Virkeligheden var på må og få gået i stå for ørkenelveren, han havde endnu sin frygt for at være for alene med Elemér. Sidst var gået forfærdelig for sig. Så forfærdelig, at Iáin gjorde en kæmpe dyd ud af tjekke at hans dør var låst ved nætterne, stået op før Zaladins rådgiver fik øjne og i seng tidligere end Isaris små børn. Men alligevel takket Iáin sig for, at Elemér var gået med til at gå i orangeriet i sin tid, selvom det nok havde kedet ham. De delte ikke samme passion for planter og jord, men Iáin var transparent med det, han glæde for det var ikke til at tage tvivl af. Fik man ham, fik man planterne med sig. 

Få blomster havde dog måtte miste muligheden for at blive bestøvet, værktøjet var blevet overrakt til det uerfarne menneske, og måske det var præcisionen eller roligheden, men noget manglede han. Spurgte man Iáin, manglede han begge dele. Den flyvske homoseksuelle dragerytter var et cirkus i sig selv. Men det havde samtidig også givet anledning til, at Iáin fik set mere. Observeret småting som virkede til at gå forbi andres næser. 

Tidligere havde han pointeret, at Elemér ikke spiste med dem. 
Men nu havde han opfanget andre ting. Morgenmad der blev gemt i lommerne. 

Uden at vide hvorfor, eller at snage i dette, havde ørkenelveren valgt at gå forbi Elemérs sovekammer og lagt nogle krystaller på hans bord samt med mad. Grønsager og frugter som en lille bonus. Men han havde gjort det med en så'n rolig tilgang, at han ikke skænkede det nogen tanker, når han til tider havde forladt Elemérs værelse og var blevet taget i det af medvogtere. Det var intet andet end et venligvisit. 
Men snak gik, selv blandt vogtere. Iáin hørte dog ikke efter, sjældent gjorde han sig i det. Så da han stod i orangeriet hvor ruderne var duggede til og små vandråber løb ned når tyngden blev for meget for fugtens små perler. Bordet var dækket til i jord og sod, planten var syg, og han ville skære de dele af stammen fra den, for at redde resten af den.

Et lille operations bord. Underlæben var foldet ind som han fokuset sig med den lille kniv for at skære ned i den tykke rod og fod af planten. "Hvad har dog forårsaget dette mod dig, min ven.." mumlet han stille på elvisk. Talte med planten eller sig selv, godt det samme i sidste ende. 

Den sene aften i orangeriet havde været hyggelig, på en helt anden måde end Elemér havde regnet med. Der havde ikke været noget romance imellem dem, de havde bare været sammen som venner. Som den familie de nu engang var, fordi de begge havde svoret en ed under Aladrios åsyn engang. Planter sagde ikke Elemér en skid, men han havde fået lov til at se Iáin i sit rette element, og han havde ladet ham arbejde i stilhed. Men eh, måske kunne de snart lave noget sammen med mere gang i den!

Et par dage senere havde Elemér spottet at nogen havde været på hans værelse og lægge penge, Frugt og grøntsager på sit bor. Han genkendte dem fra orangeriet, så han vidste at de var håndplukket af Iáin, så pengene måtte også være fra ham. Sikke en nydelig gave. Men hvorfor? Vidste han mon at han havde brugt alle sine penge på Nox? Det var vel kun Sata, der havde opdaget ham i det pinlige stadie.

Han ønskede virkelig at bruge de krystaller på noget fornuftigt såsom mad til sig selv eller Dion, men han endte med at være skødesløs som altid. Nox kunne ikke erstatte den rus han havde oplevet med hverken hans byvagt eller hans medvogter, og alligevel havde midlet kaldt på ham i hans ensomme øjeblikke. Han længdes efter at genleve drømmetilstanden igen, som havde det været en længe savnet ven. Han var kommet til at købe en flaske. Han fortrød skam sit køb, og han havde lovet sig selv at sælge det videre, men flasken endte bare med at blive i hans bæltetaske, uden at se dagens lys.

En aften havde han savnet at omfavne og kysse Iáins solbrune hud, så han havde været gangene forbi, hvor han mente at Iáin sov. Hans dør, hvis altså det havde været den rigtige han havde taget i, havde desværre været aflåst, og det gjorde kun at afsavnet til ham havde været større.

Dagen efter prøvede han at finde ham i morgenmylderet på gangene, og senere gennemsøgte han bibliotekerne og læse- og testuerne, hvor han før havde fundet Iáin. Da han valgte at tjekke orangeriet, var der endelig jackpot. Han genkendte de sjove lokker på Iáns kønne hoved på afstand. Han valgte at se hvor tæt han kunne snige sig ind på ham, før han ville opdage noget. Hans sensommerromance var vist en rigtig nørd, der virkelig var fordybet i sit arbejde.

”Bøh!” spøgelset fra Iáins mareridt var trængt helt op bag ham, ligesom han troede at han var alene med sine planter.

Begravet i eget arbejde og tanker på samme måde, som planter slog rødder dybt i jorden. Det var ikke altid lige til at finde hoved og hale i tingene, eller se hvad der kom omkring en, så han ænsede ikke at der var nyt liv i orangeriet, for det var ikke normalt at nogen lige passeret igennem eller ville nyde af livet derinde. 

Men spørgsmålet han havde stillet planten gav intet svar, hvorfro Iáin blot endte med at få sine fingre ned i jorden den kom fra for at mærke efter noget, som kunne have forårsaget dens sygdom, men intet i den bløde jord virkede ude af sit element. Som fingrene blev trukket op, en kuldegysningen summede op igennem hele hans krop, så det næsten kunne ses. Skuldrene blev presset tilbage og han så ud af øjenkrogen det røde hår der var kysset af tusindende sole. "Elemér" lød det blot små chokeret fra ham, og han vendte sig halvt rundt, blot for at indse, hvor tæt den anden kunne stå op ad ham. 
Hænderne løftet fra ikke at svine hverken ham selv eller den anden ting. "Ude for at skræmme de hvileløse ånder hjem?" spurgte han med et lille smil.
Lod som om alt var ved det vanlige, men alligevel ikke helt. Han prøvede at imødekomme den andens udadvendte personlighed og søgen på opmækrsomhed. Men ikke at Iáin ville have hverken det  ene eller det andet. Han havde det godt med stilheden planterne gav ham, den fugt der var i orangeriet, så det næsten fik tøjet til at klæbe sig til huden. 

”Hmm, måske, hvis man da kan kalde en chokoladeprins som dig for hvileløs ånd,” Lo han og placerede sine hænder om taljen på Iáin, da han halvt vendte sig imod ham. Han kunne godt mærke at han var svedig, men det gjorde ham ingenting. Der var virkelig varmt herinde, og Iáin måtte have arbejdet i flere timer. Siden morgenmaden, sikkert.

”Jeg har ledt efter dig,” Hviskede han, som han kom lidt tættere på. Der var ingen andre i orangeriet udover de to, men der var et eller andet over det store lokale og de mange planter, hvor der snildt kunne gemme sig nogle. ”Jeg ved det er dig der brød ind på mit værelse i forgårs, mens jeg var ude. Det er jo meningen at du skal besøge mig, mens jeg er hjemme!”

Elemér trykkede sin næse mod Iáins hår, mens blikket søgte ned på arbejdsbordet. Spejdede specifikt efter om noget skulle rykkes. En hånd slap om Iáins talje og flyttede den plante som Iáin havde været ved at tilse. Hvis de skyndte sig, kunne de måske gøre det her, uden at slottets gartnere nåede at finde dem.

Smilet sank og han følte pludselig en form af frygt for den andens tilstedeværelse. De var ikke alene, det kunne de umuligt være. Iáins øjne søgte flygtigt omkring for at få bekræftet sin teori, men måtte accepter nederlaget der ventede ham. De var alene og han følte hjerterytmen stige. Panisk for sig. 

Tvunget til at stå med den anden i ryggen, så han mod sin lille plante der skulle hjem i jorden, men den manglede endnu at blive kureret, det skulle den nok blive, men han frygtede for dens liv lige nu. "Hvorfor har du ledt efter mig?" spurgte han med en usikker stemme i første omgang, og lod sine fingre krybe under planten og løftede den let op, fortsat med sit arbejde så godt som han kunne. Elemér måtte ikke ødelægge dette for ham. 
"Mhm? Jeg brød ikke ind, du efterlod værelset ulåst og hvorfor skal jeg besøge dig mens du er hjemme" dette var jo ikke deres hjem, det var et midlertidigt ophold, intet andet end det. Pensionat var måske et mere passende ord, skønt de ikke betalte for at være der, men snare blev betalt. 

Iáin samlede den plante op som Elemér ellers havde flyttet. Han havde ikke været så omhyggelig, så måske havde han været for grov, og det var også okay. Elemér kunne sagtens kæle for ham, mens han gjorde sit arbejde, vel.

”Hvorfor tror du?” Svarede han så med så kærlig en stemme han kunne, til Iáins nervøse ryst. Ja, Iáins toneleje ændrede sig også, når de stod så tæt. Det mindede ham om da de var sammen. Mindede ham også om den grove afslutning, som nok ikke havde været så rar for Iáin, men forhåbentlig var han ikke vred over det mere. Elemér skulle nok prøve at være sød. Så sød som man kunne være, hen over et bord fyldt med jord, altså. ”Er det da kun mig der går og tænker på det hele tiden?” Iáin måtte da som minimum have tænkt på ham om aftenen eller natten, for det var der længslen var størst hos Elemér. Fordi han skulle ligge i den seng hvor han havde taget Iáins stramme mås for allerførste gang. Han var ikke klar til at skilles fra hans røv endnu!

Planten holdte ham fra at blive forudrettet, det var han sikker på, men samtidig skulle den ikke dø fordi Elemér syntes at have mangler. Det var ingen hemmelighed, at Iáin værnede om sine planter, så at han kunne være så hensynsløs med noget så livsnødvendigt for dem. Kærligheden og nænsomheden der blev givet til planten var uhyggelig på sin egen måde. 

Stille og bløde bevægelser fik han lagt den lille plante tilbage i jorden. Skubbede soden let omkring med fingrene for at dække rødderne til igen og sikre sig, at den ikke blev kold. "Hvad?" lød det fra ham, han ville ikke vide det var derfor Elemér var der. Det skulle ikke være årsagen, det måtte ikke være årsagen - hvorfor var det årsagen .. 
"Jeg ved ikke hvad du mener, Elemér? Er det at du gerne vil hjem da?" for det var de da to om at ville, men han tvivlede på det var hvad det handlede om, desværre. 

Ørkenelveren valgte at flytte sine beskidte hænder ned på Elemérs der havde fanget ham om taljen og ville flytte dem, så han kunne rykke sig væk fra den position han stod i. Det huede han ikke, at være fanget mellem et arbejdsbord og Elemér. 

Elemér havde primært sex i tankerne, som han sværmede om Iáin som en natsværmer om en flamme, og hans hænder lige så stille gik på opdagelse på hans krop, mens den stakkels ørkenelver kæmpede for at redde planten. Han anede ikke at han havde forvirret ham. ”Hjem? Som i Ango Corda? Nej, jeg mente oppe på værelset, hvor du var,” Svarede han tynget af et suk. De kunne jo gøre det hvor end de havde lyst. Hos ham, hos Iáin eller bare… her.

Elemér kyssede Iáins nakke, og forsøgte at lokke ham i stemning ved at intensivere sine berøringer og presse sin hårde legemsdel mod ham. Han gav slet ikke Iáin lov til at flytte sig væk, og fangede heller ikke at det var et ønske. For hvorfor skulle han dog ville væk fra ham? ”Har du meget travlt?” Spurgte han håbefuldt.

Et øjeblikke sitren ramte ham og han frøs. Stivnet i sin position og frygtede allerede for sit eget liv på ny. Plantens var reddet, men han kunne ikke redde sig selv, for han blev skærmet fra at flytte sig. Trykket bagfra var presserende og ubehageligt mod hans bagparti. Iáin var ikke spor i tvivl om, at det næppe ville blive respekteret, at han havde andre gøremål for dagen. 

Kunne man vige uden om det ved at tale om det? Iáin rømmede rystende sin stemme og forsøgte at gøre tegn til, at han ville sige noget, men kyssende i nakken var ikke nogen hjælp. Det var ingen nydelse, blot tvivl og ulykkelighed i hans krop som skreg for at blive skyllet væk. Suget ned i jorden og overgive sig til planterne som intet andet end et næringsstof. "Du tænker for meget på det" lød det med en usikker stemme og han gjorde alt i verden for ikke at vende blikket mod den anden. 

Brystkassen hævede og skælvede i ham. "Deres orangeri er smukt, syntes du ikke?" for at vende samtalen væk fra det, håbede at de kunne være civiliseret mennesker, eller forsøge på det sågar da. Iáin var ikke den sociale type, han gemte sig herude af gode grunde, de fleste vidste det, men alligevel. 
Alligevel måtte han erfare, at menneskesønnen ikke syntes at have opfanget hvorfor. Duggen var tung og fik dråber til at trille ned ad ruderne, lagde sig som perler på de store blade og i kronerne af blomsterne. 

"Jeg mindes ikke at have set et så flot orangeri før, de har planter som man ellers kun ville kunne finde i syden" lød det og et kærkommende lille smil sneg sig op, som han mindes tider han ikke erindret. 

Elemér nød at holde om Iáins krop, som skælvede og småvred sig lidt i hans favn. Angiveligvis fordi han nød det. Eller måske fordi han var nervøs? Elemér gættede på at det måtte være en blandet følelse, for sådan havde han det også dengang med Eskild. Han ville gerne gøre det rart for Iáin, så han ikke skulle blive så nervøs hver gang. Men vigtigst af alt var han jo også ude efter et lille, dejligt knald.

Hm? Elemér gik lidt i stå med at føle ham op ad kroppen. Og gnubbe sig mod ham på den måde. Men han var stadig tæt og overmandende. ”Oh?” Gjorde han? Tænkte han for meget på sex? Altså ja, det gjorde han måske. Han rødmede lidt skamfuldt og håbede ikke at Iáin mente for meget meget på det.

Men han behøvede ikke svare på det, for Iáin bragte pludselig orangeriet op. Det fik Elemér til at kigge sig ordentligt rundt for engangs skyld. Han havde slet ikke haft tid til at nyde udsigten rigtigt. Han syntes bare det var rart at se Iáin omgivet af planter, som var det hans element. 

”Her er virkelig smukt,” Gjorde han sig enig, mens læberne stadig mødtes mod huden af hans nakke. Han sukkede lidt påvirket af presset mellem hans ben. Han prøvede ikke at være så klam og liderlig. Prøvede at tage sig sammen om at styre sig selv, så Iáin kunne følge med hans tempo. ”Er alle planter ikke syd for Ango Corda?” Lo han lidt. Intetanende om planter. Det havde aldrig interesseret ham, men han var villig til at prøve at sætte sig ind i Iáins verden, hvis det kunne hjælpe ham med at forstå ham lidt bedre.

Så de kunne have sex…

Alt han ville, var at nyde plantelivet og dets rige til sine sidste dage. Men alt han fik, var udfordringer og liderlige meddiplomater. Det hang ikke sammen, men et sted, måtte det være straffen for hans neglect af egen stavn og familie. Han havde rejst i søgen på at opdage mere, finde mening med tilværelsen, ikke at han havde fundet den eller var kommet et skridt tættere på dette, hvis endelige noget, var han kommet længere væk. 

Læberne af den anden stod endnu alt for tæt, men hænderne var stoppet og han kunne nu endelige ånde lettet op og føle en form af ro, blot for et øjeblik måske. 

Knips. Det var forfra igen, og et sæt gav sig i kroppen på ham. "Elemér!" bød han stille, den lyst hørte ikke hjemme i et sted så smukt som dette. 
Men han måtte holde sig ved fatningen og han trak den ene skuldre bagud, presset lidt i håb om at blive sluppet. "Nej, vi deler mange planter med midtlandet, mens syden har varmen og sandet, planter der kan leve uden vand for perioder, som aldrig har oplevet en frossen jord" fortalte  han med en passion der ikke kunne gemmes væk, og han satte hænderne på Elemérs for at løsne dem fra ham, omend det ikke var nemt - eller måtte være nemt. 

"Jeg er ikke d.. Du opsøger mig vel ikke kun på grund af d.. mhmhm" han ville ikke høre sig selv sige det, men alligevel var det så tæt på en slut sætning, men han bed læberne sammen. Frygtede for at sige noget mere. 

Lige så forsigtigt virkede det for Iáin at få lidt afstand til Elemér. Elemér var stadig tæt på ham, men rykkede sig gradvist hen på siden af ham og lænede sig i stedet frem på arbejdsbordet. Han prøvede stadig at abstrahere fra lysten i kroppen, og i stedet vise Iáin den respekt han fortjente, ved at lytte interesseret til hvad han nu syntes var spændende at tale om. Og Elemér lagde mærke til, hvor varmt han talte om syden.

”Mh? Nej! Nej nej…!” Skyndte han sig hurtigt at svare, og rødmede nu forlegent over at blive spurgt på den måde. Jo, han havde jo nok lidt opsøgt ham, fordi han savnede ham, og håbede på lidt… forkælelse? Pinligt. ”Ikke kun,” Forklarede han, men følte sig lidt ramt. Måske var det en mennesketing at have så meget lyst? Elverne virkede mere holdne i det. Og Iáin især, for han ville jo bare gerne læse og hygge sig med sine planter. Men han kunne da ikke være helt uden lyst?

Han rømmede sig og smilte sødt til ham. Prøvede at bløde stemningen lidt op igen ”…Hva, savner du ørkenen af og til?” Han vidste ikke så meget om hans fortid, men han måtte vel komme fra Thal’Elor, ligesom de fleste andre ørkenelvere.

Friheden blev givet og han kunne lige få lidt luft. 
Den bitre smag blev stille udskiftet med en sødme der bekræftede ham, at der var mulighed for at undvige og undgå ting som dette, hvis blot de fik talte om det, eller talt uden om det. Iáin rømmede sig mildt og så endelige ned på den rødhåret menneskesøn. "Dit hoved matcher dit hår" kommenteret han uden egentlig at tænke over det, men tog det ikke så tungt. 
Ørkenelveren så det som et tegn, at han forstod det måske ikke var helt så passende at gøre sådanne ting her, eller med ham for den sags skyld. Drømmende. 

Stille fik Iáin bevæget sig væk fra bordet og gik hen til en krukke med en høj plante i, kærtegnet den let med hånden så det raslede: "Mindst lige så meget som dværg ville savne vinteren" ville han da mene. Norvik dværge og mennesker levede bedst i deres kulde, Rubiniens folk i deres sol og ørkenelver endnu mere. Den varme sol og de bidske sandkorn. "Men jeg fortryder ikke at jeg rejste, Elemér" fortalte han alligevel, som de var gode nok venner til at tale om det. 

Stille lod han vandre ind i jungle af planter i orangeriet. "Du skal se noget, kom" lød det alligevel muntert fra ham. De skulle ind til nogle af de planter som ikke så så meget sollys igen, men blot nød af varmen og fugten. 

”Åh?” Elemér tog sig til munden og lo dæmpet. Han kunne godt mærke at han var blevet varm, og han vidste han blev meget rød. Da han var barn, var han meget sur og aggressiv, og han blev tit drillet med sit røde hår af de andre børn fra tempeløen.

Han så efter ham fra arbejdspladsen. Betragtede Iáin som han kærtegnede planten, som Elemér ville kærtegne alle drageæggene. Så fulgte han efter ham ind i junglen af potter, planter og træer. Han måtte flytte en del store blade, for ikke at gå ind i dem. Og eftersom han gik lige bagved Iáin, skulle han passe på ikke at få sendt nogle af planternes blade sendt imod hans ansigt, som syngende lussinger.

Hvad var det han ville vise ham, med så stor begejstring?

”Alle i Ango Corda sluttede sig til Aladrios’ Orden af en grund. Hvad er din historie?” Spurgte han. Han ville ikke rive op i gamle traumer, men hvis han bare kunne få en bedre forståelse for hvem han datede, kunne de sammen blomstre. Iáin kendte jo allerede Elemérs historie. Han havde set ham vokse op sammen med de andre hittebørn, der var blevet afleveret. "Jeg vil høre det fra din mund, og ikke andres."

Det faldt ham aldrig ind, at holde grenene fra at svinge tilbage, normalt gik han alene i dette miljø og havde sjældent skulle tage højde for andre der måtte få de grønne knive i ansigtet. De kunne skære hvis de ville, bide hvis de måtte. Planter var så magiske, det var et under ingen beundret dem lige så meget som han gjorde. 
Drager var dejlige, men planter var uundværlige. 

"Min historie?" spurgte han og stoppede lidt op og vendte sig halvt mod Elemér og så ned på ham. Det forstod han ikke. "Hvad mener du med andres munde?" for de færreste var bekendt med hvor Iáin kom fra eller hvad der havde ledt ham til Ango Corda, men det havde nu aldrig været en hemmelighed. 
Aladrois havde selv ledt ham derhen, ledt munkene til Iáin og givet ham et hjem og sted at stå, et sted at slå rødder. Men stille fik Iáin vendt hele sin krop mod Elemér så de stod omringet af planter fra top til tå, og han lagde en hånd på den andens skulder: "Der er ingen historie, jeg var nok ikke et barn som du, men jeg var uden mening og formål i livet. Jeg var et hittebarn som voksen" erkendte han og tog det ikke så tungt. 

”Du behøver ikke fortælle mig alt.” Prøvede Elemér alligevel. Han var fri for at snakke om det han ikke havde lyst til, men alle havde da en historie. Elemér lagde sin hånd på Iáins, der havde placeret sig på hans skulder, og han kiggede ham i øjnene med et roligt smil. Iáins gyldne øjne skinnede så smukt i skyggerne, mens resten af ham forblev mørkt. Af en eller anden årsag virkede Iáin langt højere end han huskede ham. Men han havde nok altid set ham med hovedet bøjet ind over en bog eller andet arbejde. Men heldigvis havde Elemér ingen usikkerheder, hvad hans højde angik. Det ville jo være kritisk, når man primært befærdede sig blandt elvere og andre høje racer.

”Du kunne jo fortælle mig, hvor din interesse for planter og bøger kommer fra.” Han trak på skuldrene. Der var nok en bedre måde han kunne komme ind i hovedet på ham. ”Eller måske…” Han tænkte lidt over det, og kom på et bedre spørgsmål han ville have svar på ”Fortælle mig om din første forelskelse?”

Iáin forstod absolut intet af hvad der foregik, men alligevel stod han der i den indelukket regnskov med dragerytten i rødt som så gerne ville have sex, hvor som helst og når som helst, uden at tænke om den anden part overhovedet var interesseret i noget som det. Men nu stod de alligevel der, over for hinanden og han så ned på mennesket. 
Uforstående og alligevel dybt fascineret  over den higen efter at vide omkring ham. 

Ørkenelveren skulle til at spørge om noget, men han blev stoppet og han slap stille den andens skulder. "Elemér" stoppede han ham og bukkede sig lidt for at så mere i øjenhøjde med ham. "Hvad handler det her om?" spurgte han og drejet hovedet til siden som et uforstående barn. "Hvorfor vil du så gerne vide de ting nu?" og ikke tidligere. Det havde aldrig stoppet ham fra at spørge førhen, men siden drengen havde været i sin forlegen situation, og efterladt Iáin i en endnu mere forlegen situation, havde der været en helt anden besættelse af ham, som han ikke kunne forstå. 

Var det uægte interesse for at få lov til at få sex? 

Det var ikke Elemérs hensigt at gøre ham ukomfortabel med sine spørgsmål. Iáin holdt åbenbart tæt med det hele, af en eller anden grund. Ville han ikke have at Elemér skulle vide noget om ham? Eller måtte det kun være nutidige ting?

”Mh,” Munden blev lukket på ham først. Nu hvor Iáin ligefrem var kommet ham nærmere, fordi han bukkede ned i øjenhøjde, rakte Elemér hånden frem, og strøg ham hen over pandehåret på ham. Blot for at se krøllerne fjedre tilbage på plads igen ”Lige nu virkede som et godt tidspunkt at spørge. Og lære dig bedre at kende.” Han nikkede mod omgivelserne. Planterne og mørket, der skærmede dem for omverdenen. Det var nu de var alene, og det var nu de ikke lå nøgne viklet sammen i hans seng.

Han ville gerne kende ham bedre, end Sata gjorde.

Iáin så studerende på Elemér, som han var en bog der skulle læses, alle linjer skulle tages af to runder og ordene lagres i hukommelsen for senere. Han stirret så dybt ind i de mørke øjne der stirret tilbage på ham. 

Hænderne placeret på sine egne lår for at støt ham i at stå med hovedhøjde til det lave menneske fik ham til at tænke. Det var sjældent en fornøjelse for ørkenelveren at tænke udover det sædvanelige når det kom til stykket. "Jeg tror godt jeg ved hvorfor, du vil kende mig nu" lød det så stille fra ørkenelveren der langsomt rejste sig op igen, og lod stille sine arme falde krammende om sig selv, som han tog et skjold på. 

"Men jeg forstår ikke hvorfor det har betydning" mumlet han på elvisk og følt sig alligevel en snert såret over det. De havde haft uendelige mange muligheder, og Elemér havde aldrig givet ham meget opmærksomhed, og nu fik han det hele. Alt sammen med en forventning om at få lov til at få sex. 
Sex som Iáin ikke ville have med involveret i dette. Så han valgte at vende rundt igen og fortsætte ruten for det han ville vise Elemér. 

Så længe Iáin var om at studere ham. De havde en intens øjenkontakt, alt imens Iáin fik lov til at tage sig alt den gode tid han havde brug for, til hvad end han skulle bruge det til. Først smilte Elemér lidt spørgende og forvirret til det der blev sagt, men så kunne han se skuffelsen i Iáins ansigt. Vent... Hvad var det han havde set i hans blik, der gjorde ham så ilde til mode? Han blinkede uforstående med øjnene, og så efter ham. Så ham pakke sig defensivt ind og vende ryggen til ham.

Kunne Iáin læse tanker eller sådan noget? Eller var han i stand til at se ens inderste mørke? Elemér fulgte nervøst efter ham. Han anede ikke at der var mere at se her i planteomgivelserne. Han troede allerede at han havde set det som Iáin ville vise ham. 

"Iáin?" Sagde han stille og rakte ud efter hans bluse, før han nåede alt for langt frem. Og så fik han et bedre greb om hans arm. "Du kan da ikke bare... konkludere alt muligt ud fra mit ansigt? Du tror vel ikke jeg er ude på at gøre dig fortræd?" Nu var Iáin nødt til at åbne op, for nu var det ikke bare et spørgsmål om at lære ham at kende. Nu måtte Elemér høre, om han virkede ondskabsfuld.