Rory brød sig ikke om fester eller komsammener, hvad end dette var. Den eneste grund til hun var kommet, var fordi hun var blevet lovet gratis alkohol, og når man var ung og attraktiv som hende, var stoffer også ret let at finde. Normalt gav folk det ikke gratis væk, så derfor måtte Rory bruge sin tillærte charme for at nå i lommerne på folk. Fysisk og psykisk. Det ville selvfølglig være lettere, hvis folk bare direkte gav det til hende, end hvis hun skulle risikere at blive opdaget.

Heldig havde hun da været denne aften, og var høj på en pille, som hun ikke vidste, hvad var. Det var en tilfældig fyr hun havde snakket med, der havde givet hende den. Han havde tydeligvis selv også fået noget, der ikke bare var et krus øl. Måske var det derfor, at han pludselig var blevet så gavmild. Dog havde hun ikke stødt på ham resten af aften og stod nu i et hjørne og kiggede på de festglade mennesker. Rory havde aldrig været den store dansemus og opholdte sig ofte lidt ude for menneskemængden. Hun satte sig på en halvbeskidt sofa med sit krus hånden og begyndte at spejde efter sit næste offer. For hende var det uvist, at en anden person havde udvalgt lige hende som sit eget offer. Måske kunne de se, at ingen til festen ville savne hendes nærvær. 

Dog var han ikke nået så langt med sin plan endnu, og Rory havde endnu ikke opdaget, at nogen havde sit blik på hende. Efter bare en pille kunne hun mærke, at hun var en anelse døsig, men hun tænkte ikke yderligere over det. Så længe hun holdte øjnene oppe og drak lidt af sin øl, skulle hun da nik live helt op igen. Så længe der ikke var nogen, som havde i sinde at putte noget i hendes drink.

 Det var en af de lidt varmere dage i Dianthos - og det betød at festlige forsamlinger som disse skete oftere, i den lidt mere snuskede del af Dianthos. Her skete der udvekslinger blandt kriminelle, samt andre ting der ikke var helt lovlige. Der var en god blanding af både rige og fattige, og normalt ikke et sted som sarte sjæle skulle forvilde sig hen. Der var ikke mange som man kunne stole på i sådan et miljø, og kunne man udnytte hinanden, gjorde man det. De store fisk æder de mindre fisk. 
 
 Beau befandt sig lidt mere afsides i noget der skulle forestille en sofa. Han kunne godt lide at holde sig på afstand og iagttage frem for at være i midten af det hele. Han ville langt mere være på forkant, skulle der opstå en dårlig situation, og det kunne hurtigt ske i sådan et selskab. Men selvom han langt hellere ville være hjemme på sin madras i thehandlen lige nu, så var han nødsaget til at deltage i sådanne arrangementer. Han skyldte Declan penge, og han ville meget gerne få afviklet den gæld så hurtigt som muligt. Han hadede at føle sig bundet, men han var godt klar over, at dengang han stod og bad lånehajen om penge på vedkommendes kontor, ville det ikke blive nemt.  
  Heldigvis var dette ikke et miljø der var fremmed for ham. Når man selv var afhængig af rusmidler, samt arbejdede med disse, lærte man hurtigt at være hård udenpå, som indeni. Og Beau var mesterlig til at tilpasse sig. 

 Han var ved at tænde en hjemmerullet joint der bla. havde måneurt i sig, da en pige med sort pagehår smed sig ned i sofaen overfor ham. Han betragtede hende mellem sine lange øjenvipper uden at stoppe hvad han var i færd med. Det var tydeligt at se på hende at hun var påvirket af et eller andet - det viste sig i øjnene som det første. 

 Beau tog en dyb indånding af sin joint, og lænede sig afslappet tilbage i sofaen med benene en smule spredt. Han pustede noget af røgen ud af munden som han havde suget ind, og kiggede nu fuldt ud på kvinden. Han anskød hende til at være cirka omkring samme alder som ham selv. 
 "Hva' drikker du?" Spurgte han roligt, med et blik der ikke afslørede meget om ham selv. 

De fleste kom til arrangementer som disse for at socialisere. Så langt øjet rakte kunne man se folk fra alle samfundslag, der prøvede at møve sig ind på hinanden. Af og til spottede Rory sågar nogle betydningsfulde mænd i mængden, men prøvede så vidt muligt at gå udenom dem. I hendes erfaring var de værre end de velkendte ansigter i det kriminelle miljø. Lige nu havde Rory haft nok af alt larmen, menneskerne, hvilket var grunden til hun valgte præcis denne sofa. Også fordi, at der ikke rigtig var andre siddepladser, men åbenbart havde hun fejlbedømt den karseklippet fyr, der selv lignede en, der ville efterlades i fred, for det tog ikke lang tid før han åbnede munden og begyndte at tale til hende. Skønt.

Hans blik var nu fuldt rettet mod hende og han sad i den klassiske manspreading position, der tilsyneladende spredte sig som løbeild. “Sikke en samtalestarter,” svarede hun blot og svajede en smule med drinken i sin hånd. Indtil videre kunne hun ikke regne ud, hvorfor han var begyndt at tale til hende. Det burde måske være oplagt, fordi folk kom her for at møde potientielle kunder, folk de kunne gøre til det eller kvinder de kunne tage med hjem - frivilligt eller ej. 

“Er det ikke mere interessant, hvad du får der?” Spurgte hun en anelse tørt og nikkede til jointen i hånden af ham. Okay, måske burde hun være mere venlig mod den jævnaldrende, måske gav han et pust eller også havde han andet på sig. Noget sagde hende dog, at han ikke ligefrem var typen, der gav tingene gratis. De mænd der gjorde havde ofte andre motiver i tankerne og havde en langt mere frembrusende tilgang end ham, men man kunne aldrig vide sig sikker, hvilket var derfor hun holdte godt øje med sin nye samtalepartner.

 Beau tænkte nok at kvinden overfor ham ikke ville møde ham med særligt åbne arme - hvilket kun var et godt tegn. Det var klogt at være påpasselig og ikke vise sårbarhed her. Han trak vagt på skuldrene og snøftede kort, tydeligt upåvirket af hendes kommentar, og lod sine lettere svømmende, blå øjne hvile på hendes ansigt, vurderende. Hans ansigt var malet af fregner, og de løb ned ad halsen til hans brystkasse som var en anelse afsløret af skjorten. Denne var knappet en smule op grundet varmen, og sad løst på ham. 

 Han havde egentlig ikke haft lyst til at starte en samtale med hende da han så at hun satte sig. Normalt respekterede han folks fred, men efter at have set ordentligt på hende, følte han at der var et eller andet ved hende som han skulle være opmærksom på. Ikke fordi hun var en kvinde - hun lignede en der sagtens kunne tage vare på sig selv- Det var mere fordi hendes pupiller var så overnaturligt store. Hun var høj, men på hvad kunne han ikke placere. 
 Da kvinden istedet hentydede til det Beau havde i hånden, lod han blikket falde ned på sin joint, som var det kun lige gået op for ham at han sad med den. 

 "Hmm" brummede han roligt inden han tog et lille sug fra den igen og lod sit blik falde på den sorthårede kvinde atter engang uden at rykke sig, tænksomt. "Måske." lød det en kende hemmelighedsfuldt fra ham, men der var også en anelse sløvhed i stemmen. Ikke fordi han var sløv, for der foregik ting bag hans afslappede ydre - det lange stofmisbrug havde bare ændret på måden han snakkede, og måske havde han også fået en mild hjerneskade engang ved et slag til hovedet, for meget længe siden, men det anede han faktisk ikke om var tilfældet. Han levede bare med det. Han var jo stadig sig selv, så hvorfor bekymre sig over det. 

  Det var ikke hans sted at udspørge hende om hvad hun havde taget her til aften - men han havde set hende kigge søgende ud på mængden. Måske var hun her med nogen der kunne træde til hvis der gik lort i den. Han lod en hånd glide om i nakken imens han overvejede om han skulle sige mere, eller lade hende være.

Rory havde ikke taget mange slurke af sin øl, som var blevet skænket op af en fremmed. Dog havde hun set ham åbne flasken, så hun regnede med, at man sagtens kunne tage for sig. Alligevel kunne hun mærke, at hendes hovede føltes en anelse mere tungt end normalt. Som modsvar tog hun blot endnu en slurk, hvilket ikke just hjalp på situationen. Hm, spøjst, normalt var alkohol svaret på alt, hvis man spurgte hende. Måske havde hun brug for noget kaffe som en opkvikker, men normalt medbragte folk ikke den varme drik til sådan arrengementer. 

Til trods for at den fregnede mand selv havde opstartet en samtale med hende, gjorde han ikke meget ud af at opretholde den. Ganske vist ville hun slet ikke snakke med ham til at starte med, men han kunne da ikke bare kontakte hende for så at slutte samtalen ved næste ord. Derfor begyndte hun i stedet for at tale til ham. Hvis nogle alligevel forstyrrede hendes fred, så skulle de have igen af samme skuffe. “Måske. Der giver du mig meget at arbejde med,” brummede hun og lænede sig længere tilbage, men vendte nu overkroppen mod ham.

“Er det derfor du sidder for dig selv? Det er måske for svært at komme op med et samtaleemne med de andre piger?” Spurgte hun en anelse udfordrende og løftede øjenbrynet. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun ellers kunne sige, og hvis hun ikke vidste, hvilket emne hun skulle tale om, endte hun ofte med at fornærme folk i stedet. Måske var det bare lettere at få folk til at hade en med det samme. De eneste ofte alligevel med de skred fra ens liv, så hvorfor lukke dem ind til at starte med. Hovedet virkede atter en anelse tungt, men Rory blev ved med at ryste en smule med det for at jage søvnens dæmoner væk. Endnu en gang tog hun en slurk af sin øl. Nu var hun halvvejs igennem den.

 Beaus mundvige trak sig op i et smørret smil og han kunne ikke undgå at grine over kvindens antagelser af ham. Sikke en fejlbedømmelse - men istedet for at rette hende, svarede han blot, "Jeg synes da det går meget godt lige nu. Vi snakker da." Han havde et charmerende glimt i øjet, - en stor kontrast til det lidt mere passive blik han før havde haft. Når han smilede var det som om at hele hans hårde ydre smeltede bort, og afslørede den mere bløde side af Beau. 

 Han rystede lidt på hovedet, stadig forbløffet over hendes kommentar imens grinet døde hen i hans næste hiv. Han så op fra sine fregnede fingre der havde et afslappet tag om jointen, og betragtede kvinden foran sig overvejende. Hun tænkte nok at han var ligesom alle de andre kriminelle og tyveknægte herinde - der planlagde hvem hans næste bytte skulle være. Hvilket slet ikke var tilfældet. Hvis han udstrålede dette var det kun godt; for det blev kun værst for een selv hvis man stak for meget ud i flokken af ulve. Så var det bedre at ligne at man var én af dem istedet for. 

 Beau lænede sig en smule frem i sofaen. Bronzekæden der før havde hvilet om hans hals, dinglede nu frem, og skjorten afslørede også en smule mere hud.  
  Hun havde bid i sig, det måtte han give hende. Han pustede lidt røg ud mellem læberne og så fra øllen til hende, og bemærkede at hun virkede en anelse rastløs. Men hun virkede dog ikke slået ud stoffet endnu, selvom det med sikkerhed pumpede rundt i kroppen på hende lige nu.

  "Hvad har du taget?" Spurgte han mere snagende end hvad hensigten var. Hans stemmeføring var dog helt afslappet. Han fjernede ikke blikket fra hende, og lagde hovedet en anelse på skrå. Ud af øjenkrogen synes han at han så nogen kigge hen i retningen af dem, men han kunne tage fejl. Hans blik flakkede kort, inden det landede opmærksomt på kvinden igen. 
 
 

“Touché,” svarede hun ham og gav et anerkendende nik. Han havde da ret i, at de nu indgik i en samtale, selvom emnet ikke var noget man kunne rapportere om derhjemme. Dog ville man nok ikke fortælle om denne interaktion i forvejen, da stedet de befandt sig var en anelse sketchy. Det krævede en god forklaring, hvis man skulle bortforklare, hvorfor man var her til en byvagt. Alle vidste disse fester vrimlede med stoffer og andre ulovlige aktiviteter. Rory tog endnu et sip at sin drink. Hvor var musikken bare utrolig høj, hvorfor ville man med vilje give sig selv tinnitus. Det ville da ikke skade nogen, hvis man tog lydniveauet en tak ned. Dog var der risiko for, at man kunne høre de kortkjolede pigers skrål, hvilket nok var derfor, at man holdte sangene på et bestemt lydniveau. 

Hans næste spørgsmål kom bag på hende. Hvad ragede det ham? Sad han ikke selv med en joint i hånden, som om at det var bedre end alverdens andre stoffer i verden. Nu skulle han ikke spille bedrevidende og sige, at hun ikke skulle udsætte sin krop for, hvad end hun drugged sig selv med. Rory vidste udemærket, hvad der var bedst for hende selv. Hun behøvede slet ikke at have en mand til at kigge efter sig! “Du ved. Lidt af hvert,” svarede hun i et forsøg på at skubbe hans snagende blik væk. Denne taktik virkede dog ikke, så derfor lod hun væggene komme endnu højere op. 

“Og hvorfor vil du overhovedet vide, hvad jeg har taget? Er du en byvagt i forklædning? For så vil jeg sige, at dit outfit går direkte efter bogen. Bronzekæde var et godt valg, selvom en guldkæde ville give et større pimp-vibe, hvis det var det du gik efter.” Rory vidste udemærket godt, at han næppe var en byvagt i forklædning, men hvis hendes fornærmelser kunne skifte emnet, så ville hun hellere end gerne gøre dette. Kortene kunne hun ikke bare lægge på bordet foran en komplet fremmed. Hun ville skyde sig selv i foden ved at sige, hvad hun havde taget. Måske overreagerede hun, men hvorfor havde han brug for denne information?

 Beaus dybe blik hvilede forsat på kvinden foran ham da hun ikke ville afsløre hvad hun havde taget, og inden han nåede at sige mere, forsatte hun med flere af sine vanvittige antagelser. 
 "Først er jeg dårlig til at snakke med piger, og nu er jeg en byvagt i forklædning." sagde han smøret, og gned sig overvejende i skægget, "Sikke en fantasi." Lo han lavmælt. Han var dog ikke hånlig, men morede sig bare gevaldigt over den andens ord. Han pillede lidt ved sin bronzekæde da hun nævnte denne, og kiggede op fra den, hen på hende. Hans øjne var store, og han forsøgte at se uskyldig ud. 

 "Det tager jeg som et kompliment." Lød det upåvirket fra ham og han stoppede med at pille ved kæden så den dinglede lidt igen. Selvom han følte at han havde en sjov ping-pong med den sorthårede, kønne, men rapkæftede, kvinde -- kunne han ikke lade være med at være ubekymret for på hendes vegne. Men hvis hun var klar over hvad hun havde taget, måtte hun vel have prøvet det før og havde styr på det. 

 Han løftede sig lidt fra sin stilling, og lænede sig mere tilbage inden han tog endnu et hiv, "Så du' godt klar over hvad du har taget?" Efterspurgte han, og røg kom ud af munden på ham som han talte. Beau så lidt overvejende på hende, og tænkte at han nok ikke ville komme langt med at spørge uden en forklaring; "Du ser bare ikke for godt ud, hvis jeg ska' være ærlig." Tilføjede han, og håbede at hun forstod hvad han mente. 

“Går de to ting alligevel ikke hånd i hånd?” Spurgte hun nærmere som et retorisk spørgsmål frem for et reelt spørgsmål, hun gerne ville have ham til at svare på. Det spøjse ved Rory var, at hun var utrolig dårlig til at interagere med andre, hvis hun blot skulle være sit autentiske selv, hvem end det var. Når hun skulle tilpasse sig andre og det krævede, at hun kunne spille en rolle, var hun en mester. Forskellen var nok, at hun ikke ønskede, at folk faktisk skulle holde af hendes sande jeg. Derfor gemte hun sig væk i alle antagelserne, fornærmelserne og sarkasmen. Selv i hendes halvbevidste stadie, vidste hun stadig, hvordan hun plejede at opføre sig blandt fremmede.

“Det var ellers ikke ment som en,” svarede hun en anelse koldt og så stadig på hans joint i hånden. “Ved nogen af os reelt set, hvad vi tager? De kunne putte alt i de piller. Så længe de har samme effekt klager markedet vel ikke,” sagde hun og lænede sig en anelse mere tilbage. “Jeg troede ellers lige vi gav komplimenter til hinanden. Det lyder ikke som en,” fnøs hun og kiggede nu helt hen på ham. Dog faldt hendes blik hurtigt på en anden person. En mand der havde siddet og kukkeluret på hende hele aften. Hvis han blev ved et sekund længere, ville hun gå over og konfrontere ham. Nej, fuck det, hun ville gøre det lige nu!

Rory hørte slet ikke, hvad den karseklippede mand sagde inden hun rejste sig op i en hurtig bevægelse. Hvad hun dog opdagede var, at benene gav op under hende, og pludselig var hun på jorden. Bevidstløs.

 "Jeg synes nu jeg har en ret god idé om hva' jeg tar'." Svarede han med sit rolige gemyt. Selvfølgelig kunne der puttes alt muligt i de stoffer man tog, og derfor handlede det om at få dem fra pålidelige kilder. Det var ikke bare at få dem fra hvem som helst. 

 Beau var meget underholdt af den sorthårede pige. I dét han skulle til at svare igen, (for han synes selv hans comeback var perfekt) rejste hun sig op og hans ord druknede bag hende. Med et hævet øjenbryn skævede han i retningen af hvor hun var på vej hen, da benene under hende knækkede sammen. Der gik ikke mange sekunder før han var oppe at stå, og da han var på vej hen til hende, så han en person der havde samme idé. 

 Det eneste var at han genkendte manden. Og resolut stillede han sig ind foran hende, før den anden kunne gøre fra eller til.
 "Jeg tar' den herfra." Lød det bestemt fra Beau, og hver fiber i hans krop spændte op.
 "Pjat, jeg skal nok tage mig godt af hende." Manden var en ubehagelig person. Kendt for at drugge piger som kvinder for at tage dem med hjem. Hvad han gjorde ved dem, havde Beau en god idé om - og det var sikkert mere til. Det var nok hans ætsende blik Beau havde mærket på dem tidligere.
 "Der' vi så uenige." Beau skød brystkassen en smule frem for at virke mere truende. Manden foran ham var et hovede højere end ham selv.  Men det betød ikke at Beau ikke kunne slå ham ud. 
 "Hvad er hun til dig?" Lød det irritabelt fra ham. Beau kunne se at han blev utålmodig og skulle til at tage et skridt forbi ham for at nå hen til pigen. Men Beau skubbede ham hårdt tilbage i forsøget. Folk omkring dem så en smule alarmeret ud. 
 "Min lillesøster." Sydede Beau skarpt. Hvilket fik manden til at trække sig en smule tilbage. Han så overvejende ud, om det var besværet værd. 
 "Pis af med dig." Beordrede han køligt, og nikkede til udgangen. Han sendte den anden et magtfuld blik. Det var ikke nu man skulle sige Beau imod. 

 Manden tænkte ihvertfald at det ikke var besværet værd; og skabe unødig opmærksomhed ville blot forværre hans egen situation. Især hvis han ville forsætte med den slags i fremtiden. Så han trak sig med et fnys og et blik der brændte af had. 
 
 Med det samme at faren var drevet over, kunne han mærke vreden sive ud af ham. Beau svøbte hende heroisk op i sine arme, og kiggede bekymret ned på hende. Han sørgede for at hendes yndige hovede lå op ad ham, så det ikke dinglede når de gik. 

 Hun var ikke en skrøbelig pige, så at bære hende således var ikke en nem affære, men det var ikke fordi hun var for tung heller. Heldigvis var Beau utrolig fysisk udholden at han stædigt bar hende hjem. 


 Hele natten havde Beau våget over kvinden som var besvimet til festen. Han havde sørget for at vende hende på siden så hun ikke ville ligge sig fladt ned og kvæles i sit eget bræk. For at støtte hende i stillingen, havde Beau viklet en af sine trøjer godt sammen til en kugle og lagt den tæt op ad hende.

 Beaus værelse var lagerrummet til hans thehandel og der var kun plads nok til én madras, som hun havde optaget. Derfor havde Beau skuttet sig sammen i siddende stilling, op ad en af reolerne, så behageligt han nu kunne. Han gled ind og ud af søvn, og sad med fronten til hende så han kunne tjekke at hun stadig trak vejret når han åbnede øjnene. 

 Beau var dog nu faldet i søvn med armene over kors da de første stråler af morgensolen ramte vinduet.

Rory vidste ikke hvor hun var, da hun vågnede. Først troede hun, at det var fordi hendes hoved var tungt og synet var for sløret til, at hun ville kunne genkende sit eget hjem. Selvfølglig havde hun da fundet vejen hjem, selv hvis hun havde fået lidt for meget at drikke. Rory vidste altid, hvad hun lavede når hun var fuld og formåede altid at komme uskadt hjem. Hurtigt indså hun dog, at alt ikke var som det plejede. Først lagde hun nærke til, at madrassen var fuldkommen anderledes fra hendes egen, og hun måtte indrømme at hun ikke ligefrem lå behageligt. Langsomt prøvede hun at få sat sig op, mens øjnene prøvede at fokusere på rummet hun befandt sig i. Inden længe fik hun øje på en karseklippet mand og stivnede. Hvad lavede han her?!

Rory kneb øjnene sammen og prøvede på at identificere hvem han var uden held. En fremmed. Dette kunne kun betyde en ting, hvilket fik Rorys hjerte til at synke helt ned i maven. Heldigvis virkede det til, at han stadig befandt sig i en dyb søvn. Hun vidste, at dette ville være en af hendes eneste chancer for at komme væk. Dum var hun ikke, og af samme grund kæmpede hun en brag kamp for at snige sig lydløst væk. En umuligt opgave, når man ikke engang kunne styre benene under en. 

Lige meget hvor meget hun makkede med benene rykkede de sig ikke en centimeter. Ved Zaladin! Hvis hun skulle kravle væk, ville han høre hende, men var det virkelig hendes eneste mulighed? Hovedet var for svagt til at komme med en bedre ide, derfor forberedte Rory sig på, at hun skulle kravle hurtigt, men lydløst væk. En umulig kamp som hun tabte i det samme hun satte håndfladerne i jorden. Fordi hun stadig manglede kontrol over hele kroppen faldt de med et bump ned på gulvet.

 Lyden af et bump var lige højt nok til at ruske Beau ud af sin søvn. Han skuttede sig lidt af ømhed, og åbnede sløvt sine øjne for at se hvor lyden kom fra. Han havde ikke glemt hvem han havde på besøg, og med det samme søgte øjnene madrassen hvor den sorthåret kvinde burde have ligget. Men det gjorde hun ikke. 

 Hans blik fandt hende dog ret hurtigt, som hun lå kravlende og henslængt hen af gulvet i et forsøg på - hvad Beau gættede - at snige sig væk. 
 "Ligger du godt?" spurgte han med et gab og rystede lidt på hovedet af hende med et skævt smil. Men okay, hvis han selv var vågnet op i en fremmeds seng, ville han nok selv være mere tilbøjelig til at være mistroisk, som hun var. 

 Beau rykkede ikke på sig, som han ellers havde lagt op til lige før, men skiftede blot stilling på hvilket ben der var udstrakt nu.
Han brummede lidt og så overvejende på hende. Han måtte hellere forklare sig inden hun gik til angreb på ham - for hans forståelse af hende var at hun var ret fyrrig. Da det var sådan hun havde opført sig overfor ham igår. 
 "Du besvimede." sagde han med et lille skuldertræk, og kløede sig i skægget. "Sulten?" Spurgte han så som hvis de var kommet videre fra hvad hun lavede her. 

Minderne fra i går var praktisk talt ikke eksisterende, og dermed kunne hun ikke huske den korte interaktion de to havde haft på sofaen. Dog ville det nok ikke have hjulpet ham i dette øjeblik. Hun ville altid være mistroisk overfor en fyr, hvis hun vågnede op i hans seng. Om han lå i den eller ej, Rory vidste hvad mænd var i stand til. Det var et sjælendt syn at mænd hjalp kvinder på grund af godheden i deres hjerter, der var altid en bagtanke, hvilket Rory havde lært på den hårde måde. Af samme grund havde hun benyttet sig af samme metode. Hun gik aldrig i seng med nogen uden at hun forventede, at hun ville opnå noget ved det. Bare fordi han ikke lå ved hendes side betød det ikke, at han ikke havde taget hvad han ville have allerede.

“Hvor er jeg? Hvem er du?” Spurgte hun og ignorerede totalt de to spørgsmål han lige havde stillet hende. Umuligt at hun ville kunne finde ro i sin krop, hvis hun ikke vidste, hvem hun havde af gøre med. “Hvad skete der?” Fulgte hun op på derefter, da hun overhovedet ikke havde nogen hukommelse om slutningen af aften. Kunne det virkelig være rigtigt, at hun var faldet om? Nu hvor hun alligevel var taget i akten skubbede hun i stedet sig selv op at sidde. Benene var stadig ikke fuldt funktionelle, og hun puffede lidt til dem med armene, men holdte stadig blikket på sine omgivelser. Det lignede ikke ligefrem et normalt sovekammer, nok nærmere et lagerrum med en madras, hvilket fik Rorys bekymringer til at sige. Var dette stedet, hvor kvinder ventede på at nogle ville samle dem op og sælge dem videre? 

 Beaus blik var ikke synderligt alarmerende, og han tag det ganske afslappet som kvinden overfor ham pippede sine opfølgende spørgsmål til hvordan hun var endt her på Beaus madras. Hvor skulle han starte? For at være sikker på at han ikke skræmte hende yderligere, rørte han knapt nok på sig, og blikket veg aldrig fra kvindens intense mørkeblå øjne. 

 "Mhmm.." Han gumlede lidt på indersiden af kinden, og forsøgte at lade aftenens hændelser komme til ham igen. "Du er i min thehandel." begyndte han, "Og jeg hedder Beau." præsenterede han sig så endelig. Han forventede dog ikke at kvinden gjorde det samme lige til en start. Så istedet for at vente på at de afvekslede høfligheder.. begyndte han at fortælle om hvad der var sket aftenen forinden.

 "Vi begyndte at tale sammen igår, til den der fest." påpegede han, "Og du havde vidst taget noget der ikk' var så godt for dig - For lidt efter besvimede du da du rejste dig." Han forklarede, at den person hun var på vej til at konfrontere, var kendt for at drugge folks drikkevarer, eller give dem noget som gav dem et dårligt fiks senere, så han derefter kunne 'tage sig af dem'. Det endte sjældent godt for hans ofre. 

 "Jeg tog dig med hertil for at beskytte dig, og sørgede for at du ikk' døde i dit eget opkast." Han lagde hovedet på skrå og vurderede hende, "Det var så lidt, forresten." tilføjede han ironisk, og sendte hende et skævt smil. 

 Beau sukkede lidt, og kom forsigtigt op at stå på en så ikke truende adfærd det var muligt. "Jeg har ikk rørt dig." forsikrede han hende til sidst, og sendte hende et ærligt blik. Hånden gled igennem hans karseklippede hår, og han skjulte endnu et gab bag hånden som var kommet frem til ansigtet. 

At han ikke engang kunne holde øjenkontakt med hende, fik det til at slå rød i Rorys alarmklokker. Var han en desperat mand, der var hyret indenfor den forfærdelige menneskesmugling branche? Og betød det, at Rory havde en chance for at slippe væk, hvis hun blot kunne appellere til hans samvittighed? Godt nok var følelser ikke hendes spidskompetence, men når det handlede frihed eller fangenskab, så ville hun altid finde sin vej ud af selv det mørkeste hul. 

Øjnene kiggede dømmende på den såkaldte Beau, og gav ham elevatorblikket for at se, om han havde nogen våben på sig. Enten var han ikke klog nok til at være bevæbnet, eller også gemte han sit våben et godt sted. Til sin store frygt kunne Rory mærke, at hun ikke havde sin kniv på sig. Argh, havde han strippet hende for den eller havde hun mistet den til festen? Hun huskede intet fra dem, men nu kom Beau med sin version. Problemet var, at hun ikke vidste om et eneste ord han sagde, var rigtig. “Hvorfor endte jeg så her? Prøver du at spille helt eller har du samvittighedskvaler fra en anden sitation?” Spurgte hun kritisk idet han forklarede det som om, at han faktisk var hendes redningsmand. En urealistisk tanke for Rory. Ingen hjalp nogen uden at forvente noget til gengæld. Hvis det var krystaller han var ude efter måtte, han gå skuffet hjem. Rory var flad.

“Hvad, så du har måske fløjet mig herhen på dit magiske tæppe… eller madras,” sagde hun som en tør spøg idet han selv sagde, at han ikke havde rørt hende. Hun vidste godt, hvad hans intention med den sætning var. Alligevel følte hun sig ikke spor mere sikker på, at hans ord virkelig havde nogen værdi. Hvordan han skulle ændre hendes mening vidste hun ikke. Han kunne trods alt ikke skrue tiden tilbage og vise hende begivenhederne som de virkelig var. Det eneste hun vidste var, at hendes krop var halvlam og hun sad i en fremmed mands thehandel.

 Kvinden gav sig ikke. Beau skævede sit blik overvejende mod loftet, og kørte en hånd gennem skægget, for så at gnide sig i ansigtet. Fint. Hun troede ikke på ham. Prøver du at spille helt. Nu måtte han le. 
 "Hør, Mulle." begyndte han, og sukkede ud gennem næsen. Han var for træt til det her. Øjnene hvilede på det mørke hår, og derefter på brynene der rynkede sig kritisk. Hun var noget dømmende overfor een der lige havde reddet hendes liv, syntes han. Men det var vel bedre end at være godtroende - det hjalp ingen på gaden.
  "Du' i live, og det' hvad der tæller." tonen var flad, neutral og han trak svagt på skuldrene. "Ville du hellere ha' at jeg sku' have efterladt dig til egen skæbne?" Svaret var sikkert ja, eller det rager ikke dig. Men han kunne ikke lade være med at spørge alligevel. 

 Beau slog lidt svagt ud med armene da hendes bemærkning om et magisk tæppe blev bragt på bane. Okay. Han havde rørt hende, men ikke rørt ved hende. "Jeg bar dig hjem." indrømmede han uden skam. Der var ikke noget at indrømme; indrømme betød at man havde gjort noget galt, man så skulle give til kende. Beau havde ikke gjort noget galt. Han havde hjulpet. 
 "Men jeg lover dig, at jeg ikk' har gjort noget upassende." han så fra madressen, til hende, og sendte hende så et oprigtigt blik med sine dybe øjne. Mundvigen trak lidt i en sympatisk retning, men han var dybt seriøs, armene foldede sig ind over hinanden. 

 "Du må tro det eller lade være." sagde han slutvist og armene faldt ned om siderne på ham. Han trak igen på skuldrene, og trådte nu endelig forbi hende. "Din kniv er på hylden ved siden af dig." kom han med en sidste bemærkning over skulderen inden han forlod lagerrummet og gik ud for at koge vand til the. Så måtte hun jo stikke ham ned eller hvad hun ville, selvom han da helst så at hun lod være.

Mandens, hvis navn hun havde lært var Beau, var en spøjs en af slagsen. Noget sagde hende, at hans ord var oprigtige, men måske var han blot en dygtig løgner. I løbet af sit liv havde hun mødt mange mænd hvis sjæl var kold, men hvis ord fortryllede en til at tro, at der faktisk var et hjerte i den tomme skal af en krop. Rory puttede ikke umiddelbart Beau i den kategori, men teorien om han var en god løgner, var stadig teorien lige til højrebenet. “Hvorfor gå igennem alt det besvær for en person du ikke engang kender?” Spurgte hun med en blidere stemme, men undertonen var stadig kristisk. Rory havde aldrig set en mand, eller kvinde for den sags skyld, gå igennem alt det besvær uden at forvente at modtage noget i enden. Hvis hans ord var rigtige, var hun så i gæld til denne mand? I så fald, hvordan rodede hun sig ud af det igen. Selvom Rory til tider kunne blive set som en amoralsk person, så havde hun også sit eget etiske kompleks. Hun skulle give noget igen, hvis hans ord i så fald var rigtige.

Kroppen var stadig tung under hende, men endelig sad hun op. Blikket blev flyttet fra Beans ansigt til hylden, hvor kniven ganske vist lå. Ud fra omstændighederne lød hans forklaring mere og mere oprigtig, eller var det blot hvad han ville have hende til at tænke? I så fald spillede han et farligt spil. Inden hun kunne sige mere havde han forladt lokalet og hun var efterladt til sig selv. Øjnene gled ned af hendes krop. Hun var iført det samme tøj som i går, selvom hun ikke huskede meget fra aften. Siden hun havde sovet i det, var trøjen krøllet og bukserne krøb sig ubehageligt op af hendes lår. 

Blikket kiggede på døren Beau lige havde gået igennem, men faldt så atter på kniven, og med nok viljestyrke fik hun rejst sig op på de vaklende ben. Hun stod i med kniven i hånden, overvejende over, hvad der næste træk skulle være. Til sidst kom hun frem til, at hun godt kunne pakke den væk, men den skulle være let at få fat i. Derefter gik hun ud af samme dør hun havde set Beau gå igennem. “Hvis hvad du siger er sandt, så er jeg glad for, at du ikke efterlod mig til hundene.” Det var det tætteste han ville komme på et tak.

 Ja, hvorfor gå igennem alt det besvær? Beau stirrede åndsfraværende frem for sig, og tog en dybindånding mens han overvejede det. For ham var der ikke så meget at tænke over, nogle kunne kalde det impulser - det var i hvert fald ikke helte-komplekser, som hun havde påpaget. "Du' en meget mistroisk person, ikk'?" Han ventede ikke på at hun svarede, "Bliv ve' med det." opfordrede han oprigtigt, og undgik at svare specifikt på hvad hun spurgte om.  

 De fleste ville nok være temmelig nervøse over at have en bevæbnet gæst i deres hjem, kvinde eller mand, så ville mange tænke frem til, at de fleste fremmede kunne være utilregnelige, specielt i denne del af Dianthos. Men Beau var ikke synderligt bekymret anlagt - selvom han havde set det værste i folk gang på gang - men for ham var det livets cirkel, så hvorfor gå og være bange for dét? Man bør ikke være bange for det bekendte - det var bare spild af tid. Skønt kvinden - hvis navn han endnu ikke kendte - sandsynligvis ville stikke kniven i ham, skulle Beau give hende grunde for dette, håbede han, at hans intuition om at hun lod være, var rigtig. 

 Ellers måtte han tage den derfra.

 De lette fodtrin fra kvinden nærmede sig, og Beau så på hende ud af øjenkrogen, slap opmærksomheden fra det kogende vand for en stund, og bemærkede at kniven ikke var i hendes hånd. Så havde han ret.
 "Velbekomme." svarede han til hendes mærkværdige taknemmelighed, og sænkede blikket mod vandet igen. 
"Beau, forresten." præsenterede han sig, om hun ville imødekomme venligheden ved at præsentere sig selv, var op til hende, der var ingen interesse i at tvinge noget ud af hende. Han var blot et stoppested på hendes vej trods alt, hvordan hun ville bruge dét, var op til hende. 

At være mistroisk og skeptisk overfor hver en handling og ord, der kom ud af fremmedes læber, var noget enhver person lærte, hvis de havde været på gaden længe nok. Rory voksede op der. Hendes vantro på menneskets godhed blev bekræftet dag efter dag, hvor hun til sidst stoppede med at tro på, at individet var andet end selvisk. Selv lænede hun sig ind i sin tro, hvorefter hun begyndte at udnytte folks svagheder, ligesom hendes naivitet var blevet brugt mod hende. Livet var et spil, og hvis man nægtede at deltage, havde man allerede tabt.

Problemet kom så, når en person som Beau ikke spillede indenfor Rorys etablerede regler. Hvis regel nummer et var, at enhver mand kæmpede for sig selv, hvorfor så ofre sin sengeplads og tid for en fremmed uden at forvente noget i bytte? Det var derfor, at hun var så skeptisk overfor den karseklippede brunette. Hun kunne ikke helt regne ud, hvilke intentioner han i virkeligheden havde. Faktisk burde hun bare gå, men i stedet valgte hun at gå mod sine egne instinkter. “Rory…” svarede hun en anelse lavt. Hun var ikke engang sikker på, at han havde opsnappet hendes navn. Det var lang tid siden, at hun faktisk havde sagt sit rigtige navn højt.

Hun rettede sig op. “Hvad kan jeg gøre for at tilbagebetale dig for din tid?” Spurgte hun så for at få det overstået. Enhver interaktion var en transaktion mellem mennesker, så i stedet for at stå i evig gæld, kunne hun lige så godt få det overstået med det samme. Krystaller havde hun næppe, men hun havde andre værdifulde ting at tilbyde. Problemet var, at hun skulle nå hjemad for at finde dem. I den tilstand hun var i nu virkede en rask gåtur næppe fristende.

Hendes navn forlod hende som en nænsom hvisken, men inden det noget at blæse væk som sandkorn, fik Beau samlet det op på vejen, og imødekom præsentationen med et afmålt nik - ganske afslappet i sin mimik. Rory. Kunne være et dæknavn, men måden hun sagde navnet på, lød ganske oprigtigt. Næsten usikkert, nærmest som var det kommet bag på hende at ordene havde forladt hendes læber. Så, Rory - hed altså denne mystiske kvinde der i ren og skær tilfældighed var dumpet ned i hans tilværelse. 

 Beau satte hånden på bordets overflade, og støttede sig en smule på vægten, henslængt, og klemte øjnene lidt sammen til hendes spørgsmål. "Alting her i livet, behøver ikk' at være en transaktion, Roo." påpegede han, og tiltede hovedet lidt på skrå med et skuldertræk. Han studerede hendes ansigt i noget tid - Rory havde nok ikke været vant til andet. Et øje for et øje. Men i det her tilfælde? Beau havde ikke strukket nakken i forventningen om at få noget retur. Nej, Sådan var han ikke, i hvert fald ikke lige med dette. 
"Du står ikk' i gæld til mig, bare rolig." sagde han lidt affejende, men oprigtigt og tog en dyb indånding inden han så fjernede vandet da det endelig nåede kogepunktet. Han fandt tog krus frem, selvfølgelig vidste han ikke om hun ville have noget, men for en sikkerhedsskyld lavede han også en kop til hende. Fra hylden, tog han en rundt beholder ned der indeholdt en mild, grøn the, og begyndte at hælde thebladene op i kopperne. 
"Bare betragt dette som et.. midlertigt stoppested - du går bare når du vil." sagde han ubekymret, og som thebladene begyndte at trække, sendte han hende et lille sammenpresset smil.