
Lux 16.08.2020 23:40
Indlæg til ungdomsforbandelsen!
Det var et noget anspændt selskab der sad overfor hinanden, i et noget sølle lille skur af et hus. Tre unge mænd, alle som en klædt i simple bondeklæder og kantede ansigter der blev lyst noget så usmageligt op af det livlige sterinlys på bordet. Og så den rødhårede dæmon, hvis prægtige klæder kastede gyldne og lysende reflektioner overalt i det lille rum, i genskæret af selvsamme. Lumine havde bevæget sig ud af sit palæ i det våde vandland, og havde rejst langt og længe for at mødes med disse simple minearbejdere.
En enkelt lille svedperle trillede ned af den ene af mændenes pande.... men om det var grundet varmen der stødt steg i rummet, eller om det var en nervøs lille trækning. Jah det var ikke til at sige.
"Såeh.... hvor meget vil du betale for dem?" mandens tykke accent trak hendes røde øjne til sig i et ryk, og Lumine's tænder glimtede i et blændende smil. Køn var hun, trods den urolige energi der lurede i hendes selskab... og hun kunne se hvordan de udvendigt frastødtes af de ildbårne rovdyr, omend de indvendigt - øjnene, var betaget af hende. Blikket gled fra manden og ned på de ædelsten de havde bragt med, der nu nøje blev vurderet med et trænet såvel som kritisk blik. En enkelt slank hånd gled over den ene af stenenes kølige overflade, imens en vurderende nynnen kom fra dæmonen. "Ahh... så smukke de er, så funklende..." det var ingen hemmelighed at hendes evige svaghed for glimtende ting og sager var hvad der havde lokket hende ud af de sikre rammer. Men det var ligeså meget fordi at fornemmelsen af magi pulserede under den polerede overflade - noget disse mennesker næppe forstod sig på, ud fra deres tomme ansigter.
Fjolser.
"1 safir pr. ædelsten" uden meget tøven kom dæmonens bud på hvor meget de kunne få for dem, og hun kunne se hvordan det kort gibbede i de unge mænd ved det høje beløb. 1 safir for en ubehandlet sten var ikke nødvendigvis meget, men det var trods alt noget hvis man levede under fattige kår. Som dem. Alligevel skulle de prøve at protestere, og alligevel måtte Lumine insistere. 1 safir, og de kunne få mad, vand og varme flere dage. Et lokkende tilbud, var det ikke?
--------------------------------
Hvad Lumine dog ikke vidste, var at rollerne faktisk var en smule anderledes end først antaget, og hun var ikke jægeren her. Hvad hun troede var mennesker, skulle vise sig at være alfer. Og hvad hun troede var ædelsten, skulle vise sig at være en forbandelse uden lige.
I samme øjeblik som handlen var kommet i hus, og Lumine's grådige fingre greb om stenene - hun begyndte at feje dem ned i en smukt hæklet pose, jah så aktiveredes den fælde der lå i blot den ene af de funklende sten. Et blændende lys kom fra den, og forskrækket rejste ild dæmonen sig, så stolen væltede bagover i hendes hurtige bevægelse. Hun hvinede, lyset sneg sig op af hendes fingre, arme og imod hendes bryst, og en gnækkende, nederdrægtig lille latter kunne nu høres.
Med sammenknebne øjne - så godt som blændet af lyset der skinnede i hendes hånd - jah der så hun hvordan at menneskedrenge blev til små skabninger af lys og stjernestøv, og alfernes summende vinger overdøvede hendes næste skrig da hun følte hendes krop.... ændre sig.
"Behold dine tommer safirer, Lumine af ilden!" spottende ord der fik vreden til at bruse igennem dæmonens krop, og lyset på bordet blussede op som reaktion af dæmonens vrede. De bæster! De små bevingede bæster! De satans alfer hørte - som hun gentagende gange havde sagt og gjort, til i glas!
Hvilket nok var derfor denne hævn faldt hendes vej.
Krogede hænder greb ud efter dem, men de veg let og elegant tilbage for hendes skrumpende skikkelse, og var i selvsamme nu væk.
Da hun endelig stoppede med at lyse... var det en anden verden hun vågnede op til.
Dæmonen snublede hen imod det spejl der befandt sig i enden af rummet, og måtte med forargelse møde... en 12 årigs flammende, vrede blik. Kort hår faldt i tjavser omkring hende, hendes kjole hang i store folder og korsettet af drageskæl kunne ikke engang sidde om hendes pindelignende krop! Forargelse, foragt, forharmelse og sydende vrede begyndte at lyse barnets krop op, hænderne rystede og gløder raslede ned omkring dæmonen, sortsvedne pletter dannedes omkring hendes bare tæer.
Og Lumine tændte af.
-----------------------------------------
I ruinerne af en sortsveden, forbrændt lille hytte, gik en brunhåret lille ung pige omkring og sparkede vredt til de sølle rester der var tilbage. Aske dækkede hendes ben og nåede et godt stykke op på hendes nøgne krop, revner og sprækker strakte sig over hendes arme, ud fra hjertet, omkring hendes øjne, og under glimtede en hvidlig og orange gnist af ild her og der.
Dette hylster ville ikke holde meget længere...
Under nogle forkullede brædder fandt hun til nøds en laset grå kjole med et brunt overtræk, og hev den over hendes uduelige krop. Eksplosionene af flammer og ild måtte uden tvivl have trukket øjne fra en nærmeste by Zircon, og snart ville der nok dukke nogle op for at se hvad der dog var sket.
Lumine vendte sine røde øjne imod himlen og knyttede de sortsvedne hænder.
Fordi hvad nu.
---------------------------------------
Midlertidigt udseende til Lumine!

Xenwia 27.08.2020 01:49
Safirien var typisk ikke et sted hvor besætter dæmonen brugte meget tid, faktisk anså han det sjældent for meget andet end et sted for hvile på de lange, og til tider udmattende rejser fra Rubinen og op gennem landet. Denne gang var det dog med et noget andet syn, på det centrale Krystalland, det var nu blevet et mål; et mål for at få fingrene i de magiske ædelsten, der var rygtet til at kunne findes i Safirien.I et forsøg på at afkorte sin rejse betydeligt, havde Llyon valgt at flyve der til. Det var hverken noget som egne magiske vinger, en drage og lignende, som fløj den hvidhåret mand elegant afsted over de få skyer, som var tilstede. Det var hans egen personlige grif, Sema der havde fået æren af at transportere dæmonen. Griffen var i tidernes morgen købt alene for hendes slående blå øjne.
Øjne der mindede Llyon så frygtelig meget om en vis halvdyrskats blå øjne, Percival eller Enzel som han uden Llyon’s viden nu i stedet gik under.
Trods det ihærdige forsøg på at nå frem før alle andre, for man kunne aldrig stole på andre ikke have fået nys om samme som en selv, måtte dæmonen allerede se sig slået førend han overhovedet var landet. Hvad der bedst kunne beskrives, som en kugle af ild var ganske tydelig, selv fra luften og manede alt håb om at komme først til jorden. En irriteret brummen, kommende helt nede fra det dybeste af struben, slap ud og blandede sig sammen med vindens susen i øregangene.
Knapt var den hvide grif landet, før end Llyon’s støvlehæle koliderede mod den tæt pakkede og svedne jord. Uden at spilde tiden trådte han målrettet mod den unge pige, der stod tilbage hvor, der efter hans eget bedste bud havde stået en bygning, hvis sørgelige rester bevidnede det. Det violette blik med det rubinrøde skær, gled kort overvejende over træet der var både en blanding af forkullet, og nogle steder stadig brændende, før det landede på pigen i det lasede tøj.
Kunne hun virkelig være årsagen bag alt dette?
”Du der, hvad er der sket her?” Spørgsmålet var åbenlyst henvendt til pigen foran ham, mens han gjorde et udslag med den ene arm mod omgivelserne. Stemmen var blød som det fineste silke og dyb, uden en accent der kunne placere ham til at skulle komme fra et bestemt sted, eller del af landet.

Don't mistake my kindness for weakness,
I'll choke you with the same hand I fed you with.
Lux 06.09.2020 14:10
Hvad nu? Jah, et godt spørgsmål på så mange fronter, hun havde ingen idé om hvad der skulle foregå nu. Lumine havde aldrig været kendt for at gennemtænke tingene to gange, så ved at brænde bygningen og alt dets indhold ned, jah der havde den flammebårne også sørget for at forkulle kusken der skulle fører hende tilbage, så alt hvad der var tilbage af ham, faldt i et med resten af det sortsvedne område. Kareten der havde bragt hende til dette kedelige sted var ligeså forsvundet - dyr der nok havde taget flugten da flammernes varme blev for intenst, og alt i alt, så efterlod det hende ufattelig blottet, endda i en krop der havde slået fysiske revner langs hendes kinder, mundviger og håndflader. Noget der lige nu blot var sorte streger, men som af og til, blussede op til lysende sprækker.
Men som det så ofte skete, jah så tog skæbnen en finurlig drejning. Og med Lumine som stormens øje i alt dette (noget hun i hvert fald følte hun var), blev det runde barneansigt vendt imod lyden af tunge vinger, og røde øjne løftedes imod den blændende lyse himmel...
... og så en skikkelse komme hastigt nærmere, siddende overskrævs på en prægtig grif.
En høj skikkelse - særligt høj fra den barnlige krops perspektiv - der med taktfaste, målrettede skridt nu nærmede sig ildæmonen, knap nok efter at have landet på den brændte jord. Hvad var nu dette?
Knyttede hænder og smalle øjne gav barnet et næsten trodsigt fremfor afventede udtryk, og ild dæmonens røde øjne ulmede; et faretruende ekko af den brænd der havde lyst dem op kort forinden, og med hvad hun håbede ville være en myndig stemme, åbnede Lumine munden.
Kun for at lukke den med et smæld da hans (overraskende) bløde stemme kaldte hende an.
Du der?
Tydeligt utilfreds med enten hans tiltaleform eller spørgsmål, bølgede luften omkring Lumine i et udslag af intensiveret varme - hun rankede sig en anelse. Normalt ville så simpel en følelse ikke fremprovokere mere end blot end gnist. Men i det svage hylster lyste revnede sprækker ildevarslende op idet at Lumine fnyste. "Du der?" hun løftede en ufrivilligt rystende finger. "Tiltal mig som Fru Lumine, De eller De-" en alt for lys, ringlende stemme gled over hendes læber, og i overraskelse smækkedes hænderne op foran hendes mund, og ild dæmonen glippede med øjnene.
Det skulle lige godt være løgn, var hendes stemme ikke engang den samme? Hvad var det her for en magi?!
Xenwia 20.09.2020 00:17
Børn havde nu aldrig været Llyons spids kompetence, hvis ikke han gjorde sig særdeles umage; noget der typisk kun lod til at ske når han havde en mere langsigtet plan med dem. Dette kunne ikke siges at være tilfældet med den lille pige foran ham.Alligevel endte han med at synke ned foran hendes skikkelse, både for ikke at virke alt for intimiderende, men delvis også for at skåne hendes nakke fra den bagudbøjede stilling. Et billigt købt forsøg på at mildne det trodsige udtryk.
Med et knæ placeret i jorden og det andet bøjet frem for sig, hvilede Llyon armene over det vandrette lår, efter at være stoppet op foran barnet, med en afstand mellem dem; men kunne jo aldrig være for sikker. Slet ikke når det endnu var uklart om den lille skikkelse stod bag de alt slugende ild der have spist af området. Han havde været så opslugt af omgivelserne og den lille pige der stod som urørt, i hvad let kunne beskrives som Zaladin’s forgård, at han ikke bemærkede dén velkendte duft, der ramte næseborenes vægge og blandede sig sammen med alle de brændte lugte; dæmon.
Varmestrålingen var intens, selv med afstanden til hende. Besætter dæmonen så til som ildevarslende sprækker truede med at ødelægge hylsteret foran ham. For det var i sandhed et hylster de violette øjne beskuede. Et ulvesmil blændede de hvide tænder i det mørke ansigt. Smilet tangerende til en latter ved den spinkle pige stemme, der tog noget at autoriteten af ordene ”Javel ja – Fru Lumine.” uden den store respekt lod han blikket glide ned over hendes, startende ved ansigtet og stoppende ved fødderne til det sprang tilbage til udgangspunktet ”Ser man det, en dæmon fanget i en barnekrop.” mumlede han forundret, inden han rejste sig på ny. Ingen grund til at forsøge at være børnevenlig, når det ikke var et faktisk barn foran ham.
”Tillad mig at udvise bare lidt manere. – Llyon Naath.” med en arm bag ryggen og den anden foran sig, bukkede han galant for dæmonen, i præsentationen af sig selv. ”Og tillad mig at tage den frækhed, Fru Lumine og spørger hvilket omstændigheder der har sat dig i denne kattepine?”.

Don't mistake my kindness for weakness,
I'll choke you with the same hand I fed you with.
Lux 01.10.2020 16:14
At han satte sig på knæ havde som udgangspunkt ikke været en dårlig beslutning, hvis ikke det var fordi at ilddæmonen instinktivt vidste at det var for at komme i øjenhøjde med hende, fremfor at ville vise hende den respekt der lå til hendes alder og selvudnævnte rang. Det havde nemlig ikke taget mange minutter for dæmonen at genkende en form for kending imellem mange fjender, og hvilken gren den her dæmon hørte under, hvorvidt han støttede Mørket, dødsynderne eller Lyset, eller om han bare var en passerende strejfer, var for hende fuldkommen ligegyldigt. Der var vigtigere ting at tage sig af.
De små hænder fjernedes langsomt fra den nedadvendte mund imens at hun lyttede, for en gangs skyld blot en anelse tavs idet at hun overvejede sin situation, og en noget mere tilfreds glød i de ulmende øjne da han sluttede af i et galant buk - meget bedre, så bestemt en meget kønnere opførsel af denne Llyon Naath.
Hænderene gled ind bagved lænden for at ranke barnekroppens mindre statur, et stolt knejs i nakken da hun kort efter nikkede i et hils, og med korte (Lumine forbandede de korte ben) men hurtige skridt bevægede hun sig forbi hans bukkende skikkelse, det forfærdelige hår fejende i vinden og med retning imod den grif han var kommet på, denne LLyon Naath.
Alt blev dog gjort med en selvsikkerhed og selv vigtighed der forekom helt bizar til den lille krop; hun var bestemt ikke nervøs over sit nuværende selskab da det forekom hende absurd at han ville eller kunne skade hende, han var trods alt bare en dæmon. Og i den forsimpling af hvem han var og hvad han kunne, jah der frygtede Lumine intet ved at vende ham ryggen.
"Alfer" svarede hun kort for hovedet, grådige øjne over hans flyvende ganger, inden at hun rykvist vendte sin opmærksomhed tilbage på ham - hun skulle vidst bare lige have set hvad han havde med. "Zalans væsner prøvede at sælge mig nogle magiske krystaller, tydeligvis med en lille... hage" luften omkring Lumine dansede og vred sig i endnu et udslag af varme, og bagved hendes ryg knyttedes de små hænder iltert.
Xenwia 17.10.2020 00:09
Med en hånd børstende mod det knæ som havde måttet hvile mod den svedet jord, før han satte efter ilddæmonen. Skridtene var ikke forhastede, for med hendes korte ben mod hans lange behøvede han knapt sætte farten op før han var lige i hælene på hendes barnlige fængsel.Med nysgerrighed i blikket, holdt besætter dæmonen sig fra at træde op på siden eller ind foran hende, i stedet gik han afslappet bag ved. Ville hun forsøge at stjæle Sema? Det var mange hundrede år siden sidst nogen havde vovet på at bestjæle ham. Tanken lod dog denne gang til at morer mere end den irriterede.
”Alfer?” gentog han klikkende med tungen. Kort slog han blikket op i luften over dem og lod en fløjtetone flække den stilhed der lå mellem Lumine’s ord. Griffen reagerede prompte på fløjtet, satte kraftfuldt af med en skræppen, så jordstøv og aske hvirvlede omkring dæmonernes skikkelser.
Magiske krystaller.. Det lød noget så velkendt, gjorde det ikke?
I et ryk landede hans fulde opmærksomhed igen på denne fangede dæmon, der bar sig afsted, havde hun været dronning af den verdens hendes fødder berørte. Varmen der slog fra hende, burde have afskrækket de fleste i at grine, af frygt for hvilket konsekvenser det ville føre med sig.
Men latter var alt Llyon fik ud, mest fordi at havde hun ikke været kommet ham i forkøbet, ville det meget vel have været ham der var blevet en lille hvidhåret dreng. Tanken morede ham gevaldigt ”Men magiske var de.” Uden omtanke for varmen trådte han nærmere, kun bremset af sit eget hylsters begrænsning ”Jeg formoder at disse alfer ikke kommer til at drive sådan en gæk igen?” spurgte han ladet. Formodningen om de ikke var sluppet med livet i behold, lå tykt i spørgsmålet og gjorde det unødigt at svare på.
”Og lad mig så spørger om det åbenlyse, som ikke er din tilstand... - Hvordan har denne Fru Lumine så tænkt sig, at hun skal komme herfra? Når nu hun har valgt at forvandle stedet her til ingenmandsland?” han kunne ikke se hverken heste, kusk eller karet. Spørgsmålet var derfor også med en snert af noget flabet, mens han åbnede en lille dør på klem. Alt hun skulle var bare at spørger pænt, om han kunne være behjælpelig.

Don't mistake my kindness for weakness,
I'll choke you with the same hand I fed you with.
Lux 13.11.2020 13:38
Åhh, hvor hun hadede det. Lumine's ansigt vinkledes opad imod den hvidhåredes dæmons højere, kønnere og mere elgante hylster, da han med et enkelt skridt trådte nærmere, trods varmen omkring Lumine gjorde bitre udslag i luften omkring hende. Hun hadede det, den her følelse der fulgte med at skulle se opad. Fordi selvom hun til hver en tid ville benægte - jah pure nægte og modsige sig hvilken fornemmelse det bragte med sig - kunne hun ikke løbe fra at hun stod i en lettere udsat position - og han vidste det. En position han virkede til at kende, da han med sin behagelige stemme, tog en flabet kant til sit glimtende smil. Lumine's øjne glødede faretruende - både til det, men også under spørgsmålet om alferne, og selvom hun ikke svarede, var det for den kløgtige person svar nok i sig selv; alferne ville næppe leve længe nok til at være forstyrrende igen. Fordi selv hvis de var sluppet væk, hviskede glimtet i hendes øjne om hævn; en hævn der ville få ild til at regne fra himlen om hun nogensinde så deres forædderiske små ansigter igen. Og det ville hun, hun havde mange år at finde dem i.
Et enkelt, buet øjenbryn løftedes derpå da han forsatte, og endnu engang bølgede modviljen over at spørge om hjælp ind over hende, som vederstyggeligt tidevand hun ikke kunne undgå at sætte fødderne i. Hvordan hun havde tænkt sig at komme herfra? Blikket søgte opad imod den grif han på bedste vis havde fået til at lette fra jorden, og hun tvivlede på at trusler om ildkugler og flammehav kunne få den ned igen. I og for sig, jah så ville det også være en skam for en smuk skabning, sådan at få skamferet dens kønne fjerpragt med den sorte aske der fulgte med sådan en reaktion, men det var lige før den - han - fortjente det. "...."
Den ene hånd løftedes, og med et knips rejste vægge af flammer sig omkring dem, i en diameter af 8 meter med dem som midtpunkt; Lumine trådte det sidste skridt nærmere i selvsamme flydende bevægelse og søgte at gribe hans hånd for at hive ham en anelse længere ned, hvis det var muligt. Mere i øjenhøjde, det virkede som noget han havde villet før. Om ikke, ville flammerne efter 3 sekunder forsvinde ligeså hurtigt som de var kommet, og barnehylsteret smilede for første gang siden han var kommet, noget der næsten havde set sødt ud, hvis det ikke havde været for den lunefulde gnist i de røde øjne. "Hun ville spørge meget pænt, og håbede på et ligeså pænt svar tilbage. Om ikke andet... kalder de det vel ingenmandsland af en grund; en krop fra eller til gør ingen forskel"
Hun var ikke i det taknemmelige humør - lige nu.
Xenwia 23.11.2020 03:00
Hænderne foldede sig bag om ryggen, hovedet knejsede sig en anelse bagover så hagen løftede sig og for alvor understregede, den højdeforskel der lå mellem dem. En yderligere prikken til dæmonbarnet foran Llyon. Han burde vide bedre end at prikke til ilden, i bogstaveligeste forstand. Måden varmen slog af hende, som en direkte konsekvens af hans ord og mimik var alligevel for fristende ikke at lege med selv for en dæmon med hans alder – han burde vide bedre.”Nååh?” pressede han på for at svar, da hendes blik vendte sig mod himlen. Hvor Sema lod til at have fanget en opadgående vind strøm, til at give hende opdrift uden selv at skulle arbejde for det. Selv forlod de rød violette øjne ikke barneskikkelsen, som han i hendes uopmærksomhed trådte et halvt skridt nærmere. ”Ja jeg har jo ikke hele evigheden til at vente på svar i… Eller jo det har jeg, men jeg er sikker på fruen ved nøjagtig hvad jeg mener.” den ene arm kom frem fra sit skjul bag om ryggen, hvor den viftede lidt affejende fremfor ham.
Varmen sved i øjnene når man kunne mærke, hvordan den tynde tårefilm opløste sig og efterlod øjeæblerne tørre, men i stedet for at virke afskrækket af flamme murren, gled den hvide dæmons smil over i et langt mere smørret et af slagsen ”Sikke et optrin og alt sammen for min skyld? Jeg er jo helt beæ…” -ret. Ord forstummede da han blev trukket ned i den øjenhøjde, som han tidligere havde søgt.
Den mørke hånd lukkede sig knugende omkring den lille barnehånd, truende med at knuse den del af hendes hylster. I stedet trak han hende i et hårdt ryk så tæt at deres næser næsten rørte hinanden ”Hvilket held at hun er stødt på gavmild en artsfælle, at det naturligvis intet problem bliver at blive eskorteret hjem.” svarede han endeligt, næsten helt fornøjet. Hånden slap og med en lignede fløjtetone, som den der havde sendt griffen i luften, kaldte han den hvide fjerbold ned igen. Først da Sema stod solidt på den sodet jord, rettede Llyon sig op ”Skal fruen havde en hjælpende hånd til at komme op?”.

Don't mistake my kindness for weakness,
I'll choke you with the same hand I fed you with.
Lux 26.11.2020 00:06
Den barnlige krops fysiske svaghed... den blev ved med at overraske hende. Nok havde Lumine følte sig skråsikker i sit dominerende lille optrin af magisk duelighed, men idet at han - stik imod alt almindelig fornuft - valgte at trække hende tættere på, kunne hun ikke stoppe det gib der fik hendes lille hånd til at sitre indespærret. Det gik nemlig op for hende, at hun ikke kunne vriste sig ud af det jerngreb det nu viste sig han besad. Hun prøvede i et barnligt ryk, det virkede ikke. Og det gjorde hende mildest talt kun mere provokeret - fordi det ville og kunne aldrig være sket i hendes almindelige form.Hun veg dog ikke tilbage af så sølle en grund som fysisk underlegenhed. De røde gløder af dæmonøjne mødte Llyon's egne i et forunderligt spejl, og Lumine's ellers store barneøjne, blev til små sprækker i den magtkamp, der udspillede sig imellem dem - ilddæmonen skullle til at sukke resigneret, jah direkte skuffet i sin konstatering af at den hvidhårede ikke var en holdbar transportmulighed hjem...
... indtil at han endelig svarede; et svar der i et sus dæmpede den ildevarslende flamme som dansede i Lumine's øjne, og på samme tid, reddede hans hånd fra at blive grillet.
Den lille mund åbnedes en anelse, øjnene ændredes i et blink tilbage til at være mere menneskelige end før, og det var kun kanten i hendes fornøjede knurren der afslørrede det mere agtpågivende, indre billede der lurede under hendes usle hylsters facade. "Et ganske godt held" stadigvæk med øjnene låst i hans, men hun slap dog hans hånd. Eller han slap hendes, selvom hun foretrak at tænke det anderledes.
I sekunderne det tog for griffen af lande, der nåede nogle af de glødende sprækker i barnet faktisk at slukkes, og udtykket blev næsten blødt sin saglige tilfredshed, med de runde kinder som en ufrivillig faktor hun glemte. Indtil at han åbnede sin flabede mund igen, og insinuerede at hun ikke selv kunne komme op på hans grif!
Men Lumine var dog ganske bevidst om at hun ikke kunne det - lige nu - og takkede derfor uden tøven jah til det tilbud der blev stillet frem. Hellere det end selv at bede om hjælp. "Selvfølgelig" det her hylster var trods alt ikke hende - og det ene øjenbryn løftedes skeptisk, førhen at øjnene himmelvendt fandt luften over dem, ved det dumme spørgsmål. Det kunne enhver imbecil vel se. "Medmindre du bærer en skammel med dig, Llyon, er jeg ikke ligefrem den rette højde..." Lumine skred forbi ham og imod griffen, men kastede et blik over skulderen efter få skridt, og vinkede ham nærmere til sit eget fine væsen."... så selvfølgelig skal du løfte mig op". Ligeså lundefuld som et bål der var faldet til ro, fandt et mere oprtigtigt smil faktisk vej over det unge ansigt, og kiggede man godt efter... ville nogle mene at der var taknemmelighed at spore.
Xenwia 14.12.2020 16:18
Glimt at fryd havde nåede at vise sig i besætterdæmonens blik, da den lille barnehånd blev forsøgt trukket fri. En handling der kun havde fået taget om den til at strammes yderligere med samme legesyghed som når et kattedyr puffede til sit bytte, for at teste hvor stor styrke der var tilbage i det. Eneste forskel var at ilddæmonen på ingen måde var et byttedyr og Llyon langt fra jageren.Det var en uretfærdig test af grænser, når han i øjeblikket var hende fysik overlegen. Noget den hvide dæmon instinktivt var klar over. Nok havde han ikke haft den frækhed, at spørger at udspørger om hvor gammel den kære Lumine var, lidt manere måtte selv en dæmon have, eller set hvad der helt nøjagtigt gemte sig under barnehylstret, men det kræftfelt af energi han kunne mærke fortalte at han stod overfor en artsfælde langt ældre end ham selv.
Hundæmonen havde ikke ladet sig afskrække af magtkampen, selvsikkert havde hun stået stålfast og mødt ham uden den mindste tøven. Det var helt beundringsværdigt og forfriskende at møde sådan et kvindfolk. I sidste ende havde det været dét og ikke frygten for hendes hysteri, der havde fået ham til at tilbyde hjælpen.
Nonchalant skridtede Llyon nærmere ’dæmonbarnet’, så snart hun vinkede ham nærmere for at få den nødvendige hjælp. ”Det kunne være kønt, kunne det ikke?” klukkende han med en oprigtig moret latter, der satte sig som gnister i blikket ”Men jeg måtte jo spørger, du slår mig trods alt som er yderst standhaftig kvinde og de har indimellem yderst alternative løsninger på de forhindringer, som måtte møde dem på deres vej.” ordene skulle forstås helt som de blev sagt, det var et kompliment af sin fineste slags og erkendte også at han havde set forbi hendes skrøbelige fængsel.
Med hænderne lukket omkring øverste del af torsoen, fik Llyon uden større anstrengelse løftet hende op på det bevingede dyr. Hvorefter han selv tog pladsen bag ved. Med armene strakt frem på hver side af den lille krop, tog han den tynde læderrem der sluttede omkring Semas næb mellem hænderne. ”Øst eller vest?” spurte han noget mere lavmælt, nu afstanden mellem dem kun var den deres klæder gav.

Don't mistake my kindness for weakness,
I'll choke you with the same hand I fed you with.
Lux 07.01.2021 21:06
Nonchalance bar Llyon nærmere, og med udsigten til faktisk at kunne komme hjem igen, trods små bump på vejen og nu nedbrændte uheldigheder, var det at Lumine kunne slå tålmodighed ind i sine flammefyldte årer, og lade det tage den tid det tog - han var trods alt ikke langsom, blot selvbevidst om hvordan man bar sig med god stil. Og det var en stil hun kunne mærke hun varmede mere og mere op til; nok fordi at det var en stil hun kunne genkende i sig selv. Den bløde stemme bar en klukkende latter med sig, og Lumine himlede en anelse med øjnene da han sagde at det ville have været kønt, men måtte se sig selv kaste et blik over skulderen ved de opfølgende ord, som fik en ufrivillig varme til at bølge over hendes ansigt - hvad var nu det for noget? Hun rødmede aldrig på komplimenter, ild-dæmonen vidste udmærket at hun var standhaftig, fantastisk og meget andet ind imellem alt det. Men hylsteret syntes at forlegenhed var den rette fysiske respons, trods det ikke spillede overens med det mere strålende smil der kom lige bagefter, et smil der bar en ulmende selvtilfredshed, men dog glæde over at hører sig selv beskrevet på den måde. "En korrekt antagelse, men det vil du tidsnok se mere til" lo hun, den lyse latter ganske behagelig omend underlig (i hvert fald for hende at høre) i sit... barnlige toneleje.
En ting var dog tydeligt. Humøret var skiftet og blussede i varmende gløder, fremfor brændende gløder.
Med et lille sus blev Lumine let som ingenting løftet op, og satte sig godt til rette, da dæmonen kort tid efter fulgte trop, lige bagved hende. De små hænder spredte sig ud for at mærke de fjer der var under hende, øjne runde i deres betagelse over hvor blød og ikke mindst smuk den var. Uden at kigge sig tilbage, svarede Lumine. "Nordøst, i retning mod Azurien. Følg Kzar Mora bjergkæden" stemmen lavmælt, og fingrene aede fjerene, en overraskende nænsomhed i sig, indtil at de med et ekstatisk lille suk greb godt fat, i en rykvis bevægelse. Ikke for at rive dem ud, men en anelse besidderisk, indtil at hun atter slap igen. Den var desværre ikke hendes.
Da griffen til gengæld satte af, kunne Lumine ikke holde det lille hvin der kom, tilbage, som kort efter blev efterfulgt af en frygtløs og frydefuld latter; hun havde virkelig savnet at flyve.
Måske hun skulle tage sig en krop med vinger, den her gang... det var et par århundreder siden.
Xenwia 15.02.2021 17:36
Det var altid et modigt valg at himle med øjnene i besætter dæmonens nærvær, uagtet hvem mand var. På en dårlig dag kunne så simpel en lille handling koste dyrt, men fascinationen i den anden ilddæmon der lå gemt under de røde barnekinder, vandt. Skiftet i dennes humør var mærkbart ændret og fik den hvidhåret mand til at skrive en mental note, om at også denne var forfalden til veltilrettede komplimenter.Om end det ikke var hvad pigebarnet havde ment med sine ord, så kunne Llyon ikke dy sig for at dreje dem til sin egen fornøjelse ”Lidt godt til ganen er nu aldrig af vejen når man ender i godt selskab.” svaret indbød ikke til indvendinger. Han havde inviteret sig selv ind i hendes bolig, om hun ønskede det eller ej.
Det var vel kun rimeligt når nu han så gavmildt, havde tilbudt at sørger for hun kom væk fra dette gudsforladte sted?
Afsættet var kraftfuldt og med få stærke vingeslag forvandt den sodet jord under dem. Med god afstand til landjorden, svævende lige under sky højde gled griffen yndefuldt igennem de højre luftlag, med kursen mod Kzar Moras bjergkæde.
”De er en kvinde med smag for de finere og sjældnere ting i livet, ikke sandt? Jeg kunne ikke undgå at bemærke hvordan De kiggede på Sema eller berøringen af hendes fjer.” stemmen var kun let hævet, så den gennem vindsus stadig var hørbar. Roligt, inden Lumine kunne nå at svare, lænede han sig nærmere det ene øre i en hvisken ”Skal jeg være bekymret, Lumine?” frygt var ikke at spore i stemmen, det var smilet om de mørke løber derimod.

Don't mistake my kindness for weakness,
I'll choke you with the same hand I fed you with.
Lux 23.02.2021 17:30
Latteren faldt naturligt ud i luftens vildere vinde omkring dem, og Lumine's øjne gled tilfreds i, som den friske luft fik lov til at presse det kedelige, mørkebrune hår tilbage og virkelig trænge ind igennem de lasede bondske klæder hun havde været nød til at samle op. Kulden var ikke hendes at føle, med den indre ild der altid ulmede i det lige nu menneskelige hylster som hun bar. Men hun glædede sig til at komme hjem.
Hun glædede sig til at kaste denne fejltagelse af sig, og fra sig.
Og hun kom... tydeligvis ikke hjem alene. I smalle sprækker åbnedes de mandelformede øjne, og Lumine drejede hovedet en lille snert, med et svært fornøjet smil omkring de barnebløde læber. Hun sagde intet. Man ville dog tage grueligt fejl, hvis man ikke anerkendte ild-dæmonen som en generøs skabning overfor dem det var fortjent - og forkælelse til hendes redningsmand? Hvem ville hun dog være, hvis hun sagde nej.
Det andet derimod... som hun åbnede munden for at svare, kom han hende i forkøbet; ord som fik en mild knurren fra den lave skikkelse, og hun lod legende de små fingre glide ind imellem de fine, fine dun, aede dem med en sensitiv begæring af hvad de sad på, og med et tavst løfte om at få sin egen en dag. "Dog ikke... kun hvis du vil være bekymret" sagt med en magelig sukken, og hun virrede en anelse sidelæns med hovedet i en doven bevægelse. Han var nærgående, den kære dæmon. Og det faldt i stadigvæk ubesluttet jord, men hun ville ikke benægte, at hun brød sig om selvsikkerheden. "Men du bør til gengæld være tilfreds..." eller stolt. Ikke bekymret; ikke lige nu i hvert fald. Implimenteret at når det var godt nok for Lumine, burde det være godt nok for de fleste. Og stolt over hans valg i kvalitet.
Noget der kunne være så forbandet svært at finde i disse helgens prægede dage, hvor at alt og alle åbenbart havde en holdning og en medfødt ret... ubelejligt, men tiderne skulle nok ændre sig til det modsatte igen, en dag. Menneskene skiftede altid imellem hvad de syntes var godt eller skidt.
Lumine's næsebor vejrede en anelse, og hun skævede endelig helt bagud, for at møde mandens blåviolette øjne i et undersøgende glimt.
Hun glædede sig til at kaste denne fejltagelse af sig, og fra sig.
Og hun kom... tydeligvis ikke hjem alene. I smalle sprækker åbnedes de mandelformede øjne, og Lumine drejede hovedet en lille snert, med et svært fornøjet smil omkring de barnebløde læber. Hun sagde intet. Man ville dog tage grueligt fejl, hvis man ikke anerkendte ild-dæmonen som en generøs skabning overfor dem det var fortjent - og forkælelse til hendes redningsmand? Hvem ville hun dog være, hvis hun sagde nej.
Det andet derimod... som hun åbnede munden for at svare, kom han hende i forkøbet; ord som fik en mild knurren fra den lave skikkelse, og hun lod legende de små fingre glide ind imellem de fine, fine dun, aede dem med en sensitiv begæring af hvad de sad på, og med et tavst løfte om at få sin egen en dag. "Dog ikke... kun hvis du vil være bekymret" sagt med en magelig sukken, og hun virrede en anelse sidelæns med hovedet i en doven bevægelse. Han var nærgående, den kære dæmon. Og det faldt i stadigvæk ubesluttet jord, men hun ville ikke benægte, at hun brød sig om selvsikkerheden. "Men du bør til gengæld være tilfreds..." eller stolt. Ikke bekymret; ikke lige nu i hvert fald. Implimenteret at når det var godt nok for Lumine, burde det være godt nok for de fleste. Og stolt over hans valg i kvalitet.
Noget der kunne være så forbandet svært at finde i disse helgens prægede dage, hvor at alt og alle åbenbart havde en holdning og en medfødt ret... ubelejligt, men tiderne skulle nok ændre sig til det modsatte igen, en dag. Menneskene skiftede altid imellem hvad de syntes var godt eller skidt.
Lumine's næsebor vejrede en anelse, og hun skævede endelig helt bagud, for at møde mandens blåviolette øjne i et undersøgende glimt.
Xenwia 04.07.2021 17:53
Munden talte et sprog, et der forsikrede den hvide dæmon om at ild dæmonen ikke havde i sinde at forsøge at fratage ham hans ejendom. Den lille barnekrop tale samtidigt sit et eget sprog, et der ville kunne have sat tvivl om oprigtigheden hos langt de fleste, men ikke Llyon. "Vil være bekymret?" Små lo han "Det er aldrig et tilvalg der bliver mit første valg." Hun kunne sanse det prægtige dyr, røre og nyde de snehvide fjer alt det hun ønskede og han ville ikke være den til at bremse hende.Måske var det blå øjet at stole på en kvinde som Lumine's ord eller en kvinde i hele taget, men Llyon havde mærket hendes pulserende varme. Havde hun ønsket Sema som sin var han lige så sikker som at solen ville rejse sig endnu en dag i morgen, på at hun ville have gjort sit for at efterlade ham lige så forkullet om landskabet de havde stået i. For én ting var mindst lige så sikker, grådigheden var svær at slippe og han ville heller se griffen falde for hans egen hånd (i dette tilfælde spyt eller blod) end se den overgå til nye hænder.
"Jeg vælger i stedet at tage din beundring som et stempel for kvalitet." Han vendte blikket ned mod det pigede ansigt, sendte hende et næsten gavtyvet smil, inden blikket blev vendt frem for sig på ny.
Han var nysgerrig på, hvordan den kvindelige dæmon i virkeligheden tog sig ud under det dødlige hylster. Flere gange forsøgte han at danne sit ejet indre billede af, men måtte indrømme det var svære end som så at se forbi de store barneøjne der med ild i sig havde vendt sig mod ham, da han først var landet nær hende.
Nysgerrigheden voksede sig kun større, da de endelig nåde destinationen for deres lille rejse.
"Og ønsker fruen en hånd ned fra den ædle flyver?".

Don't mistake my kindness for weakness,
I'll choke you with the same hand I fed you with.
Lux 15.11.2021 01:41
Et stempel for kvalitet. Det var ord hun brød sig om, og det fik en blid, men dog lys og oprigtig barnelatter fra menneskeskikkelsens lille runde mund. Som en gnist af energi favnede og pustede Llyon til den legesyge flamme i dæmonen, og skubbede tidligere frustrationer væk. Med kursen imod hjem, og selskab med til dette, var det som om at dagen åbnede mere og mere op for hende.
Hvad der havde vist sig at være en dårlig start, skulle fortsætte til et godt midterstykke. Og tiden fløj bogstavelig talt med dem, i takt med at de nærmede sig destinationen.
I horisonten skulle det smukke, røde murværk af dæmonens palæ snart bryde den frodige natur. Og det var i den grad smukt… som var det skabt af ild-ler og hærdet under selve solens glødende varme. En sti ledte op til en sirligt dekoreret port, og idet at griffen fløj over portens beskyttende barriere, var det en skøn forhave som udfoldede sig under dem, i alt dens væld af farver og grønne natur. Men… det var næsten lidt for smukt. Modsat naturen udenfor væggene, var haven klippet, anlagt og formet til uhyggelig perfektion, hvor at end ikke et blad eller en sten var lagt eller voksede forkert. Sterilt, ville dem uden smag kalde det. Præcision udøvet til perfektion – den reneste form for dæmonisk manipulation, magi og magt, ville Lumine rette det til. Hun havde savnet hjem.
Og hun havde savnet fornemmelsen af magt der fulgte med, da hun anede tjenerne – slaverne - kigge undrende ud, inde bagved de mosaikdekorerede vinduer. Fordi hvem var dog det?
Blikket gled i et ryk tilbage imod Llyon, der galant tilbød hjælp til at komme ned fra Sema. ”Naturligvis” melodisk gled det over tungen, og begge fødder ramte jorden med et lille smæld kort efter. Nuvel, følg med kære Llyon. Lad blot Sema stå – hun vil blive tilset snarest” ordene blev givet med et vink af hånden, imens hun med trippende små skridt begyndte at nærme sig palæet.
Endelig. Selve modtagelsen havde været… interessant, da en undrende tjener havde taget imod dem, allerede klar med informationen at Fruen ikke var hjemme. Men et enkelt blik på det ulmende blik barnet bar, og tilhørende skarpe stemme, havde hurtigt sat tingene i perspektiv. Derfra havde dæmonen hurtigt knust freden over palæet, da Lumine med myndighed som næppe passede til den lyse stemme, gav sig til at kommandere vin, frugt og dadler sat frem til husets gæst, imens hun selv ville begive sig op i private gemakker for at finde et passende hylster, en snert af sadisme i den lyse pigestemme. Åh den fryd det var, at se dem hoppe igen.
Og da Lumine endelig kom tilbage til pejsestuen, var det langt mere præsentabelt.
Og da Lumine endelig kom tilbage til pejsestuen, var det langt mere præsentabelt.
Dybrødt skind prydede den slanke skikkelse, hvis kurvede figur var iklædt en glimtende, glitrende draperende, vinrød kjole. En slids krøb op til låret, imens at flagrende stof omfavnede hendes stærke, udslåede arme, og smøg sig over brede hofter idet hun trådte ind. ”Ah....” bløde læber skiltes i et funklende rovsmil, der uden påpasselighed nåede dæmonens stolthed; glødende øjne, der i blodets intense farve mødte modpartens blik, med gnisten af liv og flammer i sig. ”Meget bedre, ikke også, kæreste gæst?” Jah selv stemmen havde en ny, mørk bas under sig, der som silke lagde sig om Llyon’s skikkelse, og fik gåsehuden frem hos de tavse tjenere, der stod langs den ene væg, bærende på en karaffel og mere frugt.
Chatboks
IC-chat▽