"Og den vil holde et par timer?" spurgte Adena, mens hun talte krystallerne op i sin hånd.
Hendes håndflader var klamme af nervøsitetens sved, og hun måtte gnubbe dem imod kjolens stof, inden hun gav kvinden i butikken betalingen. 
"Alt efter, hvor hurtigt kroppen optager det," svarede den hjælpsomme kvinde med et medlidende smil. "Hvis han er omtrent dobbelt din størrelse, vil den nok vare to timer. Sørg for at tage den lige inden, ikke?"
Rødme steg til Adenas kinder. Selvfølgelig troede hun, det var til hendes mand! Det blev altid antaget, at det var mændene, der havde problemerne, var det ikke? Åh, hvor hun håbede den også ville virke på en kvinde. At spørge nu virkede ikke som en mulighed, og hun endte med bare at synke en klump og nikke, mens hun tog imod den lille flaske, alkymisten rakte hende. 

Høflighedsfraser blev udvekslet, og Adena gik mod døren. Lyden fra markedspladsen trængte gennem ruderne til den lille butik, selvom den lå to døre nede ad en lille sidegade fra den store hovedgade, hvor boderne dominerede gaden. En lille klokke ringede over hende, idet hun åbnede den, og igen, da den lukkede sig bag hende. Ude foran stod hun med blikket nedad, mens hun pakkede flasken ned i sin medbragte taske. Hun blev nødt til at være sikker på, den ikke bare væltede og spildte al indhold ud i stoffet. Et var, at hun ikke anede, hvad den gjorde, hvis den ikke blev drukket, og så havde den virkelig været for dyr til, at hun skulle miste den. For ikke at tale om, at hun havde brug for den. Enormt meget brug for den. Der var ikke sat en dato endnu, men der var tale om at nå det inden vinterens kulde satte ind, og det gav dem maksimalt en måned eller tre. Fabian havde ikke kunnet løse hendes problem - kun fået hende til at sætte ord på at hun virkelig havde en afvigelse, så hun måtte løse det på anden vis. At være så glad for et ægteskab og samtidig så skræmt over hvad ægteskabet indebar... Forhåbentlig ville denne lille væske i det mindste få Adena igennem bryllupsnatten uden at Aldamar fik mistanke om, at hun ikke havde lyst til at ligge med ham.

Erklæringen havde været en katastrofe for Athelstan af Erneylls søvnkvalitet. Han havde sovet usammenhængende og uroligt lige siden Prins Aldamar havde bekendtgjort, at denne skulle giftes med det skrækkelige sommerbæst. Søvnunderskuddet havde medført øget koncentrationsbesvær og insisterende hovedpine (affødt af den konstante spænding i skuldre og nakke).
Efter næsten 53 timer, hvor den misserable tilstand kun syntes at blive eksponentielt forværret, havde Athelstan søgt hjælp hos den eneste person, hvis uforbeholdne livsmål var at sikre ham en topplacering på landets guldbelagte rangstige over mest indflydelsesrige og magtfulde personer; hans moder.

Sammen havde hun lagt en plan for, hvad han skulle gøre for at sikre sin fremtidige positionering i det sociale landskab. Hvor Athelstans vrede var okseblodsrød og gjorde ham ubesindig, var Moders vrede af en klar grøn nuance; hun blev fantasifuld og konstruktiv. Ja, faktisk virkede den harme som Moder følte mod andre som en kærkommen ven, der sikrede hende en innovativ og kynisk tilgang til livet. Ikke alene virkede det sært livsgivende på hendes væsen – det gjorde også Athelstan både rolig og håbefuld.

Klokken ringede sin advarsel og fik den sorthårede til at trække øjne og opmærksomhed mod den unge kvinde, som var stoppet op for at gemme sin indkøbte vare af vejen. Han havde bestukket et par barfodede gadebørn, som Moder havde anbefalet, og Athelstan kunne nu lettere veltilfredst konstatere, at det havde været en god ide; de havde fundet pigebarnet.
”Hvad har du købt?” Egentlig havde han ikke haft i sinde at konfrontere Adena så direkte, men synet af, hvordan hun nænsomt og dog hurtigt pakkede den lille flaske væk (åh, ja! Han havde set den), gav den unge mand umiskendelige fornemmelser af lysskyhed – og Athelstan havde absolut ikke i sinde at lade det gå ubemærket hen, hvorfor han en anelse højere tilføjede:

”Hvad er der i flasken?”

Et hvin af dimensioner undslap Adenas læber. Hun havde været så meget i sin egen lille verden, at en hestevogn kunne have kørt henover hendes fod uden at hun ville have bemærket det mindste. Så da den stemme pludselig dukkede op foruroligende tæt på hende, var hun ved at tabe både taske og forstand ned i rendestenen. Heldigvis for hende sad den ene fast med en rem over hendes skulder, og den anden var nogenlunde placeret et sted inde i hovedet.

Hun tog et enkelt skridt bagud efterfulgt af to hurtige til siden, så hun kunne støtte sig til alkymistbutikkens facade uden ved et uheld at læne sig på håndtaget og vælte ind ad døren. Med den ene hånd knugende om posen, hun havde været ved at pakke den lille flaske ned i og den anden fladt liggende over brystbenet, forsøgte hun at berolige sine raserende følelser og galloperende hjerteslag. Én ting var at købe ind til en gruopvækkende nat sammen med en mand - noget helt andet var at møde Athelstan af Erneyll, mens man gjorde netop det.

Han overrumplende spørgsmål væltede ind over hende ligesom hans klamme personlighed var væltet ind over sidegaden, og Adenas ord sad fast i hendes strube sammen med den stigende kvalme over sit nye selskab.
"De-de-de-parfume!" Alkymister lavede også parfumer, ikke?

Reaktionen som pigebarnet kom med, havde Athelstan set frem til med længsel. Efter den skæbnesvangre proklamering til banketten et par dage forinden, havde adelssønnen haft en nagende tvivl om, at han aldrig ville komme til gense det bange blik, som hun så gavmildt havde delt ud af ved deres første rigtige møde. Festen hvor Adena havde spredt sig som en invasiv plante i hans tankespind.
Men hun hvinede – havde tilmed nær mistet fodfæstet - og Athelstan trådte instinktivt nærmere, ude af stand til at holde sig bort fra det herlige syn af hendes verden der vaklede.
Moder havde haft ret. Igen. Der var ingen grund til panisk at gribe til våben endnu.

”Du lyver” konstaterede han tørt, uden at afsløre det følelsesmæssige engagement, som egentlig lå gemt bagved. Naturligvis løj hun. Pigebarnet var ikke bare et bæst, hun var en heks. En der praktiserende skånselsløs trolddom på forsvarsløse unge mænd. Adena løj, når hun påstod at magien, som havde røbet den unge mands alternative håndteringsmekanisme (og som hun tilmed havde truet med at afsløre udelukkende for at forpurre ægteskabet med Amelia), havde været en tilfældighed. Pigebarnet var lunefuld, egenrådig og intrigant og hun havde ladet sin misundelse over sin manglende gunstige stand og sit middelmådige udseende ramme ham – personen der selv havde rigeligt af begge dele.

”Lad være med at lyve. Jeg spørger dig igen: Hvad er der i flasken?”
Roen blev bevaret. Ryggen var rank og hagen let løftet. De blå øjne stirrede på hende under dovne øjnelåg.

Adena tog posen og tasken op til brystet, hvor hun knugede den med begge hænder. Tasken var lavet af flere baner stof i skiftevis gul og grøn, og noget af en gul bane var begyndt at løbe ned i en grøn, som var selve stoffet ved at gå i opløsning. Adena så det ikke selv, havende sit blik fæstnet på Athelstans isøjne. 

Til blanketten for nogle dage siden havde hun været på Aldamars arm og i trygheden af et stort selskab. Nu var de alene på en sparsomt befolket sidegade, og selvom der var folk ikke mere end tyve meter væk, følte hun sig lige så alene og udsat som den aften i den mørke have, hvor adelssønnen havde overfaldet hende.

Nej, hun ville ikke bukke under for hans truende adfærd! Hun huskede sig selv på, at det var hende, Adena Selena Isadora Reier, der snart ville blive en Arys, og en dag ende siddende ved siden af selveste fyrsten - en rang Athelstan ikke engang havde en realistisk chance for at opnå.
"Det-det kommer virkelig ikke Dem ved, Nådigherre," svarede hun og fik rettet sig selv lidt mere op. "Det er en kvindeting, jeg ikke ønsker at dele med Dem."

Den flydende farveforandring, som Athelstan blev gjort opmærksom på da pigebarnet løftede tasken op, skræmte ham. Som respons på dette voksede vreden. Hvor vovede hun at stå og udføre sine beskidte heksekunstner her? Adelssønnen blev mere og mere tilfreds med at han havde konfronteret hende. Kun sådan havde han mulighed for at komme hendes udspekulerede spil i forkøbet, for noget i den unge adelssøn var sikker på, at flaskens indhold var tiltænkt ham – helt sikkert var det i hvert fald: det var ikke parfume.
Det var som om pigebarnet hankede mentalt op i sig selv. Om det var en reaktion på hans ulmende vrede eller de tydelige tegn på, at han ikke troede på hendes usandheder, vidste Athelstan ikke. Dyr gjorde noget tilsvarende, når de blev fanget i et hjørne: Katte rejste børster og hvæsede, hunde viste tænder og snappede og heste lagde ørene tilbage og viste det hvide i øjnene. Og hvad gjorde heksen? Hun løj videre.
Den unge mand betragtede hende mens tænderne blev bidt sammen, affødt af hendes flabethed. Kvindeting? Amelia havde brugt samme undskyldning, da han var begyndt at nære mistro til hendes graviditet, og det havde ikke reduceret mistanken.
”Jeg bad dig om ikke at lyve!” udbrød Athelstan, da vreden omsider kammede over:
”Kvindeting, siger du? Jeg skal give dig kvindeting!”

Athelstan løftede hånden for at flå tasken (og flasken der lå deri) til sig med en arrig bevægelse.

Athelstan fik successfuldt og med lethed revet tasken ud af Adenas greb. Problematisk nok havde hun dog taskeremmen om skulderen, og hun blev derfor hevet med i farten. Hun snublede frem mod ham og måtte gribe fat i hans ene arm som støtte for ikke at vælte. Pludselig var hun lige så tæt på ham igen, som hun havde været den aften ude i haven, hvor han havde væltet hende og sat sig overskrevs på hende. Holdt hendes hænder nede i det våde græs... Mindet og fornemmelsen stod tydeligt frem for Adenas indre, og blot duften af ham holdt dem fast i hendes bevidsthed. 

"Slip!" udbrød hun og prøvede at få et godt greb i tasken igen, så hun kunne flå den tilbage. "Eller... Eller jeg råber op!"
Truslen var ligegyldig. Athelstan ville med lethed kunne finde på noget, og hjælpende væsner ville med garanti tro ham før hende. Hun vidste det, så snart ordene havde forladt hendes mund, men hun kunne ikke tage dem i sig igen, så i stedet for at sige andre dumme ting, pressede hun læberne sammen til en tynd streg og prøvede at se fornærmet og ikke skræmt ud. 
Hvad vil han mig dog? tænkte hun panisk, mens hendes fingre arbejdede mod hans for at forhindre ham i at få fat i flasken. 

Den lille flaske, der holdt den lyserøde væske fanget bag glas og korkprop. Ikke meget kunne ses på den, for den lille seddel, der sad fast med en snor om dens hals, havde blot tegnet nogle hjerter på - diskret, havde alkymisten nok tænkt. Adena var uenig, og burde havde revet sedlen af, inden hun overhovedet forlod butikken. Adena havde duftet til væsken, inden hun købte den, og hun var rigtig nok blevet varm i kinderne og havde fået en underlig summende følelse i kroppen.

Det gik forbløffende let med at få fat i tasken. At Adena røg med i købet fik blot Athelstan til at se ned på hende med en grum grimasse. Det var længe siden at de havde befundet sig så tæt på hinanden. Nærheden affødte en mærkværdig blanding af kvalme og begejstring i adelssønnens krop.
Truslen hun kom med, var ligegyldig, og begge parter syntes at vide det. Uden at ænse hendes protester søgte han flasken og slog hårdt ned på Adena, når hun aktivt forsøgte at sætte sig i modværge. Flasken forekom underlig skrøbelig da Athelstans ene hånd lukkede sig om den. Han læste ikke sedlen, som hang om flaskehalsen. Ja, han så knap nok, hvordan indholdet så ud. I stedet puffede han (ganske ublidt) pigebarnet tilbage op ad alkymistens butiksfacade, og slap først dér tasken. Hånden med flasken havde han forsvarligt strakt ud til siden, så den ikke var inden for pigebarnets rækkevidde.

”Kvindeting sagde du? Meget vel.” De blå øjne spillede:”- Så har du vel heller ikke nogen protester, hvis jeg gerne vil teste det – Jeg vil jo virkelig gerne tro på dig, men eftersom du løj og sagde at det var parfume, har jeg desværre ikke tillid til at du taler sandt. Det forstår du vel godt, ikke?”

Athelstan øjne veg ikke fra hendes ansigt, mens han trak armen (hvis hånd, der fortsat holdt nænsomt om flasken) tættere på sin egen brystkasse. ”Heldigvis er der en måde, hvorpå jeg kan sikre, at du taler sandt” Han sendte hende et opmuntrende smil, alt imens han med en bevægelse forsikrede pigebarnet om, at hun var forsvarligt klemt inde mellem muren og hans egen krop.

”Drik det. Drik indholdet. – Hvis det er såkaldte ’kvindeting’ burde indholdet kun være godt for dig, ikke? Du er jo, når alt kommer til alt, en kvinde.”

Alkymisten havde forsikret hende om, at det var en anden drik, hun skulle have, hvis hun havde behov for at nogen blev forelsket i hende, og at denne drik ikke ville afhænge af, at den, der indtog den, så nogen bestemte personer umiddelbart efter (igen havde alkymisten helt fejlvurderet, hvem drikken var tiltænkt, og hvilken situation Adena befandt sig i). Drikken hun havde købt skulle kun få lyst til at stige op i kroppen og fjerne al modvillighed, en sengepartner måtte have. Spændinger og stress skulle forsvinde og sindet skulle blive blødgjort til at nyde berøringer som aldrig før. Det havde været meget tydeligt, at alkymisten mest solgte den til lidende par, der ikke helt kunne finde tiden og roen til at nyde hinanden. Adena havde ikke fortalt om det virkelige problem og grunden til at hun måtte ty til disse midler, men hun håbede inderligt, at det ville hjælpe på bryllupsnatten. 

Derfor var der ikke andet end ren angst at spore i hendes ansigt, da Athelstan pressede hende op mod muren og bød hende at drikke indholdet. I forvejen gjorde hun kun dette for at afværge en katastrofe med sin kommende ægtemand - og så kom en endnu større katastrofe rullende mod hende inden? 
Hvad ville der ikke ske, hvis hun blev lysten foran en som Athelstan! Nok havde alkymisten sagt, at den ikke kunne skabe forelskelse - og Adena afskyede Athelstan som pesten selv - men hun havde ikke den fjerneste ide om, hvad den egentlig ville gøre ved hende, og hun havde ingen trang til at finde ud af det med ham  i nærheden.
"Nej, nej, jeg vil ikke," bad Adena, hvis blik flakkede mellem Athelstan og den lille flaske. "Jeg skal ikke bruge den nu, det er først til brylluppet. Det her er virkelig ikke stedet, jeg vil ikke, Athelstan, så slip mig dog."

Hendes tydelige modvilje bekræftede Athelstans af Erneylls mistanke om, at drikken var en eller anden form for indtagelig forhekselse. En trolddomsdrik der var beregnet til at gøre skade.
Angsten klæbede til hende, lagde sig som en klam hinde over hendes øjne og forvrængede hendes ansigtstræk.
Pigebarnets snak medvirkede til kortvarig tvivl i det glatbarberede ansigt. Til brylluppet?
For første gang begyndte Athelstan at tvivle på, hvorvidt flaskens indhold nu alligevel var tiltænkt ham. Hun ville næppe forgifte ham under sit eget bryllup, ville hun? Og Adena var næppe så skadet af indavl at hun ville forsøge at forgive sin kommende ægtemand? Dertil var statussen for afgørende. Havde Adena virkelig talt sandt, da hun havde defineret det som en ’kvindeting?’ Eller sagde hun det udelukkende fordi hun vidste, at det ville gøre ham i tvivl? Pigebarnet var udspekuleret og snu, vidste den sorthårede adelssøn – det lå til Reierfamilien – hun kunne sagtens forsøge at bilde ham noget ind. Ja, tænkte Athelstan, ved nærmere eftertænksomhed, ville det næsten være utænkeligt, hvis hun var ærlig. Det lå simpelthen ikke til hendes natur. Pigebarnet var trods alt en heks.

Tankerne fandt sted i det korte tidsinterval som det tog Athelstan at løfte sin frie hånd op til hendes kæbe. Med tommelfingeren på den ene side og de øvrige fingre på den anden, borrede han sine fingre ind i hendes kæbeled, med den tydelige intention om at tvinge hendes mund til at åbne sig.
”Jeg mener bestemt ikke, at jeg gav dig noget valg” brummede han irritabelt, velvidende at det kunne gå hen og blive et besværligt foretagende, såfremt hun endte med at stritte imod med al sin styrke. Han ville jo så nødig komme til at smadre flasken – og da slet ikke berøre væsken der befandt sig indeni.

"Nej-nej, nej, Athelstan, jeg bedrhfrmmmnnrr-aaaah!" 
Adena kunne se det i hans øjne. Han ville ikke lade hende slippe. Et sidste forsøg på at få ham til at lade være blev givet, men hans fingre borede sig ind i hendes hud, og hun så flaskens korkprop blive vippet af. Mens den kom nærmere, flagrede hendes arme rundt og frem. Rev og sled i hans ærme og tøj - prøvede at få fat i hans krave, jakke, et eller andet for at stoppe ham i handlingen. Det gav hende kun mere smerte i kæbeleddet, som Athelstan holdt hende mere fast, og mens hun blev presset ind mod muren, begyndte han at hælde den lyserøde væske ned i hendes mund. Det smagte svagt af hindbær, og der gik et par øjeblikke, inden der skete noget. Et par lange, ulidelige øjeblikke, hvor hun bare stirrede målløs og panisk ind i Athelstans blå øjne. 

Fornemmelsen, der dukkede op, var underlig og uvelkommen. Blod begyndte at suse rundt i hendes krop. Det steg op til kinderne og gjorde dem ildrøde, og hendes åndedræt blev tungt og hurtigt på samme tid. Hjertet hamrede lige så hurtigt, som det havde gjort, men nu med en helt anden intensitet. Hendes lyde af smerte over hans hårdhændede behandling af hende, blev blandet med det hurtigere åndedræt. 
Kjolestoffet begyndte at føles stram over hendes bryster, der på en eller anden måde spændtes under påvirkningen af alkymien. Varmen i kroppen begyndte at blive til sved på hendes hud, og... 
Adena udstødte et støn, som alkymien fik blod og varme til at løbe til hendes underliv. Gennem de tynde mammelukker kunne hun mærke væske begynde at samle sig i skridtet, og det var overraskende hurtigt på vej ud af hende. 
Hun krympede sig så meget hun kunne i hans greb, mens hendes krop tændtes mere og mere, og hendes sind skreg højere og højere i panik og forlegnelse. Hænderne, der før havde revet i ham, lagde sig nu over bryst og under maven. 
"Lad mig nu... Lad mig nu bare være," bad hun ham i tunge støn, påvirket af de små ryk og krampetrakniner, der steg op i hende fra underlivet.

Det gik overraskende nemt med at få eliksiren i pigebarnet, konstaterede Athelstan, mens han hæmningsløst iagttog, hvordan Adena prustede og spyttede i forsøg på at undgå at blive kvalt i den lyserøde væske, der blev tvunget ned i halsen på hende. Hun havde revet og kredset men det havde ikke været tilnærmelsesvist nok til at den unge herre havde valgt at opgive sit foretagende.
Da adelssønnen var sikker på, at hun havde fået det meste indenbords, lod han den tomme flaske blive knust mod jorden ved deres fødder - Selv forblev han uændret stående tæt på, for bedre at kunne vurdere den endnu ukendte effekt. Athelstans øjne var store og runde af frydefuld forventning – munden let åben. Fuldkommen opslugt veg opmærksomheden på intet tidspunkt fra pigebarnet.

Reaktionen var uventet. Athelstan betragtede hvordan rød farve voksede frem på Adenas kinder og spredte sig hen over næseryggen; hvordan hendes vejrtrækning blev mærkant forandret, som havde hun netop overstået et voldsomt ridt. Forvirringen begyndte at spire ud mellem Athelstans ribben og gjorde fingrene urolige. Så kom stønnet. Adelssønnens øjenbryn fløj resolut op samtidig med at hun dækkede sig til, som stod hun pludselig nøgen overfor ham.
Kæben faldt endnu et hak ned mod brystbenet, da erkendelsen for alvor begyndte at gå op for ham…
Det tunge åndedræt, der prægede hendes ytring, fik ham til at tænke på sin egen bryllupsnat, og til sin egen gru mærkede adelssønnen hvordan tanken tændte ham.
Skrækken, som erkendelsen affødte, fik ham til at snappe efter vejret. Instinktivt lod han sin ene hånd slå mod hendes kind i en veltilrettet lussing, mens munden bjæffede:
”Stop! Hvad er det du laver? Stop det!”

Vantroen lyste ud af Athelstans ansigt. Dette her kunne ikke være flaskens tilsigtede virkning. Det gav absolut ingen mening hvis det var – Adena og Aldamar havde set så tydeligt begejstrede ud ved bekendtgørelsen af det snarlige bryllup – ja, til Athelstans store ærgrelse havde det faktisk lignet at de begge oprigtigt holdt af hinanden. Ergo måtte det betyde, at flaskens indhold slet ingen virkning havde, kom adelssønnen frem til. Altså var alt det som Arena foretog sig nu, noget hun bevidst gjorde - et sygt forsøg på at skræmme ham væk. Var det hele et stort skuespil? Et nøje planlagt scenarie, der afslørede hende sande, utilpassede og grænseløse karakter? Utilpas langede han ud efter hende igen. Denne gang sigtede han efter den anden kind. 

Normalt ville det ødelægge enhver god stemning at blive slået på siden af hovedet. Adena havde aldrig brudt sig om vold som opdragelsesmiddel eller i nogen andre kontekster i det hele taget. Hun blev ked af det, når hun så det ske, og hun forsøgte at holde sig ude af situationer, der kunne ende med den slags. 
Derfor var det til hendes store overraskelse, at hendes eget smertesudbrud flød sammen med et dybt støn. Adena syntes på ingen måde at den brændende fornemmelse på kinden var noget, der skulle få mere lyst til at stige op i hende, men alkymien, der havde overtaget hendes sanser, skelnede ikke mellem smerte og nydelse. 
"Athelstan, jeg be..." prøvede hun igen, men blev kun ramt på den anden kind af endnu et slag. 
En hyletone dukkede op for det ene øre, og hendes ansigtsudtryk forvrængedes i ubehag, men det så underligt ud mellem de rødblussende kinder og de blanke øjne. 

Adena så op på Athelstan og krympede sig, som hun nærmest forventede endnu et slag. Hans vrede, forbløffede udtryk var blandet med noget af den samme varme, hun selv følte i kinderne. Det kunne ikke være rigtigt. Nød han at se hende sådan? Med hvert ufrivilligt støn, hun udstødte, syntes hans ophidselse at øges. Hun prøvede ikke endnu en bedende sætning - ét var, at vejrtrækningen og stønnene besværliggjorde det, men han ville heller ikke lytte, og der var ingen vej væk. 
Der er altid en vej væk, genlød Evlyns stemme for hendes indre øre.
Hun havde ikke nået at modtage megen træning i selvforsvar, men siden det første møde med Athelstan havde Evlyn presset på for det, og hun havde endelig fået hende overtalt til at lære et par enkelte ting, som de havde øvet sideløbende med deres malerier. Det var nok kun fordi det lå så frisk i hendes erindring, at Adena overhovedet gjorde noget. På ethvert andet tidspunkt ville hun fortælle sig selv, at det var bedre for hende bare at stå stille og tage hans slag, for han havde mere magt end hende, men lige nu ville hun for alt i verden bare væk.
Adenas hænder skubbede fra mod hans brystkasse i et skub, mens hun trykkede sig tilbage mod muren og sparkede ud med den ene fod efter hans knæskal. I blind panik over, at hun lige havde langet ud efter en højerestående adelsmand, løsrev hun sig fra væggen og satte i løb ned ad gaden - i modsat retning af hovedgaden. Den første og bedste mindre gyde stavrede hun stakåndet ind i - væden mellem hendes ben gjorde det ubehageligt at flytte på sig. Selvom hovedgaden var fyldt med folk og større sikkerhed, kunne hun ikke være gået den vej. Så få som overhovedet muligt skulle kende til det her, om det så betød at hun måtte stå i en mørk baggård, indtil effekten aftog.

Aldrig i sit liv havde hun oplevet noget mere ydmygende. De paniske tanker kolliderede med kroppens ustyrlige lyst. En lyst til at massere sine egne bryster, mærke hænder glide over huden og lade fingrene begrave sig i det våde skridt. 
Havde hun gjort det her med et par veninder en aften, hvor de var alene hjemme, havde det helt sikkert været morsomt - men nu var det ikke andet end uvelkomne komplikationer i hendes liv.
I et desperat forsøg på at holde sin lyst under kontrol, krydsede hun armene over maven og knugede om kjolestoffet på hver side af sig selv, så knoerne blev hvide. Hendes krop stod halvt sammenkrummet i et forsøg på at holde væskerne i underlivet inde, mens hun lænede hovedet bagover og viste tænder i en sammenbidt, lidende grimasse, som der stadig klemte sig små, pivende støn ud gennem. 

Det hjalp ikke at slå hende. For første gang nogensinde syntes den vanlige måde at håndtere verden på, når den ikke bøjede sig for hans vilje eller behag, ikke at virke. Tværtimod lød det kun til at Adena stønnede højere af det. Hvordan var det muligt? Hvor fik hun viljestyrken til at opretholde sin forlorenhed fra? Athelstan kunne (med varme i hjertet) huske, hvordan et simpelt puf havde fået hende til jorden og fået angsten til at blusse frem i de store øjne.
Hvorfor skete det ikke nu? Forbitrelsen fik adelssønnen til at skære tænder. Han følte sig til grin over sin egen magteløshed. Afmagten over at hendes lyde blev siddende i ørene og fremkaldte upassende billeder, gjorde bestemt ikke situationen bedre.
At det forbandede pigebarn så også valgte at gengælde den fysiske tilgang ved at skubbe og sparke, og derefter forsvinde inden han rigtig kunne nå rigtigt at opfatte det og retmæssigt eksplodere, var kun prikken over i’et.

Til alt held løb pigen (i hvad der måtte være blind panik) den forkerte vej, nemlig væk fra hovedgaden.
Den sorthårede så hende forsvinde ind i en mindre gyde, og han var ikke sen til at følge efter.
Athelstan fandt hende stående i en yderst besynderlig stilling.
”Hvad sker der for dig?” røg det ud af ham. Forvirringen over hvad de blå øjne mødte, fik dulmet vreden, som han ellers havde fodret troligt siden han havde konfronteret hende med flasken og dens indhold. Normalt ville han ikke have tøvet med at fare hen til hende og tvinge hende i jorden – hun havde trods alt både skubbet og sparket ham (en bedre undskyldning ville ikke være til at opdrive nogen steder), men det her var ikke normalt.
Hun stod med hagen skudt opad, så halsen blev blottet med en lidende grimasse affødt af noget, som Athelstan ikke kunne placere, malet i ansigtet. Et ansigtstræk der absurd nok virkede bekendt. Havde han set det før?
Det var som om det hjalp at komme på afstand, for pludselig ramte erkendelsen ham -

Adelssønnen tabte sin kæbe, mens en uvant perpleks følelse skyllede igennem det anspændte legeme (Meget lig den forfjamskelse som blufærdige forkyndere oplever, når de uforberedt befinder sig foran en nøgen kvinde med store bryster).
”Står du – og her – Foran mig – ”
Athelstan af Erneyll havde svært ved at fjerne sine øjne fra hendes sammenbidte tænder og sære positur. Med samme fascination som børn kan have for noget de i teorien godt ved, at de ikke skal komme i nærheden af fordi det er farligt eller forbudt, kunne Athelstan ikke lade være med at stirre, selvom stemmen dirrede af forargelse:

”- Nyder du det? Gør jeg dig ophidset?!” At kvinder kunne udtrykke eller fremvise ophidselse der ikke var affødt af en mands (aktive) kødelige ageren (eller at de overhovedet var i stand til at føle lyst i det hele taget), var en fuldkommen naturstridigt. At det tilmed var Adena som foretog sig disse unaturlige urenheder foran ham, Athelstan, var decideret forkasteligt.
Hjertet bankede hårdt bag de fornemme klæder, som føltes meget strammere end normalt.

Selvfølgelig ville han ikke lade hende alene. Havde Athelstan nogen form for respekt for andres privatsfære, havde de slet ikke lært hinanden at kende i første omgang. Det ville have gjort Adenas liv meget lettere, havde det været tilfældet. At han kom valsende ind på de mest upraktiske tidspunkter var slet, slet ikke højest på hendes ønskeliste lige nu. Der var problemer nok at tage sig af - problemer, hun havde travlt med at få løst. Selvom flasken faktisk havde bevist sin virkning nu, kunne hun ikke finde nogen glæde i det, når han stadig var i nærheden. 

I det mindste var han ikke længere så tæt på hende, at hans ånde berørte hendes ansigt, hvor kinderne stadig brændte efter hans slag, men det bare at have ham på samme gade fik Adena lyst til at flygte længere væk. Der var ikke meget at gøre med rystende knæ og vaklende ben dog, og med hænderne stadig knugende om sig selv, kunne hun end ikke overskue at stavre hen til den nærmest mur for at finde støtte. For nu stod hendes fødder fast på de ujævne brosten, som var hun ved at slå rødder. Hun fik tvunget et par hektiske åndedræt ned i lungerne og tog sig sammen til at flytte blikket til Athelstan. Hans åbne mund og store øjne var i det mindste bedre end det snerrende, monstrøse udtryk, der før havde præget den ellers fine hud - men det var stadig et væmmeligt syn. Væmmeligt, fordi Adena vidste, hvordan han var indeni. Hvad han gjorde ved dyr og ikke mindst... Sin hustru.

Athelstan havde sat hende i den her situation; sårbar, ufrivilligt lysten og hivende efter vejret. Han havde tvunget flaskens indhold i hende. Overfaldet hende - igen! - og denne gang på et endnu løsere grundlag. Han fattede tydeligvis mindre end gadehundene. De vidste i det mindste, hvornår de skulle smutte. Han blev ved med at skabe røre, og blandet med den kunstige lyst, fik Adenas egen vrede endelig lov til at vokse. 
Hvert eneste ord, der forlod den sorthårede mands mund, opildnede hende kun til at skrige ham ind i ansigtet og sparke ham over det andet knæ også. Om han gjorde hende ophidset? Om han gjorde hende ophidset?
Slet ikke i den forstand, hans undertone antydede, men ja ved Zaladin hvor gjorde han hende ophidset.
"Du gør mig frastødt!" hvæsede hun ud gennem stadig sammenbidte tænder. "Den drik var til bryllupsnatten, for jeg ved hvad du gjorde ved Amelia!"
Det var med tårer i øjnene, at hun råbte ad ham: "Hvor dum er du lige?!"

’Hvor dum er du lige?!’ skreg hystaden. Lydens klimaks.
Egentlig havde hun råbt noget andet før dette her, men det var som om at det først kom frem til ham nu. Forsinket.  Det faldt fra et crescendo, da den unge herre erindrede de forudgående sætninger:
’- for jeg ved hvad du gjorde ved Amelia!’ 
Sætninge-stumperne samlede sig forkert sammen i øregangene. Omvendt:
’ .. Den drik var til bryllupsnatten!’
Ordene fik Athelstan til at blegne. Han havde gjort alt for at de to veninder ikke skulle snakke sammen. Men som en naturlov kunne han kun se magtesløs til, mens de alligevel formåede at udveksle informationer. De ville kunne skrive, hvis han tog deres tunger. De ville kunne røbe deres historier med ansigtsudtryk, hvis han fjernede deres hænder. Det var endnu ikke lykkedes ham at skille dem ad med magt eller ondsindede rygter. De syntes at skulle reduceres til intet, før kommunikationsvejen for alvor ville blive brudt, og selvom han ingen betænkeligheder havde ved at forsøge at destruere Adena fra livets sociale flade, var han ikke længere så sikker på, at Amelia skulle lide en lignende skæbne.
’Du gør mig frastødt!’
Den hvæsende start kom til ham som et punktum. Hænderne blev knyttet sammen. Hun var rasende. Athelstan ligeså.

Det bankede i tindingerne. Frastødt. Dum. Bryllup. Magi. Heksekunstner og trolddom. Drik. Amelia. Frastødt. Dum. Dum. Dum.
”STILLE!” brølede han tilbage og trådte nærmere i affekt. Han kunne knuse hendes hoved, som Amelia havde knust sortelveren. Han behøvede ingen hammer til at gøre det. Hænderne var nok.
Hun kaldte ham dum, når det tilsyneladende var hende som købte hemmelige miksturer til et snarligt bryllup. Hun var frastødt, men det var hende som stønnede uhæmmet og på åben gade.
Hvis pigebarnet havde talt sandt fra start, havde Athelstan aldrig gjort noget – det var hendes løgn som havde fået ham til at tvinge indholdet ned i hende. Så hun kunne sluge sandheden og han kunne se den.
 
”Ved Aldamar det? Ved han at du har købt flasken? Er det ham som har bedt dig om det?!” Stemmen var insisterende, hård.
Athelstan ville allerhelst havde forfulgt emnet omhandlende Amelia, men lovede sig selv at tie – hvorfor var hun blevet nævnt i en kontekst som denne? Det havde næsten lydt som om Amelia havde været en undskyldning for Adena til at erhverve sig flasken. Havde Amelia kendskab til dette her? Opfordret til det? Som et velmenende råd fra den ene veninde til den anden?
Frustrationerne sled i ham. Tankerne tørnede mod hinanden for tilsidst at kulminere i mere aggressivitet: ”Svar mig - ved Zaladin jeg sværger, at jeg knækker nakken på dig”
Som for at understrege sine ord greb han fat i hendes overarme, med intentionen om at ruske svarene ud af hende, hvis hun ikke fik spyttet en passende forklaring ud med det samme.
”– Er det Amelia som har fået dig til det her?”
Athelstan havde lovet ikke at blande Amelia ind i det, og nu hørte han sig selv gøre det alligevel. Men uvidenheden var for meget, den sorthårede følte sig dum. Og det gjorde ham endnu mere rasende.
’Hvor dum er du lige?!’ skreg hystadens ekko.

Spørgsmål efter spørgsmål blev råbt ind i Adenas hoved, mens han havde fat i hendes overarme og hun kunne mærke spyttet ramme sit ansigt. Hans hævede toneleje fik hende til at misse med øjnene og krympe sig i hans greb, men hun slap ikke kjolen, hvor hendes hænder holdt fast som gjaldt det hendes liv. Åndedrættet var stadig tungt, og nu blev det mere hektisk med frygten, der kom krybende ind i gyden. Mens han brølede ad hende, fik fortvivlelsen lige så stille tag i hendes mave. Vreden havde for nu stadig mest plads, og det hjalp hende med at holde bare en smule fokus på hans ord. Ord, der hele tiden fordrejde hendes, blandet med trusler. Trusler, der fik frygten til at stige. 

"Nej, hun har ej!" råbte Adena tilbage givende op på hvad end løgne, han ønskede at høre fra hendes mund. Var deres forhold virkelig så dårligt? "Aldamar ved ingenting. Jeg vil ikke tvinge ham til at blive som dig for at få sin nydelse i min krop, forstår du ikke det?"
Det var helt utroligt, at hun formåede at få næsten tre hele sætninger ud - hun havde troet Athelstan aldrig ville holde op med sit råberi - hvad var det med ham og så at forlange svar, hvorefter han lige skulle true noget mere og så stille flere spørgsmål? 
Hans ord sad dog fast og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Jeg knækker nakken på dig. Adena var ikke et sekund i tvivl om, at han kunne finde på at ty til vold, især med hvad hun vidste om hans forhold til dyr. Han havde slået en kat ihjel efter at havde mødt hende første gang i haven. Hun havde ikke turdet tegne ham efter banketten, de var mødtes til, af frygt for at han havde gjort noget ved sin egen tjenestestab. Men nu var de alene i en gyde, og han havde fat i hende. Hun ville ikke komme langt selv, hvis hun løb, men alligevel vred hun sig i hans greb. 
"Slip mig!" råbte hun uden tanke for, om hun afbrød ham. "Slip mig, Athelstan!"

’Aldamar ved ingenting’
Mere behøvede Athelstan ikke at høre. At fyrstesønnen intet vidste bekræftede Athelstans værste antagelser. En hustru skal altid føje sin mand, havde Moder sagt. Hvis manden vil sikre sin egen overlevelse og ikke ønsker at ende som en galionsfigur i sit eget spil, en tabende brik uden formål, uden autoritet, uden magt, er det komplette overtag og alvidenhed essentielt. Selvstændige kvinder er farlige kvinder. De handler efter et impulsbarometer som kan afføde uoprettelige konsekvenser. I værste fald kan det ende med mandens død. Og når først det lykkes én hustru at slippe afsted med det, vil andre følge trop. Slå ned på det med jernhånd, min dreng. Straf det omgående og ubarmhjertigt.

At Aldamar intet vidste om sin kommende kones indkøb var ikke blot i sig selv gruopvækkende. Det var en åbenlys og alvorlig trussel mod Athelstans eget eksistensgrundlag. Måske var denne drik forholdsvis harmløs (Adena viste jo desværre ingen synlige tegn på at skulle krepere foreløbig), men Moder havde ret: Mere vil have mere: havde det skrækkelige pigebarn først smagt magtens (og autonomiens) sødme, ville der ikke gå længe før hun ville udfordre sin mands position som øverstbefalende. Hun ville ikke længere være afhængig af sin mands accept.
Jo, bevares, Aldamar ville have godt af en genstridig hustru så han kunne opleve lidt modgang, få lidt dybe rynker omkring øjnene og i panden – stressrelaterede furunkler og ukontrolleret, synligt hårtab i totter ville kun være en kærkommen bonus, hvis guderne gad at vise lidt samarbejdsvillighed -

Al farve havde forladt Athelstan. Hendes skrig rørte ham ikke, for skrigene indikerede kun at pigebarnet var klar over, at hun havde handlet forkert. At hun var skyldig i at bryde den sociale verdens vigtigste regl:
”Mænd har ret til at herske over kvinder på grund af den overlegenhed som Guderne har bestemt -” reciterede han med en snerren. (Athelstan var selektiv når det gjaldt religion, men håndtering og afstraffelse af det svage køn havde han lært udenad): ”- Hvis I (mænd) frygter kvindernes modstand eller ulydighed så straf dem ved at slå dem.”
Den unge mand reagerede dermed prompte. Han strammede grebet om Adenas overarme, trak hende ned mod sig for så samtidig at løfte knæet opad, med en instinktiv voldsomhed, for at lade det kollidere mod hendes mave.

Det havde ikke været en god dag. I det øjeblik hun var trådt ind i Proteaus hovedkvarter, havde Dominic hævet hende til side. To drenge var yderligere forsvundet, problemet med væsnet uden for Dianthos grænser var ved at blive et seriøs problem. Men fordi at det valgte at jage udskuddet, var der ingen som tænkte to gange over at der pludselig var en tigger eller to mindre på gaden. 
Denne gang, havde det dog ikke været hvem som helst, nej Valdemar var forsvundet - ham med de søde blå øjne, smilehullerne og fregnerne der dannede konstellationer i hele hans ansigt. Han havde ikke rigtig arbejdet for dem, foruden at være lokke due når de havde behov for det. Han havde, var, en god knægt. Og nu var han væk lige som fem yderligere drenge fra hendes gruppe. Og hvis hun havde talt rigtigt, var der også yderligere fire var ulvens klan som var forsvundet. Ikke et godt tegn, og bestemt ikke en god måde at starten dagen på. Hvilket havde gjort, at hun havde taget et sving eller to af den whiskey hun havde gemt bag de rådnebredder ved udskænk disken. 

"Evlyn" Faiths bløde stemme ramte hendes øregang, som hun skulle til at tage sit tredje sving. "Hva, hvad ved zaladin er der nu!?" brummede hun irritabelt, som de dybe blå øjne vente sig mod den rødhåret kvinde. "Hvad vil du?" Faith kiggede surt og lagde armene hen over hendes svulmende barn. "Det er Adena." mere behøvede der ikke at blive sagt, før at Evlyn satte flasken fra sig. "Hvor?" så snart at ordene forlod Faith, havde Evlyn allerede grebet sin kappe og løb forbi hende, og kravlede op af stien der førte til nogle af de øvre kloaksystemer.
Vandet plaskede omkring de sorte stramme støvler, som fødderne løb igennem systemet. Det var tydeligt, at hun kendte hver en krog hver en drejning for at komme derhen hvor Adena var blevet set. Kappen svang rundt omkring hendes spinkle statur, som hun hoppede op af stien der var inde for rækkevidde. Hun kravlede ud af den store stormhul, og orienterede sig hurtigt, hun var ikke langt væk nu. Op ad væggen, og hun var nu på husets tage - det drejede sig om minutter nu.

Som Athelstans knæ kolliderede med Adenas mave, mistede hun al luft i lungerne, og ud af hendes mund kom kun et hæst hvæs. Trykket fra hans slag fik hende til at tisse en lille smule - heldigvis ikke nok til at det ville kunne duftes. At blive banket for en forseelse, hun ikke mente at have gjort, var mere end nok ydmygelse oven på hvad han i forvejen havde gjort ved hende.
Allerede under hans recitation - som da i hvert fald ikke havde været en del af Adenas religionslære! - var hendes øjne spilet op i gru over, hvad han kunne finde på. Sammenkrummet nu henover hans knæ og med ansigtet helt inde ved hans brystkasse, kneb hun dem i. Han duftede sødt - dejligt, endda havde det været enhver anden mand. Nu bragte duften kun kvalme. 

En lang, grådkvalt indånding blev tvunget ind, og tårer samlede sig igen i hendes øjenkroge. Alene her i gyden og meget svagere end Athelstan havde hun ikke en chance. I det mindste ville han bare så hende, prøvede hun at opmuntre sig selv med, men der var ikke meget andet end fortvivlelse at finde i hendes sind lige nu. 
Og så pludselig var de ikke alene mere. Adena kunne kun se et par støvler i perifirien af sit synsfelt, men den stemme, kunne hun genkende overalt. Straks genfandt hun en smule af sin trodsighed og begyndte at vride sig i Athelstans greb, selvom hun var besværet af alkymiens tag i hende, åndedrættet og nu også smerten i maven.