Selvfølgelig kom hun ikke på dagen. Det ville have været dumt. For mange elvere ville sværme blomsten og ingen ønskede hende der. Da slet ikke nær en så smuk blomst. Faelwens Tåre. 
Ecaeriss stod i passende afstand af den. Hun skulle bare se den. Det eneste levn fra hendes fortid, der ikke dømte hende og hendes handlinger. Hun havde været forbi for 100 år siden da det sidst skete, og det havde været en forfærdelig farlig tur. Det var kun året før hun var blevet idømt en endnu længere straf, lige så mange år, som hun allerede havde udtjent. Alligevel havde hun sneget sig tilbage for at se den skønne blomst. 

Dengang var hun kommet i ly af mørke og med hætten trukket godt ned over ansigtet. Nu kunne hun stå her i fuld offentlighed og se på den, ligeglad med om nogen skulle se hende. Hendes dom var udtjent, og denne gang ville hun ikke spørge om lov til at komme tilbage - hun ville blot gøre det. Hun ville stå her, se på blomsten, og så ville hun tage tilbage til sin hytte igen og først betræde Elverlys jord igen om hundrede år, når Faelwen blomstrede igen. 
Hun havde overvejet at lægge et besøg forbi Isiodith, nu hun var her. Den søde pige havde været hendes lærling året forinden, og de var nået langt med at udvikle den unge elverhealers magi. Men det havde med sikkerhed givet hende nogle problemer nu at være kendt som lærling under den forviste Ecaeriss, og så meget som Ecaeriss normalt ikke gad gå op i andre væsner, havde hun ikke et behov for at gøre Isiodiths liv mere besværligt med sin tilstedeværelse.

Der var intet tilbage for hende her i Elverly. Ingen trøst at finde, ingen favne at begrave sig i. Intet sted at bo, ingen venner at have. De havde forvist hende uden nåde, og så skulle de blive fri. Og hun skulle blive fri for dem.
Hendes mundvige krængede sig nedad i en grimasse, og lidt græs ved siden af hendes fødder blev omdannet til tjære og begyndte at kravle op ad hendes blottede ben. Kunne hun omdanne hele Elverly til en bunke ubrugelig tjære, ville hun gøre det.

Skønheden havde altid været overalt at finde i Elverly, fra den ene landegrænse til den anden var naturen frodig og fuldbyrtet i en naturlig cirkel af naturens liv og død. En dødsom i denne tid blev kastet over det besudlede blod, og de sølle mennesker som vovede sig indenfor Elverlys grænser, hvor Faelwens tåre blomstrede. Hver gang dette skete, var der stor fest i flere dage i Frosthjem, den politiske holdning som var væsentligt mere krads bag de høje stenmure, kom for alvor til udtryk under de festlige lejligheder. Toorah havde tilladt sig selv at deltage i festlighederne den første nat, som blomsterne havde udfoldet sig gennem hele skovbunden, ja, sår ladet sig beruse, men de første blomstringsdage var ovre, og det som var tilbage nu, var benhårdt arbejde.

Toorah var trukket tilbage i rustningen, det var ikke længere den prægtige guldfarvede rustning som tidligere havde præget den tidligere leder, den var lagt tilbage hvor den hørte til, på ginen i Skovfortet. Nu var det en sort metalrustning med påmalede gulddetaljer, som de fleste af Nattefrost-soldaterne bar, og Toorah bar den med stolthed. Metalrustning var ikke en det man oftest så de elviske soldater i, men det var en ældgammel tradition for den stædige slægtslinje.

Der var absolut intet specielt ved denne dag, foråret sprudlede for alvor, men en endnu kølig brise trillede i langsomt tempo gennem skoven. Toorah gik langs grænsen på Elverly, en linje hun kendte til fingerspidserne, som kendte hun centimeter for centimeter grænselandet mellem elverenes jord, og menneskenes. Det var en almindelig grænsevagt, en ting den rødhårede elver tog dybt alvorligt, men en dag som idag, kunne slappe mere af omkring, naturen ville heldigvis tage sig af dem som ikke var velkomne, en ting hun ikke skulle bekymres med.
Det røde blik løb gennem landskabet, som en skikkelse dukkede op i det fjerne, formodentlig bare endnu en elver ude og nyde duften. Hun trådte nogle skridt tættere på, inden hun stoppede op. Ved Zaladin, hvad var nu det? Det ville være løgn at sige, at hun ikke genkendte Ecaeriss, det havde enddog været længe siden hun sidst havde lagt øjne på elverkvinden. Mentalt måtte hun kortvarigt tælle tilbage, kunne det virkelig passe, at alle disse år, allerede var trillet forbi?
"Jamen dog, se hvem vi har her?" Toorahs ansigt var hugget i sten, som det alle dage havde været, hun gik med roligt tempo mod skikkelsen i det fjerne. Selv hendes stemme var neutral og monoton, men indeni genkaldte synet noget der ulmede under huden, kvinden foran hende havde ikke blot begået en simpel forbrydelse, hun havde vanæret intet mindre end to elverfamilier, en forbrydelse som ikke gik så let forbi en elver, med æren så højt sat som Toorah

Rustningen var ikke genkendelig i sig selv. Stemmen var. Ecaeriss' læbe krængede sig tilbage i arrighed.
"Dig," hvæsede hun ud gennem sammenbidte tænder.
Det havde været 100 år siden hun sidst havde set Toorah Nattefrost. 100 år efter hendes oprindelige forvisning, hvor hun var kommet hjem, stadig i skam og med et brændende ønske om at finde en tryg havn i Elverly. Et ønske og et behov, Toorah havde berøvet hende - en handling Eca aldrig havde og aldrig ville tilgive. En handling, der havde sendt Ecaeriss ud over kanten på hvad hendes psyke kunne bære, men ultimativt hvad, der havde gjort hende stærkere. 
Løsrivelsen, omend ufrivillig og påtvungen, havde været det sundeste, fortalte hun nu sig selv. Der kom intet godt ud af at bo omgivet af fastlåste elvere, der ikke yndede at interagere med omverdenen.

Men nu hvor Toorah stod foran hende, ligesom hun havde gjort for hundrede år siden, var der ikke andet end et overvældende had i Ecaeriss' hjerte. Allerhelst ville hun se det røde hår gå op i flammer og det nydelige ansigt tigge om nåde.
Ecaeriss havde ikke fulgt med i elvernes politik, men den udskiftede rustning fortalte hende, at der måtte være sket en ændring. Enten havde Toorah fået alle til at bære Nattefrostuniformer, eller også var hun blevet vippet af sin pind. Det sidstnævnte håbede Ecaeriss mest på, men når Toorah stadig stod her i Elverny ville historien næppe tilfredsstille nogle af de tankescenarier, Eca i årernes løb havde udsat sin tidligere dommer for. 
"Du kan ikke dømme mig mere," snerrede Eca. 
Ved siden af hende havde hendes hænder berørt en busk, og dens blade og grene var begyndt at opløse sig selv i tjære, som snoede sig rundt om hendes dirrende, knyttede hænder. Langsomt indtog det sorte også hendes øjne.

Toorah stod stille et øjeblik, beskuede skikkelsen foran hende. Nej, Toorah kunne nok ikke dømme Eca endnu engang, men der var ingen tvivl om, at det gjorde hun. Det hovne udtryk havde næsten aldrig forladt Toorahs ansigt, og gjorde det bestemt heller ikke nu, hun smilede undertrykt, småt og triumferende. "Jeg kan se De ikke har glemt mig Ecaeriss Laeymiel, men De har tydeligvis glemt Deres manerer!" De røde øjenbryn løftede sig til et nærmest belærende blik, nej, Eca ville næppeholde længe i Elverly, hun opførte sig som et vildt dyr, en yderst upassende adfærd, men med en opførsel som denne, ville der ikke være nogen tvivl om, at Elverlys beboere hurtigt ville se skævt til den tidligere forviste.
Toorah gik et par skridt fremad, hun bar sig altid rank, og selvom der gik en jævnlig vittighed omkring at hendes ansigt muligvis var forstenet, var det tydeligt, at Ecas skikkelse tændte en ild i hendes blik, de færreste fik at se. Kvinden der stod foran hende fik presset på nogle helt specielle punkter, som hurtigt kunne få Toorahs temperament antændt. 

Den rødhårede ynge elver fnøs, inden hun lod blikket glide åbenlyst nedover Eca, så fulgtede hun læberne unødigt langsomt. "Så vidt jeg husker, var det den slags adfærd, som fik Dem forvist i første omgang..." Hun rettede sin fodstilling, til en behagelig magelig hvileposition, hun behøvede blot at provokere den dyriske elver til en overilet handling, så skulle hun se sig selv blive forvist endnu engang, hurtigere end hun var kommet "... De har måske endda glemt at vores natur er hellig? Har årene i eksil virkelig ladet menneskenes primitive ageren smitte sådan af?" Toorah kastede hovedet mod busken hun var i færd med at forvandle komplet til tjære, inden hun rystede opgivende på hovedet i den belærende påtagethed.

Der var ingen grund til at være formel over for Ecaeriss, men bare det at Toorah brugte en sådan tiltaleform fik hendes blod til at koge. Det var en hån uden lige. At snakke om manere derudover... Hvilken flabethed! Ecaeriss huskede alt for godt, hvordan det havde været sidst at stå over for Toorah.

Ecaeriss havde blot været hundrede år yngre, men hun havde følt sig som et lille barn. På knæ foran den fuldt udrustede rødhårede elverkvinde, der endda var yngre end hende selv. Omringet af elvere - hendes egen race! - med buer spændte og klar til at slå til, hvis Eca skulle vise sig at være farlig. Tårerne havde trillet ned ad hendes kinder, som det var begyndt at gå op for hende, at hun ikke ville få lov til at vende hjem. Hun havde set bekendte blandt de forsamlede... Bekendte, hun havde troet var venligt stemte over for hende, men som hun nu kun fandt nedadvendte mundvige og skeptiske blikke hos. Toorahs dom havde været en fjern summen, mens hendes sind langsomt var blevet opslugt af ensomhedens mørke.

Heldigvis var det noget helt, helt andet nu.
"Hvis naturen var så hellig for jer," vrissede Eca og omtalte bevidst elverne som om hun ikke selv var en del af dem. "Ville I inkludere os i den. Men det er kun jer selv der er hellige. Uduelige hyklere."
Hun stoppede dog tjæren fra at fortære mere - men ikke så meget fordi Toorah havde sagt det. Mere fordi tjæreslangen var blevet stor nok til at lægge sig omkring hendes skuldre, og den halve busk stod halvt opslugt og skreg af at være blevet offer for hendes magi. Åh hvor ønskede hun at andre skulle se det - og frygte hendes tilbagekomst. Det ville aldrig blive til noget, men bare at tænke sig alle de elvere, der hørte historier om hende og frygtede hende - det frydede mørket, der var spiret i hendes indre.

Åhja, Toorah huskede den dag lige så vel som Eca, det var sjældent at elvere blev forvist fra riget, menddog havde det ikke været en forvisning for evigt, for Eca, straffen i sig selv havde været ganske mild. Var man ikke i stand til at overholde Elverlys simple regler, måtte man ud i verdenen og se hvilke gruomheder der fandtes i menneskelandet. Det var den eneste måde at lære at elske og ære at elverenes rige havde at byde på. Toorah fugtede læberne en kende, hun mindedes dagen, som en sød smag på spidsen af tungen. Magten, hun havde haft alt magt i Elverly, det var varmende og tændte noget i hende, en ild som havde brændt siden første dag hun blev anderkendt i det gamle råd. Det var ikke en position hun længere sad i, tværtimod, ansvarets lænker var taget af hende, som hun nu kunne udføre sit arbejde for slægten, en væsentligt mere blodig vej end resten af Elverly brugte. HUn havde som leder måtte holde sig i skindet, lade hendes indre diplomat regere, men ikke længere.

Eca, som langsomt blev indhyllet i tjæren var blot et bump på vejen, i sidste ende ville Toorah ende med overhånden, det var hun slet ikke i tvivl om. De røde øjne betregtede den sorte massen som den overtog skikkelsen for hendes øjne, hendes vrede ulmede i en sådan grad, at man næsten kunne varme sig på den, selv med deres afstand, som Toorah langsomt men sikkert lukkede, som hun trådte tættere på.
"Åh stop Deres selvmelidenhed Ecaeriss, det var da absolut kvalmende!" Konstanteringen blev næsten spyttet ud, som elverens stenansigt forvred sig i en grimasse, der understregede hvad hun mente om den sag.  "Find dog Deres selvrespekt lidt frem, især nu, hvor De må forestille at skulle tilbage og være en lovlydig borger!" Toorah slog ud med armen, inderst inde spillede håbet om, at Eca havde mistet forstanden nok til, slet ikke at kunne forlige sig med skovens grønne kroner. "De vil være et sørgeligt eksemplar på vores ærefulde samfund, som De står der, uden kontrol, uden respekt og lader Dem komplet kontrollere af hvaend patetiske følelser De har ladet Dem besudle af, i menneskets døende verden!" Toorah rejste en anklagende hånd, pegende direkte imod Ecaeriss, anklagende, som den dag hun havde forvist hende. Dengang havde Toorah været en yngre elver, årene som leder havde hærdet hendes yderste lag af følelser, dæmmet dem væk fra overfladen og ind til hendes inderste. En facade som den ældre elver formåede at krakelere, som hun nåede ind til Toorahs vrede, med hendes ødelæggende adfærd

Toorahs ord lavede langsomt små revner i Ecaeriss opbyggede ligegyldighed. Normalt kunne hun tilgå verden med en overfladisk, ligeglad tone, men Toorah bragte alt det værste frem i hende. Hadet og vreden, afskyen og lysten til at destruere.
"Tro ikke jeg er tilbage," spyttede hun tilbage og lod tjæreslangen møve sig vej ned på hendes arm, som hun pegede tilbage mod Toorah. Hun nægtede at lade den anden elver føle sig som den overlegne. Hun nægtede at gå på knæ som dengang. Hun var stærkere end nogensinde før, og der var kun svaghed at finde i Elverly. "Hvis jeg en dag kommer tilbage vil det ikke være ad bagindgangen, hvor en tilfældig grænsevagt støder på mig."

Teknisk set vidste hun ikke, hvad Toorah var nu, men rustningen og den manglende eskorte af folk vidnede om, at hun i hvert fald ikke besad en vigtig post mere. Det håbede Ecaeriss i hvert fald, for ellers ville svineren næppe finde fodfæste.
"Du lyder næsten som de mennesker, der frygter mig derhjemme," sagde hun. "De prøver også at ramme mig personligt med deres egen skræk som brændsel. Tænk sig at man skulle vende tilbage bare for at se, at du ikke er andet end et skræmt lille menneskebarn indeni."
Hver dag havde hun hørt lignende. Folk der prøvede at overbevise hende om, at det var hende, der var noget galt med, og hun skulle flytte langt væk eller ændre sig selv. Efterhånden var hun blevet immun. Hun var flyttet langt væk, men det havde mest været fordi hun ikke gad dem mere. Deres onde tunger og slibrige tankespor. Det var præcis, hvad hun havde forventet at mennesker, og samtidig havde hun set lighederne mellem dem og nogle elvere soleklart, da hun først havde brugt lang tid med dem. 
Nej, det der rigtig fik hendes blod i kog, var Toorahs evindelige snak om det hellige. Skoven var hellig, naturen var hellig. Ecaeriss var blevet tudet ørerne fulde af, hvor meget hendes magi vanhelligede jorden ved at bruge det organiske fra en plante til at heale en af deres egne - mens andre healere blev priset til guderne for at være i stand til at lave healende miksturer ud af bær og plantesaft. 
Eca brugte naturen på samme måde som de gjorde, og hendes magi kunne endda heale hurtigere og mere effektivt end deres miksturer kunne på en uge. Alligevel var hun den onde med de sorte øjne og den mørke magi. Al fokus lå på de to kroppe hun havde opløst for at redde en andens liv. Hvor havde den overlevende været, da hun var blevet forvist for at redde liv?

"Tak skæbne!" Toorah åndede en kende for tydligt op, som Eca proklamerede, at hun ikke var kommet tilbage for at blive. Det var bestemt bedst sådan, hun passede ikke ind, hun var for ukontrolleret og for bidsk. Ikke nok med det, så var hendes offerfølelse kvalmende. På den anden side, Toorah nåede kortvarigt at få et helt tænksomt udtryk, var det nok heller ikke smart at have Eca rendende rundt i menneskeverdenen, hun havde set det ske før, elverene som pludselig faldt for et menneske og guderne forbyde det, begyndte at avle. "Inden De får pulsen for meget op kære Ecaeriss, valgte jeg min skæbne. Elverly er blevet ladet i yderst kompetente hænder, jeg er sikker på at De vil se lige så ilde på ballade som jeg har gjort!" Det var overhovedet ikke sandt, Toorah havde stor respekt for det nye råd, men i forhold til ledelsestaktik måtte hun indrømme, at de havde fået taget de lige lovligt blødsødne morgentøfler på. 
De røde kontrollerende øjne gled ned på Ecas tjæreslange, der virkede til at have vokset sig rigelig stor i tiden hun havde været væk, ingen tvivl om at den sorthårede elver var en stærk magiker, måske endda farlig, men der var ingen fryst at spore i den yngres ansigt, på trods af, at tanken om, at Ecaeiss havde udviklet sine evner ikke just huede hende.
Den sorthåredes næste kommentar fik dog Toorahs ansigt til at blusse op i en dyb hånende latter, et grin, som nåede helt op i øjnene, til hun næsten måtte tøre en tåre væk. Det tog mange langstrakte øjeblikke før Toorah fik samlet sig, hun rettede blikket mod Eca, nej, hun grinede bestemt ikke, var hun seriøs?
"Åh kære. Jeg frygter Dem skam ikke, men jeg er da næsten fristet til at lade Dem udøve noget af alt den opbyggede vrede. Morsul har ligget stille så skrækkeligt længe!" Toorah smilede for første gang utroligt længe, Morsul var sværdet, som Toorah havde udrettet flere henrettelser med i sin tid på Skovfortet, et sværd så smukt og tungt, at det uden problemer kunne skille hovedet fra resten af kroppen, en praksis der var brugt i de ækleste forbrydelser i Elverly. Den sidste der var faldet for klingen, havde været en elver, der i et desperat forsøg havde forsøgt at snigmyrde Toorah i sin søvn. Mindet varmede næsten, mindet htilførte brændstof til Toorahs skjulte blodtørst 

"Hvis de ser lige så ilde på ballade, som du gjorde," snerrede Eca, hendes blik sort af vrede og ikke kun af magibrugen. "Skulle du måske ikke opfordre sådan til den."
Vreden var en boblende, ætsende ting i hendes bryst nu, og der var ikke noget, der stoppede den. Toorahs nedgørende ord og hånlige latter var kun brænde på bålet.  Havde hendes øjne ikke været fyldt til randen med sort, havde man kunnet se hadet flamme op. Hadet til skovelverne. Hadet til Elverly. Hadet til Toorah.

"Du fordoblede min dom," fortsatte hun raspende af raseri. "Af hvad? Frygt for min magi? Frygt for hvad jeg ville gøre, hvis I lukkede mig tilbage ind i Elverly?"
Hun trådte et skridt tættere på. Hendes tænder var blottede bag den tilbagekrængede overlæbe. 
"Nu skal du høre, Toorah," fortsatte hun. "Dengang ville I have haft held med at reetablere mig i samfundet. Nu vil jeg helt frivilligt spare jer for besværet."
Endnu et skridt tættere på. Den sorte slange snoede sig om hendes blege arm og gav hende tykke striber henover huden. 

"Medanien sætter alligevel mere pris på min healing, end I nogensinde har gjort," sagde hun, mens hun tog det sidste skridt hen mod Toorah. 
Der var stadig et langsværds afstand mellem dem, for Ecaeriss vidst udmærket hvor dygtig en kæmper, Toorah var. Der var ingen grundt til at komme inden for rækkevidde. Og hun var allerede i rækkevidde til selv at gøre det første udfald. Noget hun var meget, meget tæt på at gøre. 

Det lille smil spillede fast på Toorahs læber, nej, hun burde i sandhed ikke opildne til ballade her i skovens grænse, men hvis det udspillede sig her, var det ikke længere hendes lod at tage sig af Ecaeriss, hun ville enten få et nyt sted at vende sin vrede hen, eller miste hovedet. Muligvis alt efter hvilket humør Rådet var i, jævnfør Toorah ville Eca nok slippe alt for let, blive sendt i strikkeklub som straf muligvis.
Den sorte farve som udfyldte kvindens øjne fik noget under huden til at krybe på Toorah, der var en skrækkelig sammenligning mellem dette og øjnene på deres beslægtede (skønt Toorah aldrig ville indrømme dette) mørkelvere. Flere af dem havde ingen pupiller at se. Toorahs læbe krængede en kende tilbage som sammenligningen gik op for hende, ødelæggende smilet den anden elver ellera hvade formået som en af meget få, at frembringe.
"Jeg fordoblede Deres alt for lille straf, De var tydeligvis ikke klar til at vende tilbage, De var kynisk og selvmelidende, men nu ser jeg, at selv med yderligere afsonet straf, kan De ikke forbedres!" Toorah fnøs, stirrende på kvinden som hun kom tættere, den stolte elver flyttede sig ikke en mimimeter på trods af tjæreslangen der viklede sig faretruende omkring den sorthårede.
"Det er ikke vores arbejde, at forbedre Deres adfærd..." Toorahs ellers bløde dybe stemme var blevet til en knurren helt fra halsen, hun rakte hovedet en kende fremad "Det er Deres ansvar, og hvis De virkelig endnu ikke har forstået denne simple pointe, kan jeg kun takke min egen beslutningsevne, for at De ikke har sat Deres ben indenfor grænsen ét hjerteslag før!" Ecaeriss lukkede afstanden mellem dem, Toorah stod fortsat fast med sin fanatiske stædighed, hun frygtede ikke den ældre elver, men var i sandhed i tvivl om hun kunne finde på at gøre noget dumt. Pupillerne i de røde øjne trak sig sammen til det minimale, mens senerne på Toorahs hals blev tydelige af raseri. 
"Måske menneskene anser deres kroppe som så uhellige, at de gladeligt lader sig smelte væk fra overfladen. Hvad er pointen Ecariss, vil du redde dem, for en sølle håndfuld år?" 

Nu var det Ecaeriss' tur til at le. Hjerteligt og hånligt.
"Du tror jeg redder de kære små mennesker, hvad - ud af hvad, mit gode hjerte?" lo hun. "Du har været alt for lidt uden for Elverlys trygge rammer, Toorah."
Navnet blev næsten spyttet ud som den grimme smag det var i hendes mund. 
"De betyder penge i lommen og mad på bordet for mig, intet andet. Og jer? I betyder mindre," tilføjede hun.
Det stod klart for hende nu, hvorfor Toorah havde givet den straf hun havde. Den drev af ansvarsfralæggelse, og Ecaeriss forstod nu også, hvorfor den unge Isiodith var kommet til hende for at lære mere og undslippe fordømmelsen. Elverly ville kun sig selv godt, og kastede alle børn, der ikke rettede ind, fra sig som visne blade fra et træ. 

Den ringeagt for læring... En sådan fordrejning af, hvad de ældste burde gøre for de unge elvere. Toorahs ord undersrtegede kun, hvor ung hun endnu var. Ung og uerfaren. 
Ecaeriss havde så lidt respekt tilbage for sin egen race, at hun i det øjeblik slet ikke forstod hun faktisk havde taget turen herop. Det havde været for at opleve Tåren ligesom alle de andre århundreder, men bare muligheden for at støde for en af hendes afskyelige artsfæller burde have afholdt hende. Især en så afskyelig en som Toorah Nattefrost.
Væmmelsen stod malet på den sortøjede elverkvindes ansigt, der havde fået røde kinder af raseriet, den anden vagte i hende.

Toorah bed tænderne sammen som kvinden megyndte at le. Sener, blev tydelige på hendes hals og en muskel ved hendes kæbe spændtes. Hun måtte stoppe sig selv for ikke at ryge lige i sulet på Ecaeriss, aggresiviteten kom ud med et foragteligt fnys på.
"De ved intet om de sidste hundrede år!" Toorah kneb øjnene sammen, det var for meget, at hun skulle stå og skændtes med dette udskud. Vreden havde bragt en rosa farve op i de hvide kinder, og lå som en latent i et smalt områe henover hendes ansigt. Ecaeriss havde ikke været tilstede, hvis hun vidste hvor mange skrækkelige møder Toorah havde deltaget i, i menneskeverdenen henover årene som leder, ville hun nok falde ned af stolen. Ved nærmere eftertanke var den bedste del af at have frasagt sig topposten i Elverly nok, at hun faktisk ikke behøvede bevæge sig meget udenfor grænsen.
Det røde blik bevægede sig nedover Ecaeriss skikkelse, Toorah ville kalde hendes påklædning uanstændig, men sandheden lå i, at de fleste elverfolk nød godt af den evige ungsom til at rende rundt uden meget tøj på. Nøgenbadning i de varme kilder var en ting, som Toorah selv havde deltaget i, da hun var ganske meget yngre, men som hun ikke havde gjort de sidste mage år, for at opretholde en distance mellem hende og folket.
De sidste ord, som forlod den sorthåree elvers læber blev dråben for Toorah, hun havde holdt sig i skindet længe nok. De var alene, og gik det helt skævt, var det ikke sværere end at hun måtte forklare, at Ecaeriss havde udvist truende adfærd, hvilket virkelig ikke var langt fra sandheden, som hun stod der omgivet af sin sorte masse, i færd med at opløse en del af skoven. I en hurtig, resolut bevægelse greb den rødhårede elver ud mod den anden, gribende dét sted, som lod stoffet mødes i den dybe kavalergang. Hun knugede stålhandsken sammen omkring stoffet, inden hun trak Eca mod sig, selv gående fremad, til deres næser næsten mødte hinanden og Toorahs øjne stirrede dybt ind i Ecaeriss, til hun næsten følte, hun kunne stirre ind i hende sjæl.
"Hvis dette sted virkelig er så forfærdeligt..." stemmen blev presset ud mellem de sammenbidte tænder "hvis folket her er så modbydeligt" Toorah strammede grebet, til man kunne høre metallet fra handsken gnide op ad hinanden i spænding"... Hvorfor kom De overhovedet så tilbage?"

Lige så snart Toorah greb fat om Ecaeriss' tøj, bevægede tjæreslangen sig defensivt mod den anden elverkvinde. Meget nåede den dog ikke at gøre, før hun var helt tæt på, og i stedet lagde den sig om Toorahs ryg og hofte og pressede hende tættere på Eca, hvor den også lå om hendes ryg. Hvis de stod så tæt, kunne Toorah ikke trække sit sværd. 
Ecas sorte øjne ville lyne mod Toorahs, hvis de kunne. De var så tæt på hinanden, at hver enkel spytdråbe, der fløj ud med deres ord, kunne mærkes på den andens kinder.
"Det er ikke for jeres skyld," snerrede hun. "Jeg er her kun for at se blomsten, men med dig for mit indre øje, kan jeg næppe nyde det korte visit mere."

Hun holdt på ikke at bruge formelle termer om den tidligere leder. Dengang havde hun gjort det; Holdt på alle formerne, brugt den rigtige tiltale, bukket og skrabet og gjort sig til. Lige meget havde det hjulpet, og nu hvor hun havde smidt alt det fra sig, smagte friheden bare bedre. Det var meningen man skulle lære noget under et eksil, og det havde Ecaeriss bestemt også. Hun var også ret sikker på, Toorah ville mene det var de helt forkerte ting. Hun fik tjæremassen til at stramme sig lidt om dem for at understrege, at hun ikke havde tænkt sig at give Toorah meget plads at arbejde på, og absolut ikke nok til at trække et våben. 

"Hvad er det om de sidste hundrede år du synes, jeg bør vide, Toorah?" spurgte hun og fik tjæreslangen til at lave en afstikker, der kunne kravle op til Toorahs ansigt og gnide sig let over hendes kind som en kold, klam klud. Elverkvinden så alt for lille ud i den sorte rustning, hvis metaldele fremhævede de aflange, fine træk. Det røde i hendes ansigt gik ikke Ecaeriss forbi. "At det er bagende varmt at have rustning på, eller holder den dig fra at ligne en tomat helt ud til fingerspidserne?"

Toorah slap ikke sit tag i Ecaeriss kjole det mindste, heller ikke, da den fæle tjæremasse lagde sig ubesværet omkring hendes høje skikkelse og klemte til. Den rødhåredes elvers stolthed bød hende ikke at tage sig af det, selvom følelsen var fæl og indelukkende stod hun rank som en stenstøtte i Ecas greb. Der var en sandhed i, at Toorah her ikke kunne nå sit sværd, men lige netop denne del bekymrede hende ikke meget. Toorah var toptrænet i kamp både med, og uden våben, så hvis det endelig kom til stykket skulle det ikke være dét som afgjorde tingene.
"Jaså..." Stemmen var blevet til en lavmeldt knurren, det var nok de færreste der havde set Toorah så oprørt de sidste mange, mange år, men nu kunne hun tillade sig at bære følelserne en kende tættere på huden. "Så De har ingen ønsker om at blive, eller hjælpe dit folk..." Om man ville det eller ej, så hørte Ecaeriss til elverfolket i sidste ende, om hun ville slå sig ned her nu, var hendes valg, da hendes dom var aftjent, men til Toorahs lettelse, løs det endnu ikke til at være planen "Men goderne i Elverly, dem rager De gerne til Dem!" Tjæreslangen nåede til Toorahs kind, og selvom det brændte i hende for at fjerne den, rykkede hun sig ikke en milimeter, et skarpt øje ville dog nok opfange en let sirten omkring det ene øje.
Den sidste sætning fik tydeligvis prikket nok til den i forvejen letantændelige Nattefrost-elver, der i det samme med et let stamp i jorden, fik en sten til at skyde op ad jorden, lige bag Ecareiss' fødder, inden hun gav hende et skub med handsken, der lod den anden elver snuble over stenen. Problemet var nu bare, at Ecaeriss havde rigeligt fat i hende med den omklamrende tjære til, at hun røg med i faldet. Med et bump landede den rødhårede elver ovenpå den anden, men næsten mirakuløst brød hun ikke øjenkontakten, end ikke i fandet.
"Nu er det nok Ecaeriss!" Toorah hvæsede hende ind i ansigtet, nu tættere end nogensinde før "Hvad ved Kiles ro er der med dig!" De færreste havde hørt Toorah benytte den direkte tiltaleform, men det her var simpelthen alt for meget.

Fordi Toorah ikke brød øjenkontakten, blev Ecaeriss' blik fastholdt i de dybrøde øjne, og jorden slog kun det hårdere, da hun landede hårdt med ryggen på den og derefter fik Toorahs fulde kampvægt ned over sig. Selvfølgelig brugte hun feje tricks. Ecaeriss burde have set det komme. Nok havde hun aldrig været eller set Toorah i direkte kamp, men hun burde have regnet det ud på baggrund af den bundrådne personlighed.
Hun måtte vride sig en smule under presset fra metalrustningen. En plade pressede sig ned i hendes ene overarm og klemte den fast mod jorden. Hendes anden arm var fanget bag Toorahs skulder og det eneste, hun kunne få fat på der, var hendes glatte rustning og bæltet, hun havde sværdet i. Uden at tænke over det omdannede hun bæltet til tjære, så sværdet faldt til jorden. Det var stadig rent instinktivt det, den ældre elverkvinde forventede: At de ville slå hende ihjel, fik de chancen. 
En snerren kom fra hende, mens Toorah stadig råbte ad hende, men hun kunne ikke rykke sig meget under vægten, og hendes egen tjære holdt dem stadig låst fast så tæt på hinanden, at deres næsetipper rørte hinanden. Arrigheden fra Toorah spejlede sig i Ecas egne, kulsorte øjne, og hun holdt på magien som var det hendes eneste livline. 

Der var så mange hadefulde tanker i Ecaeriss' hoved, at hun ikke kunne få nogle af dem over sine læber. Hun ønskede ikke at hjælpe sit folk? Hendes folk ønskede ikke den hjælp, hun så mange år frivilligt og uden betaling havde ydet. Den magi, der reddede deres liv, smed de væk som skrald, så snart en smule frygt rørte deres hjerter. 
Og hvilke goder fra Elverly? Hun havde for længst afsagt sig enhver sølle hjælp, de kunne give, og hun klarede sig fint på egen hånd. Tåren kunne de zaltme også selv høste - hun ville bare gerne se den - og Toorah mente hun var snylteren? Hvis hun bare vidste, at en af deres egne healerlærlinge var kommet til Ecaeriss for hjælp, da Elverlys evner ikke rakte til hendes undervisning! Hvis hun bare vidste, at Ecaeriss have taget den unge ind og lært hende alt, hun kunne! Hvem var snylteren nu? Når de ikke engang kunne oplære deres egne godt nok, så de blev nødt til at komme læbende ned til den udviste...! En udvist de på ingen måde havde lyst til fik lov til at vende hjem. 

I stedet for at råbe alle de onde ord, hun havde lige på tungen, nappede Ecaeriss ud efter Toorahs underlæbe, fik fat i den, og med den mellem sine tænder... Kunne hun alligevel ikke helt få sig selv til at bide til.

Nej, det var sandt at Toorah ikke havde gjort sig meget i healerhuset, hendes interesse lå i sandhed kun der, når der var brug for dem. Overraskende nok havde Toorah selv ikke det mindste ar at finde nogle steder, på trods at hendes mange år med krig, men hun havde naturligvis også haft Miilaethorn, healeren der boede fast på fortet i Elverly. Han havde alligevel formået at redde hendes skind mere end én gang.
Vægten der tyngede ned imod Ecaeriss var overraskende bevidst, hun havde den anden kvinde fastlåst under den tunge rustning, en situation Toorah havde benyttet sig af mere end én gang i kampens hede, når det kom til nærkamp. Takket være hendes kontrol over sten og jord, var det en let måde at komme af med modstanderen, men uanset hvor gerne hun så en sten presse sig op og knække ryggen på elverkvinden under hende, vidste hun, at det slet ikke var i hendes ret. Ecaeriss havde udstået sin straf, i teorien var hun så velkomment et medlem i Elverly som Toorah selv, og guderne måtte vide, at Rådet holdt skarpt øje med hende, grundet hendes radikale holdninger.
Tankestrømmen overdøvede situationen, medførende at Ecaeriss uden problemer fik fat i hendes læbe, det gippede kortvarigt i Toorah, men den anden bed ikke til. Hun rynkede brynene, betragtende Ecas ansigt, som hun greb omkring af en af de sorte lokker med sin metalbeslåede handske og trak det tilbage, blottende Ecaeriss hals. Bæltet som forsvandt lettede tyngden fra hendes sværd, men det virkede ligegyldigt nu. Hvad der overkom den rødhårede elver var ikke til at sige, hun knugede hånden endnu tættere omkring lokken, inden hun lænede sig ned mod hende, placerende læberne på hendes, i et kys, der næsten virkede længselsfuldt. Vægten fra hendes pladerustning lettede sig en kende fra den andens bryst, som hun skubbede sig en kende opad

En mumlet blanding mellem et støn og en utilfreds lyd kom fra Eca, da hendes hoved blev tvunget bagover, og læben gled ud fra mellem hendes tænder. Et øjeblik spændtes hele hendes krop. En blottet hals var ikke noget, der tydede på noget godt, og hendes blik prøvede at finde Toorahs hænder for at sikre sig, hun ikke havde fat i en kniv. 

Følelsen af bløde læber mod sin hud fik vejret til at sætte sig fast i hendes hals. De vrede tanker, der råbte i hendes hoved blev usammenhængende og flød sammen på kryds og tværs. Noget andet overtog. Et behov for mere. Hendes egne fingre borede sig ind imellem metalrustningens overlap for at finde remmene, der hold dem sammen, og så snart fingerspidserne berørte læderet, blev det opløst i små tjærepøle. 
Imens søgte hendes mund noget at gribe om, og hun kunne lige nøjagtigt strække sin hals nok til at tungespidsen kunne glide henover Toorahs ørekant, selvom hendes hår stadig blev holdt ned mod jorden.
Tjæreslangen gik fra at presse dem sammen i en defensiv strategi til at løsne sig en smule og i stedet glide ned over det bagerste af Toorahs ben.
Der var ikke flere råbende tanker i den blege skovelvers hoved - kun et susende begær blandet med den uforløste vrede.

Følelserne under det hærdede ansigt fik for første gang, i langt over hundrede år, frit spil. Det forklarrede muligvis hvordan hele situationen var endt her, mange års indestængt kontrol for den fyrrige elver. Mange år hvor hun ikke havde mulighed for at agere på sine egne følelser, eller blotte sig overfor et andet individ, da dette ville skabe huller i hendes forsvar. Følelsen af den bløde hud under hendes læber fik dulmet vreden, fik den vasket væk til fordel for noget helt andet, noget uventet. De røde øjne rettede sig mod kvinden under hende, som hun kæmpede sig opad, rammende hendes øreflip, det medførte at de røde nakkehår rejste sig, i ren fryd
Rustningen faldt stille og roligt fra hinanden som Ecaeriss opløste de slidte spænder, men hvad der normalt havde medført en noget utilfreds og arrig reaktion kom kærkomment, som brystpladen slap og faldt af. I en lidt for øvet bevægelse, fik Toorah rystet sine behandskede hænder, som medførte de hærdede stålhandsker, gled af og endte i samme bunke som de resterende rustningsdele, der efter få øjeblikke blev skubbet væk i en hidsig bevægelse, væk mellem de to skikkelser i skovbunden.
Toorah stoppede op i et langstragt øjeblik, ladende blikket glide nedover den anden elver, kjolen var i sig selv afslørende, men udsynet fik grådigheden frem, afspejlede sig i øjnene, med en mine der nok kunne forveksles som endnu vred, trak hun begge af kjolens stropper udover hendes skuldre, blotlæggende hendes bryst.I et årvågens blik, skævede hun rundt i skovbunden, de lod i sandhed til at være alene, i denne del af skoven, kærkomment og yderst nødvendigt 

Som kjolens stropper blev revet til siden, slag nogle af de fine kæder imellem i deres spinkle led. Ecaeriss opdagede det næsten ikke - følelsen af at stropperne lå om hendes arme og blottede hendes bryst for Toorah overskyggede den frustration, der ville have været i at tøjet blev en smule ødelagt. I stedet lod hun endelig sit tjære falde og glide ned i den sultne jord, for så at løfte hænderne til hendes skjorte og rive stoffet fra hinanden, så knapperne sprang. 

Noget af stoffet sad fast under hendes bukser, og Ecaeriss' hænder tvang sig vej ned under buksekanten for at komme ind under trøjen. Da den ene hånd havde fri adgang til mavehud og kunne finde vej opad til et bryst, der kunne klemmes om, fandt den anden hånd vej op Toorahs nakke. Ecaeriss' læber ønskede at finde vej til hendes, og samtidig prøvede hendes fastlåste krop at vende situationen rundt, så hun ville ende øverst og Toorah med ryggen ned mod jorden. 
Ecaeriss' øjne var igen normale at se på, det hvide tilbage hvor det skulle være, og det var tydeligere nu at se det had og den vrede, de stadig besad. Blandet ind i det var begæret og lysten til at gøre noget, og de famlende hænder talte et tydeligt sprog.

Toorah gav en knurrende lyd fra sig, som hendes skjorteknapper gamlede mod skovbunden én for en, hendes hud bar endnu præg af at havde boet et århundrede under den sydlige sol, som den fremstod gylden og solbeskinnetmod den sorthåredes lyse teint. Hun kunne mærke den ældres hænder mod hendes kølige hud og hvor modstridigt hendes natur end skreg på at det var, var hun for grådig til at slippe det, at lade det forsvinde mellem hendes fingre. Det var den samme grådighed som trak de sidste strimler af tøj af den anden elver, blotlæggende den smukke figur Toorah ikke selv besad, hun var endnu engang blevet senet og kantet med soldatertræningens greb, mens ribben og kraveben stod tydeligt frem. Hvor meget hun benægtede det, kunne hun ikke undlade at begære den tidligere udstødte. Hun begravede ansigtet ved hendes mave, kyssende denne, tagende hendes duft ind, lod det vække det ukontrollerede bæst hun havde holdt under kontrol så mange år. Et århundredes begær og frustration slap løs i et væld af kærtegn og hårde anderkendende berøringer. Hun lod Ecaeriss få kontrollen, men kun ganske kortvarigt, som hendes fingre søgte den anden kvindes skød.

---

Toorah rullede omkring i skovbunden, hele den gyldenlødede krop skinnede som svedperlerne fik frit løb og medførte at adskillige blade klistrede til den nøgne hud. Ekstasen rislede gennem kroppen og medførte de sidste trækninger. Hun åbnede og lukkede munden et par gange, men med alt ærlighed kunne hun ikke få ord over sine læber, hvad skulle hun sige? Irrelevant, hun skulle alligevel bruge luften som hun trak vejret i hivende stød, lidt endnu i hvert fald. De røde øjne skævede mod den sorthårede kvinde, hun så lige så krøllet ud som Toorah følte sig, hun havde ikke rigtigt over scenariet efter deres rasende sexakt. Idiot. Med et fnys fik hun sat sig op, vinden føltes pludselig kølig mod hendes hud, trækkende denne sammen, en ting hun ellers ikke havde bemærket.