"Åh, jaer. Mere, hårdere." stønnede Winchell højlydt, som lyden af hud mod hud klaskende kunne høres igennem hele kroværelset. Kunden bag den buttede lystmand havde holdt ham igang i lang tid nu. De havde i hvert fald mærket varme nok til at åbne de to vinduer, der var inde i værelset. Hvis et nysgerrige øjne kiggede ind, ville de få førsterækkepladser til showet, men dette spekulerede Winchell sig ikke over. Han tænkte kun på lemmet, der var dybt og helt oppe i ham, inden det blev trukket ud for at støde hårdt op igen. Den muskuløse mands underliv lavede ved hvert stød et hårdt klask mod Winchells blævrende baller. Lyden var som musik i lystmandens ører.
Winchells hænder var bag manden selv og oppe i sin kindes hår, hvor han masserede blidt mod tindingerne. De var begge på deres knæ med underbenene på sengen under dem. Winchell var selvfølgelig med markant mere spredte ben end kunden for at gøre plads til sagte mand bag sig. Kundens hænder var selv henholdvist på den ene balle og på den runde mave. Fingrene på hånden, der havde et godt greb om ballen, strakte kødet til siden for at blotte Winchells åbning mere og gøre plads til lemmet. Hånden om maven kærtegnede den runde vom på en beroligendemåde. "Skal ske!" stønnede kunden i mellem sine stød. Dog gav han et ordentligt stød, hvilket fik et ordentligt hvin ud af Winchells læber, som han lænede hovedet tilbage i nydelse. Læberne fandt vej til kundens, hvor tungerne straks dansede tango i lidt for fugtige lyde. Kropslige væsker var allerede godt delt hele aftenen. Kunden var i hvert fald ikke sky for at smage på sin egen udløsning, for rester af en tidligere omgang var stadig at finde rundt om Winchells læber. Derudover var der også rester fra dem selv på sengen og dynen, men også på hinanden. Hånden på maven havde smurt sædrester af Winchells rundt overalt. Lemmet bevægede sig upåklageligt ind og ud af Winchells indgang efter de tidligere ture, hvor kundens udløsninger endnu var at finde oppe i Winchell og rundt omkring ved bagdelen. Det havde været en god og produktiv aften fyldt med nydelse.

Som de to mænd, lystmanden og kunden, befandt sig i sengen, var der ét vindue, der havde perfekt udseende til fronten af Winchell. Den glinsende mave af sædrester og det hårde lem var for fuld udsigt, imens profilen af det svedige ansigt også kunne ses, hvis man ellers ville kunne fjerne blikket fra mandens krop til at kigge op. Prustende og stønnende højlydt fortsatte Winchell sin orale tilfredsstillelse mod kundens egne læber. Hofterne bevægede sig tilbage for at velkomme kundens hårde stød. De klaskende lyd var der endnu. 
"Du er fantastisk." fik kunden sagt hårdt og i takt med sine stød. Winchell kunne ikke andet end at smile og bide blidt i kundens underlæbe, som han blot fortsatte sine egne hofters spejlvendte bevægelser til kundens.
Imellem kysset, stønnende og hvinende sagde Winchell med prustende og forførende stemme: "Jeg ved det."

Det var ikke ualmindeligt, at den anstændige frøken Hecate Reier, sneg sig rundt ved byens kroer. Lige som bordellerne var hun af den klare overbevisning, at Dianthos ville være et langt bedre sted, skulle det hele lukke ned, og al det forfærdelige druk og hor endelig stoppe!
Hvis hun blot kunne fremlægge noget bevis for byvagten for, hvor mange forfærdelige ting, der foregik sådanne steder. Ikke at de var glade for at lytte til hendes velmente forslag, der ofte blev leveret under skræppen og skrålen - nej, hun havde faktisk af og til en snigende fornemmelse af, at de var trætte af at se hende nede på byvagtskontoret. Hende! En lovlydig, respektabel kvinde!

Hecate havde selvfølgelig ingen intentioner om at bevæge sig ind i selve beværtningen - nej, den slags steder, kom hun jo ikke, men som hun med halsen rejst som en arrig stork bevægede sig rundt om bygningen, nåede en forfærdelig lyd hendes ører.

Hud der klaskede mod hud. Ikke en, men to mænd der stønnede! Hecate blev hvid i ansigtet, som hun standsede op - og der mødte hendes forfærdede blik synet, ganske tydeligt gennem det åbne vindue. En sand manifestation af hedes værste mareridt!

Hecate var af den holdning, at seksuelle akter skulle holdes til soveværelset for slukket lys og lukkede vinduer - og naturligvis kun med det formål, at bringe børn til verden. Det hun så her, kunne umuligt resultere i sidstnævnte, og synet fik hendes øjne til nærmest at bule ud i rædsel. Derefter gjaldede hendes hyl i gyden:

"VIL DE OMGÅENDE STOPPE! FÅ DOG NOGET TØJ PÅ! ALDRIG HAR JEG SET MAGEN.." Skrigende bevægede hun sig nærmere vinduet med de ene formål at fjerne det forfærdelige syn fra hendes og potentielt andre uskyldige forbipassendes nethinde!

Øjnene, der kiggede ind af vinduet, havde hverken Winchell eller kunden bag ham ikke lagt mærke til. De fortsatte deres akt af nydelse. Det var først, da øjnenes mund direkte råbte af dem. Kunden bag Winchell spjættede af frygten. Winchell kunne mærke, hvordan hans stød brat stoppede. Dog valgte lystmanden at bevæge sin hånd ned mod mandens bagdel. Den var langt mere fast af muskler end Winchells egen, der var blød af fedt. Han ville ikke have, at kunden trak ud. Ikke endnu. 
"Nyder du udsigten?" sagde Winchell kækt med et smil, som han nu tog styringen og bevægede sine hofter for at presse kunden til sin udløsning oppe i ham. Winchell selv nåede desværre ikke et klimaks mere for aftenen, for da kunden var kommet oppe i ham, trak han helt ud af den buttede lystmand. Den skvulpende lyd af lemmet, der forlod Winchells åbning kunne høres, hvorefter kunden hurtigt fik fundet sit tøj og forlod værelset hurtigt. Dog efterlod han et par krystaller på bordet som betaling, inden døren kunne høres og kunden forsvandt. 

Winchell forlod sengen og gik hen imod vinduet. Han kunne mærke kundens sidste udløsning af sæd glide ud af hans åbning, som han gik. Hurtigt fik manden fat i den sorte silkekåbe, han havde haft på, før den var blevet smidt på stolen. Dog lukkede Winchell ikke denne, så hele den glinsende mave med sædrester og det endnu stive lem var stadig synligt. Bagsiden af kåben klæbede sig svagt til bagdelen takket været de klistrende efterladenskaber af kunden. Det føltes helt tomt lige nu. Helt ensomt. "Det er ikke høfligt at stirre ind af andre folks vinduer, har ingen lært dig det, frøken? Er det, fordi du gerne vil med? Jeg er fri nu." Winchell lænede albuerne mod vindueskarmen, som han med lokkende øjne og et kækt smil på læberne nærstuderede den aldrende kvinde, der havde afsluttet kundens køb lidt for tidligt - selvom Winchell havde mærket, at kunden snart ikke kunne mere, men med ham ude var der ingen for Winchell at sove natten med. Medmindre denne kvinde netop havde stoppet dem for at slutte sig til ham. Dog tvivlede Winchell desværre på dette. Hendes skrigende toneleje og nedstirrende mine virkede ikke just som det af en, der gerne ville genoptage, hvor kunden havde sluppet. Alligevel kunne den buttede lystmand ikke lade være med at blinke med det ene øje. Lidt legende måtte han gerne være, nu når hun havde stoppet hans leg med den seneste legemakker.

Det forfærdelige syn var så overvældende for den stakkels, ældre dame, at hun ikke engang kunne slide blikket væk eller blinke. Øjenkontakten blev derfor til hendes gru et øjeblik holdt, mens den buttede lystmand havde den frækhed at fortsætte akten, ind til kunden var færdig.

Imens stod Hecate og åbnede og lukkede munden flere gange, som en fisk på land. Hun var for et ganske kort øjeblik så forfærdet over det syn, hun så, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige! Aldrig havde hendes fantasi kunne forestille sig, at der foregik noget så uanstændigt for åbne vinduer.

Lige ind til han kom hen til vinduet. Og talte til hende. Uden at så meget som at dække sig anstændigt til.

Endnu et skingrende skrig fra Hecate kunne høres i gyden: "Dette er en offentlig vej!! Jeg vil ikke udsættes for at være vidne til sådanne uhyrligheder!" Skingrede hun. "OG VIL DE DA SÅ DÆKKE DEM TIL!" Heldigvis blokerede vindueskarmen nu for udsigten til det blottede lem, men hun havde allerede set alt for meget af det.

Det havde været noget af en affære, da kvinden havde bibeholdt øjenkontakten, som kunden havde gjort sig færdig i Winchell. Hendes åbnende og lukkeende mund havde kun frembragt et blidt smil og lille fnis fra den buttede mand kort før afslutningen fra kunden. Det havde været et pudsigt og impulsivt prik over i'et for denne aften. Det var ikke hver dag, at en skinger, aldrende dame udgjorde publikum til en arbejdsdag for Winchell. 

Henne ved vindueskarmen kom kvinden med endnu et skingerts udbrud. Det virkede endnu højere, nu når Winchell stod lige foran hende med kun vindueskarmens bredde af luft i mellem dem. Derfor havde manden da også skåret en grimasse, før blikket atter vendte på hende. Smilet var endnu stadig på læberne. Det skulle tage meget for at fjerne dette. "Jeg tvang dig ikke til at kigge på. Det er et privat værelse." Snedigheden i den buttede mand ville uden tvivl få kvinden til at skrige op igen. Skønt dette møde kun lige var startet, kendte Winchell allerede kvindens slags. Hun var imod, hvad Winchell var. Længere var den ikke.
Som der blev gjort opmærksomt på anstændigheden af Winchells mondering, kiggede han kort ned af sig selv. Lemmet var allerede endt i en semihård tilstand. Uden megen brok tog manden fat i hver side af kåben og lukkede den til. Egentlig behøvede han ikke stroppen til at lukke den. Resterne af sæd på maven og resten af kroppen agerede som lim til silkekåben. Den sad tæt til huden flere sted. Især ved maven, men også bagdelen havde kåbens stof direkte på sig. Winchell skulle baske på indersiden af kåben for at fjerne den fra bagdelen, men han gjorde det ikke. Hvorfor skulle han? Dog, selvom silkekåben tydeligt satte sig tæt til kroppen, bandt han båndet rundt om for at gøre kvinden tilfreds. "Er det bedre?" Winchell kunne ikke lade være med at blinke til kvinden, som han lænede sig atter ind over vindueskarmen og endda en anelse ud med hovedet. Han kunne se gyden, som kvinden stod i. De fleste, der gik her, vidste, hvad der foregik igennem vinduerne til disse værelser. Det var deres egen skyld, hvis folks øjne faldt på noget, de ikke just fandt anstændigt. Som denne aldrende og stramme kvinde havde gjort.

Hecates skarpe blik nedstirrede den buttede mandsling i vinduet. Hvor vovede han at antyde, at HUN havde opsøgt vinduet med vilje for at se "showet"!
"Knap så privat bliver det, når De har vinduet sådan åbent, så alle kan se Deres uhyrlige opførsel!" Skræppede hun, efter et øjeblik at have kæmpet med ordene. "Har De overhovedet lov til at drive Deres vederstyggelige erhverv her?"

Hun slog ud med armene for at indikere kroen. Det skulle ikke undre hende - det var trods alt allerede et frygteligt sted, hvor folk ukontrolleret indtog alkohol, men ved Azur, hun havde tænkt sig at lade byvagten vide, hvad der foregik af skrækkelige ting her!

Hecate så hastigt væk, mens han fik lukket kåben til. Ikke om hun skulle nyde mere af synet af den vederstyggelige orm han havde mellem benene. De glinsende væsker på hans bryst havde heller ikke gået hendes skarpe blik forbi, og hun havde ikke lyst til at gisne mere om, hvad det kunne være.

Da hun vendte blikket tilbage for at stirre vredt på manden i vinduet, kunne hun ikke undgå at opdage, at enkelte tilskuere var ved at betragte optrinnet i gyden - enten fra vinduerne i de tilstødende kroværelser eller fra gaden, der førte til gyden.

Hendes skrappe ord og armbevægelser for at signalere deres nuværende lokation fik Winchell til kort at kigge rundt, som om han ikke vidste, hvor han befandt sig henne. Dog vidste den buttede lystmand præcis, hvor han var henne. Det var ikke første gang, han havde taget med en kunde op på et kroværelse. Det var ikke alle kunder, der ønskede, at affæren skulle foregå på bordelhuset og det var næppe med alle kunder, at Winchell valgte at åbne sine egne dør. Derfor var det af og til kundens eget værelse eller et, de lejede for natten.
"Mit navn står på værelset for natten og krofatter ved, hvad der sker i mange af disse værelse, så ja. Jeg mener, jeg har mere end ret til at drive mit nydende erhverv lige her." Tonen var endnu drillende og det samme gjaldt det legende smil på læberne. Med hendes attitude kunne Winchell kun opføre sig sådan imod hende. For resten af natten indtil formiddagen næste dag var dette værelse hans. Han kunne gøre i det, hvad han ønskede og vinduerne måtte han bestemme, om de skulle stå åben eller med gardinerne trukket for. 

Endnu stod han halvt foroverbøjet og med hovedet tittende ud af vindueskarmen. Den bløde bagdel stak ud smukt. Hvis denne kvinde valgte at kigge i et af de to spejle, der var i værelset, ville hun sikkert kunne se spejlbilledet af den buttede mands bagside. Det var ikke bevidst gjort, det var bare et heldigt sammentraf. 
Kvinden havde kigget væk fra ham, som kåben var bundet fast og først lidt efter atter givet fokusset til ham igen. I mellemtiden havde Winchell også lagt mærke til det lille publikum, de to havde anskaffet sig. Naboværelserne - både fra siderne og op og ned - samt et par ude på gaden var stoppet op for at kigge på de to. Den tilfredse og glade lystmand mod den højtråbende og anstændighedskrævende kvinde. "Du ved godt, hvor du er, ikke? Det her er normal adfærd på disse kanter. Man burde vide, hvad man går ind til, når man er her, skat." sagde Winchell roligt og med et lille blink i øjet, da kælenavnet 'skat' var blevet sagt. Det var mere et modsvar til hendes første kommentar. Ja, med åbne vinduer var der åbent ind til privatheden, men på disse kanter af hovedstaden måtte man erfinde sig med, at ens øjne kunne falde på denne slags adfærd. Winchell klagede i hvert fald ikke. Kvinden på den anden hånd, hun gjorde. Men det kunne den buttede lystmand ikke gøre for. Det var ene og alene hendes egen skyld.

Hecate blev endnu mere stram i minen. Krofatter selv var med på disse uhyrligheder - ja, hun vidste jo nok at der ikke var lagt fra druk i krostuen til den upassende dans mellem lagenerne. Endnu en god grund til, at det hele burde ganske og aldeles forbydes i Dianthos!

"Jeg skal nok udveksle et par ord eller to med denne krofat.. VED ISARIS HELLIGE NAVN!" Råbte hun, afbrudt midt i sætningen. Hendes blik var gledet videre fra manden til rummet bagved, hvor et spejl så ganske nydeligt var placeret - givende hende udsigt til den runde bagdel, der strittede fremad på en utroligt upassende måde! Mens han stod og talte med hende!

"Sig mig tror De at jeg nyder synet af Deres krop!?" Skræppede hun, efterfulgt af en smule latter fra de nærtstående, som holdt øje med optrinnet. Hun knugede sin lille taske i hænderne, knoerne var næsten helt hvide, og hun bragte sig et skridt tættere på for at kunne se ind i mandslingens øjne (og undgå synet til hans bagdel) "Jeg finder Dem særdeles hæslig!" Hvæsede hun.

Den ikke afsluttet sætning kunne Winchell selv regne ud, hvad den handlede om. Hun ville snakke med krofatter om dette, men den drikkeglade mand havde alt andet end noget imod Winchells og så mange andres adfærd. Værelserne var billige og sengene var ikke de bedste at sove i. Men de var nu meget gode at bevæge sig i. Det kunne den buttede lystmand skrive mere end godt under på. Nej, det var hendes udbrud ved en guds navn, der fangede Winchells opmærksomhed. Som han kort fulgte hendes blik til et spejl, kiggede han tilbage på sin egen bagside. Kåben havde trukket sig tilstrækkeligt op til at blotte den nedre del af ballerne, imens man tydeligt kunne se de mørke plamager af væske, der klistrede sig til huden. Bevidst om sin positur valgte Winchell at stritte lidt mere ud med bagdelen samtidig med, at hofterne svajede blidt fra venstre mod højre for lige at rykke med den legende. Hvis en kunde endnu befandt sig på sengen, ville dette udsyn uden tvivl kun forstørre lysten til mandens krop, men kvindes blik igennem spejlet afgav alt andet end denne respons. Og alligevel kunne Winchell lide lidt at tirre hende.

"Det er din mening og den er du retfærdig i at have," sagde Winchell med sin mest modne og respekteret stemme, han indtil nu havde givet den stramme kvinde. Dog skulle denne nok forvandle sig kort efter, for smilet kom tilbage på mandens læber, som kvinden valgte at træde tættere på ham. "Men jeg kender mange personer, mange kunder, der nyder synet af min krop. Og de nyder at mærke den, bruge den." Den var godt brugt allerede nu. Som han stod op, kunne Winchell ikke mærke meget, men så snart han ville sætte sig, ville han mærke eftereffekterne fra aftenens motion. Selvfølgelig havde det været en skam, at denne kvinde havde spoleret det sjov, Winchell havde haft med den flotte kunde, men igen. Det havde nok alligevel været sidste omgang for dem og han måtte give hende. Denne kvinde vidste, hvordan man skulle afslutte en fest som en sand lyseslukker.

Hecates knugede hårdere om håndtasken. Hun længdes efter at smække den uanstændige og flabede lystmand i hovedet med den, men han var ikke helt inden for rækkevide, som han stod i vinduet! Det forfærdelige syn af hans kønslige omgang med den anden mand flakkede stadig for hendes indre blik.

"Jeg vil ikke høre mere om, hvad folk gør ved Deres krop! Jeg har allerede set rigeligt!" Afbrød hun, hvid i ansigtet. Heldigvis for kunden var han allerede stukket af, ellers havde han også fået med Hecate at bestille! Og kroejeren kunne også vente sig et møgfald..

"Sig mig, har De aldrig overvejet at finde et ANSTÆNDIGT arbejde?" Skræppede hun videre. "Den slags handlinger, De foretager Dem her, hører kun til i en ægteseng!" Faktisk kunne man ikke engang helt påstå, at det hørte til der. Den slags skulle kun foregå mellem mand og kvinde med det formål at producere børn.

Selvfølgelig kunne Winchell ikke lade være med at smile smørret over kvindens arrige ansigt og afbrydelse i hans egne ord. Hvor var det sjovt at pirre til dem, der ikke turde lade deres lyster bestemme. Selvfølgelig skulle lysterne ikke have kontrollen over alle - ellers ville alt ende i kaos. Men at lade dem komme frem i ny og næ havde aldrig skadet nogen. "Jeg har ikke engang sagt, hvad folk kan gøre. Jeg kan fortælle mange episoder, som kan få de fleste til at ønske det på egen hånd." Igen blinkede den buttede lystmand tirrende til kvinden. Hendes håndtaske kunne nemt bruges som et våben. En pisk, måske. Winchell var jo uden tvivl en slem dreng i hendes optik lige nu.

"Anstændighed er en subjektiv holdning. Og fortæl mig et arbejde, der giver lige så meget nydelse som mit." Hvad kvinden mente var Winchell mere eller mindre ligeglad med. En tilfældig, sur kvinde kunne næppe få ham til at ændre erhverv. Titlen som lystmand havde den buttede mand levet i flere år og han nød det til fulde.
Winchell behøvede ikke at dreje hele kroppen for at se ind i værelset. Han kunne nøjes med at dreje nakken. Alligevel drejede den buttede mand kroppen akkurat nok til, at bagdelen var synlig for kvinden. Hun ville uden tvivl kunne se de endnu fugtige pletter af kunden og hvordan dette klæbrede bagdelen til kåben. Hvordan bagdelens former kunne ses og hvor kraftigt pletterne var visse steder. Alt imens kiggede Winchell på sengen, som om han ikke kunne huske den. Han kunne tydeligt huske den og hvad han havde gjort på den. "Det er da en ægte seng, så vidt jeg kan se." sagde Winchell, som han drejede tilbage med fronten til kvinden, smil på læben. Pausen mellem de to ord gjorde det tydeligt, at han vidste, hvad hun havde ment. Men en kæk kommentar var ikke svær for Winchell at tænke på. Især ikke en, der var så åbenlys og endda kunne fordrejes, så kvinden på en måde virkede accepterende af det, hun havde stoppet. Selvom hun tydeligvis ikke var.

Man skulle tro, at han nød at provokere hende! Det var så umådeligt typisk med unge mennesker - ingen respekt for alderdommen, havde de, og i de havde en afskyelig sans for at dingle deres uanstændigheder lige ned foran hendes næse! Uforskammet!

"NYDELSE!?" Skræppede hun op. "Det handler ikke om nydelse! Det handler om, at De skal tjene riget ved at gøre nytte .. ikke ved at ... " Hun famlede lidt efter ordene, tydeligvis havende svært ved at finde et sobert ord til at beskrive hans erhverv. "..hore rundt!" Afsluttede hun til sidst.

I mellem tiden havde manden vendt sig i vinduet, og hun blev ganske hvid i ansigtet ved synet af den velpolstrede bagdel med de ubeskrivelige rester af det der var foregået. "De har jo ikke dækket Dem ordentlig til!! Sig mig, nyder De at fremvise Deres ende for hele gaden?" Spurgte hun harmdirrende, idet hun automatisk havde taget et skridt tilbage for at få mere afstand til det skrækkelige mandfolk. Hun kendte allerede svaret, inden spørgsmålet havde forladt hendes læber, men det gjorde hende ikke mindre forarget!

Måden, hvorpå den aldrende dame reagerede og afgav respons på, kunne Winchell alt andet end ikke fryde sig bare en smule over. Hvis hun havde fanget ham for et halvt årti siden eller bare lige da han var flyttet til hovedstaden, ville hendes ord have ramt ham hårdere. De mindede ham om, hvad hans far og resten af familien sikkert tænkte. Men med årene i Dianthos i sin baglomme var den buttede lystmand tydeligt blevet et med sig selv. Ingen skulle tvivle ham over, hvad han brugte sin tid og hvilket erhverv han var i. Det var hans problem. Hvis folk ikke brød sig om dette, ja, dét var ikke hans problem.

"Jeg tjener da riget. Sidst jeg kiggede, fangede du mig med en byvagt. Han havde brug for en udløsning og jeg var ledig. Jeg gør nytte til vores kære land ved at være nyttig for ham. Og mange andre," drillede Winchell, som var han et lille barn, der ikke gad lytte til kvinden, hans forældre havde sat til at bestemme. Hun bestemte ikke over ham. "Og alles job er at hore rundt, bare på hver deres måde. Jeg håndtere bare anderledes sværd end de fleste krigere." Winchell var ikke en kriger. Han var en elsker, en nyder, en giver, en modtager.
Bagdelen var uden tvivl blevet set og pletterne derpå var tydeligt også ud fra kvindens reaktion. Hun havde trukket sig tilbage og som havde hun lige set nogen ødelægge hendes yndlings vase, så sur var hendes stemme. "Jeg giver bare, hvad mange vil have. Se det som en gratis smagsprøve. Jeg er en gavmild arbejder jo." Hvordan skulle Winchell ellers tjene ind til føden, når han ikke havde en bordelvagt? På kroerne og værtshusene måtte han vise sig til alle og fremtvinge folks blikke. Og dette var manden tydeligt god til - han gjorde det af ren natur og ikke bevidst, skønt han selvfølgelig nød at vise sig frem. Selv mod typer som kvinden foran ham. Dem, der ikke var mulige kunder. Dem nød han at tirre bare en anelse og så meget, som denne kvinde havde bidt fat på krogen, kunne Winchell jo ikke bare stoppe. Nu havde hun ødelagt hans sjov for resten af aftenen. Hun måtte tage over bare en smule - bare ærgerligt Winchell ikke fik løn for dette. 

"EN BYVAGT!?" Skreg Hecate, ganske forfærdet. Hun vidste nok, at der var dem blandt byvagten, der kunne finde på at hore, men de skulle jo sætte et eksempel for resten af befolkningen! Det gik slet ikke. "Jeg håber det ikke var i arbejdstiden .. det får de at høre for nede på byvagtskontoret!" Fortsatte hun sin skænden, halvt henvendt til dig selv. Det gik slet ikke, dette her!

"Nu skal jeg sige Dem noget!" Hun stak igen hovedet lidt frem, imiterende en arrig gås. "De har bare at dække dem til - NU! Og så vil jeg bede Dem om at trække gardinerne for fremover, medmindre De er anstændigt påklædt! Jeg vil ikke finde mig i sådan en skændsel!" Kommanderede hun. Det var nok usandsynligt at lystmanden ville adlyde hende, men hun havde for alvor fået den skarpe tone ind i stemmen - den, hvor hun var vant til at at folk svarede med "Undskyld, Frøken Reier. Ja selvfølgelig, Frøken Reier."

Skriget fra kvinden fik Winchell til at knibe øjnene sammen, som om luften ramte øjnene og irriterede det hvide gele. Dog kunne han ikke lade være med at fryde sig med et sjofelt smil på læberne. "Han var i uniform, men har været for længe til at have været på arbejde. Tror jeg." sagde Winchell komisk og afslappende. Om så manden, kvinden havde skræmt, havde udnyttet en forlænget pause til at arbejde godt igennem i lagnerne, var Winchell ligeglad med. Dog mente den buttede mand alligevel, at det havde været i fritiden. Manden havde jo virkelig arbejdet sig selv træt. Men igen, byvagten havde holdt øje med ham og sørget for, intet ondt skete med Winchell. Var det ikke byvagternes opgave? At lade borgerne være trygge og føle sig glade. For hvor havde byvagten gjort Winchell glad.

Hendes arrige ordre fik hende til at virke som et eller andet sygt dyr, der var blevet frastjålet sin føde. Men som havde Winchell lyttet til hende, strammede han båndet om kåben, som for at dække sig mere til med det tynde og fine stof, han bar. "Nu er det altså dig, der kiggede ind af vinduerne, frøken. De fleste går bare forbi. Lader andres sager være deres. Jeg mener endnu, det er din egen skyld, du fangede mig med min kærlige byvagt." Igen var den næsvise tone tilbage, som var Winchell et uopdragent barn, der sagde sin strikse stedmor imod. 

"I .. uniform!?" Stammede Hecate, helt overvældet af den grusomme tanke. En byvagt der i den grad forsømte sine pligter og endda horede med sin uniform på? Hvad var Dianthos dog ikke blevet til? Det var ikke så underligt, at byen var ved at falde fra hinanden!

I det mindste havde han haft sans nok til at forlade værelset hurtigt, da Hecate var dukket op. Det var noget helt andet med denne vederstykkelige buttede mand, der nærmest lod til at nyde at håne hende fra vinduet. 

"Det var så sandelig ikke min skyld! Dette er et offentlig sted og jeg er i min gode ret til at gå her uden at skulle se noget så ... perverst!" Skræppede hun. Åh jo, det var ganske sandt, at hun faktisk selv var gået hele turen rundt om kroen for at holde øje med, om der foregik noget uanstændigt - men det var ikke fordi hun nød det! Nej, hun så det som sin pligt, fordi der ikke var andre, der gjorde det!

Kvindens stammende reaktion var som en komisk fryd for Winchell. Det var tydeligt, hendes standarder var høje for byvagterne - de virkede høje for hele byens befolkning, men især byvagterne. Dette glansbillede var den buttede mand ved at ødelægge og efter hendes attitude, havde han intet imod dette. "Men jeg kan sige, han bliver en stærk far. Hans kone er gravid, fortalte han. Derfor han kom til mig. For at gøre alt det, han kone ikke vil have og heller ikke kan lige nu." Byvagten havde været på værelset længe. Oplysninger var delt. Mandens baggrund for at opsøge en lystperson var derfor kommet. Hans kone var fem måneder henne og derfor havde byvagten gået i fem fulde måneder uden noget sjovt. Det havde Winchell troligt hjulpet med og beviserne var at finde overalt på ham og sengen.

"Men hvad der sker på værelser, er private. Vinduet var åbnet, fordi vi havde det ufatteligt varmt. Det er god motion at holde sig igang så længe jo. Det er jo uhøfligt at stirre ind af vinduer uanset hvad," Det var måske lidt en gentagelse af tidligere, men Winchell kunne også mærke, at han og kvinden næppe ville blive enige om dette. Hun var olien til hans vand. "Medmindre du selvfølelig ledte efter noget at se på, mhm? Inspiration at tage med hjem?" Igen løftede øjenbrynene to gange hurtigt sammen med et enkelt blink med det ene øje og et trak i den ene mundvig. Winchell tirrede også kun for at tirre. 

"Med en gravid kone derhjemme!?" Hecate gispede forfærdet. Tænk at man kunne gøre sådan over for sin familie - som man havde pligt til at forsørge! Mens konen ventede barnet, der ville være deres fælles fremtid .. så gik det beskidte mandfolk til skøger! Hendes læber blev vredt trykket sammen, mens hun tænkte over skrækkeligheden.

"Jeg vil ikke høre mere om, hvad I foretog jer! Det er skrækkeligt!" Afbrød hun, som han igen begyndte at give deltajer om, at det var god motion. Det var også god motion at svinge et træningssværd, og det var langt mere passende arbejde for sådan et mandfolk. Hendes øjne blev en smule smallere, som hun så op og ned af ham. Han kunne også godt trænge til at komme af med lidt af fedtet. 

"SÅ SANDELIG IKKE!" Skreg hun ind i hovedet på ham. "Jeg nyder ikke at se på dine.. " Her stoppede hun og kæmpede lidt med ordene for at finde noget passende at beskrive hans handlinger med. Det lykkedes hende ikke rigtig.

"Ja. Hans kone har holdt ham uden i et halvt år. Du må forstå, en mand har lyster. Og ifølge ham er det ikke forkert mod sin kone, når det ikke er med en anden kvinde," Manden havde i hvert fald ikke haft noget imod at fylde først Winchells mund og derefter bagdelen godt ud. Og endda havde manden gjort dette efter at have nævnt den gravide kone. "Han tror, det bliver en søn. Måske endnu en byvagt. Præcis som sin dejlige far." Et lille blink blev givet. Mon ikke kvinden vidste, hvad Winchell hentydet til? At en ny generation af skøger ville få fornøjelser af denne ufødte søn.

Winchell løftede hænderne og øjenbrynene som svar til Hecates ønske om ikke at høre mere. Hvor var hun anstændig og kedelig. Dog kunne han ikke lade være med at strutte med hofterne til hendes næste ord. Hænderne fandt sågar vej til hofterne. "Mine fyldige hofter, måske? Eller magiske bagdel?" Der var mange ting, som alle andre end denne kvinde ville nyde at se på. Winchell var en god lystmand for bordelhuset - bare ikke for Hecate, men hun ville sikkert hellere se etablissementet jævnet med jorden. Men der var for mange krystaller indtjent til at gøre det. Og nogle af dem lå på bordet bag Winchell.

Hecate var ganske forfærdet over fortællingen om byvagten. Dette var netop grunden til, at hun aldrig var blevet gift - mænd havde lyster og disse lyster fik dem til at gøre forfærdeligt uanstændige ting. Hun huskede stadig ægteskabstilbuddet fra Alric Ashtof, som hun hårdnakket havde slået ned, da han havde fået børn med adskillige skøger.

"En mand der tjener byen, bør kunne holde sig i skindet!" Skræppede hun indvendende. Aldrig ville hun kunne forstå disse skrækkelige lyster, som alle mænd til syneladende havde. "Måske byvagten burde få sig nogle flere anstændige kvinder." Tilføjede hun.

Hun havde i hvert fald tænkt sig at marchere ned til byvagtshovedkvarteret og aflægge en formel klage om, hvordan deres folk forstyrrede den offentlige ro og orden ved at hore.

Blikket blev hastigt flyttet væk fra skøgens krop, da han igen vendte tilbage til at vove at antyde at han havde noget, hun kunne nyde at se på. "Det er ikke anstændigt at tale om sin krop på den måde!" Vrissede hun, blikket stift rettet mod gaden længere væk. Hun ville ikke se mere på det.