Månehøstfestivalen var også en anledning til at pynte sig lidt mere end ellers. Nogle bar masker, andre havde flettet blomster, efterårsblade eller kornaks ind i håret, og enkelte havde tydeligvis grebet muligheden for at iføre sig noget, de ikke kunne slippe afsted med på en ganske almindelig aften.

Væbnerne og pagerne skulle heller ikke snydes for lejligheden til at slappe af og nyde en sjælden fridag.

Theodore befandt sig blandt en lille gruppe af de andre pager og gjorde sit bedste for både at undgå at træde på fremmede fødder og forhindre fremmede fødder i at træde på hans. Gaderne var tætpakkede. Kun indimellem opstod der små åndehuller i menneskemængden, når en hel klase af festgæster pludselig bevægede sig videre mod en bod, en dans eller noget andet, der havde fanget deres opmærksomhed.

"Uff." En skulder stødte ind i hans. Højst sandsynligt ikke med vilje, men Theodore trak alligevel straks sit bæger med varm æblecider ind mod brystet for at redde indholdet. Ikke en dråbe gik tabt, og dét så han som en mindre sejr. Han tog en tilfreds tår og smaskede kort med læberne. Cideren var stadig så varm, at den prikkede en smule på tungen, og smagen af æble og krydderier blev hængende bagefter.

Ugerne siden besøget hos Kiefer-familien havde ellers budt på det sædvanlige. Træning. Undervisning. Flere pligter, end Theodore syntes noget menneske med rimelighed burde kunne finde på. Men han havde faktisk forsøgt at følge Selmys råd. Det havde betydet kartoffelskrælningstjansen. Opvaskertjansen. Toilettjansen. Og alle de øvrige vidunderlige opgaver, der ikke involverede hø eller dets artsfæller.
Urterne havde også hjulpet en hel del. Nu kunne man slet ikke se på Theodore, at han få uger tidligere havde nyst sig halvt fordærvet. Øjnene var klare og friske igen, og den blå farve stod skarpt mod det fregnede ansigt, der havde fået sin sædvanlige glød og sit gåpåmod tilbage.

Til Månehøst havde han endda pyntet sig.

En enkel krans af efeu var flettet ind mellem de gyldne, rødlige krøller, og de mørkegrønne blade fik håret til at se endnu varmere ud i lanternelyset. Theodore var langt fra lige så fint klædt som flere af de andre pager, der kom fra betydeligt fornemmere kredse. Det dyreste, han bar, var sandsynligvis den mørkeblå uldkåbe med hætte, som væbnere og pager havde fået udleveret af Krystalpaladset.
Under kåben bar han en løs, råhvid hørskjorte med vide ærmer, der samlede sig let omkring håndleddene, og små knudrede stoflukninger ned over brystet. Bukserne var af mørk uld og så rummelige om benene, at der var rigeligt med plads til både dans og et dårligt gennemtænkt spring over et hegn.

Det var fint nok. Ingen havde nogensinde danset bedre af at have dyrere bukser på.

Theodore stod midt i en samtale med nogle af de andre drenge og nikkede og grinede, mens én af dem fortalte en historie om en ældre væbner, der tilsyneladende allerede havde fået lidt rigeligt med mjød. "Det gjorde han ikke—" En pludselig klapsalve lød et sted længere nede ad gaden. Nogle af drengene vendte sig for at se, hvad der foregik, netop som en ny bølge af mennesker pressede sig gennem mængden omkring dem.
Nogen ramte Theodores skulder. "Whoa—" Han reddede heldigvis cideren igen, med nød og næppe.  Til gengæld blev han tvunget et skridt baglæns og stødte direkte ind i nogen bag sig. To sammenstød på én aften, og cideren havde overlevet dem begge. Det måtte næsten være et tegn på, at han burde drikke hurtigere.

"Beklager!" Theodore trak sig frem igen og vendte sig om.

Doktorens to voksne børn, var ikke undtaget for festlighederne i byen. Klinikken var ekstraordinært lukket, ligesom så mange andre forretninger. Salem havde givet Ceelia og Selmy tilladelse til at være ude alene, og stolede på, at der ikke ville ske nogen ulykker. Han kunne ikke selv tage til Månehøs-festivalen, for der var altid én, der skulle blive hjemme og passe på Fru Kiefer, der desværre var sengeliggende, og havde været det længe. Der var heldigvis nogenlunde roligt i den øvre bydel, så hun kunne få den hvile, som hun havde brug for.

Selmy fulgtes med sin storesøster hele vejen igennem markedet. Han havde galant tilbudt hende sin arm, som hun holdt søsterligt om med begge hænder. Hendes blik var dog alle andre steder end på gaden, for hun var så begejstret og nysgerrig på al pynten over dem, og alle lanterne og alle blomsterne og alle maskerne. Selv var de ikke mødt op udklædt, og de takkede også høfligt nej tak, når blomsterpiger tilbød at flette deres hår for en sum. Ceelia gjorde dog et stop ved en maskebod, hvor hun slap Selmys arm, for at gribe den fineste rævemaske, og holde den op foran Selmys ansigt. ”Den klæder dig. Den skal du ha’,” Lo hun, og det fik Selmy til at le. Men han afviste masken, ved at lægge vægten af sin hånd på toppen af den, for at føre den væk. Deres forhold havde ændret sig en smule hen over årene. Det var ikke det samme som det havde været, siden han kom hjem fra sin sidste rejse. Søskenderivaliseringen forekom sjældnere, og det var blevet mere alvorligt og omsorgsfuldt. Det var svært for Selmy, hele tiden at blive passet på og observeret. Pylret om.

Tidligere havde han forsøgt at pege Ceelias veninder ud. Hun plejede hellere end gerne at ville følges med dem, og så kunne Selmy jo kigge lidt rundt og se på øksekast eller slåskampe, eller sådan noget, men hun var ikke med på den ide. ”Jeg er vokset fra dem,” Svarede hun bare ”Og siden hvornår er du begyndt at gå op i at se fulde mænd slås og te sig åndssvagt?”

Han fik vristet sig fri for hende, da de kiggede på madboder, der solgte søde sager, kager, chokolader og kringler, for på dette tidspunkt var der begyndt at være ret mange på markedet. Selmy kunne let se hende for hendes smukke gyldenblonde hår, og han vidste, at hvis hun var let at se, så var han også. Så han bevægede sig hurtigt, dukkede sig lidt og lod sig bare følge med strømmen væk, indtil han var tilpas langt nok væk. Han så sig om skulderen, lidt længe, men uden at stoppe op. For man stoppede ikke bare op, når der var trængsel.

Han kom til at gå lidt hårdt ind i en lille gut, der stod med ryggen til ham, og han vendte sig hurtigt for at tage ham hurtigt på begge skuldre, som en slags Jeg har dig, for at stabilisere ham. ”Undskyld, det var ikke med vilje-” Selmy cuttede sig selv af. Han genkendte de øjne der. Han havde renset dem for nogle uger siden.

”Theodore Ljungberg?” Selmy kunne huske hans navn, og hans pludselige skift i ansigtsudtrykket, afslørede nu tilmed, at han netop blev mindet om den pinagtige afsked han havde taget med ham. Jeg har altså hår dernede. Tak. Har De?

Du frelsens...!

Selmy rankede sig lidt på stedet og så ham an. Krans i håret, praktisk klædt og en syrlig cider i et krus. Selmy selv, lignede en der var kommet fra en begravelse. En fin begravelse. Klædt i sort fra top til tå. Tynde guldsyninger på kanten af koften og kappen, og symboler der forestillede sol og stjerne, for at ære hans gudinde. Det var noget finere, end de praktiske klude, han havde iført sig i healerhuset. ”De ser sund og rask ud,” Noterede Selmy højlydt og hilste ham med et nik. Han løftede også blikket og skænkede alle Theodores venner et flygtigt blik. Han var jo ikke så god til at omgås drenge i den alder. Og slet ikke, når de kom i flok på den måde.

Theodore mærkede med det samme et par hænder gribe om hans skuldre, der heldigvis stabiliserede ham nok til, at han ikke skvattede. Det kunne ellers være endt galt. For ham. Og cideren.

Deres beklagelser smeltede næsten sammen, men Theodores øjne nåede at lyse op af genkendelse omtrent samtidig med, at den anden sagde hans navn.

Theodore Ljungberg. 

Han kunne huske det.

"Selmy." Theodore så både fornøjet og oprigtigt overrasket på ham, som om han ikke helt kunne begribe, at det lige præcis var ham, han af alle mennesker på hele den tætpakkede plads var stødt ind i. En behagelig overraskelse dog. "Hej." Selvom Theodore ikke helt kunne vide, hvad Selmy syntes om gensynet. Der skete i hvert fald et eller andet med lægesønnens ansigt. Et lille skift. Et træk, der på mistænkelig vis mindede Theodore om deres sidste øjeblik sammen. Ah. Theodore gemte det fårede smil bag sit glas og tog en tår af æblecideren. Gad vide, om Selmy rent faktisk havde messet om ham til Livets Moder bagefter.

Han fik nogenlunde styr på smilet igen, mens blikket diskret tog Selmy ind. Sort. Næsten imponerende meget sort, faktisk. Måske var han kommet udklædt som en meget fin bedemand? Theodore tvivlede stærkt på det. De tynde guldsyninger langs koften og kappen samt de små sole og stjerner fik i hvert fald tøjet til at se alt for gennemtænkt ud til den forklaring. Men der var ingen tvivl om, at det klædte ham pænt. Det mørke stod i skarp kontrast til den lyse hud og de gyldne lokker. Han så også langt mere fornem ud end på klinikken, pakket ind i alt det overdrevne beskyttelseskluns.

De ser sund og rask ud. Theodore sænkede glasset og smilede. "Deres urter har hjulpet en del," forklarede han. "Mange tak." Det var faktisk rart endelig at få sagt. Blikket søgte automatisk op mod det lyse hår, omtrent hvor han huskede blodet. "Og hvordan har hovedet det?"

"Theo! Skal du med? Der er ildslugere!" Theodore fór en smule ved stemmen og drejede hovedet. En af drengene, han ellers troede var forsvundet med resten af gruppen, havde fundet tilbage til ham. Blikket smuttede kort mod Selmy igen.
"Ah, jeg skal nok finde jer. Bare gå i forvejen." Vennen tøvede ikke længe, før han forsvandt efter de andre. Theodore fulgte ham et øjeblik med øjnene. Så slugte menneskemængden både ham og resten af gruppen, og lyden af deres stemmer forsvandt mellem musik, latter og råb længere nede ad gaden.

Theo vendte sig tilbage mod Selmy. "Nå?" Han tog endnu en lille tår af cideren og betragtede ham afventende. "Hovedet?"

Hvorvidt om Selmy havde messet om Theodore under aftenbønnen, skulle for evigt være en privat sag mellem ham selv og hans gudinde. Men Selmy havde faktisk stoppet op flere gange på det seneste, fordi han var kommet til at tænke på den nysende dreng, og var enten kommet til at græmmes over at han var besvimet, eller over at han var blevet skamgjort for at have knappet hans skjorte op, åbenbart med sådan en hast og iver, at det havde skræmt den lille. Men værst var det, da han her forleden kom til at fnise for sig selv under aftensmaden, som normalt foregik i stilhed, fordi han mindedes noget han kunne have sagt i modsvar til Theodore, som nok ville have lukket munden på ham!

Måske kunne man godt sige noget i stil med, at Selmy havde savnet ham. Eller i hvert fald savnede han, at der var liv omkring ham, og ikke kroniske sygdomme, sure, overvægtige rigmænd med brækkede ben, der kaldte efter natpotten på ugudelige tidspunkter. Nej, der blomstrede pludselig et smil, et meget lille oprigtigt et, på Selmys læber, som Theodore fortalte om hvordan han havde det og spurgte ham tilbage, hvad Selmys eget hoved angik.

Selmy rankede sig hurtigt, da en af kammeraterne kom over og afbrød deres genforening. Han var lidt for larmende af sig, i forhold til hvad han brød sig om. Men det var vel den jargon man kunne forvente af en vild gruppe af festglade, ivrige væbnerlærlinge. Ildslugere, sagde han? Det ville Theodore nok gerne se. Selmy skulle til at trække sig væk igen. Hvad lignede det ikke, at en voksen mand skulle holde på en festglad unge i at have det sjovt til Månehøstfestivallen. Han så noget overrasket på Theodore, da han afslog at følge med.

Selmy fnøs lidt og drejede hovedet afvisende til siden. ”Permanent skadet,” Han var ikke i stand til at skjule det hurtigt tilbagevendende smil. Han skævede ned til knægten. Han fortjente nu nok et mere seriøst svar, når nu han havde været så høflig at spørge ind. ”Jeg har det faktisk fint. Så snart hævelsen forsvandt, havde jeg så godt som glemt det.” Han nikkede lidt i retning mod Theodores venner, der var ved at stikke af uden ham. ”Hvad siger ridderne til, at alle væbnerne er rendt fra deres pligter på en gang? Burde De egentlig ikke sætte det gode eksempel og blive hjemme og arbejde, så De kan blive bemærket og udvalgt til væbner.” Selmys kølige blik landede på cideren nu. Det var ikke til at se hvad han drak, men han havde set fulde børn til festivaler før. 

Vent. Theodore betragtede det lyse ansigt, læberne der langsomt formede et smil. Smilede Selmy lige til ham? Brynene løftede sig, og selvom hans egne læber forblev presset en anelse sammen, kunne man se smilet sive lunt ud gennem de blå øjne. Woah. Måske kunne Selmy rent faktisk ligne en munter ung fyr frem for den seriøse rynkeper, Theodore havde haft så meget glæde af på klinikken. Størstedelen af tiden i hvert fald.

Permanent skadet. Theodore slap et grin, overrasket over svaret, og trak ansigtet sammen i en grimasse, der skulle forestille medfølelse. Et sympatisk nik fulgte med, selvom øjnene sagde det hele. Det kan jeg se.
Han imødekom Selmys smil med sit eget; lettere drenget og lettere moret. 
"Mh. Det er jeg glad for at høre." Han kløede sig kort i nakken. "Jeg tror ikke, jeg når særlig langt som ridder, hvis jeg allerede har mord på samvittigheden." En drilagtig grimasse blev sendt Selmys vej.

Det lille nik mod de andre fik Theodore til at se sig over skulderen efter dem, før blikket vendte tilbage. "Bah, de er da selv ude at føjte. William fortalte lige, hvordan en af de ældre væbnere er blevet drukket under bordet af sin egen ridder." De skulle nok klare sig uden ham lidt endnu.
Theodore betragtede Selmy, der igen syntes at have det der... blik. Det kølige, nærmest undersøgende blik i de alt for gennemborende grå øjne. En lille kuldegysning løb ned over ryggen på ham, og han så ned på sin drik.
"Det er æblecider," oplyste han og løftede det ene bryn. "Vil De smage? Der er ikke alkohol i." Tror jeg. Det smagte i hvert fald alt for godt til at have alkohol i.

Han rakte kruset frem mod Selmy med et lokkende smil.

Drengen syntes godt nok at være meget mere frisk nu, end hvad Selmy havde oplevet på healerhuset. Som om det at være iblandt så mange fremmede festlige, impulsive og fulde folk var noget af det bedste i verden. De funklende blå øjne og energien i dem, holdt øje med ham, konstant aflæsende. Selmy havde ikke ligefrem lige så let til glæde eller smil, som sin yngre samtalemakker, og det havde han heller ikke dengang han var på samme alder.

William? Selmy følte sig akavet inddraget i noget internt, men han kunne ikke lade være med at lytte med et nysgerrigt løft på det ene øjenbryn. Lidt skeptisk. ”Betryggende...” Kom det mut fra ham, da han lærte at ridderne fjollede rundt på den måde. At blive væbner under en sådan ridder ville personligt være det rene mareridt for en med Selmys skrøbelige psyke. Men Theodore måske. Han ville måske kunne klare at agere klovn, bare for at solbade i opmærksomheden.

Han tog imod kruset, nu hvor han alligevel var blevet opdaget i at stirre ned i hans drink. Måske havde han set tørstig ud, men Selmy havde blot tjekket ham. En arbejdsskade fra at arbejde så mange timer i et healerhus, hvor man oplevede lidt ad hvert. Selmy tog det til munden og drak en hurtig tår, for at smage om det overhoved var noget for ham. Det smagte ikke stærkt af alkohol, men der var nok en lille smule. Ikke noget at gå i panik over. Selmy tillod sig at drikke en større tår, inden han rakte det tilbage til Theodore. Det smagte jo godt.

Han kiggede sig kortvarigt om skulderen, bare lige for at tjekke, at der ikke var en trampende, fornærmet blondine på vej herhen i deres retning. Negativ. Han kiggede på Theodore igen. ”Nu har du ikke delt ud af dit grus til hvem som helst?” Spurgte han først nu efterfølgende. Det var ret friskt gjort at dele krus med sin egen healer. Ikke noget Selmy havde oplevet før, faktisk.

Theodore lagde armene afventende over kors og betragtede Selmy, mens han førte kruset op til munden. Som var det noget, Theo selv havde bakset sammen, og Selmy nu skulle vurdere. Smilet blev hængende om læberne, panden let rynket, som om han ikke helt troede på, at Selmy ville gøre mere end bare at smage. Men det gjorde han. Og anden gang var det mere end en smagsprøve.

Theodores bryn skød imponeret i vejret. "God, aye?" bemærkede han og skulle til at tage imod kruset, da nogen trådte ham i hælen.

"Hh!" Han blev skubbet frem og nåede kun lige at registrere undskyldningen, der kom i forbifarten, før han stødte ind i Selmy. Theodore tog fra med en hånd om lægesønnens arm og forsøgte at træde et skridt tilbage, men der var efterhånden ikke meget plads omkring dem. Theodore fortsatte dog ufortrødent med at snakke. 
"Bare rolig." Et grin. "Jeg har kun været ved at dele den med jorden op til flere gange." Han slap Selmy igen, da han var sikker på at stå solidt på begge fødder. "Så det er kun dig." Formaliteterne var åbenbart røget et sted hen mellem menneskemængden og æblecideren. Eller måske var det bare, fordi Selmy selv var begyndt.

Theodore trak let på skuldrene og kiggede ned i kruset da han fik det retur. Hm. Selmy havde da taget en ordentlig slurk. Han tog selv en tår. "Er du her alene?" Måske tolkede Theo det forkert, men han lignede een der kiggede efter nogen.

God... Aye? Så lad gå da. ”Aye,” Konkluderede han medgørligt. Bondsk slang ville nok aldrig lyde naturligt hos ham. Det var ikke svært at høre på måden han talte på, at han udelukket omgik fine folk.

Han så ikke hvem, men registrerede en høj, travl mand presse sig i deres retning, og det gik åbenbart ud over Theodore, før han kunne reddes. Han var så lille og alt for let at bokse rundt med. Men tilsyneladende var han sejlivet. Selmy derimod reagerede noget overrasket, da Theodore blev presset mod ham. Han lod sig ikke bakke væk, for så ville han bare skubbe til en anden fremmed person bag sig. Han skyndte sig at skærme om Theodores ryg med sin arm, især imens der var så meget myldr omkring dem. Nu lignede det nok, at de faktisk kendte hinanden. ”Pas på,” Hviskede han hurtigt til ham, og selv da Theodore rykkede sig væk fra Selmys krop, flyttede Selmy sin hånd op til væbnerkappen og holdt ham fra at træde fra langt væk igen.

Selmy var lidt for presset i det her miljø, til overhoved at have registreret, at han selv havde forkastet formaliteterne lige før. Eller i det hele taget, at Theodore havde udnyttet chancen. Allerede tilbage i healerhuset havde han trådt lidt ved siden af, og havde glemt at give sit efternavn med, da han præsenterede sig.

Det gav et lille sæt i ham, da det var blevet bemærket, at Selmy var her alene. I et øjeblik kiggede han mistænksomt på ham, for at tjekke efter, om det var dril. ”Ehm, nej, jeg er her med en, men hun forsvandt vist fra mig ovre ved kageboderne, det skamløse pigebarn,” Svarede han med et varmt smil og en lad skuldertræk, og det var jo lidt en løgn, men det var jo den fortælling han havde tænkt sig at gå med, når Ceelia og ham engang skulle mødes igen. Hun ville øjensynligt være svært irriteret over ham, for at have efterladt hende. ”Men det behøver vi ikke spekulere mere i. Hun bliver tit væk.” Men nogen ville måske argumentere for, at det i virkeligheden var ham, der stak af.

At aye skulle forlade Selmys mund, havde ikke ligefrem stået på Theodores bingokort – og det lød forkert. Så helt igennem forkert, at det næsten ikke passede sammen med det fine, velopdragne ansigt, de alt for skarpe øjne og det ordentlige lyse hår. Men det gjorde også lægesønnen mindre stiv i betrækket. Faktisk blev han temmelig ordinær lige i det øjeblik, hvilket både morede Theodore og gav ham et lille, irriterende stik af hjemve. Det var ikke mange her, han omgik, som brugte hans ordforråd.

Når de stod så tæt, kunne Theodore sagtens høre Selmy, selvom han hviskede. "Jeg prøver,” nåede han lavt at svare, inden han mærkede det lille beskyttende ryk i kappen. Blikket faldt ned på hånden, der stadig holdt fast i stoffet. Mh. Man kunne vel sagtens blive revet med af menneskestrømmen her, tænkte han og skævede flygtigt til siden. Da blikket vendte tilbage til Selmy, sendte han ham et lille, sigende smil. Noget taknemmeligt og usagt.

Nå, Selmy var her ikke alene. 

"Ah." En eller anden form for forståelse gled over Theodores ansigt ved forklaringen. Han nikkede langsomt. "Er du blevet væk fra hende, du gør kur til?" Selmy havde jo nævnt et eller andet om, at hans far forventede, han skulle giftes. Men skamløse pigebarn? Han kunne ikke forestille sig, at Selmy ville omtale sin udkårne sådan. Men okay. Selmy var jo også typen, der på deres første møde havde gjort sig antagelser om, hvor Theodore havde hår og ikke havde hår, så...
Theodore kastede et blik i retning af kageboderne, som om den ukendte kvinde måske ville materialisere sig mellem menneskemængden.

"Jeg skal da ikke afholde dig fra at finde hende..."

Hende, du gør kur til? Selmy reagerede meget skrækslagent på det indre billede han fik. Det var jo hans søster! Men det havde han vist ikke sagt? Det fik lov til at forblive et mysterium lidt endnu.

”Tøh, jeg gør ikke kur på nogen,” Fnøs han med det samme og kastede afvisende med hånden i vejret ”Og hende er der forhåbentligt ikke nogen, der gør kur til, for det ville da være en tabt kamp. Hun har simpelthen ikke tid med alt det hun skal hele tiden.”

Som Thodore kiggede i retningen af madboderne, var der mange udmærkede bud på unge kvinder i den umiddelbare gifteklare alder, der lod til at se søgende ud. Der var en smuk kvinde med lysebrunt hår og blomsterkrans, som kom gående med et fint slør om sig, men umiddelbart lignede hun ikke en, der havde særlig travlt. Og Selmy reagerede heller ikke på hende. Faktisk reagerede han ikke på nogle af de kønne piger. Heller ikke hende i den meget pompøse kjole, og det opsatte kastanjebrune hår og en stor fornem hat på, selvom hun umiddelbart lignede en, som Selmy burde kende, sådan stand mæssigt. Nej, den der umiddelbart havde haft Selmys interesse, havde været Theodore lige siden han stødte ind i ham.

Selmy trak på skuldrende en smule ærgrende, men samtidigt med en vis ligegyldighed over sig, da Theodore lod til at ville trække sig over det. Men hvem vidste? Måske var Selmy åbenbart irriterende? Han havde kedet den lille mand? Selmy havde heller ikke glemt, at Theodores venner decideret havde løbet tilbage til ham, for at få ham med til et eller andet show. Et sådant kammeratskab havde Selmy aldrig haft. En del af ham misundte det som Theodore havde, men en endnu større del af ham afskyede det.

”Ehh... Du skulle også se på ildslugere?” Spurgte Selmy derfor. Den hånd han havde haft i Theodores umiddelbare nærhed, for at beskytte ham fra flere voksne kroppe der kom dalrende, trak sig, og Selmy lignede også en der skulle til at bakke væk. Et meget lurvet smil dukkede op hos ham ”Jeg stoppede jo med at gå op i den slags, da jeg var 12, såhh.”

Theodores ene øjenbryn løftede sig temmelig højt. Havde det været fysisk muligt, var det nok nået helt op til hårgrænsen. Den frie hånd blev sat i siden. En tabt kamp. Han blinkede et par hurtige gange, bare lige for at være sikker på, at han havde forstået det helt rigtigt. Så Selmy gjorde ikke kur til hende, men håbede samtidig, at ingen andre gjorde? Måske ville han bare ikke indrømme, at han var forelsket.

"En veninde, så?" antog han hurtigt og kiggede Selmy op og ned. Enten en virkelig god veninde eller en absolut dårlig én, hvis hun kunne få Selmy til at tale sådan om hende.

Theodores blik gled videre over de forskellige yndige piger i alle højder og drøjder, klædt i et virvar af farver. Men hver gang han diskret skævede tilbage mod Selmy, der også syntes at se ud over menneskemængden, var der intet spor af varm genkendelse eller interesse.

Du skulle også se på ildslugere? Theodore blinkede sig ud af tankerne, og først da han fangede Selmys grå øjne med sine egne, gik det op for ham, at han vist havde stået og stirret. Samtidig mærkede han hånden, der hidtil havde holdt ham tættere på, forsvinde fra kappen. Han havde faktisk ikke lyst...
Det lurvede smil og den efterfølgende kommentar hev ham hurtigt tilbage. En udfordrende kækhed bredte sig straks over Theodores ansigt.
"Og hvor gammel skal du forestille at være?" Det spørgsmål skyldte Selmy ham faktisk stadig et svar på.

Da Selmy begyndte at trække sig, fulgte Theodore et skridt med uden at slippe det grå blik. Hånden rakte ud og fik fat i det mørke ærme, inden lægesønnen kunne nå at forsvinde ind i menneskemængden.

”Nej,” Afviste han ret hurtigt. Det var heller ikke en veninde.

Han var begyndt at gå nu. Han mærkede hurtigt hvordan Theodore kom op til ham og langede ud efter hans ærme. Selmy lod ham få sin arm, for ellers ville de let som ingenting blive revet fra hinanden. Selmy var stor nok, men også alt for pæn i tøjet, så derfor forsøgte folk ikke at skubbe til ham eller gå ind i ham. Theodore derimod var en mellemting mellem et barn og et voksen, så ikke lille nok til at beskytte ham, og ikke gammel nok til at tage hensyn til ham, uanset hvor finpudset hans lille emblem end var. Men nu var han i følgeskab med Selmy, og det var til at gå sammen. Hvis folk kom for tæt på eller skulle til at stoppe op foran dem, placerede Selmy en rolig hånd på dem og førte dem ad vejen.

”Jeg fyldte 21 her den syttende august,” Forklarede han endelig. Han var hele 7 år ældre end ham. De gik igennem menneskemængden, men det var ikke uden et mål. Selmy søgte at komme sikkert over på den anden side af den brede gade igennem markedet. Det var jo væk fra ildslugershowet og væsentligt færre seværdigheder, men mere luft og mindre larm. Det var til gengæld også de kroge, hvor de rigtig fulde og sørgelige, havde søgt hen for at dejse om op ad en væg, men forhåbentligt skræmte det ikke den modige pagedreng.

”Jeg tror...” Begyndte Selmy lidt mørkt for sig selv ”-at min søster kun tog med mig ud i dag, for at holde øje med mig... Min familie tror åbenbart ikke, at jeg ikke finder hjem igen.”

Nej. Theodore tænkte over svaret, men nåede ikke videre med det, for Theodore blev opmærksom på at få bedre fat, da Selmy lod ham beholde armen. I næste øjeblik blev han presset så tæt ind mod siden på ham, at de nærmest gik arm i arm. Eller... de gik arm i arm. Theodore skævede ned på sin hånd, der havde fået fat omkring Selmys overarm. Endnu et puf ramte ham fra siden, og uden det holdepunkt var han sikkert blevet revet væk fra ham igen. 

Årh hvad pokker. Det var vel bedre end at blive revet ind i malstrømmen af mennesker. Så han klemte bedre til. 

Enogtyve.

Theodore skævede op mod Selmy med et mærkeligt blik. Skepsissen satte sig som en fure mellem brynene, mens han kneb øjnene sammen og granskede lægesønnens ansigt.

Det dér glatteansigt kunne umuligt være enogtyve.

"Pft." Han fnøs, og løftede det ene bryn. "Enogtyve? Du ligner ikke en dag over atten." Kommentaren forlod ham med lige nok drenget flabethed, som han håbede ville prikke til Selmy. Menneskemængden gled mere i baggrunden, og så førte han triumferende sit krus op til munden og tømte det. Så skulle han heller ikke bekymre sig om at spilde indholdet mere. 

Han bemærkede nu, at de var kommet over på den anden side af gaden. Et par lanterner gyngede blidt i det store træ, der allerede var farvet af efteråret, og bladene så endnu mere gyldne ud i lyset. Ellers lå denne side af festlighederne mest hen i skygge. Træbænke stod i en cirkel omkring træet.

"Søster?" busede det ud. Ah. Det burde han måske have sagt sig selv. Theodore skar en lille grimasse ved tanken om alle de kvinder, han lige havde stået og vurderet som potentielle udkårne. 
"Kan du?" Finde hjem. "Er du sikker på du virkelig er enogtyve så?" Han smilede, men det dalede lige så stille da han så det lidt mørkere udtryk hos Selmy. 

Han fugtede læben. "Mh. De er vel bare bekymrede for dig," sagde han, denne gang uden helt den samme dril i stemmen. "Halve kidnapninger og alt det." 

Selmy klukkede kort over Theodores forsøg på at drille ham med hans alder. I mange år havde han været vant til kommentarer om, at han ikke havde ændret sig meget, siden han var tretten. Men da han endelig blev nitten, fortog bemærkningerne sig pludseligt, og hans mor havde endda med tårer i øjnene sagt, at hendes lille dreng var skudt i vejret, og noget med at hans skuldre syntes bredere nu. Op til hans fødselsdag sidste måned, havde hun troet, at det var hendes mand, der var kommet ind med aftensmad til hendes seng, men i virkeligheden var det bare hendes voksne søn. Det var dog lidt svært at vide, om det var fordi han virkelig var vokset så meget, eller om det var fordi hun var blevet så dårlig over tiden.

Desværre havde hans pludselige aldring nok skyldtes, at han havde været igennem utallige nærdødsoplevelser... Blandt andet de halve kidnapninger og alt det, som Selmy dårligt nok kunne forstå, hvorfor han havde delt med en patient. Det var jo ellers så privat... Måske havde han ikke regnet med, at de ville støde på hinanden igen?

”Nemlig,” Endelig holdt gætterierne om hvilken kvinde, han rendte rundt med, nok op, kunne man tro. Mon det overraskede Theodore, at han havde mere familie end bare sin far? Theodore kunne lige være typen, der kom fra en kæmpe søskendeflok, og at det var derfor han virkede klar til at kæmpe igennem med alle sine spørgsmål. Ligesom det næste Kan du?, lige efter at Selmy havde delt en så personlig en tanke. ”Ja da, det er pærelet,” Han nikkede mod krystalpaladset, hvis tårne strakte sig højt nok op til, at man kunne se dem over de høje tage omkring markedspladsen. Ikke at han boede der dog, men han boede i den retning ”Man følger bare hovedgaden, indtil man når Diamantstræde, og så drejer man af når man ser klinikken, og fortsætter ned ad Aldemarstræde på højre hånd. Der bor jeg.” Armen der havde været budt Theodore at hægte sig fast ved, var blevet en smule slappere, nu hvor de var væk fra den værste trængsel, men nu trak han den helt til sig. Hånden dykkede ind under kappen et sted, og han fiskede et lille flaskegrønt kompas frem med guldkanter og guldpil frem, som han gav Theodore i sin frie hånd.

Han vidste godt at det kun var sagt i dril, men var der et særligt talent Selmy besad, så var det sine evner til at navigere rundt i verdenen, uanset hvor det var. Han vidste hvordan man læste kort og stjernehimmel, og generelt var han kløgtig, når det kom til at observere sine omgivelser.

”Du må beholde den. Jeg har ret mange af dem.”

Om Selmys enormt udførlige vejvisning var et forsøg på at slippe for at tale om kidnapningen, kunne meget vel være. For han talte komplet udenom.

Theodores hånd røg i lommen, da Selmy fjernede armen. Og i stilhed, som om det var ham, der havde spurgt og bedt lægesønnen om at finde vej, stod han bare og fulgte med. Kiggede, når Selmy pejede og tog det til sig i et forsøg på virkelig at huske og forstå ruten. Han ville nok have glemt størstedelen imorgen. Men klinikken kunne Theo jo trods alt finde hen til. 
"Dumsnok – du behøvede ikke at overbevise mig. Jeg drillede bare." Bemærkede han med et skævt smil op til Selmy, og tjattede til ham. Dumsnok, et medansk ord for tåbe, men langt blødere ment. Èt han havde hørt sin familie bruge rigeligt mod ham. 

Oh. Øjnene landede observant på det runde instrument, som Selmy hurtigt fik lagt i hans hånd. Den lille nål vuggede blidt fra side til side for at pege stædigt mod nord. Et kompas. "Øj." Han holdt den op mod lanternerne. Lyset fik det flaskegrønne glas til at stråle om kap med de gyldne detaljer. Theodore betragtede den, vendte og drejede den i fingrene. Du må beholde den. Theodore så på Selmy. Jeg har ret mange. Et langsomt smil voksede frem på de drengede læber. "Tak." Han vidste ikke helt, hvorfor stemmen blev en smule hæs. Theodore rømmede sig med et lavmælt heh og kiggede på kompasset igen. Selmy havde jo selv sagt, at han havde mange af dem. Det var sikkert ikke noget særligt.

Theodore krøllede alligevel læberne lidt sammen. Det havde ikke været helt nemt at falde til blandt de andre drenge i Dianthos. Han talte forkert, var for bondsk, gjorde ting anderledes. Det havde de i hvert fald været flinke nok til at fortælle ham.
Kompasset blev vejet i hånden. Måske var Selmy rent faktisk ved at blive hans første rigtige ven her. Theodore trak vejret langsomt ind. 

Hvem ved.

"Så jeg bedre kan finde hjem til dig?" heh. Han sendte ham et kejtet smil og vrikkede kompasset mellem fingrene. Theodore lod blikket falde ned på det igen, inden han omhyggeligt puttede det i lommen under kappen. Han klappede én gang uden på stoffet, som for at sikre sig, at det virkelig lå der. Dét skulle han i hvert fald ikke tabe i menneskemængden.

Så dumpede han ned på den nærmeste bænk under træet. Det tomme krus blev sat ved siden af ham, og Theodore rykkede lidt til siden, inden han klappede hånden et par gange mod den ledige plads. "Hvorfor har du egentlig så mange kompasser?" spurgte han og så nysgerrigt op på Selmy. 

Dum... snok?! ”Hey,” Selmy daskede til ham over den bemærkning.

Selmy nød at se, at gaven, skønt den var lille, blev taget så godt imod. Theodore virkede ikke som en ludfattig dreng, nej, det kunne han ikke være, hvis han var så fint placeret som page. Men han havde sikkert ikke mange ejendele med sig, hvor end han boede. Måske i stalden? Nej nej, det ville slå ham ihjel. Han puffede ham afsted mod de bænke, som han havde set drengen spejle sit blik efter lige før, og fulgte roligt efter.

”Så du kan blive en god væbner, og hjælpe din kommende ridder med at finde vej,” Svarede han med et smil og et dybfølt nik. Hans svar var også en klar afvisning. Theodore skulle slet ikke hjem til ham, han ville bare stille tusind spørgsmål om alle hans ting, og ting havde han virkelig mange af.

”Tjo, et har jeg fået i gave. Et andet har jeg købt, et tredje har jeg arvet,” Svarede han og kiggede ned på den ledige plads ved siden af ham, som blev så ihærdigt klappet på, for at han skulle sætte sig. Selmy børstede flygtigt en vissen kvist og noget jord fri, inden han tog plads. ”Løber du aldrig tør for spørgsmål? Hvad med dig selv? Hvor mange søskende og små kærester har du?” Han stillede med vilje spørgsmålene hurtigt efter hinanden, for at efterligne ham, halvdårligt, og overvælde ham. Ikke at Selmy ikke brød sig om opmærksomheden, men han var bare ikke vant til det.

"Hah." Dasket tog han imod med et muntert grin, mens han krympede sig med vilje. Det blev i ham, som en summende varme i armen. Selmy var nu flink nok – hvem skulle dog have troet dét efter det første indtryk, Theodore havde fået af ham? Han sendte et lille tak til Leander i tankerne, for at have ført dem sammen igen. 

Så du kan blive en god væbner... Theodore tiltede hovedet og rynkede på næsen med et skævt smil, da han så på Selmy - før det alligevel blev til et større tandsmil - oprigtig og charmerende. Han havde selvfølgelig regnet ud, at det var en afvisning forklædt i søde ord. Det kunne man nok også se et sted i grimassen. De blå øjne skinnede varmt under lanternernes glød, blev hængende ved Selmy. Som skulle Theodore bare lige... forstå, at de faktisk sad her sammen.

"Hmmm..." brummede han opmærksomt til forklaringen og fulgte Selmy med blikket da han satte sig ved siden af ham. Det forklarede kun noget af, hvorfor Selmy samlede på dem. Theodore lænede sig tilbage med hænderne bagtil som støtte. Han flyttede blikket ud på gaden. Et par festglade unge løb forbi med solmasker på. 

Løber du aldrig tør for spørgsmål? Theodore drejede hovedet dovent mod Selmy og lod bare lægesønnens mund stille det ene spørgsmål efter det andet. Han grinte og daskede til Selmy da han nævnte det om små kærester. Han fnøs moret. "Jeg har tre storesøskende. Ingen kærester." understregede han, og rettede sin efeukrans bedre på plads i krøllerne. Han trak lidt på skuldrene og kørte støvlesnuden gennem gruset. "Der er jo bare så meget, jeg endnu ikke ved om dig." 

At hænge ud med Theodore kunne meget hurtigt minde om leg, skønt han hurtigt kom til at virke så meget mere voksen og rolig ved siden af. For eksempel bed han mærke i hvordan hans sidemakker skrabede sine såler hen ad jorden, mens Selmy sagtens kunne finde ud af at sidde stille. Hans støvler havde skam noget slid i bunden, men de var samtidigt virkelig velholdte, fordi der blev kæret om hvert stykke tøj og ejendel derhjemme. Det var en religiøs praksis, såvel som det var familiens sparsommelige kultur.

”Du ved ellers mere end de fleste,” Svarede Selmy fortsat hemmelighedsfuld. Han flyttede blikket frem for sig, efter at have set på Theodore, der rettede på sin krans. Du gør det værre, ville han have sagt, men lod sig distrahere af et af bladene, der faldt ned på hans skød. Han samlede det op og trillede stilken tænksomt mellem to fingre og studerede bladets årer og facon, som den livsnydende enspænder og kunstner han jo var ville gøre. ”Fortæl mig om dem,” sagde han næsten befalende, hvis ikke det var fordi han sagde det så blidt som han gjorde. 

Det var ikke normalt for unge mennesker at trække sig sådan væk fra festlighederne, men måske var de to drenge heller ikke just normale selv. Musikken, larm og glade skrig kunne høres derovre fra, men her var det til at tale sammen.

Du ved ellers mere end de fleste.

"Gør jeg?" kunne han ikke lade være med at spørge. En hvis skepsis i øjnene mens han betragtede Selmy igen. Nåh. Så måtte mange andre vide meget meget lidt om ham. Han pressede læberne frem og funderede over det, mens øjnene vandrede over Selmys fine profil; næsen, kæben og det lyse hår, der bevægede sig blidt, når en stille brise gled forbi og førte duften af kanel og honning med sig fra fladbrødsboderne. Som om der skulle stå flere svar skrevet et sted på ham. Enogtyve og utrolig hemmelighedsfuld åbenbart.

Theodore kiggede ned på Selmys hånd i sit skød, og opdagede nu lidt sent hvad han lavede. Et af de grønne blade var åbenbart knækket af fra hans krans. Han betragtede det snurre mellem Selmys fingre et øjeblik. 

"Om mine søskende?" han hev blikket væk fra fingrene, og skævede op til lanternerne over dem. Et tænksomt brum. "Jeg holder meget af dem. Selvom de kan være utroligt irriterende også. Eller også synes de bare, at jeg er utroligt irriterende" grinte han ved tanken. 

"Theresa og jeg ligner hinanden mest. Mest på udseendet dog." Han smilede hen til Selmy. "Hun er tjenestepige hos Isenwald-familien. Men deres søn er en rigtig knøs. Jeg ville ønske, hun kunne arbejde et andet sted." Han fandt noget fnuller på kappen og kastede fra sig. 

Selmy lænede sig lidt tilbage i bænken og så nu på drengen, som han fortalte. Det var en rigtig lillebror-type han havde med at gøre. Fra landet, den mindste i en søskendeflok på fem, tvivl og bekymringer. Og måske også afsavn?

”Hmm,” Isenwald-familien. ”Så du er fra Medanien.” Konkluderede han kort. Han burde kunne gennemskue det var dialekten, men så meget talte Selmy jo heller ikke med fremmede. Han var ikke ude på at afbryde ham, så han kiggede fortsat på ham og lod ham tale ud om sin søster. Selmy skulle lige forstå hvad det var Theodore sagde først, og Isenwald-sønnen. En rigtig knøs? Og en eller anden form for ønske om at hun skulle væk derfra? Hvad mon hun blev udsat for? Selmy gjorde sig kortvarigt overvejelser om, hvilken Isenwald-søn, der var tale om. For der var mange, og Selmy havde været til bal med en del adelige, og havde en af de jævnaldrende temmelig nydelig. Han havde dog aldrig rigtig konverseret med dem, blot stået akavet stille i nærheden og set til.

”Det må ikke være let for dig at være dagsrejser væk fra din familie,” Kommenterede han medfølende ”Du må da vide om de holder af dig. Sender de dig ikke mange breve?” Han ville ikke begynde at blande sig i hans søsters affærer, hvis det var alvorligt. Det var desværre bare den skæbne unge, kønne tjenestepiger havde. Det kunne dog ikke falde ham ind at gøre deres egen tjenestepige fortræd, men hun skulle også altid forsøge at rydde op inde på hans skrivebord, selvom han flere gange havde bedt hende om at lade ting ligge.