Det var nogle dage efter Mikas' første møde med Lianna. Det havde stadig været en af de mest usædvanlige dage, han nogensinde havde haft. Ikke at det som sådan var dårligt, det var det bestemt ikke. Det havde bare været... uvant. Nyt. Det måtte der egentlig gerne ske noget mere af.

Mikas havde fået en dag fri. En dag, som han lige nu brugte i en af Safiriens sydlige skove. Han var ikke så langt væk fra Amazonitsskovene, men der holdt han sig som udgangspunkt fra. Han havde bestemt ikke noget mod elverne, men han havde et lidt stramt forhold til andre kentaurer.
Selvom solen stod højt på himlen, var luften kølig. Det var tydeligt blevet efterår i Krystallandet, og kulden var på vej. Det gav dog skoven en masse orange og gule farver, og det var blandt andet derfor, Mikas nød at være her på denne tid. Det var så afslappende med stilheden i forhold til byens larm.

Som Mikas gik rundt i skoven, holdt han ikke øje med skovbunden, og det var først for sent, han realiserede, hvad der skete, da han mærkede en gevaldig smerte i det højre bagben, tæt forfulgt af lyden af en bjørnefælde, der klappede sine tænder sammen.
"For Zaladin! Hvem hulen sætter fælder op i så lille en skov?!" udbrød han vredt. Han kunne ikke komme til fælden med sine hænder og derved befri sig selv. Hvor længe ville der ikke lige gå, før jægerne tjekkede deres fælder igennem? Med et opgivende suk forsøgte han at bide smerten i sig, som han lagde armene over kors. Der var vel ikke andet at gøre end at vente på hjælp...

Den kølige luft og de gule og røde nuancer på træerne afslørede tydeligt, at det var blevet efterår. Det var den tid på året, Lianna holdt allermest af. Luften var stadig ikke så kold at man gik og frøs, men det var heller ikke ulideligt varmt, som det hurtigt kunne blive om sommeren. Og så var naturen så smuk på den her årstid, med alle de flotte farver, og bladene der faldt og lagde sig så smukt overalt på jorden. Netop derfor lagde Lianna også vejen forbi skoven så tit hun kunne. Denne eftermiddag var ingen undtagelse. Hun havde overvejet at tage sin hest Idunn, som hun plejede, men det havde regnet en del på det seneste, og risikoen for at Idunn ville ryge i et mudderhul og sidde fast, var ikke en risiko hun havde lyst til at løbe. Det var rigeligt de fra tid til anden skulle ud at trække en af hestene fri ude på marken, når de løse blade endte med at skjule mudderet.
 
Bedst som Lianna gik i sine egne tanker hørte hun en høj lyd, efterfulgt af noget der lød som nogen, der råbte. Hun vidste, at Alfs jagtgruppe som regel havde fælder oppe i den her del af skoven, men med den råben kunne det dårligt være et dyr, der var blevet fanget. Hun gav sig derfor i god hast i retning af lyden for at opklare, hvad der var sket. Hvem vidste, hvornår en af jægerne kom forbi igen for at tjekke til fælderne, så hvis en eller anden var blevet fanget i en af deres fælder… Som hun løb i retning af lyden, blev det gradvist sværere for hende at tøjle sit temperament. Kortvarigt blev vreden dog erstattet af chok, da hun nåede frem og så, hvem der var blevet fanget. Det var Mikas, kentauren der havde hjulpet hende hjem fra Dianthos for ikke så længe siden!
”For helvede, Alf!” Hurtigt var hun henne ved fælden, der havde fået fat i et af Mikas’s bagben. Heldigvis havde Alf da lært hende, hvordan man åbnede de forbandede fælder, så det tog hende ikke lang tid at befri kentauren. ”Forbistrede jægere! Næste gang jeg ser dem, så…!” Lianna nærmest kogte af raseri, som hun gav sig til at tilse Mikas’s ben og undersøge, hvor slemt tilredt han var. ”Jeg HAR sagt til dem, at de skal sikre sig, at uskyldige ikke får trådt i fælderne ved en fejl!” 
Til alt held havde hun altid sin bæltetaske med sig når hun gik nogle steder, og selvom vreden fik hende til at ryste en smule, lykkedes det hende at få vandskindet fisket op af tasken. Hun så sig om på jorden omkring dem, og fandt efter et par sekunder en klump mos, som hun tog op og hældte lidt vand ud over. 
”Det her kommer måske til at svie en smule.” Blikket blev kortvarigt rettet mod Mikas for at sende ham et undskyldende smil, inden hun gav sig til at rense hans sår fra bjørnefælden. Små vrede udbrød slap stadig ud fra tid til anden, men med tiden blev det mere bare fnys og andre irriterede lyde, end reelle ord. Da hun havde renset såret tog hun beslutsomt sit tørklæde af, og bandt om hans ben. Det måtte kunne gå som en slags forbinding, i hvert fald indtil de nåede hjem til hendes forældres gård.

Mikas nåede heldigvis ikke at stå ret længe, inden han kunne høre fodtrin nærme sig. Begge øjenbryn nærmest fløj op under pandehåret i overraskelse, da han så, det var Lianna. Hvor stor var chancen lige? Hendes udbrud fik ham dog rystet lidt ud af det, men øjenbrynene forblev hævet.
"Hvad har Deres bror med det her at gøre" spurgte han og lavede en gestus mod sit bagerste ben. Han sendte hende dog et smil, som hun fortsatte sine vrede udbrud.
"Rolig nu, jeg kunne jo bare have set mig ordentligt for i stedet for. Jeg havde trods alt valgt at gå væk fra stien" sagde han med en tydeligt rolig stemme. Han var tilsyneladende væsentligt mindre berørt af situationen, end hun var, og han var ovenikøbet den, der var fanget og kommet til skade! Det var dog virkelig sødt, at hun tog sådan på vej.

Mikas mærkede fælden løsne sit greb, og han trådte hastigt ud af den for, at den ikke skulle klappe sammen om anklen igen. Det ville bestemt ikke være en rar oplevelse.
"Tak" sagde han og nikkede til hendes ord om, at det nok ville komme til at svie. Det gjorde det også, men han bed tænderne hårdt sammen og kom ikke med en lyd, selvom der gik en skælven igennem bagbenet. Det irriterede ham faktisk lidt, hvor hjælpeløs han var lige i øjeblikket, når han ikke selv kunne nå. Til gengæld virkede det til, at Lianna havde helt styr på det, som hun hurtigt fik lavet en improviseret forbinding. Prøvende støttede han lidt på bagbenet, og han sendte hende et smil, da han mere eller mindre smertefrit kunne stå på det.
"Mange tak. Hvordan kan jeg dog gengælde Deres venlighed?" spurgte han så mildt.

Hans spørgsmål om hendes bror, fik bare Lianna til af fnyse endnu mere irriteret, inden hun svarede ham. ”Det er ham og hans gruppe, der har deres forpulede fælder oppe i den her skov!” Normalt havde Lianna ikke det store imod sin ældste brors jagt, det gav mad på bordet, varme skind og en gang imellem også krystaller til at købe andre ting for, når de fangede mere, end gruppen og deres familier selv havde brug for. Og hun havde da også selv været nysgerrig nok til at bede Alf om at lære hende de mest basale ting. Men når det gik ud over uskyldige dyr eller væsner, så var det ikke i orden! Det gjorde hende virkelig gal.
 
Mikas’s ord om, at det lige så meget var hans egen skyld, fik hende til at trække vejret en ekstra gang, og forsøge at berolige sig selv. Han havde vel egentlig ret. Derfor mente Lianna nu stadig, at jægerne burde have sikret sig på en eller anden måde, så uskyldige ikke bare kunne vade lige ind i deres fælder. Men på den anden side, så ville dyrene jo nok heller ikke blive fanget. Som fælden slap sit tag om hans ben, kastede hun den vredt til side. Hendes temperament rasede tydeligvis stadig i hende, og selvom hun gjorde hvad hun kunne for at falde til ro igen, var det ikke helt nemt.
Nervøst så hun til, mens han prøvende støttede på benet, og hun lyste op i et smil, da det så ud til at gå an. ”Der er ingen grund til at takke mig, det er vel, hvad enhver ville have gjort i den situation.” Det mente Lianna i al fald selv, men hjælpsomhed faldt hende selvfølgelig også naturligt, og det var nok ikke alle, der besad den i samme omfang som hende selv. Blidt rystede hun på hovedet, og grinede en smule over hans ord. ”Altså, nu hjalp De mig i Dianthos sidst, så skal vi ikke bare sige at vi er kvit?” Forsigtigt kom hun på benene igen, og tog endnu en dyb vejrtrækning for at forsøge at komme af med den sidste smule vrede, der sad i hende. ”Til gengæld så jeg gerne, at De fulgte med tilbage til gården, så vi kan rense såret ordentligt og sætte en noget bedre forbinding på. Det der holder nok ikke hele vejen til Dianthos.” De sidste af ordene blev ledsaget af en svag latter, som hun afventede hans svar.

Mikas hævede først et bryn over, Lianna stadig var så fornærmet på hans vegne, men så kunne han altså ikke lade være med at smågrine lidt.
"Det er altså lidt sødt, at De tager sådan på vej, men så er det heller ikke værre. Det heler jo igen, og det er vel en jægers arbejde at fange føde? Desuden har han jo placeret fælden ganske godt, når jeg ikke så den" svarede han stadig med et smil på læberne. Han så aldeles ingen grund til at blive så sur over situationen, han kunne trods alt ikke bebrejde andre for at gøre deres arbejde. Det ville svare til, at han blev bebrejdet for at udføre sit arbejde som ridder, og det ville vel heller ikke være retfærdigt?

"De er vist ikke klar over, hvad en kentaur er værd de rigtige steder, så det mener jeg bestemt, der er" svarede han med et skuldertræk. Selvom stemmen imponerende nok stadig var munter, var det ikke løgn; kentaurer kunne medføre en heftig sum krystaller på det sorte marked, fordi de var populære som slaver i Rubinien, og havde det været en med mere skumle planer end Lianna, kunne han sagtens være på vej dertil lige nu.

Mikas nikkede til Liannas ord om bandagen og sendte hende et smil.
"Javel så. Så må jeg hellere gøre det" svarede han muntert, som han ventede på, at hun skulle lede vejen. Han kendte den trods alt ikke.

Hans bemærkning om hendes frustration fik Lianna til at le en smule, og trække vejret dybt. ”Jah, De har jo egentlig ret. Mit temperament løber nogle gange af med mig, det må De undskylde.” Det lå til deres familie at have et ret stort temperament, og Lianna havde altid fået at vide, at det var en side-effekt af deres røde hår. Om det passede vidste hun dog ikke, men der virkede til at være noget om det.
Det næste Mikas sagde, fik hende til at se undrende på ham. Hun havde aldrig tænkt over, at nogle racer blev fanget og solgt, men nu han nævnte det kunne hun egentlig godt se, at det gav mening. Ikke at det på nogen måde var i orden at behandle andre på den måde, ikke i hendes øjne i al fald, men hun kunne godt se for sig, at folk med den forkerte indstilling kunne finde på det. Og selvfølgelig ville en mand der var halvt hest, være ganske nyttig og værdifuld i en sådan handel. Lianna rømmede sig let, og så på ham med en lettere undskyldende mine. ”Det havde jeg ikke lige tænkt over, det er jeg ked af. Så er det godt det var mig der fandt Dem, og ikke en slave-handler.” De sidste ord blev ledsaget af en let usikker latter, som hun forsøgte at lette stemningen en smule igen.
 
Som han tog imod hendes tilbud om at følge med tilbage til gården, nikkede Lianna smilende og begyndte at lede vejen. Lidt mere en halv time senere nåede de frem, og Lianna stoppede op og så på ham. Egentlig ville hun invitere ham indenfor, men hun blev pludselig i tvivl om, om han overhovedet kunne komme ind i huset? Alf, hendes ældste storebror, var en del mindre end Mikas, og han skulle dukke sig en smule for at komme gennem døren. 
Hun bed sig i underlæben, og brugte et øjeblik på at tænke over problemet, inden hun atter vendte sin opmærksomhed mod Mikas og smilede. ”Ja, så er vi her, og jeg ville egentlig gerne invitere Dem indenfor, men… Jeg er bange for, at det bliver lidt problematisk for Dem at komme ind. Jeg håber ikke De tager mit forslag ilde op, men jeg tænker at hvis De er okay med det, kan jeg vise Dem om i stalden? Der ved jeg at der er plads nok til, at vi kan få renset og forbundet såret ordentligt.” nervøst så hun på ham, mens hun afventede hans svar. Hun havde hørt, at nogle halvdyr tog det som en fornærmelse hvis de blev behandlet som et dyr, og hun vidste ikke, om det også gjaldt for kentaurer. Det var på ingen måde hendes hensigt at sammenligne ham med et dyr, situationen var nu engang bare sådan, at han med al sandsynlighed ikke ville kunne komme ind i huset, eller for den sags skyld bevæge sig ordentligt rundt derinde. Og så var stalden trods alt bedre, end at han skulle stå ude på gårdspladsen.