Angrebet på Vinddalen
PlotmasterPlotmaster
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 100
Højde: 0 cm

Skaber: Plotmaster
25.05.2020 16:32


Angrebet på Vinddalen


I den nordligste del af Medanien, skjult bag Vesterdalenes bakker lå en lille fiskerlandsby i en vindomsust dal, hvis vestlige ende åbnede ud til Krystalhavet. Dette medbragte en evig, frisk havvind fyldt med lugten af salt og lyden af mågeskrig - og man havde navngivet landsbyen derefter.
Folk i Vinddalen passede sig selv. De fleste, som boede her var mennesker, med landsbyboerens indbyggede mistroiskhed over for alt, der var fremmed. Dagene gik med at give nettene i land og passe markerne, som groede med en stigende frodighed efter en bonde med jordmagi havde slået sig ned i landsbyen en tredive år tilbage.

Der var ikke mange skibe, der lagde til ved Vinddals lille havn. Handelsskibene var for store til at navigere ind til kysten, og her var heller ikke meget at komme efter. Derfor skabte det også røre i landsbyen, da smedens knægt en tidlig morgen løb råbende langs Vinddals eneste egentlige vej: "Skib i sigte! Skib i sigte!"

Og ganske rigtigt var langskibe dukket op i horisonten med kurs mod landsbyen. De bevægede sig hurtigt, trodsende de stride bølger og Mørkets soldater ved årerne regnede med en nem plyndring og en god flok slaver, der kunne bringes tilbage til Obsidianøerne.
En måge skreg advarende ved synet af skibene og satte med hastige vingeslag kursen indlands. Det var ikke en almindelig fugl, men derimod et magisk væsen - tilknyttet en soldat i en deling fra Lysets Hær, som rejste gennem området. Ville de nå at komme folkene i Vinddal til undsætning?


Praktisk information:

Der er i skrivende stund offentliggjort tre tråde omhandlende Mørkets angreb på mindre steder i Krystallandet. Krigernes primære mål er at skabe ravage, ødelægge og tage slaver.
Man kan deltage i tråden, hvis man er knyttet til enten Lysets eller Mørkets Hær. Det kan være i form af, at ens karakter er soldat i hæren, eller at man er lejesoldat, som er blevet hyret til den ene eller den anden side.
Angrebene sker cirka samtidig - det er derfor ikke muligt at deltage i mere end én af trådene med den samme karakter. Drager eller griffe må gerne bruges.

Maks 4 deltagere i tråden!

Udfaldet af tråden vil være således:
- Hvis ingen deltager i tråden eller hvis kun Mørkets tilhængere deltager, lykkes det Mørkets styrker at plyndre stedet og tage de lokale som slaver.
- Hvis kun Lysets tilhængere deltager i tråden, lykkes det dem at drive Mørket tilbage og redde de lokale.
- Hvis både Lysets og Mørkets tilhængere deltager i tråden, er det op til jer, hvad udfaldet bliver. Hvis den ene eller anden side medbringer en drage, vil det være naturligt, at udfaldet svinger til dennes fordel.
Tråden er en almindelig tråd - ikke en reaktionstråd.
Gabriel Erik FaustGabriel Erik Faust
Krystalisianer

Retmæssig Ond
Race: Dæmon
Alder: 1439
Højde: 187 cm

Skaber: Karen
26.05.2020 09:52
Stemningen var anspændt om bord på skibet. Som lige før en storm, eller lige før en fest... eller lige før en kamp. Gabriel selv var rolig, som skibet nærmest styrede sig selv mod havnen. Der var dog en hentydning om, hvem der styrede skibet, som hans fingre af og til bevægede sig, som om han spillede på et instrument. Der var bare ikke noget at se, og hans hænder hang stadig langs siden. Uniformen bare Mørkets mærke på det venstre bryst og ved hans venstre side, hang et langsværd. Det var tydeligt dekoreret; pommelen havde en blå sten, og selv parerstangen så orientalsk ud. Det var dog ligeså meget lavet til at være funktionsdygtigt.

Den halvkraftige blæst og bølgernes brusen gjorde nærmest langskibet lydløst. Det var først, da de var i synsvidde, folk ville kunne nå at reagere. Der var dog stadig et stykke vej til havnen. "Årerne i vandet!" buldrede det oppe fra roret, hvor Gabriel stod og havde det frie overblik over havnen. Straks efterkom besætningen ønsket, og en små 20 årer blev skubbet ud fra siderne og sat i vandet. Langsomt trak sejlene sig op og rullede sig selv sammen. Da de nåede grænsen for, hvor langt skibet kunne komme uden at være i fare for at blive beskudt, buldrede Gabriels stemme igen: "Hold inde!" Årerne blev med det samme taget op og nærmest som på kommando, drejede skibet en kvart omgang, så det nu lå med bredsiden til havnen. Så løftede Gabriel den ene hånd, og en 15 ballistaer affyrede alle deres store pile samtidig mod havnen. Reaktionen var næsten øjeblikkelig, som han kunne se, at folk begyndte at panikke inde på havnen og trække sig væk. Det var helt efter planen. Det var nemmere at gå i land, hvis de ikke havde nogen modstand, de skulle bekymre sig om. Straks efter skuddene trak ballistaernes strenge sig nærmest automatisk tilbage, som de gjorde klar til et nyt skud. Herfra begyndte tovværket at bevæge sig, som flere reb "greb fat" om de store pile og begyndte at lade ballistaerne igen. Det tog dog lidt tid, men Gabriel havde ikke i sinde at give forsvaret en chance for at komme sig: "Ildelemtaler, så er det jer!" buldrede hans stemme igen. Fire personer gik med det samme ud til rælingen. De hævede alle deres hænder, og sekundet efter blev fire ildkugler skudt mod havnen.

Gabriel vinkede nu med store armbevægelser, og skibene bag ham begyndte at trække fremad, som han lod en ny byge af ballistapile regne ned over havnen. Lige nu sørgede han blot for at holde landgangen så fri som muligt, så fortropperne kunne gå i land.
Alexander Teodor Perrin af IsenwaldAlexander Teodor Perrin af Isenwald
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 20
Højde: 194 cm

Skaber: Dragonflower
26.05.2020 16:49
Alexander var reddet ud med de andre riddere og soldater af lyset, fra Isenborg. Det var betryggende at vide Lyset trods alt ikke glemte de fjerneste egne, især med mængden af foruroligende nyheder om Mørkets bevægelser til søs.

Det havde været en rolig petrulje, indtil en i delingen havde fået nys om et angreb langs kysten, fra sin trofaste fugl. Straks blev kommandoen givet, og gruppen red så hårdt de turer presse hestene, for at komme byen til undsætning, alt imens en spejder blev sendt tilbage efter forstrækninger.

Panik havde allerede grebet byen som Lysets folk ankom. Husene nærmest havet stod gennemhullet og brændende, men Alexander tabte ikke modet, for Mørkets styrker var endnu kun ved at gå i land. Der var stadig tid! Der var stadig håb.

Ordre blev givet, og deres mål var klart. Red befolkningen, og hold Mørkets folk tilbage længe nok til, at forstærkningerne kunne få frem. Med tordene hove satte rytterne afsted, alle klar til at stå imod mørkets magter.

Det var i det øjeblik Alexander indså han havde været i Vinddalen før, med sin moder for længe siden, og han kendte til en hvis bonde der boede der. En plan formede sig i den unge mands hoved.
"Jeg har en idé! Hold min ryg fri!" kaldte han til den nærmeste rytter, der skulle til at protesterer, men Alexander var allerede på vej, stål sat mod et specifikt hus, hvis han viste en vis bonde boede. "Gert? GERT!" råbte den unge Isenwald, og til sin lettelse reagerede bonden straks på sit navn. Alexander splidte ingen tid på introduktioner. "Gert, kan du lave en mur af jord? En der er høj nok til at holde fjenden fra at gå i land eller, eller i det mindste begrænse hvor de kan komme til byen?!".
Bonden så overrasket, så perplexed og til sidst beslutsom ud. "Jeg kan ik' gør nog' å stand, mæn a' ka' prøv æ mur å byen, mæn a' ka' ik' kom tæjt nok å".

Alexander slog en en hurtig gang sit sværd mod sit skjold "Vi beskytter dig!". Og afsted for den lille trio, direkte mod faren og forbi de andre soldater der var travlt optaget med at få så mange af civilisterne ud og væk mod højdedragene, før Mørkets soldater væltede indover byen.
De stod blandt de brændende bygninger, med røgen bidende i lunger og øjne, før Gert endelig mente han var tæt nok på. Bonden knælede ned, mens Alexander og hans makker indtog defensive positioner til at beskytte ham.
Et langt øjeblik skete intet.. men så begyndte jorden under dem at ryste, og øjeblikket efter skød tykke jordgærder op i en bred halvcirkel mellem byen og havet.
Det ville ikke stoppe bombadermentet fra skibene, eller redde de huse der allerede var ramt, men det ville sætte en stor forhindring for fjendernes stormløb af byen, og købe dyrbar tid.

Og det i sidste øjeblik, før de første nåde tæt nok på, og soldaterne begyndte deres fremmartch over standen. "Vi.. Vi må hellere trække os tilbage nu" foreslog Alexander, ord der kun fik et irriteret grynt som svar fra hans makker, inden de tre begyndte en hastig retræte, mod den frontlinje Lysets folk havde sat op i mellemtiden.
Azteka PaikeAzteka Paike
Soldat i Lysets Hær

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27
Højde: 198 cm

Skaber: Hobbit
26.05.2020 17:32
Azteka havde skilt sig fra sin deling dagen før for at tage en fridag i sin families hjem. Hendes søskende var kommet hjem og der havde været en storslået aften. Hendes humør var ikke til at så sorg i, som morgenens friske stråler ramte hendes ansigt. At patruljere i de mindre områder, var et forfriskende ændring fra at begå sig bag Dianthos tunge stenmure, og hun nød det skønne natur og de lange vider.

Den tårnhøje kriger spændte sadlen om sin hest, klar til at tage tilbage ud til delingen i nærområdet, da hendes lillebror spænede gennem grusset og nåede stalden. ”Der er skib i sigte!” Hun kiggede uforstående på den knap tolvårige knægt. ”Skib? I Vinddalen?” Han nikkede ivrigt ”Det ligner et krigsskib” Aztekas undrende udtryk ændrede sig, og uden at tænke nærmere over det svang hun sig i sadlen. ”Find Oskar.. Nu Rodrick!” Azteka vendte det hvide ud af øjnende, men heste blev stående ubevægelig under hende.

Oppe på en af klinterne gik en rævelignende skabning rundt. En Rakkalaph, og snusede lidt fraværende i jorden, mens hun luntede hen over beplantning, sand og høje. Den stivnede som Azteka overtog dens krop, og et sekundt senere vandrede den målrettet op til toppen af klitten, og havde mistet den førhenværende lethed og hoppende bevægelser i sine træk. Azteka, i Aikas skikkelse spejdede ud over skibene, blottede tænder, før det mælkehvide kom frem igen og Aika stod tilbage, kort forvirret inden hun vandrede ned fra klitten igen, med kurs mod hjemmet. Den forstod hentydningen.

Azteka vendte tilbage til sin egen krop med et sæt, orienteret om situationen, i hvert fald så godt hun kunne gennem dyrets øjne, og red afsted mod fiskerlandsbyen i rask galop. Azteka havde nået kanten af landsbyen som pilende fløj over havnen. Hun sluttede sig til sin deling, med et nik til sin overordnede. De var ved at opstille i bedre forsvarsposition da jorden rumlede.
Overrasket kiggede Azteka mod stenmurene der skød op og et imponeret smil kom frem på hendes læber. ”Hold da kæft…” hvislkede hun imponeret, inden hun satte hjelmen ned over hovedet. Det var fantastisk hvad nogen var i stand til at gøre, og ikke mindst ideerne der kom for hurtigt at etablere et forsvar af en eller anden art.

Gabriel Erik FaustGabriel Erik Faust
Krystalisianer

Retmæssig Ond
Race: Dæmon
Alder: 1439
Højde: 187 cm

Skaber: Karen
09.06.2020 13:03
Gabriel spildte absolut ikke tiden, som han ikke holdt pause i sine angreb. Han stoppede dog et øjeblik op, da en kæmpe væg af... en blanding af jord og klippe, så det ud til, rejste sig op foran dem inde på landjorden, og han tog sig selv i et øjeblik at beundre vidunderet. Så blev han pinligt bevidst om, at han var nødt til at nedlægge væggen. Det ville kræve en større bedrift. Med mindre... han drejede hovedet mod sin næstkommanderende. "Har vi nogle med i angrebet, der betvinger jord?" spurgte han, og manden lukkede sine øjne en stund. Gabriel stod lidt halvutålmodigt og ventede, indtil manden igen åbnede øjnene og rystede på hovedet. "Desværre ikke, kaptajn" svarede han, og Gabriel bandede lavmælt. "Så må vi improvisere" kom det kort fra ham.

Gabriel lod først armene sænke sig, hvilket medførte at skydningen blev indstillet. Han gjorde samtidig tegn til at elementalerne skulle indstille deres skydning, hvilket også blev lystret. Så hævede han igen armene og begyndte at lave fakter. Dette fik sejlene til at dreje sig halvfems grader, så de nu flugtede med langsiden af skibet. Så drejede han hovedet mod sin næstkommanderende igen. "Sam, jeg skal bruge et vindpust" sagde han. Manden nikkede og begyndte selv at sætte kroppen i bevægelse, hvilket medførte at vinden omkring dem begyndte at tage til i styrke. Gabriel var klar, og han lod skibet få slagside væk fra havnen, så de ikke ville kæntre, når blæsten kom, hvilket skete næsten samtidig. Havde man stået tæt på Gabriel, ville man have kunne svoret på, at han lige var blevet fem år ældre. Vindpustet medførte, at skibet nærmest unaturligt gled sidelæns mod havnen i en imponerende hast. Det var dog nødvendigt at komme tættere på for at planen skulle fungere, og dette var den hurtigste måde. Så drejede Gabriel hovedet mod elementalerne. "Vælt den mur!" beordrede han, og de satte med det samme i bevægelse; nærmest synkront begyndte de at bevæge armene, hvilket langsomt men sikkert formede en ildkugle i - forholdsvis - enorme proportioner over skibet. Det tog ca. et minuts tid for den at blive formet helt færdig, og herefter blev den slynget direkte mod den kæmpemæssige mur, der var blevet lavet inde på bredden.
IkarisIkaris
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Mørkelver
Alder: 126
Højde: 194 cm

Skaber: Xenix
12.06.2020 19:49
Den hårde vind slog fast imod den mørkegrå hud, med hvert vingeslag dragen gav fra sig. Mørkelveren som sad på ryggen af det fygtindgydende bæst lænede hovedet tilbage og tog en dyb indånding, saltvandet kunne duftes så langt væk, det opildnede hendes krigeriske temperament, hun kunne næsten allerede smage blod. Hun rettede blikket ned mod landjorden langt under hende, inderst inde fandt hun en ro, en koncentration der krævedes i kamp, en voldsom kontrast til havets iltre bølger.
Under hende dukkede synet af flåden op, der var kun én grund til at hun var sent på den i forhold til angrebets start: Den forbandede drage havde ikke ville ud af den varme sengehalm, og så slet ikke så tidligt på morgenen. Som altid havde Ikaris måtte vise hvem der bestemte, før de kunne komme afsted, en sceance der af og til godt kunne være en kende tidskrævende. Ærligt, var hun bare lykkelig for, at hun ikke var ombord på en af de gyngende både, søsygen ville nok have gjort hende en kende ukampdygtig.
"Tiy ugulur nin, flamgra ol ulu l'eairthin"" (Flyv længere ned, brænd det til grunden), den rå hæse stemme skar gennem den vilde vind,  og ramte dragen som en kommando, musklerne under den skællede hud spændtes, Ikaris kunne mærke det mod indersiden af de muskuløse ben, hvor bukserne var tynde.
I et elegant dyk slog dragen nedad, glidende gennem luften kastede de store læderagtige vinger skygger over landsbyens tage, inden den tog et sidste dyk og landede på taget af en hytte i udkanten af byen, som straks gav efter for den enorme vægt. Dragen fnøs, og udstødte en røgsky, inden den vendte hovedet mod himlen og gav et øredøvende brøl fra sig.
"Kaar'zal ussta abbil, usstan orn lar dos vel'drav usstan ssrig'luin dos, hwuen t'yin, inbal jivvin" (Kaar'zal min ven, jeg kalder på dig når jeg får brug for dig, indtil da, hav det sjovt). Mørkelveren kærtegnede kort dragens hals, inden hun i en elegant bevægelse, som mange ville kende fra de regulære elvere, lod sig glide ned langs siden, og ned på ruinerne. Det var de færreste der snakkede det grove sprog flydende, nogle enkle fra mørkets hær mestrede det, men det var en gammel vane Ikaris havde, og det var en essentiel del af båndet hun havde med den viltre drage, som kun reagerede på sprogets kommandoer. 
Omkring hende og dragen var bønder begyndt at flygte, skrigende og i panik, hun lod igen næsefløjene vibrere, opfangende frygten omkring hende, den var velkendt og bekom hende ualmindeligt godt. I en hurtig bevægelse trak hun sit  sværd, og efter blot et øjeblik spidede hun den første uarmerede bonde, mens dragen lod den vilde ild bryde løs over byens stråtægte tage. Hun smilede. 
"You don't get it, do you? I'm not locked in here with you, you're locked in here with me!"


Billede| Profil

Alexander Teodor Perrin af IsenwaldAlexander Teodor Perrin af Isenwald
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 20
Højde: 194 cm

Skaber: Dragonflower
21.06.2020 21:45
Alexander åndede tungt som han nåde tilbage til de andre med hans skjoldmakker og Gert, den sidstenævnte hvem hurtigt fortsatte videre sammen med de andre flygtninge. Alexander kunne se det skarpe blik fra under hans overordnedes hjelm, med en usagt reprimande som Alexander var sikker på han nok skulle få at hører, når de alle nåde væk herfra. Alexander så også et ukendt ansigt blandt de kendte, og fangede den blonde kvindes blik.
"Får vi forstærkninger?" spurgte han hurtigt, som han satte sit skjold i jorden for at få vejret et øjeblik, og så udover landsbyen for overblik.
Alexanders gav ikke sig selv mere end et øjeblik, før han løftede skjoldet igen. Hans lille stunt havde givet dem tid, kostbar tid der havde ladt dem få mange af de civile ud allerede, med flere på vej. Men var det hurtigt nok? Trods den tydelige, nærtliggende fare, var der stadig folk der løb tilbage mod deres huse, efter ejendele, kæledyr eller hvad end de mente var vigtigere end deres liv.. eller også var deres tillid til Lyset så høj at de følte sig usårlige, selv med fjenden få hundrede meter væk.

Og så kom dragen...

Skyggen faldt over dem, og trak Alexanders blik op. Et kort øjeblik følte han lettelse, indtil dragen svang rundt mod en bygning, og dens farve stod tydeligt frem under solen. Det var ikke en af deres...
Hans hjerte sank. Hvad skulle de stille op mod en drage?!

Azteka PaikeAzteka Paike
Soldat i Lysets Hær

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27
Højde: 198 cm

Skaber: Hobbit
05.07.2020 18:43
Den overordnedes blik var ikke til at tage fejl af. Men Azteka kunne ikke alde være med at smile bag sin hjelm. Imponeret over hvad den anden havde gjort. Ikke at hun kendte ham - ikke endnu i hvert fald. I krig kendte de vel alle hinanden på en eller anden front. De stolte i hvert fald på at de havde hinandens ryg. Også derfor mente Azteka at de havde bedre chancer end mørket.

Aztekas hest vrinskede forskrækket og begyndte at trippe. Næseborende udvidede sig pustende mens blikket blev frygtsomt. Dragens ankomst var ikke gået nogen forbi, og man så næsten opgivelsen skylle over alles træk før frygten tog over. De havde ikke drager med, og kunne næppe nå at få en ridder frem med sin drage til at veje op. "Åh ved Zaladins behårede underhyler!" knurrede hun lavmælt under hjelmen som hun kiggede på sin sidemand. En der så lige så utilfreds med ud situationen som hun selv.

"Hvad har vi? Har vi noget der kan hamle op med.. det der?" Azteka var reddet frem til deres overordnede, og holdte heste tæt for at den ikke skulle flygte trods panikken greb sig i byen. Ikke alle var nået væk, og deres skrig fyldte luften med gru og frygt.
Hun var sekunder fra at ride direkte ind i dragens gab for at få fat i de civile. De der stadig var i live. Men hun behøvede en ordre. En plan ville nok være klogest, selvom Azteka ikke var kendt for planlægning.


55 brugere følger tråden 11 karakter er tagget i tråden:
Gabriel Erik Faust
0Tråden har 0 nomineringer.
Den skal først afsluttes.

Besvar emne: Angrebet på Vinddalen

Forfatter:
Ord: Tegn:
Angiv hvem der næste gang, skal svare i tråden:
Tråddeltager:
Karakternavn:
Jeg ønsker ikke at angive den næste i tråden
Forlad tråden med dette svar


Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat