Lange, brusende skørter væltede ud over Merissa Avila Isenwalds hofter. Med utallige perler broderet ned langs stoffet var det den rene vandfaldseffekt, så snart hun passerede de levende lys - og det sørgede hun selvfølgelig for at gøre ofte. Kjolen var en kraftig, mørk orange, mens perlerne var varierende nuancer af gule og hvide. To hårnåle strittede ud af det mørke, opsatte hår, og de bar hver en betydelig ædelsten i samme, mørkeorange farve. Ellers var smykkerne sorte, så de ikke tog for meget opmærksomhed fra de smaragdgrønne øjne, der stod i kontrast til resten. 
Det var ved at være sent nok til at dansegulvet ikke længere var par, som havde styr på, hvor de satte deres fødder, og Merissa og Arvind var hurtigt blevet enige om, at de ikke skulle bruge mere tid derude. Arvind havde fundet nogle af sine kammerater og havde straks indledt en ulidelig samtale om handlens gang - det virkede som om, det var den samme samtale hvert evigt eneste år, og Merissa havde undskyldt sig for at få fyldt sit glas op igen. Det var halvt fyldt, så hun havde tømt det en anelse for hurtigt, men hellere det end at blive stående og skulle lægge øre til mændenes kaglen.
Henne ved vinbordet fyldte hun sit glas igen, før en tjener kunne nå kun at fylde det halvt, og mens hun overvejede, hvad hun skulle gøre af sig selv, og hvordan hun undgik mest kedsomhed, havde hun pludselig fremmanet en lille smule irritation i sin håndflade. Altså sådan fysisk. Det var en lille, mørkeorange kugle, som stod enormt godt til hendes kjole og derfor ikke tiltrak sig opmærksomhed - endnu. Tænk sig, hun havde altid overvejet, hvorfor netop mørk orange var blandt hendes yndlingsfarver.
Uden at tænke over det to gange, lod hun den lille kugle kugle falde ned i en af vinkaraflerne, der straks efter pulserede en svag rød, det orange gemt bag druesaften. Normalt gjorde hun ikke sådan noget til store begivenheder, men lidt sjov skulle hun jo have engang imellem, og hun var i humør til det nu - tydeligvis. Humør til lidt røre. Noget at tale om. Noget kunne man da sige om Kiles Orden, mens de havde deres jerngreb om Dianthos - ting var aldrig blevet kedelige.
Merissa forlod vinbordet, før stemningen pressede sig for meget ind i hende, og tog plads lidt derfra, mens hun øjnede det første par, som kom nærmere for at få genopfyldt deres glas. Manden havde allerede et misfornøjet drej om munden. Perfekt. Så kunne det kun blive sjovt at se på, når han fik det lillebitte ekstra skub.