Det var en helt almindelig dag, og endnu en gang var Proxima kommet på afveje. Eller man skulle jo nok sige, at som sædvanlig var hun kommet på afveje. Hun ejede ikke noget der bare lænede sig op af stedsans, hvilket så naturligvis gjorde, at hun konstant farede vild. Og ja, konstant var nøgleordet, for selv inde i Dianthos, hovedstaden, farede hun vild.

Og nu havde hun altså forvildet sig herud. Hvor her så end var henne. For det kunne hun altså ikke svare på. Hun var som sagt faret vild, så hvor hun var anede hun ikke. Det var nok ulempen ved, at hun ikke havde haft nogen til at lære sig om Krystallandet, og hvordan man fandt rundt der. Hun var trods alt kommet fra himlen, født i et meteornedfald.

Men nu var hun altså kommet hen til en kløft, og det var noget værre noget. Den syntes bundløs, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at gå tættere på kanten. Hun nåede faktisk så tæt på, at hun ikke engang lagde mærke til, at nogen var på vej i hendes retning. Med et skrig trådte hun forkert, og endte med at hænge fra kanten af kløften. For Zaladin da også!

"Heeeeeeeey!!!" råbte hun af sine lungers fulde kraft, for nok var hun ikke for kvik eller vidende, men hun kunne godt se, at det her kunne gå hen og blive farligt. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at kigge på den blomst, som sad på en lille afsats lige ude foran hendes ansigt. Den var jo flot!

Proxima hang bare fra klippekanten, for hun kunne ikke gøre ret meget andet, medmindre hun fik hjælp. Alligevel fandt hun sig selv slippe med den ene hånd, og plukke den blomst, som var på klippesatsen. Hun stoppede den i inderlommen på kappen hun bar, og tog fat i klippen igen, som hun så klamrede sig til. Det var ikke ufarligt, og hvor skidt en situation hun var havnet i, var ved at gå op for hende nu.

"HEEEEEY!" råbte hun igen, og hørte så lyden af fodtrin. De lød tunge og nærmest mekaniske og meget korte. Hvad kunne det dog være for et væsen, som havde fundet hende? Ja, hun vidste det ikke. Hun kendte ingen væsner af den beskrivelse. Ikke alene den i hvert fald...

Så stak noget hovedet frem, så hun kunne se et ansigt. Det var en mærkelig skabning, for selvom den lignede et menneske ret godt, så var der noget anderledes ved den. Hun kunne også høre en fugl af en art cirkle rundt over sig. Kvinden, gik hun ud fra det var, havde gråt hår og læderagtig hud. Den var i hvert fald ret rynket.

Men da kvinden rakte staven frem mod hende, så tøvede hun ikke med at tage fat i den. Først greb hun om den med en hånd, og så med den anden. Hun vidste at stort set hvem som helst ville kunne løfte hende op fra kløften, for hun vejede ikke ret meget. Det lå til hendes race.

"Tak!" gispede hun og forsøgte at stå fast på klippesiden med de skoløse fødder.

Proxima nikkede og smilede taknemligt til den ældre kvinde. Eller hun gik ud fra, at hun var ældre, for håret var gråt, og det plejede - havde hun lært - at betyde, at væsnet var oppe i alderen. Men hvad kvinden var for et væsen? Ja, det kunne hun altså ikke gætte. Det gik over hendes forstand. Hun var dog underligt... lille? Endda lavere end Proxima selv, og hun var heller ikke stor!

Da hun var trukket op af kløften, rettede hun sig op og strakte sig, for så at komme på benene. Hun kunne nu se, at hun var endnu højere end kvinden, end hun havde forestillet sig. Og at kvinden derfor var endnu lavere. Det var mærkeligt alt sammen. Måske dette væsen, som iøvrigt var ret stærkt, ikke var en kvinde alligevel? Hun havde da taget fejl før.

Men hun lod sig genne væk fra kløften, for nok var hun nysgerrig, men hun ønskede altså ikke at falde ned der igen.

"Tak for hjælpen, dame," sagde hun på en måde, som hun selv syntes var venlig. Hun så ingående på kvinden, men kunne stadigvæk ikke regne ud, hvad hun var for en.

"Hvad er du for et lille menneske?" spurgte hun så, fordi hun var så forfærdeligt nysgerrig.