Ét forsøg havde hun. For blev hun fanget, så var hun overbevist om at Mørket ville give hende til Kile. Hun blev taget med til på et skib til en mindre udflugt, hvor hun skulle sørge for at holde styr på væsnerne de havde bragt med, samt dem som blev indfanget. Nøje planlagt, fik Sunuzura sat en illusion op, så det lignede hun sad ved et af dyrenes bure og beundrede det. Hertil kunne hun så selv snige sig ud af lejren og når hun var langt nok ude at løbe.
Det var dog ikke langt, hun nåede, før hun hørte, hvordan der blev råbt og hvordan nogle væsner, som hun havde håndteret, blev sat løs for at jage og indfange hende.
I sin flugt blev hun flere gange angrebet af væsnerne. Ved det sidste angreb mistede hun sin halve underarm, fik lange rifter over ansigtet og mistede synet på sit højre øje. Ikke at hun kunne bemærke mange af tingene grundet adrenalinen og at smerterne fra armen overdøvede alt andet. Med flere væsner over sig fik hun udløst en fælde og blev trukket op og væk fra jorden i sin ankel. Hun hang flere meter over jorden. Væsnerne gav først op efter flere mislykkede forsøg på at nå til hende.

Hængende i et træ kunne Sunuzura mærke kvalmen og svimmelheden overtage. Det var kun lyden af en galoperende hest, der formåede at fange hendes opmærksomhed. Hun prøvede at give lyd fra sig, men var usikker på, om vedkommende, der kom til hende, ville gøre en ende på hende, eller hjælpe hende.

Ebbe var blevet beordret til at ride ud, og tjekke Lykkes fælder ved Lindeskoven efter hun havde fået en melding på nogle af dem, nu travlt med byvagten. Havde hun valgt at sende ham afsted, måske også for at få ham lidt væk fra alkoholen? Men så igen det var ikke helt til at vide, det var ikke ting hun snakkede åbent om, man han vidste hun gerne ville have han fandt noget bedre at tage sig til. Nu siddende på ryggen af en hest, det var ikke ligefrem den mest venlige type, så han havde da sine kampe med at få den til at adlyde ham, den var dog hurtig næsten for hurtig til hans smag. På vejen havde han dog gjort sig et stop, en efterladt lille hytte sørgede han for at gemme sin rejsetaske i, og rede op så han senere havde et sted at overnatte. Turen tilbage blev ikke med det sammen, desuden var det måske godt med lidt tid væk fra byen, selvom han så blev nød til at prøve at skaffe sig føde, dog havde Lykke skaffet ham en pæn madpakke til det første døgns tid.  Ebbe var dog ikke vildt begejstret over alle de insekter der var i luften, især de forbandet store myg. 

Som han hørte en lyde og kort kigge på sit kort, bemærkede han at det var en af Lykkes fælder, det fik ham til at komme ned fra hesten, og spændt den fast før han tog den økse hun havde givet ham med, det eneste våben han havde styr på. Langsomt listede han sig imod, som han nåde frem mødte et syn ham dog. Øjnene blev store som en ork hang ned fra træet, blikket vandre over hende, før det stoppede ved den blødende arm hvor der burde have været en hånd, det fik ham til at gispe en smule. Panikken steg i hans krop, fortrød det var ham der skulle tage sig af dette og ikke hende? 
Men han kunne vel ikke lade hende hænge der? prøvede at tænke på hvad hans søster ville have gjort, for så at indse han jo ikke var en morder. Han rømmede sig en smule som han gik nærmere og prøvede at regne ud hvordan fælden virkede, hvorfor var hendes altid så gode? Det lykkedes ham dog at svinge økse for at skære hende ned, som hun faldt til jorden stod han hurtigt klar med øksen skulle hun gå til angreb, ikke ligefrem fordi hun så særlig kampklar ud men han stolede ikke på orker!

Hun skulle være glad for det ikke var Lykke.... Han så afventende på hende, hjertet bankede hårdt og frygten tydeligt i hans blik. 

En mand med lyst hår og hud på en hest. Kunne det være mere cliche? Selvfølgelig, hun var ikke den mest kliche i en historie. Grøn hud, en halv arm og tæt på badet i sit eget blod var sjældent noget der passede ind i en fantasihistorie til børn. Eftersom hun havde hængt der noget tid, havde hun gennemskuet hvordan fælden fungerede, og fik mumlet nogle uforstående ord for at prøve at fortælle ham at hun ville ned og hvordan han kunne gøre det, men realiteten var også bare at hun dårligt havde energi til det.

Det tog et stykke tid før manden fandt ud af hvordan hun blev hjulpet ud af fælden, og som hun faldt til jorden brød hun ud i et smertefuldt skrig. Den venstre hånd lagde sig om det åbne sår og pressede det mod hendes mave for forhåbentligt at mindske noget smerte og stoppe blødningen. Hun bandede af ham på orkisk. Der var ingen tvivl om, at hun var i smerte. Det tog hende noget tid før hun fik trillet sig fra en sideliggende fosterstilling op og sidde på sine knæ, foroverbøjet. Hun prøvede at beherske sin reaktion, for manden der havde fået hende ned virkede ikke til at vide hvad han skulle gøre. “Læge,” Hun var forpustet og træt, som hun så mod ham. Det var altid noget hun vidste hvordan man sagde nogle ting på Krystalliansk. Desuden, så var Mørket jo fyldt med væsener fra nær og fjern. Vakkelvornt prøvede hun at komme op og så, men uden held.

Ville de have været bedre at blive i Mørket til evig tid?

Ebbe havde aldrig lært at forstå Lykkes fælder, det var derfor han heller ikke kunne få hende ned hurtigt, det og så frygten for faktisk at få hende ned. Men han måtte skubbe frygten lidt væk for hun kunne ej hænge der, så ville hun dø hvilket ville give ham skyldfølelse. Kort stirrede han som hun sagde nogle ting, han ej helt forstod men måtte trække på skuldrene før han fortsatte. En klog person havde nok grebet hende, men det lå ikke til ham og han ville sikker også bare ende med at falde selv... 

Men som hun faldt, og tydeligt var i smerte måtte han sukke, og ryste på hovedet af sig selv, nu stående med øksen og stirrede på hende som var hun i stand til at dræbe ham på stedet. Ebbe hævede brynene som hun satte sig mere op, ordene fik ham til at overveje om det var klogt at gå tæt på hende? Men han endte dog med at gå nærmere, øksen lagde han ude for rækkevide, før han knælede en smule foran hende, hans hænder greb forsigtig fat for at fjerne hendes hånd fra det åbne sår. 
Ebbe lagde sin ene hånd imod blidt, før hans øjne lukkede sig som han fokuserede på at stoppe blødningen, han turde ikke heale det helt nu før det var renset. Som det virkede åbnede han øjnene og så på hende igen, blikket en smule bekymret før han endte med at rejse sig op, for at lægge en arm om hende og støtte hende til at komme op og stå. 
" jeg har en hytte kort herfra, der kan jeg heale dig bedre, og du vil være i sikkerhed" han hade sig selv for at sige det, men han kunne ikke efterlade hende i nød på denne måde. Tanken om han søster kunne have fundet hende, og dræbt hende gav ham næsten kvalme, for lige nu virkede hun blot så svag. 

Uden at han sagde et ord, kom han tættere på hende. Som han gestikulerede hende til at fjerne sin hånd, måtte hun brokke sig højlydt; næsten råbende. Langsomt blev det dog beroliget, som han fik stoppet blødningen. Hendes egne øjne var fastlåst på hånden. Som han virkede til at stoppe, så hun langsomt op mod ham, med sin mund let åben. Hun havde glemt at lukke den fra hun havde brokket sig. Som hun så på ham, indså hun, hvordan hendes ene øje ikke virkede til at have syn. Det var med sikkerhed adrenalinen, der var ved at dale, som fik hende til at indse hver en ting. Hendes allerede blodige venstre hånd fandt vej til højre side af ansigtet, hvor hun kunne mærke svigende dybe rifter. Ja, det ville være synd at sige at hun halvorken var et kønt syn lige nu. Langsomt og med våde øjne lukkede hun sin mund, og blikket fulgte ham, som han rejste sig. Hun forstod hjælpen han tilbød. Det var kun bevægelser, der gav smerte, der fik hende til at virke tøvende.

Hun lyttede alt hvad hun kunne, men var usikker på, om hvis hun svarede, at hun ville sige noget forkert. Derfor nikkede hun. Hytte og sikkerhed. Det var i hvert fald noget hun forstod sig på. Som hun kom helt op at stå, var det tydeligt, at hun på ingen måde havde den højde, en almindelig ork ville have. Hun var endda lavere end manden ved hendes side. Selvom hun ikke var meget for at søge støtte, sørgede hun alligevel for at læne sig mod ham.

Ebbes hjerte bankede som han var så tæt på hende, men hun var heldigvis ikke så stor, på en eller anden måde gav det ham en smule ro, og fokuserede han på hendes skader var der nemmere at se bort fra. Han lod hende brokke sig som, han fik blødningen stoppede, der var stadig så meget at se på men det var farligt her, fordi hendes blod måske kunne tiltrække noget de ikke ønskede. Hans blik mødte hendes kort, det ene øje så ikke for godt ud havde han faktisk ondt af en ork? det kunne han aldrig sige til Lykke, måtte måske prøve at overveje hvad han overhovedet kunne fortælle hende. Men det var ikke der hans fokus burde ligge nu. 

Hun virkede til at takke imod hans forslag, som de kom op støttede han hende så godt han kunne, før han langsomt førte hende hen til hesten. Her måtte han se på hende, og så hesten for at overveje hvordan han kunne få hende op? Men han måtte prøve og derfor førte han hendes hånd til sadlen, før hans arme greb omkring hende og gjorde sit bedste for at løfte hende op, som han sikrede sig hun var oppe fandt han noget reb fra en sadeltaske, og bandt det lidt kluntet omkring livet på hende, og så fast til sadlen så hun forhåbentlig ikke faldt af. Kort skævede han op før han løb tilbage for at dække blodet med blade før han tog sin økse, den del havde han lært fra ung af. 
Han vendte tilbage, og begyndte at trække hesten med hende afsted imod hytten, håbede hun bare lige kunne holde sig vågen til de nåde frem. Inden længe kunne man se den forladte hytte og han fandt et godt sted, at binde hesten fast til før han band knuderne op for at få hende ned igen. 

Han støttede hende godt og sammen kom de tættere på hesten. Hendes øjne studerede den et øjeblik. Hun var mistroisk om hesten egentlig var et form for væsen i forklædning. Nogle væsner var trods alt meget snedige. Hun lod ham føre hendes hånd, og som hun endelig fik et tag, kunne hendes øjne efterhånden ikke holde sig vågne længere. At han tog rundt om hende for at løfte hende, vækkede hende dog et øjeblik, og med et næsten brokkende brøl kom hun op. I starten lå hun dog mere på maven end så meget andet, men med et øjebliks hvile, så fik hun revet det højre ben om på den rigtige side. Hun skabte sig stadig i smerte og bed hårdt tænderne sammen. Hun lagde ikke engang mærke til, hvordan han bandt reb om hendes liv. Hun havde travlt med at ligge halvt forover og komme sig.
Sunuzuras øjne lukkede i og hun blev vukket i søvn af hestens gang, som han endelig trak dem. Det var først da de nåede frem, at hun fik lidt øjne igen. Smerten var stadig ulidelig, men som hun lå stille, var det til at holde ud. For nu. Som han begyndte at trække hende ned brokkede hun sig, men sørgede for at hendes ben langsomt fulgte med, selvom det gjorde ondt og hun måtte hæve stemmen en gang imellem. Hun begyndte at føle sig omtåget og hun lænede sig mere ind mod manden, som hun langsomt virkede til at miste bevidstheden.

Med hendes og egen hjælp kom hun op på hesten, som han trak afsted fik han et øjeblik til at tænke, der var stadig en indre frygt fordi hun var af den type der havde dræbt hans mor, og igennem hele barndommen skulle advarer byen om. Men som hun lå der såret ja så var det svært at finde ud af, om der var en grund til at være bange? Inden længe var de nået frem, og han måtte binde hesten fast, før han kunne få hende ned selvom hun brokkede sig rigeligt, hvilket måske minde ham lidt om sig selv? 
Som han gik imod hytten med hende, mærkede han hvor lidt hun begyndte at hjælpe til, endte med at løfte hende op i sin favn hun var heldigvis ikke tung. På denne måde var det nemmere at bringe hende indenfor fik lukket døren med sin fod, før han bragte hende hen til den seng han havde redt op, ikke at den var behagelig men i det mindste stor. Efter det sørgede han for at sætte noget tung for hoveddøren bare for at være sikker, på hendes venner ikke skulle komme forbi. 

Ebbe fandt sin taske og begyndte at rode i den, han vidste der et sted lå en flaske, med noget der kunne rense sår eftersom han selv så ofte kom til skade. Fandt et stykke rent stof før han bragte det til hende, og rykkede på hende så hun lå helt på ryggen, før han ej tøvede med at få renset hendes sår, sikrede sig at de derefter ville heale en smule bedre selvom ar nok ikke kunne undgås. 
Som dette var klaret smede han den blodige stof over i et hjørne, før han måtte krave op til hende i sengen og ved at lægge sig ved siden af hende, så hans krop rørte hendes kunne han lukke øjnene. Nu fokuserede han så meget som muligt, for at heale hvad han kunne, i det mindste ville blødningerne stoppe og smerten blive dæmpet, lidt efter måtte han trække sig og satte sig ved siden af hende, lagde et tæppe over kroppen for at holde hende varm. 
Nu siddende kunne han betragte væsnet ved siden af, hun var spinkel næsten for meget, han kunne se ar fra tidligere skader, ærligt var hun faktisk ret fin? den tanke måtte han dog skubbe væk, hun var en ork ikke en han burde, finde pæn nej hvad ville Lykke ikke tænke? 

Sunuzura lagde slet ikke mærke til, at han endte med at trække hende op i sin favn, for det var kun rart for hende, og gjorde det lettere at slappe af. Det gjorde endda, at hun bedre kunne holde bevidstheden, da der nu ikke blev brugt energi til at holde sig selv oppe. Hun fik lænet sig godt ind mod ham og lod ham føre hende, hvor han ville trække hende hen. Der var intet minde om at blive lagt i sengen. Det var næsten som at tænde og slukke et lys bevidstheden, for det hele virkede til at ske i glimt nu.

Halvt slået ud, i søvne og nogle gange hvor hun vågnede lidt, mumlede hun nogle utydelige spørgsmål. Selvom spørgsmålene måske blev svaret, så forsvandt bevidstheden, før hun kunne høre og huske dem. Af og til, når hun fik bevidsthed, fik hun også hvæset eller råbt lidt i smerte; dog intet der var decideret rettet mod ham.

Mange af hendes sår lukkede sig under hans healende kraft. Nogle blev pænere end andre, men det var tydeligt, at den manglende hånd havde været det store fokus fra hans kræfter. Hun fik denne gang hvilet noget længere og mere sammenhængende end før. Da hun vågnede, var det første hun gjorde dog at ligge stille og undersøge omgivelserne så nøje som muligt. Hun skulle lige vurdere hvor hun var, og det tog noget tid, før hun indså at det var en lille hytte. Ømt og medtaget, men med alle sår umiddelbart helet i en eller anden grad, fik hun roligt sat sig op. Hun blev svimmel, men det stoppede hende ikke fra at komme op og stå… Eller det var i hvert fald tanken, for benene knækkede under hende og hun faldt til jorden. Hele højre side tog faldet, hvilket fik hende til at brokke sig endnu en gang. Sunuzura følte sig ynkelig og svag, og var bange for hun ikke ville være i stand til at komme igennem det.. Hun havde ikke engang givet sig selv lov til at se, hvor hendes frelser var, eller om han blot havde efterladt hende.

Ebbe havde brugt en hel del energi, på at heale hende så godt han nu kunne, det var ikke muligt at klare det hele så stærk var hans magi heller ikke, men i det mindste virkede der hvor armen og hånden manglede bedre. Han havde siddet og holdt et vågent øje med hende, endda besvarede hendes spørgsmål selvom, han vidste  hun ikke lyttede men på en måde gav det ham noget at tage sig til. Men langt om længe kunne hans øjne ikke holde sig åbne mere, og han endte med at sidde ned hovedet imod sine arme der hvilede imod de let bøjet knæ. 

Sovende bemærkede han ikke at hun rørte på sig, en let snorken kunne høres fra ham, dog vågnede han med et sæt som hun ramte gulvet. Han rette sig hurtigt nervøst op, for at se ned på hende kort skulle han lige blinke et par gange, før et suk måtte slippe hans læber. Ikke særligt elegant gik han ud af sengen, for at række en hånd ned til hende, blikket hvilende bekymret imod hendes øjne igen " de er slet ikke frisk nok, jeg skal nok heale dem lidt mere, og de har brug for næring" prøvede han venligt at forklare hende, dog kunne hans hjerte ikke undgå at banke hurtigere, fordi hun stadig var hvad han så som farligt.
Gav hun lov ville han hjælpe hende op på sengen, før han ville gå hen til sin taske for at finde en af hans bluser, og sin madpakke der var ikke meget men det kunne nok gå an. 

Ebbe ville sætte sig på sengekanten ved siden af hende, før han ville række hende blusen eftersom hendes tøj var ret ødelagt. Efter det ville han åbne madpakken, for at se hvad der var at byde på, et par boller noget pølse, og to tykke klodser ost, han satte maden imellem dem, før han selv tog den ene ost for at tage en bid. Hans krop havde også brug for det efter at have brugt en del energi på hende, blikket skævede imod hende " mit navn er Ebbe, hvad er dit?" spurgte han venligt, måske det var godt at snakke bare en smule, hun var ikke frisk nok til at komme væk endnu.  

En svag brokkende brummen forlod Sunuzura som han kommeterede på hendes helbred. Selvom hun ikke forstod hvert et ord, forstod hun nok. Hun fik med besvær kommet op og sidde på knæene, ligesom hun havde gjort ude i skoven, men i stedet for at vride sig fremad i smerte, lod hun sin venstre hånd gribe om den hånd, han havde præsenteret til hende. Med noget besvær, men samarbejde, fik de moslet hende tilbage til sengekanten. Her lod hun så sin hånd gribe om stumpen og brummede tilfreds over den smerte, der stadig var i hendes arm; det var dog langt mere tåleligt nu.

Sunuzura skævede mod ham, som han satte sig til venstre for hende. Langsomt lod hun sig vende sig, så hun kunne tage imod blusen, som han havde rakte hende. Hun skævede kort op mod ham, før hun så mod blusen og overvejede, hvordan hun skulle både afklæde sig og iklæde sig. Hendes tanker nåede dog ikke så langt, før han stillede en madpakke mellem dem. Hun kunne mærke hvordan munden løb i vand og hun tøvede ikke længe før hun skulle til at række over med højre hånd for at tage en bolle - kun for at blive mindet om hvordan den ikke var der. Med et trist og let frustreret suk byttede hun rundt, så hun greb en bolle med venstre hånd og tog en bid af den. Selvom brødet ikke var det bedste, var det bedre end hvad hun ofte havde fået hos Mørket. Hun lukkede sine øjne som hun nød smagen af det korn der var brugt til at bage brødet. Hun hørte ham, og lod sig se mod ham. “Ebe..” mumlede hun med forkert udtale, men lagde hånden med sin bolle mod sin egen brystkasse. “Sun Azura,” præsenerede hun sig, selvom navnet blev udtalt, således at de fleste ville tro hendes navn var Sunuzura. Hun rynkede lidt på sine bryn som hun overvejede hvordan hun korrekt bøjede sin sætning, “Kald mig… Sunu,” hun vidste i forvejen at han næppe ville kunne finde ud af at udtale hendes navn i første hug, og så var det ofte bare nemmere med det forkortede navn.

Hun satte bollen fra sig ved siden af hende, før hun skulle til at åbne den lasede top hun bar. Igen, hun startede med at føre begge hænder op, før hun atter måtte blive påmindet om, hvordan hendes hånd ikke var der. Hun spændte lidt i kæben og prøvede i stedet at se mod sin skulder, hvor nogle tynde snorre holdt hendes top sammen. Hun fumlede med det, og for hver gang det ikke lykkedes at få åbnet knuden vrissede hun og rev lidt i det, i håb om at det ville gå op alligevel. Til sidst fnøs hun utilfreds og stoppede med at prøve. Hendes øjne så på den afstand der var mellem dem før hun så mod ham. “Kan du-” brynene blev tættere mens hun tænkte, “Åbne?” undrede hun sig, og lagde hovedet let til den anden side, blot for at han bedre kunne komme til den næsten nøgne nakke.

Han kunne ikke sætte sig ind i hvordan hun måtte have det, men ærligt havde han nok lidt frygtet, at vågne til en død kvinde, men hun var i det mindste i live hvilket han var glad for? Han prøvede ikke at dvæle for meget ved at han ikke burde hjælpe hende, havde det været Lykke var hun helt klar blevet dræbt ude i skoven, hvor han dog håbede hun ikke ville komme lige forløbelig det ville langt fra være godt. 

Ebbe fik da hjulpet hende op at side, før han fandt de ting han skulle bruge i sin taske, prøvede at skubbe de forvirrende tanker væk for han burde fokusere på at få hende frisk, det hjalp at tænke på netop dette. Han blik mødte kort hendes bekymring stadig at se i hans ellers så venlige øjne, som han selv begyndte at spise bemærkede hvordan hun tog efter maden, med hånden der ikke var der mere. Det var klart noget hun skulle vænne sig til, havde næsten en smule ondt af hende, kunne ikke selv forstille sig at mangle sin hånd, han brugte jo hænderne til at snitte træting med og til så meget andet. 
Osten var rimelig hurtigt spist, hans blik rette imod det andet mad men så dog tilbage på hende, som hun sagde hans navn lod han være med at rette på hende, det var så tæt på at det ikke gjorde ham noget, dog måtte brynene rykke på sig, som hun fortalte sig navn og han nok lignede et spørgsmålstegn. Dog smilede han let som hun kom med noget der var nemmere " sunu" svarede han som i at have forstået hende. Før han greb en bolle for selv at putte lidt kødpålæg på, før han tog en tilfreds bid imens han betragtede hende let, som hun kæmpede med at få sin top åbnet. 

Som hun brokkede sig, før hun spurgte om hjælp nikkede han en smule tøvende, men lagde sin bolle for at rejse sig og stille sig foran hende. Hans fingre fandt vej til båndet, for at kæmpe lidt med knuden til det lykkedes ham. Den gled af for han let smed hendes top på gulvet, før blikket vandre imod hende. Synet af hendes nøgne hud fik hans hjerte til at springe et par slag over, og selvom hun var skadet ja så var hun køn, hans blik vandre kort ned ad hende før han søgte hendes blik, for så at hjælpe hende med at få blusen på. Den var ret stor til hende, så det var næsten en kjole men langt bedre for hende at få lidt mere på. 
Ebbe var kort en smule tavs, hendes krop havde været så tiltalende, at han måtte skubbe sådan tanker væk før han trak sig tilbage, men gik dog hen og fandt to dunke med vand fra sin taske før han kom tilbage. 
Den ene blev åbnet og rakt til hende" der er bare vand" forsikrede han, den anden hånd tog bollen igen for at tage sig en bid, imens han afventede om hun ville have vand.  

Sunuzura fulgte ham med hovedet, som han fandt vej frem foran hende for at hjælpe med at åbne hendes top. Som hans hænder lænede sig mod hendes skulder, drejede hun hovedet væk for at han kunne have mere plads. Det fik hendes øjne til at studere hytten, mens han kæmpede med knuden, som hun muligvis havde lavet værre selv. Så snart hun kunne mærke at den var åbnet, sørgede hun for at samarbejde med at få sin top af og kaste den væk. Den var intet værd alligevel. Sunu var selv optaget af at finde rundt i blusen og lagde ikke mærke til, at han kiggede på hende, ud over at han blev stående. Mærkelig adfærd. Som hun virkede til at have lidt problemer med blusen var han der dog til at hjælpe og hun kunne igen blive klædt på. Som hun fik den på, lagde hun dårligt mærke til at den ikke passede hendes størrelse. Hun var så vant til at hendes tøj alligevel ikke passede hende, så det var jo aldrig en nødvendighed for hende at undersøge, for der var aldrig andet eller bedre.

Hendes øjne så endelig op mod ham. Det var stadig underligt kun at have et øje der så godt. Men han vendte sig næsten som hun så mod ham, hvilket fik hende til at søge blikket ned, og bare blive siddende et øjeblik længere, eftersom hun var udmattet. Da han kom tilbage, så hun mod ham og skulle til at række ud efter dunken med højre hånd, så det svarede til den kop han rakte til hende. Hun skiftede hånd og tog, noget kejtet, fat i dunken, før hun førte den mod sin mund og prøvede at drikke fra den, kun en anelse forstyrret af de forholdsvis små ork-tænder, som hun bar. Hun fik drukket og grebet om bollen igen, og med et suk nød hun tingene hver i sær. “Tak, Ebe”

Ebbe var nok ikke den mest egnet til at skulle tage sig af en anden, og så igen på en måde var det sundt for ham at smide sin egen opmærksomheds trang væk. Men at se på den næsten nøgne forslået krop, var ikke ligefrem så pænt af ham, men det var bare lidt som om han blev grebet af det. Det var ikke før han lige skulle hjælpe med at få blusen helt på, at blikket kunne trække sig fra kroppen. Det lykkedes at komme tilbage på pladsen, nu forhåbentlig for de begge kunne få noget mad og drikke i kroppen, klar over han burde heale hende noget mere. 

Han smilede svagt som hun greb ud med den manglende hånd, det var i sandhed et problem kunne han fornemme dog sagde han ikke noget, men lod hende tage sin tid til det lykkedes rigtig. Selv gav han sig til at spise lidt mere af sin bolle, imens han drak lidt af vanden og lod et let tilfreds suk slippe, blikket skævede til hende som hun takkede ham " spise nu og så healer jeg dig mere okay?" det var vel bedre hun kendte planen? Der var en lille frygt i ham for at Lykke før eller siden, ville tage afsted når han ikke vendte hurtigt tilbage. Men kvinden havde brug for mere healing, derefter lidt mere søvn og så måske hun var klar? 
Selvom han lige nu, faktisk godt kunne lide hendes selskab, sindet var forvirret over alle de indtryk for han vidste, at han burde have dræbt hende men hvordan? Blikket rette sig lidt ned, den fri hånd gled igennem det blonde hår " Sunu hvem har skadet dig?" prøvede han at spørge hende om, ej sikker på om hun forstod eller ville dele det med ham? Men hendes skader var meget voldsomme, var han kommet senere på dagen var hun nok forblødt. 

Sunuzura nikkede en anelse, som han fortalte hende, hvad der ville ske. Næring og healing virkede til at være hvad hun havde brug for, og det skabte en ro i hende at kende til planen. For nu var han i hvert fald ikke set som en trussel, for hun var i stand til at lukke sine øjne og nyde sin mad. Det var noget hun ikke havde gjort meget, mens hun var i Mørket.

Hans spørgsmål fik hende til at se mod ham. “Rak’ghothal,” svarede hun stille. Det var nogle aggressive væsner, og de hørte ikke til området de var i. Selvfølgelig, var der en chance for at manden ved hendes side kendte dem bedre undre navnet troldehunde. Hun overvejede hvor vidt han kendte til væsnerne og om han ville undre sig over væsnernes vandring nord fra deres almindelige overlevelsessted. Så længe han ikke spurgte, så behøvede hun vel ikke at forklare hvordan de væsner var kommet dertil, gjorde hun? Hun havde en fornemmelse af, at fortalte hun hvis væsner det var, så ville hun blive sparket for døren. Hun vidste trods alt godt at størstedelen af Krystallandet bestod af tilhængere til Lyset og derfor blev Mørket set ned på… Hun vidste dog bare ikke nok om den anden side og hvad der var at byde på. 

Ebbe lod hende spise i fred, det virkede til denne kvinde ikke havde haft det helt nem, hun så udsultet ud men han var ikke sikker på det var fældes skyld. Der var en bange lille anelse om at hun var fra mørket, noget han altid havde undgået at blande sig i, især fordi han simpelthen ville være for elendig, de ville ende med at dræbe ham eller sælge ham videre det var han ej i tvivl om. 
Han prøvede stadig at finde hoved og hale på hvad der faktisk var sket, det var lidt som om panikken blev udsat fordi hun var såret.

Blikket vendte imod hende som hun forklarede sig kort, hans øjne blev store de bæster havde han engang mødt, det var den sidste gang håbede han på. " men de er væk ikke?" hans blik flakkede imod døren næsen som han forventede de ville komme brasende selvom der stod en kommode for. Det var heldigt det var ham hun sagde det til, det var ikke ligefrem fordi han overvejede at de ikke hørte til på disse kanter. Blikket fjernede sig igen for ikke at betragte hende for meget, han rejste sig eftersom han havde spist " bare spis videre " sagde han roligt. 
Ebbe vandre hen til sin taske, for at finde sin snittekniv før han trak en stol hen nær hende og samlede det stykke træ op han tidligere havde fundet. Satte sig til rette før han gav sig til at snitte i træet, ikke fordi han vidste helt hvad han skulle lave, men kunne mærke en uro i kroppen, derfor var det bedre at have noget at tage sig til. Fokuseret på at snitte sad han blot og nynnede en smule uden helt at tænke over det, hans mors sange havde sat sig fast. På denne måde kunne han også få tankerne lidt på afstand. 

Sunuzura bryn blev lidt tættere, som han spurgte om de var væk. Han vidste det nok bedre end hende. Hendes øjne fulgte hans over til hoveddøren, hvor hun kunne se hvordan han havde barrikaderet døren. Dét skabte lidt en uro hos hende. Hun så mod sin manglende underarm. Hun trak lidt på skuldrene, “De fik noget,” Hun kunne jo ikke vide om de i realiteten lå på lur og ventede til at hun ville falde ud af den fælde hun havde været i, om Mørket havde været i stand til at kalde dem tilbage, eller hvordan…Hun prøvede at se om hvordan det føles at bevæge fingrene. Det var underligt.
Med et lille suk fortsatte hun så med at spise, men hendes blik fulgte ham som han gik. Som hun så, at han fandt en kniv frem, bemærkede hun, hvordan hendes mave snurrede nervøst. Hun kunne til gengæld puste lettet ud, som hun med lidt tid kunne se hvordan kniven var til for at snitte i træ. Hun drejede kroppen en anelse mod den pude, hun havde hvilet mod, mens hun havde været bevidstløs. Endnu en gang skulle hun til at række ud med den korte arm, indtil hun igen blev påmindet om manglen af den. Hun bandede på dæmonisk. Det var ikke fordi hun specifikt kunne forskellige sprog - langt fra. Hun kunne gebrokkent snakke lidt af hvert, for hun havde aldrig haft ideel undervisning. Hun havde blot fået sig en opgave og ikke haft den store kommunikation med nogen derudover. Frustreret lænede hun sig dog yderligere ud, for stadig at bruge sin underarm til at få fat i puden, men som hun prøvede at krølle puden i hendes retning kunne hun mærke hvordan det stadig var smertefuldt. Et forpustet og smertepræget suk fik hende til at skifte til at tage bollen i munden, godt mellem de to halvlange tænder i undermunden, før hun så måtte dreje kroppen på tværs for at kunne nå med den egentlige hånd. Puden arrangerede hun så hun kunne hvile sin arm på den. Derefter kunne hun fjerne bollen og spise videre, mens hun kunne overvære hans snitteri. “Hvad laver du?” Undrede hun sig. Selvfølgelig, det kunne forstås som færdigheden, men hun var nu interesseret i, om det var noget bestemt, han snittede.

Ebbe havde kun sikret døren for deres egen skyld, det var ikke ligefrem fordi han ville kunne kæmpe imod, og hun var stadig meget såret. Men han brød sig heller ikke om tanken, på igen måde men i det mindste prøvede han sit bedste, havde da endnu ikke vist hende hvor elendig han var, og ærligt havde han heller ikke drukket alkohol, så det var vel fremskridt fra hans side. At det så var hans søster der havde pakket alt for ham, ja den historie ville nok blive pyntet lidt på. 
Hendes ord fik det dog til at løbe koldt ned ad ryggen, som han skævede imod den manglende hånd og lidt af armen, havde det været ham var han død af panik. Han sank en klup ved tanken om bæsterne løbe med armen, den tanke måtte han hurtigt få ud af systemet. " håber de holder sig væk" erkendte han med et suk, før han prøvede at skubbe de tanker væk. 

Han bemærkede hvordan hun fulgt ham med blikket, men det var vel forståeligt at hun ikke helst stolede på ham endnu? dog fortsatte han med at finde hvad er skulle bruges, mest fordi han kunne mærke uroen og fingrene havde brug for at arbejde. Ebbe var for fokuseret med at snitte, til at bemærke hun måske havde haft brug for hjælp, det var tydeligt at se han var god til at snitte, der var en vis fart på, men han vidste præcis hvordan. Ved lyden af hendes stemme skævede han op, kort skulle han lige tænke lidt, som han skævede ned indså han dog, at han uden stor overvejelse var ved at snitte en dukke. 
Denne lignede hende, eller hendes kropsform der manglede stadig en del detaljer, han rakte den kort frem for at vise hende " jeg snitter en figur af dig" svarede han, kunne ikke helt forklarer hvorfor, men sådan det måtte være underbevidstheden der havde valgt for ham. Som hun havde kigget lod han sig dog fortsætte, det passede nok fint med at han efter dette kunne få healet hende noget mere? og de måske begge kunne få lidt mere søvn? 

Sunuzura nynnede enigt. Hun kunne godt forstå hvorfor han håbede de holdt sig væk. Det gjorde hun også. Hun havde ikke nok hænder til at miste en til, og hun ville ikke miste en fod. Nej tak.

Fingerfærdigheden var utrolig. Det var tydeligt at det var noget han nød at gøre. Hun beundrede det, og begyndte faktisk at misunde, at hun aldrig havde haft muligheden for at udvikle sådan en færdighed. Selvfølgelig, dem der havde set hende blandt de farlige væsner der var i mørket, ville jo fortælle hende, at hun havde færdigheden til at kommunikere med ethvert dyr - også selvom dette kunne koste mange ar og sår. Men hun kunne gøre dem lydige.

Han svar fik hende til at trække hovedet lidt tilbage i undren. Hvad sagde han? Hun var næsten sikker på at hun havde hørt forkert. Det var jo ikke uvant, når man ikke var flydende i et sprog “Mig?” Hun pegede på sig selv, mens hun havde bollen i hånden. Selvom han viste frem, følte hun endnu ikke hun kunne se det endnu, men det var måske fordi at det lige nu var ved at tage form, og det ville blive lettere som den fik flere detaljer. “Hvorfor?” undrede hun sig. Manglede han øvelse i at snitte orker? Eller amputerede personer? Det ville ikke undre hende at det var en upersonlig årsag.

Det eneste Ebbe var god til var vel at snitte, og snakke der var ikke mange andre dygtige færdigheder, han blev aldrig så god som sin søster til alt det fysiske. Han nikkede til hende, ja det var åbenbart hende han snittede, underbevidstheden havde vist stadig et billede af hende, fra da han havde hjulpet med at afklæde hende, det var måske en smule sært men så igen han var ikke en mand der dømte meget, på nær normalt orker. Blikket vandre imod hende og han måtte trække på skulderne, før et smil bredte sig " fordi du er flot" svarede han så, rødmede åbenbart en smule uden selv at bemærke det.
Der gik noget tid med bare at sidde og snitte, langsomt begyndte den at tage form og lignede hende mere, som han nåde til det punkt hvor han måtte holde tungen lige i munden, for at tilføje meget små detaljer så som ar. Han var dybt fokuseret som han lavede den sidste lille detalje, før han endelig kunne rette sig op. 

Ebbe smilede tilfreds som han så på den, den var lidt længere end hans hånd, lignede hende utrolig meget eftersom han med årene var blevet bedre til at få små ting med. Kort strakte han sig en smule før han rejste sig, og rakte figuren til hende " til dig" sagde han venligt, før han gik hen til døren kort måtte skubbe til kommoden " jeg skal bare lige ud og tisse" efter dette var han hurtig ud. Sikrede sig at hesten havde det fint før han tissede, for at så at komme ind igen. Ebbe skubbe kommoden på plads, før han vendte sig imod hende og smilede venligt " skal vi få dig healet mere? og få lidt mere hvile?" spurgte han, imens han kløede sig let i skægget. Håbede hun kunne lige den figur han havde lavet af hende.