Akurra havde endelig to funktioner og disse dage siden hun kom hjem fra Kzar mora, havde hun ikke været så meget rundt med sine grupper i grænsevagten som hun ønskede, papir, planlægning af ruter, lytning til problemer og vælge hvem der skulle tage sig af dem. Langt fra hvad hun havde ønsket, kvinden var ikke kendt som kamp og spændings liderlig uden grund og at sidde med papir og planlægning var nødvendigt, men langt fra hvad hun nydt ved sit arbejde. Met et dybt suk, denne aften blev der skrevet under, og sagt voks mærke på det sidste papir. Det var tidligt aften, solen kastede sine sidste solstråler over de høje bygninger, og de lange skygger mødte hende som hun satte sig for at nyde det sidste sollys på trapperne op til byvagts store bygning.

Hun træk vejret dybt, som hætten af den mørkeblå uniform faldt til hendes skuldr. Kappen dannede en let pude og det blå hvide våbenkofte der dækkede hendes torso og den puffet trøje der under, læder bukserne der hang tæt på hende ben. Hendes arme hvilede på hendes knæ og de håndjern hun selv båret, var fremme i solen sidste, de kendte håndjern til at bekæmpe magi som normalt båret af kriminelle, nu på hende dog uden kæde der holdt dem samlet. De to sværd som altid ved hoften, bogen dækket i en lædertaske nær pungen i bæltet. Hun sukkede afslappet som blikket gik i, koldblodet og mørkt kontor en hel dag, i guderne hvor skulle hun varmes op. "Allerede tid til at vinterpelsen kommer frem?" hun rystede hovedet. "Måske skal vi bare tage hiet i år?" hun træk på smilet en smule over tanken, det ville være utrolig rart, at lade kroppen blive kold nok og hvile til foråret kom nær. Alf ville brokke sig, Agarés ville sikkert brokke sig. Hun rystede lidt ved tanken, og endnu mere ville byvagten og grænsevagten finde ubehag ved at hun manglede de næste mange måneder. Nok bedre, at finde alt det varme tøj frem tidligt. Let rystede hun på hovedet og træk hovedet tilbage, og hvilede på solen hvis varme hun nydt. De gennemsigtige øjenlåg gjorde iris farvers let tåget. Isari vær sød og lad solen blive, blot en halv time mere.

Rygter var nu engang en besværlig størrelse at havde med at gøre. 
Aldamar kendte til sin del af dem, og havde ret så ofte været midtpunkt for en del, måske endda ligeså ofte ikke havde været. Rygter der var skabt for at skade et godt omdømme, rygter der var sat igang, for at så tvivl i sindelag der ellers mente de vidste alt hvad der var at vide - rygter om mørke og død, eller lys og liv. Irriterende og mærkbare. Aldamar vidste af erfaring at den bedste måde at håndtere dem på, var ved ikke at reagere på dem... men et eller andet sted hen af vejen, var der en grænse for hvilke rygter man ikke kunne lade værd med at opsøge kilden til. 

Det var sådan et ønske, eller sågar sådan en grænse, der gjorde at han med rolige skridt bevægede sig til byvagtshovedkvarteret i Dianthos. Det var ikke et sted han besøgte ofte - det var for at være helt præcis, ikke folk han stødte på eller opsøgte, særlig ofte. Men nogle gange måtte man gøre undtagelser. 

Vejret var godt, himlen smuk og humøret hos fyrstesønnen... stilfærdigt, lige nu. Og siddende på trappetrinet foran døren, var der en der syntes at nyde godt af, og dermed også inddæmme lige præcis, de to ord. 
Dagens sidste stråler af sollys blev nydt til fulde, af en bleg, mørkhåret kvindeskikkelse, som Aldamar bestemt mente passede til den beskrivelse han havde fået viderefortalt, da han havde søgt roden af de rygter han gerne skulle have stoppet. Akurra, var det? De mørke støvler stoppede deres klikkende skridt over brosten da han nåede trappen, og et undersøgende glimt lurede i de havblå øjne, der tog det uniformklædte halvdyr ind, foran ham. Først efter nogle sekunder, åbnedes fyrstesønnens veltalende mund. "Patruljeleder Roselair, antager jeg?"

Så lukket hendes øjne kunne være var de, den røde farve var dækket af de tåget øjenlåg som hun forsvandt lidt i varmen der kyssede og kærtaget hendes hud. Disse timer, disse timer hvor de dyriske instinkter skreg på varmen, før kroppen endte som en en stiv gren der hang og stillede ventede på sit sidste blad faldt og hvilet kunne begynde. Tungen slog lange, hilst til verden som hun slappede af før turen vente hjem til hendes varme behagelige nærmest krammende tæpper.

Som den vente retur i sin lille grotte bag de let blege læber, vippede hun hovedet forsigtigt. En sød duft, en fin herre endda. Blikket søgte ham ikke, som de klik af de fine støvler kom nærmere og nærmere. Som navnet blev nævnt åbnede de blodrøde øjne sig og søgte manden, som tydeligt overrasket hende, ikke at hans tilstedeværelse var overraskende, tværtimod, men at den var den store prins af Arys. Hun træk lidt på smilet, og med det samme søgte hendes blik væk fra ham, til hustagene, til gyderne der førte op til byvagternes bygning. "Til deres tjeneste." svaret hun distraheret, og var endelig en halv løgn, og forsatte med at lade sig søgende blik beskue de sidste huses tag, og kort før de dyriske røde øjne faldt på prinsen, gled de over himlen over dem. Lidt skuffet en mimik faldt til ham, men skiftede hurtigt, som et smil dukkede op på hendes læber.

Hun rejste sig og langsomt træk sig ned, nærmest slæb sine ben over de få trin ned til den unge herre, slæbende endte et trin oppe sådan de næsten var i øjenhøjde af hinanden. En hånd mødte hendes hjerte den anden bag hendes ryg hvor hun nejede kort for ham. De håndjern der sad om hendes egne hænder var tydelige i dette øjeblik. "Noget jeg kan gøre for dem, prins Al-da-mar." hun træk et lille smule i navnet, nærmest så om det var en lille drillende provokation, og resten af tonen var tydelig, hun var selv overbevist om, der var noget hun kunne gøre for ham.

Aldamar havde altid haft en fascination af slanger. De skællede, smukke, utrolige væsner havde fulgt ham i lang tid, og Dina, den hvide krystallianske slange han husede derhjemme, var en kær ven og et ganske smukt, elegant og dovent væsen. Fascinationen, og den skjulte kærlighed, strakte sig fra slanger og videre til flere krybdyr, selvom han helt klart havde fundet sin favorit her i livet. 
Og derfor gik der ikke forfærdelig længe, førhen at Aldamar vagt mindedes hvad han havde hørt om den kære patruljeleder, såvel som hvad han kunne se lige foran sig. Bleg, en anelse skællet, rødlige øjne... han var ikke i tvivl om at en splittet tunge gemte sig i den lige nu lukkede mund. Enhver anden dag, var det et emne han gerne ville vide mere om. 

Men lige nu, kunne ingen umiddelbar fascination mildne den modvilje der lurede bagved det reserverede, noble ydre. Havblå øjne betragtede hendes dovne opvågning, dertil også dovne opmærksomhed og dovne smil, og selvom hun dog havde plien til at møde ham i en lille nejen, var de første sekunder altid hvad der dannede grobund for hvordan man blev opfattet. Og lige nu, var opfattelsen... op af bakke. 
Fyrstesønnen nikkede let, og undlod at kommentere på navneudtalelsen; hver ting til sin egen tid. 
"Det vil jeg bestemt mene" 

Trænet i etikette som han var, blev det dog ikke udtryk at førstehåndsindtrykket gik den forkerte vej, om man ønskede at være på den gode side af Arysprinsen. Men et eller andet sted... jah så tvivlede han på at det betød meget for den kvindelige byvagt - et lille smil krøllede trods de stride tanker læberne en anelse opad, og prinsens blik gled over det område de befandt sig i. "Jeg fornemmer dog at De ikke er ved deres fulde... funktionsdygtighed lige nu, Patruljeleder.." der måtte have været en grund til at hun sad i solen, og med de slæbende trin, måtte grunden ikke være opnået endnu. "Om De har fri for i aften, ville det glæde mig at få noget af deres tid og opmærksomhed. Vi kan finde et mere... solkysset sted, hvis det kunne være af interesse" inviterende slog han en arm ud, og skævede op imod taget på nogle af de højere huse. Det var et godt sted, nogle gange, kunne man bruge de indbyggede teresser der befandt sig deroppe. 
Han fik trods alt sjældent et nej kastet imod sig. 

Der var noget specielt over ham, ganske kort, nogle tanker der var helt fremmede for Akurra, og dog, blikket, et øjeblik minded det hende om den mand, på den kro den ene nat. Måden hans blik gik fra hendes øjne, til skæl, og det blege hud, og uden at tænke over det blottet hun tungen for ham, ganske kort og samme instinkt fik hende til at trække luft igennem halsen og kort hang det typiske hvæs som tilhørte slangerne i luften mellem dem. Et, to, tre, fire hurtige blink senere og hun rystede hovedet. "Undskyld." mumlede hun forsigtigt, og træk kort blikket fra ham og søgte jorden med det røde blik. "Ved ikke..lige hvad der skete." forsikret hun før hun hævede blikket igen, og tog det sidste skridt ned af trappen og stod lavere end ham, og blikket stod lidt lavere end hans blik. Hun nikkede af hans første ord som det undersøgende blik forlod hende.

"Det vil jeg bestemt mene" Et tydeligt interesseret glimt kom frem i de trætte øjne som de ord mødte luften i mellem dem. Opgivende rystede hun på hovedet af det næste den kære prins sagde fik dog et kort suk til at forlade hende. "Desværre ikke, det kolde blod har sine ulemper i vinternes måne.." ordene døde ud som et større gab tvang sig frem, kæben der nærmest gik af led, eller i hvert fald åbnede i større grad end de normale menneskers kæbe, men før alt blev for synligt tog hun en hånd i vejen for gabet, dog ved et opmærksomt blik fange de to, klar hvide tænder der forlod deres skjul ved den tvunget bevægelse. Før hånden forlod mundvigen hjælp den kæben ordenligt på plads, om det var nødvendigt, nej men hvorfor ikke hjælpe. "Måneder." tilførte hun som kæben fandt ro, nu med lidt væske i øjenkrogen.

Et langsomt skridt og armen gled stille ind under hans, uden tøven lagde hun kroppe tæt op af hans, og holdt et tæt greb om armen. Varmt. Lyd hendes indre som kinden blev lagt imod hans skuldre. "Jamen vis vej mit kære prins. Vil der også være varme tæpper?" spurgte hun håbefuldt, og hvis muligt søgte mere af hans varmblodet krop. "Men spøg til side. Min dag er over, så de kan tage den tid de ønsker." Blikket søgte igen tydeligt byens afkroge, søs må have ladet ham vandre frit?

Noget ganske overraskende skete. 
Uden at Aldamar havde kunnet forvente det, eller for den sags skyld se det komme... jah så fik han en overraskelse oveni de første få sekunder med patruljelederen, hvis tunge og tilhørende hvæs spillede i luften imellem dem - ganske kort - førhen at det forsvandt bagved en undskyldning og en hånd for munden. Oh... selvom der ikke var meget at aflæse på Arysprinsnes hvidlige ansigt, jah så gnistrede en ukontrollerbar nysgerrighed kortvarigt i alt det mørkeblå, og han rystede på hovedet - ingen grund til at afvise. En nysgerrighed der kun blev størrer, da man kunne ane tænderne bagved håndens dække, og Aldamar lagde bånd på sig selv for ikke at lade sig mærke med det, da han fik hendes arm ind omkring sin egen i en armkrog, og kunne mærke det mindre hoved på sin skulder. 
Et forsinket nik fulgte med da de begyndte at gå - vintermånederne havde så sandelig sine ulemper, og han kunne forhåbentligt finde dem et sted hvor at det besvær ikke skulle hænge ligeså meget over dem. 

Så Aldamar viste vej, og kunne mærke hvordan at morende lille grin trak om i den ene mundvig ved den kommentar, og han nikkede endnu engang - godt. "Desværre ingen varme tæpper, medmindre vi er yderst heldige. Og held er desværre ikke det der plejer at følge mig" smilede han, ikke videre bekymret over den sandhed der lå i de ord og leveret med et drys af mørkere humor end nogle ville forvente. Det kom selvfølgelig an på om man kendte ham eller ej. 
Den klikkende lyd af deres skridt imod brosten fulgte med dem idet at Aldamar drejede dem imod en mindre butik, små 50 meter foran dem, med en relativ køn facade foran sig, hvorpå at han vidste at der var en tagdel der i sommermånederne var åben for hele beværtningens gæstetal. I vintermånederne var det noget andet, men nu fik de jo at se. 
Mørkeblå øjne gled ned på hendes mindre skikkelse. "Men nu må vi se, måske de gør en undtagelse lige præcis fordi det er vinter... har de altid fri på det her tidspunkt?" sagt ganske almindeligt, og ganske fint lænet op af at være hverdagssnak og pausesnak imens de gik. 

Det korte, glimt i hans blik som hun gabte, som hun kort mistede kontrollen og gik i forsvare grundet den kolde, trætte, stive krop, den restløse vinterkrop som ønskede to ting, at hvile, og opsøge alle former for varme. Lige nu hans arm, som hun klemte sig til. Hun havde hverken spist eller ordenligt sovet siden kulden begyndte at krybe sig ind under vinduet, og humøret havde været problematisk i forvejen og nu.. håbede hun at holde sig i skindet og ikke være for..på tværs over for prinsen. Nikket, det lille forstående nik fik et lille smil frem på de bleg røde læber. Det var uden tøve at hun gik med ham, trætte dovne skridt hvor fødderne mere blev revet langs jorden i en skrabende lyd mere end de fine, elegante klik prinsens fødder så fint delte med verden.

Hun lod de gennemsigtige øjenlåg glide i som de vandret, og hun forsvandt stille ind bag det tåget udsyn som hun brugte ham ikke blot som støtte men også sin guide til hvor end han søgte. Held? Hun puffede forsigtigt til ham med hovedet som en anerkendelse af hans ord.
"Held, har aldrig været i Arys blod har det?" lyd det i en alvorlig tone, med et snært af medlidenhed. "Det er langt fra kun deres." tilførte hun som de næste få skridt var blevet taget.

Blikket genfandt sin klare røde farve som de kort standsede op, og blikket faldt over den veludsmykket facade og kom retur til prinsen ved hendes side.
"Kun i de koldeste af årets måneder. Er svær at 'finde' her i 'byen', når varmen tillader mig at rejse rundt med mine grænsevagter." De to ord, finde og byen, blev der lagt vægt på i håb om han fangede hvad hun mente. For disse vinter måneder gik på alt det hun ofte søgte at undgå, men vægge og slippe for den kolde vinter vind hjalp med at holde planlægningen, papir arbejdet ud. Det eneste gode ved disse måneder var der var mere tid med alt det nye kød i byvagten, finde dem hun skal lokke ud med ud i grænsevagten.
"Må man spørger hvad de laver så langt fra Ædelborg?"

Et lille puf indikerede at de ironiske ord ikke faldt for døve ører, og Aldamar måtte med et skarpt, lille smil ryste på hovedet - "Nej, det har det ikke været i lang tid". Det var ikke et spørgsmål om at søge medlidenhed, men nok nærmere et spørgsmål om at være realistisk, noget Arysprinsen var fantastisk god til, ville mange sige! At være realistisk betød dog ikke at man var humorforladt, og derfor blev det ikke taget tungere end det skulle tages - held var ikke noget man kunne købe sig til, og uheld ramte alle, ikke kun dem. Kunne det dog købes, havde det nok været en anden situation. 

Ved butikkens facade var det at Aldamar's blik lyttende gled tilbage imod halvslangens forklaring, og han kunne til dels takke at vinteren holdt hende indenbys. Havde hun været omkring grænserne, ville han næppe havde kunnet finde hende, og dertil heller ikke kunne... finde oprindelsen af de beklagelige rygter der var begyndt at svirrer. Og en tanke slog derpå ned det ved det... sigende toneleje det blev sagt med, og Aldamar's mørke øjne ulmede vagt. Monstro kedsomheden også var hvad der havde skabt disse rygter til at starte med? Vinteren kunne virkelig bringe de værste sider frem i folk - men det skulle alt sammen komme, når det var tid. 
Fyrstesønnen nikkede derpå, samme høflige smil omkring læberne som sædvanligvis, mistænksomme tanker til trods. "Jamen så må jeg trods alt besidde en smule held, når jeg fandt dig i de kolde måneder" et glimt af latter der aldrig blev leet, og døren til butikkens facade gled op idet at de trådte ind - Aldamar smilede skævt. "Dianthos har meget at byde på, herunder forbindelser til nogle af de mindre familier i landet... og nemmere adgang, hvis jeg må være ærlig - der er noget helt unikt over ikke at skulle rejse dagsrejser, for at nå sit mål" og Zircon lå endda relativt godt, sammenlignet med de Pompadour familiens hjemstavn i Norvik! 

En dame kom hen til dem, og efter en utrolig kort samtale, blev der givet tilladelse til at benytte sig af tagets udsigt til de sidste solstråler på dagen - næsten som var det planlagt på forhånd. Men da også kun næsten. 

Det begyndte jo at virke mere og mere planlagt alt dette og ikke blot et møde fordi mulighederne var der, og dybt inde i hende, det lilla håb om at give noget hjælpe den bløde prins med at få noget hår på brystet forsvandt som facaden af bygningen blev slugt til sig, og hans ord spist. "Held og held, nu må vi se." hun træk kort på smilet som de blev sagt, held måtte tiden vise, og endnu mere måtte tiden vise om hvem af dem hvis en var den heldige, dog med Arys historie, og hendes nye opdagelser var det nok langt mere sandsynligt at der var ingen af dem som bar på held i disse dage. "Så..det er diplomatisk.." hun rystede kort hovedet som de kom nær døren. "Eller...er det mere fornøjelse?" tilførte hun med et lille træk på ordene og smilet.

Den korte samtale fangede hurtigt halvslangens øre, ikke at hvad der blev sagt var vigtigt, men hvor styret og ledt samtalen var af prinsens ord, og nednu mere hvor planlagt det hele var. For en kvinde som tog de fleste af hendes beslutninger i takt med hendes instinkt var der flere alarm klokker den ringere som kvinden forlod kort efter at have givet lov til at benytte taget. Det var uden tøven at hun lod ham føre til hustaget i stilhed, og øjeblikket døren til det lille tag areal blev lukket bag dem, tog hun fat i prinsen arm og forsøgte at rive hans blik ned til hendes højde. "Nok er nok Aldamar"-igen træk hun på navnet. "-Hvad vil du? Aftalt et rum? En af de få gange jeg er i byen? Enten er jeg i problemer, ellers er du og vil have din ryg dække..SÅ hvad har du gjort min kære prins. Hvad er så slemt dit navn ikke beskytter dig?" hun slap ham som det sidste blev sagt, og rystede kort hovedet, som hun kiggede op, tydeligt forventede nogle svar. Var det hende der var i problemer ville klagen komme fra kaptajnen ikke prinsen selv.

Hvorvidt det var diplomatisk eller fornøjelse, se det var ikke noget hun fik svar på i den her omgang. De kom dog næsten garanteret idet at prinsen ledte dem opad imod taget, hvor at de ville have mere fred for nysgerrige ører, og i den grad også nysgerrige øjne, til at drøfte det som havde ligget og presset på hans tanker... de her dage. 
Døren skulle nemlig kun lige akkurat nå at lukkes, førhen at Akurra var i aktion, og med et forunderligt vovet greb i hans arm, drejede de mørkeblå øjne ned imod hendes mindre skikkelse. Nok var nok. Prinsens mørke øjne, funklede en anelse tvetydigt da det gik op for ham, at hun havde gennemskuet ham. Men det var næsten også forventet, hun var jo - efter sigende - ganske kvik. 

Men ikke kvik nok til at holde skarp tand for tvedelt tunge, når det var nødvendigt eller forventet af hende; et fortræffeligt facadesmil af indøvet diplomati, og fremelsket kølighed trak de smalle læber op, og Aldamar fnyste, idet at han med armen sluppet, børstede noget ikke eksisterende støv af det sted hun havde holdt fast. "Så skarp du er" i både ord og indgangsvinkel, det kom med en snert af fornøjelse fra ham, omend man ikke var i tvivl, hvis man kendte Arysprinsen. 
Trods smilet omkring læberne, var han ikke fornøjet. 
"Du antager nok så meget, gør du ikke, Patruljeleder Roselair? Om både den ene ting, men også den anden ting... intet er så slemt, at det ikke burde kunne håndteres med en passende mængde ro" de skarpe ord bar dog en venlig undertone, og selvom det ikke nåede de mørke øjne, var det at han alligevel slog inviterende ud til de siddepladser der var. "Jeg tror nok nærmere spørgsmålet er hvad du har gjort... De bryder dem vældig godt om sladder, hmm?" tilføjede han derpå, og satte sig i hvert fald selv, benene krydset og holdningen ganske åben, selvom kortene der blev spillet med, var lukkede. Hun vidste allerede mere end han foretrak, han skulle ikke til at være den der forklarede sig, førhen at han kunne se hele billedet. Høre hvor meget, eller måske nærmere hvor mange hun havde talt med. 

Selvfølgelig fik hun ikke et svar på spørgsmålet om det var mere fornøjelse end diplomatisk, men alt det næste om hun endelig havde belæg for at trække i en prins eller ej var ligemeget for instinkterne lyver sjældent, og lige nu vidste de sig at tale mere sandt end nogle sinde sådan han knap var overrasket over hendes greb. Tungen hilste på verden som hun gav slip og så ham trække sig væk, til de fine stole der så fint var sat op til dem.
Der er ikke andre.
Lyd hendes indre som den eneste duft var hans, og hvad parfume han benyttet? Armene blev krysset under brystet som hun med snævre øjne studeret ham, virke så afslappet som han satte sig. Hovedet blev vippet frem og tilbage nogle gange som hun drejet og smagte på hans ord.
"Antager?" mumlede hun tilbage og lod sig løsrive fra sin faste måde at stå på forsigtigt gik hun ombag ved den anden stod og lænede sig let indover den som hun fandt hvile imod dens ryglæn.
"Hvis du ville have ro, findes der biblioteker eller templer for den slags. Selvfølgelig nyder jeg sladder? Hvem nyder ikke et spark liv i en samtale?" hun træk på de blege læber og lod det røde blik endelig forlade den fine herre og gled over området, var der endelig andet? Noget at drikke? Havde han gemt et sværd her? I guderne ikke som han gik, han ville falde med et i hånden med den sære balance. For ja, hvad ville man ellers liggemærke til når man gik arm i arm. Hvilken bedre undskyldning til at mærke den manglende muskulatur, og mærke hvor lidt arbejde søs havde gjort.

Ville hun bare lade hans talenter dø ud med os to?

Det var tydeligt hendes tanker vandret langt væk som hun kiggede på det lille tagområde og med et dybt suk kom hun ud af disse tanker.
"Så..hvad har jeg gjort? prins? Formoder du nok skal fortælle det, lige meget hvad jeg siger eller gør - så kom da med det." igen sukkede hun og lod energien forsvinde fra blikket som halv lukket øjne hvilede over ham.
"og fortæl også om du vil gøre noget ved det." tilførte hun ved første tegn på at han skulle til at svare hende, og med de ord forsvandt smilet til samlet snævre læber.

Han var da også provokerne, umulig at læse som hans blik aldrig skriftede, kun hvor det stirret så ligegyldigt man skulle næsten tro manden ikke havde en glæde i livet, hvilket næsten ville passe med de ord der gik om ham. Blikket var på hende, men hvor var svært at se ikke at det havde noget betydning hvad han stirret på, flaskerne om halsen, byvagtens tegn, hendes bevæbning, hendes mimik eller manglende kvindelige former, det var både umuligt at se, men også lige gyldigt. Han havde lokket hende her op, med noget i gære og blikket måtte blive på ham, og hans kolde selv. Tænk at han inviteret hende på varme og så så med sådanne øjne og så låst en mimik.

liv i en samtale?
Hun vippede hovedet som det blev sagt, kort frem og tilbage - hans ord gemte tydeligt mere end der blev sagt hans pause var ikke tilfældig så meget var tydeligt. Det handlede bare om at finde ud af hvad i gudernes navn han forsøgte at få hende til at indse.

Andres bekostning?
Nu gav det straks mere mening, nogle han kendte, eller sig selv var berørt at noget hun havde gjort eller sagt. blev dog voksen, ord er ord. Det var ikke ukendt hun lyttede til de adeliges skandaler, ej heller var hendes holdning om dem, at de skulle bevise deres titel og gjorde de, som visse af dem havde gjot fik de den respekt som titel bar. En prins der endnu ikke havde opnået noget som man hørte om, og tydeligt i kropsform og holdning blot nydt hans økonomiske og status fordele. Der var ikke så meget som en skade at se, i det mindste var Alexanders hænder beslået af træning for så ung en knægt, selv hans bror Rasmus havde faktisk tegn på at have gjort noget i sit liv, både i kirken men også som en mand.

Hvorfor? Imod ham personlig? offer for løse rygter? keder mig?
Den tvivlende, undersøgende facade faldt fra hinanden som en latter lagde sig mellem dem, endelig skiftede han sin mimik, med et smil og blikket gled fra ham til lyset som latterne forsatte.
"Deres højhed, du brokker dig over at jeg delte en sandhed om dem og deres fremtidig kone?" Virkelig det han brokkede sig over? At hun for nogle uger siden havde delt hvad hun havde fået fisket ud af nogle af deres tjestefolk på en kro? Noget hun havde delt flere gange.
"Blev dog voksen knægt, har intet imod deres navn. Faktisk er Arys familien den af jeres højrøvet familier jeg respektere mest. Men..." hun rystede hovedet og lod sit men hænge som en provokerne stilhed et øjeblik.
"Ser du, mit problem med -dig- er ikke hvem du, men hvem du ikke er. Dine hænder, har ikke et ar på sig, ikke en skade fra at have gjort noget som helts selv, dit eneste ar, ligner noget et husdyr har lavet efter du rev det i halen." hun rystede hovedet som blikket gled mere over hende.
"Dine arme er som pinde, din holdning er så fin man er bange for du knækker bag over. Og her er du? PIGE FORNÆRMET! over nogle ord? Virkelig?" hun sukkede dybt.
"Tænk..at du bliver fyrste af den familie, du skal være hovedet alle ser, den som beskytter folket i jeres land, dem som alle kan ligge deres tillid til. Du er en skuffelse af en mand. Specielt for den familie."
Hun bevæget sig aldrig, blot stod med armene over ryglænet så håndjernet hvilede imod bagsiden af ryglænet og kun de røde øjne som søgte forskellige steder, fra flammen til ham, flere gange som hun talte, men kroppen stod så stille som kun slanger kunne.
"Og det ville ikke overraske at du var så lidt en mand, du så ligger som en kvinde."

Med det sagt, hans ord var klare og velovervejet, det var en ting selv om rygterne havde forberedt hende på at ville lade sine følelser styre hans ord, så var dette noget helt andet. Selv hans måde at fortælle hvad andre havde sagt om ham og den skarpe kommentar imod hendes ord imod sit eget køn. Hun bidt kæben sammen for ikke at smile af hans ord, og holdt blot den kolde, neutrale mimik. Fra en..byvagts perspektiv, dette var langt fra en vinkel hun havde set komme og selv om hun havde det perspektiv så vidste han også tydeligt at han intet anede om kvinden foran ham. Hun puste langsomt ud, i noget der lyd som en kort hvæs, ikke et aggressivt et, blot sådan hendes krop var.
“Det er noget helt andet at se dig idag. Frem for den knægt du var tilbage på Ædelsborgen.” hun gjorde en ting klart med sit blik, at dette ikke var hvad hun ville sige, blot en kommentar.
“Du er uden tvivl lært, velovervejet, og ikke den følsomme mand alle siger de er. Så uden tvivl er der visse ting der har bidt sig fast.” første  gang længe bevæget hun sig, blikket gik i, tungen hilste på verden som hun tydeligt søgte indtryk der ikke var hans. Blikket åbnede langsomt, og et lettere skuffet blik var til at se blot et øjeblik.
“du er en stærk figur, uden tvivl, men Aldamar, du er ikke en leder, du tager ikke hårde beslutninger, alle der snakker om dig rygter eller ej, tegner alle det samme billede.” hun kigget stille på ham som de følelseskolde øjne kom retur til hendes mimik. Hun slap stolens ryg og tog et skridt tættere ham, og to skridt fra ham stoppede hun.
“Og det er ikke billedet af en leder. Der er billedet af en mand som vil efterlade beslutninger til hans rådgivere.” hun sukkede kort, og tog det ene af sine sværd, med holde, ud af sit bælte, og holdt det i sine hænder mellem dem.
“Du tvivler for meget på dig selv, sætter for store krav, og vil gøre tage beslutninger med så lav risiko som muligt, som rygterne siger, så stoler du ikke på andre.” straffet af sværdet blev vendt i hendes hænder flere gange, en hånd gled hen over skraftet.
“Som du er nu, vil folk ikke følge dig, for dig, men kun grundet dit navn.” hun sukkede som det blev sagt.
“Og min søster har tydeligt aldrig gjort sin pligt over for dig, hvilket er en skam. For jeg tror virkelig det herre højlunds lærdom ville komme dig til gode, og min søster er for naiv, og vil beskytte jer alle selv, på grund af en dårlig oplevelse.” hun kiggede på sværdet i hendes hænder
“Fordi hun har glemt hvad Oscar endelig lærte os, alt takkes hendes forbandet magiske evne. Netop alt det du mangler. Så..fremtidige fyrste.” Et halvskidt mere som hånden forlod skaftet, og hun bøjede sit ene knæ og lod det møde gulvet foran ham, sværdet rækt imod ham skaftet først, stadig dækket af sin holder.
“Lad mig lære dig alt det, Herre Højlund, lærte mig og min søster. Alt det, de mangler.” hovedet blev bøjet, som hun gik på knæ foran ham.

At sige det næste der skete ikke overraskede Aldamar, ville være en løgn. For det gjorde det.
Uden at kunne - eller ville - sige et ord da hun begyndte at evaluerer ham, løftedes brynene langsomt i overraskelse, og fyrstesønnen holdt tand for tunge. 

Fordi han var ikke en leder. På mange parametre var det ikke noget han blev beskrevet som, og det var et dilemma man ikke kunne melde pas på, desværre. Derfor var det nødvendigt at ændre sig, og dét i en fart. Hans taktikker var hertil mindre direkte, og virkede i Akkura's mund, til også at ville jage ham rundt i manegen, i sidste ende. Efterlod han alt til rådgivere, eller var han sågar selv en af dem? 
Hun evaluerede ham ikke. Hun analyserede ham, tænkt med en spids tone. Selvom det var en hård konklusion hendes kolde øjne landede på, var det tilmed også en hun troede på, hvis hans egne evner skulle tale for noget godt i den her situation. 
Resterne af røgen sneg sig undervejs stadigvæk dovent op i luften omkring dem, lige indtil den blev brudt, da byvagten i en hurtig bevægelse bøjede knæet, og rakte sværdet ud, Aldamar godt på vej i et halvt skridt tilbage i sin stol, men afbrudt. Interessant... hun kendte Højlund familien? Var en del af den? 

Den efterfølgende stilhed der strakte sig varede sekunder. Hun kendte hans mors livvagt? Hun vidste hvem han var? Der var en tavs overvejelse i blikket som betragtede hende. Vidste han hvem hun var? Med en lavmælt brummen manede Aldamar tankerne til ro. "De er enten utrolig modig, eller utrolig hovmodig, Roselair...." Han samlede sine ting, og gemte både bog og pibe væk i en underlomme af vestens udskæring, inden at han rejste sig, et begyndende og i den grad også professionelt smil i mundvigerne. 
Hånden gled langsomt over læderet, og brynene gled uden at han lagde mærke til det, en kende mere sammen. "Så lad os finde ud af hvilken. Jeg accepterer Deres tjeneste, patruljeleder Akurra Roselair. De har en intention, og jeg glæder mig til at se den udfolde sig" høflig som bare pokker, selvfølgelig, og Aldamar trak hånden til sig igen, efterfulgt af et lille nik. Hun kendte tydeligvis også Cordelia... hvilket var forundrende. Hvem var hun? "Oscar var en god mand..." 

Han måtte videre. Selvom lysten til at undersøge hvorvidt hun mente det her sandfærdigt nippede og skubbede til ham, måtte han få aftalt det på et andet møde. "Men De er under byvagten. Agter De at tage orlov?" han kunne ikke forestille sig at man tog ferie, men så igen... hvad vidste han egentlig om soldaterlivet? 

Det var længe siden hun været på knæ overfor nogen uden ikke også at være udmattet eller dækket i mindre sår og lige nu var det faktisk foran en mand hun lige havde sagt ikke helt var værdig til at lede, men han skulle nok nå det. Det kunne mærkes, men det store spørgsmål var hvor lang vejen ville være og hvor mange bump de ville møde på den, hvis han altså tog hendes hånd i dette. Hun træk på smilet som han endelig fik svaret, rejst sig og lod sig mærke læderet om klingen. Blikket hvilede på hans hånd og munden let åben blot for at høre ham den smule bedre. Hans svar fik hende til at trække på smilet, hun havde faktisk forventet mere modgang, specielt da hun måske have været lidt for hård. Men han skulle høre rygterne, hvilket der var sande var en hel anden samtale, og til hans fordel virkede han til at tage det hele til sig. Måske ville vejen ikke være så besværlig som hun havde forstillet sig.

”Nogle vil kalde mig begge dele.” dyriske instinkter gjorde mod en sær størrelse at arbejde med, når andre væsners krop skreg at de skulle løbe, skreg hendes på at bide. Mod hos halvdyr handlede udelukket om hvor meget af deres dyriske side lå i deres sind. Hovmodig? Var hun nok uden tvivl på gode dage, eller dårlige – baseret på hvis øjne der hvilede på hende. Tungen hilste kort på verden, som han træk hånden til sig igen. Blikket hævede sig til hans.
”Gør jeg også, den herre.” høfligheden var næsten ved at brække sig over, men alt havde sit formål, og den facade af hans skulle nok også falme som de kom i gang.
”Oscar var en vidunderlig herre.” forsvaret hun sin intention som hun rejse sig med rettet ryg.
”Jeg tænkte faktisk det var dem, der ville ofre deres dyrebare tid.” det blev sagt med et smil på læben, og en tunge der ikke helt træk sig ind så spisen lige kunne fornemmes.
”Vi har en patrulje som omhandler landevejene mellem hovedstaden og Zircon. Tænkte du skulle med, nogle gange. At få noget hård hud på både hænder og fødder ville gavne, og tænker din mor med glæde vil tilbyde både sværd og telt, så skal mine rekrutter nok hjælpe med opsætning.” hun træk på smilet og endelig fandt hele tungen plads i munden igen som hun lod blikket falde på gaden under dem.
”Din mor er ved at blive gammel, er hun ikke?”afsluttede hun og kigget sig over skuldren.

Hvordan var det nu engang det var.... hold dine venner tæt, men dine fjender endnu tættere. En så udtalt kritik af ham som menneske, og samtidigt også en så stærk kritiker af hele hans... ledelsesstil; det ville han ikke kunne slippe helt i det krogede sind. Fordi der var stadigvæk så mange spørgsmål. 
Var det Akurra som havde startet rygterne - dem som han havde opsøgt hende omkring, helt til at starte med? Hvilken relation havde den slangeprægede kvinde foran ham, til Arys familien? Til hans mors livvagt? Til ham? 

Han havde altid brudt sig om de varmevekslende væsner. Og selvom han ikke var en religiøs mand, kunne han ikke benægte at det føltes lidt for ironisk, at Akurra ubevidst symboliserede mere end hvad hun nok var. Det var dog et lille smil der trak op i det lyse ansigt i sidste ende. Selvom han ikke nødvendigvis følte velvilje vælde op i sig, var det ikke som den kolde modvilje der i starten af deres møde, havde været svært at komme udenom. Og hun var ikke sky af sig, da hun vendte tallerkenen om for istedet at få ham til at sætte tid af og planer til siden. Ikke dårligt. 
Det mørke bryn gled skeptisk op, men Aldamar afviste det ikke. "De har det hele planlagt, kan jeg høre... afvent svar indenfor de næste par uger" svarede han i stedet, noget lidt mere letsindigt under den brummende stemme. 
Han var så godt som klar til at bevæge sig ned af trapperne igen, en sidste hånd over den safirblå vest og de sølvstænk der sirligt dekorede stoffet, inden at hendes afsluttende kommenar listede sig ind i øregangen. Og fjernede letheden over smilet, selvom hun nok ikke kunne se det med hans ryg vendt imod hende. 

Adelsmanden stoppede midt i sine skridt, et enkelt blik, lidt længere end tidligere ulmende over den blege kvinde, inden at han forlod hende, uden at svare. 

Det var lige godt sært, at han mærkede ret som han gjorde. Et undren blik hvilede imod ham og ventede på hans ord, en eller anden form for svar, frem for blot de underne, eftertænksomme, blik de sendte imod hinanden, tungen hilste i spænding på verden som han endelig gav lyd. Planlagt? Han skulle bare vide, hvor meget, eller nok nærmere hvor lidt der endelig var planlagt. Men det var netop hele pointen også, at selv hvis meget var planlagt ville mindst lige så meget på ingen måde være planlagt. Man kunne ikke spille kort og så vide hvordan bunken lå, det gav ingen mening at spille spillet i det tilfælde. Hun træk på smilet og lod blikket falde tilbage på gaden under dem. Det var jo endelig gået meget godt.

”Vi ses.” lyd det eneste svar som han træk sig fra hende og efterlod hende alene. Tungen hilste flere gange på luften, som tankerne gled.

Hvis også på tide af hun begyndte at aflaste Cordelias, den kvinde ville have godt af at få sin chakra fjernet, så hun blev tvunget til at indse hun ikke kunne klare det hele selv. Bare få lidt selv indblik i hvor mange mangler hun havde, og måske endda få hende til at ønske noget frihed, eller spørger om hjælp. Siden hendes død, havde hun arbejdet alt for meget. Men det gav vel mening nok, hun havde fejlet, selvfølgelig ønsker man ikke at gøre det igen. Langsomt hævede hun hovedet og lod blikket falde på dør håndtaget, som stadig var varmt efter Aldamars hånd. Hun kunne ikke lade være med at slikke sig kort om munden så hun lod hånden hvile om håndtaget et øjeblik.

Hvilket form for sværd ville gavne ham?  kort sværd? Bevæbningssværd? Bastard? Rapier som en sand adelsmand? Han var jo ikke særlig høj, så noget der kunne rette op for hans manglende højde eller fysisk. Måske et domstols sværd? Hun træk på smilebåndet, hvor i al verden skulle hun få fat i sådan et til ham. Men det ville nok basse ham bedst.