Omtrent en uge efter årets månehøstfestival, drog et bud et smut forbi væbnerne, for at aflevere et forseglet brev adresseret til en ung Hr. Theodore Ljungberg. Vagten, der var ansat til at lukke væbnerne ind og ud og holde andre på afstand, tilbød at tage imod brevet, men buddet afviste, for han havde fået besked på at udlevere det direkte til modtageren. Han blev derfor peget i retning af staldene, og fik at vide, at Theodore var ham den lille derovre med det rødblonde hår.

Brevet der blev leveret, var af fint gyldent pergament. Brevet var forseglet med flaskegrøn voks og et tryk af en lyre i kløerne på en større fugl, som for den lærde måske kunne genkende som en føniksfugl. Inde bag forseglingen gemte sig et lille ark pergament med en meget yndigt snirklet håndskrift af mørkegrønt blæk. Men hvor yndigt skriften end var, var bogstaverne ganske små og sammenhængende.

Theodore Ljungberg



Da jeg ved at du har læsevanskeligheder, vil jeg forsøge at holde mig kortfattet, selvom det falder mig en smule uvant. Den seneste uge, har jeg diskuteret en del med mig selv, hvorvidt jeg skulle opsøge dig igen, eller helt undlade. En optimistisk del af mig havde nok håbet på, at du ville dukke op på klinikken med et udbrud af høallergi, som du havde forvarslet. Men en uge er nu gået, og jeg er blevet bekymret. Det er netop årsagen til at jeg nu skriver dette brev til dig, som jeg håber, vil lindre på hvad end sorg du sidder tilbage med.



Uanset hvorvidt du tror, at du mange ting forstår, så kan du ikke forstå det der for mig er ret åbenlyst. Jeg var simpelthen nødt til at forlade dig. Men stadigvæk, så angrer jeg den måde hvorpå jeg tog afsked mig dig på, især taget i betragtning af, at jeg aftenen forinden sagde til dig, at jeg ikke ville gøre dig fortræd. Og at tage af sted i en sådan hast, er jo netop at gøre dig fortræd. Om end jeg ikke fysisk har gjort skade, er jeg plaget af de følelser jeg så i dine øjne. Jeg indser, at jeg har fejlet i at handle under lysets forskrifter. Og sådan behandler man ikke sin fjerne fætter fra norden.



Jeg er ked af, at jeg ikke var den ven du troede. Forhåbentligt vælger du dine næste venner med mere omhu.



Selmy Kiefer

Hjemme i Kieferhuset, stod gitterporten ind til den store fælles gårdhave, der tilhørte Kieferfamilien og Marcelfamilien, åben. Selmys far, Salem, var udenfor i det gode vejr, godt i gang med at beskære nogle medicinske planter, for at vedligeholde dem, samtidigt med, at han indsamlede et godt bundt blomster, der skulle tørres og hænges op i klinikken senere.

Henne ved hoveddøren ind til huset, lå familiens brune tæve og solede sig på en lysplet, der lige akkurat ramte dørmåtten. Hun strakte sig dovent og sov videre. Hendes job var at alarmere, hvis der skulle komme gæster eller ubudne tyve. Men med alderen, var det ikke sikkert, at hun overhoved hørte så godt længere.

Brevet blev stukket i hånden på Theodore, der forvirret spejdede efter budbringeren, før blikket vendte tilbage til det fine brev. Hans navn stod skrevet på forsiden, formodede han i hvert fald, pænt og nydeligt i den snirklede skrift. Han vendte det om. Det lignede ikke noget fra hans familie, og desuden blev den slags breve altid leveret under morgenmaden. Voksseglet mindede om den samme grønne farve som Theodores kompas, bemærkede han. Han kiggede nærmere. Et instrument og en fugl. Han rynkede brynene og løftede blikket mod loftsbjælkerne, der var fyldt med spindelvæv, mens han forsøgte at huske, om han havde set mærket før. Han viftede let med brevet og overvejede, om han skulle åbne det nu, men han måtte hellere vente til efter arbejdet.

~

Theodore sad på sengen og havde gennemgået brevet flere gange.

Det var fra Selmy. Dét havde han trods alt kunnet læse sig frem til. Han kunne sammenligne skriften med den lille note, han havde fået med fra Kieferhuset, men desværre var det en del sværere at tyde, hvad Selmy egentlig prøvede at sige i brevet. Bogstaverne var forfærdeligt små og dansede næsten lige så meget for øjnene af ham som dem i de hellige skrifter.
"Har han fået en mus til at skrive det her for ham eller hvad..." mumlede han og gned næseryggen med en grimasse.

De blå øjne gled koncentreret hen over skriften igen. Enkelte ord kunne han få fat i. Uge. Noget med klinikken. Bekymret. Forlade dig. Men hver gang han forsøgte at samle dem med resten, gled betydningen fra hinanden igen. Hele starten skøjtede han hen over med kun enkelte genkendelige ord at holde fast i. Hvorfor skulle Selmy også skrive så pokkers fint?
Han overvejede, om han skulle finde nogen, der kunne læse det for ham, men han følte alligevel, at hvad end der stod i det, var for privat til at dele med andre. Så i stedet prøvede han at anstrenge sig mere.

Det, han faktisk kunne tyde bedst, var den sidste del. Hvilket blot fik ham til at rynke panden bekymret og sidde tilbage endnu mere forvirret.

Jeg er ked af, at jeg ikke var den ven du troede. Dine næste venner med mere omhu.

"Hvad snakker han om?" Måske var det bedre at høre det direkte fra ham. Omhyggeligt foldede Theodore brevet sammen og puttede det i lommen. Selmy havde nogenlunde peget ud, hvor han boede. Tæt på klinikken og alt dét. Hvor svært kunne det være at finde?

Selvom efterårssolen strålede over byen, bed luften stadig køligt i Theodores kinder, hvorfor han også havde en hjemmestrikket sweater i orangebrune farver på under væbnerkappen. Bukserne var af mørkvævet hør og en del mere slidte end dem, han havde haft på til Månehøstfestivalen.
Nu burde han snart være der. Klinikkens tag kunne han se fra, hvor han stod. Theodore forsøgte at orientere sig og opdagede så en lille kærre med blomster til salg. Det var egentlig uhøfligt at komme tomhændet hjem til nogen første gang. Dét havde hans mor lært ham. 

Måske nogle blomster til Fru Kiefer ville gøre hende glad?

Han valgte en lille buket i pæne lyserøde farver. Damen i boden fortalte ham, hvad de hed; sankthansurt, asters og høstanemone, vist nok. Theodore syntes bare, de så pæne ud.

Efter at have spurgt sig omkring fandt han endelig Selmys hus. Han standsede. Ville Selmy overhovedet se ham?
Det virkede temmelig meget som et afskedsbrev, ud fra hvad Theodore kunne læse sig frem til. Men... han kunne ikke bare gå rundt og ikke ane, hvad brevet sagde. Så om han så skulle tvinge Selmy til at læse det op for ham, ville han gøre dét.
Theodore fik øje på Salem et stykke længere inde i haven. Han virkede i fint humør, som han stod der for sig selv og hyggede om sine planter. Skulle Theodore bare gå ind dér? Porten var trods alt åben.
Så han trådte ind. Theodore tøvede sjældent.

"Goddag, Hr. Kiefer," hilste han med buketten sænket foran sig.

Salem havde slet ikke set, at nogen var dukket op fra gitterporten. Han genkendte heller ikke Theodores stemme, skønt han faktisk havde talt med ham engang. Hunden Simone var også overrasket over, at der pludselig stod en fremmed ude i gården, som hun aldrig havde set før. Hun kom småbjæffende imod Theodore med halen strittende. Hun cirkulerede rundt om Theodore, for at gøre opmærksom på ham. Salem vendte sig overrasket rundt og så op fra sit arbejde. Hans blik var roligt og på ingen måder uvenligt, kun forundret over det uventede besøg, og det faktum, at han kom med blomster. Han knipsede med fingrene, og hentede Simone til sig uden besvær.

”Goddag?” Han nikkede til ham og så ham an. Væbnerkappen så nu genkendelig ud, og nu syntes han jo nok, at han kunne huske ham. ”Var det ikke Dem på klinikken, da min dreng slog sig?” Forhåbentligt var det ikke en bejler til hans datter. Salem tog handskerne af og kiggede mod det høje, gamle, men velholdte bindingsværkshus, hvor smukke grønne slyngplanter og blomster voksede op langs murene og rundt om hvert et vindue. Den grøntmalede hoveddøre stod åbent, så der kunne komme frisk luft ind. Indenfor kunne man ane nogle trapper op til en varmt indrettet stue med polstrede møbler, tæpper og selvfølgelig et væld af blomster og plantearter, som næsten overgik det lille orangeri og højbedene i gårdhaven. Salem kiggede efter Selmy ved indgangen af hjemmet, men Selmy vidste åbenbart ikke, at han fik gæster i dag. Hans skikkelse var heller ikke at finde ved et ad vinduerne.

”Jeg tror Selmy er ovenpå sit værelse.” Salem var ikke helt sikker. Selmy havde så mange gøremål, hvor alt for få af dem, havde noget med klinikken eller hans fremtid at gøre, mente han nu nok. ”De er velkommen til at træde indenfor og finde ham. Eller foretrækker De at jeg kalder ham for Dem?”

Heldigvis skulle Theodore ikke gøre alt for meget for at gøre sig bemærket. Salem både hørte og så ham rimelig hurtigt. Selmys far virkede mindre autoritær og lægeagtig her blandt alle urterne og blomsterne, og Theodores blik gled et øjeblik hen over murværket, hvor planterne krammede sig ind mellem stenene som et tykt tæppe af grønt. Aye, sikke et hyggeligt hus. Og meget, meget Selmy.

Tanken blev hurtigt afbrudt af den gamle hund, der nu cirklede omkring Theodore, som om den havde opdaget ham, før Salem gjorde. Et lavmælt fnis slap ud af ham mens han fulgte den med blikket, og smilet blev større. Havde Salem ikke kaldt den til sig, kunne Theodore sagtens have fundet på at sætte sig på hug og klappe den.

Han var også lige ved bare at sige goddag igen til Salem, men ændrede retning i sidste øjeblik, da spørgsmålet kom.
"Oh. Joh. Det var mig." Eller slog Deres søn ud, nærmere. Theodore fik krøllet et venligt, om end en anelse charmerende, smil om læberne og knugede lidt fastere om buketten. Ligesom Salem lod Theodore blikket søge mod vinduerne og den åbne dør for at se, om han kunne få øje på Selmy. Det varede dog ikke længe, før opmærksomheden vendte tilbage til det lyse, ældre ansigt.
"Øhm. Jeg kan sagtens bare finde ham selv, hvis De er okay med det, Hr. Kiefer." Han blev stående et øjeblik, før det slog ham, at han egentlig aldrig havde præsenteret sig ordentligt. Theodore trådte derfor et skridt frem og rakte hånden frem mod Salem. "Jeg hedder Theodore Ljungberg, i øvrigt. Page af Lyset." Han sendte Salem et selvsikkert smil, inden blikket gled ned mod buketten i hans anden hånd. "Og..." Han løftede blomsterne lidt. "Til Deres kone." Buketten blev rakt mere synligt frem mellem dem. "Jeg ville ikke komme tomhændet, så..."

Salem trykkede den unge drengs hånd. Han var i den grad høflig, men det var tydeligt at høre på drengen, at han ikke var fra de samme kredse. Det betød heldigvis ikke, at han ikke var mere end velkommen. Det var ikke så tit de fik gæster. Salem smilte lidt, måske. Det var svært at se på hans alvorlige og alt for trætte ansigt.

Han gav et bekræftende nik til, at det var okay for ham at træde ind i huset selv. ”Hyggeligt at møde Dem igen, Ljungberg,” Salem gav et fast, men ikke alt for hårdt håndtryk. Det var sådan et håndtryk, hvor man ikke var i tvivl om, at han var familiens overhoved, og doktor, og var vant til at hilse på mange mennesker i løbet af en dag. Han trak hånden tilbage og så nu ned på blomsterbuketten, endnu engang forundret, især fordi der var blevet tænkt på hans hustru. ”Det vil min kære hustru sætte pris på. Må hendes lys tilsmile Dem.” Takkede han og tog imod buketten. Det var svært at se på ham, at han var bevæget af den uventede gestus, også selvom buketten var så lille til sammenligning med de blomsterdekorationer, der i forvejen prydede i deres hjem, men der var et lille skift i hans stemme til sidst. Han rømmede sig. ”Jeg sørger for at bringe dem til hende.” Han forlod havearbejdet og gik nu i retning af huset, for at tage blomsterne og Theodore med indenfor. Hunden Simone luntede afsted efter dem.

Lige ved indgangen af hjemmet var der et gangareal, hvor man enten kunne fortsætte ned i en rummelig kartoffelkælder, hvor madlageret var fyldt med sække med blandt andet mel, kartofler, gulerødder. På hylderne var der enkelte flasker med rødvin og brændevin, glasbeholdere med hjemmesyltede grøntsager, fermenterede grøntsager og alskens søde marmelader. I loftet hang der hvidløg og forskellige tørrede pølser.

Et par trappetrin op, og man kom til stuen, som kunne ses meget tydeligere nu. Selve bygningen var gammel, og derfor var stuen ikke så stor. Bærende bjælker og halvvægge og niveauforskelle opdelte hele etagen i forskellige kroge i hjemmet, hvor der var et spiseareal med et pænt dækket bord med service til fire personer. Et andet sted var der en pejs med behagelige smukt dekorerede møbler, hvor Ceelias broderiprojekt lå og ventede på sofamøblet, en bog lå på en af de andre, lidt mageligere stole. Der var indbyggede reoler proppet med gamle bøger. Der var et instrumenthjørne med en stor gylden pedalharpe, en mørkerød violin og en klarinet. Fra vinduerne blev der kastet behageligt, naturligt eftermiddagslys ind. På væggene hang der religiøse symboler, masser af blomsterkranse, der skulle fremme det gode helbred og frugtbarhed. Kranse, der skulle fordrive ondskab. Vævede tæpper med mønstre af nordisk oprindelse. På væggene hang der store som små malerier af blomster, men også familieportrætter, nye som gamle. Det nyeste portrætmaleri var det der hang ved trappeindgangen, malet og underskrevet af Sidonius Kiefer. En yngre Salem og hans hustru stod i den selv samme stue med de selv samme møbler med en ung og frisk blond kvinde ved sin side samt to lyshårede børn, der stod pænt og tålmodigt, mens de blev malet. Selmy havde været mere blød og rundkindet dengang, hvor han med alderen var blevet tyndere og mere markeret.

Blomsterne, tørrede som friske, fik hele boligen til at dufte meget kraftigt. Men der duftede også af kamillete, som om nogen netop havde været forbi trappen op med en kop.

Salem drejede af ude i køkkenet, hvor han gav sig til at lede efter en vase, hvis der dog var nogle tilbage.

"I lige måde," svarede han og greb hånden. Heldigvis for Theodore bar han ingen ringe på fingrene, for så havde Salems solide håndtryk nok gjort en smule ondt. Smilet blev dog hængende om læberne, mens han betragtede manden foran sig og flygtigt skævede til blomsterne igen.
Der var et eller andet ved Salems reaktion, der fik hjertet til at slå lidt benovet. Theodore lagde godt mærke til det lille skift i stemmen, og hvordan han nærmest forsøgte at rømme det væk igen. "Mhm." Han nikkede og kløede sig en smule forlegent på armen. "Såh... jeg håber, hun bliver glad for dem."

Theodore fulgte roligt efter Salem. På vej indenfor sendte han dog hurtigt hunden et skævt smil og bøjede sig ned for at klø den bag øret, mens de fortsatte. "Heh, god hund," hviskede han til den, og nussede den lidt mere. Blikket gled op mod hvidløgene, der hang over hovedet på ham, og mindede ham om klinikken med alle dens urter og lignende bundter hængende fra loftet.
Da de kom længere ind i huset, sænkede Theodore uvilkårligt farten en smule.

Stuen var virkelig hjemlig. Han foldede hænderne bag ryggen og tillod sig at kigge lidt nærmere på tingene, selvfølgelig uden at snage. Størrelsen mindede ham faktisk en smule om hans eget hjem i Medanien, selvom inventaret var anderledes. Måske bortset fra de vævede tæpper, der godt kunne ligne noget af det samme, de selv udsmykkede møblerne med derhjemme.
Ellers var der planter og blomster stort set overalt, bøger proppet ind på hylderne og instrumenter samlet i deres eget hjørne. Theodore lod blikket hænge et øjeblik ved den store gyldne harpe, inden det gled videre over væggene.
Der var også langt flere religiøse symboler, end Theodore var vant til at se i et almindeligt hjem. Nogle genkendte han, andre gjorde han ikke, og blomsterkransene kunne lige så godt have været pynt, hvis ikke de hang så omhyggeligt placeret mellem dem. Han kom til at tænke på Selmy under festivalen. Vi drikker ikke. Vi fråser ikke. Vi bander ikke. Og alt det med det rene lys, der ikke måtte tilsmudses.

Nåh. Theodore vippede hovedet en anelse. Det gav pludselig lidt mere mening, hvorfor Selmy var... ja, Selmy. Ikke at Theodore selv helt forstod det. Hans far var trods alt ridder for Lyset, og guderne havde altid været en naturlig del af tilværelsen, men hjemme hos familien Ljungberg havde ingen hængt en krans op for at sørge for, at han ikke bandede. Den havde i så fald heller ikke virket. Mundvigen trak svagt op, og blikket fortsatte videre, indtil noget andet fangede hans opmærksomhed.
Familieportrættet, antog han. Han trådte nærmere.
"Jeg kan godt lide Deres hjem," sagde han lidt højere uden at tage blikket fra maleriet i håb om, at Hr. Kiefer stadig kunne høre ham, selvom han var forsvundet ud i køkkenet. En køn familie, tænkte Theodore og lod blikket bevæge sig mellem ansigterne. Den yngre udgave af Salem var ikke svær at genkende, og ved siden af ham stod en smuk blond kvinde, som Theodore antog måtte være Fru Kiefer. Han så på hende et øjeblik længere. Tanken om hendes tilstand nu... Han håbede virkelig, at det ikke var alt for slemt.

Derefter fandt han børnene. Den lille rundkindede dreng måtte vel være Selmy.
"Wow, han har i hvert fald ændret sig," mumlede Theodore for sig selv med et beundrende smil, inden han kastede et blik over skulderen efter Salem. Han var vist stadig i gang ude i køkkenet.

Skulle han sige noget? Salem havde jo sagt, at han bare kunne gå op og finde Selmy. Så efter et kort skuldertræk fortsatte Theodore længere ind i huset for at lede efter hans værelse. Han måtte vel være der. Hvis han altså overhovedet var hjemme. Det håbede han... det ville blive ret akavet at sidde på Selmys seng, og vente på ham dér. 
Gulvbrædderne knirkede let under hans skridt, og den naturagtige, søde duft af blomster var så kraftig herinde, at Theodore pludselig forstod, hvorfor Selmy altid havde den der lidt blomstrede, urteagtige duft omkring sig. Det var jo nærmest umuligt at undgå.

"Selmy?" småsang han nærmest, mens han kaldte lavmælt efter ham. Selvom Salem havde lukket Theodore ind i deres hjem, føltes det alligevel en smule forkert bare at gå rundt alene i huset.
Det stoppede ham dog ikke.

Simone stoppede inde i gangen, med poterne oppe på det første trappetrin op til stuen, selvom hun udmærket vidste, at hun ikke måtte komme med op, men herfra kunne hun betragte gæsten, der havde nusset hende.

Ude i køkkenet skramlede Salem rundt på vaser og krukker, for at finde noget i den korrekte størrelse til blomsterne. For selvom de i forvejen havde så mange vaser, havde de tilsyneladende mange flere, hvis bare man gravede dybt nok inde i skabene. ”Tak skal De have,” Kom det fra Salem ude fra køkkenet, der godt hørte Theodore komplimentere hans hjem. Der blev pumpet vand op til vasen, og blomsterne blev ordnet.

I etagen ovenover hørtes hans fars skramlen ude i køkkenet tydeligt. Hvad havde han mon nu gang i? Var han ikke ude i haven? Mathilde ville næppe synes om, at herren i huset havde vendt op og ned i hendes system nede i køkkenet. Selmy syntes det var lidt mærkeligt, men han forsøgte at abstrahere fra sine undrende spørgsmål i hovedet, og fortsatte med at recitere ældgamle tekster op. Lange kringlede, men smukke sætninger, der lovpriste det gode liv og det lys, der var blevet dem skænket af englemoderen. Dem kunne hans mor så godt lide at få læst op. Han så atter op, fordi han syntes at høre stemmer igen. En bange anelse ramte ham. Hvem talte med hans far med dernede? Det lød som om nogen var kommet hjem hos dem.

”Mor?” Selmy kiggede til sin side, hvor hans mor lå under dynen. Det blonde lange hår redt ud og bølgede løst. Hun var faldet i søvn til lyden af sin søns stemme, som hun havde gjort så ofte før. Hun var alt for ung en mor til at leve livet igennem et soveværelse, men det var nu engang det liv hun havde fået, og at passe på hende var en pligt Selmy helst ikke beklagede sig over. Selmy klappede bogen forsigtigt i og bøjede sig forover, for at kysse hende på panden. Han tog bogen med sig ud og lukkede døren stille bag sig. Så gav han sig til at bevæge sig ned ad trappen, for at undersøge hvad der foregik nede i stuen. Men på vej ned ad trappen, stoppede han brat op og stirrede stift i retning af Theodore igennem et sæt runde brilleglas. Selmy blinkede vantro med øjnene.

”Hvad laver du her?” Kom det så stakåndet fra ham. Svaret kunne have sagt sig selv. Selmy havde aftenen forinden skrevet brevet. Han havde ladet blækket tørre henover natten, og havde sendt det afsted med budbringeren her til morgen. For selvom det havde været lidt af et sløset, forhastet brev, hvor Selmy ikke selv var helt sikker på, om han nu havde sagt hvad der var at sige, så kunne han ikke lade Theodore vente meget længere. Det var jo nok på grund af det brev, at han var kommet.

Men hvad lavede han dog herhjemme? Hvad var det han var her for? Selmy søgte Theodores ansigtsudtryk. Hans blik. Forsøgte at finde svaret selv, mens han stod der på trappen, med Isariskriftsbogen trykket nervøst ind til sig. Han var iklædt sit hjemlige tøj i dag. Stadig var det dystert mørkt, og ligesom Theodore havde han iklædt sig en uldsweater, for selvom solen skinnede, var det køligt i septembervejret. Hans sweater var strikket til ham for flere år siden. Den plejede at være lidt for stor i det, men nu passede den hans voksne figur. Åbningen var lukket til med fine knapper af sort træ i skulderen. Fødderne var bare og stukket ned i nogle hjemmesko.

Theodore havde nær glemt at tage sine støvler af, da han kom indenfor, men havde heldigvis husket det i sidste øjeblik, inden han gik op ad trapperne. Så nu listede han rundt i tykke uldsokker, mens blikket fortsat gled over de mange religiøse udsmykninger i hjemmet.

En velkendt stemme rev pludselig hans opmærksomhed tilbage. Theodore stivnede midt i sit næste skridt og drejede hovedet. Selmy. Han så forvirret ud. Det kunne Theodore egentlig ikke bebrejde ham. Hvis han rent faktisk havde formuleret på sin egen kryptiske Selmy-måde, at han ikke gad se Theodore mere, var det nok pænt irriterende at finde selvsamme Theodore stående midt i ens hjem.

"Din far lukkede mig ind." Ikke at det ligefrem besvarede spørgsmålet. De blå øjne strøg over Selmy på samme tid som han sagde det. Han var klædt helt anderledes, end Theodore var vant til at se ham. Stadig mørkt, selvfølgelig — det var trods alt Selmy. Theodore var efterhånden begyndt at tvivle på, om han overhovedet ejede noget i andre farver —  men den gamle uldsweater og hjemmeskoene gav ham et helt andet udtryk. Lidt ligesom når Theodore så ridderne uden uniform og pludselig blev mindet om, at de også bare var mennesker, der gik rundt i almindeligt tøj.

Mundvigen krøllede svagt, da blikket nåede hjemmeskoene. Og brillerne. De runde glas fik ham om muligt til at minde om en ugle endnu mere. Selmy brugte briller. Smilet nåede dog ikke at blive hængende længe, før Theodore kom i tanke om, hvorfor han overhovedet var kommet.
Han stak hånden ned i lommen og fiskede det fint foldede pergament frem. "Og du har sendt mig et brev, som jeg ikke forstår en pind af." Han holdt det op mellem dem.
"Jeg tror, du siger, at du ikke vil være venner mere." Hans hjerte slog ujævnt, da han sagde det højt. Brynene trak sig sammen. "Men jeg kan ikke læse resten ordentligt, så..." Han rakte brevet frem mod Selmy. 

"Du må læse det højt for mig."

Din far lukkede mig ind. Selmy placerede en knyttet hånd ved hoften, som kunne hele hans krop svare strengt tilbage; Nå, så det har han? Det var da altid noget, at Theodore ikke havde brudt ind af sig selv, for så havde Selmy for alvor god grund til at smide ham ud. Men ugh... Selmy vidste ikke lige hvad han skulle stille op med det faktum, at Theodore var begyndt at komme tættere og tættere på. Hvad havde han sagt til hans far? Selmys blik søgte kortvarigt hen mod køkkenet, hvor han kunne høre hans far klippe i blomsterstilke.

Selmy rakte forlegent ud efter brevet, som han holdt frem. Han håbede ikke at hans far hørte hvad det snakkede om. Hans far ville måske spørge ind til det. Han foldede brevet ud, og kunne pludselig godt se, at han havde været hensynsløs overfor Theodore, ved at skrive så småt og fint. Han bøjede hovedet nu, fordi alt Theodore havde fået ud af det brev, var noget med, at Selmy ikke ville være venner mere. Det her var lige netop derfor, han havde skrevet et brev. Det var for at undgå denne her konfrontation...

"Håhh... Theodore..." Selmy foldede brevet sammen igen, og tog sig til hovedet. Han kunne da ikke få sig selv til at læse det højt for ham... Ikke mens han var her, foran ham. Han skammede sig faktisk ret meget. "Brevet... er mit forsøg på at undskylde for-" Selmy klappede straks i, og hånden med brevet sneg sig om bag hans ryg, da hans far dukkede op ude fra køkkenet.
Blomsterbuketten prydede virkelig smukt i den lille porcelænsvase Salem havde fundet frem fra gemmerne. Salem trådte hen til de to unge drenge på trappen. Hans blik studerede afstanden mellem de to, som om han forsøgte at gennemskue deres relation til hinanden. Det var kun en uge siden, at Selmy havde været oppe at toppes med den unge Marcel, og han havde måttet få Selmy til at gå over og give ham en personlig undskyldning i døren.

"Endnu engang tak for blomsterne," Sagde han høfligt til Theodore, og kiggede derefter spørgende på Selmy. Selmy stirrede nu endnu mere forvirret på blomsterne. Og nu på Theodore. Blikket nåede lige at stirre forstyrret på ham et øjeblik. Giver du min far blomster?!

"Husk nu at byde din gæst på te, ikke?" Måtte han minde sin søn ud, og var uden tvivl skuffet over, at Selmy var så dårligt opdraget. Han nikkede atter til Theodore, som han passerede ham og gik op ovenpå. Først nu gik det op for Selmy, at blomsterne ikke var til Salem, men til hans mor. Det gjorde kun situationen en smule mindre akavet.

"...Jo far," Mumlede Selmy, og lod Salem passere. Først da han hørte døren ind til mors værelse gå i, kom der liv i ham igen. Han sukkede en smule presset. "Er du tørstig Theo? Sulten?" Han syntes Theodore så sulten ud. Men det var måske fordi øjnene var hvalpede i det.

Theodore ventede tavst, mens Selmy kiggede på brevet. Han kunne ikke rigtig andet end at stå med armene langs sine sider og vente på det, der efterhånden mindede mistænkeligt meget om en dom. Blikket gled fra Selmys ansigt til fingrene, der holdt om brevet.

Og så sukkede Selmy. 

Theodore anede ikke, hvad dét skulle betyde, og sendte ham et forvirret blik. Undskylde for— Men Selmy blev afbrudt af noget og klappede pludselig i, og Theodore fulgte hans blik. Salem var nærmest opstået ud af det blå med blomsterne i en fin vase og stod nu og kiggede på dem. Det så sikkert mærkeligt ud, som de stod der overfor hinanden i den der underlige stemning.

"Ah. Selvfølgelig." Han formåede alligevel at sende den ældre Kiefer et smil, før han fangede Selmy i periferien. Theodore sendte et mærkeligt blik til Selmys mærkelige blik. Hvad? Blikket sænkede sig et øjeblik til Selmys hjemmesko, som om de måske kunne give ham svaret, inden han igen så mod Salem og gengældte hans høflige nik, da han passerede.

Stilheden blev hængende lidt, efter Salem var forsvundet ovenpå. De var atter alene. "Nej nej, det er okay," skyndte Theodore sig at svare, selvom han egentlig godt kunne spise et eller andet. Det kunne han altid. Men nervøsiteten overskyggede alt andet lige nu, og Selmys anspændte væremåde gjorde ikke ligefrem noget for at lette den. "Jeg behøver ikke at tage mere af din tid end højst nødvendigt." Theodore følte sig pludselig ekstra presset af stemningen. Som om det virkelig generede Selmy, at han var der. Det havde ellers ikke været meningen at trænge sig på. Han ville bare forstå, hvad Selmy forsøgte at fortælle ham. Så de i det mindste kunne få lukket, hvad end der skulle være mellem dem, ordentligt.

"Jeg vil bare vide, hvad du har skrevet i brevet." De blå øjne søgte Selmys igen og blev dér.

Endnu engang nåede Selmy at frygte, at Theodore og hans far havde haft god tid til at sludre. Selmy havde på intet tidspunkt gjort det klart over for Theodore, at han foretrak, at Theodore nævnte så lidt som overhoved muligt om både månehøstfesten og om deres opblomstrende venskab. Han forsøgte ikke at ligge noget i, hvor pænt de to talte til hinanden...

Selmy havde lige budt Theodore på te og mad. Hvad der først havde været en lille irriterende høflighedsgestus, føltes pludselig meget personligt, fordi han takkede nej. Han kunne insistere... men nej. Nej. Jeg behøver ikke at tage mere af din tid end højst nødvendigt. Det... Det gjorde faktisk endnu mere ondt at høre Theodore trække sig. Selmys hjerte føltes meget tungt lige pludselig, på en måde som han ikke havde følt det før. Aldrig havde han aktivt såret nogen før. ”Mh, i brevet. Ja...” Han nikkede lidt. Øjnene kneb sig lidt sammen bag brillerne. ”Der står ikke rigtig noget af betydning alligevel. Det er bare en undskyldning for den måde jeg behandlede dig på, den morgen...” Han havde meget lidt lyst til at læse brevet højt for ham. For han havde ikke lyst til at gentage sætningen, hvor han mere eller mindre sagde, at han ikke kunne være hans ven.

Han så Theodore i øjnene og følte sig fængslet af dem på en eller anden måde. Theodore virkede så intens efter at høre ham sige de afgørende ord, at han følte, at han hverken kunne slippe øjenkontakten eller flygte. Brevet i hans hånd forblev lukket, og krøllede en smule mere i det anspændte greb.

”Du kom med blomster til min mor?” Selmy lod endelig blikket glider ned. Han trådte et enkelt trappetrin tættere på Theodore, og så ham i øjnene, med en pludseligt opstået rolig mildhed. ”Det er faktisk enormt uhøfligt ikke at tage imod te, når det bliver tilbudt,” Selmy smilte undskyldende til den anspændte yngre mand.

Theodore blev ved med at se på Selmy uden at sige noget. Det kunne dog tydeligt ses i det unge ansigt, hvordan han forsøgte at bearbejde dét, der blev fortalt. Læberne trak sig sammen, inden han forsigtigt fugtede dem, og Theodore kunne mærke sine håndflader blive klamme, som om alt vandet i hans krop pludselig havde valgt at samle sig dér. Han tørrede dem diskret af i bukserne. Bare en undskyldning. Theodore trak vejret en smule ind, men blev ved med at dvæle ved Selmy med det opmærksomme, lettere forvirrede blik. For måden jeg behandlede dig den morgen.

Kæben arbejdede lidt, inden han endelig så væk og nikkede. Han var stadig ikke helt overbevist om, at der ikke skulle stå noget af betydning i brevet.

Du kom med blomster til min mor? Et knirk fra trappetrinet lød, og Theodore så tilbage på Selmy, der havde lukket lidt af afstanden mellem dem. "Du troede måske, de var til din far?" kom det tørt fra ham, og han rynkede næsen i en lille grimasse. Han kunne ikke helt beslutte sig for, om han skulle smile eller stadig se forvirret ud, så det blev nok en underlig blanding af begge dele. Theodores skuldre syntes dog at synke en smule ved måden, Selmys grå øjne lagde sig mildt på ham. 

"Hm..." Han kom med et lille fnys og smilede svagt til kommentaren om uhøflighed. Blikket flakkede et øjeblik, før han trak på skuldrene og lagde armene over kors. "Det er også ret uhøfligt at lade mus skrive breve til en, der ikke læser særlig godt." Hans smil blev langsomt skævere, mere oprigtigt, da han kiggede på Selmy.

"Har du småkager til teen?" tilføjede han kort efter med et udspekuleret smil.

”Var blomsterne i virkeligheden til mig? Vær ærlig,” Selmy smilte noget bredere nu. Han kunne sagtens se det for sig. Theodore var så bange for at Selmy var sur, at han i en ugennemtænkt tanke, havde købt blomster med, og så var han bare så uheldig, at han stødte på faren, og var nødt til at stikke ham en nødløgn om, at blomsterne i virkeligheden var til fruen i huset. For Selmy virkede det på en eller anden måde mere sandsynligt, end at Theodore skulle have tænkt på hans mor.

En mus? Selmy gav et moret pust fra sig, og forstod sagtens hvad han mente. Han kiggede op og ned ad ham. Hans defensive positur, var mere nuttet end den var skræmmende. Især nu, hvor stemningen havde taget en mere rar og velkendt drejning. Selmy lagde sin hånd på Theodores kind og lod den blive lidt. Smilet ophørte forsigtigt, og så bevægede han sig ned i stuen ved en af bogreolerne og skubbede den tunge bog ind på sin plads. ”Joh, måske,” Svarede han til det med småkagerne, som om han ikke godt vidste, at de altid havde et eller andet sødt, netop til eftermiddagsteen. Og Selmy havde endda allerede været i kagekrukken tidligere.

Han tillod Theodore at følge med eller blive stående, hvad end han selv ønskede. Uanset hvad, så tog det ikke særlig lang tid. Der var allerede te klar, fra da han havde været forbi sin mor med en kop te før han læste op af lysets gamle tekster for hende. En ganske almindelig kamillete med honning og mælk, var hvad han kunne byde på for nu. Normalt ville Selmy lægge én enkelt af Mathildes småkager ved teen, men han havde lagt mærke til, at Theodore havde spurgt efter småkager i flertal, så derfor fik han en ekstra.

Selmy forlod køkkenet med en bakke med te og kage. Fermt lukkede han køkkendøren forsigtigt i ved at skubbe den i med sin hjemmesko-beklædte fod. ”Kom, lad mig vise dig op på mit gemak. Øh, der roder godt nok en lille smule. Mathilde, vores husholderske, nægter at rydde op derinde, og jeg har ikke lige gidet gøre det selv.” Selmy havde allerede set hvordan Theodore kunne rode selv, så han var ikke så flov over tilstanden af sit værelse. Det havde nok været en anden sag, hvis det var en hvilken som helst anden person, der skulle forbi.

Ovenpå i et af værelserne i den anden ende af bygningen, ved de store blyindfattede vinduer mod Aldemarsgade, holdt Selmy til. Hans værelse havde potentiale til at se rummeligt ud, hvis ikke det var fordi han havde så forbandet mange ting. Der var selvfølgelig bøger på alle reoler, men også stakke med bøger rundt omkring, som Selmy ikke havde givet finde plads til. Der var store tunge træmøbler, der havde været der i over hundrede år, såsom det iøjnefaldende skrivebord henne foran det store vindue, det store klædeskab henne ved alkoven, en lukket sengeniche i væggen, hvor Selmy kunne tilbringe sine nætter i komplet mørke bag et forhæng. Der var nyere arbejdsstationer, der hver især havde deres eget projekt i gang, blandt andet var der et virvar af løse papirer der var spredt ud over det hele i et organiseret rod. Papirer der skulle rentegnes med blæk eller males med den dyre oliemaling.

På skrivebordet var der en smuk olielampe, og forskellige redskaber til at skrive og åbne breve med. Der var en lille stak åbnede og ufærdige breve, der var væsentligt længere end det sølle brev han havde sendt afsted mod Theodore tidligere. Der var et bord dedikeret til omplantning af nogle meget eksotiske syrligt grønne og røde planter, der meget vel kunne være giftige. Ved vinduet stod der et foldbart teleskop af messing. Gamle malerier og tegninger fra Selmys forfædres tid hang på væggene, heriblandt nogle af hans egne skitser af katedralen, familiens gamle hest og en hel del skitser af forskellige tidsl-arter, et studie han havde lavet for flere år tilbage. Han havde også et stjernekort og op
til flere kort over forskellige områder i krystallandet, som han havde hængende, og der var naturligvis både skriblet og tegnet på det.

Uglemasken, som Selmy havde fået af Theodore til festivalen, havde endnu ikke fundet sig en plads endnu. Den hang i håndtaget til klædeskabet.

Selmy stillede bakken med te og kage på skrivebordet, på det eneste ledige sted, der var til rådighed. Han hældte op til dem begge, og gav Theodore den te, hvor der var hele to småkager på underkoppen.

"I dine drømme," fnøs han moret. Hans eget smil blev en tand bredere nu, som om Selmys kommentar ligefrem lagde op til narrestreger. Men nu hvor Selmy nævnte det, tænkte Theodore et kort øjeblik over, om det overhovedet var noget, Selmy ville blive glad for at modtage. Altså fra ham, ganske vist. Tanken forsvandt omtrent lige så hurtigt, som den var kommet. Theodore gik i stå og skævede forsigtigt til hånden, der blev lagt mod hans kind. Han fandt de blide grå øjne og stirrede bare tilbage med et enkelt forvirret ryk i brynene. Det eneste, han kunne tænke, var: Bare der ikke kom nogen og så dem. Han kunne ikke forklare, hvorfor det lige præcis var dét, han tænkte. Øjeblikket virkede bare så... privat.

Theodore trak vejret ind gennem næsen, da Selmy endelig fjernede hånden og bevægede sig videre. Han kiggede et øjeblik mod trappen for at sikre sig, at de stadig var alene. Så dét skete lige... Han havde godt bemærket, at Selmy kunne finde på at røre ved hans ansigt fra tid til anden, og i starten havde Theodore syntes, det var irriterende, fordi han mistænkte det for at være noget, Selmy kun gjorde, fordi han så ham som et lille barn. Men nu... Nu kunne han ikke helt placere det.

"Herligt," skyndte han sig at svare, måske en anelse for hurtigt. Han tog et par skridt efter Selmy, men valgte så at vente, hvor han stod, og lænede sig op ad væggen uden at skubbe til hverken en krans eller et billede. Theodore prikkede lidt distræt til kinden, der stadig føltes varm, som om Selmys hånd havde efterladt noget af varmen dér. Men det kunne selvfølgelig også skyldes alle de lag tøj, han stod med indenfor. Væbnerkappen varmede utrolig meget. Han pillede ved emblemet for at åbne den, men så kom Selmy ham i møde igen med tebakken. Og der var minsandten småkager med. Theodore trak på smilebåndet. To ved den ene kop... Til ham?

"Dig? Rode?" grinte han forbavset, hvorefter han sendte Selmy et lusket blik. "Hvor slemt kan det være, siden din husholderske ikke engang vil hjælpe?" Dét fik han dog ret hurtigt at se, da døren til Selmys værelse blev åbnet.
Havde Theodore haft lige så mange ting med hjemmefra, ville det nok have set omtrent sådan ud. "Har der været jordskælv?" busede det forundret ud af ham, før han sendte Selmy en drilsk grimasse.
De blå øjne gled over stakkene af bøger. Og endnu flere stakke. Som om de voksede op af værelsesgulvet som planter i stedet for kun at stå på bogreolerne. Papirer lå spredt rundt mellem alle mulige andre spændende ting, og blikket standsede et øjeblik ved stjernekikkerten henne ved vinduet. Der blev det nysgerrigt hængende, indtil Theodore drejede hovedet og pludselig fik øje på noget velkendt mellem alle Selmys ting. Uglemasken. Brynene løftede sig overrasket. Theodore tøffede hen imod den og måtte strække benet over en stak papirer på vejen, før han nåede frem og forsigtigt pillede ved en af fjerene.
"Du har beholdt den?" spurgte han med et forbløffet smil.

”Nu leger du vist med ilden,” Advarede Selmy mørkt, mest for sjov. Han smilte lidt for sig selv, mens han rørte rundt i sin te og lod Theodore gå på opdagelse på hans værelse. Han fulgte ham ikke med blikket, men var ganske opmærksom på, hvor i rummet Theodore søgte hen først. Selvom det burde være nervepirrende for ham at have en gæst over, nød han faktisk at have besøg af ham. Han havde jo nok savnet hans tilstedeværelse. Det var endnu svært for ham at sætte ord på, hvad der præcist var rart ved at have ham tæt på. Men han følte sig slet ikke så alene mere. Han blev drillet en god del af ham, men det var noget helt andet, langt fra på den samme ondskabsfulde måde, som de drillerier han havde oplevet i barndommen.

Selmy tog nu plads ved nogle puder ved vinduet. Her var der kun en enkelt bog i vejen, men den flyttede han til side. Han drak af den forsødede te, mens blikket fandt Theodore henne ved uglemasken af alle ting i dette rum. Uglemasken havde hængt der lige siden festivalen, og havde mindet Selmy om hvor grov han havde været overfor Theodore, hver gang han skulle ind til sit tøj. Men udover det, havde han mere eller mindre glemt, at han havde gemt noget fra den aften. Han kunne meget vel have skilt sig af med den, med tanken om, at han alligevel ikke skulle se Theodore igen. Hans blik søgte lidt angerfuldt ned i gulvet, tankefuldt. Heldigvis havde han jo beholdt den, og nu virkede det som om, at det rørte et eller andet i Theodore. At noget han havde givet til et andet menneske, stadig havde en form for betydning. ”Det har jeg da,” Selvom Selmy havde en dårlig smag i munden over sig selv, kunne han ikke lade være med at kigge op på drengen igen og varme sig lidt til synet af hans ansigt der funklede af noget barnlig glæde. Det virkede så pur-uskyldigt, på mange måder.

Han løftede porcelænskoppen op til sin mund igen. Eftermiddagssolens stråler omsluttede hans figur blidt og kastede hans silhuette ud i rummet.

"Ahaha," grinte Theodore bare til advarslen. Han kunne godt lide, når Selmy blev sådan. Det gav ham mest af alt lyst til at finde ud af, hvor meget længere han kunne trække den, før Selmy rent faktisk blev irriteret, men for en gangs skyld lod han være og vendte opmærksomheden tilbage mod uglemasken. Det har jeg da. Theodore smilede lidt for sig selv og lod fingrene slippe fjerene igen. Selmy sagde det, som om det var den største selvfølge i verden, at han havde beholdt den. Et lille tilfreds brum var omtrent det eneste svar, Theodore kunne finde på, og da han vendte sig mod Selmy igen, blev blikket hængende.
Selmy havde sat sig ved vinduet, hvor eftermiddagssolen faldt ind over ham og fik det lyse hår til at se endnu mere gyldent ud end normalt. Theodore blev stående og gloede lidt længere, end han egentlig havde tænkt sig, før han opdagede, at det var dét, han gjorde, og lod blikket glide ned over gulvet i stedet. Det landede på Selmys lange skygge.

Okaaay.

Theodore rømmede sig lavt og tog sin kappe af. Det var nok bare varmen. Den var også alt for tyk at stå med indenfor, så han lagde den fra sig oven på noget af Selmys rod og begyndte at navigere gennem værelset mod teen og, endnu vigtigere, småkagerne. Han nåede omtrent halvvejs. 
"Du sover i en hule?" Theodore havde fået øje på den lukkede sengeniche og ændrede øjeblikkeligt kurs. Han stak hovedet ind bag forhænget med et skævt smil og lod blikket undersøge det mørke lille rum. "Øj, man må sove godt herinde," konstaterede han derindefra, før hovedet dukkede frem igen. Hvorfor havde han ikke sådan en seng? Hvis Krystalpaladset absolut skulle bestemme, hvor han sov, kunne de da i det mindste sørge for en ordentlig hule. Han måtte huske at klage.

Theodore fortsatte endelig hen til teen, hvor smilet straks vendte tilbage ved synet af underkoppen. Der lå ganske rigtigt småkager. To, endda. Han kastede et kort blik mod Selmys egen kop for at bekræfte, at det ikke bare var sådan, man gjorde her i huset. Nææh. To til ham. Heh.

Han tog både kop og småkager med sig og slog sig ned i skrædderstilling på gulvet neden for vinduet, langt nok fra Selmy til, at han ikke skulle sidde med nakken bøjet bagover for at tale med ham. Der var godt nok stole, men det krævede, at han først fandt ud af, hvilke dele af Selmys organiserede katastrofe han måtte flytte på, og gulvet fungerede glimrende. Theodore løftede koppen og sendte indholdet et mistænksomt blik, før han tog en forsigtig slurk. Kamille. Heldigvis. Og sødet. Ikke den rædsomme urteblanding Selmy havde hældt i ham, da han var syg. Småkagen blev derfor dyppet i teen, og Theodore bed tilfreds et stykke af den. Men der var stadig en underliggende følelse i Theodore af... at de ikke helt var færdige med at tale om brevet. Måske.

”Det kaldes en alkoveseng,” Svarede han roligt, ubekymret over, at Theodore var på vej til at stikke hovedet ind i noget så privat som hans seng. Selmy havde heldigvis ikke noget at skjule derinde. Sengen var ren og redt, og der så mest af alt bare blødt og mørkt ud. Hans skønhedssøvn var vigtig, så der var trods alt ikke en eneste bog eller andet rod at finde derinde.

”Det var min fars barndomsværelse før det var mit, og en dag skal min egen søn overtage det efter mig,” Han trak lidt sløvt på skuldrene, og fulgte egentlig bare Theodore komme tilbage til ham. Theodore tog for sig at både te og småkager, og tog plads på gulvet af alle steder. Selmy skulle ikke diktere hvor han skulle sidde. Han lænede sig en smule tilbage mod vinduet og fortsatte med det han havde gjort hele tiden, og det var bare at observere og nyde.

Mysteriet om brevets indhold hang i luften endnu. Selmy havde det foldet sammen i lommen. Allerhelst havde han lyst til at rive det i stykker, men det ville måske virke lidt voldsomt for øjnene af Theodore. I princippet var det vel hans ejendel nu, selvom det var Selmys ord der stod på det. Kunne han helt undlade at tale om det der skete, gjorde han gerne det, med nu hvor de begge sad ned, fornemmede han, at der var en form for forventning til ham.

”Theo,” Han brød stilheden. Kælenavnet faldt ham helt naturligt, selv i en situation som denne. ”Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dit selskab... Det håber jeg du ved inderst inde.” Han forsøgte at være så ligefrem han kunne, men han talte også lidt blidt og lavmælt, for at det ikke skulle komme ud alt for hårdt.

En alkoveseng. Theodore skrev det bag øret, hvis han rent faktisk skulle bruge det til at tale med væbnermestrene. Han havde nok glemt ordet igen i morgen og først husket det, næste gang han så sengen. Sådan plejede det at være.
Theodore tog endnu en bid af sin småkage og kiggede op på Selmy med et opmærksomt blik. "Din fars?" bemærkede han og lod blikket vandre rundt i værelset, som om han måske kunne finde spor efter en yngre udgave af Salem et sted mellem alle Selmys ting. Det var umuligt at vide, om noget herinde overhovedet havde tilhørt hans far. Udover sengen, selvfølgelig, som han nu vidste, at Hr. Kiefer engang havde ligget og sovet i.

Blikket vendte tilbage til Selmy ved det sidste. Theodore sendte ham et skeptisk blik over kanten af tekoppen og tog endnu en bid af småkagen, indtil der kun var krummer tilbage på fingrene. Hvad hvis du får en datter? Må hun så ikke sove herinde?
Han overvejede faktisk at spørge, men samtalen om Selmys hypotetiske fremtidige børn nåede aldrig længere. Tavsheden fik lov at dase omkring dem et øjeblik, før Selmy endelig brød den.

Theo.

Theodore kiggede op fra teen og løftede brynene forventningsfuldt, men også en smule påpasseligt. Til trods for den lavmælte stemme og den naturlige brug af hans kælenavn rynkede panden sig alligevel ved det næste, der blev sagt.
Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dit selskab... Det lød stadig mistænkeligt meget, som om der fulgte et men efter. Som om Selmy godt kunne lide hans selskab, men stadig ikke havde tænkt sig at se ham igen, så snart den sidste småkage var spist og tekoppen tom. Theodore gned læberne sammen og sænkede blikket til teen. Han sad eftertænksomt et øjeblik og forsøgte at finde ud af, hvad han overhovedet skulle stille op med sådan et svar. Der var sikkert en masse mere, Selmy kunne sige. Noget om alder og ting Theodore ikke forstod endnu og alle de andre mærkelige voksenforklaringer, der åbenbart fandtes.

Men Theodore havde egentlig kun brug for svaret på én ting.

"Selmy." Efter et øjeblik fandt de blå øjne hans igen, denne gang helt alvorlige. "Er vi venner?"

Det var ikke til at vide, hvad der foregik inde i hovedet på Theodore, som han Selmy åbnede op for den svære samtale. Det lignede lidt at den honningsødede te, han netop havde drukket af, pludselig smagte salt.

Det gippede lidt i Selmy, da han hørte sit navn blive sagt med selv samme alvor i tonen. Det fik Selmys beklagende udtryk til at blive mere usikker. Er vi venner? Selmy vidste ikke hvad han havde forventet, men han havde ikke forventet at få et kontraspørgsmål tilbage på den måde. Selmy havde brug for at vide, om Theodore vidste at han ikke havde noget med det her at gøre, så han kunne slå op med deres venskab, uden at gå og have ondt i maven over det. Kunne han overhoved tage stilling til et sådant spørgsmål!?

Om de var venner!?

Selmy var nødt til at koncentrere sig her. Det gik ikke at han forvirrede sig selv eller den stakkels dreng yderligere. Selmy rystede åbenbart lidt på hænderne, så koppen raslede en smule mod underkoppen. Han satte en stopper for det ved at lægge koppen helt fra sig. Afgjort.

”Du har så mange venner omkring din egen alder. Hvad gør én ven til eller fra?” Svarede Selmy, og undlod for alt i verden at svare direkte på et spørgsmål så konkret som det. Det var måske det der skulle til for at få Theodore til at gå og aldrig se sig tilbage igen, men det var jo ikke ligefrem målet, at de skulle skilles så voldsomt. Hverken han eller Theodore havde brug for endnu et traume. ”Hvor mange enertyveårige kender du lige, som hænger ud med fjortenårige? Du skal lade være med at opsøge alle mulige. Du er helt alene i Dianthos, og der er folk derude-” Han løftede en hånd og pegede bagud mod den rolige gade udenfor ”-som vil gøre dig ondt.”

Hvad gør én ven til eller fra?

Ved spørgsmålet mærkede Theodore et skarpt sus af fortvivlelse. For hvad vidste Selmy egentlig om, hvilke venner Theodore havde? Aye, han havde da set ham sammen med de andre pager og væbnerdrenge til Månehøstfestivalen, men at kalde dem venner...? Theodore kendte dem. Trænede med dem. Spiste med dem. Nogle af dem kunne han sikkert også godt lide. Det var bare ikke helt det samme.
Og så kom resten: Hvor mange enogtyveårige kender du lige, som hænger ud med fjortenårige?
Theodore så væk. Det sved ubehageligt bag øjnene, og ansigtet føltes pludselig så varmt, at han næsten kunne være gået op i flammer. Han havde aldrig tænkt sådan om dem. For ham, var Selmy ikke en eller anden enogtyveårig, men bare... Selmy. Han satte teen fra sig, stadig med blikket på alt andet end Selmy, og lagde den halvspiste småkage fra sig på underkoppen. Eller det var i hvert fald meningen. Uden rigtigt at være opmærksom ramte den i stedet teen med et lille plop og begyndte langsomt at gå i opløsning.

Theodore opdagede det ikke engang.

Det var da også dumt at blive så påvirket af det. De havde jo knap nok kendt hinanden sammenlagt i mere end en dag, hvis man talte timerne sammen. Theodore havde bare åbenbart misforstået det. Troet, at de var venner. Han havde endda skrevet hjem til sin mor om det. At han nok endelig havde fået en rigtig ven her i Dianthos.

Det føltes pludselig pinligt nu.

Theodore kom op at stå lidt hurtigere, end han behøvede, og tørrede håndfladerne mod bukserne. "Men det ville du jo ikke," fik han sagt og løftede endelig blikket mod Selmy. "Gøre mig ondt. Som du sagde." Ordene sad sværere fast nu. Han sank og forsøgte sig med et skævt smil, der ikke rigtig ville makke ret.
"Men det var måske også bare..." Resten kom ikke og Theodore rømmede sig og kiggede væk, inden det begyndte at svie endnu mere bag øjnene. Nej. Nej tak. Han skulle i hvert fald ikke begynde at tude midt på Selmys værelse over noget så åndssvagt.

"Må jeg lige låne toilettet?" Det kom næsten imponerende almindeligt ud i forhold til, hvor lidt almindeligt resten af ham havde det. Theodore smøj sig allerede forbi labyrinten af bøger og papirer mod døren, som om toilettet pludselig var blevet dagens vigtigste destination. "Hvor er det henne..?"