Det var efterhånden mange år siden at Ves havde været til et bal på paladset, af flere grunde. Den største værende det faktum at han ikke ligefrem havde været velkommen i Dianthos siden aftalen med skovelverne. Han havde dog heller brudt sig selv meget om festerne på sine senere år, men i år havde han valgt at møde op. Det var måske bundet i en følelse af frustration over Lyset, og til trods for at han nok mentalt havde haft det bedre ved at blive hjemme, i stedet for at risikere at se tidligere kollegaer i øjnene, tog han pænt tøj på og drog til Dianthos.

Han var dog simpelt klædt, med mørkeklæder i en let lilla nuance, med sølv detaljer og tilhørende øreringe, siden han ikke havde i sinde at gøre med ud af sig end det.
Ligeså snart han trådte ind i balsalen, kunne han dog mærke blikkene på sig, og en hvisken i krogene. Han holdt dog sit hoved højt. Det var værre end han huskede det, for mørkelverne havde nu aldrig været et særlig eftertragtet folkefærd.

Det var dog ikke som om at nogen umiddelbart havde tænkt sig at konfrontere ham, og han lagde et døvt øre på de mindre søde ord han kunne høre. Han var ikke sikker på om de havde glemt elvernes gode hørelse eller om de reelt ønskede at han hørte det. Måske de håbede at han startede noget og blev smidt på portene, men hans temperament var bedre end det.

Den første time gik da også ganske godt, inden han ud af øjenkrogen opfangede noget der bevægede sig ovre ved buffetten.
En lille buttet skabning var ligeså stille i gang med at bevæge sig hen over bordene, og tog sig god tid med at smage på alle goderne der var, og det krævede ikke det store fra Ves, før at han opdagede præcis hvad der var på bordet.
Han øjne blev lidt komisk større, inden han med hastige skridt gik derover. ”Basse!” Tonen var streng, men det var som om at Basse, katten som pt. var i gang med at tage for sig af godterne, havde en lidt anden idé om hvad det betød. Den store kat kiggede op på Ves før at den bare lagde sig pladask på der hvor han allerede stod. Hvilket var på et fad med små fine kager, og så lukkede han øjnene.
”Basse...” tonen var mere truende, men Ves var godt klar over at det ikke hjalp noget på den store kat, som gerne var lidt halvdøv når han ikke lige følte for at lytte.
En lille sløjfe var blevet bundet om Basses hals, og Ves måtte erkende at han havde ingen idé om hvordan hans kat havde smuglet sig med hele vejen her, eller hvem der havde haft fat i ham, til at klæde ham på til festlighederne.
Med et lille suk tog Ves fat i den store kat og løftede ham op fra fadet. Han var virkelig beskidt, men det så ikke ud til at mørkelveren var meget bekymret for det som han løftede ham ind til sin krop for at bære ham ordentlig, og dermed få ham lidt væk fra buffeten.

Det var mange år siden at hun faktisk havde nydt disse baller. Den gang var hun ung og naiv, hvor hun let blev betaget af denne overfladiske glamour, som folk distraherede sig med og brugte som et slør for deres upassende og uanstændige opførsel, og så oven i købet foran selveste Hendes Majestæt Dronningen! Acantha havde sit for, når der skulle holdes styr på de unge til ballet. Og så var der flere der oven i købet bad hende om at blande sig udenom! Den frækhed!

En af gæsterne havde hun holdt øje med et stykke tid. En ung mand. Eller hvor gammel han var kunne hun ikke vide. Sådan var det når man havde med elvere at gøre, og deres manglende tegn på alder kunne godt gøre det svært at i første øjenkast vurdere deres erfaringer. Denne her var så oven i købet en mørkelver. Politiske aftaler til siden, så stolede hun ikke en tøddel på disse folk. Hun havde bekæmpet dem længe nok i sine unge dage, at hun godt vidste at man ikke kunne regne med det man så. Han opførte sig umiddelbart meget pænt, og det gjorde hende blot endnu mere mistænksom.

På et tidspunkt så det ud til at han henvendte sig til en fed kat med en sløjfe på, som havde selvbetjent sig ved bordet. Uforskammet! Med rolige men faste skridt nærmede hun sig elveren.
"Hm-hm..." 
Hun rømmede sig med hænderne foldet foran sig. Hun kiggede på manden der lige netop havde løftet den beskidte kat op af en af fadene. Hun tog sine briller hun havde i sin ene hånd og holdt dem op foran sine øjne.
"Sig mig min herre. Er det deres.... kat?"
Stemmen var bidende kold, og ansigtet i en stram og bestemt mine.

Ves vidste godt at det bare var et spørgmsål om tid indne nogen ville henvende sig mod ham, nu når han havde Basse i armene. Han havde kunne mærke blikkene mod ham, men han var blevet god til at ignorere dem. Det var dog sværere når der var nogen der stillede sig hen i nærheden af ham og begyndte at rømme sig i nærheden af ham.
Et lille suk undslap de tynde læber, inden han vendte sig om og kiggede på damen der kiggede på ham, som stillede det dummeste spørgsmål. Okay, måske ikke helt så dumt fordi Ves havde lidt en tendens til at samle katte op som ikke var hans også.

Han var dog ikke forberedt på at blive mødt af et ansigt der virkede underligt bekendt, selvom det aldrig var nemt at sætte det rigtige navn på et menneske, når de ændrede sig så meget igennem tiden. “Selvfølgelig er det det. Er der et problem?” Spurgte han, i en ligeså kold tone. Han fingre var dog allerede i gang med at nusse i den lettere beskidte pels som Basse havde, mens katten selv bare var ved at lægge sig tilrette i hans arme for at sove videre.

//Inaktiv