Morgensolen havde knap ramt de første fugtbeduggede græstrå før den store krop gled gennem græsset. En let dis lå stadig over landskabet og de første fugle ventede stadig på at give lyd fra sig. Hjortene stod i det høje græs i skovens udkant, hvor de indtog den friske nærrig og drak af et lille vandløb, der snoede sig ind i skoven, hvor det senere ville slutte sig til den røde flod.
Keidron stoppede op i samme øjeblik som hjortene kom i syne. Øjnene var stadig aflange, men var dog begyndt at tage en mere menneskelig form. Der ville ikke gå mere end en time, før de ville antage deres runde form og give ham et mere menneskeligt udseende. Halen var der dog ikke noget at gøre ved, og den gyldenbrune overflade ville heller ikke ændre sig foreløbigt. Håret hang løst og bar ligesom græsset på enkelte fugtdråber. Omkring livet bar han et bælte, hvori 3 ting sad. 1 kniv, en lille pose med en blanding af krystalianer penge samt en anden pose med diverse nødvendigheder. Ud over dette bæltet var det eneste beklædning han bar en halskæde af dyretænder, han havde selv samlet tænderne og lavet kæden fra sine byttedyr, bjørne og lignende, og den havde nu fundet sin faste plads om hans hals.

Han lagde sig langtsom ned mod jorden, så hans bryst berørte græstoppene og hans hår lagde sig over jorden. Med en langsom acceleration begyndte han at skubbe sig selv fremad. Først langsomt, så en smule hurtigere, lidt hurtigere endnu, hurtigere, hurtigere. Hjortene så stadig intet, så med kun 20 meter tilbage stoppede han op. Kastede et diskret blik rundt. Græsset var her så højt han han kun kunne se over det ved at løfte hovedet en smule. Han udvalgte sit offer. En ældre hun der stod lidt fra flokken. Han lagde sig nu helt ned til jorden, støttede imod med hænderne og kravlede frem. Uden at se op talte han sig tættere på. 12 meter, 11 meter, 10 meter, 9, 8, 7. Der gik et glim gennem hjorten. Han var hørt. Med et sæt sprang han frem, strakte den lange krop ud i fuld længde og slog de stærke arme omkring dyret.
Der lød et højt knæk før hjorten blev sammen mellem hans arme og resten af flokken løb skrækslagne væk fra skovens mest frygtede dræber. Dagens mad var i hus. Denne kunne han dog, i modsætning til harer og lignende, dog ikke sluge en en mundfuld, så uden videre tøven kastede han liget over skulderen og rettede sig op. Hjorten var stor, men så alligevel ikke ud til at tynge den store lamiae det mindste, tværtimod lignede han en der sagtens kunne være 3-4 stykker uden at klage.

Vierna sad i toppen af et træ og spejdede ud over den store hjorte gruppe som drak vand fra afløbet, hendes øjne fokuserede på det og intet andet, det var også derfor hun ikke så den store Lamia som havde bevæget sig tættere og tættere på, hun var klar til at springe hvert øjeblik det skulle være, hendes hænder strammede sig omkring det store spyd og hver en muskel var fuldstændigt spændt i hendes krop, pludselig så hun dog det store dyr springe frem, og til hendes store irritation havde den formået at skræmme hele flokken, hun var derfor nød til at bestemme sig inden for et split sekund, hun kunne enten lade flokken løber og bruge mange timer på at spore dem igen, eller hun kunne tage chancen og dræbe en af dem i flugten, faren ved det var dog at måske ville dyret føle sig truet, hun endte dog med at vælgte det sidste.

Vierna sprang ned og stak sit spyd direkte igennem halsen på den ene af de flygtende hjorte, som straks faldt til jorden, hun vendte sig derpå imod det store slangelignende væsen og kiggede skarpt på det, hun var sikker på den ville have opdaget hende nu, så hun gav sig til kende.
"Jeg er ikke ude efter dig, jeg vil bare have min egen hjort her og smutte"

jorden gav et lille tryk fra sig da Vierna spidede hjorten til jorden, og Keidron vendte sig straks mod stedet det kom fra og fik straks øje på kvinden. Hans næse bevægede sig kort mens han indsnusede luften omkring sig. Han kunen lugte hende, men hvorfor havde han ikke bemærket hende før nu?
Hendes lugt må have været skjult bag hjortene
Tanken skød pludselig gennem hans hoved inden et kort smil gled over hans læber. Det var hverken krystalianer eller skovdyr... Så hvad var det? Han havde aldrig set den race før, den så interessant ud.
Han lod let hjorten falde ned fra skulderen før han samlede halsen omkring kroppen.
Hovedet blev let lagt på skrå. "helt iorden" sagde han med en silkeblød stemme og lavede et kort knæk i nakken.
"Så dig slet ikke, men hvad laver du i mit territorium?" Stemmen var blød og lagde sig elegant i luften, men en snært af nysgerrighed spillede indover idet han forsatte "Og hvad er du helt præcist, du ligner ikke nogen krystalianer jeg har set før?"
Slangehalen bevægede sig stadig og lagde sig henover den døde hjort, så han var sikker på der ikke var nogen, som stak af med den bag hans ryg.

Væsnet.... talte som et andet menneske? det var overhovedet ikke hvad hun havde forventet, for det første var hun overhovedet ikke sikker på at væsnet kunne tale, men hun regnede med at blot det at hun talte i en blød tone måske kunne få væsnet til at snakke med, og selv hvis den kunne tale så havde hun ihvertfald ikke forventet at den ville lyde som en normalt menneske, og faktisk med en rimelig køn stemme, hun var overrasket over det, hun havde levet i skove igennem lang tid, og hun havde set ufattelig mængder af forskellige væsner, men denne art havde hun aldrig set før, var det en elemental? en af de stærke væsner som hun havde hørt så meget om igennem tiden.
"Jeg beklager hvis jeg er trængt ind på dit territorium, jeg anede det ikke, jeg rejser blot igennem og ville få mig noget at spise, jeg har fuldt denne gruppe igennem længere tid så jeg må være kommet herind ved en fejl"
Sagde Vierna og smilede og talte så høfligt og venligt som hun kunne, dyret var åbenbart intelligent, det talte ihvertfald således, så hun vidste heller ikke hvad det kunne finde på, og selvom hun forsøgte at virke så afslappet som muligt vidste hun godt at det ikke var helt muligt, og der var en chance for at dyret ville opfange dette.
"Jeg er da en sortelver, men hvad med dig? Har aldrig set noget lign."
sagde hun en anelse overrasket

Han nikkede blot let da hun fortalte og smilte så betryggende.
"Ingen skade sket" Sagde han og lod slangehalen glide til side så han kunne samle hjorten op igen. Han hang let over hans skulder idet han gled lidt tilbage imod træerne, han brød sig ikke om at være på åbent land, specielt ikke når der var fremmede i nærheden.
"Der er ikke mange der kender os" Sagde han og gled rundt så de igen kunne se hinanden. "men vi bliver kaldt lamiaer og bor... boede i topalis skove, men krigen blandt krystalianere og elementaler har jaget os væk fra de naturlige omgivelser, og vi prøver nu at samle flokke her i mørkets skov." Han fortalte med et let stemme og slog ud mod skoven da han omtalte den, som var den hans største stolthed. Det kunne dog ikke skjule den sorg der lå gemt bag ordene om hans gamle hjemstavn, en sorg der var lige så falsk, som hans høflighed og gode manerer.
"Men sortelver. Har hørt om din race før, men har endnu ikke bemærket anden forskel mellem dig og dine elviske slægtninge end farven der præger jeres hud. Men jeg har måske overset noget?" Stemmen var interesseret. Denne interesse var oprigtig, hun forundrede ham og pirrede ham, han ønskede at lære mere om hendes fremmede natur, og i dette øjeblik, var det hendes største fordel.