Med et sidste halvhjertet host skubbede han kruset med stærkøl væk fra sig, og nikkede tavst tak til hendes tilbyd om cider. Der var næppe meget han kunne gøre for at redde den maskuline udstråling, men da han næppe havde kunnet holde maskeraden kørende længe, var det måske alligevel bedst.
”Báde nysgerrig og opmärksom – og sá endda med en god musiksmag. Hvis du ogsá var rig ville jeg be' dig om at gifte mig med det samme,” sagde Éir med et smil og en en lattermildhed, der tog al alvor ud af hans ord.
”Du har fuldständigt ret! Hvis jeg var rigtig klog gav jeg jer tid til at skänke og dem tid til at drikke, fór jeg startede den näste sang. Men lad mig fortälle dig noget om mig – jeg er ikke den skarpeste kniv i skuffen!”
Med sine bevingede ord trådte Éir først op på en barstol og i samme glidende bevægelse resten af vejen op på disken. Fra sit nye udkigspunkt kunne han tydeligt se den snes ansigter, der vendte sig mod ham – og for et kort øjeblik døde snakken og krydsråbende ud, som alle kiggede forvirret på den unge skjald, der pludseligt tårnede sig over alle andre. Og mere invitation havde Éir ikke brug for; han strøg an og kastede sig hovedkulds ud i
’Pigelil er min trold så kær’, i en høj og klar sangstemme, der tydeligt trængte igennem larmen, som bestillinger og udleveringen startede op igen.
Som sangen nåede til sit omkvæd, begyndte Éir en dans på disken, i rappe skridt der smidigt formåede kun at sparke et enkelt krus med øl på gulvet. Der lå en energi i dansen og sangen, og den skødesløse måde han kastede sig på hovedet ud i kaoset, der trak den gode stemning ud af de allerede velstemte krogæster – der alle som en forsøgte at synge med, om de kendte teksterne eller ej.
Da han slog sangen af med den sidste akkord og en dirrende tenor, bukkede han dybt. Der blev kastet nogle løse krystaller op mod bardisken, men ingen lod til at nå frem til drengen, der i det øjeblik ikke ænsede sine omgivelser.
”Husk at give skänkerne drikkepenge!” råbte han, og kæmpede sig ned fra baren. Han vendte sig mod pigen med et grin fastplasteret på sit ansigt, som han ikke havde kunnet fjerne, som hvis han prøvede. Men i sangens vildskab havde han bevæget sig et par armlængden ned langs disken, og pigen han havde talt med var ikke længere indenfor hørevidde. Med en albue og en undskyldning kæmpede han sig igennem folkemængden, til han forpustet kom frem til disken, hvor han oprindeligt var klatret op.
”Mit navn er Éir - - Jeg fangede ikke dit navn?”
á = [a'i], ó = [oi], ä = [aih]