Gevana var netop kommet til Dianthos. En by hun ikke havde været i, siden hun var helt lille barn, og helt ny til shamanernes kunstform. Hvorfor hun ikke var kommet tilbage før, var hun ikke helt sikker på, men nu hvor hun var her, så var hun alligevel lidt skræmt. Byen var større end de mange - forståeligt - mindre byer, som var rundt omkring i landet. Hun havde brugt det meste af sin tid i Piraternes By Fristavn i Flodlandet Azurien, og var derfor ikke helt så vant til mange mennesker. Hvilket faktisk var en af grundene til, at hun var taget hertil. Hun skulle afklimatisere sig selv.

Hendes katana hang i bæltet, mens hendes mange guldsmykker raslede let, som hun steg af båden, som hun havde rejst med. Det havde været en lang tur, på meget lidt plads, og hun var mildest talt udmattet. Behovet for søvn var dog ikke det der trykkede hende, for det havde hun fået rimeligt af. Også selvom det kunne være svært at sove i de der køjer med alle de mænd snorkende omkring sig. Der havde ikke rigtig været kvinder ombord, faktisk havde hun været én af to, som havde valgt at rejse med den her båd.

Hendes kæbe klaprede let i den kolde aftenluft, hvilket gav en klingende lyd på grund af den 'maske' hun bar, som lignede et skelet. Generelt var hun klædt i smykker, som lignede skeletter. For hun var jo trods alt en shaman. Hun havde tit og ofte kontakt med døden, og havde egentlig ikke noget imod det. Selvom hun vidste, at det skræmte andre.

Så rettede hun lidt på sin hestehale, og så handsken på sin højre hånd, hvilket fik smykket som lignede en skelethånd til at rasle også.

Men hun blev langs vandet på broerne, som gik ud til skibene. Nej, hun var ikke klar til at gå ind på en overfyldt kro endnu. Hun ville nyde aftenluften lidt endnu, som den blæste hendes hestehale fra side til side mod hendes ryg. Det var bestemt en dejlig aften. Lidt køligt, men dejligt. Egentlig var hun også glad for at være her, selvom det betød, at hun måtte vænne sig til de mange mennesker. Men det skulle nok komme. Før eller siden. Om ikke andet kunne hun stå tidligt op den næste morgen, og tage det første skib væk herfra. Selvom hun var sikker på, at det nok skulle gå. Men hun var altid forberedt på det værste.

Henne på en af broerne sad en skikkelse, som med det samme interesserede Gevana, men hun ville ikke sige noget til denne. Hun ville ikke forstyrre. Nej, hun gik lidt tættere på, og stoppede så, bare for at betragte vedkommende.

Gevana kunne ikke lade vær med at udstøde en hæs latter. Stjæle skind? Eller i det hele taget stjæle? Nej, det var ikke noget hun gjorde sig i. Måske som barn, da hun havde boet på børnehjem, men efter Præsten havde taget hende ind, så havde hun aldrig haft lyst til eller brug for at stjæle igen. Nej, det var bare ikke hendes stil. Slet, slet ikke.

"Jeg er ikke her for at stjæle," svarede hun så, da hun var færdig med at le, og så indgående på væsnet.

Det var ikke et menneske, kunne hun nu se. Nej, de to buler under hætten tydede på, at det havde ører. Større ører end noget menneske nogensinde kunne have. Og da hun kom nærmere kunne hun også skimte en knap så menneskelig snude. For ja, det var en snude, ikke en næse. Mystisk. Det var ikke fordi hun ikke havde set halvdyr før, men hun havde alligevel ikke forventet at finde halvdyr inde i byen. De holdt som regel til i skove, var hendes erfaring.

"Jeg ville bare..." Hun gik i stå, og så ud over vandet. Det var smukt, "... kender du en kro i nærheden, hvor jeg kan overnatte et par nætter?"

Hun var ikke sikker på, om dette halvdyr overhoved var fra denne by. Eller overhoved kendte noget som helst til byen. Alligevel spurgte hun, for hvem skulle hun ellers spørge? Ja, hun var i hvert fald ikke sikker.

"Jeg hedder Gevana," sagde hun så, men holdt ikke nogen hånd frem. Det var ikke ligefrem sådan halvdyr hilste, var hendes erfaring.

Gevana var ikke ligefrem det mest sociale, men well, det kunne hun da blive. Mente hun nok anyways. Dog var hun glad for at dette væsen ikke tog det ilde op, at hun grinede af hende. Det var trods alt ikke ondt ment. Hun havde bare ikke kunne lade vær med at gøre det. Det var bare en af de reflekser, som hun ikke kunne styre: at grine af andre, når noget var velfortjent eller latterligt.

"Oh, hvorfor ikke?"

Hun lagde hovedet let på skrå, for hun kendte som sagt ikke rigtig Dianthos, og lyttede ivrigt til råd fra folk, som kendte byen bedre. Det var trods alt ikke indenfor hendes egen ekspertise, så hun måtte lytte til dem, som var klogere end hun selv var. Det var noget hun havde lært som meget ung, og noget hun holdt fast i til den dag i dag: at lytte til dem som var ældre og klogere. Også selvom dette væsen ikke ligefrem virkede ældre end hendes selv, og kvinden var ej heller specielt høj. Selv på en dårlig dag ville Gevana kunne klare hende i kamp.

"Tasja..." kom det eftertænksomt fra hende, da hun hørte kvindens navn. Det var et skægt navn, og bestemt også feminint. Måske endda også kønt.

"Hvis du ikke har noget imod, at jeg spørger: Er du ikke et halvdyr?" fandt hun så sig selv spørge, som hun lagde hovedet på skrå til den modsatte side af før, og smilede venligt, så godt som hun nu kunne gennem masken.

Gevana nikkede eftertænksomt. Jo tak, det kunne hun se. Slagsmål var ikke ligefrem nyt for Gevana, men hun kunne da godt ønske sig en rolig nat. Også selvom hun ikke havde råd til en rolige nat. Probably. Det var højest sandsynlig dyrere at sove roligt, end at sove på den her kro et par enkelte nætter. Men nu måtte hun se hvad det blev til. Hun ville i hvert fald gerne sove et mere roligt sted, men det var måske slet ikke muligt i storbyen. For det var jo det Dianthos var, når alt kom til alt.

"Rolig rolig!" Hun løftede hænderne afværgende op, og forsøgte at berolige halvdyret, Tasja, som hun hed. Hun var bestemt ikke ude på at nedgøre eller nedværdige Tasja. På ingen måde! Hun havde som udgangspunkt ikke forbehold mod andre racer. Andet end dæmoner og orker altså. De var sjældent gode, når alt kom til alt.

"Hey skrid fister!" råbte hun til den fulde mand, som generede Tasja, men nåede ikke gøre noget, før halvdyret havde givet ham et cirkel spark. Suk, suk! Men i det mindste gik han da sin vej igen. Det hjalp lidt på hendes humør.

Så vendte hun sig mod Tasja igen, hænderne stadigvæk oppe: "Rolig nu. Jeg er ikke ude på at genere dig," fortalte hun Tasja sandfærdigt, før hun tilføjede, "Hvorfor skulle jeg gøre dig til en slave? Jeg har intet behov for en slave. Desuden synes jeg ikke om slaveri. Hvorfor skal nogen være herre over et andet væsen? Det giver ikke mening for mig."

I hendes øjne var Tasja ligesom alle andre hun mødte. Og mindst lige så meget værd.

Gevana sukkede trist, da Tasja fortalte, at folk ville gøre halvdyr til slaver. Ikke fordi det var en ny teori, men fordi det var noget, som for de fleste var fortid. Det var ikke noget ret mange gjorde længere. Man gjorde det vel stadigvæk i Rubinien, men det var heldigvis ikke så normalt i resten af Krystallandet. De fleste vidste godt, at det ikke var godt eller særlig smart at slavebinde andre væsner, og de fleste holdt sig fra at gøre netop det. Heldigvis da! Gevana kunne slet ikke forestille sig at have en slave, for hvad skulle hun med sådan en? Hun kunne trods alt klare de fleste ting selv, og ellers betalte hun sig altså fra det.

"Det gør vi altså ikke her. Eller det mener jeg i hvert fald ikke man gør i Dianthos. Ej heller der hvor jeg kommer fra," forklarede hun Tasja, og håbede at hun ville falde lidt ned, så de ikke behøvede at være så vrede på hinanden. For selvom Gevana var vant til vrede i kamp, så talte hun ikke med ret mange væsner, og var derfor ikke vant til det i en almindelig samtale.

"Forståeligt nok, hvis man er vant til skoven," svarede hun og nikkede enigt, "Jeg har selv boet i en grotte for nogle år siden, og at komme ind et sted hvor der var bare lidt flere af andre væsner var bestemt også en udfordring for mig."

Det var nemlig det hun gik ud fra, at det handlede om for Tasja: At det var ubehageligt at være i byen, fordi hun ikke var vant til det. Men igen, så kunne hun jo sagtens tage fejl. Det ville i hvert fald ikke have været første gang. Det var et par gange mere end hun kunne tælle på to hænder.

Gevana lagde hovedet let på skrå. Hun kunne ikke helt relatere til, at byen gav hende myrekryb, men hun kunne relatere til noget af ubehaget. En smule. Noget af det i hvert fald. Hun var ikke ligefrem vild med at være i en storby som Dianthos. Der var for mange mennesker, men hun var ikke ligefrem bleg for at skære hånden af en tyv, hvis nogen skulle finde på at stikke hænderne i lommerne på hende, og bestjæle hende. Hun var trods alt meget obeservant, også selvom byens mange lyde kunne lede hende på afveje.

"Ja, okay, det forstår jeg," svarede hun og lagde mærke til, at Tasja skævede over mod en butik af en art. Det gjorde hende nysgerrig. Hun kunne ikke lade vær med at spørge: "Dine skind. Skal de sælges? Er det derfor du er i Dianthos, selvom du ikke bryder dig om det?"

Hele tiden holdt hun øje med sømændene ud af øjenkrogen. Hun var ikke sikker på, om hun stolede på dem, selvom de var i lysets by Dianthos. Men igen, så stolede hun jo ikke på ret mange. Hun var imødekommende ja. Uskyldig til det modsatte var bevist, havde hun altid sagt. Det havde hun fået fra sin lærermester, og havde holdt ved det lige siden.

Så endte hun med at sige, "Du stoler ikke ret meget på mennesker, gør du? Ikke på mig i hvert fald."

Gevana nikkede eftertænksomt. Hun var ingen verdensmester i at læse andre mennesker, men dette væsen, dette halvdyrs, signaler var ret så tydelige. Hun virkede ret ligefrem, hvilket gjorde at en som Gevana kunne læse hende. En som normalt ikke ville omgåes med andre væsner. Hun havde trods alt levet i bjergene i flere år efterhånden, som led i sin træning som Shaman. At bo i en hule i mange år havde ikke ligefrem gjort hende til en bedre menneskekender.

"Forståeligt. Der er også kun meget få jeg stoler på," hendes hånd hvilede diskret lige over hende kantanas skæfte, men hun rørte den ikke. Den anden hånd hvilede på hoften, som hun så rundt på de efterhånden mange sømænd, som bevægede sig rundt i området. Der var noget ved dem, som hun ikke kunne lide. Om det var fordi de var mænd, eller fordi de var meget muskuløse vidste hun ikke. Men hun brød sig ikke om dem!

"Det er i hvert fald planen," svarede hun med et kort nik, før hun samlede sin oppakning, en slags læder rygsæk, op fra træbroen under dem, og så mod byen igen, "Så jeg må hellere komme af sted. Jeg hører at det er svært at finde et værelse, hvis man er for langsom."

Med de ord svingede hun rygsækken om på ryggen, og forlod Tasja, "Vi ses måske en anden gang Tasja!"