Var der noget bedre end en mørk, og regnfuld aften. Vejret var fantastisk, omgivelserne var præget af sin helt egen skønhed og charme. Der var bare et eller andet over hele byen, noget som var meget svært at sætte en finger på. Larmen var lav, hvilket var underligt, eftersom de væsner og mennesker som boede i byen, tit larmede. Hvis de ikke larmede ville man nærmest tro, at der var sket noget. Dog var det som om, at stilheden overdøvede den støj, og lave larm som kunne høres i gaderne, og inde fra hytterne. I et ganske roligt tempo, trådte skikkelsen igennem nogle vandpytter. Tillod sig, at lade de gyldne øjne scanne omgivelserne. Lod kort sin tunge glide hen over sit tandsæt. 

Sulten havde meldt sig, og humøret havde slet ikke nået det højeste niveau - endnu. Hovedet blev tiltet lidt, og skikkelsen stoppede op foran en lille bod, tæt ved en gyde. Det næsten gyselige smil blev fundet frem, og de gyldne øjne gled langsomt ned over salgsmanden foran sig. Ingen ord blev ytret, men det var tydeligt at skikkelsen var ude på noget. Navnet vidste de fleste godt, hvad var. Mange i byen, havde skam set dæmonen vandre rundt, og fordrive tiden, så meget han kunne. Den kolde luft blev indåndet, og det strittende hår, var pludselig ikke så strittende mere.

"Jeg behøver vel ikke, at præsentere mig vel" ordene blev slynget ud, med et særdeles charmerende smil, som lige kunne matche resten af udseendet. Mizech betragtede manden, som mest af alt bare stod og stirrede som om han ingen ord kendte til. Det var en smule udfordrende for en dæmon som Mizech, og han lænede sig lidt ind over boden, og skænkede slet ikke sit våde tøj, og dryppende hår en tanke"Jeg vil være klog, og takke ja til at hjælpe mig med noget" det lød nærmest hvislende som en slange i en menneskekrop. 

De borende, intense gyldne øjne var fastlåst på manden, imens han blot afventede salgsmandens svar. Der var absolut intet sjov, i at fortælle manden, hvad planer der var blevet lagt for aftenen. Hvad dæmoniske tanker der strømmede igennem hans dæmonisk hoved, havde Mizech ikke tænkt sig at afsløre. Han kunne godt minde om sine forældre, det vidste han godt. Men han var gudskelov glad for, at ingen af dem var i nærheden.

Regn? Var det virkelig det vejr, han havde valgt at begive sig ud i? Dæmonen sukkede irriteret, som han begravede hænderne i lommen på den mørke frakke. Kraven var trukket op omkring nakken, så vandet ikke fandt vej under denne. De gyldne øjne spejdede omkring i den mørke og våde aften. Han vidste udmærket, hvor han skulle hen, men kunne alligevel ikke lade vær med at tage en mindre omvej, blot for at se, om noget andet.. mere interessant, kunne fange hans opmærksomhed først. Deavás tvivlede, men han kunne jo være heldig? Et møde, som det han skulle til, kunne altid vente. Eller iagttageren skulle nok vente på ham, for de ville faktisk ikke have noget andet valg. Det ville ikke gå udover ham, men iagttageren, hvis informationerne ikke blev overleveret til tiden. Derfor hvilede der også et lusket smil på hans læber, som han bevidst undgik mødestedet for nu.

Jeg behøver vel ikke, at præsentere mig vel.. Ordene var ganske flabet, barnlige, hvis man spurgte den ældre dæmon, som ved et tilfælde var kommet forbi i samme sekund, som ordene var blevet ytret af den unge dæmon. Han var jo nærmest bare spæd.. Selvom drengen ikke sagde ham noget særligt og han egentlig ikke var interesseret i, hvad der foregik og hvorfor drengen talte på denne måde. Så stoppede han op, blot for at se drengen over skulderen og få øjenkontakt med manden bagved boden. Det gav et mindre sæt i manden, som han straks bukkede hovedet og undskyldte. Mizech ville højst sandsynligt tage det som en undskyldning overfor ham, men hvis drengen var bare en smule opmærksom, som ville han være i stand til at vide, at der stod nogen lige bagved ham.

”Generer drengen dig, Rafael?” spurgte Deavás med en ganske let stemme, den var ru og kantet, som den nemt skar igennem regnens lyde. Manden bagved boden rystede straks på hovedet. Han ønskede næppe problemer med nogen af dem.. Ikke at Deavás kunne se, hvorfor drengen skulle være af nogen særlig betydning. Tusmørkely var ikke et fremmed sted for dæmonen, derfor var han mere en almindelig bekendt med området og dets arbejdere. Det var vigtigt at have et godt forhold til dem, der ved et tilfælde kunne overhøre nogle interessante detaljer, som andre måske ikke bed mærke i.

Med sine gyldne øjne låst på salgsmanden, hvis navn Mizech for længst havde glemt, dukkede op i hans hukommelse igen. Rafael, ja det var skam det som manden hed. Ikke at det var nødvendig information for en dæmon som ham, men det var vel også rart nok at kende navnet på de folk, som solgte interessante sager. En stemme kunne høres tæt på ham, og det var ikke en som Mizech kunne erindre, at have hørt før. Hvorfor skulle denne person også blande sig, det var da irriterende. De gyldne øjne gled over skulderen på den ankomne person. Et elevatorblik blev givet, og han stak en hånd ned i lommen på den lange kimono. Perlehalskæden hang som altid rundt om hans hals, og han tiltede hovedet en anelse.

"Nærmere dig, som generer mig" fløj det bare spontant ud af hans mund, og han synes pludselig der var et eller andet ved denne mystiske person. Noget som næsten virkede ens i forhold til ham selv. Var det udseendet? måden at være på? Et højt suk forlod munden, som Mizech vendte sit blik hen på salgsmanden, ved navnet Rafael. Lige nu var interessen størst ved denne mand, og ikke den mystiske, irriterende person som var kommet. Dæmoner kunne være trælse, og belastende - generelt det værste som fandtes. Selv var han et godt eksempel, men tillod sig bare, at have en eksemplarisk, og 'pæn' opførsel. Det var ikke til, at vide om hans forældre spejdede rundt i nærheden, og på den anden side, så var han ligeglad. Han ønskede slet ikke, at se dem, selvom han inderst inde ønskede det.

Hånden trak han op fra lommen, og lænede sig lidt ind imod denne dæmon som stod i nærheden af ham "Heldigvis ser du jo ganske godt ud, jeg kunne næsten æde dig med øjnene" det var sandt, eftersom Mizech slet ikke ønskede, at fysisk spise denne dæmon som stod foran ham. Tungen lod han glide hen over de kolde læber, og afventede svar fra denne mystiske dæmon. Gad vide, hvem det var? og hvorfor han skulle blande sig, i den kommende forretning som Mizech skulle igang med. Hans mor ville sikkert være stolt af ham lige nu, den kvinde var jo nærmest forførelses mesteren, uden at gøre noget som helst. På den anden side, så vidste han faktisk slet ikke, hvordan hans far var. Var han også sådan? var han ligesom Mizech selv? eller var han bare helt anderledes. Han var nysgerrig, selvom han ikke nævnte det, eller i den sags skyld pointerede det. 

Aftalen, mødet, som han egentlig var kommet efter, kunne vente. Særligt nu hvor han faktisk så, hvem det var, der generede sælgeren i boden. Lilith havde fortalt om hans søn, men han havde egentlig ikke ville møde ham eller på nogen måde ville interagere med. Men nu var han ligesom faldet over ham. For ja, han havde undersøgt sagen nærmere. For det var vigtigt at vide, hvilket afkom, der befandt sig i verdenen og hvor. Derfor var han også udmærket klar over, at drengen foran ham, faktisk tilhørte Verbatim. Den samme organisation, som han selv arbejdede for. Ikke at det skulle forhindre ham i, at tage hævn eller forvolde drengen smerter på den ene eller anden måde.

Deavás ignorerede drengens kommentar, som han blot nikkede til sælgeren og først derefter kiggede på drengen. Hans egen søn.. afkom.. den unge dæmon var enten modig eller virkelig dumdristig, sådan at lægge an på hans overordnede, men samtidig også sin egen far. Selvfølgelig vidste han ikke bedre. Der bredte sig et lusket smil på de smalle læber. "Det ville blive en al for stor mundfuld, for sådan en bette dreng, som dig" lo han hånligt, fordi det morede ham, at han overhovedet gjorde sig nogle forhåbninger omkring det. Men han vidste også noget, som drengen ikke gjorde. "Men hvis du insisterer, så kan vi da godt.. lege" han greb uden advarsel fat i drengens kæbeparti, som han løftede hagen for at kysse ham på munden.

Før han overhovedet nåede at afgive svar til denne dæmon, havde denne dæmon foran ham været hurtig. Følelsen af dæmonens læber imod sine egne, fik først de gyldne øjne til at stirre overrasket på denne charmerende dæmon foran sig. Uden at ane noget som helst omkring dæmonen. Han var tæt på at brokke sig over, at blive kaldt bette. Men ingen ord blev ytret, før han blev kysset. Et lille lusket smil dukkede op på ansigtet, og med vilje holdte han fast i kysset.

Den her leg kunne han godt være med på, og det var bestemt ikke noget som Mizech havde noget imod. Jovist så vidste han ikke, at det var hans egen far, men der var så mange ting han ikke vidste alligevel. Bekymringerne omkring hvor filan hans egen far var henne, var heller ikke noget han prægede sit hoved med. Øjnene lukkede han kort, hvorefter han løftede en hånd op imod dæmonens hals. Greb blidt fat rundt om halsen på den unavngivne dæmon"Hmm..."mumlede han under kysset i en lav tone, og tillod sig at bide ned i dæmonens underlæbe.

Hvem var denne charmerende dæmon, han virkede nærmest ligeså forførende, og frisk som ham selv. Nå det var ligemeget, det gad han ikke bruge tid på, at finde svar på. Han trak sig så tilbage, og fastholdte sit blide greb rundt om dæmonens hals. Med ansigtet få centimeter væk, lod han et lusket smil sprede sig, og bed sig lidt fast i underlæben på denne mystiske, og tiltrækkende dæmon foran sig"Kysser du altid fremmede dæmoner, eller er jeg bare heldig" et glimt i de gyldne øjne kunne ses, og hovedet tiltede han lidt. At der faktisk også var personerne i nærheden, var Mizech ligeglad med. Lige nu var hans interesse stjålet, fra salgsmanden Rafael, til denne kys stjålne dæmon. Navnet kendte han ikke, men udseendet var lokkende ligesom hans eget. 

Det var lidt af et sats, at kysse drengen på åben gade. Men Deavás var ikke ligefrem kendt for at holde sig tilbage, så han ville næppe begynde på det nu. Desuden så var det drengen, der havde startet med at tænke i de baner, så han kunne ligeså godt gribe bolden og føre den videre? Men kysset var også en måde hvorpå at han kunne teste drengens attitude og se om han bare havde det hele i munden, eller om han faktisk ikke havde problemer med at føre det videre. 

Kysset blev længere end forventet, som et glimt dukkede op i de gyldne øjne. Han var uden tvivl ikke bange af sig, noget der måske kunne vise sig at være en god ting, når man var i Deavás selskab. For der ville man næsten altid få testet sine grænser. Rafael derimod havde valgt at trække sig fra samtalen, som han havde delt et blik med Deavás og næsten fået besked på at smutte. De behøvede ikke at tale sammen, ikke når man kendte modparten. Eller frygtede ham.. 

Bidet i underlæben bragte et smil frem på hans læber, som han straks lagde en arm omkring drengens lænd og trak ham tæt på. I en flydende bevægelse stod de nu for alvor med fronten imod hinanden. Deavás greb fat i drengens hage og holdt ham fast, så deres blikke kunne mødes. "Sidste chance for at trække sig" advarede han drengen, sønnen, som slet ikke vidste hvad han begav sig ud i. Men han kunne da give ham en advarsel. Men det ville også blive alt fra ham for nu. Drengens spørgsmål blev aldrig rigtig besvaret, som Deavás dog straks greb fat om Mizechs ene balle og klemte til. Måske det var svar nok?

Tydeligt kunne Mizech ikke gøre ret meget lige nu, han stod bare afslappet med øjenkontakt med den modsatte dæmon, hvis øjne matchede sine egne øjne. Det her kunne godt gå hen og blive en interessant og intens leg, og det var lige netop det som fristede en dæmon som Mizech. Enlig kunne han sagtens bruge sin tid på andre ting, om det så var eliksir, snuppe en drink, ødelægge en landsby, så var det her som skete lige nu, meget mere sjovt i hans øjne. Det var også mere interessant, og han lod det luskede smil vokse en smule. Ordene bekymrede ham ikke, og han tænkte ikke så meget over dem. 

"Jeg trækker dig med hjem til mig, i stedenfor.. Det synes jeg lyder som en fair deal" halvt hviskede han imod læberne på den modsatte dæmon. Som grebet om sin ene balle, og han efterhånden var tæt på denne mystiske unavngivne dæmon. Kunne han vel ikke andet end, at fortsætte. Desuden var luften efterhånden begyndt at blive fyldt med fristelser, og regnen havde også gjort hans kimono, og hår drivvådt. Det var mere vådt nu, end det havde været da han trådte ud fra sin hytte. Han tillod sig at stryge en finger hen over læberne på denne tiltrækkende dæmon, som Mizech fortsat ikke havde nogen anelse om, hvem var.

Det var også ligemeget, det var ikke noget han behøvede at vide lige nu. Det luskede smil voksede, og han pustede kort imod de fristende læber på den modsatte dæmon. Det var heldigt at hytten han boede i ikke var langt væk, så de behøvede ikke fortsætte deres flirteri ude på åben gade. Ikke at der var noget galt i det, men der var mange flere muligheder hjemme hos ham. Specielt når det var indenfor, og han var også begyndt at blive træt af det våde tøj, og håret som bare dryppede derudad"Jeg skal af med det tøj her.. Det er alt for vådt" og det var sande ord, hans kimono var drivvåd, og sad nærmest klistret fast til hans krop, og det var tæt på at halskæden også var klistret fast.

Dæmonen var bare en dreng. Hans eget afkom, men det gav ikke nødvendigvis drengen en fordel, eftersom at han ikke havde sagt ja til at der skulle fødes et barn med hans gener.. han havde ikke haft planer om det og ærlig talt, så var han fristet til at gøre en ende på hans lidelser også. Mizech var blot et produkt af to intense dæmoner, der havde problemer med at holde fingrene fra hinanden, når først de var sammen. Intet andet. Derfor var det næsten synd at lade ham leve? Alligevel var Deavás fristet til at se, hvad hans gener havde været med til at fremavle. Den tanke var alt, hvad der forhindrede ham i at dræbe drengen på stedet.. det og drengens tydelige lyst.

Deavás løftede ganske let det ene øjenbryn, som drengen gav udtryk for, at han ville trække ham med sig hjem. Derpå blev smilet mere lusket, som han blot nikkede og indvilligede i, at det var hvad de burde gøre lige nu. "Nuvel, så lad os komme afsted" svarede han køligt, på dæmonisk selvfølgelig. Havde drengen lært det under sin sparsomme opvækst uden Lilith? Eller lå der mere i hans opvækst? 

Drengen virkede ihærdig, men også som om han handlede før han tænkte. Det kunne umuligt være noget, han havde fået fra sin far. For Deavás tænkte altid flere skridt fremad. Ellers kunne man hurtigt havne i problemer.. han havde dog ikke forventet at Lilith ville bære på hans barn. Hun virkede lige så syg i hovedet som ham, når det først kom til børn. Men nu havde muligheden budt sig, så måtte han jo hellere udnytte det. Han slap drengens balle og valgte i stedet at skubbe ham afsted, så de kunne komme ud af regnen og ind i varmen. "Jeg bliver så hurtigt utålmodig, så få lidt fart på" skyndte han på drengen med et glimt i øjet.

Som de begge to nåede hen til hytten, spredte der sig et lusket smil på hele ansigtet, som Mizech åbnede døren, og trådte til side. Manere havde han vel - ish? Han gjorde enlig, hvad han selv ville, og tænkte var bedst. Han dog udover det, også meget god til at tilpasse sig sit selskab, og omgivelser. At den modsatte dæmon var trådt indenfor, gik han ud fra, og lukkede derfor døren. Han begyndte at åbne sin kimono, og det var enlig ikke fordi han allerede tænkte at han ville kaste sig over den modsatte dæmon. Næh nej, han trængte bare til at komme af med tøjstykket, som bare havde klistret sig til kroppen alt for længe.

"Min mor er også utålmodig, endnu mere end jeg selv er"svarede han på dæmonisk, som han undslap et lille grin. Han gik hen til sofabordet, og samlede Sheja op. Slangen som altid var ved hans side, som han tit havde gjort større. Det var kun grundet en af hans evne, at det kunne lade sig gøre. Med en simpel håndbevægelse, fik han nogenlunde styr på håret, og gik afslappet hen imod køkkenet. Sheja kælede han lidt for, og kastede så et blik over skulderen til dæmonen som nu var gæst i hans hjem"Du har ikke noget imod slanger vel?" et lusket smil spredte sig, og han lod derefter kort sin tunge glide hen over sine læber.

Enlig var Mizech ret sikker på, at det kun var ham som ejede dyr, blandt hans forældre. Hans mor ejede kun slaver, så meget var han da sikker på. Det undrede ham heller ikke, at hun ikke havde dyr. Hvis hun endelig havde dyr, var det sikkert noget, man slet ikke ønskede at kende til, og nærme sig. Han fandt to glas frem, og placerede sin slange Sheja på skulderen. Enlig havde han ikke tænkt over, at han stod nøgen, kun iført halskæden rundt om halsen"Jeg må hellere huske mine manere... Kan jeg tilbyde noget at drikke?" de gyldne øjne blev låst fast på dæmonen ved døren, som Mizech afventede svar og reaktion. 

Drengen forstod, altså til en vis grænse, siden han ingen idé havde om, hvem han faktisk var i færd med at byde indenfor. Ikke at Deavás ville ødelægge øjeblikket, som han blot trådte indenfor i hytten og lod blikket vandre omkring. Hytten virkede bekendt. Men ikke nok til at han tænkte mere over det. Det kunne skyldes mange ting, alt afhængig af hvordan Mizech havde skaffet hytten. Han tvivlede på, at drengen ville betale for at bo der. Så han havde nok formået at skaffe den på anden vis.. men eftersom at de var kommet indenfor, valgte Deavás at trække frakken af, som han hang den ved døren og strøg en hånd igennem folderne for at sikre sig, at den hang ordentligt. Alt imens at drengen fjernede sin kimono.

Synet var nydeligt, som han lod blikket vandre ned over drengen, imens at han lyttede til hans ord. Han skulle bare vide.. Deavás var udemærket klar over at Lilith kunne være noget så utålmodig, når det kom til næsten alt i hendes liv. At hun havde klaret sig igennem en graviditet var stadig imponerende.. "Så burde det ikke overraske dig" svarede han en smule henkastet før at han vendte blikket imod slangen. Så han kunne godt lide slanger.. spændende hobby. "Jeg kan forstå fascinationen for deres gift og dødelighed" svarede han til spørgsmålet. Slanger var bestemt ikke noget problem. De kunne bruges til mange ting.

Deavás nikkede lydløst til tilbuddet om noget at drikke. Han skulle jo nødigt tørste, hvis han fik sin vilje med drengen. Det var godt at fylde væske depoterne op inden. Men derefter valgte han dog at bevæge sig ind i stuen, for at sætte sig i sofaen, hvorpå han klappede på sig skød, en tydelig invitation til drengen om at sætte sig lige der. Han havde jo intet tøj på, og alligevel var der så langt imellem dem.. det var lidt en skam, selvom Deavás sagtens kunne nyde udsigten.

Udvalget af drikkelse, var alt for stor. Var denne dæmon henne i sofaen til vin, blod, sjæle, eller alt muligt andet. Det var slet ikke noget, som Mizech vidste. Så måtte han vel bare prøve, at gætte lidt på det. Det værste der kunne ske, var vel at det han valgte ikke behagede denne fristende dæmon, som tydeligt kiggede hen på ham. Slangen strøg han hen over skællet en smule, før han fik hældt noget vin op til dem begge to. Med begge glas i hænderne gik han hen til sofaen, og satte begge glas ned på bordet. Der lå et tilfreds smil over ansigtet på Mizech, som han havde den anden dæmons fulde opmærksomhed. Det var noget han godt kunne lide, og så godt tegnet om, at han skulle sætte sig ned på skødet af dæmonen.

"Jeg er sommetider dårlig til, at høre efter"svarede han, hvorefter han greb blidt fat rundt om dæmonens hals, og lænede sin pande imod hans. Et lusket smil dukkede op, og glimtet i de gyldne øjne kunne ses. Han satte sig halvt ned over den modsatte dæmon, og greb blidt fat i Sheja med den frie hånd. Placerede slangen på bordet lidt væk fra glassene. Hvem han enlig havde mest fra af kendetegn vidste han ikke, der var jo både noget fra hans mor, men også noget fra faren. Mizech fik låst sit blik fast på dæmonen foran sig, og med grebet om halsen, lænede han sig ned imod læberne, som han var fristet til at bide lidt i.

Der var vel tid nok, så han behøvede ikke skynde sig. Han kunne have gjort som dæmonen havde sagt, og bare sat sig ned på skødet, men hvad sjov var der i det? det var lidt sjovere, at gå imod ordene, og gøre noget helt andet"Gift er også interessant.. Kan bruges til mange praktiske ting, ligesom eliksirer"halvt hviskede han imod dæmonens læber, før han lod sig nærme endnu mere. Kun med ganske få centimeter imellem, og imens han fortsat sad halvt over denne mystiske og charmerende dæmon foran ham, løsnede han grebet rundt om halsen en smule. Enlig legede han aldrig særlig pænt, men det passede godt til hans mor, hun legede vel heller aldrig pænt. Som mor som søn vel. Bortset fra at han ikke havde blå hud, og skrigende rødt hår. 

Det var lige før, at man ikke kunne tilbyde det forkerte for den gamle dæmon.. han havde fået smag for lidt af hvert efterhånden, hvilket nok også var årsagen til at han ikke blev generet af tanken om at ligge sammen med sin egen søn. Hans kød og blod, hvad enten det var planlagt eller ej, så kunne der ske hvad som helst. Drengen skulle selvfølgelig også passe på med at træde ved siden af, da Deavás ikke var særlig glad for ulydighed, men det skulle han nok finde ud af før end senere. Derfor var drengens næsten ord også farlige. Ungdommen ny til dage.. han rystede dog lettere opgivende på hovedet, så længe det ikke drejede sig om direkte ulydighed. Deres blikke mødtes dog stadig, som Deavás løftede begge hænder og placerede dem imod hans baller.

"Ikke sikkert det belønner sig i mit selskab" advarede han med et lusket glimt i øjnene. Deavás skulle nok få sin vilje, særligt overfor sin egen søn, men drengen kunne selvfølgelig ikke vide, at han allerede nu var i problemer bare på grund af sine gener. Han valgte derefter at massere ballerne ganske let, imens at han fastholdt drengens blik. Så strakte han sig de sidste centimeter for at kræve et kys, imens at fingrene langsomt bevægede sig ind imellem ballerne på ham. Han lod ikke til at være interesseret i slangen lige nu, som han også ignorerede drengens ord. Han havde jo praktisk talt tilbudt sig selv til den ældre dæmon, så Deavás havde tænkt sig at tage hvad der var blevet ham tilbudt.

Grebet omkring halsen blev sluppet, og i stedenfor slikkede Mizech sig rundt om munden, som havde han lige spist et lækkert måltid. Synet af denne her person, som enlig var ukendt for ham, fordi hvem filan var han. Udover at minde en del om sig selv, mest på udseende. Det var godt nok underligt, men efter følelsen af hans baller blev masseret, og fingrene fik ham til at fastholde det luskede smil. Det var ikke ligefrem noget, han havde prøvet før, men det behøvede denne dæmon ikke at vide, næh nej Mizech havde i den grad tænkt sig, at fremstå rutineret. Jovist så havde han da været sammen med flest kvinder, og ikke så mange mænd. Men selv de mænd han havde været sammen med, havde haft en kedelig tilgang til alting. 

Det pludselig kys holdte han, som hans gyldne øjne bare gled ind i de modsatte gyldne øjne. Normalt ville han nok lukke sine øjne, men ikke lige nu. I dette her øjeblik, kiggede han nærmest bare intens ind i de modsatte gyldne øjne. Ligeså flotte som sine egne, men om det var fra sin mor eller far han faktisk havde ejet den farve, vidste han ikke helt. Under kysset lod han med vilje sin tunge fange hans, hvis denne dæmon tillod det, ellers var det ligegyldigt. Mizech kunne sagtens nyde kysset under at fange denne dæmons tunge. Det var også som om at Sheja, hans slange overhovedet ikke var i hans tanker lige nu. Men vinen derimod, den havde han ikke glemt. Planer omkring netop dén, det kunne han ikke undgå, eller løbe sig fra.

Fristende, bed han ned i dæmonens underlæbe, imens øjnene blev åbnet. De kiggede direkte ind i dæmonens øjne. Ikke at der var noget galt i det, han nød skam følelsen, af at have lidt styring lige nu"Mhmm... Fristende" fløj det halvt hviskende ud af hans mund, som han slikkede lidt af blodet væk fra dæmonens underlæbe. Han havde bidt lidt for hårdt, men det var kun med vilje. Kun så han netop kunne lade sin tunge slikke underlæben ren, og han håbede da ikke at den modsatte dæmon havde noget imod det.

Drengen kunne umuligt have samlet særlig meget erfaring, når man tænkte på, hvor lang tid han havde levet. Men samtidig havde Deavás også en forventning af, at han måske var ligeså lysten, som hans forældre. Altså ville han ikke holde sig tilbage for mulighederne, hvis de blev ham budt. Ligesom nu, så holdte drengen ikke igen, selvom han bestemt insisterede på at have kontrollen over situationen. Det skulle nok vise sig at blive en udfordring, hvis altså.. de kom meget længere end her til.

Det virkede lidt som om at drengen var overmodige, for han var virkelig igang med at prøve grænser af lige nu. Sådan som han holdt igen, men samtidig også forsøgte at holde gnisten kørende. Derfor endte han også med at stille neglene i huden på drengen, som han rev fingrene rundt om hans baller og trak nogle røde mærker hele vejen. Det var lidt prisen for at bide ham i underlæben, så måske Mizech skulle have forventet det. Deavás havde dog ikke planer om at slikke blodet af, hvis hans negle havde brudt huden. "Frist mig nu ikke" Lo han hviskende, som han sagtens kunne tage hvad han ønskede, hvis drengen havde planer om at gøre hvad han kunne for at forsøge at undgå det.. det Deavás mente var uundgåeligt lige nu.

"Og hvis jeg ikke lytter efter.. Jeg er ret god til at friste andre" svarede han efterfulgt af et charmerende smil. Det var korrekt, og det var både noget naturligt, og noget han nok havde arvet fra sin mor. Han kendte jo ikke meget til sin far, så han anede intet om hvor god faren var til at friste andre. Neglene som rørte ved hans hud, fik de gyldne øjne til at bore sig lidt ind i dæmonens øjne. En tilfreds lav brummen forlod hans mund, og han strøg nogle fingre ned over halsen på denne lokkende dæmon foran ham. Imens Mizech fortsat sad med et ben på hver side af denne dæmon, lænede han sig en smule tilbage.

Grebet rundt om sit glas med vin, var bevidst. Han skulle slukke tørsten en smule, før han overhovedet havde tænkt sig at fortsætte med, det han havde gang i. Forhåbentligt kunne denne dæmon godt vente lidt, medmindre utålmodighed, var noget der fandtes hos denne dæmon også. Med glasset fyldt med vin i hånden, lod han læberne røre kanten, før han hældt den røde væske ned i halsen. Tilfreds slikkede han sig om munden, og lod med vilje lidt af vinen dryppe ned på dæmonens nøgne hud. Derefter satte han glasset tilbage på sofabordet, og fik lagt hovedet lidt på skrå. Mundvigene spredte han en smule, og lænede sig en smule ind imod dæmonens brystkasse.

Tungen rørte den røde væske på brystet, og Mizech puttede et lusket smil på sit ansigt, som han lod læberne blive farvet af den røde, og smagfulde væske"Mhmm... Du smager ret godt med vin udover dig" han lod tungen glide lidt ned over brystvorterne på dæmonen, før han pludselig stoppede. Den fristende tunge, sørgede for at slikke vinen af sine læber, før han rettede sig lidt op, og holdte sit fokus og opmærksomhed på dæmonen foran sig. 

Forbitrede gener.. han kunne se så meget af Lilith i den knægt. Det var helt forfærdeligt, for det var tæt på umuligt at undgå hendes klør, når først hun borede dem ned i ham. Altså måtte han gøre noget før at drengen gik for vidt, ellers ville der ikke være nogen vej tilbage for nogen af dem. Deavás brummede en smule irriteret, som drengen forsøgte at komme uden om, på den ene eller anden måde. Advarsler virkede tydeligvis ikke på ham, så i stedet måtte han jo bare vise ham, hvad han mente. Ord var ikke nok, så ville handling måske være med til at overbevise ham. Han nappede efterfølgende ud efter fingrene, som strøg ned langs med hans hals. Imens at han klemte ballerne på Mizech for at trække ham tættere på sit eget skød. 

Blikket faldt pludselig på glasset, som Mizech holdt i hånden og langsomt tog en tår af. De få dråber, der ramte hans brystkasse gjorde intet, som han dog flyttede den ene hånd fra ballen, for at tage glasset ud af hånden på drengen. Kort efter havde han placeret det imod sine egne læber for at tage en tår selv. Efterfølgende valgte han dog at stille glasset i sofaen. Det bekymrede ham ikke at den røde væske kunne ende med at farve sofaen, det var jo ikke hans sofa. Så måtte Mizech bare forholde sig i ro. 

Der blev eksperimenteret en smule, som han lige pludselig mærkede en varm tunge imod sin brystkasse. Forsøgte han at slikke vinen, som han havde spildt, af? "Ikke flere lege, knægt" det lød som en ordre, hvilket det i teorien også var, som han dog sukkede let i takt med at Mizech bevægede tungen omkring. "Hvis du har i sinde at tænde mig, er du nød til at gøre noget ved det" fortsatte han køligt, som han atter placerede begge hænder imod hans røv, men denne gang straks førte en finger imellem hans baller. Var han vant til denne form for behandling eller var han tilbageholdende fordi han foretrak at være giveren frem for modtageren?

At sofaen nu havde fået en ganske vinfarve, bekymrede ham ikke. Tværtimod var det næsten som om, det lige pyntede en smule mere. Desuden var der andre vigtigere ting, at tænke på end sofaen. Følelsen af at blive trukket tættere på, fik et lusket smil frem på ansigtet, som Mizech lod sit blik låse sig fast på de gyldne øjne, som dæmonen selv ejede. Grebet denne dæmon havde på sine baller, var ganske lokkende. Mest fordi han lige nu havde lyst til, at mærke endnu mere. Men Mizech mente selv, at der var tid nok, og han behøvede ikke bekymre sig at hans mor skulle dukke op. Åh alle de forpulede gange, den kvinde var dukket op i hans hjem. Han rystede det af sig, og fikserede sin opmærksomhed, og fokus på dæmonen foran sig.

"Men jeg leger ellers ganske pænt, og jeg er god til det"halvt hviskede han imod dæmonens læber. Der var et eller andet mystisk og næsten farligt, ved ikke at vide hvem denne dæmon var. På den anden side, så var han tydeligvis mere interesseret i dæmonens krop, og udseende, end at han faktisk ville vide navnet. Han lod en finger glide hen over læberne på denne dæmon, og lod sine gyldne øjne følge med. Der var heldigvis mange måder, at tænde andre på. Selv havde Mizech nogle idéer, som han bestemt ikke havde tænkt sig at afsløre. Det var meget bedre, at vise det, frem for at fortælle det. Han stoppede pludselig bevægelsen med sin finger, og rejste sig op. Lænede sig halvt ned imod dæmonen på sofaen, og greb fat rundt om halsen på dæmonen"Så følg med... Så skal jeg nok fylde brænde på den ild inden i dig" ordene blev slynget ud i en hviskende, og forførende tone. 

Der gik ikke lang tid efter de ord, før Mizech lod sine læber møde dæmonens i et krævende, og stædigt kys. Grebet rundt om halsen strammede han lidt, men ikke så stramt at dæmonen ikke kunne få vejret. Et lusket skjult smil dukkede op under kysset, og han trak sig så tilbage. Han vendte lidt rundt, for at ville gå hen imod soveværelset. Men var nu også fristet til at 'lege' lidt med dæmonen i stuen, hvor de var. Udover det var der jo også køkkenet. Smilet voksede på hans ansigt, og han greb så pludselig fat i dæmonens hånd, og førte nogle af dæmonens fingre hen til sine baller, og specielt imellem dem. Hvis det var ilden han legede med, så var det helt sikkert fra sin mor, at han havde arvet det"Hvad venter du på.. Du vil vel ikke sidde i sofaen hele aftenen vel?" det fløj flabet, og spydigt ud af hans mund, som han blinkede til dæmonen.

Drengen lod ikke til at have travlt, ikke at Deavás havde det heller, men han var bestemt ikke interesseret i at danse om den varme grød al for længe, så ville den jo bare blive kold og kedelig. Det var aldrig godt at være kedelig i hans selskab, for så fandt han altid på noget, der kunne vække hans interesse, uden at det nødvendigvis var i drengens egen.. det måtte være fordelen ved hans position, han følte lidt at han kunne tillade sig det meste, særligt fordi ingen endnu havde turde anklage ham for noget, ellers havde både lyset og mørket nok allerede været på jagt efter ham. Derfor skulle drengen også træde varsomt med ord og greb. Indtil videre var det blot drengens forsøg på at virke fremtræden.

Der blev ikke svaret på de legende ord, som Deavás blot løftede det ene øjenbryn og nærmest bad drengen om at bevise sine ord med handling. Alle kunne have det i munden, men det var de færreste, der rent faktisk kunne stå ved det. Sådan for alvor. Mizech var heller ikke klar over, hvem han forsøgte at lege med og hvad han stod for, i hvert fald ikke endnu. Grebet om halsen provokerede en farlig glød i Deavás gyldne øjne. Han tog aldrig let på trusler, selvom dette bestemt ikke var én, der havde styrke bag sig. "Hmpf" brummede han lettere køligt, som han dog ikke lod til at ville flytte sig endnu. 

Endnu et kys.. de måtte snart tage skridtet videre enten sammen, ellers hver for sig. Deavás gengældte dog kysset, som han greb ud efter drengens håndled for atter at hive ham hen til sofaen. Han virkede rastløs, eller hvad? Ligesom hans mor. Drengen virkede også en smule utålmodig. Særligt med hans ord. Nuvel, så måtte han vel hellere træde til. Han flyttede hænderne fra sin hals, som han trak drengen til sig og smed ham ned i sofaen med en flydende bevægelse, som havde han gjort det mange gange før. Derpå valgte Deavás at rejse sig op, som han gik igang med at åbne knapperne i hans skjorte, han hev den op af bukserne, som han blottede brystkassen. Straks efter vendte han blikket imod Mizech. "Sofaen kan sagtens bruges." Svarede han med et sultent blik, som han strøg blikket ned over drengens krop. Han valgte efterfølgende af løsne snorene på hans bukser.

Planerne blev hurtigt ændret, og det kunne virkelig godt minde om hans egen mor. Hvilket kun gjorde, at han undslap et suk. Men på den anden side, kunne han også godt lide det. Tilbage i sofaen, og han tiltede hovedet en lille smule. Var lidt spændt på, hvad denne dæmon havde tænkt sig at gøre. Han bøjede det ene ben, som han med vilje betragtede denne dæmon afklæde sig. Selv lå han nøgen i sofaen, uden at have noget imod det. Han havde det godt med sin egen krop, og følte sig ikke skamfuld over den. Det eneste der var kunne ses på den nøgne krop, af farver - var halskæden. Han tog den aldrig af, den betød alt for meget for ham. 

"En glimrende udsigt.. Det kunne jeg godt vænne mig til" lød det forførende, hvorefter han hurtigt bed sig en smule i sin underlæbe. Mentalt kunne han sagtens have givet sig selv nogle lussinger, men på den anden side. Han kendte ikke denne dæmon, så hvorfor skulle han også give sig selv nogle mentale lussinger. De gyldne øjne gled ned over dæmonen, som han fortsat var igang med at afklæde sig. Det var et tilfreds syn, og det charmerende smil var ikke gemt væk. Mizech løftede en hånd op til det strittende sorte hår, og bøjede det ene ben, bare for at ligge lidt mere afslappende i sofaen. 

Vinen som ikke var helt tør endnu, kunne han godt mærke imod sin ryg. Det gjorde ham ikke noget, det var vel kun lidt ekstra krydderi til det hele. Han lod nogle fingre glide ned over sin egen overkrop, som han fortsat lod sit blik låse sig på dæmonens overkrop. Enlig burde han nok beundre øjnene, men det kunne han vel altid gøre. Desuden matchede dæmonens øjne sin egne, så hvis han endelig skulle beundre øjnene, kunne han vel ligeså godt beundre sine egne"Hmm... "lød det overvejende fra ham, som blikket gled længere ned ad dæmonens krop.

Den arrogante knægt lod ikke til at have noget imod at Deavás tog fat i ham, så han ville bestemt ikke holde igen med at gøre det flere gange i løbet af aftenen. Ikke at Deavás nogensinde tog hensyn til dem han var sammen med, det var spild af energi og drengen skulle nok få en lærestreg, hvis han valgte at træde ved siden af undervejs. Nok havde han ikke sine redskaber på sig lige nu, men de var ikke langt væk. Han kunne altid hente dem i frakken, som han havde hængt ved døren, da de kom ind. Han lo ganske let af drengens ord, som han lod til at kunne lide det, han havde set indtil videre. Det kunne godt være at Deavás var godt igang med at klæde sig selv af, men det betød ikke, at han ville lade drengen få nydelse af det lige med det samme. Det kunne også hurtigt tages som en provokation, at vise ham, hvad han gik glip af, hvis han nu ikke fik lov til sidst. 

"Jeg klager ikke, men spørgsmålet er nærmere om du kan bruge kroppen fornuftigt" kommenterede han med et løftet bryn, som han lod snorene i bukserne var halvt åbne. Deavás havde ikke i sinde at smide tøjet helt endnu, men valgte blot at løsne det en smule, så han kunne lade drengen udforske på egen hånd uden de store forhindringer. Stille gik han tættere på sofaen, som han bukkede sig en smule ned og lod deres læber mødes endnu en gang. Det kunne godt være at Mizech var hans eget kød og blod, men det betød ikke noget, når det kom til nydelsens kunst. Så kunne alle faktisk klare opgaven, hvis bare de blev guidet lidt på vej.

Højre hånd vandrede langsomt ned over drengens overkrop, som han trak neglene hen over den blege hud, imens at han holdt kysset fast med sin tunge og til tider også sine tænder, hvis drengen forsøgte at undslippe for at trække vejret ordentligt. Hånden stoppede dog, da den nåede lige under hans navle, som han trak hånden til sig og rettede ryggen op, som hans blik hvilede på drengen. "Kan du bruge munden til andet end lette kys?" spurgte han direkte, som han bestemt ikke skjulte sine tanker om, hvad drengen skulle bruge sin mund til. Lidt opvarmning var vel på sin plads?