Sommerheden havde sat dæmonen ude af drift i dagtimerne og hans søvn rytme ændrede sig til at være en der bestod af sene eftermiddage vækning, efterfulgte af timers arbejde der til sidste ledt til sene nætter hvor at Oswald kunne nyde livet. Netop på en af disse aftener eller sene aftener var det meningen af en ny slave skulle ankommen til hans private soveværelse, slaven var en smuk ung havfrue som havde udsøgte sang evner og dertil en skønhed som ville få stor brugbarhed i den nære fremtid.  

Oswald havde set frem til den skønne havfrue som der ventede i soveværelset, hun var en ny tilføjelse til hans eksotiske samling af slaver og hende stemme skulle være himelsk for øret. Døren til hans private soveværelser var som altid lukket, med mindre at han selv var tilsted i værelset. Oswald havde et smil på læben som han tog i dørhåndtaget og trådt ind. 

Hans glædelige udtryk skiftede til et af overraskelse, i sted for en skøn havfrue sad der en lille alf og ventede på liggestole ved foden af sengen. Hvem var det der vover at lave sjov på den måde? Oswald kunne blot glæde sig til finde personen der havde lavet fejlen. “Ung herre, jeg har hørt mange ting om dem,” kom det fra alfen som smilede venlig “Ja så? Som du nok kan se, er du ikke den person jeg havde forventet,” sagde Oswald i lettere irriteret tone.

“Nok ikke herre, men jeg er kommet for give dem en gave som undskyldning for at den unge dame ikke kunne møde dem her til aften,” fortalte alfen, hvad end alfen havde af gaver ville det nok ikke gøre op for faktummet af havfruen stadig ikke var der. “Hvad får dig til at tro, at jeg ville modtage en gave som undskyldning, jeg burde sørge for at du selv kommer i slaveri for resten at dit liv,” utaknemligheden udstod sig i Oswalds ord. “De kan skam side mig i lænker hvis det lyster dem, men så ville de aldrig får noget ud af mine særlig krystaller som jeg netop har taget med til dem,” forklarede alfen, særlig krystaller de lød både spændende og farlig på samme tid.

Oswald kendt hans fjender og deres muligheder for at finde snigmordere kunne betyde at alfen var en af dem, men han ville nok have set et våben eller en form for magi. Snigmordere snakkede næsten aldrig til deres ofre, med mindre at alfen blot var høflig. “Du har min interesse for nu, men gør dig selv hurtig før at jeg flå dine vinger af personlig,” sagde Oswald, alfen nikkede med det samme som den begyndt at rode i sin pung efter den rette krystal. “Ah her er den, denne krystal er til dem, som undskyldning for at deres havfrue ikke kan møde dem her til aften,” sagde alfen, uvist for Oswald havde alfen hjulp havfrue ud af slaveriet og nu kom dem for at give Oswald en lille “gave”.

“En krystal? Er det alt hvad de har med, jeg havde forventet en anden slave som ville tage pladsen,” hans tålmodighed blev teste og alfen kunne se det på det skiftede udtryk som Oswald gav ham. “Mine krystaller er lige så prise gode som en god slave unge herre, vil de tage imod den som undskyldning?” spurgte alfen som den holdte krystallen oppe i lyset. Jo det var nu nok en meget smuk krystal selvom den ikke helt gjort op for hans tab, men Oswald kunne nok ikke for hvad han i sandhed ville have fra alfen. “Fint, jeg kan modtage krystallen,” sagde han som han lagde den irriterede tone bort fra hans stemme. Oswald tog sin gang hen over det hvide sten gulv før at han rækker en hånd ud for at modtag krystallen.

“Være så god, unge herre” sagde alfen som den lagde krystallen i hånden, og der sket det mystiske. 

“Ak… ved Zaladin, hvad har du gjort!” råbt kunne for væggene til at ryste og dertil kunne hans kræfter. Fornemmelsen af magi som der bevægede sig igennem dæmonens krop, fik ham til mindste fokuset fra alfen som hurtig forsvandt ud i natten med et tilfreds smil. Da magien virkede til forsvinde var det som om at løftet i soveværelset havde fået ny højde, eller også var der ikke eller andet galt med hans øjne. “Ved Zaladin, hvis jeg nogen sinde igen ser den alf, skal jeg personlig knæk hans vinger af…. Ah, HVAD I ALVERDEN!” spejlbillede der mødt ham var ikke længere den voksne udgave, men en lille dreng der sandsynligvis kunne var fem eller seks år gammel.

Der kunne være sket en værre ting end det, at han lod sig selv falde for at alfen og dermed var han blev ændre fra voksen til barn? Hvad pokker skulle han gøre nu, som barn havde han ingenting, han kunne leve det samme liv som før.