Victoria havde, efter sin overtagelse af positionen som spionmester, haft temmelig travlt med papirarbejdet. Der var flere sagsmapper, end hun kunne tælle, og det havde været et sejt træk at forsøge at komme igennem dem alle. Det var dog langt om længe lykkedes, og flere navne havde været sprunget i ansigtet på hende. Hun havde derfor sat en række spioner til at undersøge disse. Det største problem havde dog indtil videre været Tanto. En mand der, efter Liducias undersøgelser at bedømme, var temmelig farlig. Flere mord kunne spores tilbage til ham, samt et gruopvækkende navn, der var underlig velkendt for Victoria: Bagludan. Hun var aldrig stødt på ham, men hans navn var dukket op flere steder. En temmelig travl dæmon, der efter sigende stadig holdt til i Kzar Mora. Hun havde dog ikke sendt nogle afsted for at undersøge ham, for han virkede ikke som en direkte trussel for Lyset. Tanto var dog en anden snak. Han var en løs kanon, men hver gang Victoria havde sendt en spion ud for at undersøge ham, havde han altid været i stand til at undslippe. Hun mistænkte en form for teleportation, men hun var ikke sikker. Derfor havde hun taget sagen i egen hånd. Det havde dog ikke været let at spore halvdæmonen; han dukkede op de mærkeligste steder, og det gav ofte ikke mening. Som om der ikke var et mønster. Dette bekræftede hende dog kun mere i hendes teori om teleportation, men det måtte også kræve en del chakra, så på et eller andet tidspunkt måtte han hvile for at lade op igen. Det virkede dog også til at være tilfældet.

Som Victoria havde opsnuset mere information om Tantos bevægelser, virkede det til, at manden havde nået et punkt, hvor han ikke så frit kunne bevæge sig rundt. Hvad den helt specifikke grund var, vidste hun ikke, men alle spor tydede på, at han var på vej til kroen i Tusmørkedalen. Victoria havde derfor ikke været sen til at sætte ruten dertil i håb om, at hun rent faktisk kom først. Ofte krævede dette hverv tålmodighed, en ting Victoria efterhånden havde en masse af. Det var også derfor, hun var rimelig upåvirket af at have siddet her en del timer efterhånden. Heldigvis var der endnu ikke nogen, der havde genkendt hende, og hun priste sig egentlig lykkelig indvendigt for, at hun ikke naturligt tiltrak sig opmærksomhed. Hun var stadig ikke klar over, at dette var en magisk evne, hun var blot klar over, at det havde været sådan længe.

Dagens påklædning var tydelig praktisk; den sorte heldragt udgjorde det inderste lag, hvorpå den hvide, ærmeløse, stramtsiddende tunikalignende overdel dækkede overkroppen. Underarmene var prydet af armskinner, og skuldrene var ligeledes skjult af rustning. Vertikalt på ryggen sad en daggert, mens den trofaste kårde hang i sin skede ved hendes venstre side. De stramme støvler sluttede med skafterne midt på skinnebenene, hvilket derfor ikke efterlod meget til fantasien omkring hendes lår og bagdel. Håret var sin sædvanlige, sorte farve med den røde stribe i. Hun gjorde intet for at skjule, hvem hun var. Det var dog langt fra de færreste, der kendte hendes sande identitet. Hun lod med vilje alle tro, at hun var sin fars pyntedukke.

Victoria havde med vilje valgt et sted, hvor hun kunne holde øje med døren ind til kroen, men hvor hun samtidig sad, så det ikke var åbenlyst, at det var hendes mål. I øjeblikket var hun halvvejs igennem et glas rødvin.

Outfit

En del små dusører var blevet hentet og næsten allerede brugt. Fordelen ved de små dusører var, at de oftest var relativt nemme. En simpel tyv, som en adelig blot ønskede sine ejendele tilbage fra, og hvor det var ejendelene, der var målet. Eller hævn mod et mord, hvor morderen var en alkoholiker, som var mere gavn død end levende. Men ulempen ved disse var, at de ikke udgjorde det største udbytte. Og de var oftest langt fra hinanden, så Tanto havde på få dage opbrugt en del af sin chakra og kunne dermed ikke rejse hurtigt i de kommende dage. Han var nød til at lade op så at sige. Heldigvis havde han opsnuset en relativ stor dusør i Tusmørkedelen. Derfor var han taget til dette sted i landet. Og endnu heldigere så havde vandreturen ikke været den længste.

Iført mørke farver fra top til tå - mest sort, dog med mørkegrå på skulderne - ankom Tanto til kroen i Tusmørkedalen. Det var her, han havde fået at vide, at individet bag dusøren befandt sig og halvdæmonen kunne opsnuse mere information fra han eller hende. Hætten blev trukket ned og det sorte halstørklæde blev trukket ned, så hele ansigtet blev blottet. Alt fra det ravnesorte hår til arret henover højre øje. Hvis ikke man genkendte Tanto på sværdet, der befandt solidt på ryggen - med én hurtig bevægelse kunne dette blive trukket og snitte i en mulig modstander - var det arret på højre øje, som var hans varemærke nærmest. Rygterne om halvdæmonen, hvis dæmoniske far han var på flugt fra, havde bredt sig i landet. Heldigvis var det langt fra alle, der kendte til ham. Det ville ikke være nemt at leve i skyggerne, hvis hans navn var på samtlige læbers. Men med Tantos erhverv var det ikke nemt at holde sig komplet ukendt. Selv de værste ofre efterlod bekendte, venner og familie, som ville hævne sig mod Tanto. Halvdæmonens liste af ofre var længere, end han kunne huske navnene på. Dér ville hans far være stolt. Han havde opkrævet flere ofre, flere fjender efter flugten af dæmonreden. 
Tanto havde stået i døren i et par sekunder. Han ville gerne danne et overblik i kroen. Flere af gæsterne herinde var iført rustninger og andet beskyttelse. De var krigere. Der var dog også de klassiske krogængere. Beskidt, laset og løst tøj med et endnu mere beskidt ansigt. Ingen trussel. Med næsten lydløse skridt mod det knirkende og klistret trægulv vendte halvdæmonen hen til baren. "En øl og information," startede Tanto ud med. Barmanden nikkede og kom med et krus øl. Dog kunne Tanto lige så godt have bestilt vand. Det ville tage tønder af øl for ham, før han bare mærkede effekten. "Jeg leder efter den, der har sat dusøren op af børnemoderen i området. Hvem herinde er det?" Barmanden kiggede rundt, men til sidst rystede han bare på hovedet. Tanto var kommet forgæves efter yderligere informationer. Nu havde han bestilt øllen, så han kunne lige så godt nyde den frem for bare at forlade kroen igen. Derfor forblev han siddende en anelse foroverbøjet og nippede til sin gyldne drink.

Outfit, dog uden fuglen og med et sværd på ryggen

Victoria blev belønnet for sin tålmodighed; som døren blev skubbet op og en tildækket skikkelse trådte ind, blev hun med det samme opmærksom. Hun vidste, det ikke var unormalt på disse kanter, men personen stak ret så meget ud blandt de andre gæster. Specielt det eksotiske sværd på ryggen talte sit tydelige sprog om, at personen i al fald ikke var fra disse kanter. Som hoved og ansigt blev blottet, blev hun dog kun bekræftet i, at han var den, hun ledte efter. Beskrivelsen af hans udseende passede overordentlig godt til hans reelle udseende, og hun priste sig et øjeblik lykkelig for sine folks evne til at samle information.

Victoria blev dog siddende for nu, som hun blot fulgte Tanto med blikket, som han satte kurs mod baren. I støjen fra de andre gæster, mistede hun nogle ord af hans sætning, men hun fik helheden af det; han var på jagt efter en eftersøgt barnemorder. Han var altså ikke kun til hyre? Det var ny information, men hun var som sådan ikke overrasket. Det gav mening, at han fandt sig en lignende beskæftigelse på siden, når krystallerne ikke slog til. Hun havde dog hørt om denne dusør. Morderen havde voldt bygarden en del problemer, så hun havde holdt et halvt øje på processen med at fange ham. Noget der tydeligvis ikke var gået særlig godt. Hun vidste ikke præcis, hvor manden opholdt sig, men hun vidste, at det var et sted i området, og hun kunne måske bruge dette til sin fordel.

Victoria rejste sig derfor i en glidende bevægelse og med glasset i hånden, satte hun kursen mod baren. Hun satte sig afslappet på stolen ved siden af Tanto og lagde henkastet en amulet på disken med Isaris symbol indgraveret i; det var den typiske magiske amulet, Lyset fik udleveret, når de blev optaget. "Jeg er muligvis i stand til at hjælpe Dem" sagde hun i en forbløffende rolig og henkastet tone. "Den eneste pris jeg har er, at jeg er med til at fange ham. De får lov at beholde dusøren, men jeg vil være der, når han bliver indleveret" sagde hun. Hun så dog ingen grund til at uddybe sine (falske) grunde med mindre, han spurgte. "Jeg ved dog ikke præcis, hvor han befinder sig, hvorfor er derfor jeg er her. Jeg havde håbet på at finde mere information her."

Barmandens manglende hjælp var næsten ved at få Tanto til at give op på denne kro, bunde sin drink og gå igen. Hvorfor spilde sin tid her på en ussel kro, når han kunne opsøger andre steder og måske endda finde informationer på egen hånd. En børnemorder kunne næppe være den klogeste. Hvis man skulle være morder, skulle man gå efter voksne. Så fik man ikke nær så meget opmærksomhed, som når ens ofre var små, uskyldige børn. Det vakte langt mere unødvendig opmærksomhed for en morder, når store dele af området kendte til ens værk og hadede en. En simpel morder, måske endda en seriemorder, kunne gå glemt i nyhederne, men en børnemorder var en stor ting. 

Men som Tanto kontemplerede, om han bare skulle smutte igen, satte en kvinde sig ved siden af ham. Halvdæmonen kiggede ikke på hende, men han kunne se hende ud i øjenkrogen. Han kunne se, hun lagde noget på disken, som fik barmanden til at efterlade de to. Derfor valgte Tanto at kigge på hende i takt med, at hun sagde hendes første ord. Dog kiggede han kort ned på, hvad hun havde lagt på disken. Amuletten var mere end genkendelig for Tanto. Lysets amuletter havde han set sin del af. At være lejemorder var ikke det mest sikre erhverv. Visse riddere af Lyset fandt ham som en fjende og derfor havde Tanto da også været på kanten med loven. Hvad kunne man forvente? Han havde sikkert også aflivet et par riddere af Lyset. Var denne kvinde her for dette? Nej, ikke ifølge hendes ord. Men Lyset kunne lyve.
"Så du vil hjælpe med jagten, men ikke belønningen? Et yderst underligt valg," syntes Tanto, som han nærstuderede kvinden. I modsætningen til størstedelen af krogængerne var hun iført rustning og beskyttelse. Hun var klar på en kamp. Var kampen mod ham? "Hvorfor skulle jeg have din hjælp? Du ved intet," Tanto var en enlig arbejder. Han arbejde alene. Havde altid gjort det og ville altid gøre det. Der var få gange, hvor han kunne tælle samarbejde. "For her er tomt for informationer. Personen bag dusøren er her ikke alligevel. Men hvorfor gik du ikke bare? For barmanden der har vel givet samme svar til dig. Hvorfor blev du?" Roligheden og køligheden i hans stemme gav synet af, at han ingen onde tanker havde om denne kvinde. Men hun passede ikke ind herinde. Jovist, det gjorde han heller ikke, men denne kro virkede ikke som stedet for riddere af Lyset. Lejemordere og dusørjægere var en anden sag. Derfor sørgede Tanto for at være opmærksom. Han var altid klar på det værste. 

Victoria havde forventet kølighed fra manden, men hans ord fik hende alligevel til at hæve et bryn. "For mig er belønningen ikke vigtig? Det er at fange manden" svarede hun med et skuldertræk, inden hun nippede til sin vin. "Er De altid så uhøflig, når andre tilbyder sin hjælp? Og jeg mindes ikke at nævne, min hjælp var viden, så jeg kan ikke se, hvordan De kan forvente det?" svarede hun tilbage i en temmelig kølig tone. Det var tydeligt, at hun gav svar på tilale, og at hun ikke bare lagde sig ned, så han kunne trampe på hende. Hans næste spørgsmål fik hende dog til at kigge på ham som om, han måtte have kastet hjernen væk, inden han trådte herind. "Fordi jeg ligesom Dem ikke kender den bestemte beliggenhed? Og jeg håbede ærligt på, der ville dukke nogen op med viden?" svarede hun med en imponerende ærlighed i stemmen og ansigtsudtrykket, selvom hun udmærket selv var klar over, at det var en lodret løgn. Victoria var udmærket klar over, at hun ikke ligefrem passede ind, men ingen havde alligevel bemærket hende, før hun gjorde opmærksom på sig selv. Ikke engang manden ved siden af hende. Hun viftede dog lidt med hånden, som hun rejste sig igen. "Men det må De selv om. Jeg har ikke tænkt mig at spilde min tid på en uhøflig knægt, der ikke kan finde ud af at vise en smule taknemmelighed" svarede hun med et smil, selvom hendes toneleje var isnende koldt. Hvis han ikke stoppede hende, ville hun tage amuletten og sætte sig tilbage på sin tidligere plads. Det var ikke meget, hun havde fået ud af deres samtale, men det var nok. Det var tydeligt, han var svær at nærme sig på. Hun måtte finde en anden indgangsvinkel.

Allerede ved den konstatering kunne Tanto føle, at de var to vidt forskellige personer. For hende virkede retfærdigheden i at fjerne et farligt individ vigtigere end noget andet. For halvdæmonen var det belønningen, der talte til ham. Jovist kunne han mærke en my stolthed ved at fange og i tilfælde dræbe en ond person, men han kunne være ligeglad med deres handlinger og om de var skyldige eller ej overhovedet. Det var ikke hans job at dømme folk eller føle medlidenhed eller stolthed over handlinger. Det var krystallerne, jadestykkerne og andet, der talte til ham. Man kunne ikke overleve på retfærdighed og god samvittighed. Men samvittighed var noget, Bagludan havde stærkt prøvet at fjerne fra sin halvdæmonsøn og Tanto måtte indrømme, at det havde hjulpet næsten komplet. Næsten.

"Jeg arbejder alene, så jeg behøver normalt ikke hjælp." var Tantos svar til kvinden. Han rejste alene, ordnede dusør alene, ordnede lejemord alene. Det var særtilfælde, hvor han bukkede under og arbejde med andre, og det var kun for det praktiske end noget andet. Om han var uhøflig eller ej, kunne Tanto være ligeglad med. Verdenen var ikke en dans på roser, så hvorfor skulle han?
Som kvinden rejste sig og tydede hentydede til at ville gå fra Tanto, var halvdæmonen næsten klar til bare at kigge væk og lade hende gå, men der var alligevel lidt over kvinden. Hun passede tydeligvis ikke ind. Hendes klæder og rustning var ikke, hvad normen herinde var. Ej heller var hendes talemåde eller amuletten på disken. Hun var her af en grund og Tanto syntes ikke, at den dusør kunne være grunden. I hvert fald ikke den eneste. Derfor drejede han overkroppen en smule, så han var næsten front mod front med kvinden, der af udseende så ældre ud, men hvis hun var et simpelt menneske, var halvdæmonen hendes senior med mange år. "Det var dig, der tilbød din hjælp, så hvis ikke du kan bidrage med viden, hvad er du så brugbar til?" Tanto ville ikke spilde med en, der bare ville spænde ben for ham. Hun skulle kunne bruges til noget, før han overhovedet ville overveje at samarbejde med hende. Men at snakke med hende kunne også få hende til at fortælle mere om sig selv. Give Tanto et billede af, hvem og hvad hun var. Hvorfor hun var her. Hvorfor hun havde tilbudt sin hjælp til lige præcis ham.

"Og derfor er De afvisende overfor muligheden, når den byder sig? spurgte Victoria med tydelig udfordring i stemmen, som hun sendte Tanto et skævt smil. Det var tydeligt, at hun prikkede lidt til ham nu, selvom der samtidig var en alvor bag spørgsmålet. Hun vidste godt, at folk havde deres forskellige vaner, og hun kunne sagtens regne ud hvorfor, Tanto ikke bare ville stole på hvem som helst, men hun var samtidig nødt til at forblive i rollen lidt endnu.

Victoria nåede kun et par skridt, inden hun stoppede, fordi der blev talt til hende igen. Da hun vendte sig mod Tanto, var det med et lumsk smil på læben. "Årh, De ved... distrahering er en af mine særlige egenskaber" svarede hun med slet skjult hentydning i stemmen. Hun holdt dog ikke facaden ret længe, som hun slap en kort latter. "Men jeg går ikke ud fra, det var det, De mente. De kender altså ikke til min familie, kan jeg gætte? Ønsker De en demonstration af mine færdigheder som sværdfægter?" spurgte hun så, som hendes udtryk igen blev alvorligt. Krofatter så noget nervøs ud ved spørgsmålet, så hun skyndte sig at tilføje: "Udenfor selvfølgelig."

"Det kan man vel godt sige, hvis du mener det sådan." sagde Tanto, ikke indrømmende. Han var en enlig kriger. Han behøvede ingen. Aldrig havde, aldrig ville. Selvfølgelig var dette halvdæmonens tanker. Man kunne altid bruge kompetente medspillere. Hvis Tanto lige nu stod over for hans far og mængden af dæmonsøskende, ville der nok mere end gerne ønskes hjælp fra alt og alle. Men det var mere først for sent, at Tanto ville efterspørge dette. Ulempen ved at være for kæphøj nok.

"Kalder du mig en distrahering?" spurgte Tanto køligt. Hendes smil og latter blev ikke gengældt fra ham. Han var ikke den grinende type. De færreste kunne få den slags ærlige følelser ud af ham. Dog kunne denne kvinde få nysgerrig ud af ham, for hun virkede selvsikker på hende selv. At man skulle kende hende bare ved udseende. Dette gjorde Tanto dog ikke. "Hvem er din familie så? For vi kan snildt snakke om kærlige familier, hvis du vil," Fordi halvdæmonen altid snakkede koldt og monotont, var sarkasme som en del af ham og derfor kunne man ikke altid mærke, når han endelig snakkede med sarkasme. Men den 'kærlige familie' var nok det tydeligste, at dette ikke var helt sandfærdigt. "Og tør du at se mine færdigheder? Du er ikke den eneste med våben på sig." Tanto tog ikke fat i stroppen på dæmonsværdet. Der var ikke behov for at vise det mere. Kvinden havde tydeligvis opdaget det, ellers ville hun ikke byde op til kamp. Medmindre hun var typen, der mere end gerne gik imod forsvarsløse modstander. Men Tanto var alt andet end en forsvarsløs modstander.

Victoria hævede et bryn over Tantos ord. Han var altså en spøjs fætter sådan at lægge ord i munden på hende. Hun tog sig dog ikke videre af det, som hun fnes en enkelt gang ad hans ord. Det var vel ikke så vigtigt, hvordan hun mente det, som det var, hvordan han opfattede dem? Hun valgte dog ikke at kommentere på det.

"Det var nu ikke det, jeg mente, nej" svarede hun og pegede på sit tomme glas, der stod ved Tanto.
"Jeg kaldte mig selv en. De opdagede ikke, jeg lod Dem betale for mig?" svarede hun så med et kækt smil. Victoria havde egentlig glemt, at hun ikke havde præsenteret sig. Hun var så vant til, at alle genkendte hende, at det sjældent var nødvendigt.
"Tilgiv mig. Jeg er så vant til, at alle ved, hvem jeg er blot af udseende, at jeg ofte glemmer introduktionen. Victoria Garreau er navnet" svarede hun så med et nyt smil. Hvis han ikke kendte til hende som soldat, ville han muligvis have hørt om hende som værende sin faders pyntedukke. Victoria gjorde dog intet for at ændre dette billede, men familien var trods alt stadig kendt for at være en af landets bedste indenfor sværdfægtning gennem flere generationer. Ved Tantos næste ord gled hendes blik op til håndtaget ved hans ene skulder.
"Hvis jeg ikke turde, havde jeg ikke spurgt. Jeg er ikke så naiv at tro, at en udfordring ikke bliver taget op" svarede hun med en alvorlig tone i stemmen. "Desuden er det mig, der skal bevise mine evner og ikke omvendt, eller?"

At han nok havde proppet ord i hendes mund mere, hun selv havde sagt dem, lod Tanto ikke påvirke sig. Han kunne ikke styre, hvad denne kvinde sagde, men hun kunne heller ikke styre, hvordan disse blev opfanget og forstået. Der kunne altid ske forvirringen i selv de mest enkle samtaler. Men som hun pegede til sit tomme glas og kommentaren om at betale for sig, var ham lidt meget. Lige nu var læderposen med mønter ikke den største, men han kunne overleve på det mindste. Han var heller ikke sky for at tage andre midler i brug. Udover den mere officielle dusørjæger havde Tanto også en diskret titel som lejemorder. Og hvis man kunne dette, kunne man også simple indbrud, hvis det skulle komme til dette.

"Garreau," gentog Tanto. Navnet var ham bekendt, men ikke nok til at han ville vide, hvem Victoria var. Og hendes selvfedme over at være kendt af alt og alle var ham underordnet. Hvorfor ville man være kendt? Det kunne bare ødelægge ens muligheder for at snige. Tanto var berygtet blandt visse grupper og det kunne allerede forstyrre hans snigende adfærd, hvis dette blev taget i brug. "Hvordan vil du bevise dine evner udover at tage dem op imod mig?" Selvom Tanto aldrig var bange for en udfordring, kunne han have tanker om, at han ikke ønskede et rødt sværd her til aften. Det var blevet dybet nok i den røde væske nok i den sidste tid, at det snart var permanent farvet. Men denne Victoria mente, hun kunne stå sin kamp imod ham, hvilket uden tvivl fangede ham bare lidt. Mennesker og deres overlegenhed. Der var noget så fascinerende af dette. Han vidste godt, han endnu ikke havde givet hende sit navn, selvom hun nu ikke mere var 'kvinden' i hans øjne, men en Victoria. Men at dele navne og formaliteter var ikke normen for Tanto. Han havde jo heller ikke snakket formelt til hende på noget tidspunkt, selvom hun havde. Det var ikke i hans natur at være formel. Tværtimod.

Victoria havde mest af alt placeret glasset der for at se, om Tanto overhovedet ville bemærke det midt i deres samtale. Da det ikke skete, havde hun derfor påpeget det. Hun sendte ham dog et nyt smil, som hun trådte et par skridt mod disken igen og smed et par krystaller på den.
"De er altså en spøjs herre, hr. Ryang. Jeg ville jo netop vise mine evner overfor Dem? Men jeg kan ikke bestemme, om De tager imod udfordringen, jeg kan kun stille den?" svarede hun med et hævet bryn, inden hun lavede en gestus mod døren.
"Jeg lovede dog krofatter, at der ikke bliver slåskamp indenfor, så hvis De ønsker at tage imod den, ville jeg foretrække, at vi gik ud først?" spurgte hun. Det var tydeligt, at det ikke ligefrem var uvant for Victoria at have sådan en slags samtale her, for hun havde den samme mine som en, der havde en afslappet samtale om vejret. Victoria vendte igen rundt for at sætte kursen mod udgangen; hvis Tanto ikke fulgte med denne gang, ville hun i første omgang stoppe ved døren for at kaste et blik tilbage mod ham. Hvis han ikke gjorde antræk til at følge med, ville hun alligevel forlade kroen.

Hele denne samtale havde Tanto fundet en anelse mærkværdig. Det var ikke enhver kro, ved enhver dusør, at et fremmed individ kom op til ham for at tilbyde sine evner for derefter halvt at udfordre ham til at visse disse evner. Halvdæmonen havde næret en lille skepsis over dette og Victorias næste ord cementgjorde Tantos skepsis. For han havde ikke nævnt sit navn på noget tidspunkt. Victoria havde, men ikke Tanto. Og hvis han havde, ville han ikke have gjort brug af efternavnet. Familiens navn var blevet fjernet i hans sind sammen med slagtningen af dem for over hundrede år siden. Og derfor, som Victoria kaldte ham ved hans efternavn, bed halvdæmonen mærke i dette ved at hæve det ene øjenbryn. Dog opførte han sig ikke mærkelig i starten. Han tog en slurk, før han sendte sit fulde fokus på Victoria. Hun kendte ham. Hvorfor eller hvordan vidste han ikke. Men hun havde bevidst gået op til ham med et mål. 
"Vi kan godt tage dette udenfor, men jeg har lige et spørgsmål først," Tanto kiggede i stilhed på Victoria, som han hurtig og elegant trak en dolk fra bagsiden op og førte spidsen af klingen helt ind mod kvindens mellemgulv. Han lagde ikke nok pres til at fremtvinge blod, kun nok til at gøre tilstedeværelsen af klingen mærkbar for Victoria. Blikket havde ikke fjernet sig fra hende i et millisekund. Måske havde hun lovet krofatter ingen kamp herinde, men Tanto havde ikke lavet en aftale som dette. "Hvad vil du med mig? Og jeg råder dig til at sige sandheden, Victoria Garreau." Halvdæmonen var mere end klar til at presse klingen hårdt og dybt ind i Victoria, hvis ikke hendes svar tilfredsstillede ham. Han var i sidste ende stadig delvist en dæmon. Hvis ikke han tyede til vold og spildt blod, havde Bagludan virkeligt ikke gjort godt med Tantos opvækst. Og det var nok også derfor, at et lille træk med den ene mundvig skete, som han skævede hovedet en anelse til den modsatte side. Victoria skulle virkelig være påpasselig lige nu. Hun havde gjort en fejltagelse ved at kalde Tanto ved et navn, før han selv havde givet det. Og hun skulle mærke konsekvenserne af at lave fejl.

Victoria var udmærket klar over, at hun udfordrede skæbnen ved at afsløre, hun kendte til Tanto, men som det så ud lige nu, kom de aldeles ikke nogle vegne. Det var langt bedre at få sat lidt skub i tingene, ellers kunne de jo stå her og diskutere om fire år! Hun var derfor ikke komplet overrasket, da hun mærkede noget skarpt mod sine ribben, men hun var fuldt ud opmærksom på faren, og hun vidste instinktivt, at hun ikke ville gå levende herfra, hvis hun ikke svarede tilfredsstillende. Hun drejede dog hovedet, så de isblå øjne kunne kigge direkte ind i de brune.
"Jeg ved blot, De er en fremragende dusørjæger. Jeg havde ingen anelse om, jeg ville møde Dem her, men jeg genkendte Dem straks. De er aldeles kendt i både byvagten i Dianthos og i Lyset for Deres arbejde, så jeg øjnede en mulighed og tog chancen. Jeg havde håbet på, at jeg ikke var nødt til at afsløre, jeg kender til Dem netop på grund af den mistillid, jeg vidste, det ville skabe" svarede hun alvorligt. Der var intet i hverken hendes ansigt, krop eller toneleje, der viste den mindste tegn på, at hvad hun sagde var løgn. Noget af det var til dels sandt, men hun udelod også en stor del af sandheden. Hun havde dog været i dette fag længe nok til at være så øvet i at lyve, at hun på nuværende tidspunkt ville være i stand til at snyde en sandhedskugle.

Som Victoria gav den forklaring, Tanto ønskede, forblev halvdæmonen upåvirket og kold. Klingen var endnu mod hende, klar til at skære, hvis han mærkede den mindste form for løgn eller usandheder i kvindens ord. Men hendes krop, toneleje og ansigt sagde intet om, at ordene var usande. Og hvorfor skulle hun også det? Lige nu havde Tanto et våben mod hende og hvis hun virkelig kendte til ham, ville hun vide, han ikke ville tøve for at gøre truslen til virkelighed.
I et par sekunder lød Tanto stilhed brede over dem. Klingen forblev mod hende i den tid, før han trak den tilbage og ned i sit hylster igen. Meget vel var han delvist en dæmon, men han var en mand af en vis ære. Hun havde snakket og dermed var der intet behov for at true hende for information mere. "Og hvad vil du og Lyset med mig så? Arrestere mig?" Stemmen var endnu monoton og kold. Hvis dette virkelig var Victorias mission, ville Tanto ikke gå med roligt. Hvis Lyset kendte til bare en brøkdel af, hvad halvdæmonen havde gjort sig i, ville de have nok til at tage ham ind. Dusørjæger var kun en del af ham. Lejemorder var der også. Og listen med ofre af sværdet på ryggen var endnu voksende. Alligevel kunne Tanto ikke være andet end forberedt. Det var kun et spørgsmål om tid, før Lyset fik nok oplysninger om ham til at sende nogen efter ham. Og selvom Victoria havde givet udtryk for, at dette var et tilfældigt møde, var halvdæmonen mere skeptisk over dette. Hvad var sandsynligheden for dette tilfældige møde? For hvis hun var en soldat af Lyset, var hun uden tvivl i stand til at lyve til det punkt, at det selv kunne forvirre Tanto. Derfor var han endnu parat til at trække sværdet for at gøre sandhed af truslen. Og denne gang ville det ikke være den lille klinge som før. 

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234