Geill sidder rastløst på kanten og svinger med benene. Hun er fløjet herop selvfølgelig og skutter sig lidt for vinden, selvom hun er pakket godt ind i sin pels og skind.
Hendes næsten triste blik flakker over trækronerne, med øje på byen i det fjerne. Den lyser op i mørket omkring hende og virker afskrækkende på hende, samtidigt med, at hun faktisk har lyst til at tage derned.
Hun ved godt hvad der foregår i dette øjeblik. Hun hørte et par elvere snakke om det, da de gik igennem skoven i deres fine klæder og lyse smil.
Geills taske ligger ved siden af hende, åbnet, fordi hun har taget Kyos bog frem. Hun holder om den i sit skød, mens hun sukker opgivende og trommer lidt med fingrene på den. Selvfølgelig har hun læst i den, næsten til ende faktisk, selvom det er gået utrolig langsomt, og hun ikke har forstået det hele. Der er et par kapitler der er glippet for hende, men det kan hun vel godt tilgive sig selv.

En rolig fløjten bredte sig over platformen og melodien virkede barnlig, som var det fra en børnesang, en af de rolige sange mødre altid sang for deres små børn.
Et højt, elektrisk knald lød pludselig langt væk fra Geill og på samme tid var der et helt magent til et stykke fra hendes ene side.
Kain stod derefter pludselig helt ude på kanten af platformen, så langt ude at det kun var hans hæle der holdt ham fra at falde ned.
Vinden blæste friskt i det halv lange hår og han stod med armene over kors, lukkede øjne.
Der var begyndt at blive utrolig koldt udenfor og sne virkede til at ville falde fra himlen hvert øjeblik, de tunge hvide skyer hang truende over dem.
Kain stod svagt overbøjet virkede som om han et eller andet sted lige var vågnet eller var ved at falde i søvn.
Han kedede sig. Mere end normalt endda, hvilket var slemt. Han vidste osse at ballet var godt igang nede i slottet, men det interessere ham ikke dybt.
Desuden havde han ingen at tage med, han kendte ikke rigtig noget. På nær Vladimir, men manden havde virket som om han havde haft en kæp oppe i røven mens de snakkede.
Han vidste ikke om det var en desideret vampyr ting eller om det bare var Vladimir der var mærkelig i hovedet, men heller ikke dette interesserede ham.
Han virkede ikke til at havde set Geill, men selv dette punkt virkede ikke just til at interessere ham.

Hendes øjenlåg er tunge, da hun, uden at bemærke det, holder op med at svinge med benene. De hænger livløse lodret ned, i modsætning til hendes hår. Nok er det holdt bare nogenlunde på plads er skindhætten, men det lykkes alligevel vinden at lege med nogle af de mørkeblonde lokker, der omkranser hendes brune og beskidte ansigt. Selv om vinteren, hvor solens stråler er begrænsede, holder hendes hud den mørke farve. Det er bare ikke noget hun bemærker til daglig. Hun har ikke engang bemærker hvor beskidt hun er; men når hun ikke har været ved Icaricias hule i nogle dage, og søerne er alt for kolde at bade i, så giver det jo sig selv, hvorfor.
Geills døsige blik bliver pludseligt vågent, da hun hører en lille melodi. Den minder hende på uhyggelig vis, om hendes mor stemme, da denne nynnede vuggeviser for hende, når hun ikke kunne sove om natten.
Hun vil vride sig i overkroppen for at finde ud af, hvor lyden kommer fra. Men når ikke så langt, da et højlydt knald ved siden side, får hende til at fare sammen og skrige i forskrækkelse. Hun slår hænderne op for ørerne og trækker benene til sig, mens hun læner sig til den modsatte side.
Hvad var det?! tænker hun febrilsk og åbner øjnene med et sæt. Hun skæver mod sin side, på en mandlig skikkelse, der står helt ude ved kanten.
"K-kyo?" udbryder hun, før hun får set bedre efter. Manden har langt hår, hvilket umuliggør chancen for, at han er en hun kender.
Geill sænker modvilligt hænderne fra sine ører, da hun må bruge dem til at rykke længere væk fra ham. Hvordan han pludselig er dukket op, gør hende nervøs.
"H-hvem er du?" Hendes stemme er beklageligvis hæs. Hun hader det.

Han så ned mod hende over hendes skrig og udbrud, han virkede først til dér at finde ud af hvor hun befandt sig.
Han stod blot med armene over kors et stykke tid, mens han betragtede hende dovent fra sin plads, trak svagt på skuldrende over hendes spørgsmål.

"Hvorfor spørg De overhovedet? Navnet har ikke den store betydning"

Mumlede han lavt, så ud over byen igen inden han lige så ligeglad lallede hen ved siden af hende og satte sig ned.
Han snakkede ubevidst ned til hende med sin stemmeføring, men han satte sig alligevel blot til rette ved siden af hende og så ned på hende.

"Men alligevel.. Jeg hedder Kain, Dem?"

Spurgte han roligt, de lillae øjne var kun halvt åbne og han lagde hovedet svagt på skrå som en nysgerrig katte killing.
Han kunne ikke lade være med at betragte hende grueligt meget, for hendes udseende undrede ham.
Han kunne ikke forstå hvorfor hun var så beskidt og hendes tøj virkede så lasset og gammelt i hans øjne. Hvorfor brugte hun dog sådan noget gammelt lort?
Hvorfor gik hun ikke ind i en kro og blev vasket? Desuden var hun så lille og virkede så tynd at han syntes det var små grimt.
Han kunne dog ikke lade være med at syntes hun så nuttet ud af en lille pige at være, små børn var jo altid nuttet på en eller anden måde.

Hun knuger om bogen, der heldigvis ikke faldt ud af hendes skød, da hun slap den med hænderne før. Hvis den var faldet ned fra platformen..! Hun gyser ved tanken.
Da han så hæmningsløst sætter sig ned ved siden af hende, læner hun sig bare en smule til den anden side. Mens hun alligevel benytter lejligheden til at betragte ham i smug - så godt det nu kan lade sig gøre, når han også ser på hende. Hun rødmer af det, og hun glemmer helt at protestere over hans, synes hun, nedladende tonefald. Hun glemmer det i hvert fald lige nu.
"Jeg hedder Geill.." svarer hun med en stemme, som hun forsøger at gøre selvsikker.
Mens hun sidder og skæver til ham, minder han hende og mere og mere om Kyo. Der er noget omkring øjnene.. Og de har nogenlunde samme mund, tror hun nok. Det er svært at se i mørket. Men hans silluet, kan i hvert fald godt nare hende til at tro, at han er den dæmon hun kender.
Nåh ja, dæmon. Det er ham her med garanti også. Hvornår kommer hun til at møde et ganske almindeligt menneske igen? Sikkert ikke, med mindre hun bevæger sig ned i byen. Hun skæver kort imod den, før hendes blik hviler på den anden igen.
"Du er sikkert også dæmon?" Denne gang lykkes det hende vidst at lyde mere selvsikker. Hun tør i hvert fald gøre hendes stemme mere tydelig - bare det tæller.

Han lod hurtigt mærke til hvordan Geill krammede bogen ind til sig og hævede begge øjenbryn af det, den interessere ham ret meget.
De lillae øjne skiftede dog op på hendes ansigt igen da hun snakkede og et roligt smil bredte sig over hans læber.

"Geill.. Sødt navn til en kær pige"

Sagde han roligt, lænede sig lidt tilbage og så op i skyerne for bare at se på noget andet, inden hun atter snakkede til ham.
Sikke et sjovt spørgsmål? Eller var det helt normalt at spørge om folks art? Men det gjorde han selv.. Mærkelige væsner der rendte rundt udenfor.

"Hmr? Ja, ja jeg er af dæmonisk blod og du er krystalisiank vil jeg tro? Sikkert af tygt blod og ikke af det svage, tynde stads der render rundt i massere af krystalisianeres årer"

Sagde han roligt så betagende på hende et stykke tid inden en svag skælven gik gennem hans krop. Han måtte spørge.

"Hvorfor befinder De dig ikke inde i en kro i varmen, eller ude ved butikkerne og køber ind?"

Spurgte han undrende, det var da hvad befolkningen lavede var det ikke? Hvad lavede de ellers?

Hun åbner og lukker munden, da han pludselig sådan kommenterer hendes navn. Hendes kinder bliver mere dybrøde, da hun samtidigt må slå blikket forlegent væk. Hun er ikke sikker på, om hun kan lide at blive kaldt 'kær'. Der ligger ligesom et 'lille' gemt i mellem ordene, som normalt ville prikke til det gule dyr; men det ikke andet en grynter og sover ubesværet videre.
Tykt blod? Hvad mener han nu med det? Tykt lyder stærkere end tyndt, det synes hun i hvert fald. Så mon ikke hun skal tage det som et kompliment, i stedet for at spekulere så meget over det. Men alligevel, så taler han jo om blodet i menneskenes årer, som om det er noget han ved meget om. Hun får en nagende mistanke om, at han sikkert også er blodsuger. Ligesom Kyo - han kan da i hvert fald godt finde på at drikke blod, som en anden vampyr. Det har hun nogle ar på halsen til at bevise.
Men uanset hvor mistænksom hun sidder og bliver, så holder hun det for sig selv. Uden at komme med nogle kommentarer til det.
Så stiller han hende et spørgsmål, som får det til at vende sig uroligt i hende.
"Det er et godt spørgsmål.." mumler hun og strammer sig greb om bogen, så hun knuger den ind mod sin mave.
"Jeg er bare ikke noget bymenneske. Har jeg ikke været i lange tider nu, ikke siden jeg har forladt familien.. Nu har jeg fundet mig en anden og klarer mig sådan set fint." Hun begynder at svinge med benene igen.

"Tja.. Hvorfor befinder De dem så ikke nede ved ballet? Der må da befinde sig andre af Deres slags som De kunne konversere med?"

Spurgte han spørgende undrede sig dybt over hvad sådan en unge skulle lave sådan et sted som her, på sådan et sent tidspunkt om aften.
Hun kunne jo ikke være særlig gammel kunne hun? Højst de 250 eller måske lidt højere.
Han satte sig i skrædderstilling og pillede pludselig ved sin taske. Fandt en pose frem som han åbnede, trådende glitrede gyldent og hvis man så ordenligt efter kunne man se de var snoede af guldtråde.
Selve posen var af fint læder og han stoppede pludselig noget tørred frugt i munden som han gnaskede på.
På sådan et tidspunkt af året var selv tørret frugt ret svært at få fat i, for det var en lang process at tørre frugt så det kunne holde sig længe. Derfor var det for det mest temlig dyrt.
Han rækkede dog posen ud mod hende, så roligt på hende og lagde hovedet på skrå.

Geill ser pludselig betuttet ud, over at han sådan spørger videre ind til det. Hun mumler noget utydligt som 'mjno' og 'tja'. Desuden, så ved hun heller ikke hver 'konversere' betyder. Det lyder som et fint ord for et eller andet end, men hun ved ikke hvad.
Hendes fødder synes hende pludselig vældig interessante, da hun vipper lidt med dem og betragter det lyse skind, de er lavet af. Indeni er de dejlig foret, så hun fryser i hvert fald ikke tæerne.
"Jeg.. Jeg har da tænkt på det.. Men jeg har aldrig været med til sådan noget før og jeg kender ingen. Så jeg kan ikke se, hvorfor jeg overhovedet bør gøre et forsøg på at begå mig. Ingen vil vel heller ikke bruge tid på en pige i almindeligt, måske endda beskidt tøj." Hun lyder faktisk bitter, når hun sådan snakker om det. For hun kan ikke forestille sig, hvad hun dog skal der - og da slet ikke når folk går en stor bue udenom hende, fordi hendes tøj ikke er det mindste fint.
"Hm?" Hun ser overrasket på den pose, han så begynder at fumle med. Den er utrolig smuk og ser utrolig dyr ud, med de gyldne tråde og det fine læder.
Da han rækker den til hende, stikker hun langsomt hånden ned i den, mens hun skæver nysgerrigt til det han gnasker på. Hun kan ikke se hvad det er, og hun har heller ingen ide. Tørret frugt har hun aldrig været ude for før.
Den rynkede kugle hun får hevet op, har sikkert været en pære engang. Men det er kun noget hun gætter, ud fra den sære lugt.
".. Hvad er det for noget?" spørger hun, uden at tage en bid af det ukendte.

"Jamen så køb Dem noget nyt og få et bad eller noget"

Sagde han ligeud, virkede faktisk ikke at kende en skid til fattigdom eller at folk ikke lige havde råd til en masse fint.
Sådan ender de fleste trosalt hvis de har fået det hele foræret uden at gøre noget, hvilket osse var grunden til at han osse var så ufattelig godtroden.
Han smilede skævt over hendes spørgsmål og rystede på hovedet. Selvom han godt kunne lide hende, kunne han ikke lade være med at syntes hun var små dum.

"Tørret frugt. Det er nok noget af det mad jeg fortrækker at spise, selvom kød er næmmest at skaffe.. Kød er derimod bare så ulækkert i længden"

Forklarede han roligt, rækkede tunge og lavede en svag grimasse til sidst over hvad han syntes om smagen af kød i længden.
I forhold til sin lillebror ville han helst havde været vegetar, men som dæmon kunne han ikke overleve uden at spise kød og alt for meget af det syntes han.

Geill ryster på hovedet af ham. Hvordan kan han tro, at det er så enkelt? Sådan noget koster penge, og det er alt andet end hun har.
Siden han siger det så ligefremt, formoder hun, at han vel ikke kan have samme problem. Heller ikke med den pose - man er ikke fattig, hvis man render rundt med sådan en. Eller går sådan klædt.
".. Jeg har ikke råd til sådan noget. Det er derfor, at jeg lever i skoven. I byen kan man ikke være, uden at have penge - og uden min skolegang, er mulighederne for et job små." Hun ser på sin bog i et par splitsekunder, da hun nævner skolen. Men så vender hendes opmærksomhed igen tilbage til fyren ved siden af hende. Det er surt, sådan som han minder hende om Kyo. Bortset fra væremåde, den er noget anderledes.
Og tilmed, så spiser han frugt! Tørret, men det er stadig frugt!
Den grimasse han laver, får hende til at smile bredt. Nok er grimassen svag, men den er der stadig.
"Så skulle du møde en jeg kender - han virker som din totale modsætning. Han kan ikke fordrage frugt." Hun bøjer benene, så de bliver presset op under platformen, mens hun smiler uhæmmet og endelig drister sig til at tage en bid af frugten.

"Jamen det er jo ikke specielt dyrt?"

Spurgte han undrende i hans øjne var det jo ikke, der skulle prisen være utrolig stor før han så på det med samme øjne som mange andre.
Han kunne virkelig ikke se hvorfor hun ikke skulle kunne få et job. Hvorfor gik hun så ikke i skole?

"Hvorfor går De så ikke i skole? Det burde De havde gjort med Deres alder"

Kommenterede han, lagde hovedet på skrå og smed selv benene ud over kanten som begyndte at svinge frem og tilbage.
Han kastede posen op i luften og greb den let igen, lagde den så i hendes skød, som en pludselig gave.

"Undre mig ikke, jeg ser det bare så barbarisk. Hvem er det da? Du virker ikke sådan"

"Jeg har ingen penge." svarer hun kort og godt. Det er tydeligt, at han har mange penge at leve på, siden han ikke virker til at forstå det mindste. Men det gør bare Geill mere selvsikker, når han virker så uvidende.
Og skolen.. Har jeg ikke haft brug for. Mine forældre synes ikke, at jeg behøvede det - men det var før, de vidste jeg skulle klare mig på egen hånd som nu." Det sidste siger hun med en tør stemme. Det kommer til at lyde, som om hun bebrejder dem for det, selvom hun var enige med dem dengang.
Hun griber om posen, da hun sådan pludseligt for den overrakt.
"T-Tak.." fremmumler hun i forvirring. Hun er ikke engang færdig med pæren, som hun jo holder i den anden hånd. Bogen i hendes skød, lægger hun armene tungt ovenpå, for at sikre sig, at den ikke smutter nogen steder.
"Han hedder Kyo," Hun kommer til at smile, bare ved at sige hans navn højt. "Det er ham der har givet mig den bog her." tilføjer hun så og begynder at svinge med benene. Hun skal vise ham, hvor meget hun allerede har læst, næste gang hun støder ind i ham. Han har det jo med at være over det hele.
Hun sukker. Her er koldt og Geill ser snart ikke mere grund til at være her. Heller ikke, selvom hun ikke har fået så meget at vide om dæmonen ved siden af hende, som hun godt kunne ønske sig. Skutter sig i vinden og vrider sig lidt, for at kunne lægge sin bog varsomt i tasken og sukke.
".. Her er koldt. Jeg.. Går ned i skoven hvor der er læ." Geill rejser sig tøvende af frygt for at glide, og svinger tasken om på ryggen, før hun begynder at klatre ned på platformen, for at kunne forlade den ned af stigen. Hun er ikke meget for at bruge sine vinger i blæsevejret, så hun finder dette næmest, hvorefter hun vader gennem sneen og væk derfra.
Kain forlader platforman kort efter. *at have fået lov xD*

Aurora kravler op af et træ og hopper over på Platformen. Hun elsker dette sted, platformen er jo bygget af elver. hun smiler kort for sig selv, men hun bliver osse lidt trist, hun havde ikke set eller snakket med elver i lang tid...
Hun sætter sig ned på kanten og vipper lidt frem og tilbage med sine fødder

Zardon var gået op af de endeløse trappetrin, og han kom pustende op på toppen af platformen.
Han gik hen til kanten og så ud over landet. Landet som - i hans øjne - snart skulle være under hans kommando.
"Jeg skal bare finde kilden, så er den hjemme.." mumler han for sig selv. Han er ikke klar over at der er en anden til stede.
Han trækker sig og lader nakken knække fra side til side.
"Sikke en udsigt."

hun sad og nynnede lidt på en elver vise. Hun ligger ikke mærke til der er en anden til han begynder at snakke det sporg hun jo ikke forstår, hun rejser sig hurtig og går lidt væk fra ham... gad vide om han var menneske? han kunne jo deres sprog så det måtte han jo næsten være?

Han bemærker noget i øjnkrogen. "Mhh ?" han drejer hovedet og betragter hende kort.
"Øøh.. Godaften?" mumler han, og måler hende med øjnene.
Han betragter hende med et tungt blik, "er det ikke lidt sært for en lille pige, at sidde heroppe på denne tid?" brummer han køligt.

( læste btw lige din profil.. Hun har vel kjole på ? dx medmindre du vil sætte Zar i en pinlig situartion )

hun rykker sig ikke ud af stedet. Hun forstår ikke hvad han siger, men hun er bange for ham, han var helt klart et menneske, et dumt afskyeligt menneske.

"lad mig være" siger hun højt og bisk, hun ville ikke havde ham tætter på, han ville nok ikke kunne forstå hende, men tonen og kropssproget kunne han nok forstå

(jo Shen har købt hende to kjoler ^^)

Han glor på hende, med et fjernt udtryk i øjnene.. "Jaaarrh.. Okay.." mumler han lettere forvirret. Han sukker. "En ikke-krystalliansk finke.. Dejligt.." brummer han sarkastisk.
Han ser bare på hende. Han sætter sig på hug, så han kommer ned i samme øjnhøjde. (Hun sidder vel? dx)
Han rækker roligt hånden frem imod hende. "Hej med dig... Jeg gør dig ikke noget.. Ikke så meget i hvert fald.." det sidste er blot en smag mumlen, men det første var med en falsk venlighed. Selvfølgelig.

(hun står faktisk op, men vi siger bare hun sidder stadig)

hun rykker sig lidt væk i skræk da han sætter sig ned. Hun falder lidt bagover da han rækker en hånd mod hende, hun rygger sig osse lidt bagud, der er en stolpe bag hende som hun krammer sig til...