Arya elskede når der var bal på Krystalpaladset, men alle der havde mødt den glædestrålende pige, ville også mene at sociale selskaber var der hvor hun bare passede allerbedst ind. Hun elskede at tage det pæne tøj på, og bruge timevis på at finde det korrekte hårspænde. Det var dog ingen ting i forhold til at hun elskede at snakke med alle sine venner og veninder, og alle dem hun ikke kendte. Arya var i sandhed en social sommerfugl, og en der kun virkelig havde fået lov til at begå sig i de adelige kredse de sidste to år, så der var stadig mange hun ikke kendte så indgående.
Hun kendte dog de fleste ansigter og tilhørende navne, og selvom hun umuligt kunne nå at snakke med dem alle, så var hun meget god til at opsøge nye når mulighederne tillod hende det. For nogen kunne det måske fremstå at hun forsøgte at få kontakter, men når man kendte Arya, så vidste man at hun egentlig bare godt kunne lide folk.
Som så mange af de andre fester, så var Arya iklædt blå klæder endnu engang. Denne gang var det dog kraftigere i stoffet for at holde eventuel kulde ud. Skørten var fyldt og ærmerne var lange. Hun var næppe den smukkeste i salen, men hun var klart en af adelen.

Det var stadig tidligt og Arya var lige ankommet. Hun havde hørt om rådet der blev holdt, og dermed havde hun ikke engang taget herop sammen med Aldamar, så hun følte sig faktisk en lille smule alene, da hun først ankom.
Der var ikke specielt mange endnu, og dermed var hun i det første stykke tid faktisk alene, noget man ikke så meget for prinsessen, som hun cirklede lidt rundt i salen, og fandt noget sødt at drikke på vejen. Til sidst endte hun ovre ved væggen, og hun så ikke ud til at være alene.

Noget af ansigtet så næsten bekendt ud, men som hun ikke helt kunne bedømme det, løsrev hun sig lidt, for at træde tættere på med et venligt smil på læberne. ”Leder du efter nogen?” spurgte hun venligt og lagde hovedet lidt på skrå, så noget af det korngule hår dansede lidt. Det var kort, men koste hvad det ville, så havde Arya nu altid noget at putte i håret, selvom det meste endte med at hænge løst. 

Det var nu altid rart ikke at blive smidt væk ved den første kommentar, men til trods for at kvinden virkede stor, og måske af en med fysisk arbejde, så havde hun næsten også noget mildt over sig. Det var i hvert fald hvad Arya sagde til sig selv, som hun var gået herover, og hidtil havde hun ikke fortrudt det. Hun gav nok også folk en god chance det meste af tiden.
Et lille nik i hilsen gav hun tilbage, som smilet bare blomstrede sig bredere på læberne af hende. Det var en ren tilfældighed at de begge havde haft øjet ude for den samme mand, selvom Arya nu også havde haft mange andre hun kunne snakke med, skulle hun ikke finde ham.

”Sådan lidt?” sagde hun leende. ”Jeg håbede faktisk også at Alexander af Isenwald ville være her, men jeg har heller ikke helt set ham endnu.” Hun havde ingen idé om at han var til rådsmøde, ikke endnu, selvom hun vidste at det foregik bag de lukkede døre. En information hun kun havde fordi Aldamar også var med til det. ”Hvordan kender De ham egentlig, hvis jeg må spørge?” Hun var nysgerrig, især efter at vide om denne her kvinde måske var en af Alexanders venner, eller om det var af mere professionelle årsager. Hvis det ikke var vigtigt, så kunne det dog umuligt være et giftemål, da adelen satte det nærmest som det vigtigste de ungadelige kunne foretage sig. Der var masser af spørgsmål, og der var kun en hun kunne få svar fra lige nu. Kvinden foran hende.

Selvom kvinden foran Arya ikke viste meget ansigtsmimik, så var det ikke ligefrem noget der gik den unge prinsesse meget på. Hun syntes selv at hun var ganske god til at læse andre mennesker, og var god til at trække sig, når der ikke længere var plads til hendes tilstedeværelse. Der var bare nogen der ikke klingede ligeså godt med hendes boblende humør, men hun havde nok også af det til at dele ud i sin omgangskreds. Alle behøvede ikke at have samme mængde af energi som hun selv gjorde.

Arya slog hænderne lidt sammen, omkring den nye information hun havde fået fra kvinden. En soldat simpelthen. Det var heller ikke mange af Alexanders soldater kammerater som Arya kendte. Generelt kendte hun primært de adelige i Lysets Hær, og ikke så meget af de ordinære. Det var jo ikke som om at Rasmus heller havde introduceret hende til nogen.
Et blik af overraskelse fyldte de blå øjne, som hun pointerede at hun ikke havde set Alexander i to år. Det var efterhånden lang tid, og Arya var først rigtig begyndt at tale med ham indenfor det seneste år.
Hun kunne næsten mærke i luften at det var meningen at hun skulle præsentere sig selv, især med den uformelle tiltaleform. Ikke noget hun følte hun behøvede at irettesætte andre i nødvendigvis. ”Arya Millicent Lisandra af Arys,” sagde hun, navnet sad næsten på rygraden af hende. ”Vores mødre har altid været tætte med hinanden, men vi er det seneste år også selv blevet mere tætte. Det forklarer nok hvorfor vore veje ikke har krydset før nu.” Hun kiggede opmuntrende på kvinden, måske hun også kunne få et navn, hun kunne kalde hende med. Lige nu var hun blot soldaterkvinden, hvilket ikke ligefrem var det pæneste ord at bruge. 

Uanset hvor meget Arya til tider ønskede at dropper tiltaleformerne, så var det ikke passeligt for en som hende. Hun kunne gøre det med nære venner, men hun kendte trods alt ikke kvinden endnu, og derfor måtte hun blot smile venligt til hende, da hun blev tiltalt som Højhed. I sidste ende var der vel ikke meget forskel mellem de to af dem.
Heldigvis for hende, havde hun også styr på en god del af de adelige familier, og da Richelieu nåede hendes ører, så kunne hun godt placere familien. Hun var dermed også ret sikker på at Lynette ikke var i hovedfamilien, selvom sidegrenene, uanset hvor tætte de var, altid fik tingene til at glide lidt mere sammen.
”Fornøjelsen er helt på min side,” lød det behageligt fra Arya, og hun mente det nu også, også selvom hun ikke var helt sikker på hvordan Lynette var endnu.

”Ah, han har ikke så meget lovet mig,” indrømmede hun. ”Det er lidt af et håb mest af alt. Han har travlt, så det er ikke altid vi kan ses i det private.” Også selvom det her ofte skabte flere rygter end hvad godt var. Arya var i hvert fald ikke vant til den slags rygter, og hun var ikke helt sikker på hvad hun kunne gøre, når komtesserne blev jaloux over hendes venskab med Alexander. Hun vidste ikke engang om det var en mulighed for dem at blive gift, skulle de ønske det. Det var dog næppe noget de havde talt med hinanden om, og Arya var ikke helt sikker på hvad hun selv ønskede. ”Men hvordan kan det være at der er gået så lang tid siden I to har ses, hvis jeg må spørge?” spurgte hun. Det var nemt at have fat i et emne som Alexander. Det virkede heller ikke som om at Lynette havde giftemål i sigte.

Søens vej? Arya kiggede interesseret på Lynette, med store øjne. Det var ikke mange sømænd der kom så langt ind i landet, og desværre havde Arya ikke mange grunde til at tage ud til Juvelen, for at møde dem derude. Det var måske heller ikke selskabet som hendes mor ønskede hun skulle omgås med, men til fester som disse, så var det lidt lige meget. Desuden var Lynette også fra en adelig familie. Undskyldninger var der nok af hos den blonde kvinde, når hun virkelig ønskede det.

Hendes hoved lagde sig en anelse på skrå, så et par af de blonde lokker gled lidt mere ind mod de blå øjne, men smilet holdt ved, som også havde fået en nysgerrig kant ved sig.
”Forskellige ting trækker forskellige folk til sig,” indrømmede hun. Hun kunne nu godt forstå at Alexander havde valgt land frem for vand, men der var vel også et argument for den anden side. ”Og tiden går altid så usandsynlig hurtigt. Den ene dag venter man på noget, og den næste dag, så er det allerede overstået.”
Spørgsmålene omkring hendes nye bekendtskab brændte sig dog stadig på, som de altid gjorde omkring nye folk, og ja, såvel som folk hun havde kendt i årevis. ”Jeg har aldrig sejlet specielt meget, men De må vel kunne lide det, hvis De har valgt at gå den vej i livet?” Hun håbede at Lynette ville uddybe hvorfor hun kunne lide det, men hun havde heller ikke lyst til at presse sig på mere end nødvendigt. Det var ikke ligefrem en udspørgning. 

Hvis der var en ting Arya elskede, så var at det at lytte til folk der snakkede om ting de var passioneret om. Det varmede hendes hjerte, og det var nok de øjeblikke hvor Arya fandt sig selv overveje mest, om det var følelsen der lå i at forelske sig i folk. Det var dog ofte en følelse der ligeså stille forsvandt igen, men i lige de øjeblikke, der sang hendes hjerte for dem hun snakkede med.
Hun kiggede derfor også med oprigtig nysgerrighed på Lynette, som hun begyndte at forklare at hun elskede det, selvom det ikke var nær så uddybende som Arya måske havde håbet. ”Hvilken del af det elsker De, om jeg må spørge? Jeg ved godt det må være ganske komplekst at forklare,” et lille grin på læberne af den lavere af de to kvinder. Hun var ikke engang sikker på at hun i sandhed ville forstå hvad Lynette fandt så godt ved havene, men det var ikke der bekymrede hende i dette øjeblik.

Deres glas klinkede sammen, selvom det dårligt kunne høres over resten af stemmerne og lydene i lokalet. Arya førte glasset op til sin mund, inden hun tog en tår af det, og overvejede spørgsmålet. Hun havde intet imod at være åben, men der var visse ting hun bare ikke snakkede med fremmede om. Det mest centrale, var dog hendes interesse i folk. ”Jeg bryder mig frygtelig meget om folk,” sagde hun, velvidende om at det var et meget vagt udsagn i sig selv. ”Jeg er fascineret af hvordan folk tænker og interagere med hinanden.” Hun smilede lidt for sig selv. ”Desværre kan man ikke bare få lov til at stille sig op og observere folk i deres mest intime samtaler, så jeg må ofte nøjes med de skrevne ord i de fleste tilfælde.” Det var ikke så opildnede som det at sejle sikkert var, men Arya havde fundet glæden i at lære og være med sig selv i sine år, hvor hun ikke kunne gå mange steder hen. 

Arya havde aldrig selv haft problemet i at interagere med andre folk, selv efter hendes længere tids sygdom. Hun nød det til sit fuldeste, og måske var det netop fordi hun havde været væk i så lang tid at hun bare sugede det endnu mere til sig. Hun kunne dog også godt værdsætte den stilhed der kom af bare at sidde og læse sammen.

Aryas mundvige trak sig lidt længere op i en morende mine og hun nikkede en smule. Det var en firnurlig interesse, og ikke mange forstod hendes interesse for det. Men når man var lænket så lang tid på sit eget værelse, og kun engang imellem kunne få lov til at se ned i haven, hvor man kunne se folk snakke sammen, så dannede sig bare billeder i hovedet, og at det så havde udviklet sig i en interesse, det måtte jo være hvad det var.

Hun var dog ikke sikker på at hun virkelig ville få Lynette til at åbne op, og derfor var det også en positiv overraskelse da hun begyndte at snakke.
Hendes øjne fulgte Lynettes ud på dansegulvet og de dansende kvinder ude på dansegulvet. Hvor havde Arya også misundt dem i mange år, og selv nu ville hun aldrig kunne komme til at danse med så meget energi.
”Den følelse kan jeg godt forstå,” sagde hun med et lidt drømmende suk, inden hun rettede opmærksomheden mod Lynette igen. ”Vi er heller ikke lige godt bygget til adelens interesser, men hvis du ville have lyst til at danse, så er det vel bare et spørgsmål om at finde en dans der ikke er alt for kompliceret?” Men hvis Lynette alligevel foretrak at kigge på, så var der ingen skade sket. Det var kun ærgerligt hvis hun ønskede at være en del af det. 

Det var med et ekko af overvejelse i blikket Lynette betragtede deres hvirvlende trin, inden at hun hurtigt rystede det af sig, og samtidigt rystede på hovedet til et nej. "Nej tak". Hun smilede dog lidt opmuntrende til Arya med ordene. Det var ikke hendes interesse, og ikke en hun forestillede sig ville komme. At se på, gjorde hende dog ikke noget. 

Ikke lang tid efter, kunne man dog umærkeligt fornemme hvordan komtessens fokus skiftede, da hun undersøgende kiggede efter noget bagved Arya. Var det..? En vinkende skikkelse prøvede halvt diskret - halvt ikke så diskret - at fange hendes opmærksomhed. At det overhovedet var lykkedes at se forbi de hvirvlende skikkelser, var et under i sig selv. "Hvad i..." brynene gled ind imod hinanden, og hun strakte sig en smule. 
Det var Milvar. En af hendes kammerater fra hæren, der mildest talt så stresset ud. 
På trods af at det var hyggeligt - nej - faktisk lidt rart, var det med en begyndende undskyldning at hun vendte blikket imod prinsessen igen. "Jeg... jeg tror at De må have mig undskyldt" hun havde nydt den korte samtale, og kunne sagtens have set sig selv fortsætte! Men da Milvar med en bestemt håndbevægelse gestikulerede for næsten ottende gang, håbede hun sandelig at det var et nødstilfælde. Ligeså meget for hans egen skyld, tænkt lidt bestemt. "Jeg ved ikke hvad han vil..." hun gestikulerede med glasset hen imod skikkelsen, selvom Arya nok allerede havde set ham, og prøvede at bevæge sig udenom hende uden at ramme nogle med albuer eller glas. "... men det må være vigtigt nok til at blive ved - det.." 
Overvejende stod hun nogle sekunder tilbage, lidt ledende efter ordene og den rigtige farvelgestus, inden at hun under tidspres besluttede sig for en halv vinken, og halv akavet fingerpistol da hun fik bevæget sig forbi hende, og væk. 
".. jah, farve- eller, på gensyn!" 

Hun håbede virkelig at Milvar syntes det var vigtigt  nok. 

Arya's øjne fangede også den noget interessane skikkelse der stod og hoppede og gjorde sig til på den anden side, og hun kiggede lidt forvirret og undrende på Lynette, men måtte dog alligevel nikke. Hvis det var en hun kendte, og han havde en grund, så ville hun ikke stå i vejen. "De skal være så velkommen. Jeg håber ikke det er alt for seriøst," sagde hun, med et smil, selvom hun ikke kunne forstille sig at det var af den dur. Hun kunne dog sjældent gøre sig klog på krigerne.
"Det var hyggeligt at møde Dem," nåede hun også at sige inden Lynette formåede at forsvinde væk, og Arya var endnu engang alene til ballet.

Et lille suk undslap hende, som hun kiggede omkring. Måske hun for nu bare skulle få sat sig ned for en stund. Hendes ben bar hende helt automatisk ud til nogle af stolene i udkanten af salen, hvor hun satte sig, inden hendes øjne endnu engang begyndte at spejde. Var der nogle hun kendte her i salen?