Ude midt i skoven der hvor selv kragerne vender.. ej det var et andet event tyr.. .. Ude midt i skoven der hvor stilheden kunne overdøve selv den største larm.. Nej det var da for fjollet.. men det lød ellers sjovt. Men der boede jo så en gammel nisse... eller nej ræven boede der jo...
Corrine sukkede og kløede sig lidt i hovedbunden med sin ene hånd.. Hun manglede simpelthen inspiration til en historie.. Nu sad hun eller her i denne dejlige lysning, på en dejlig varm efftermiddag.. Man kunne høre de forskellige dyr.. Ja det var jo dejligt men ingen inspiration kom til hende.
Corrine rejste sig op fra sin lille plads og strak sig lidt. Hun børstede lidt snavs af hendes kjole, selvom det ikke gjorde en stor forskel på den var rimlig laset og lappet godt sammen.. Dog klagede Corrine ikke over det, da hun jo havde tøj på kroppen og det holde jo udmærket.
Et par lyde henne fra et lille buskads fangede Corrine nysgerighed, hun listede der over men da hun kom tæt på raslede det lidt igen i buskadset og det dyr der nok havde været der var skræmt væk.. Corrine så lidt utilfreds ud over at hun ikke fik lov til at se hvad det var.. Men lod til at glemme det hurtigt igen og satte sig hen til sin lille plads op af et træ.

Det havde været en nydelig dag i dag. Vejret havde været yderst pragtfuldt, men uroen dulmede stadig henover Krystallandet eftersom Mørkets Lord stadig var til magten. Det var helt urimeligt at han stadig var til magten, der var ikke længere det store at ødelægge og som en forbryder er det slemt nok, ikke at kunne huske den tid så godt, hvor man ødelagde de flestes tilværelse ved næsten bare at vise sig for deres åsyn. Det var tider.. Men tiderne havde ændret sig og Samson var en af dem, som godt kunne bruge et pust af liv i sin tilværelse, bare for at have endnu mere at splitte fra hinanden. Og dog.. så alligevel, vidste han ikke, om det ville være helt det samme. Tiderne havde ændret sig, og selv han.. var blevet ældre. Der skulle nye metoder til, og nye metoder var der skam også kommet. Metoderne skulle bare tages nøjere i brug i stedet for at samle støv ligesom enhver anden ubrugt bog blandt reolerne på biblioteket.
En der ikke samlede støv, var....
En galoperen af et dyr man umiddelbart ved første tanke ville tænke var en hest, brød stilheden på et utal af meter i radius fra kræet. Lyden, som kræet gav fra sig, afslørede dog at det ikke kunne være nogen hest, da den ikke ret lige så "let" over jorden, men nærmest buldrede ned til jordbunden, som var det fanden selv. Dette dyr lignede såmænd af udseende en tyr.
Flere og flere grene piskede forbi tyren, jo længere den red fremad. Dybe prust kom fra det store bæst, øjnene havde en rasende rød farve og ud af munden hang der endnu en lille las med kød. Blodet derpå, afgjorde, at kødet endnu var frisk.
Tyren var dog ikke alene. En stor overdrevet muskuløs mand med langt stort hår til langt nedover røven, sad i en stilling der lignede at sidde på hug. Samson havde fået mere skæg, end han umiddelbart plejede. Han ville ikke længere nøjes med den lille stump på hagen, så nu havde det vokset lidt mere ned af halsen - ikke ret meget, men i et bredere omfang, og nu gik det også helt op til hans underlæbe i en lille smal fin stribe, som udformede sig ned til hagen.
Samson jog Brutus fremad. Den stakkels tyr var vandt til sin herres sporere på støvlerne, og den adlød sin herres mindste vink. Alderen på tyren, kendes ikke - selv ikke af Samson.
Som last hang der 2 kaniner, 1 hare, og et dådyr ned fra et reb over tyrens ryg. Gad vide, hvilket slags dyr, den lille las kød tilhørte, som hang ud af tyrens mund? Samsons øjne var lige så vilde at se på som tyrens. Pupillerne var smalle og tørstige. Tørstige efter... ja, efter hvad?
Brutus buldrede gennem et buskads og stoppede næsten bræt. Kun få skridt blev taget som for at stoppe sit høje tempo. Den stod helt stille og.. lyttede? Havde den fået øje på noget, som den netop ikke havde skræmt væk endnu med sin høje overdøvende larm? Den prustede et par gange og vendte sit store tykke hoved med dens vilde øjne, mod et træ hvor der sad en kvinde. Samson fulgte dens blik og så på hende med et lige så vildt udtryk, som om han selv ikke vidste om han kunne finde på at gå hen og binde hende som de andre dyr, eller for netop bare at se hende som et ligegyldigt dyr, som fik lov til at undslippe for denne gang.

Den noget voldsomme lyd af noget der kom løbende igennem skoven, opfangede corrine hurtigt. Det var ikke just en lud man kunne overhøre, en masse kviste der blev knækket, tunge ben der ramte jorden med en lidt hul lyd. Men hvad kunne det være for et dyr, det lød gevaldigt som en hest der kom løbende, men så ikke alligevel.. Bare selve lyden det lavede minnede lidt om en hest, men stadig ikke helt. Det havde nok noget med den rytme af lyder der kom..

Corrine rettede sig lidt op og så sig rundt i lysningen, hun prøvede at sætte finger på hvor dyret kom fra.. Og til sidst i samme øjeblik som da dyret satte farten ned så fik hun øje på det.
Der, en mand på en tyr.. En tyr det var da lige godt noget af det lidt mere morsomme Corrine havde set på det sidste. Men det så da stadig lidt voldsomt ud. Men Corrine kunne ikke helt lade hver med at komme med et lille bitte grin over synet. Men der var stadig et glimt i hendes øjne over hun var lidt fasineret over synet.. Det ene var det prægtige dyr, der virkede til at være vildt og voldsomt. Dens muskler var tydelige og dens blik blot voldsomt.. Men der på ryggen sad en person, en person med næsten samme blik som dyret selv.. En der havde tæmmet det..
Corrine lyste helt op, det var helt til en god historie.
Trods dette store dyr og en person på på dens ryg betragtede hende, så sad Corrine blot helt stille og betragtede dem med hoved lidt på skrå.
"Goddag" sagde Corrine venligt og ganske normalt.. Hun var faktisk ikke bange for denne situation, mere facineret.. Og der havde endnu ikke rigtigt været et tegn på at hun skulle være bange. Det var bare en typisk måde for Corrine at opføre sig på.

Hvis Samson og Brutus havde stået overfor hinanden og begge havde været mennesker, havde de helt sikkert udvekslet et blik med hinanden. Et blik der både var en smule overrasket, men bestemt heller ikke helt tilfreds ved situationen. Det var ikke meningen at nogen skulle finde det yderst "hyggeligt" at lade dem komme væltende.
Samson tog sin hat, hvor snoren som hang ned derfra, havde hængt omkring tyrens hals. Han placerede den i en hurtig bevægelse på sit hoved og hoppede ned fra det store voldsomme dyr. Brutus gav et prust fra sig. Han var heller ikke tilfreds med situationen, men han var heller ikke glad for fremmede mennesker.
Tyren holdt stadig sit blik fæstnet på Corrine, som om det ikke havde i sinde om at blinke en enkelt gang for at være bange for at gå glip af et eller andet, eller måske bare for at true. Det sidste var det mest indlysende da det var Brutus.
Samson vendte sig om og så mod Corrine som havde hilst på dem for få øjeblikke siden. Hans øjne begyndte at blive mere menneskelige at se på, hvilket var et tegn på at han var ved at have mere kontrol over sig selv og sin tilværelse.

"Godaften... aften er vel nok mere passende?" Brummede Samson med en yderst dyb stemme mens hans utrolige lyseblå øjnede nærmest borede sig igennem kvinden. Det virkede næsten som om, at han prøvede at finde en eller anden grund til at gå bassærk på hende. Samson havde ikke bemærket hendes lille fnis ved ankomsten. Heldigvis for det. Hvor kunne det have endt henne efter en jagt med en masse blod? Det ville i al fald ikke være nogen rar oplevelse.

Corrine lod ikke til at bemærke det blik manden gav hende, hun var lidt betaget af at betragte tyren og manden på samme tid.. men lige meget hvor utroligt og facinerende hun fandt det, så syntes hun stadig det på et eller andet punkt måske var lidt fjollet.. Men det ville hun da ikke blande sig i.. Det måtte jo alligevel havde været noget af en præstation at kunne komme til at ride på sådan et dyr.. Hun huskede tydligt fra sin barndom hvor voldsom en tyr kunne være, i sær hvis der var noget der ikke passede den.

"Tjo.. det har de nok ret i.." sagde Corrine og rettede et betragtende blik op imod himlen. Bestemt det var da begyndt at hælde hen imod aften ganske stille og roligt, og efter aften ville det blive nat. Der ville skoven just ikke være hyggelig at være i.. Det var sjovt hvordan lyset fra himlen kunne ændre et helt stemnings billede og et område.. Men Corrine fandt aldrig nogle mørke hyggeligt.. Nej de var ganske uhyggeligt, ubekvæmte og skræmmende..

Hun rev sig ud af sine tanker om himlen og rettede igen blikket imod manden og sagde "Men fascinerende måde de ankom på.. har de brug for et hvil?.. Der er masser af god plads her.. Efter min mening et af de bedre steder i skoven". Corrine smilede og mente kun det hele godt. Hun kunne altid lide et godt selskab, og siden der nu var dukket en person op, så tilbød hun gerne sit eget selskab.

Samson betragtede kvinden. Hun var ikke hel almindelig i hans øjne. Nogen kvinder ville straks begynde at skælde ud, eller direkte flygte og så nogen igen.. kaste sig over ham - men det var nu de færreste dog. Tydeligvis, var der typer af kvinder han ikke havde mødt endnu. Det havde han lige fået afgjort til aften. Det kom nu bag på ham, at Corrine tilbød ham et hvil med hende. Det var da også et mærkeligt sted for en kvinde, at befinde sig?
Han besvarede ikke hendes spørgsmål, eller.. godtage på den måde hendes "invitation". Den skulle lige vendes i hovedet om han overhovedet ville være her.

"Hvad laver sådan en kvinde som dig, herude alene?" Brummede Samson blot mens han hurtigt kastede et blik rundt for lige at være sikker på, at hun var alene. Der kunne jo nemt være nogen der var kommet til stedet, eller som havde gemt sig. Hun kunne jo være under beskyttelse. Det skulle være rimelig almindeligt i disse tider, dog var der ikke mange som netop passede på hinanden, men mere på sig selv. Det var lige netop dér, hvor man var svagest. Når man er alene.

"Du er ikke hel almindelig, er du vel?" Spurte Samson lidt efter. I et kort øjeblik virkede det som om, at manden havde en hel del at spørge om. Dog kom der ikke lige mere efter disse to, ikke endnu.
Brutus betragtede stadig Corrine og begyndte nu at skrabe lidt i jorden og kort stange ud i luften. Han var ikke tilfreds med tanken om at skulle tage et hvil lige her, og så med denne fremmede kvinde. Samson gav den et hurtigt blik, selvom det ikke afgjorde noget som helst. Dog var det som om at tyren lystrede på dette blik og begyndte selv at finde sig til rette i området, ved at gå omkring. Han måtte lunte roligt omkring, da han ikke havde nogen på ryggen til at holde på fangsten med hverken hænder eller evner.
Samson så atter tilbage på Corrine. Han vidste ikke helt hvor han havde hende. Hun virkede for "sød" af sig, til at kunne befinde sig i denne verden.

Igen en person der undgik et spørgsmål blot ved at stille et selv.. En utrolig nem måde at slippe uden om at skulle vise sig selv over for andre, en typisk face.. Alt for mange levede virkelig på den måde. Og det virkede til manden også var hurtig til at sætte i bås..
"Nyder den dejlige dag og finder inspiration" svarede Corrine venligt og strak sig lidt igen.. Det var lidt af en vane, men det gav alligevel en god afslappet følelse i kroppen. Hun kiggede lidt efter Tyren der gik, men rettede så igen blikket på sit selskab igen.. Hun regnede blot med at tyren ikke gik alt forlangt væk fra personen der havde tæmmet den.

"Jeg er ikke helt almindelig?.. Specielt spørgsmål.. Hvis de kan definere almindelig så kan jeg svare på hvad de helt præsis spørger om. men i forhold til den væremåde mange andre har til fældes, så kan man vel sige jeg lever måske lidt på en anden måde.. Jeg tager blot hen hvor mine føder bær mig.. opdigter historier, fortæller dem til andre, og rejser så lidt videre" sagde Corrine noget betænktsomt, da hun bestemt syntes at hans spørgsmål var noget, underligt.. Hun kunne ikke se hvorfor hun ikke blot skulle være almindelig.. hvad end almindelig nu så var.

"Mit navn er Corrine Vanguard.. Må jeg spørger om deres?" spurte Corrine så venligt og præsentere sig selv.. Det så hun blot som en normal venlighed. Hvis man først var faldt i tale sammen så burde man præsentere sig selv og ikke længere være fremmede over for hinanden. Men så igen.. Der kunne snildt blot komme endnu et spørgmål blot for at komme uden om det hun lige havde stillet.

Samson kunne ikke lade være med at hæve, en smule overrasket, et øjenbryn af hendes besvarelse på, hvad hun lavede herude. Inspiration? Inspiration til hvad? Dog fik Samson et umiddelbart gæt til, hvad hun skulle bruge inspiration til, da hun fik besvaret hans andet spørgsmål. Historier? Denne kvinde var aldeles noget for sig selv, men hans spørgsmål var ikke blevet stillet helt skarpt. En definition på almindelig, måtte umiddelbart være, hvad der var flertal for. Hvilke typiske træk der forekom flest af. Dog var det nok bare ikke lige i det rigtige tilfælde, at spørge efter almindelighed, da det jo trods alt var Krystallandet der blev talt om.

"Almindelighed er vel, hvad menneskeheden umiddelbart gør den til, vil jeg mene. Opfattelserne må dermed være forskellige. Men dit svar er mig nu alligevel nok. Du siger altså, at du opdigter historier? Det er dét dit liv går ud på?" Samson missede lidt med øjnene. Hun var jo nærmest en entertainer! Næsten en hofnar - dog ville det komme an på historierne hun fortalte.

Samson nikkede dog let. Corrine havde sikkert opdaget hans uhøffelighed, da han umiddelbart ikke tiltalte folk som sådan. I hans øjne, ville man prise personen ved at sige, at han har respekt for dem. Derfor tiltaler han kun ganske få personer i Krystallandet, som han ikke har noget specielt forhold til, men som han mener har en stor magt. Dog findes der kun to personer som han respekterer, og som han mener har en stor magt. De to personer tilhørte mørkets side. Mørkets Lord og så Mørkets general. Så på den måde sært, var det nu ikke, at han ikke tiltalte Corrine.

"Nuvel, Corrine. Mit navn er Samson China Oceans.," Samson lagde sin ene hånd på sit bryst under præsentationen for at påpege at det var ham selv, han præsenterede. Hans lyseblå øjne hvilede en smule tungt på Corrine.
Brutus luskede rundt inde blandt træerne og gnubbede sine horn mod træstammerne som han umiddelbart fandt velegnede til den sag. Alle var ikke lige gode, men tyren havde for længst fundet sine små fiduser for hvilke faconer træerne skulle have, for at det gav en velbefindende følelse.

"Ja, det er det vel.. Har da levet sådan de sidste par år.. Det kan vel ændre sig i fremtiden.. Men i nuet ja så er det sådan jeg lever" sagde Corrine lidt betænktsomt da Samson spurte om historie fortælling var hvad hendes liv gik ud på.. Jo selvfølgelig havde hun da andre drømme til engang i fremtiden.. Men lige nu var det hvad hun levede for.. Det bragte hende stor glæde.

"Jeg vil jo just ikke mene at man skal have et bestemt mål her i livet.. Hvad skal man stille op med sig selv hvis man så opnår det.. Nej.. man kan vel sætte sig nogle mål, men der kan jo ske meget" sagde Corrine så eftersommen det nu virkede lidt på Samson som om man kun levede for en bestemt ting.. Det ville da bare være underligt..

"Rart at møde dem Samson" svarede Corrine med et lille smil da Samson præsenterede sig selv, lidt overdreven måde at præsentere sig selv.. Han virkede til at han ville understrege at det var ham selv.. Hvem skulle han ellers tale om.. tyren?.. Det havde da bare været underligt. Men det var vel blot et spørgsmål om opdragelse. Eller hvordan man tænkte.

Corrine begyndte at vugge lidt fra side til side ganske roligt men sørgede stadig for at holde sit blik imod Samson.. Hvorfor hun gjorde det var ikke noget hun rigtigt kunne svare på.. Hun havde vel bare lyst.. Det var da bedre end at sidde stille.
"Er der noget specielt der bringer dem på disse kanter" spurte Corrine så lidt nysgerigt.. Hun havde da lagt mærke til de dyr bag på tyren. Så mon Samson blot var ude for at jage..

Samson tyggede lidt på de ord Corrine sagde. Ikke noget bestemt mål? Han mente selv at han havde et bestemt mål og han følte selv, at han var kommet tættere. Flere mål, havde han nu ikke - ikke så vidt han vidste af. Han ville sådan set "bare" være den øverste i rangordenen. Var det nu for meget forlangt? Det var det måske, men Samson kunne ikke få nok af magten i sig selv, hvilket havde fået ham til at blive til en vanvittig mand, som virkelig kunne være brutal og "blodtørstig". Han havde dog tænkt på et andet mål, men det var endnu ikke helt optimalt. Hvis han kunne blive en form for udødelig, ville hans overdrevne muskuløse krop ikke blive svagere fysisk.
Corrine lignede mest af alt som et kvindemenneske, der ikke var særlig god til at forholde sig helt i ro. Den måde hun sad på, virkede meget forstyrret set i Samsons øjne, selvom selve bevægelserne så ud til at være stille og rolige. Men kvinden var jo hele tiden i bevægelse!

Samson stod og betragtede Corrine lidt, og brummede bare ganske kort som svar, til, at det var rart at møde ham. Som en typisk tanke, som Samson typisk tænker når folk tænker en smule godt om ham, så overvejede han et øjeblik de mange forskellige muligheder for at give denne kvinde en form for lidelse. Han indså dog, at han var blevet svagere på et punkt. Måske var det godt, men han vidste ikke helt om det var godt for ham! Før, har han kunne få sig selv til at angribe hvem som helst, men han havde alligevel fået en form for respekt overfor dem som han mente var "svagere". Ikke den form for respekt, at de nødvendigvis er stærkere på nogen måder, men på den måde, at det ville være direkte tåbeligt af ham, for dermed viste han jo intet!

Samsons øjne var kort blevet smallere, da tankerne omkring skade på Corrine i en kort stund strømmede igennem hans hoved. Dog udvidede de sig igen, da hun endnu engang snakkede til ham.
En lille rynke skar henover Samsons næseryg. Det kunne hun sikkert godt lide at vide, men var det virkelig så svært at se? Hun var vel nok bare høflig.

"Brutus og jeg har været på jagt. Han havde ikke mere føde i borgen og desuden skal han have det godt, og få noget helt frisk kød en gang i mellem." Samson skævede kort efter sin tyr, som gik rundt inde mellem træerne.

"Derudover har vi været ude og inspicere området. Det sker jo af og til at der sker ændringer i disse tider." Samsons toneleje sagde, at han ikke helt var tilfreds med disse tider med Mørkets Lord. Han kiggede tilbage på Corrine med et spekulerende blik. Hvis hun kunne lide at fortælle historier, så havde hun måske opsøgt noget "spænding"?

"Har du nogen sande historier omkring Mørkets Lord?" Samson så sig kort omkring, som om han ventede at spionerne skulle komme springende, lige sås snart han nævnte hans navn. Det kunne jo i realiteten sagtens ske, for de kunne være hvor som helst, når som helst. Han vidste snart ikke, om han skulle føle sig forfulgt eller ej. Han havde trods alt været i små uoverensstemmelser med mørkets general, som han havde stor respekt for.

"inspicere??.. er det deres land område?? hvis det er vil jeg da gerne beklage jeg sådan har trængt mig ind på det uden tilladelse.." Sagde Corrine hurtigt undskyldene over at muligvis at være et sted hvor hun ikke måtte være. Corrine så sig noget fra side til side.. Hun havde da ikke set et skildt, men så igen skoven var vel stor.. Åh nej var hun i problemer.. nej så havde Samson vel allerede sagt noget andet end at stå og hygge sludre med hende.

"Den type historie fortæller er jeg just ikke.. Jeg fortæller ikke om en person direkte med mindre en person er opdigtet.. Historier bruger jeg til at skabe et budskab man skal tænke over og kan bruge senere i livet.. Jeg hylder ikke personer eller nedgør dem... Men jeg er sikker på der er mange andre i denne verden der nok skal kunne fortælle om Mørkets Lord" sagde Corrine lidt forklarende mens hun så ud til at tænke lidt over hvad hun sagde.. Men ja hun fortalte aldrig om andre.. Desuden var det ikke pænt at tale om andre mens de ikke var der.. Fordi så kunne man begynde at bedømme en person kun ud fra omtale, men man skulle entelig lære dem at kende og så derefter selv bedømme om hvordan de var. Og Corrine havde aldrig mødt Mørkets Lord og derfor kunne hun endnu ikke sige hvordan han kunne være.

"Men jeg har mange andre historier jeg kan fortælle.. Men alle de er opdigtet" sagde Corrine venligt og ville da med glæde fortælle en lille historie til Samson.. Selvom hun nok hellere måtte gå.. Det var jo aften.. og hun burde nå ud af skoven inden det blev mørkt.

Samson slog øjnene en smule op, da hun spurgte om stedet var hans. Umådeligt fristende at sige ja til dette, men af en eller anden grund røg det ud af ham:

"Nej, endnu ikke..." Samson tyggede lidt på sine egne ord, som om han stod og overvejede om han skulle sige det endnu engang for at bekræfte det med sig selv. Corrine, var nu alligevel ikke så slem at være i selvskab med. Hun satte ikke sig selv højt - det afslørede hendes hurtige undskyldning. Hun ville måske kunne blive en god tjener? Der var ikke mange der havde denne "gave". Alle troede efterhånden at de havde kræfter til alt og kunne klare alt på egen hånd. Hende her var ligefrem og indrømmende. Dog kunne det være, at der skulle rettes lidt på hende, men hun havde den helt rigtige indstilling.

"Mit ligger blot nogle mil herfra, men landet er altid truende.." Samson følte sig ikke tilpas ved at mørket havde magten. Han så pludselig sig selv som en der skulle sørge for 'orden' og det plejede at være ham som skabte kaos. Meget meget uvant.
Samson betragtede Corrine fortælle og gøre ved. Sikke trist at hun ikke kunne sladre lidt om andre. Men igen.. hun ville være alle tiders person at lave om på, hvis han bare kunne få lov, når nu hun elskede at tage sådan rundt, og dermed kom til at gå blandt folk. Perfekt.. spion? Og.. måske også den perfekte underholder, hvis nu man skulle være i trist humør?
Tankerne i Samsons hoved synes at stemme godt overens. Han burde virkelig gøre noget ved Corrine. Hun skulle tage med ham!

*Hvordan skal jeg få hende med, hun er jo en fuldvoksen og udviklet kvinde, som godt nok undervurdere...... fuldvoksen?* Tanken slog Samson. Han kunne jo få ændret på hende, så hun netop ikke længere var fuldvoksen og når hun så endelig var blevet en trofast 'tjener' kunne han snildt forvandle hende tilbage igen. Han havde da vel egentlig også stadig en sjat af den eliksir som han havde fået for meget lang tid siden af Aynry? Jo.. Den lå vidst stadig i hans dybe lomme.

"Javel ja.." Svarede Samson til hendes forklaring som han dårlig nok lyttede til, da han havde travlt med at planlægge i sine egne tanker. Han hørte kun halvt om halvt hvad hun sagde, men han forstod nu de små stikord i den store sammenhæng alligevel - regnede han da med.

"Kunne du ikke tænkte dig, at få et fast job? Du kan få husly, mad, drikke og dit helt eget værelse plus nogle krystaller for at lave det du elsker? At fortælle historier?" Samson foldede sine hænder sammen foran sig kort, men lagde dem så i stedet sine arme over kors, så det ikke kom til at se ud som om, at han havde en grådig tankegang i lige netop dette øjeblik.

Det var ikke hans land endnu? Det betød logisk at Samson måtte eje en form for land, og at han også havde i tankerne om at skaffe sig mere. Det var ikke noget hun dømte ham på. Det var noget mange havde i tankerne, altid at få mere. Det var normalt for alle. Eller Corrine kunne godt overleve uden, hun tænke ikke så meget over det.

"Jeg må desvære takke nej til deres tilbud... Jeg laver det jeg elsker uden at være bundet, mad og drikke giver de folk der lytter til mine historier, mange bekendte giver mig husly når jeg skal bruge det, verden er mit værelse, og krystaller bruger jeg ikke tit, og dem jeg endelig bruger er nogle som jeg får forærret af gavmilde mennesker" sagde Corrine venligt og bukkede for Samson da hun takkede nej.
Corrine havde valgt dette liv ud af egen vilje, hun gjorde hvad hun elskede og levede af det fint. Just hun ikke havde fint tøj, hun tit måtte lappe sit tøj sammen, og at til tider var sulten slem. Så nød hun også at hun var fri.
Hvis noget skulle stoppe hende for at leve hende sådan, ja hun kunne ikke forstille sig selv hvad det skulle være.
"Men jeg er yderst taknemmelig for tilbudet" sagde Corrine så undskyldene over ikke at have takket ja.

Hun var jo ikke ude på at gøre Samson sur, og hun var nærmest beæret over at skule være tilbudt job, men ja.. Det han tilbød var just ikke meget anderledes for hvad hun havde, og ja.. det var bare sådan hun var

Samson skar rynker henover næseryggen. Han var ikke vandt til at folk ikke tog imod hans tilbud når de trods alt rendte rundt på gaden som en forvilden hund som hungrede efter mad. Dog var hende her hverken nogen hund, eller så ud som om at hun led af hunger.
Pupillerne blev i et split sekund meget meget smalle og hans øjne blev blodskudte at se på. For at dæmpe dette blik en smule kneb han sine øjne en smule sammen mens han betragtede Corrine med et indgående blik. Han var for en gang skyld lige så gavmild og så vil pigebarnet ikke engang tage imod hans tilbud! Hendes liv ville jo ikke blive ret meget anderledes af det.. I hvert fald ikke på den måde som han lod det til at se ud som.
Inde bag træerne kunne man høre et større fnys. Det kom fra Brutus som tilsyneladende kunne mærke sin ejers tilkommende raseriudbrud. Ovenpå jagten og synet af al den blod skulle der ikke ret meget til at gøre ham rød om ørene og ikke mindst.. i øjnene.
Der nåede ikke at gå to sekunder fra at hans øjne var blevet røde samt efter tyrens fnys, før Samson havde langet ud efter Corrine med hans magnetiske evne. Han rakte hånden ud foran sig og lod hendes krop tiltrække sin hånd og lod hende ende i hans hånd, med et fast greb i hendes krave. (har fået lov)
Han manglede noget underholdning til sig på borgen. Han havde ikke set Darcie eller Nemo længe, så der var ikke nogen underholdning at hente hos dem. Han måtte finde sig en ny lille pige, som han kunne få lidt underholdning ud af.... En ny... Lille pige. Det var det hende her Corrine skulle ende.

"Hør så her Corrine! Du har lavet en stor fejltagelse, man siger ikke NEJ til mine suveræne tilbud" Samsons øjne spillede op og så direkte ind i hendes øjne. Nu hvor man kom meget tæt på, kunne man helt tydeligt se, hvor islyseblå hans øjne egentlig var. Lyste de? Og nu hvor hans pupiller var så smalle som de var, var det sorte næsten druknet i krystalhavet i øjnene.
Den anden hånd havde i samme øjeblik fundet et lille reagens glas frem med en lysende hvid væske på kanten til at skinne lyserød.

Han så på hende et øjeblik.. en smule måbende i blikket og pupillerne udvidede sig endnu engang. Han slap grebet i hende så han lod hende falde til jorden. Måske troede Corrine at det var slut.. men tværtimod, var det kun lige begyndt.
Samson forsøgte at kaste sig ned over hende, ved at lægge et ben på hver af hendes sider og læne sig ind over hende mens han var på alle fire og stirre lige ind i hendes ansigt men hurtigt efterfulgt af en knytnæve komme styrtende mod hendes ansigt.

Corrine sad lidt og betragtede Samson og syntes til han så lidt anderledes ud pludselig, men måske var det blot hendes egen fantasi der spillede hende et puds. Da der kom et pust henne fra træerne rettede Corrine blikket væk Fra samson og fik øje på tyren der var kommet tilbage.

Corrine udbrød et kort lille skrig da hun pludselig fløj igennem luften. Det brød da mange forskellige ting hun havde oplevet. Jo næsten alle havde en form for speciel kunnen, men hun havde endnu ikke just prøvet det her. Da det var som om der ikke længere var noget der hev i hendes krop, så havde Samson fat i hendes krave. Corrine begyndte med det samme at måsle lidt for at prøve at komme fri, det var just ikke behageligt.
Hun kunne ikke andet end se Samson ind i søjne, de noget dyriske og farlige føjne der så ud til at kunne dræbe skræmte hende en lille smugle.
Hun kunne ikke forstå det, Samson havde lige været så flik imod hende, og blot fordi hun takkede nej.. Faktisk havde hun lidt svært ved at trække vejret mens hun blev holdt i sin krave og måske havde det også noget at gøre med hun prøvede at vride sig fri.

Før hun vidste af det så var der ikke længere noget der holdte hende oppe, og hun faldt til jorden da det var lidt overraskende.
Hun så lidt med et forskrækket blik op imod Samson.
"Undskyld.. Det var ikke min mening at skulle.."
Mere nåede Corrine ikke at sige før Samsom kastede sig ned over hende. Trods hun prøvede at komme væk fra Samson så var hun bestemt ikke stærk, og hun lå nu på ryggen og så op på Samson, men nåede ikke engang at blinke før Samsoms knytnæve ramte hende lige i ansigtet. Først kom den overdøvende smerte, der ringede for hendes øre, nærmest en fornemmelse af smerte gik ned langs hendes ryg. Det hele var bare pludseligt blevet sort for hende. Eller hun kunne lidt ane ud af sine øjne men det hele virkede bare sløret.
Selvom hun tænke at hun bare ville væk, havde hun svært ved blot at få hendes krop til at bevæge sig..
Corrine blødte lidt ud af munden og bevægede sig ikke meget, hun så blot omtumlet ud.

Samson så dyrisk ned på hende og så hvordan blodet begyndte at løbe ud af Corrines mund. Han fandt sig aldeles godt tilpas. Bare det at hun havde takket nej til et tilbud var åbenbart nok til at gøre ham dyrisk i dag. Men det var ikke noget han ikke havde oplevet før. Han brød sig ikke om, når folk takkede nej, når han for en gangs skyld var ekstra gavmild af sig, hvilket skete så sjældent. Han følte, at de ikke satte pris på det han tilbød. Havde det måske noget at gøre med hans barndom? Måske.. Han vidste det ikke selv. Han vidste bare, at der var aggression gemt inden i ham et sted, som blev blandet op med hans psykopatiske adfærd som gjorde til den han var.
Han så på kvinden et øjeblik og nærmede sig helt tæt på hende. Blodet.. Var fristende at smage på. Han var ikke vampyr, nej. Men det flød så flot.. Han bøjede sig ned og slikkede hende hen over hendes mundvige for at smage på blodet (kk? xD).
Corrines krop var ikke just i stand til i disse få øjeblikke til at kunne flygte, han kunne se det på hendes øjne. Hun var tydeligvis ikke til stede, så det var nu at han havde chancen, og det var netop derfor at han havde slået hende i ansigtet for at vinde tid. Han vidste jo trods alt ikke hvad hun havde af evner så det var jo en nødvendighed at det hele skulle gå så stærkt.
Han klemte en enkelt gang rundt om reagens glasset i hånden. Hun skulle blive en del af hans hverdag. Hvis hun kom til at gå ham på, så kunne han jo altid finde et eller andet sted til hende. Det burde ikke være noget problem, men det ville han ikke tænke på nu.
Han lod proppen frastøde glasset uden at give den nogen fysisk kontakt.
Tiden var måske knap så det skulle overståes nu. Hendes mund var lidt åben trods slaget. Han vippede det lille glas så glassets hals vippede længst ned mod munden i forhold til bunden af det så væsken frit kunne løbe ud af glasset og ned i Corrines mund. Bare få milisekunder til uden hun flyttede sig, så ville væsken befinde sig inde i hendes mund og forvandlingen ville efter et øjeblik gå i gang.

"Drik noget vand.." Var Samsons kolde ord for at give hende en indbildning af, at det "bare" var vand. Dog holdt indbildningen ikke til den virkelige verden. Det var egentlig en væske som ville få hendes krop til at blive sat tilbage i tid med hensyn til hendes krops udvikling. Hun ville blive en pige på de 8-9 år i sin kropsudvikling hvis væsken fik lov at få sin virkning inde i hendes krop. Det er dog ikke helt alt. Hun vil glemme sine daglige gøremål, men ikke miste sine talenter, for hun vil stadig være den samme person og i al forvirringen ville Samson kunne bilde hende ind, hvem hun egentlig "tilhører".

Corrine prøvede at få sine øjne til at fokusere igen. Hun kunne kun skimte Samson som en slags tåge. Hun var aldrig blevet slået før, hun havde aldrig forstillet sig det ville havde gjort så ondt, og kunne påvirke hende så meget.. Men hvorfor havde Samson slået hende, var det fordi hun havde
Da Samson slikkede hende hen over hendes mundvige ville hun gerne kunne prøve at skubbe ham væk.. Det var just ikke behageligt, men det var stadig bare så slørret.

Væsken flød fra glasset ned i hendes mund. Vand, måske var Samson ikke så slem igen. Måske havde han bare svært ved at styrre sig selv når han blev sat i bestemt situationer. Corrine slugte vandet men syntes ikke rigtigt det smagte som vand skulle.
Mere nåede Corrine ikke rigtigt at tænke over før en ny smerte ramte hende. Eller smerte var det ikke som sådan, det var mere en brænde fornemmelse der bredte sig i hendes krop.
Corrine udstytte nogle små klynk og vred sin krop en del.. Men alt blev så pludselig sort for hendes øjne.

Da Corrine endelig vågnede igen følte hun at have glemt noget, at et eller andet var anderledes.. Men nej fjollet hun vidste ikke hvad..

((Hvor meget glemmer Corrine helt?? bare for at være sikker ^^))

Samson smagte lidt på blodet. Det var sødt i det og egentlig smagte det ikke værst. Han havde aldrig sådan rigtig givet sig til at smage på det for at.. smage på det. Det har altid bare været noget som pludselig bare var der. Efter et drab måske hvor han havde været lidt voldelig og dermed fået blodet til at sprøjte lidt rundt.
Han rejste sig lidt fra hende for at få hele denne scene med. Forvandlings scenen. Hans øjne var store og flakkede mellem hendes ansigt og hendes overkrop og helt ud til fingerspidserne. Han måtte give hende plads til at vride sig. Han rettede sig op. Når hun endelig kom sig, så skulle han jo heller ikke ligge halvt nedover hende. Han skulle forberede sig på at "tage imod hende". Den første kontakt med pigebarnet skulle være ordentlig. Vinde tillid.. For hun skulle vidst nok have glemt alle personer som hun havde omgået sig med og dermed føle sig lidt utryg i verden samt forvirret.

((Virkningen er lidt op til dig. Du må også selv bestemme hvor meget det egentlig går ind og påvirker hende. Men ud fra vores aftale at bedømme, så skal hun jo komme til at være med Samson og ved at hun føler sig usikker med alt og alle til at starte med, så ville det være oplagt at hun ville have glemt alle hun før har kendt. Så ville Samson være den "første" som hun kom til at kende og komme til at føle sig en smule tryg med ham, for han vil tage sig af hende. ))

Corrine kiggede forvirret rundt, hvor var hun henne. Hun huskede ikke at været gået ud i skoven.. Hun huskede ikke så meget.. Hun hed Corrine, ja det kunne hun huske ja.. Hun stoppede dog med at prøve at huske det hele, da det gik op for hende at hun lå i alt for stort tøj. Corrine tog sig til hoved, det var bare underligt. Hun følte sig.. Bange? ja.. Virkelig utryk ved det hele.
Efter et par sekunder satte Corrine sig op, hun var lidt øm i hendes lille krop.. Det var underligt. Igen lod hun sit blik vandre rundt og fik øje på en stor mand.
"Undskyld.. Hvem er de?"
Corrines stemme var mere lys og meget yngere i forhold til hvordan den havde været før, dog lagde hun ikke selv mærke til det på nogen måde.
Ville manden hende måske noget ondt? han så lidt uhyggelig ud. Man kunne bestemt godt hørre på hendes stemme hun var noget nervøs og usikker ved situationen. Men hun kunne da umuligt stikke af fra sådan en stor person.. Hun følte sig lille.

Samson smilte over resultatet i et lille venligt smil. I mellemtiden havde han gemt reagens glasset væk i sin lomme igen. Han kiggede indbydende på hende og rakte hånden ned til hende så hun ville kunne tage fat i den og dermed hjælpe hende på benene.

"Du faldt og slog dig... I dit ansigt er der endnu blod, men jeg har mulighed for at kunne få ordnet det for dig...." Samsons stemme var rolig at lytte til og en så stor og bredskuldret mand som han egentlig var, så kunne det godt tænkes, at han var en person som en nervøs pige kunne føle sig tryg ved.

"Men mit navn er Samson China Oceans og jeg er tilfældigvis lige kommet hertil efter at have været på jagt og så dig i samme øjeblik falde ved ankomsten. Muligvis på grund af synet af min tyr og dit store tøj. Han kan godt virke temmelig skræmmende når han bliver set af folk. Du har dog set mig før, og jeg har set dig. Jeg er din familie. Din onkel for at det ikke skal være helt løgn..." Samson tænkte lidt over hvad det egentlig var han sagde. Familie? Kunne han dog ikke finde på noget bedre? Men måske var det virkelig det bedste. At bilde hende ind, at han var noget familie ville måske få hende til at tænke tryghed og det var også alt i alt det der var meningen.
Samson betragtede Corrine. Alt ved hende synes at være blevet mindre og barnligt. Ingen misdannelser af forvandlingen. Det var lykkedes fuldt ud.

".. Du skal vidst også have dig noget nyt tøj. Det må vi også ordne.. Det ville din mor sikkert have bedt mig om." Samson lod det fremstå sådan, at hendes mor var død, hvilket han ikke anede noget som helst om. Dog kunne det ikke gå, hvis pigebarnet pludselig troede at hun skulle finde sin mor, så havde al dette jo pludselig ikke nogen betydning overhovedet!