Det var en ære uden lige at blive inviteret med til maskeballet hos Arys slægten. De sidste par år havde været hårde netop for den familie, da Kiles orden blev væltet af tronen og den rigtige dronning genindsat. Nemesis havde hørt en del, både fra sine forældre, men også af de andre snakke som gik om i hoffet på paladset. Hendes forældre syntes at havde en masse at sige, selvom de selvfølgelig påtog sig at de ikke var af samme rank. Nemesis var blot en simpel komtesse, men Reier familien var kendt i alle afkroge. På godt og ondt.
Derfor var den unge Reier kvinde også taget afsted. Kjolens stof var af fint og føltes rar mod huden. Havde hendes faster haft et ord indført, havde hun formentligt været mere tildækket, men Nemesis havde en meget uheldig tendens til at modsige sig mere end det var velset. Ikke at hun var klædt udfordrende af normale standarder. Hendes hals og ned til kravebenene var synlige, men det var som om hun føltes mere indpakket så snart øjnende fangede de silkebløde handsker som dækkede hendes hænder.
Håret var sat pænt i et pænt sølvsmykke i nakken og masken dækkede over hendes kindben, pande og næse, hvor et par pæne isblå øjne kiggede frem. Hun regnede med at dem som kendte hende stadig kunne genkende hende, men selv hvis nogen gik forbi, ville det næppe ærge hende.

Ballet levede op til forventningerne og Nemesis så sig imponeret over overfloden af mad, drikke og opvartning af gæsterne. Der var ikke blevet sparet og hun kunne ikke undgå at føle at de måtte kompensere for det dårlige rygte der florerede om i alle kredse af landet efterhånden.
Som maden var indtaget og snakken begyndte at gå mellem bordene, folk der skiftede plads og dansende var gået i gang, rejste Nemesis sig fra sin plads og gik rundt blandt gæsterne. Hun endte med at stå i døråbningen til en altan og nyde den friske kolde luft for en stund mens larmen bag hende langsomt gled ud.


Nemesis havde stået i sine egne tanker, så da hun endelig trak sig fra den åbne dør, blev hun noget overrasket over at være gået ind i en anden person næsten med det samme. En forskrækket lyd undslap hende, som hun instinktivt rakte ud for at sikre sig at den anden var okay. ”Det må De virkelig undskyld. Klodset af mig!” der var et smil at finde på hendes læber som hun kiggede på den fremmede. Trods masken, kunne Nemesis godt se, at kvinden eller pigen var det nok mere, ikke var et menneske. Ikke fuldt. Men det generede hende ikke. Nemesis rettede sig op og trak sine hænder til sig og forsøgte sig med et venligt smil. ”Jeg håber ikke der skete Dem noget. Jeg gik fuldstændig i mine egne tanker! Typisk mig”

Maskeballet var det første rigtige bal Clara var til, og derfor havde Isabel også gjort meget ud af at sørge for at de begge to så fantastiske ud, men især Clara. Clara var blevet sat i et korset for at holde på alting, og havde fået en stor lys kjole med tusindfrydsblomster broderet overalt på dem. Hendes øvre halvdel af ansigtet var dækket i en maske, som passede til kjolen, og hun har friske, ægte blomster siddende i håret, som ikke burde være sprunget ud endnu, men de sad dog der i fuldt flor.
Hun havde allerede fra starten fået nogle komplimenter på tøjet, og hun prisede sig lykkelig for at have en mor der gik så meget op i at hun så ud, men hun havde også fået ligeså mange lange blikke efter sig, især for dem der var tæt nok på til at få bekræftet at hornene nu ikke var en del af masken.

Clara havde brugt det meste af tiden på ballet på først og fremmest ikke tænke på Jonatan, ikke meget held der, men ellers snakke med hendes venner, og gøre sig venner med deres venner.
De fleste var dog taget ud og danse, og Clara havde set muligheden for selv at komme lidt ud og få noget frisk luft, eller bare se sig lidt mere om når hun var alene.

Hun havde gået roligt rundt, og var nået til altanen, hvor hun kunne se at der var en anden der stod, så hendes plan var at gå videre, det var ikke den eneste altan der var, men som hun prøvede at gå udenom kvinden, så var hun trådt tilbage, og hun var selv lige ved at miste balancen, så et par hårde 'klonk klonk' kom fra hendes klove.
Hun faldt dog ikke, men fik stabilisere sig og kiggede op på den anden kvinde, før hun rankede sig lidt op. ”Åh nej, det er ligeså meget min skyld. Jeg skulle ikke være gået så tæt på da jeg gik uden om dem,” skyndte hun sig med at undskylde. Hun sørgerede altid for at påtage sig en del af skylden, når det omhandlede andre adelige som kvinden foran hende med sikkerhed var.

Clara fik ranket sig lidt op og var overrasket over at finde ud af at kvinden faktisk var på højde med hende hvis ikke lidt lavere.

Nemesis måtte havde stået fuldkommen i sin egen verden da hun var bakket. Normalvis havde hun fuld styr på hvor folk befandt sig og om nogen var hende nær. Det var påtvunget efter så mange års frygt for at komme til at røre en anden persons hud og konsekvenserne derved.
Men i aften var hun for distraheret af det påbegyndende mørke udenfor og havde ramt en anden.

Selvom et kort strejf af panik var gået over hendes træk, var hendes umildbare reaktion at være venligt stemt. Det var jo ikke den anden persons skyld at Nemesis bare sådan uden advarsel var gået ind i hende.
Lyden af klovende der ramte gulvet med en tydelig klappen, fik Nemesis til at kigge ned, men uden helt at se hvad der skete. Et øjeblik troede hun at de havde trådt på noget. "Ej, jamen De kunne jo ikke vide at jeg sådan fuldstændig umotiveret begyndte at bakke uden at orientere mig!" tilføjede hun med et let grin, som hun rettede sig op og børstede forsiden af sin kjole. Ikke fordi den var blevet beskidt, men mere for at få sig selv til at falde ned over overraskelsen.
Og med de undskyld der løb fra dem begge, lød det også til det var noget de kunne blive ved med hele aftenen. Nemesis lod sit blik ordentligt falde på den anden og glemte et øjeblik at ligge skjul på sin overraskelse over hvad der mødte hende. En pæn ung kvinde, men med et noget atypisk udseende der normalvis ikke var at se i disse kredse. Men Nemesis var selvfølgelig også først lige kommet til byen. Dianthos holdte en del mere diversitet. "Undskyld, mine manerer. Mit navn er Nemesis Reier"

Clara så det korte blik mod gulvet, men heldigvis dækkede kjolen jo, og larmen gjorde at man hurtigt kunne børste det væk som noget andet. Der var trods alt ingen der behøvede at hendes ben ikke var menneskelige. Det var slemt nok at ørerne og hornene indikerede at hendes mor havde lagt i med en fra pøblen. Ikke at Clara tænkte på det sådan, men hun havde nu hørt nok på Noah og hans mor til at vide at nogen havde den holdning.

"Det er helt i orden," sagde Clara, og prøvede selv at udrette folderne i kjolen, dem den ikke skulle have i hvert fald. Da hun mente hun var færdig med det samlede hun sine hænder foran sig og kiggede nysgerrigt på den anden kvinde. Hun måtte være ældre end hende selv. Det lignede hun i hvert fald og hendes manerer var også anderledes end de andre på Claras alder.
Heldigvis for Clara havde hun heldigvis blevet undervist i de adelige familier i og om Dianthos, så hun havde været klar til at flytte til Dianthos og til festen, så Reier familien var ikke en der var ukendt for hende, selvom hun måske ikke specifikt kendte til Nemesi.
"Det er en fornøjelse at møde Dem. Mit navn er Clara af Ernyell," sagde hun, og lod sine hænder falde frit, så hun kunne neje pænt for Nemesis, før hun samlede dem igen. Hun håbede blot ikke at det udtryk af overraskelse Nemesis kom med, var et af afsky.

Nemesis var opdraget til netop at havde den tanke. At Claras, formentligt moder, havde lagt i med en mand som slet ikke var af hendes stand, og hvor forfærdelig en ting det var. Men Nemesis havde efterhånden opbygget en del irritation over at kvinder ingen rettigheder rigtig syntes at have i de adelige kredse, så hun så mellem fingre med det. Desuden, havde familien accepteret hende, for ellers ville hun ikke gå rundt til et maskebal blandt adelige.

Deres undskyld til hinanden og påtagelse af skyld over situationen de stod i, dalede ud og blev til en del af fortiden. I stedet var de kommet frem til en introduktion af hinanden. ”Mig ligeledes en fornøjelse. Jeg har hørt godt om Deres familie” selvfølgelig kendte hun fyrsteslægterne! Det ville undre enhver hvis hun ikke havde. Og lige Ernyell havde hun hørt især godt om, med deres mere jordnære natur. ”Er De her alene i aften?” spurgte hun interesseret ind til den andens følelse af ballet. Hendes egne hænder var blevet foldet foran på kjolen efter hun havde besvaret Claras nejen med et selv. Det var en ganske komfortabel måde at stå på. Hun havde vidst også fået at vide den så meget anstændig ud. Anstændighed var noget familien gik meget op i.

Hvem havde ikke hørt godt om Ernyell familien? De havde godt nok en lidt anden levestil, fordi alle børnene fik lov til at komme med i skoven og faktisk arbejde, men deres stand var stadig godt, og de var magtfulde, også selvom Lyset havde en tendens til at love mere end hvad godt var til skovelverne, som Ernyell familien virkelig ikke kunne lide. Clara var mest frustreret over at have mistet sit barndomshjem, ikke at der var noget hun kunne gøre ved det.

"Nej, jeg er her med min moder Isabel," var Clara hurtig til at svare, selvom hun lidt mere modvilligt tilføjede "Og min grandfætter Noah." Han var lusket et eller andet sted hen, og hun havde heldigvis ikke set ham i timevis. Forhåbentlig skulle deres veje først krydses igen, når de skulle tilbage op til Dianthos i morgen.
"Hvad med dem? Jeg har hørt at Reier familien er ganske stor," spurgte Clara nysgerrigt. Hun havde endnu ikke mødt nogen fra familien, selvom hun havde hørt om dem. Nemesis var den første der lige var kommet hendes vej. Hvilket også betød at Clara ikke kendte til Hecate.

De fleste havde nok hørt om fyrstefamilierne i alle afskygninger. Både gode og dårlige ting, men det var trods alt det positive hun huskede Ernyell familien for, og det var en glædelig ting for hende. Det var trods alt mere rart at føre en samtale med en fra familier hun kunne forholde sig positivt til, end dem som var mere mørkelagt.
Ikke at man skulle bedømme et individ på slægtsnavnet, selvom det desværre oftest var tilfældet. Desværre. Hun havde også lidt under det i flere tilfælde. Reier havde ikke altid en positiv klang.

Nemesis nikkede og noterede sig mentalt navnene hun nævnte. Det var ikke sikkert at hun skulle bruge det til noget engang, men det var i hvert fald høfligt at huske på det. Specielt hvis hun skulle tale med Clara af Erneyll igen engang. ”Åh, hvor hyggeligt!” det var ikke sikkert Clara syntes, men det var det rigtige respons at komme med, og Clara udviste ikke noget om at hun syntes det var træls de var med. Ikke af hvad Nemesis kunne se.
”Oh ja, og jeg er sikker på at nogle af mine fætre og kusiner er at finde rundt omkring.” svarede hun med en munterhed i stemmen og trak ganske let på skulderne. ”Men jeg blev inviteret sammen med min faster, Hecate. Jeg bor hos hende i øjeblikket for at kunne være mere i Dianthos. Men hun ønskede ikke at tage med, så jeg fik lov at tage af sted alene.” forklarede hun roligt, og med alene mente hun selvfølgelig ikke at hun var rejst helt alene. Nej, hun havde haft en tjenestepige med til underholdning og vagter til at passe på hende og kareten.

Det var ganske hyggeligt, men Clara kunne have undværet Noah. Hans utilfredse blikke var mere end nok til at få hende til at komme i dårligt humør. Det var godt at han ikke kunne vide alting så, så slap hun for hans bedrevidende kommentarer.

Selvom Hecate var et kendt navn på mange kanter, så var det begrænset hvor meget Isabel og Clara egentlig kendte til hende. Isabel havde ikke været mange år ved hoffet, inden hun blev gravid og forsvandt igen, og i de år havde Hecate tydeligvis ikke været det helt store navn. Clara havde derfor heller ikke hørt om den gamle dame, som udentvivl ville være efter både Isabel og Clara for hvad de var og havde gjort.
"Det lyder også hyggeligt. Jeg er selv fornyligt flyttet til Dianthos, efter vores jordområder blev givet til elverne," indrømmede Clara, glad over potentielt at få en til bekendt i Dianthos. Det var sjovere at begå sig der, når man havde nogle at begå sig med, og det ville også gøre Isabel glad. "Hvordan finder de byen? Jeg ved hvor anderledes det kan føles."

Nemesis var ikke sikker på hvordan det føltes at havde et familie medlem som altid var utilfreds. Så igen, hun havde jo Hecate. Men folk syntes også altid at fokusere på hendes noget aggressive tilgang til at få folk til at leve anstændigt. Bevares, det kunne da også være lige i overkanten.

”Oh det område op mod Lindeskoven? Det var en skam, synes jeg. Der er ikke så mange fyrstefamilier som virkelig forstår sig på skov og landbrug som Erneyll, så at miste så stort et område var trist at høre om” hun havde ikke tænkt over at Clara muligvis ikke delte den mening som Nemesis forklarede sin egen. Men det var i hvert fald sådan hun havde haft det. ”Jeg ved godt at i det store hele kan det ikke gøres sådan op, men synes stadig det var en hård omgang for Deres familie” for det var den fyrstefamilie der havde mistet mest af deres jord. Af hvad Nemesis selvfølgelig vidste af.

Nemesis smilede og nikkede i enighed til at det var anderledes. Meget anderledes. ”Meget… Larmene” grinende hun og førte handsken op for munden for at dæmpe det lidt. ”Der sker så meget, det er jeg slet ikke vant til.” selvom hun oftest blev holdt hjemme om aftenen fordi Hecate ikke anså det som anstændigt at hendes niece var ude efter mørkets frembrud. Det havde hun jo sådan set ret i, med mindre det var ved hoffet. Det fik hun også nogle gange lov til. ”Jeg bor hos min faster i byen. Hun er meget overbeskyttende, så jeg kommer ikke så tit ud i gaderne alene. Hvordan med Dem? Nyder De bylivet?” spurgte hun interesseret ind til. Måske Clara havde nogle gode råd!

Clara havde ikke forventet den mængde sympati. Hun havde efterhånden været vant til at hendes familie, fordi det var den mindst fine af fyrste familierne, ikke havde ligeså meget at sige. Derfor blev områderne da bare blevet til elverne, fordi de havde mere ret. Den militære magt gjorde åbenbart meget for at få lov til at få de ting man gerne ville have.
"Jeg takker for deres omsorg. Det tog ret hårdt på vores familie. Vi var trods alt mange der blev nødt til at forlade vores hjem, for ikke at nævne alle de afgrøder det var meningen skulle høstes, men når dronningen ønsker det, så kan man ikke sige nej." Det havde taget lidt hårdt, og selvfølgelig var familien da blevet kompenseret, men ikke nok. Det kunne man tydeligt høre på Iorvo, som havde været rasende.

Da Nemesis begyndte at snakke lidt mere lavmeldt, trådte Clara lidt tættere på og nikkede bekræftende. "Helt enig, jeg kunne dårlig sove den første uge, fordi alle lydene var så anderledes," indrømmede hun. Hun havde ikke før haft nogen at snakke rigtig om det. Lidt med Arion dog, men Noah havde ikke virket til at have nogen problemer, men han havde selvfølgelig også grædt efter at komme til Dianthos næsten siden han kunne snakke.

En lidt eftertænksom mine gled over Claras ansigt. "Altså, selvfølgelig nyder jeg det, selvom det er noget anderledes," nævnte hun. "Jeg har heldigvis fået nogle venner i byen, som kan hjælpe mig med at finde rundt, derudover så holder jeg meget af at komme i Tempelhaverne, selvom det kun er ved at springe ud nu. Der er ikke så meget larm." Der var altid dejlig roligt, og selvom Clara ikke rigtig bad til guderne, så skabte det stadig noget ro. 

Nemesis kom jo selv var en familie der nok var stor, men ikke høj i graderne. Der var altid en eller anden del af hendes familie der skulle gøre sig uvenner med nogle højere magter og det gav et dårligt ry for resten af Reier familien. Overhovedet var også af en speciel støbning. "Desværre er det sådan, at nogen måde lide for at det hele kan hænge sammen. Det siger min fader oftest, men derfor kan det stadig godt være uretfærdigt" og det var oftest uretfærdigt, men der var sjældent noget der var helt retfærdigt når det kom til stykket. Det var en skam at familien havde måtte lide det tab af både område, afgrøder og hjem.

Nemesis kom med et lille fnis forlod hende og hun nikkede igen i enighhed. "Og jeg har endda hørt at det er langt mere roligt i det øvre distrikt!" der var ikke nær så megen nattelig aktivitet der, selvom det var stadig en helt anderledes atmosfære!

"Oh det lyder bestemt også dejligt. Måske De kunne havde lyst til at vise mig det en dag? Jeg kender ikke rigtig nogen i byen endnu, og De virker som dejligt selskab" det var en ting Nemesis aldrig havde været bange for - nemlig at sige sin egentlige mening om aldrig personer, og Clara var en der faldte i hendes smag. Og tanken om at havde en i byen man kunne mødes med engang imellem og tage en fredelig gåtur og godt selskab, det bragte en rar følelse i maven.

Desværre måtte man jo tage det søde med det sure. Landet var endelig begyndt at trives lidt igen, men det havde også været på bekostning af bl.a. Claras hjem. Det var hårdt at måtte indse, men det var ikke den eneste ting i sit liv hun nogensinde havde måtte give op, for freden, og det føltes lidt mere nobel, end ikke at måtte beholde sin dukke som lille, fordi Noah mente det var hans.

Clara nikkede bekræftende. "Det er der også, og jeg har heldigvis aldrig været udenfor efter mørket faldt på, bortset fra når vi har været inde og se en teaterforstilling." Det havde også været en oplevelse, en form for kultur hun aldrig rigtig selv havde oplevet. Hun ville stadig ikke stå på scenen, men det var smukt hvad de kunne.

Da Nemesis spurgte hende om hun ville vise hende rundt, følte Clara sit hjerte blive lidt større, af glæde over at blive spurgt det. "Selvfølgelig, jeg tror også at det om ikke så lang tid rigtig blomstrer op," indrømmede hun. Vejret var i hvert fald begyndt at blive varmere, og så lang tid at træerne blev lidt mere grønne, så var hun sikker på at synet ville være smukt.

Nemesis havde haft meget selv at tænke på da hele den krise havde ramt. Hun havde været godt isoleret ude i ingenting, men det var ikke ensbetydende med at det havde været smertefrit. Men hun vidste at hun ikke havde måtte opgive nær så meget som mange andre. Et beskyttet liv, hvilket havde sparet hende for megen smerte.

"Oh ja selvfølgelig har Dianthos et Teater. Det ved jeg virkelig ikke hvorfor jeg slet ikke har tænkt på. Hvordan var det?" hun havde aldrig været vant til at det var noget som fandtes. Nogen gange til de store baller havde der været underholdning, men det var jo ikke det samme som et teater. Faktisk følte hun det meget mærkeligt at hun med sine treogtyve år stadig ikke havde set en forestilling!

"Det lyder rigtig dejligt! Det vil jeg virkelig glæde mig til" det betød noget at nogen var villig til at vise en rundt. Det gjorde også oplevelserne noget mere nydelige at huske tilbage på. Selvfølgelig havde Nemesis også haft mange oplevelser for sig selv, men det betød bare lidt mere hvis man havde nogen at dele det med.

"Det var... fantastisk. Jeg havde aldrig troet at man kunne bruge sine evner, så.... kreativt!" udbrød Clara begejstret. Det virkede som om at forstillingerne mere blev baseret på hvad de havde af midler fra skuespillerne, end at de enkelte karakterer skulle have bestemte evner. Alting var selvfølgelig også lidt abstrakt og kunstnerisk til tider, men det havde været underholdende!
Nu når Clara tænkte over det, så mente hun faktisk at de stadig havde den samme forstilling kørerende. "Jeg tror stadig den jeg så fornyligt kører på teateret hvis det er. Det burde ikke være forfærdelig svært at skaffe billetter til den, og den er helt klart det værd!" Clara håbede Isabel i hvert fald ville tage hende med ned og se flere forstillinger mens de boede i Dianthos. Det var hyggeligt og et afbræk fra hverdagen.

Selv forstod Clara også godt behovet for at have nogen at gå rundt med, det var lidt ensomt alene, selvom hun altid havde ånderne der rendte rundt mellem hende og alle andre. Det var dog begrænset hvor meget man kunne kommunikere med dem, især når man helst ikke skulle se helt bims ud over at snakke til luften.

Nemesis havde virkelig ikke tænkt over det. Selvfølgelig var der et teater! Og at høre Clara snakke om det bragte et lys frem i hendes lyse blå øjne. Oh, det lød virkelig fantastisk! ”Hvordan kreativt?” spurgte hun en smule ivrigt ind til, som kunne hun slet ikke holde sin egen begejstring for emnet tilbage. Hun havde altid fundet det fascinerende, og det var endda kun på baggrund af de små ting hun havde set der ikke helt kunne kategoriseres som en større teaterforestilling!
”Oh, det kan være jeg kan være heldig at få lov at komme ind og se det. Hvad hedder stykket?” spurgte hun ind til, også for nemmere at kunne sælge den for sin faster. Hecate havde det nogen gange lidt anstrengt med skuespilleres løsslupne natur, men det forstod Nemesis sig ikke på. Det var jo kunst!

Pludselig virkede det som det største held at hun havde valgt at være så klodset at bakke ind i en anden person. At den person havde været Clara og det bragte en del mere liv til festen for hende. Hun havde ikke svært ved at tale med folk, men oftest var det svært når man var helt alene og alle andre allerede syntes at kende hinanden på en eller anden måde. Det kunne hun også sige nu, og hun var glad for det nye bekendtskab, selvom der ikke var gået så lang tid.

Clara havde slet ikke overvejet at hun havde fået Nemesis til at være så engageret af at snakke om teateret. Det havde bare været en tilfældig tanke hun var kommet med.
Hun overvejede lidt hvordan hun skulle forklare det og hvilket eksempel hun skulle tage fra forstillingen, der var jo så mange. "Jeg tror de brugte en ildmagiker, til at lave lys der glimterede i forskellige farver," sagde hun, stadig lidt fascineret af det. Det havde sprunget ud som nogle små kugler af lys.

Hvad var det egentlig stykket hed? Det havde ikke været forfærdelig lang tid siden, men Clara havde nok ikke helt lyttet til Isabel der. "Hmmm... Bjørnen og Møen tror jeg det var," sagde hun endelig. Et kærlighedsstykke godt nok, men det havde været sødt, selvom der til tider måske havde været nogle lidt mere voldsomme scener i det også. Dog troede hun godt at Nemesis kunne holde til det, især fordi det var i en meget abstrakt måde. Især så meget så Clara faktisk stadig ikke var helt sikker på hvad præcist der var sket i nogle af scenerne.

Nemesis var meget investeret i samtalen. Hun havde aldrig haft megen mulighed for at opleve teaterlivet – eller rettere forestillingerne. At høre om det vækkede en interesse i hende hun faktisk ikke helt var klar over hun havde. ”Virkelig? Fascinerende” Det ville hun gerne havde set! Hvor var det vildt hvordan kreativitet kunne udfolde sig. Specielt med en evne mange kategoriserede som værende destruktiv og intet andet.
”Bjørnen og møen? Det må være en metafor, for de kan ikke havde haft en rigtig bjørn på scenen” grinede hun og mente trods alt at det var lige lidt for voldsomt. Det var trods alt et teater ikke et omvandrende cirkus!

”Oh, hvor ville jeg ønske jeg havde været mere heldig med familieaktiviteter. Teateret er vidst ikke noget de anser som værende alt for.. anstændigt. Ikke at jeg ved hvorfor. De så vel ikke noget som kunne bringe forkerte tanker ind i unge kvinders hoveder?” pointerede hun og smilede lidt over sig selv og sit ordsalat. ”Undskyld, jeg kom ud på et sidespor igen.” nogen gange gik hendes mund lidt for hurtigt i forhold til at tankerne altid helt kunne følge med om det var noget der skulle nævnes og diskuteres. ”Jeg håber ikke jeg opholder Dem fra noget andet?” kom hun pludselig til at tænke på. Det var jo slet ikke sikkert den anden havde tid og lyst til at stå her sammen med Nemesis.

Clara nikkede begejstret. Der havde også været plantemagikere, og det var brugt på møder Clara end ikke havde kunne forstille sig. Måske de også nogle gange fik fat i scenearbejdere med specifikke evner, som kunne hjælpe med at få det til at se så fantastisk ud? Clara tænkte det i hvert fald, for det havde været meget fascinerende at se i hvert fald.
Hun skulle lige til at sige at det på en måde havde været en metafor, men det ligeså meget var hvordan manden så, men så var samtalen kommet videre, og hun glemte hurtig kommentaren.

Det virkede lidt som om at Nemesis havde sine egne idéer. Ikke at Clara havde noget imod det. Selv kendte hun godt hvad der blev forventet af hende, og hun stillede sjældent alt for mange spørgsmål, men det var et frisk pust, selvom hendes familie ikke var så traditionel. ”Det er det helt store i øjeblikket, så mon ikke deres faster også kunne være interesseret.” Der var altid en ny dille hos de adelige, men teateret var trods alt noget der kunne drage mange folk til, men det var ikke alle stykkerne der talte lige meget til deres stand.
Claras mund formede et O, før hun hastigt rystede på hovedet, så totterne fløj om hendes hoved, og en enkelt blomst faldt ud. ”Overhoved ikke. Jeg var blot kommet gået herhen for at få lidt luft,” indrømmede hun med et let smil på læberne. ”Der bliver ofte lidt varmt.” De var mange mennesker og der var mange stearinlys. Det gjorde bare noget på varme i sådan en hal.

Nemesis havde ofte været isoleret med kun nærmeste familie og sin fremtidige svigerfamilie som selskab. Noget der ofte gjorde at når først hun talte med en anden, og så endda om et spændende emne, tog tankerne overhånd over hendes mund og det var svært for hende at holde igen. Hun blev ivrig. Og det var ikke altid noget folk ønskede at høre eller snakke om. Specielt ikke hvis hun omtalte ting, som faktisk ikke hørte sig til at fortælle andre om. Som anstændigheden hendes familie forsøgte at opretholde.

"Jeg håber. Hun har boet i byen længe, så hun må da vide at det er ganske normalt at tage derhen. Ellers kan det være jeg kan lokke Dem til at snakke med hende, sammen med mig?" grinede hun, uden helt at kunne ligge skjul på det lokkende i sin stemme. Det var altid nemmere hvis man var flere, og Clara kunne jo forsikre Hecate om at der intet var at frygte.

Nemesis smilede og kørte en hånd om bag øret, trods intet af hendes hår var sluppet fri. "Det er rigtigt. Jamen, vil De havde selskab derude?" hun bakkede lidt, så Clara kunne få lov at komme ud på balkonen. Det var bare så dejligt forfriskende for Nemesis at høre om livet i Dianthos fra en som faktisk oplevede mere end bare paladset!

Clara var nok mere opmærksom på anstændighed end Nemesis. Hun prøvede trods alt at gøre hvad hendes egen mor ikke kunne gøre, hvilket var at få en mand og nogle børn, uden der blev set skævt til dem. Clara havde været lidt en streg i regningen hvad det angik, og derfor var hun også meget klar over hendes plads i verdenen. Hvis hun bare kunne få en rig mand, ja, så var hun sikker på at deres navn kunne repareres bare en lille smule.

Forslaget overraskede Clara, men hun var også hurtig til at nikke. ”Hvis De mener at det kunne hjælpe, så vil jeg da gerne hjælpe,” sagd ehun, selvom hun ikke var helt sikker på at en som hende ville være god til at hjælpe med sådan noget. De ældre var hurtige til at kigge på hende en gang og konkludere at hendes eksistens var en skamplet, men måske ikke Nemesis faster. Nemesis var jo selv meget åben.

Hun smilede stort. ”Naturligvis,” sagde hun, før hun tog fat i kjolens skørt og trak den lidt op så hun bedre kunne gå forbi Nemesis og ud på balkonen. Man kunne svagt ane klovene under skørtet, men ligeså snart hun stillede sig til rette på balkonen, og slap kjolen, så var der intet at se endnu engang.