På trods af at Amazonitskovene ikke ligefrem så truende eller farlige ud, havde den en mørk historie med sig. Solari kunne næsten ikke andet end at foragte skoven, imens hun samtidigt følte en underlig hengivehed for hendes barndoms og fødested. Med tiden var der blevet lysere imellem den tætte bevoksning, hemmeligheder var blevet opdaget og andet end monstre vandrede nu imellem ældgamle grene. Men hvis man vidste hvor man skulle lede, lå der stadigvæk små skatte glemt af tiden herinde. 

Det var i bund og grund også grundlaget for Nalish'ra skjulet. Et gammelt mødested, godt gemt i gamle tåger og imellem forvirrende veje, hvor at nogle af templets dygtigste illusionister sørgede for at opretholde og forstærke den magi fik stedet til at ligne en gammel slotsruin. Overvoksede murbrokker var det syn man mødte, når man trådte ind i den måneoplyste lysning... men kom man helt tæt på, ville det vakkelvorne syn af forfald kun være en forvirring for at holde uvelkomne gæster væk. 
En lem lå skjult i ruinen, godt indhyllet af magi. Men det blev mere tydeligt desto længere tid man stod i ruinen, og vidste man oveni købet hvad man ledte efter, jah så ville de hurtige med det samme spotte det falmede symbol af Nalish'ras røde hånd på nogle af de væltede vægge. 

Åbnede man lemmen og fulgte trappen, ville man komme ned i et rum oplyst af flakkende sterinlys, hvor at en dør til endnu et rum var den eneste synlig gang videre. Og derinde bagved, jah der sad Præstinden selv, og ventede på hvad der skulle ske. Indenfor den næste time ville Pax og hans folk vise sig, hvis de havde nogen interesse i at samarbejde med hende... og tålmodig som hun var, holdt Solari sig hen i stilheden med et lurende smil om mundvigen.
Måske var de her endda allerede? Kortet var kryptisk, men hun var ikke i tvivl om at det kunne aflæses af bandens mere boglige ledere, der kunne hitte rede i de underlige tegn og fremmede ord der var fulgt med. 

Mange ting kunne man sige om Pax, leder af Ulvens Flok, men nogen ivrig vandringsmand var han ikke. Det var skam ikke fordi, han ikke nød tiden alene på landevejen, men hans krop arbejdede imod ham. Den hårde vinter, den ikke eksisterende søvn og den udhungrede statur var ikke egnet til længerevarende distancer, og turen mod Amazonitskovene blev forlænget med godt tre dages gang. Desuden var det ikke uden tilstødende udfordringer, at Pax rejste. Ikke en gang havde han mødt folk, der ville ham ilde og det var derfor med en hvis indestængt vrede – nogle ville øjensynligt kalde det raseri – at han omsider nåede frem til sin rejses slutdestination.

Og kollapsede… 

I skovens fugtige og mosede bund lå han, lang som han var, i alskens lange øjeblikke før han omsider, og særdeles hvæsende, fik rejst sig igen. De stålgrå øjne gled over ruinerne, dem hvortil han var blevet anvist, og de skød lyn. Hvis blot øjne kunne dræbe, ville Pax ingen problemer have med det næstkommende møde – som han ydermere havde på fornemmelsen, skulle vise sig… ganske interessant. Skulle snak være ærlig, tænkte Pax, så anede han ikke, om han kom helskinnet derfra. Måske i dag var dagen, hvor Kile kom efter ham.
Det tog ydermere en time for den unge mand at lokalisere trappen, der førte ham ned i et dunkelt mørke, men så snart han var på vej, var det med formålsrettede skridt. Nu var der ikke længere nogen vej tilbage.

Pax skridtede hen langs den smalle, let oplyste korridor til han omsider nåede døren, der ville føre ham ansigt til ansigt med mørkelveren. Han var ikke bange, for hvad der mødte ham, for Pax var en mand med en plan.
Han åbnede døren, skar ansigt af Solari på sin trone og gik ind – og fortsatte med at gå til han nåede hendes skikkelse og kunne placere begge sine hænder på hver af armlænene. Han svedte, og så om muligt endnu tyndere ud end sidst.

”Jeg tror, at jeg hader dig”, hvæsede han med et overfladisk suk, før han vred hånden, så kastekniven lå placeret i hans hånd end ikke øjeblikket efter. Dernæst var der ingen vej tilbage, og Pax vidste, at dette måske ville blive det sidste, han nogensinde gjorde –

Flere tanker nåede ikke at undslippe ham, før han satte knivspidsen mod Solaris kind og skar.

Det var ikke nogen nem rejse at tage for at finde stedet, men det måtte heller ikke være let at finde hverken hende eller hendes gemmesteder. Der var mange, og i forskellige dele af landet arbejdede Solari altid på at udvide sin net over Krystallandet. Men det var en langsom process, hvor at hun heldigvis havde tiden med sig. Derfor overraskede det hende ikke, da de få folk Solari havde taget med sig, spottede ham noget omtumlet. Og træt. Og vred. Dog fik hun ikke nogen idé om hvor vred helt præcis Ulven var blevet, førhen hun så hans ulmende ansigt. De blege øjne fulgte ham opmærksomt såvel som en anelse morende, idet hans tynde skikkelse gled over gulvet, Dog kunne hun ikke lade værd med at blinke kortvarigt idet han smækkede hænderne over armlænene, og hvæsende erklærede hans had til hende. Før hun nåede at reagerer, vippede Pax med en forræderisk elegant bevægelse kastekniven frem, og trak en flænge over Solari's kind.

Kniven var skarp og snittet rent. Solari's krop reagerede instinktivt - dog ret forsinket alligevel, ved at trække sig væk fra hans kniv, men udtrykket i elverens ansigt forandrede sig ikke undervejs. Ren overraskelse, Solari havde aldrig set ham være i stand til at vove noget så.... dumt. Så bundet op på stolthed og selvretfærdighed, at han ville marchere ind og snitte i hende som noget af det første. Her af alle steder! Det røde blod - næsten sort imod hendes mørke hud, trillede klistret ned over hendes kæbe og kind.
Elveren trak hånden op foran ansigtet, blikket i en kort rykvis bevægelse imellem blodet på hendes knoer, og så tilbage på Pax arrede ansigt. Og så kom smilet, der smertefuldt trak i sårets let åbne kanter. "En intens følelse..." kunne Solari ikke lade værd med at hvisle, noget ufattelig studerende i hendes blege øjne da de mødte hans grå. Had var nu engang en stærk følelse, og hun havde skudt Pax til ikke at føle noget så brændende... men hvis Pax kunne formå at hade hende, tog hun det glædeligt på sine skuldre. Had åd folk op indefra, men kunne også hjælpe dem med at flytte bjerge, og Solari tog gerne billetterne på første række.
Men nu var legetimen ovre.  Elverens tunge gled smagende over det blod der var tilbage - metallisk og sødt, inden at hun i et pludseligt smidig ryk gled fra siddende til stående, stolen larmende bagved hende, og sin tilsølede hånd strakt frem for at gribe ham om kæben med sine krogede hænder. Fik hun fat, ville hun give slip efter et par sekunders øjenkontakt... ramte hun kun, ville hun stadigvæk have kunne kaste sin magi over Pax. Skete ingen af tingene, var det ikke vigtigere end som så.
Solari trak med en doven bevægelse en skindklud til at stoppe blødningen op af en af hendes sidetasker, og holdt det på hendes kind, et afventende blik over ham nu. "Så.. har du fået afløb, eller -" elverens øjne blev knebet en anelse sammen, og læberne sitrede i et halvt smil; den ene side slet ikke ligeså optrukket som den anden grundet såret. "- har du stadigvæk noget du vil ud med først?" afsluttede hun, en genkendelig latter i hendes stemme. Det var smukt, og Solari havde aldrig været bleg for at danse lidt med følelserne på tøjet. Hun ville ikke hakke ham ned for at hade hende. Ikke før det gav mere mening, end i dag. 

Pax rykkede sig ikke ud af flækken, velvidende hvad der uundgåeligt måtte følge, så da Solaris hånd kolliderede med hans kæbe, fortrak bandelederen ikke en mine.
I grunden var han ganske tilfreds med sig selv, selvom hadet, han påskønnede at have til hende, nu var… en overdrivelse. Hele affæren med kniven mod den mørke hud havde i grunden haft et ganske andet formål. Det var langt snarere en gæld der skulle tilbagebetales, et ’tak for sidst’ og det smertehelvede hun havde udsat sig ham for i krostuen.

”10 minutter er lang tid”, hvæsede han udmattet mellem Solaris stærke fingre. I samme øjeblik slog de stålgrå øjne lyn af indestængt morskab, som de betragtede det mørkerøde blod pible fra den dybe flænge. ”10 minutter er rigtig, rigtig lang tid.”

I det Solari omsider gav slip på ham, vaklede bandelederen nogle skridt tilbage. Smilet i øjnene gled ned til de arrede læber, i det han, grundet udmattelsen, sank sammen på knæene foran den hvidhårede mørkelver. På intet tidspunkt forlod hans øjne Solaris skikkelse, for Pax vidste, at hvad end der kom krybende, så ville det være, om muligt, mere smertefuldt end ved deres sidste møde. Måske, han end ikke ville vende tilbage til Krystallandets hovedstad.
”Jeg er færdig”, svarede han omsider, hvorefter et hæst grin undslap hans hjerteformede læber. ”Du kan gøre, hvad end du har lyst til. Så længe den flænge kommer til at pryde dit ansigt, så er jeg ligeglad, for-”, fortsatte Pax med en let, overfladisk vejrtrækning, ”du var en kælling sidst. Det var en gestus, jeg ikke sådan kunne lade gå forbi mig.”

Igen lød et hæst og moret grin, hvorefter Pax faldt om på siden, som udmattelsen omsider strammede sit tag om ham. 

Mennesket kollapsede i en blanding af udmattelse og accept over hvad der nu engang måtte ske, men selvsamme kollaps kunne ikke ses i resten af hans krop eller sjæl. Med hovmod - stolthed dansende i øjnene mødte han Solari's hvide blik, tilfreds over at have været i stand til at skade hende. En del af Solari gav ham da også et lille bifald - hun var ikke blevet rørt af hverken knive eller hænder i flere herrens år, men han havde åbnet op en farlig dans ved at trække sin kniv. Dens metalliske dunst blev ved med at sive ind i hendes næsebor - den fik hendes blod til at koge, og Solari's frie hånd nu skiftevis åbnede og lukkede sig... dogstadigvæk med både øjne og ører rettet imod hans hæse latter og ord.  Så det havde på trods af alt, handlet om hævn. 

En lille del af Solari var skuffet. Hun havde sat Pax større end noget så personligt som hævnlyst, men det glædede hende samtidigt, at han på trods af alt kun var et menneske. Og det måtte føles godt at skade hende - det måtte føles retfærdigt i hans verden.
Hans hæse grin blev kastet højt imod væggene i det lille rum, og med liiidt for langsomme - lidt for magelige skridt, gik Solari nu nærmere hans sammensunke skikkelse. Stadigvæk talte han, fortalte om ligegyldighed og gestusser, og mørkelveren lyttede da også. Men da han endelig faldt sammen i stilhed, var det ikke længe Solari gav ham lov til at trække vejret.

En noget bizar og direkte lysten knurren kom fra mørkelveren, førhen hun med sadistisk begejstring trak foden tilbage, for at sende et ribbens-bukkende spark imod hans frie side. "Så!" kom det forræderisk frydefuldt fra præstinden, der både lugtede og smagte blod i farvandet. Så hvordan kunne hun lade værd med at følge sporet? Pax ramte med en forfærdelig og ubehagelig lyd den hårde stenvæg bagved ham, kastet tilbage af hendes læderforstærkede støvler og den glubske energi i hendes spark. "Du er ligeglad simpelthen?" spandt hun næsten kælent for hans blege lille skikkelse - han var kommet her for at dø? Og nærmede sig endnu engang langsomt, ingen skam i livet over at sparke til en liggende og såret mand. Hvis han havde tænkt sig at svare, ville Solari give ham plads til det - fordi de var skam stadigvæk igang med en samtale i hendes verden.
Men det ville ikke stoppe hende fra at sparke ham på ny, så snart hun kom tæt nok på igen. Solari sigtede efter de benede punkter på kroppen - ribben, hofter, knæ, albuer eller ansigtet, fordi hun havde ingen intention om at dræbe Pax hernede. Men skulle det ske... så havde det været hans beslutning lige til det sidste, og det kunne hun - på trods af alt, ikke tage fra ham. 

Pax fortrak en lidende grimasse, som Solaris læderforstærkede støvle kolliderede med hans tynde brystkasse, men ingen lyd forlod ham, i det han landede længere fremme i grottens dunkle lys. For blot et øjeblik – et langt øjeblik, vel og mærke – sortnede det for hans stålgrå øjne, der svømmede over mørkelverens skikkelse, der troligt men langsomt nærmede sig ham.
Til trods for bevidstheden der truede med at forlade ham, til trods for smerten der skar og stak i hans tynde krop, smilede bandelederen fortsat. Og ikke længere var Solari den eneste der blødte, for Pax’s tænder var dækket af vinrødt blod.

”Du er… så… forudsigelig”, lød det halvkvalt, som havde Solari forsøgt, at drukne ham og ikke blot sendt ham flyvende til vejrs, igennem det imponerende kammers gulv. ”Det… næsten… skuffende og kedeligt”, fortsatte Pax, tydeligvis yderst besværet og hvæsende, i det han rullede rundt, væk fra mørkelverens faretruende skikkelse.
Instinktivt vidste han dog, at der ikke var nogen udvej for ham, så da han atter landede på ryggen, lagde han sine tunge arme på det kølige gulv. Enhver mand kunne flygte, men ikke alle kunne blive og modtage, hvad end guderne havde bestemt for ham. ”Desuden… du løj. Du er forfængelig.”

En spinkel men dog insisterende stemme sneg sig ind i hans tanker, en der spurgte ham, hvorfor han blev ved med at tale. Tonen var yderst perpleks men den overlevede ikke længe, for snart efter lød der er et brøl bag Pax’s beskidte pande – tag dig i agt. Hun kommer nu!

Og ganske rigtigt, konstaterede Pax, i det han vendte sine øjne mod Solari, med et blik der glinsede, som var et lag af slørende film lagt henover det hvide legeme. Sådan lå han, i hvert der føltes som en evighed, og betragtede det nederste af hendes massive støvler, der kom flyvende et sted over hans hoved – men den bevægede sig langsomt og som skete det i virkeligheden slet ikke, og med en hastighed der ville overraske Pax senere, strakte han hænderne op og greb om Solaris fod –

- kun for at rulle rundt og med al den kraft, han kunne mønstre, forsøge at få hende på røven. Se, det ville i sandhed være den ultimative hævn. 

Solari lugtede nu færten af blod, og det var ikke længere kun hendes eget, til hendes mørke glæde. Det var en karakteristisk og kærkommen duft der spredte sig omkring dem, og mørkelverens næsebor vejrede dyrisk idet hun trak færten dybt ind i lungerne, og fysisk følte hun nu hvordan hendes hvide pupiller udvidede sig en anelse som følge. Det var ikke en jagt, men det føltes sådan. Hans ranglede skikkelse ramlede sammensunket ind kammerets stenvæg, men overraskende nok, var der ingen klagende lyde som  forlod de sprukne læber, på trods af det kvalmende ekko han fik kastet imod væggene.  Intet jammer, ingen beden for sit liv... nej, Pax valgte at spytte fornærmelser i stedet; dråber af vinrødt blod samlet på hans hage og tøj som et fysisk bevis for den foragt han lige nu sydede af. Fordi på trods af skaderne, summede der stadig en primitiv mængde energi i hans foreslåede krop - overlevelses instinkterne trak i ham og tvang hans øjne til at fokuserer på det rovdyr der nærmede sig.
Elverens læber sitrede grådigt - godnat Pax  - og hun trak foden tilbage i endnu et knusende spark...

... kun for at blive fanget på det forkerte ben. Som var der gået en dæmon i mandens krop, bevægede han sig pludselig abrupt og fangede med en ufattelig hastighed elverens støvle i sit jerngreb. Solari nåede knap nok at registrere hvad der skete - eller hans intentioner, førhen at jorden forsvandt under hendes støvler og verden momentært gyngede omkring hende. Han.... han tacklede hende?! Gadens børn havde bragt gadens regler ind i hendes hus, og med et smertefuldt støn ramlede Solari's ryg og bagdel sammen med det støvede stengulv.
"Urgh!" gled det hvæsende over Solari's læber, hvis stolthed dog havde taget mere skade end hendes ryg i dette tilfælde. Hun var ikke blevet tacklet i flere hundreder år - hun havde ikke været nede og gøre det beskidte arbejde længe, men indså nu at hun næppe havde noget valg - det var sådan her han ville spille spillet med hende. Og Solari havde altid været en dårlig taber.

Når det gjaldt fysisk styrke, var Solari ikke noget mirakelbarn... men havde sine egne tricks - tricks der havde holdt hende i live flere menneskealdre end man umiddelbart skulle tro. I faldets sidste momentum - efter at have ramt jorden, og blive tvunget op af genslaget der fulgte med, kastede Solari sig smidig til siden for at komme op og støtte på begge knæ og en enkelt hånd; støvlerspidserne skrabende imod stengulvet idet hun skred lidt bagud. I den anden hånd, glimtede der pludselig en vifte af sylespidse nåle. 
Med et rykvise knæk af håndledet fik Solari kastet dem afsted imod hans forslåede krop, og holdt ikke en pause på mere end et enkelt sekund, inden hun sendte endnu en stime afsted fra sin anden hånd. 

Omkring dem begge begyndte skyggerne nu pludselig at blive lange, og det krybende mørke strakte sig langsomt som sort blæk blandet med vand ud i rummet; blæk der grådigt slugte de få lyskilder der stadigvæk var synlige. En nok så tydelig illusion fra Solari, hvis ansigt var fortrykket i en forharmet vrede. Som lyset svandt ind og mørket tog over, gled hendes snerren dog over i langt mere tydeligt og halvmåneformet hvidt smil, med udsigten til at have sit element omkring sig igen. 

Et hæst og besværet grin gav genlyd i kammerats lette mørke. ”Så… forudsigelig”, lød det hvæsende, i det øjeblik at Pax fortsatte sit moments styrke og også selv landede, siddende på hug, med kun tåspidserne bærende hans vægt, ikke mange meter fra Solari. Det var et fald han havde øvet adskillelige gange i sin tid i undergrundens kamparena, for den gav ham en række fordele i nærkamp – fordele han ville udnytte, som de stålgrå øjne så, hvordan mørkelveren forsøgte at skabe distance mellem dem.
Var det var det, Solari ønskede, agtede Pax ikke at give hende det og med et næsten moret smil om læberne, skubbede Pax sig fri af gulvet og satte i løb mod hende. Bag den tynde brystkasse bankede hans hjerte opstemt, for det der havde været en hævnaktion, var nu blevet til en kamp om færdighed og kunnen. Et spil Pax forstod sig på og som han var god til.

De sylespidse nåle der end ikke øjeblikket efter kom til syne i Solaris hånd, fik dog Pax til at revurdere sin beslutning. I stedet for at fortsætte sin lige linje mod mørkelveren, vred han i hoften og undgik derved de første, som blev sendt afsted. Pax vidste dog instinktivt, at det ikke kunne være tilfældet med næste hold, men en mand måtte nogle gange tage, hvad end hans modstander sendte i hans retning, ville han gøre sig forhåbning om at volde tilstrækkelig skade –

Hvormed det var det, han gjorde. Pax mærkede smerten, men lod den ikke stoppe ham, til trods for han ikke vidste, hvorhen nålene sad. I hvert fald ikke endnu. Endnu ikke havde bange anelser sat sig i hans bryst, for Pax havde affundet sig med sit endelige, forinden han var trådt ned i kirkens mørke. Var det i dag Kile kom, ville han ikke kæmpe imod.
Som Pax kolliderede med Solaris skikkelse og tvang dem begge ned og ligge – ham øverst – greb hans blødende hænder om kvindens skuldre. ”Problemet med at kaste en håndfuld, er, at de ikke skifter retning undervejs. Undviger man en, undviger man alle”, hvæsede bandelederen, i det hans blodige tænder blev blottet i et bredt smil.

Hvis Solari havde følt sig overlegen tidligere, så kom det ikke til udtryk nu i hvert fald. Hendes lange sværd lå pænt stablet bagved den stol hun havde rejst sig fra, og på trods af de utallige knive hun havde gemt i alle mulige dele af kroppen, så var de ikke til meget gavn før han kom tæt på. Og hun ville have ham så langt væk fra hende som muligt. Et hvæs af irritation mødte ham da han fik kastet sig rullende til siden og i en alt for smidig bevægelse var oppe og stå klar igen - hun kunne ikke følge med i den fart og styrke der summede i hans adrenalin fyldte årer! Måske var hun blevet lidt for magelig med årene, fordi nu kom hun i sandhed i møde med realiteten af hendes kampevner.
Som en dygtig analytiker, anskuede Pax at Solari primært kæmpede sine kampe på distancen. Hvilket betød at han grådigt tog den fordel fra hende.

Et glimt af overraskelse - men samtidig også kynisk anerkendelse overfor hans beslutning - viste sig i elverens blege øjne idet han frygtløs styrede direkte ind i nålenes bane. Det var stik imod almindelig logik, og mindre kunne man ikke forvente af en der kæmpede sine kampe i byens undergrund og skygge. Han undgik den første stime, men ramlede fluks ind i den anden der smertefuldt satte sig tilfældige steder i hans overkop og lår.
Men det stoppede ham ikke. Solari satte hårdt af for at kaste sig væk, men hendes fod skred og med et brag ramlede han ind i præstindens slanke skikkelse, og hun fandt sig selv stirrende direkte op i hans kantede menenskeansigt. Endnu et smertefuldt støn undslap i sammenstødet med jorden, men udtrykket i mørkelverens ansigt bar ikke tydelige tegn af at være påvirket af lige præcis den gene. Nej, Pax havde læst hende korrekt på mange fronter... og at se sig selv i den her position, jah det trykkede mere på samtlige af præstindens knapper end hvad end hun kunne udsættes for af smerte. Hun havde ikke kunne holde fokus på de illusioner af skygger hun havde kastet i rummet, så de forsvandt da hun ramte jorden. 
"Så selvsikkert du gør, Lille Ulv" snerrede Solari hånligt tilbage, hvis ansigt var fortrukket i et dødningegrin der matchede hans, omend det var en kold vrede der flammede i alt det hvide. Smertefuldt borede han sine fingre ned i hendes skulder - holdt hende nede med sin vægt, men Solari gjorde ikke meget mine til at ville kaste ham af sig... endnu. Neglene skrabede knasende imod stenjorden, men blev holdt godt på plads af hans knæ idet Solari prøvede at vride sig fri, kun for at blive presset endnu længere ned med et arrigt hvæs. Duften af blod var altomfattende med hans ansigt så tæt på...

Solari jog med et smidigt ryk sit knæ opad imod hans røv for at vippe hans krop og ansigt endnu tættere på. Dog var det ikke for at spytte ord i ansigtet på ham - nej, det ville hun få masser af tid til senere.

Imellem tænderne holdt Solari fra det ene blink af øjet til det andet, pludselig nåle lig dem hun havde kastet efter ham før, en sulten energi omkring sig. En illusion selvfølgelig, men Pax kendte jo allerede i forvejen til dem. Solari's magi sendte dem flyvende for at borer sig ind i hans kønne lille ansigt; og helt specifikt så sigtede Solari altid efter øjnene. Altid gør dem natteblinde først.
Skulle det ikke få ham til at vælte af hende, måtte en proper højre næve gøre arbejdet - på trods af at hun absolut afskyede nærkampe som disse. I samme sekund overraskelsen ville få hans opmærksomhed tvedelt, ville hun vride sin arm fri for forsøge at slå ham af sig. Her sigtede hun tilgengæld efter hans kind og kæbe, beredt på at sammenstødet også ville få smerten til at dunke i hendes håndled.
Men det var en pris hun gerne betalte for at komme ud af den her ydmygende position og magt demonstration.

”Ulve hyler”, hvæsede Pax besværet men ikke mindre nonchalant end tidligere; som talte han i stedet til et laverestående væsen, hvis intellekt ikke matchede hans egen. Stadig var de sprukne læber forvrænget i et tomt smil, der blottede de blodrøde tænder bag men de stålgrå øjne var ikke længere morede. Nej, kun formålsrettede gnister spillede midt i alt det lette mørke, som mørkelverens mund fyldtes med skarpe nåle, der alle var rettet faretruende mod hans beskidte, blodtilsølede ansigt. 

Han vidste det instinktivt, før hans hjerne lod ham vide det med sikkerhed. Solaris våben var intet andet end en illusion, fremmanet af hendes faretruende magi, men dertil ramte også endnu en konstatering ham; en af de tankerækker der aldrig syntes at forme sig som en hel eller bevidst sætning, men som i stedet satte sig fast som en fornemmelse i brystet. En konstatering der fik kroppen til at skrige af indestængt frygt; en frygt Pax havde lært som barn, måtte tæmmes, skulle man overleve. Smerte var, trods alt, kun hvad det udgav sig for at være… 

… og det ville unægtelig være smertefuldt. Pax vidste det, som hans krop vidste, at føde måtte indtages og at søvn måtte tilegnes. Det var på et sådan instinktivt, næsten primitivt plan, at han knap nåede at tæmme den, før han tog sin beslutning.
I sekunderne der fulgte skete der uadskillelige ting, Pax mistænkte sig selv for ikke, at ville glemme nogensinde. Som han knyttede sin næve og kastede den mod mørkelverkvindens ansigt, skød de sylespidse nåle op fra hendes mund. Deres kurs var ikke til at fejltolke, og Pax selv nåede aldrig at mærke, om hans næve kolliderede med Solaris ansigt, før alting omkring ham blev indhyllet i et tæt, altomsluttende mørke.

Han vidste ikke, hvor lang tid han lå på stengulvet; ej heller om han i grunden ønskede at vide det. Alt Pax syntes at se for sit indre blik, var grålige nuancer i den sorte nat, den kun de bevidstløse ville få at se. Og alting var fint, konstaterede han, som han faldt længere ned – som en druknet faldt til søens bundflade – 

Alting var fint.

Illusion eller ej, så var frygt en så primitriv drivkraft at det var en af Solari's ultimative favoritter. Den var altomfattende, den var paralyserende og den var ufattelig manipulerende at lege rundt i. Det krævede ikke meget indsats eller anstrengelse for hende, og som oftest var hendes udseende alene nok til at sætte en god skræk i livet på almindelige mennesker, oftest holdt hendes piercede fjæs folk på sikker afstand. Men så en gang imellem, jah der snublede man hårdt og intetanende om undtagelserne der bekræftede reglerne.
Alt den frygt Solari prøvede at tale til og alt den smerte hun prøvede at påfører ham... jah den blev vendt til våben imod hende selv; styrker for ham. Og i den forstand, var Pax nok et - indtil videre - levende eksempel på de få kvaliteter præstinden reelt set anerkendte i menneskeracen som helhed. Hun kunne ikke benægte at hendes fornuft, lyster og handlinger alle gik efter tre forskellige retninger lige nu, så spørgsmålet var, hvad hun selv ville lade sig overgive til af drivkræfter.

Det følgende der skete, foregik nemlig i en utrolig fart. Solari angreb, Pax svarede igen. Med en knasende lyd følte Solari sit ansigt blive tvunget til siden og hele hendes hoved blive mast ned imod den hårde jord - en eksplosion af smerte skød fra hendes kæbe men omtumlet var Solari ikke fokuseret på smerten. Nej, fordi kroppen over hende blev med et stivnet ryk slap, og faldt endelig til jorden med et dæmpet bump. Endelig. Endelig...
Bølger af smerte skød igennem Solari's krop, idet hun med et fnys fik skubbet ham af sig, og omtumlet rullede om på maven, for at kunne hæve sig op igen. Uelegant, beskidt og blodig var hun lige nu - tre ting hun ikke havde været længe. Og i hendes øjne, dansede mord. Blod i luften, blod på hendes tøj. Ikke kun hans. Hendes blod! Solari's blik blev et kort øjeblik sløret idet hun prøvede at fokuserer på de mørke dråber, og hostede med en våd lyd mere af det oo. Hendes blod...  snerrende prøvede hun at komme op og stå, for at lade et kynisk såvel som fascineret blik falde på den kollapsede mand.
Det var lang tid siden præstinden havde været tvunget ud i det beskidte arbejde.... men når hun nu alligevel var igang? En kniv gled ud af præstindens ærme, hjertet bankede højere og blodet susede livsgivende i hendes krop. Når han ikke havde været stærk nok.... Solari tog nogle rykvise skridt nærmere, pupiller fuldstændig udspilede og en manisk glæde over endelig at kunne afslutte den her jagt af musen der prøvede at fange katten. Endelig!
"Ypperstepræstinde Seravill!" den hårde stemme rungede ud i rummet fra bagdøren i lokalet, og Solari stivnede med et fnys. "Præstinde, de skulle jo bruge ham!?" ord fra en af hendes nyeste folk, der i bedste mening prøvede at stoppe den slagtning der skulle til at ske. De andre holdt en sikker afstand... og det lykkedes da også til dels for ham, Solari's maniske blik rykkede sultent fra Pax til den sorte kriger i stedet - dog ikke for at takke ham. Nej, gennemsyret af blodrus trak Solari i stedet kniven imod sin underordnede, og hakkede ham ned for fode. Og blev ved, selv længe efter at han var død og hans blod havde farvet rummet mere rødt end gråt. 


_________________________________________


Alt værkede, alt gjorde ondt. Solari sad på sin stol, et dovent blik over Pax beskidte skikkelse der sammensunket sad i stolen overfor hende; på den anden side af bordet. Hun havde nægtet healing til sig selv, men også til ham. Dovent røg præstinden en underlig form for lang pibe, og den tunge lugt dækkede kvalmt hele rummets loft og fjernede den metalliske lugt af død der ellers simrede. Dog var rummet ikke blevet ryddet op, og selvom Pax havde været bevidstløs i en god time nu, dryppede det stadigvæk pletvis af blod fra bordet, fra væggen og over gulvet. Til venstre for ham lå den maltrakterede krop af en mørkelver kriger, hvis tomme røde øjne og tunge lå lidt foran præstinden selv på bordet. 
Pax var ikke bundet, men han var bestemt ikke fri. Nok så nøgen var han også, og udover det, var der hamret illusioner af søm ind i mandens håndflader og ankler. Det burde være nok til at hans krop ikke ville vove ham at rykke sig for meget. Selv hvis han skulle, så holdt præstinden nu sværdene tæt til kroppen, og vidste at han ikke ville være meget værd. Hun havde nemlig - nok mere grebet i rusen end gennemtænkt, ikke kunne lade værd med at sparke hans slappe dukkekrop en smule rundt efter elveren først var død, og violette, grønne, blå og sorte plamager dækkede hans tynde krop. Det havde bare ikke været ligeså sjovt når han var bevidstløs... men mon ikke han snart vågnede? 
Solari sukkede, og tog endnu et sug, førhen hun lænede sig tilbage. Hun slap ham ikke med blikket, men ventede tålmodigt. Hun havde masser af tid. Faktisk en hel evighed. 

Solari Seravill måtte vente lange tider, før Pax omsider syntes, at vende tilbage til de bevidstes verden. Han fortsatte sin dybe svømmetur i mørket, for der var der ingen smerte, der ventede troligt på ham. Den, han instinktivt vidste, måtte være at finde, når han omsider åbnede sine stålgrå øjne og lod dem indfinde sig i de omgivelser, han derefter måtte befinde sig.
Af uransagelige årsager forstod bandelederen nemlig, at han ikke var død. Det var kommet snigende som en sensation, der ikke lod sig kue, til trods for de mange spørgsmål, Pax selv angreb den med.

Hvorfor slog hun mig ikke ihjel?
Hvorfor lever jeg stadig?
Hvad venter der mig, når jeg vågner igen?

Fornemmelsen, den der var hans instinkt, svarede ham på alle hans spørgsmål efter bedste evne, men da Pax omsider mærkede, at der ikke længere var nogen vej tilbage, forsvandt erindringerne af disse som dug for solen.

Det første Pax registrerede, var smerten. Den var umenneskelig og aldrig, havde han oplevet noget så gennemborende, som den. Den syntes at sidde i samtlige af hans celler. Intet sted på hans tynde og udsultede krop var forbigået eller ignoreret, og efterhånden som hans syn også fandt tilbage, forstod Pax hvorfor.
Hans krop lyste i alskens farver. Gul, blå, sort. Og dernæst dryppede hans arrede hænder af blod, forårsaget af tykke søm, der var hamret på plads i hans håndled.

Et lavmælt støn forlod ham besværet. Alting virkede umuligt i det øjeblik; selv at hæve hovedet og lade det svømmende blik glide undersøgende rundt, virkede som en opgave han aldrig kunne løse. Det lykkes ham endelig, efter adskillelige smertefulde udbrød og tunge støn, og hvad han så, fik hans hjerte til at hamre.

Solaris hvide og stirrende blik. Hun emmede at indestængt raseri, men en svag tilfredsstillelse meldte også sin ankomst – så han virkelig en forvredet næse? 

”Få… dem… væk”, hvæsede Pax, i en stemme han ikke genkendte som sin egen. Hæs af smerte, var den, og yderligere smagte hans svælg af hans eget blod. Den metalliske smag var næsten for meget af det gode og uundgåeligt fik den Pax’s mave til at vende på vrangen. 

Af sind var Solari ufattelig tålmodig, og kunne med en uhyggelig og kalkulerende snilde, sagtens planlægge en hævn der kunne strække sig over flere år. Nogle gange et helt menneskeliv. Hun byggede gerne en trone op omkring sine rivaler, kun for at trække tæppet væk under dem når de følte sig allermest på toppen af verdenen, og det var derfor det var essentielt for hende at blive hernede med Pax. 

Fordi hun ville være der når han vågnede. Hun ville se hans uforståelse, hun ville lugte hans overraskelse. Hun havde krav på at høre det smertefulde gisp det at være i live ville frembringe, og ret til at smile over det bagefter - hun havde grådigt sat krav på hele oplevelsen! Fordi livet gjorde fandens ondt, især på den måde han havde valgt at leve det. Han kunne have samarbejdet med hende fra starten af... havde han været smart, havde han underkastet sig mørkelveren med det samme, tænkte en arrogant lille stemme. Men Hvalpen var ung og ungdom gjorde dem dumdristige....
Og det var alt ventetiden værd, da de første tegn på liv endelig gled over hans stadigvæk bevidstløse krop. Sindet kæmpede for at holde sig i den sorte stasis som beskyttede ham, men tiden tvang Pax til bevidsthed, og tvang ham til at tage imod konsekvenserne af Solari's mishandling med et besværet støn af afmagt. Endelig.... mørkelveren var rasende - vrede havde stadigvæk sit giftige greb om Solari's sorte krop og sjæl. Men hun var samtidig også uhyggelig afbalanceret, og havde i timerne efter sit raserianfald siddet og koncentreret nævnte vrede; formet den til noget mere skarpt og mere brugbart.

Blikket rullede op, og elverens hvide øjne låste sig fast i hans svømmende stålgrå. Åh, det blik... Solari's læber sitrede efter at glide over i et hilsende smil, men for nu var hun tavs og lod tavsheden tale for sig. Hun havde meget at sige, men hver ting til sin tid. Hun tillod sig selv at nyde den patetiske position han sad i, og ubevidst gled Solari's tunge fugtigt over de mørke læber ved det stød af sadistisk glæde der omfavnede hendes sjæl. Det var på tidspunkter som dette, at Solari følte hun efterlevede Gudindens ønsker og følte sig allermest i live.

Få. Dem. Væk.

En hvæsende stemme der var den eneste lyd i det dødsens stille rum de sad i. Solari's blege øjne blinkede i den dæmpede belysning og langsomt - overordentligt dovent og langsomt, pustede hun endnu en mindre røgsky ud i lokalet. Blodet lå i stivnede plamager omkiring hendes kind, kæbe og hals; Solari's næse var forvredet og smertede. Men hun bar det hele med en arrogant stolthed over sig. Samme arrogance prægede hendes bevægelse, idet hun med et lille nådigt knips fjernede illusionen af søm, og for første gang smilede en anelse da han fik lov til at falde mere sammen i sin tynde krop. Det var en magtdemonstration. Hun fjernede dem ikke fordi han sagde det, men fordi hun kunne. Ligesom jeg ligeså let kunne få dem tilbage igen, hvislede Solari's øjne i deres sygelige bleghed. 

Solari rejste sig nu op, og bevægede sig med langsomme skridt imod hans forhutlede skikkelse for at læne sin ømme bagdel op af bordets kant. Endnu havde Solari ikke sagt noget... men tog et til sug af piben, kun for bukke sig en anelse ind over Pax og pustede den mørke ryg direkte i hans skarpe ansigt i stedet; øjne leende i en tavs udfordring. Fordi hvad ville han gøre ved det? 
Valgte han at møde hende med stolt tavshed, ville der ikke gå længe førhen Solari ville gøre det igen, omend endnu langsommere og mere provokerende den her gang. 

Han var en hvalp der havde fået lov til at gå for længe uden opdragelse. Men hun kunne godt sætte lidt tid af til ham... hun havde allerede dedikeret halvdelen af dagen, trods alt. 

Som skyggen for Solari Servaill – Ypperstpræstinden for Nalish’ra – var det Itins mål i livet at gøre hvad ordnerne lød. Hun ville gøre det med præcision, hun ville gøre det uden brok og uden fejl. For dette var hendes kald, og hun kendte ikke til andet end at gøre netop dette.

Så som hun vadet igennem skoven, til hvor at hendes mester – hendes anker til denne verden befandt sig. Havde kvinden fuldført netop en af disse opgaver, hvilket også havde været grunden til hun ganske beklagende maner ikke havde kunne formået at være med til denne opgave fra starten.
Skyggen, en tårn høj kvinde der ville rage over mange af dem hun befandt sig omkring, vandrede med et mål i sigte igennem Amazonitsskovende – nemlig det gamle skjule sted for Nalish’ras tilhænger. Her hvor hun vidste, at deres møde skulle stå. Klædt i sorte klæder, der dækkede hele kroppen pånær de lysende næsten sølvgrå øjne der kiggede stift frem for sig.

Afmålt, uden forhastet skridt åbnede den stærke kvinde uden så meget at få sved på panden faldelemmen, og trådte ned af trappen. Lemmen blev forsvarligt lukket efter hende, som hun begav sig ned af gangen oplyst af flakkende stearinlys. Med hendes behandskede hånd, hæv Itin klædet foran munden ned og åbnede munden. Hun smagte med det samme blod, en kamp havde foregået. Øjnene blev smalle, og selvom at hun kunne mærke at dette var vigtigt. Ændrede følelsen og skridtene sig ikke; de var stadig uden hast.

De lysende øjne betragtede døren for sig. Tungen gled hen over læberne, et drab? Spændende.
Døren blev åbnet langsomt som skikkelsen bukkede sig en anelse for ikke at støde hoved ind i dørkarmen som hun trådte ind i rummet. “Spændende” hviskede kvinden på sortelvisk, som øjnene lagde sig på liget der lå og svømmede i sit eget blod.
Havde Itin en humoristisk knogle i sin krop, ville hun nok havde grinet. Men hun stirrede blot, koldt og afmålt. Derefter lagde blikket sig på hendes mester. Hoved blev lige så stille lagt på skrå, i dette givende øjeblik ænsede den nytilkommen slet ikke manden der sad i stolen. Hvorfor skulle han, han var ubetydelig ind til at hun fik besked på at han ikke længere var det.
Hun var kommet til skade? Hvad der kunne forveksles som et fnys forlod hendes næsebor, som hun knælede foran Solari. “Opgaven fuldført” igen på deres eget sprog, inden hun rejste sin skikkelse op igen. Først nu, lagde nogle glubske øjne på Pax. Afskygningen af et smil prægede de mørke læber. Inden at Itin begyndte at trække tøjet af sig selv.
Da hun kun var iført hendes læderbukser, der havde alskens snøre i siden af benet så man kunne se de hvide tatoveringer der hylede hendes tilknytning til templet. En stram lædertrøje hvor at ærmerne var taget af – nu var den i den grad nemt at anskue hvor stærk kvinden var. Som hun lagde sit tøj pænt og foldet på bordet, hvor der allerde lå et øje og tunge.
Han måtte have irriteret Ypperstpræstinden ganske betydeligt, hvis hans straf havde været denne. Det var også ganske tydeligt, at han havde måtte lide så manden der sad i stolen ikke havde. Dette var ganske – barmhjertigt. Manden havde tydeligvis ingen anelse om, at dette var i sandhed hans mest heldige dag. Ikke at han ville se det således. Det kunne Itin ganskevist ikke tage sig af. Hun lagde allerde sine våben klar på bordet, inden hun lod fingrene glide hen over fletningen og lagde den ordentligt hen over ryggen. Med nogle isne og stadig apatiske øjne stillede hun sig bag Solaris stol.
Klar til at høre hendes ordre.
Hoved blev langt meget langsomt på skrå, som en finger gled hen over Solaris kind. Langsomt tørrede noget af blodet fra hendes kind og placerede den så på hendes tunge.
Den første person, var Solari selv, så var der manden der lå opsprættet som en fisk på fliserne.
Også var der Pax – Oh Itin slikkede det sidste af blodet i sig.
“26 år – ingen evner – to ribben brækket og sat forkert sammen” hun slikkede igen “Hm, en blond kvinde” hviskede hun med en hæs, hvislende stemme, kun lige lidt højere så Pax selv kunne høre, hvad det var Itin fortalte Solari hun stod ved siden af. Som en statue. Ordene var gebrokne, det var også tydelig hun havde mere information end bare det hun havde sagt, men havde ikke ordene til at formulere det – endnu.
Hele personen som der nedstirrede manden i stolen, emmede af brutale kræfter, der bestemt ikke var til at spøge med.
Men han skulle huske på, dette var i sandhed en dag hendes Ypperstepræst havde været i et gavmildt hjørne.

I det mørkelveren rejste sig fra stolen og med rolige skridt bevægede sig nærmere, lænede Pax sig tilbage i det hårde stolesæde. Zaladin tage dig, Solari, hvæsede en hadsk stemme bag Pax’s beskidte og blodindsmurte pande, men bandelederen selv forblev tavs.

Der er ikke flere chancer tilbage. Du har ikke flere chancer tilbage. Tænk smart.

De stålgrå øjne fulgte urokkeligt den høje kvinde, indtil noget blodrødt, der tilsyneladende eksisterede i massevis på gulvet, i stedet og instinktivt fangede blikkets opmærksomhed. Det er derfor, du stadig er i live, Carl – det er derfor, du stadig lever. Det er på grund af… ham.
Til trods for den konstatering der fulgte, kunne Pax ikke magte, at tage sig af nogen dårlig samvittighed. I grunden følte han den heller ikke til en start, for ligeså vel som Solari var fjenden, således havde det væsen også været det. Man græder ikke over spildt mælk, mindede tanken ham om, man stjæler bare en ny glasflaske!

I det Solari omsider placerede sig foran Pax, mødte han hendes blik med sit eget. Udfordringen mellem dem var til at tage og føle på, for tilsyneladende ville ingen af dem trække sig – og ligesom mørkeleveren ikke ville tale, således gjorde Pax det heller ikke selv. Aldrig om han ville tigge for noget som helst.

Sådan gik minutterne – de to rivaler og udfordrere der stirrede på hinanden med lige dele morskab og had – indtil endnu et par skridt hørtes.
Pax var derved den første til, at lade sine øjne skride fra Solaris skikkelse og hvad han så, fik hans hjerne til at forberede sig. Der var ikke anden måde at beskrive det på, for det var alt tankerne gjorde. Med et forstummede de og skyndte sig i skjul, så kun den så velkendte tomhed, var at finde deri.

Han havde gjort dette før, huskede en forsvarsberedt stemme ham på. Og så kan vi gøre det igen – husk stedet. Søens kant, lyden af det rislende vand og fuglene i træernes mægtige kroner. Husk det og tag derhen –

NU.

Omend det ikke var meget reaktion Solari fik, var der alligevel lidt at lege med omkring den ranglede, gråtonede mand. Han veg tilbage da hun kom nærmere, og den ene lille bevægelse var nok til at hjertet i Solari's brystkasse allerede nu igen langsomt begyndte at slå hurtigere, hendes næsebor sitrede som en ulv der lugtede blod. Han startede jagten igen. Øjenkontakten kunne have slået gnister imellem dem, og stilheden der fulgte var næsten larmende. Han var for stædig til at tigge.... for stolt til at forklarer sig. For utaknemmelig til at takke hende. Han var mange ting, og alt sammen var noget Solari i ligedele had og fascination grådigt ville tage til sig, men ikke vidste hvor hun skulle starte. Der var så meget at gøre, så meget af hans menneskelighed at tage hånd om.
Havde Itin ikke åbnet døren i det øjeblik, havde de nok sagtens kunne have siddet her længe, ingen af dem villige til at give sig og Solari selvsikker i sin egen udødelighed og tålmodighed. Men nu var det ikke sådan natten skulle udfolde sig for hverken Pax eller Solari.

Det blik Solari betragteede sin trofaste skygge med da hun kom ind, kunne mest af alt beskrives som en underlig form for hengivent, og med et tavs hilsende smil lod hun den højere sortelver komme ind til dette blodsbal de havde kørende. Hun rykkede sig ikke, og for en kort stund var Pax så ubetydelig at hendes blege øjne intet andet end  Itin's muskuløse skikkelse så; hendes skygge, hendes tjenerinde. "Fantastisk" blev det hvislet fra hendes mørke stemme, og Solari tog endnu et sug af piben i ventetiden hvor at Itin klædte sig af. Gjorde sig klar.
Hendes forhold til den høje sortelver havde mange lag og sider i sig, men med hendes tilstedeværelse omkring Solari, var det som om at præstindens klamme tag i Pax strammede til - hun voksede i det stærke selskab af sin skygge, og man så i sandhed hvor uhyggelig manisk Solari kunne være, i stor kontrast til hendes tavse skygges faretruende stilhed. Og måske var det hvad der fik Pax til at trække sig ind i sig selv nu. 
Solari's blik flammede grådigt op ved udsigten til endnu en sølle flugt fra virkeligheden, og med et fnys vippede hun sig fri fra sin tilbagelænede position, gik om bagved mandens stol og smækkede hænderne ned omkring hans ansigt, de skarpe negle nu godt boret ind i hans blege hud på skuldrene. "Der er ingen grund til at kæmpe så meget imod, Pax... vi har stadigvæk en aftale at forhandle på plads; vi har forretninger at ordne, knive eller ej. Men du om nogen ved at handling har konsekvens..." elveren hvislede sine ord ud fra mandens øre, en anelse foreoverbøjet men stadigvæk stående bagved stolen imens hun æltede hans skuldre. Hun kunne dog ikke lade værd, og snusede langsomt ind. Prøvede at smage et tegn på frygt, fortrydelse eller noget derimellem.

"Og du må gerne tage det personligt" fulgte hun op med, idet at hun slap de gennemborede skuldre, for næsten nysgerrigt at lade sine sorte fingre følge de små nye halvmåner i hans hud. Så rødt... og han var så bleg. Som en dukke. Kærtegnende lod Solari sine kølige fingre danse imod mandens hals, hvor at de i kælent tirrede den sarte hud; flygtige berøringer men med spidsen af neglen til at trække røde streger her og der.
Solari's makabre fascination kunne tage mange retninger. Og det var selvsamme fascination der nu skubbede grænserne imellem dem yderligere. Han skyldte hende noget... "Itin... jeg vil have hans øje" ord der blev sagt på deres eget sprog, men en tydelig opfordring til at gøre grejet klart. Imens, havde hun sin egen lille mission om at holde Pax nærværende, hun ville sætte ham på første række til hans eget show.

Langsomt bevægede præstinden sig fra stolens ryglæn til front, hvor at hun i en smidig bevægelse satte sig selv overskrævs på mandens skød, og greb hans kæbeparti med sin ene hånd. At han var nøgen betød ikke så meget for Solari selv, der nysgerrigt studerede hans ansigt for følelser, på samme måde som børn studerede de sommerfugle de havde fået spiddet med nåle. 
Hun ville ikke have hans tomhed. Hun ville have alt udover tomheden, og han blev ved med at nægte hende den tilfredsstillelse det var at se ham vride sig. Selvisk af ham. Mon han ville holde den tavshed når de gravede øjenæblet ud af hans kranie?

Væsner blev typisk beskrevet som komplekse ting. I deres helhed, var der mange lag og tråde, der gjorde en person. Også var der væsner som Itin, en maskine, et våben der blev ført af en andens hånd. Uden mening omkring sig selv, hendes position. Uden spørgsmål til eksistensen af livet, og hvilken rolle hun havde i den. For hendes rolle var klar. I over attenhundredeår, havde den gamle sortelver stået ved siden af Ypperstepræster der var kommet og gået; nogen mere blodigt end andre. Og med det samme, havde den høje muskuløse kvinde, fundet sin plads ved siden af den næste i rækken.
Dette skulle ikke fortolkes som, at hun var rodløs og ingen loyalitet havde over for den næste. Nej, den troskab som hun havde givet den første præst, lå også lige så urokkelig på kvinden der gik rundt omkring den blege nøgne mand.

Med en maske der lå urokkeligt over hendes mimik, som var alle muskler døde i hendes ansigt. Betragtede hun med de skinnede grå øjne situationen som udfoldede sig foran hende. Drak det ind, afventende, afmålt.
Det var først, da hendes navn blev nævnt. Og en kommando blev sagt, at der skete en reaktion. Hendes muskler spændte, og slappede af; som hun gik hen til tasken hun have lagt på bordet sammen med de våben hun havde haft på sin krop. Et stearin blev fundet frem, en genstand som lignede en ske – blev lagt ved siden af, som hun fandt fyrtøj frem.
Hun tændte op for vægen, og et lys begyndte at flakke omkring den stoiske kvinde. Skyggerne der dansede rundt omkring det hårde ansigt, som hun ganske slavisk gik til værks.
Hun dryppede lige så stille, noget af stearinet på bordet så lyset kunne stå af sig selv. Da det var færdig gjort, fandt Itin en ny genstand frem. Et metalstykke, som lignede en ring med takker der lå rundt omkring kanterne.

Med faste afmålte skridt, gik hun hen til manden. Hun lagde et hånd på hans panden og med hendes overvældende styrke lagde hun lige så stille hans hoved tilbage. Hun havde intet hastværk, og som han sad i situationen som han gjorde nu. Var der desværre ikke meget, som den ungen man kunne gøre for at undgå sin skæbne.
Skulle han dog kæmpe for meget imod, ville hånden i stedet blive lagt imod hans kæbe og tvinge hoved tilbage i sådan en tilstand, at han ikke kunne gøre andet en at adlyde den stærke kvinde. Hun lagde metal takkerne imod hans højre øje. Måske var dette i sandhed, en barmhjertighed fra mørkelverkvinden. Da det ikke var gået hende forbi, at hans blod havde fortalt hende, at en sygdom løb dybt i dem. Måske det ville være mere barmhjertigt af tage dem begge? Men herskerinden havde bedt om ét, og hun tænkte ikke ud over de regler som var blevet lagt for hendes fødder.
Ringen som før havde været smal, blev spændt op således, at Pax ikke længere kunne blinke øjnene sammen. Dette gjorde hendes job betydelig nemmere.
Hun slap mandens kæbe, som hun gik over og varmede skeen. Den udhulet på således en måde, at den var perfekt til at skarpe et øje ud.

Da den glødede, gik hun igen med skridt der gav genlyd i lokalet hen til de to skikkelser, trak hoved tilbage og betragtede med slående karakter af afventende på at Solari gav hende lov til at tage øjet ud. Som det var bleve givet, blev det glohede metal sat for øjet og pressede sig ind. Intet smil, ingen reaktion kom der på hendes ansigt som hun gjorde hvad hun havde fået besked på. Nemlig at fjerne mandens øje. 

At handling ikke kunne forekomme uden konsekvens, var et koncept, Pax kendte intimt. Det var derved intet nyt under solen, i det Solari sank sine klamme kløer i ham og hviskede de bedrevidende ord.
Til trods for smerten, og ikke mindst frygten over, hvad der nu ville hænde ham, fandt Pax det svært ikke at le hånligt. ”Ved alle guderne, du kan end ikke se, hvor forudsigelig du er, kan du? Du forsøger, at indhylle dig selv i en mystisk tåge, men for alle med øjne i hovedet, er du ligetil og nem at læse”, hviskede Pax med en raslende og dirrende stemme. ”Det er skuffende, synes jeg. Jeg havde forventet mere… at du kunne mere. Holde til mere.” De stålgrå øjne lå fæstnet et sted foran Pax selv, men ikke længere hverken så eller lugtede han blodbadet, kammeret led under. Kun ordene, der troligt forlod hans mund, var alt, hans tanker kunne kredse omkring.
Af en eller anden grund var de vigtige at sige. Altafgørende. 

Du tigger aldrig.
Du beder aldrig om nåde.
Det næste der kommer til at følge, Carl, kommer til at være smertefuldt. Du kan end ikke forestille dig, hvor smertefuldt det kommer til at blive. Men Carl – hold fokus. Smerte er ikke andet, end hvad den giver sig ud for at være. Det er en simpel størrelse.
Hold fokus. Hold ud.

Stemmen, der hviskede de beroligende og instrumentelle instrukser, forlod ham på intet tidspunkt. Selv ikke da hans vejrtrækning blev overfladisk og hastig, i det den abnorme kvinde fastspændte hans hoved til stolen og begyndte at klargøre sine redskaber. Hele tiden hviskede den det samme mantra om og om igen; Hold fokus. Hold ud. Smerte er ikke andet, end hvad den udgiver sig for at være. Du tigger aldrig. Du beder aldrig om nåde.

Hold ud. Hold fokus.

Så det var det, Pax gjorde. Han lod sin bevidsthed forlade det blodindsmurte, stinkende kammer og i stedet lande ved søen bag bordellettet, hvorved han havde leget ensomt som barn. Han hørte søens rislende vand for sit indre øre og så, hvordan træernes imponerende kroner svajede i vinden for hans indre blik. Selvom smerten – en ulidelig en af størrelsen – sneg sig ind i fantasiverdenen, forlod Pax aldrig søens kant. Han stirrede forsat ned i det travle vand, der brusede forbi hans små barnefødder.

Pax hørte aldrig sine egne smerteskrig. Kun søens og vindens sagtne sang. 

Igennem det hele, kom man ikke udenom at Solari frydede sig. Et klamt og koldt sted i mørkelverens krop, var det med dirrende forventning at hun observerede hvordan Itin støt og roligt udførte den sorte gerning det var at berøve Pax for hans ene øje. Åh hvor hun elskede at lever i ekstremerne... hun rykkede sig ikke ud af stedet, men forblev siddende overskrævs på manden - første række til sceneshowet. Da Pax hånligt spyttede sine fornærmelser efter hende, var det en langsom nikken der gav ham ret, et næsten drillende smil om den bredt optrukne mund.  Alt hvad han mente om hende var berettiget, hun havde ingen grund til at ændre hans følelser eller tanker. Og hun kunne bruge hans foragt ligeså meget som hun kunne bruge hans forgudelse. "Forudsigelig...." spandt hun leende, men nikkede. Fordi Solari havde aldrig lagt skjul på hvem hun var, og kunne i den forstand ikke se hvorfor hun ikke skulle være forudsigelig. I sidste ende var de alle sammen blot dyr der fulgte deres egne instinkter. Solari havde bare magten til at gøre det voldsommere end de fleste. 
Og måske havde hun skuffet Pax... hun kunne ikke sige hvilke pedelstadie menneskebarnet havde sat hende op på, men Pax havde bestemt ikke skuffet hende - han blev ved med at kæmpe sig igennem sine fysiske begrænsninger og foretog sig træk på en spilleplade der oftest blev sat op udenfor menneskernes korte levetid. Og han blev ved med at give af sig selv. En farlig handel af slå af med Solari der gispede efter de intense følelser i livet, og nu havde fundet lidt af det igennem den jernstøbte mand. Da øjet med et vådt pop blev fjernet, da skrigene stoppede og gled til gispende hulk igennem en panikpræget og slet ikke nærværende krop. Jah der var det med en næsten barnlig fascination at Solari tog den mishandlede kropsdel i sine sorte fingre. Og snusede til den. Slikkede på den, smagte på den. Holdt den foran sig, holdt den imellem hende og Pax - det var næsten som deres lille hemmelighed. Og da var det at hun indså, at Pax endnu engang var forsvundet væk fra dette rum.

"Kom nuuuu....." hvislede hun, stemmen havde en kærlig skuffelse i sig, og prøvende prikkede Solari til hans grå ansigt. Mentalt var han et menneskeligt vidunder. Men alle havde vel deres grænser, og hun kiggede afventende på Itin. Han skulle vågne igen. 

"Er du sulten...?" ville være de første ord manden hørte når han kom til bevidsthed, hvor at mørkelveren havde sat sig på en stol foran ham nu, i stedet for at sidde på ham. Stemmen var øm, næsten kærlig i sit spørgsmål idet en overraskende blid hånd blev lagt op mandens forslåede knæ, og Solari smilede sit blege grin. 

Hvorfor var stemningen vendt sådan på en tallerken? Joh, Solari var her stadigvæk for at lave forretninger. Alt andet burde komme i anden række, omend hun ikke havde kunnet dy sig da det gjaldt øjet. Hendes øje. Men nu hvor at det var ude af verdenen - nu hvor at hun legende sad med den lidt mere indtørrede kugle i sin ene hånd og dovent trillede den imellem sine fingre, jah så kunne hun velsagtens byde ham en form for omsorg. Nu hvor han havde taget sig så godt af hende. 

Hvor der var at finde glæde i Solaris øjne, var der ingen følelse at finde i Itin som manden skreg under hendes behandling af hans øje. Hun ænsede det ikke, som hun lige så stille grave hans øje ud. To sin tid, tortur var trods alt en kunstform; ikke at hun vidste meget omkring kunst.
Da øjet endelig var ude af dens oprindelige tilholdssted, lod hun øjet falde ned i hendes herskerindes udstrakte hånd. “Min opgave er udført” kom der igen på mørk elvisk, som hun betragtede hvordan Solari legede med øjet. Smagte på det, prikkede til det – ja næsten så det som et nyt stykke legetøj som hun havde fået.

“Endnu en – til samlingen” mumlede hun, som skulle det være en tør joke, uden den ellers normale humor der kunne ligge bag sådanne ord. Blev i stedet sagt som en ganske normal ting, som i sandhed var der stjerner på himlen, og ting blev våde når det regnede.
Hun sukkede, og kunne mærke trætheden der ulmede bag hendes kranie. Ikke at hun vidste det, som hun tog den runde metal ting, der havde siddet og spændt hans øje ud.
Det hele blev gjort rent, mens hun betragtede den utålmodige præstinde, der ikke helt kunne vente på at hendes nyeste legetøj vågnede igen.
Som hun fik et sigende blik, tog hun en dyb indånding. Med tunge skridt, gik hun tilbage til skikkelsen, og sendte en syngende lussing imod hans kind. Forhåbentlig ikke for voldsomt til at han bare ville gå i gulvet, men nok til at få gang hans nervecenter og sende signaler til hjernen at det var på tide til at vågne.
“Hvis han ikke vågner – jeg kan finde koldt vand” hun vente de grå øjne imod Solari og stirrede intenst ind i hendes egne hvide. Normalt ikke en kutyme som der blev gjort i, for understøt og herskerinde. Men som tiden var gået, vidste Itin også at hun kunne tillade sig en del mere, når hun stod foran den stolte kvinde.
Mest af alt, fordi der var en bånd omkring dem, der var en forfærdelig men nødvendig symbiose. For lige så vel som Solari var afhængig af Itin, så var Itin om nogen afhængig af at hun kunne blive ved hendes side. For altid.

Da manden vågnede, trak hun sig helt ind i skyggerne, kun de hvide øjne der lagde sig på dem begge. Hun ville komme frem igen, når der var brug for hende.