle han jo bare kigge på denne frygtelige kvinde hvis syn slet ikke var hver at kigge på.

Zidiac skar til dels stadig ansigter af den forbistrede lyd denne lille irriterende skabning kunne give fra sig. Hjemme i kolonierne havde det langtfra været hvad ungerne sagde. Dengang var det små halvhæse fugleagtige skrig. Hun forsøgte modvilligt at tage armene ud for at bære på Ompries, men da den lille uden videre fortsatte sine irriterende vræl og tilmed forsøgte at gøre sig til en kugle i Samsons hænder, kunne Zidiac egentligt ikke se nogen måde hu kunne holde skravlet på, hvilket hun til dels også var taknemlig for da hun allerede fra første blik på splejsen tydeligvis ikke havde kunnet lide den.
I stedet åbnede hun flasken og holdt en tomme hen over åbningen så det kostbare vand ikke blev spildt. Hende selv ville det ikke påvirke, ikke i udseendet. Det havde hun siddet fast i siden sit 18ende år, som enhver anden krystaldæmon gjorde det.
Hun sukkede tungt inde i sig selv inden hun med et pludselig bestemt blik tog fat om ungens kæbe og forsøgte at få den til at holde munden åben. Hvis dette lykkedes for hende ville hun forsøge at hælde nogle dråber af den magiske vand ned i drengens gane så han på en måde ville være tvunget til enten at hoste eller synke.
Mst af alt håbede hun på sidste.

( håber det er i norden, ellers spark lige til mig i morgen når jeg kommer online igen * daffe i seng * )

Samson skar en grimasse da Ompries krummede sig sammen. Han kunne udemærket godt mærke på ham, at han ikke kunne lide Zidiac, men det var nu ikke det væsentlige, og kom det heller aldrig til at blive. Selv hvis han blev stor, og kastede sten efter Zidiac når Samson ikke så det, så ville han ikke tage sig af det, da Zidiac stadig var en slags slave (til visse grænser forsvarede han ikke). Egentlig, så slap Zidi helt sikkert nok for en masse drillerier når det gik til på denne måde.
Samson åbnede let sin egen mund, da han holdt Ompries ud for sig, og Zidi nøjes med at åbne munden på ungen (hvis hun får gjort det).
Det skulle overståes, sådan så de kunne komme dét videre.

((Ja sorry, meget kort, men det er på en måde oplagt at vi bør vide hvad der sker med Ompries xD))

Ompries fik med 'vold' åbnet munde imod sin vilje åbnet munden og fik nogle dråber ind i munden. I starten holdte han dem bare i munden og lavede nogle lyde som lød lidt som om man gurgler. Han fortsatte dog med at lavede et vræle i et stykke tid inden hans vræl døde ud. Han åbnede øjne og kiggede direkte ind i Zidi's øjne. Hans øjne havde fået et hårdt udtryk og hans hår var vokset lidt. Ellers var der ingen forandringer. Han var ikke blevet højere eller noget andet. Han begyndte at slappe af i kroppen og lod benen hænge ned imod jorden.
Hovedet blev lagt på skrå og han fastholdte blikket ind i Zidi's øjne. Hun skulle betydeligt være glad for at hans evner ikke var fuldt udviklet, og ikke mindst at han ikke havde fået den samme øjenfarve som sin far endnu. Øjne var blå ja men ikke lige så blå som hans far. Dog ville dette komme og til den tid ville de jo også være mere fangende end de var nu. Lige nu var han jo bare en hver mors drøm, han var jo sød og dejlig og hvad en mor ellers ville sige. Ville dette var ved eller ville det ende med at blive det rene helved?

Zidiac havde mest af alt lyst til at stikke ungen et par på skrinet og tvinge ham til at sluge væsken. Det eneste der mere eller mindre holdt hende fra at gøre det var at Samson var i samme rum som hende, samt at hun kunne forstå at Ompries tilsyneladende var Samsons afkom.
Hun stirrede tilbage i ungens øjne, forsøgte som ved hjælp med øjnene at få ha til at forstå at han skulle drikke vandet. Det var jo ikke ligefrem fordi det smagte at et eller andet hæsligt, og det lugtede heller ikke grimt, alt i alt virkede det jo bare som ganske almindelige vand, blot med en lille bonus.
Hun stivnede brat da hun så hvordan drengens øjne gik fra at være buttede og barnagtige til at få sig et langt mere ældre udseendet fast og køligt blik. De mindede hende lidt om Samsons øjne, og virkede makabre i den lille drengs ansigt, noget der var alt andet end naturligt, akkurat som den lille manke der var ved at strutte op.
Hun forsøgte at løsne blikket fra drengen, men kunne af en eller anden grund kunne hun ikke.
Et ufrivilligt lille, næsten hjælpeløst lydende klynk kom fra hende som hun resolut tog om den lille flaske og forsøgte at føre den ind i drengens mund så han kunne drikke.
Dette her var bare en ting der skulle overståes, jo hurtigere jo bedre.
Måske et par opmuntrende ord fra Samson kunne få ungen til at drikke væsken?
"Kom nu..Drik..!" Lød det sammenbidt mumlende fra hende.

Samson skar en lille grimasse, han ville tilsyneladende gerne have at det gik noget hurtigere. Det skulle helst ikke ske at han pludselig stod og bar på en stor unge, en unge der nok ville overstige de 60 kilo? Ikke fordi han ikke kunne, men det var der ingen grund til. Han havde mest af alt forestillet sig, at ungen fik væsken og så satte han Ompries ned på gulvet så han kunne vokse, eller hvordan det nu skete. Samson havde endnu aldrig oplevet sådan noget, han havde altid fået andre til at gøre det, eller nærmere.. han havde kun beordret det én gang forinden denne. Men denne gang var det alligevel noget andet. Han var selv vidne til fortryllelsen.

Samson betragtede udgroningen og blev meget forundret over hvad der skete lige for øjnene af ham. Det skulle simpelthen gå stærkere! Han skulle helst kunne nå at stille knægten fra sig, inden han blev helt stor. Han stod jo alligevel med udstrakte arme, men hva'.. han kunne jo også bare tage det som træning? Nah, en anden gang.

"Så Ompries... Du vil vel gerne blive stor og stærk, vil du ikke? Det bliver du kun hvis du drikker det her! Så vil din far være meget stolt af dig!" Samson sagde det på en mest mulig pædagogisk måde, sådan så en dreng på 2 ville kunne forstå det. En to-årig er jo alligevel heller ikke helt dum. Kan helt sikkert gå, bare sådan nogen lunde og nogle ord kan man da også som to årig, og så forstå hvad der bliver sagt, hvis man bruger nogen nemme ord. Det var hvad Samson egentlig vidste omkring børn. Når det så kom til mad og opfostring, så var han mere eller mindre på bar bund. Men det ville han jo så også have folk til, hvis det skulle behøves.

Ompries holdte blikket på Zidi uden at lave en lyd, hans mund var lukket som syv sejl. Det eneste der egentlig sagde noget var hans øjne. Men venlige var de bestemt ikke. Det så ud som om at de var vrede, de havde ihvertfald noget der sagde "gå væk!"
Han hørte godt hvad Zidi sagde og det gjorde bestemt ikke hans øjne mere venlig nok mere vrede. Han løftede sine arme lidt op i luften men lod dem dingle ned igen. Da Samson begyndte at snakke lyttede Ompries intenst efter hvilket kunne ses i hans øjne. De gik nemlig ud til siden for at se om han kunne se sin far, men det kunne han ikke selvom han prøvede. Denne gang løftede han begge hænder og tog flasken, han faktisk rev den ud af hånden på Zidi og drak alt hvad der var i den. Hvorefter at han smed den ned i gulvet. Ja faktisk smed man kunne ikke sige at han tabte den, da han lavede en håndbevægelse med flasken så den ramte hårdt på gulvet og gig i stykker. Men hvad skete der med Ompries?

Alt hvad der var hver at se på dette barn var ikke længere et barn. Eller jo på en mode men han blev jo forvandlet til noget ældre. Hans øjne blev mere og mere klare som Samson's. Håret blev længere og længere for hvert enkelt hårstår der sad på hans lille hovede voksede og voksede til det nåede skuldrende. Det sjove af det hele ved håret var at pandehåret gik over til hans højre side som dækkede hans modermærke som gik skråt over øjet. Hans arme begyndte at vokse samt benene, der var ikke noget usedvanligt at se ved det, da armene og benene endelig var stoppet med at vokse nåede bene jorden, armene nåede næsten helt ned til Samsons lår. Han vred sig løs af Samson's "greb" og begyndte at bevæge sig hen imod en stol hvor der lå noget tøj som var bag Samson. Som han kom tættere og tættere på stolen begyndte det tøj han havde på at flække. Tøjet faldt til jorden da det var gået helt i stykker. Uden et kny begyndte han at tage det tøj på som lå på stolen. Han bevægede sig tilbage hen ved siden af sin far og lænede sig op af siden på stolen. Så man godt efter kunne man se at hans muskulatur begyndte at vokse og fylde T-shirten ud som han havde taget på. Selv de blå bukser var begyndt at fylde sig ud også af bare muskler.
Han knækkede sin nakke og kiggede over på Zidi og så på sin far, inden han vendte blikket over imod Zidi igen. "Jeg beklager at jeg har lavet denne larm lidt tidligere fader." sagde han og kiggede ikke på ham da han inderst inde allerede vidste hvilke evner han havde. Dog holdte han blikket på Zidi da han ville fange hendes øjne bare sådan for sjovs skyld. "Hvorfor ryder sådan en uvigtig person ikke de glasskår op som ligger der og ikke mindst det ødelagte tøj? Noget skal du jo bruges til istedet for at sidde det og ligne en eller anden dronning." sagde han i en kold og hård tone. Han holdte blikket stift på hende og vringede lidt på næsen. Han glæede sig lidt til at se hvordan hun ville reagere. Hun ville sikkert blive sur men han ville elske det på alle mulige forskellige måder!

Zidiac blev ved at se fast på barnet, selvom blikket der gjorde gengæld var alt andet end behageligt, faktisk var det nærmest som om de to havde en magtkonkurrence med deres blikke. Allerede nu vidste hun instinktivt at ungen havde en kæmpestor og besværlig personlighed. En personlighed der blot ville få hendes had imod ham til at blive endnu større med tiden.
Det kom temmelig bag på hende, da drengen, med en overraskende styrke, tog flasken fra hende og nærmest bællede indholdet i sig, akkurat som når Samson bællede sprut. Hun tog sig i at skæve irettesættende op til Samson, men sænkede hastigt blikket igen da braget fra det splitrede glas lød.

Hun stirrede i nogle længe sekunder på glasset som det lå der i ildens skær, inden blikket rettedes imod drengen og dennes forvandling. Hun tiltede hovedet en anelse på skrå, forbavset over den effekt den lille smule vand var ved at gøre på drengen. Langsomt gled hun selv ned fra stolen på sine knæ, uden at tage sig så meget af hvor meget kulde-forskel der var mellem gulvet og stolen. Hun blot stirrede overrasket på forvandlingen og så først væk da hun så hvordan tøjet var ved at sprække som han blev større og større. Hun ville helst ikke se på eventuelle skavanker knægten havde sig, faktisk ville hun allerhelst slippe for at se på ham og bare forsvinde derfra så hurtigt som muligt, ind mod hendes trygge rede, eller bare på et tæppe foran en pejs. Hun kunne simpelthen ikke lide den kulde drengen udstrålede.
De krystalblå øjne stirrede ind i pejsens flammende ild, som kunne den hjælpe hende og værne hende imod det blik knægten næsten ustandseligt synes at give hende.
Først da han stillede sig ved Samsons side og begyndte at tale med en langt ældre stemme vovede hun at se væk fra flammerne, hen imod den dreng der tilsyneladende også skulle herske over hende nu.
Nej! Det skulle blive løgn..
Hun var jo kun Samsons slave.
Den dag han døde kunne hun blive fri og i sikkerhed flyve hen og finde sin koloni.

Hun fnøs kort. Dronning? som om hun nogensinde ville eller gad at blive det. Det lå kun til i krystalisianernes verden. Krystaldæmoner havde ledere ja, men ikke som direkte konge og dronninger. Lederne sørgede bare for at kolonierne var samlede, at alle havde føde og ikke blev opdaget af mulige farer, og beskyttede dem imod farerne. De førte ikke krige eller noget andet imod andre kolonier, faktisk var den eneste form for krig de havde, de kampe de engang imellem havde imod dværge.
Hun nikkede tavst idet hun forsigtigt begyndte at samle de større glasskår op, en efter en. Ganske vidst smagte denne slags glas ikke særligt godt, faktisk generelt ikke af noget medmindre der var farvepulver i, men det var for hende spiseligt, og hvis hun var heldig kunne hun måske få lov til at gemme skårene til at spise senere efter at have steriliseret dem..?
Hun rejste sig op og tog med den frie hånd fat om noget iturevet klæde inden hun forsigtigt lagde glasskårene deri og bandt en knude om så det blev en lille pakke. Forsigtigt placerede hun det på et bord nær døren, inden hun med bøjet ryg begyndte at samle resten af tøjstrimlerne sammen i en bunke. Først derefter forlod hun kort rummet.

Få minutter senere kom hun tilbage med en lille kost og en bakke af jern af feje ting op på. Med en tung sukken gik hun hen og begyndte at feje de resterende glasskår op i en bunke inden de blev fejet på fejebakken og kom hen placeret ved siden af bunken af tøjstrimler henne ved døren.
Endelig kunne hun komme tilbage mod pejsen, hvor hun ironisk nejede for Ompries. "Tilfreds? Jeg skal nok tage glasskårene og det ødelagte tøj med mig ud, når jeg har fået di... Deres faders tilladelse til at forlade lokalet.." Hele dette blev sagt i en alt andet end underdanig toneleje. Faktisk lød hun temmelig muggen og ikke mindst ironisk. Egentligt vidste hun ikke om Ompries virkelig var Samsons søn, men et eller andet sagde hende det og ikke mindst lignede Ompries Samson en del.
Det kunne godt være at han var vokset op og blevet ældre, men han var alt andet end blevet sødere af det.
Hun skulede op imod ham.

(( oh yeah, føler man sig lidt lille nu Zidi? >:3 ))

Samson fulgte med i forvandlingen meget intenst. Han måtte have det hele med for dette var ikke noget der skete hver dag.
Overrasket tog Ompries flasken til sig, umiddelbart lige efter Samson havde sagt et par ord om væsken. Se det var hvad han kaldte omgående virkning! Hvis så bare det holdt ved når drengen om et kort øjeblik kom til at virke meget ældre end han egentlig var, men ville komme til at bilde alle folk ind. Det skulle ikke bare holde ved for en tid, men helst altid, så længe Samson var på denne jord!

Samson skulle lige til at vænne sig, for at følge nøje efter udviklingen, men tog sig selv i det, så han ikke skulle kigge på en nøgen søn. Han vidste ikke om det var for sin egen, eller hans skyld at han lod være. Måske bare kejtet i det hele taget?
Uanset hvad, så trådte han et par skridt til siden, og vendte sig en anelse om, da Ompries begyndte at tale.
Samson fik et lille smil på læben, et lille veltilfredst af slagsen. Han nikkede et kort og let nik en enkelt gang, som en slags godtagelse på undskyldningen, selvom Ompries egentlig ikke kunne gøre for det, da det jo var sådan små børn var, og sådan de reagerede.
Ompries virkede hård. Hårdere end Samson var som 14-årig. Men okay, der stod åbenbart også tydeligt lømmel i øjnene på Ompries. Det kunne man da se på den måde som han håndterede Zidiac på. Samson skulede til Zidiac for at iagttage hendes reaktion. Først havde han set halvstrengt på Ompries, men det var som om at hans blik ændredes med tankerne: *Lad os se hvordan han agerer, og hvordan han påvirker sine omgivelser*.

Samson så efter Zidiac da hun gik ud af døren. Han flyttede ikke blikket et øjeblik, men begyndte at tale et par sekunder efter.
"Ompries.. Velkommen til, som en mere ansvarlig krystalisianer. Du vil nok mærke træthed om et par timer, kan jeg forestille mig, eftersom din krop har været igennem en del. Det er, hvad jeg har hørt. I så fald, kommer dit liv til at indeholde en hel del. Du skal regne med at der inde for nogen dage vil komme nogen fordomme, om hvad du må, og hvad du absolut ikke må. Der bliver en snor at følge. En bølget snor dog. Der er jo variationer, i det liv som jeg, og som du kommer til at leve. Du kommer til at blive trænet i dine evner, om at blive præcis og om hvordan man håndterer de diverse handlinger..." Brummede Samson og så tilbage på Ompries efter at have ''kigget nok på døren''.
Samsons udtryk var meget bestemt, men veltilfredst.

"Krystaldæmonen Zidiac, er en meget vigtig slave.." Samson sagde ikke mere. Ompries måtte selv fortolke. Samson havde jo ikke givet nogen ordrer til at han skulle lade være med at hunse rundt med Zidiac, men han måtte bare lige forklare om hendes vigtighed, som et slags tegn på, at der var grænser for, hvad der var ''tilladt'' at gøre ved hende.

Samson så hen på døren igen, da den åbnedes og Zidiac atter trådte ind over dørtærskelen, for herefter at gøre rent efter hele scenariet.
"Det må blive hendes job at vise dig rundt her på Borgen, da du jo kun har set en meget begrænset del af den, og så har det været fra et helt andet perspektiv." Samson betragtede Zidiac med et lille smil og et par hævede overlegne øjenbryn, som kunne fortolkes på så mange måder. Han så nu tilbage på Ompries og lagde sin hånd på hans ene skulder, og den anden hånd gav han Ompries et lille ryg-klap med.

"Desuden, så kan hun også fortælle dig lidt om forholdene her, som hvem der egentlig holder til her på Borgen og hvad her foregår." ((Her er det bare at fortælle at det er en bande som er neutral i forhold til resten af landets regenter)) Brummede Samson roligt med et køligt, og dog med et lille gnist af ild i det ene øje. Han anede dog ikke selv at der befandt en gnist i det øjeblik. Han blinkede en enkelt gang, og så var den væk.

"Du kan godt se frem til en hel del ting som du skal lære. Derfor, må jeg hellere give lidt til Zidiac, sådan så jeg også kan passe lidt af det andet, som jeg har at passe. Hun kan helt sikkert fortælle dig en hel del ting mere, når nu hun har været her et godt stykke tid efterhånden.." Samson nikkede let, som et tegn på, at hans ord var lov, og sådan skulle det være. Zidiac kom til at stå for noget "opdragelse" i den grad, så det stadig var Samson der havde ordet, at han fortalte hvordan og hvorledes.

"Udmærket.. Nu, synes jeg at vi skal gå til bords og få noget mad. Der er omkring 10 minutter til et kvarter før der er mad, og efter alt dette må du være gruelig sulten, Ompries. Zidiac, du er velkommen til at sidde med til bords. Der vil blive serveret din yndlingsglas i så fald. Hvis jeg ikke tager helt fejl af, hvilket slags glas der faldt til stengulvet i dag, nede i køkkenet.." Samson vendte sig om. Den gamle var ved at blive blød på nogen punkter, men det var nok hans udvikling på disse punkter, der gjorde ham mere blød. Et glas, ville have fået ham til at flippe for at par år tilbage, hvis det var blevet knust. Nu, gjorde det ikke så meget. Var det på grund af rigdommen at det var forandret??
Samson så sig over skulderen og sendte et lille vink til dem begge om, at de kunne komme med nu.

//out ((I er velkommen til at skrive videre herinde, men jeg lader Samson gå, da det er et godt tidspunkt nu :3))

Ompries som stod lænet op af stolen stadig kiggede blot på Zidiac. Hans blik var stadig hårdt og hans attityde var bestemt heller ikke ændret. Han vendte hovedet over til Samson og nikkede blot da Zidiac gik ud af døren. "Jeg takker for at jeg må være her fader. Jeg takker også for din gæstfrihed og håber da at du vil lære mig alt det du ved omkring dette sted af landet. Jeg ved at jeg har været væk og er blevet passet af en anden end dig, men håber da ikke at der bliver gjort et så stort nr ud af det. Jeg vil være ansvarsfuld over for dig og gøre somm du siger." sagde han stille og bukkede med hovedet for at være venlig selvom det ikke lå til ham. Men Samson var magtfuld og det vidste Ompries også godt, han vidste også at Samson var hans far og Samson havde altid mere ret end hvad Ompries selv havde. Havde Samson først sagt noget så ville Ompries da følge det i tykt og tyndt lige meget hvordan livet ville tage en drejning.

Han skiftede blikket over imod Zidiac da hun kom ind af døren igen, han skulede lidt til hende. *En slave siger du, jamen så får vi da af se hvor meget slave hun kan være* tænkte han dysteret og holdte blikket på hende, hvorefter han henvendte blikekt tilbage på Samson. "Javel. En slave er en slave fader og endtil da så ser det da ud til at hun lystre mig som hun gør med dig." sagde han og fik et skummelt smil på læben.

Endnu engang nikkede han og holdte sit skumle smil. "Du har ganske ret fader, hun kan jo starte med det samme." sagde han og blinkede en gang med det ene øje. Dog var det ikke for at være sød men for at irritere hende. Det var jo tydeligt at se hun slet ikke gad at se eller høre på ham.

Han kiggede lidt på Samson og bukkede hovedet igen. "Javel fader, jeg beklager hvis vi kommer for sent til maden, men hellere bedre at se tingene nu end at gøre det efter aftensmaden, tror jeg vil ligge mig til at sove et eller andet sted bagefter." sagde han stille og holdte hovedet lidt bukket. *Sidde ved samme bord som en slave, hvad har du gang i? En slave burde da ikke sidde ved et bord sammen med os andre, fader du må tænke dig om!!!!* tænkte han hårdt for sig selv.
Han kiggede efter Samson da han gik ud af døren.

Han bevægede sig væk fra tronen og så rundt om Zidiac i et lille stykke tid. "Nå slave det var da også på tide at du har fået rydet det op. Det tog sin tid. Du skulle tage og passe dine ting og lukke ørene når der ikke bliver snakket til dig." sagde han hårdt og kiggede på hende. "Men du kan få lov til at forlade lokalet til at mig rundt på dette sted og vise mig rundt. Du burde endda kunne vise mig hvor jeg skal sove. Som min fader selv sagde så viser du mig rundt og fortæller hvad de laver her på stedet. Den del burde du have hørt ikke? Så jeg behøver vel ikke at gentage det." sagde han og kiggede hårdt på hende. Det var tydeligt at se at han var lige som sin fader hvis ikke værre.

Zidiac stirrede med et ansigt der udtrykte en blanding mellem frustration, irritation og negativ overraskelse, fra Ompries til Samson. Hun havde været lige på vej til at komme med indvendinger, men Samsons talestrøm holdt hende fra at bryde ind. Sagde Samson lige hvad Zidiacs ører fortalte at han sagde? Det kunne ikke passe! Nej. Hun ville ikke tro det.. Faktisk ville hun slet ikke tro på noget af det der var sket i lokalet eller med Ompries denne aften. Hun ville ikke tro på det. At hun skulle til at være barnepige for en andens afkom.!? Det var jo absurbt. Helt og aldeles udelukkende. Hvis hendes familie havde kunnet se hende nu ville de da græmmes sig over hende. Man passede ikke andre racers unger, uanset hvor søde ungerne måtte være, ikke hvis man var fri og havde sin stolthed og ære i behold. Men det var måske dder Zidiac sad lidt i saksen.. Hun var jo slavinde, hun var nødt til at adlyde Samsons ordrer uanst hvor meget hendes instinkter strittede imod og ikke ville have at hun gjorde det.
Hun rystede frustreret på hovedet mens en dæmpet katteagtig hvæsen kom fra hende. "M-men..!" Hun havde været lige ved at hive fat i Samson, været ved at trygle ham om ikke at få denne ordre, om ikke at skulle stå for opdragelsen af denne pestilens af en møgunge. Men hun tog sig i det, istedet knyttede hun hårdt hænderne sammen så huden på hendes hænder virkede mere gennemsigtig end før, med blikket sunket ned imod gulvet.
Hun rystede endnu engang på hovedet mens hun sammenbidt mumlede noget utydellgit. Hun ville langt hellere gnaske skårene i sin rede end i samme lokale som Ompries. Hun skævede op imod ham, men lod hurtigt blikket gå mod Samson da han valgte at forlade lokalet.

Endnu engang drejede hun hovedet imod Ompries da han begydnte at sætte sig i bevægelse. Hun kunne langtfra lide den nedladende måde han talte til hende på. Det var alt sammen sagt på sådan en måde at hun havde en stor lyst til at lange ham en på skrinet. Men det stod vel ikke i hendes magt, gjorde det? Hun måtte nok hellere lade være. Samson ville nok blive pisse sur hvis han fik noget nys om at Zidiac havde slået hans afkom.
"Jeg taler og lytter som det passer mig!" Svarede hun gnavent som hun begyndte at gå imod døren, der tog hun endnu engang skårene op og gemte dem i en fold i hendes kjole, inden hun tog de uspiselige glasstykker og tøjresterne, ikke om hun på noget punkt ville fore sin rede med sådan en persons klæder, så hellere fryse til døde. Hun vendte sig om imod Ompries. "Hvilken del af borgen vil du se først..?" Hun undlod bevidst at bruge des denne gang.

Ompries kigger hårdt på Zidiac, hvem troede hun egentlig at hun var? Hun var da noget så dum og ikke særlig klog ihvertfald. Hun måtte virkelig tage sig sammen måtte hun! hun var slave og ikke noget andet, det var det hun var og den skulle hun bevare! Hvis hun nogen sinde prøvede på at bevæge sig opad så skulle han nok sørge for at hun ikke kom så langt op igen!

Da hun snakkede rystede han på hovedet. "Nej du skal nemlig lige præcis ikke lytte som det passer dig. Du skal bare gøre som der bliver sagt! Det er det eneste du skal, sådan er det bare! Når du engang fatter det så burde man være sød ved dig. Men lige nu kan jeg ikke se hvorfor at min fader skal være så flink ved dig, ved at sige du må spise sammen med os. For du fortjener det virkelig ikke!" sagde han i et hårdt tonefald. Han fattede ikke hvad Samson skulle bruge sådan en stor idiot til som hende, hun var noget så dum at høre på i følge ham!
"Jeg vil se det hele, det er hvad jeg vil se. Og hvis vi starter det bestemmer du jo helt selv!" sagde han koldt.