Den friske duft af gran hang i luften, lyden af vinden der rørte træerne, var tydelige. Ovenover træerne var himlen skyfri og solen bagte ned over træerne og imellem hullerne i bladene. Jorden var lettere fugtig fra regnskyllet der havde været dagen forinden, selvom det ikke havde været slemt, så var der stadig nogle markeringer af det. Der var nogle fodspor i græsset fra nogle af de dyr der havde rendt igennem skovbunden inden for nogle timer siden. Kappen flagrede over langs hans side, som han stod sidelæns til vinden. De blågrå øjne lyttede og ledte efter alle afmærkninger der var i bunden af græsset, for at finde det han ledte efter. Han havde været nede ved floden hvor Nianna Snow havde været for mange år siden. Der var sket mange ting på de sidste fjorten år som han kunne fortælle omkring, torturen, hans bror, alle minderne han havde samlet. Mauritz var ikke særlig bekymret for det. Hans hjerne var fuld af minder, der ikke var hans. Han mindedes hendes minder, som han stadig havde dem, som om de kun havde været plukket en dag forinden. Det var en af de tidligste minder han havde, fra dengang han havde plukket minder fra andre end sin egen familie. Han havde en idé om hvor hun holdt til, og han var derfor ikke bekymret for om han fandt hende. Det skulle nok ske på den ene eller på den anden måde.

Han kunne se en stor hæk, og han kunne fornemme træerne der var. Mauritz bevægede sig hen og kiggede på hækken der var. Det var nok lidt forkert af ham at ville kalde det for en hæk, da det var mere noget der lignede et vildt krat. Mauritz kiggede på det ene træ, hvor solen den fint lå og gav masser af lys. Mauritz var enig med sig selv omkring at det kunne være et godt sted at sove. Eller i hvert fald sidde og slappe af, mens han kunne studere naturen. Han bevægede sig stille og roligt hen, inden han lagde sit skind ud på jorden. Han satte sig stille og roligt ned på skindet inden han lod sin taske komme ned mellem hans ben, hvor han begynde at undersøge den for hvad han havde i den. Han trak vejret stille og roligt, mens det var at han ledte efter sin fløjte. Det tog ikke så lang tid, før han havde fundet sin fløjte og begynde at placere fingrene ved hullerne. Han begyndte stille og roligt at afspille en rolig melodi, mens han ledte efter skovens naturlige melodi som han kunne følge. Det var afslappende at høre på hvordan hans fløjte ikke så lang tid efter, var blevet blandet ind og spillede stille og roligt sammen med naturen. Mauritz kærlighed til musik lå en del højere end for mennesker. Efter at have spillet i noget tid, tog han og pakkede sin fløjte væk og lagde tilbage ned i sin taske, inden han lagde den bag hovedet og lagde sig helt ned, og lod kappens hætte blive rykket hen foran hans hoved. Så hans ansigt var skygget fra solen. Det havde nok set lidt mærkeligt ud med måden han havde den på, men det var for at dække hans ansigt mod solens varme helt. Det var varmt hans tøj, men han havde været van til at overleve det. Så mon ikke han havde kunne overleve det i et par ekstra timer.

Dagen var allerede godt igang for den unge kvinde, hun havde været oppe allerede inden solens stråler kastede sine første stråler imod jorden, for der ventede som altid en del opgaver på hende der skulle ordnes. Denne morgen var ikke spor anderledes, hun havde forladt sin lille oase allerede tidligt for at komme ud og tilse de fælder hun havde placeret rundt i skoven, denne morgen var der kun gået en enkelt lille hare i en af de snare hun havde sat rundt omkring. De andre havde hun tjekket og de som var udløst uden byttedyr, satte hun op igen så der måske ville være held med det, en anden dag. Den lille hare dinglede i bagbenene ned fra hendes hånd, som hun gik igennem skoven med et smil om læberne. Det var et skønt vejr og intet så ud til at ville ødelægge hendes humør. At være hjemme igen, der hvor hun slappede af og nød tilværelsen. Som hun bevægede sig afsted, lukkede hun øjne ganske let, for at fokusere mere på alle lydene omkring sig, den naturlige skønhed fra livet i skoven.

Men en lyd til hende til at stoppe op, hun var næsten hjemme, men længere fremme var der en fløjtende lyd, som fik hende til at stoppe op og lægge hovedet let på skrå. Hvor stammede den fra? Hendes blik søgte rundt, tids nok til at se en stor skikkelse pakke noget væk i en taske. Hun sank en klump og lod blikket glide over den store fremmede skikkelse. Hun rynkede let i panden som hun gik et par enkle skridt nærmere, som hun kunne følge manden sprede sit skind ud på jorden. Hendes nysgerrighed pirrede hende til at gå nærmere, se hvem vedkommende måtte være, men liggende hvor han gjorde kunne hun ikke komme ind til sit hjem i sikkerhed. Hun bed sig let i læben, som hun stod i skjulet ved et stort træ, hun vendte blikket imod manden, fulgte hans bevægelser med blikket, som han lagde sig ned på skindet. Hun strakte sig let op på tæerne, mens hun forsøgte at se nærmere på ham. Skulle hun nærme sig, eller ville det måske være bedre blot at holde en fornuftig afstand til ham? Hun brumemde sagte for sig selv, inden hun trådte et par skridt frem bag træet. Hun rummede sig forsigtigt, i håbet om manden ville høre hende, måske hvis hun virkelig forsøgte at gøre en indsats.

Fuglene der var på træerne oppe ovenover ham, havde sunget med på sangen han havde spillet på fløjten. Selvom der var mange ting som Mauritz han ikke havde interesse for, så var han vældigt glad for naturen og de små spilopper der havde været der. Han var ligeglad om naturen var blevet lavet naturlig, eller om den havde fået noget hjælp af magien. Han kunne fornemme den velkendte mærkelige fornemmelse, af at der var nogle der holde øje med ham, men manglen på følelsen af at der var en der pegede på ham, gjorde at han var mere rolig. Hans hjerte holdt sig på sin hvilepuls, som han kunne høre den velkendte lyd af nogle der rømmede sig, for at få hans opmærksomhed. Han åbnede øjnene helt, og satte sig nærmest helt på automatik op at sidde. Han rykkede sig baglæns, så han ende med at sidde lænet op ad træet bag ham. Han fjernede kappen hætte og lod hans gråblå øjne blive rettet direkte mod Nianna. Hans blik viste ikke at han var overrasket over at se hende. Han lavede nogle ryk med hovedet, som gjorde at hans nakke kom med nogle højlydte knæk for at fortælle ham, at de var tilfreds med hans bevægelse.

Mauritz rejste sig efterfølgende op, uden at sige et ord. Han stillede sig hen midt foran busken, og lod sine arme blive foldet sammen. ”Nianna Snow.” Lød hans stemme, som han rykkede sig væk fra hækken, og gik stille og roligt mod hende. Hans skridt var ikke videre på en truende måde. ”Det er en del år siden, jeg sidst har set dig.” Hans stemme ændrede tone, den blev mere følelses løs, mere seriøs og lidt hen mod ’Vi skal snakke’ agtig. Han mindedes tilbage til for mange år siden, hvor det ikke var langt derfra, hun var blevet fundet. Han studerede hende, for at se om hun kunne genkende ham, eller om hun var tom for hvem han var, og var overrasket over han ville kunne hendes navn. Men han kunne stadig tydeligt se hendes minder for sig, mens det var at han sad og sorterede sine minder i hovedet. ”Hvor vil du have vi snakker hende?” Spurgte han hende, hun skulle have lov til at vælge et sted hun turde snakke, for ellers ville der ikke komme meget ud af deres samtale, ud over han skulle bekymre sig for, at planlagde at flygte, før han kom frem til hvad han ville.

Usikker på hvem den fremmede mand måtte være, fulgte hun ham nøje med blikket på sikker afstand. Hun fulgte ham indegående med blikket, idet han skubbede sig op at sidde imod træet, det var først der at hun fik et ordenligt kig på hans ansigt, hun genkendte ham ikke og forvirringen var tydelig at se i hendes øjne, for der havde aldrig været fremmede så tæt på hendes lille sted, og hun følte det næsten som en trussel på hendes isolerede liv, at han havde fundet hen i nærheden af hendes sted. Hun rynkede let i panden, idet han vred i nakken til det punkt hvor den kom med nogle knæk, det kunne næsten ikke være sundt, eftersom hun havde kunne høre dem, men hun sagde intet. 

Da han rejste sig op, blev hun dog mere varsom, hun kendte ikke manden men da han pludselig sagde et navn rykkede hun lidt i kroppen. Hun havde altid kaldt sig selv Nianna, uden egentligt at vide hvorfor, men efternavnet? Snow... Hun rynkede i panden for hun vidste ikke hvem navnet tilhørte, for hun kendte jo ikke manden, gjorde hun? "Hvem er du?" spurgte hun med en dirrende usikker stemme, hun havde ingen erindringer om manden, så da han trådte nærmere veg hun tilsvarende baglæns væk fra ham med et skeptisk blik. "J..jeg kender dig ikke.." stammede hun usikkert som hun tog yderligere et par skridt baglæns væk fra ham. Hun bed kæberne let sammen, som hun knugede sammen om den hare hun holdt i sin ene hånd. Hun rystede svagt på hovedet over hans ord, hun forstod ikke hvad det var de skulle snakke om, de kendte jo ikke hinanden. "Snakke? Om hvad?" spurgte hun usikkert og drejede ansigtet lidt væk fra ham, idet hendes blik gled rundt for at sikre der ikke var andre mennesker i nærheden, at hun ikke var gået i en form for fælde, inden hendes blik søgte tilbage til ham igen.

Følelsen af at han blev studeret var ham ret bekendt. Han sagde ikke noget, men han ventede på at hun ville komme med en reaktion. Og det kom hun med da hun spurgte hvem han var. Hendes stemme dirrede, og han gav bare en nikken til hende. Han havde det fint med at hun ikke vidste hvem han var, men han var også god til at rydde op hvor han havde været når det angik minder.  Han trådte stille og rolig mod hende, og kunne fornemme hun ikke var tilfreds med at han kom tættere da hun trådte et par skridt baglæns. Han lænede sig op ad et træ. Han var ikke bekendt for at være den største til at snakke. Han lod hende kigge rundt for at se, men han var ikke typen der rejste i flok, og det havde han aldrig nogensinde været. ”Bare rolig, jeg er alene.” Hans stemme var dyb og hård, men der var også ærlighed at læse i stemmen. Han kunne ikke lide at rejse med en flok, da det havde resulteret i nogle uheldige oplevelser for ham.

”Jeg er en mand af mange navne. Jeg er nok mere kendt som Skyggen i visse egne, da jeg ofte er at finde der. Men du er blevet stor på de sidste fjorten år.” Lød det fra Mauritz. Hans ord holdt en bestemt tone. Han tænkte sig om, overvejede om han skulle give hende et boost af minder, men han ville ikke skræmme hende mere end nødvendigt. Han fandt mindet klar, det var nu mere hans eget minde af dengang han havde fjernet hendes. Han kiggede på Nianna, velvidende at han måske kunne ende med at skabe et helvede for ham selv. ”Hvis det er. Kan du få lov til at tjekke om jeg har nogen våben, hvis det gør dig mere tryg.” Lød det fra ham, som han roligt nikkede og løftede sine arme op. Indersiden af hans kappe blev synligt, selvom der var lommer til at man kunne hænge forskellige ting i den, var de alle tomme.

Hun lod blikket glide over ham, da han endelig stoppede ved et træ i stedet for at nærme sig. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte slog lidt hurtigere, for hu kendte ikke manden, vidste ikke hvad det var han ønskede af hende, men da han forsøgte at berolige hende med at han var alene, gjorde hun blot et lille modstræbende nik med hovedet. Hun havde lært af foregående fejl, aldrig at stole fuldkommen på hvad andre sagde, nogle var bedre til at lyve end andre. 

Den måde han forsøgte at forklare hvem han var, gav ikke megen mening for hende, hun havde aldrig hørt om en sådan person, hverken her i Azurien eller ude på hendes lille rejse. Hun rynkede let i panden, tydeligt hun ikke følte sig overbevist af hans ord, det var vel og mærket lige indtil han nævnte noget om hun var vokset, hvor hun spærrede øjne lidt op. Hvem var den mand? Og hvorfor kom han pludselig nu? Spørgsmålene begyndte at flyve rundt i hendes hoved. Hvad 14 år helt præcist indebar vidste hun ikke, men det lød som meget, hvorfor hun konkluderede at det han måtte have snakket om gik helt tilbage til hun var et lille barn. Hun trak sig et skridt tilbage, hendes rejse havde godt nok fået hende til at tænke over fortiden, men den havde altid været uden for hendes rækkevidde, nu virkede den farligt tæt på og hun ønskede ikke at vide hvem manden var, eller hvorfor hun var alene. Hun gav sig til at ryste let på hovedet, det virkede så uvirkeligt og ikke spor beroligende. 

Hun havde slet ikke tænkt på våben før han bragte det op, hun rystede svagt på hovedet da hun ikke ønskede at nærme sig. Det kunne være en fælde, men mest af alt skyldtes det hun følte sig ubekvem i situationen med ham. "Jeg tror vidst... Du tænker på en anden..." Hendes stemme var spinkel og usikker, idet hun forsøgte at skaffe sig selv en udvej, for selv hvis han talte sandt, hvad ville det så betyde for hende? Hun tog et skridt yderligere baglæns, så hun ikke behøvede tage blikket fra ham, men i stedet snublede hun over en lille sten, så hun faldt bagud ned på bagdelen og måtte ømme sig en smule. 

Mauritz lod sit blik være dovent, som han studerede hende på afstanden. Han skulle have hende tættere på, hvis han skulle give hende noget af et minde tilbage. Han kunne godt fornemme hvordan det virkede til at hun var bange for ham, men det gjorde ikke noget for ham. Det ville sikkert være noget der ikke var værre end at han snakkede med hende. Selvom Mauritz havde lært at slås og kæmpe med våben, så foretrak han ikke at bruge et. Han havde det okay med en nærkamp, og gerne uden våben. Og det var ikke helt fjorten år siden han sidst havde set hende. Han havde været forbi nogle gange i årenes løb, og observeret hende, inden han var gået videre. Men denne dag, havde han simpelthen haft lyst til at gå forbi og snakke med hende. Hvorfor denne dag ikke var kommet noget tidligere kunne han egentlig ikke helt decideret forklare eller forstå selv. Det kunne have været hans hjerne mente tiden var inde til at forklare nogle af tingene for hende, men han var ikke sikker på om hun ville have minderne tilbage. Og hvis hun ikke ville det, så ville han beholde dem. Selvom de ville være rare at få ud af hovedet, eller få afsluttet det kapitel.

Han fulgte med i hvordan hun trak et skridt tilbage. Han rykkede nærmest ikke på en eneste muskel, stod næsten som om han var blevet dannet til en del af træet, med nogle blink engang imellem. Han hørte hvad hun sagde, om at hun mente han tænkte på en anden, men han hverken rystede på hovedet eller nikkede. Hans blik røg ned på hendes fødder og derefter op på hendes ansigt. Han havde ikke engang spottet hvad hun ramte. Men da hun snublede baglæns og ende med at lande på bagdelen, rykkede han sig væk fra træet og stod ovre ved hende hurtigt. Hans hånd blev rettet frem, åbent og klar til at hjælpe hende op. ”Hvis det gør dig mere tilfreds, at tro det.” Lød det fra Mauritz, han kiggede på hende. ”Nu ikke kom til skade. Jeg er ikke ligefrem den bedste healer, men jeg er god til at fjerne andre ting.” Lød det fra ham. Han sende et smil i retning mod hende, selvom der ikke rigtigt var nogle følelser at læse i smilet.

Hun sad lettere forskrækket på jorden, hun havde ikke forventet at vælte bagover, men endnu mindre hvor hurtigt manden var ovre ved hende. Hun sad med hænderne på jorden bag sig, med hovedet trukket let bagud. Mistroen forlod ikke hendes blik en eneste gang, ikke engang da manden forsøgte sig med et smil. Hendes blik flakkede imellem hans øjne, og den hånd han rakte frem imod hende, hun vidste ikke om hun skulle tage den, eller vende sig rundt og kravle væk. Hun rynkede svagt i panden over hans ord, for hvad havde han ment med det? At være god til at fjerne andre ting. Ville han fjerne hende? Det lød næsten tåbelig, men hun kendte til magien der lå i hele landet, det var ikke utænkeligt at en sådan evne der kunne gøre den slags, også eksisterede. Hun lod blikket falde helt ned på jorden ved hendes fødder, det var en rod der løb ovenpå jorden fra et af de nærmeste træer, som havde spændt ben for hende. Hun vendte sit blik tilbage imod hånden, og dernæst mandens ansigt. Hun turde ikke tage hans hånd, i stedet trak hun benene en smule til sig, før hun skubbede sig et lille stykke baglæns, ikke meget, men nok til at hun følte der var plads nok til at kunne rejse sig op. 

Hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, da hun fik sig selv skubbet op på benene igen. Manden var nu blot et par små skridt fra hende, men hun følte sig ikke spor beroliget af hans nærvær. "Hvad vil du?" spurgte hun. Hun forsøgte virkelig at lyde frygtløs men hendes stemme var blot en spinkel hvisken der dirrede let. Manden var et godt stykke højere end hende selv, det var de fleste godt nok, men det var først nu hvor han var kommet så tæt på hende, at det gik op for hende. Hun måtte vippe hovedet en smule tilbage for at kunne møde hans blik. Trods de mange år der var gået fra deres første møde, det møde hun ingen erindringer havde om, havde hun aldrig bemærket manden før, og var uvidende om de gange han faktisk havde været forbi. Havde hun kendt til hans evne nu, var hun formenligt løbet væk, muligheden for at tage minder fra andre, hun ville jo ikke engang kunne huske hvis de havde mødtes hinanden i mellemtiden hvis han havde taget dem fra hende.

Mauritz holdt sig på en afstand, hvor han stadig kunne hjælpe hende med at komme op, men at han alligevel havde afstand nok, at han selv følte sig på sikker afstand. Han holdt øje med hende, og han kunne godt forstå at hun så forskrækket ud. Det havde han også ville være, hvis det var ham der var faldet baglæns ned og var landet på røven. Han havde egentlig regnet med at hun ville tage hans hånd, men hun kravlede i stedet en smule bag, og han placerede sin arm og hånd, ned langs hans sider, inden han tog et enkelt skridt baglæns. Han tænkte sig om over hvad han havde sagt, det kunne godt lyde lidt forkert. ”Ikke fjerne folk. Men, jeg kan fjerne, og give minder.” Forklarede han lidt eftertænksomt, i håb om at det ville give mere mening at sige det på den måde. Han kunne sikkert forklare det på en anden måde, men det var ikke derfor han var kommet for at forklare. Han skulle bare have lov til at holde hendes hånd i ti sekunder, for at han kunne få lov til at sende minderne til hende. Hvis hun i hvert fald gerne ville have dem. Han kiggede rundt og lod kort efter sit blik vende tilbage til hende.

Han fulgte med i hvordan hun ende med at skubbe sig op på benene, og han hørte hende spørge hvad det var han ville. Han kunne forklare det hurtigt, men han havde mest af alt, lyst til at vise hende hvad det var han gerne ville. ”Jeg ville høre dig, om du var klar. Der er nogle minder omkring dig, som har ligget hos mig i meget lang tid.” Lød det fra Mauritz. ”Men, hvis du ikke er klar til dem, så, kan jeg bare beholde dem. Eller, du kan delvist, få dine minder tilbage. Har du nogen spørgsmål, kan jeg også besvare dem.” Forklarede han, selvom han egentlig ikke vidste helt, hvordan han skulle kunne forklare dem, ud over hvad han havde af minder fra dengang.

Mistroen ville ikke slippe sit tag i hendes, men da hun så manden tage et skridt baglæns, følte hun sig alligevel underligt beroliget. Han havde ikke insisteret på at være nær hende, men faktisk respekteret hendes ønske om han holde en vis afstand til ham. I stedet fik med lidt besvær sig selv stablet på benene igen, hun følte sig øm i bagdelen efter sit fald og gned kort den ene balle med håndfladen, ikke at det hjalp synderlig meget på noget, inden hun hørte ham snakke. Minder? Hun rynkede panden en smule, idet hun vendte blikket imod ham. "Hvorfor tager du minder?" spurgte hun undrende, det var da noget frygtelig noget at gøre, for i hendes hoved var minderne alle sammen overvejende gode, og selv de enkle som ikke var, havde jo været med til at forme hende. At mangle dem kunne hun slet ikke forestille sig.

Hun trådte et lille skridt tilbage, denne gang hvor hun så sig godt for, inden hun vendte sit blik tilbage imod manden. Hvorfor kom han pludselig med disse ting, hun kendte ham ikke! En snert af vrede boblede i hende, en ukendt og virkelig ubehagelig følelse, for hun ville ikke tro på at den fremmede mand faktisk havde det han påstod. "Hvilke minder?" lød det skeptisk fra hende, tydeligvis ikke overbevist om det han forsøgte at sælge til hende. Når hun forsøgte at gennemgå sine minder, havde hun ikke en følelse af at mangle noget, det eneste der havde undret hende igennem hendes liv, var spørgsmålet om hvorfor hun var alene når ingen andre hun så, var det.

Mauritz trak vejret roligt og afslappet. Han prøvede at lade vær med at trække en mine ud fra det, men han havde et punkt for Nianna. Hun var en af de første han rent faktisk havde fjernet minder fra, for at selv ville tage og gå med smerten. Normalt, havde han ikke ville gøre det, men når det var et barn, så havde han et blødt punkt, tænkende på hvordan han selv havde oplevet nogle folks barndomme, med minder han var kommet til at tage i frustration. Han hørte hende spørge hvorfor han tog minder. ”Jeg ikke kun tager, jeg giver også. Nogle folk, har været i så slemme situationer, at de betaler mig, for at fjerne minderne omkring hvad der var sket, og derved også, fjerne deres hukommelse omkring smerten på det tidspunkt.” Det gav en smule mening. Han fortalte dog ikke hvordan, han kom til at opleve smerten der var fra minderne, og hvordan det var han ende med at skulle bære rundt på minderne indtil han døde. Men han vidste også, at han på nogle punkter brugte sin såkaldte gave, på en god måde. Set i forhold til, hvad han vidste hans farfar havde gjort, men ikke delt med nogle.

Maurits lod hende træde mere tilbage, hans blik skiftede fra hendes ansigt, og ned til hendes fødder, klar til at springe frem hvis hun fald igen, men det gjorde hun ikke. Han rykkede sit blik op på hendes ansigt, og hørte hendes spørgsmål. ”Din barndom.” Svarede Mauritz, næsten inden hun var blevet færdig med at spørge. Hans hoved blev roligt tiltet til den ene side, mens han løftede øjenbrynet for at se hvordan hun reagerede på hans svar. ”Og måske, gav jeg dig nogle.” Svarede Mauritz. Han drejede i retning mod hvor hans skin og taske var, og bevægede sig i retning af det. Det var ikke hans valg om hun var klar til at modtage minderne. Det var hendes eget. ”Men du vælger selv, om du vil have dem tilbage.” Sagde han højlydt, mens han gik med ryggen mod hende.

Nianna vidste ikke hvad hun skulle tænke om den fremmede mand. Han virkede mystisk på en eller anden måde, men ikke skræmmende eller farlig for den sags skyld. Hun bed sig tænkende i læben, mens hendes blik gled hen over hans ansigt, i forsøget på at genkalde sig bare et eller andet, men uanset hvor meget hun anstrengte sig kunne hun ikke huske nogensinde at have stødt på manden før i sit liv. Enten var det løgn hvad han prøvede at fortælle hende, eller også havde han taget minderne fra hende. Hun vidste ikke hvilket scenarie hun egentligt helt så det være. Som han begyndte at forklare sin evne mere dybdegående, sænkede hun eftertænksom blikket ned imod jorden. Hun havde da aldrig i sin fortid oplevet noget traumatisk, havde hun? Og hun havde aldrig ejet nogle krystaller, så hun kunne da ikke have betalt ham for det? De mange spørgsmål hobede sig op i hendes hjerne, da hun fik flere spørgsmål end svar ud af deres samtale. Hun gjorde dog til sidst et lille nik med hovedet, som om hun havde hørt ham, inden hun rettede blikket op imod ham. 

At manden gav hende plads til at trække sig væk, gav hende ro i sindet. Hun fik det plads omkring sig, som hun havde brug for, for at kunne blive og lytte til hvad han forklarede. Og hans ord gjorde hende kun tydeligt overrasket, inden en mistro lagde sig over hendes blik. For hvorfor skulle han fjerne hendes barndom? Og især så bare efterlade hende bagefter? "Hvis det er sandt......." Lød det dæmpet fra hende, idet hun lagde hovedet let på skrå og armene over kors foran hende. "Hvorfor forlod du mig så alene?" Hendes ord var tydeligvis ikke helt tilfreds med hans forklaring, for hvem ville efterlade så lille en pige alene uden sine minder? Da han vendte rundt og bevægede sig tilbage imod sit skind, havde hun nær trådt et skridt frem, for at stoppe ham, hun var nysgerrig men stadig betænkelig. 

Hans skridt mod sit skind, brugte han også som tid for rent faktisk at tænke. Dengang, havde han ikke været særlig gammel, han vidste ikke hvordan han skulle kunne tage sig af et barn, når han selv havde haft en form for mission. Han vidste ikke helt hvordan han skulle få det ud over læberne, men det krævede en del tankegang. Mauritz stoppede, han kiggede ned på sit skind. At han stod og tænkte, var tydeligt. Han vendte sig rundt og kiggede på Nianna. Han rømmede sig en smule. ”Jeg var yngre, end du er nu, dengang jeg gjorde det. Jeg havde absolut ingen, forstand på at tage vare på et andet menneske, end ikke mig selv.” Mauritz stemme lød som om den kun var startet, og det var det også. Han gav sig selv noget tid til at tænke. ”Jeg gav dig til gengæld, nok minder til at sørge for at du kunne leve. Og jeg har været forbi en del gange for at holde øje med dig.” Fortsatte han. Set på at han ikke var den bedste til at snakke om ting på den måde, så holde han sin stemme i en neutral tone. Han havde efterfølgende været vred over at han ikke tog hende med, men, det ville have givet en masse problemer, tænkende på hvad der var sket efterfølgende.

Han tog en dyb indånding og kiggede på hende. ”Har jeg fortrudt jeg efterlod dig alene? Det har jeg. Har det været for det bedste? Ja.” Svarede Mauritz. Selvom det kunne virke koldt at efterlade hende alene, så var han glad for at hun ikke havde oplevet den tortur han havde været udsat for. Så et dumt valg han havde lavet, var blevet til et godt valg. Det var tydeligt i hans ansigt, at han var vred, men at vreden ikke var peget i retning af hende. Han tog en dyb indånding. Han havde en del ar, fået efter den dag, for mange år siden, men det var ikke noget han følte for at hun skulle ende med at se. Velvidende hvad hendes barndom havde været.

Nianna fulgte ham med blikket, imens han fortsatte imod skindet. Havde han mon ikke hørt hendes spørgsmål? Hun trådte et par enkle skridt imod ham, usikker på hvad hun egentligt burde sige eller gøre, om hun overhovedet burde. Hun brummede svagt for sig selv og vendte blikket lidt væk, tydeligvis i vildrede med sig selv og konflikten imellem at føle hun burde stole på ham og samtidigt stikke af i en fart, men da han begyndte at forklare sig, vendte hun blikket en smule i hans retning. Hun rettede sig op og lagde armene let omkring sig selv, hun vidste ikke om hun ønskede svaret, men hun valgte alligevel at lade ham tale færdig først. Der var noget ved det han forklarede som besynderligt nok gav mening for hende, uden at kunne forklare hvorfor eller hvordan, havde hun igennem sit liv stødt på flere ting hvor en løsning altid havde været lige i nærheden, trods hun ikke anede hvorfor. Nianna havde vel egentligt bare følt hun var lidt af en naturtalent, når det kom til overlevelse?

Et ganske svagt smil, sneg sig omkring hendes læber. Hun forsøgte virkelig at undertrykke tanken om den manglende fortid, men i stedet se lyst på hvad han faktisk havde gjort for hende, hvis ellers det var sandt, og når hun tænkte over livet var der bare nogle episoder som var virkelig morsomme, men hun bemærkede ikke en glæde ved ham, da han vendte sig om, nærmere en vrede? Hun lagde undrende hovedet let på skrå, for hun var helt sikker på vreden ikke var rettet imod hende, hvorfor skulle den også være det? Usikkerheden i hende blev visket væk, idet han gav sig til at forklare om sit valg med at forlade hende. Hun trak vejret dybt, inden hun bevægede sig over imod ham, stadig med dirrende bevægelser. Fremmede mennesker var ikke hendes kop te, og slet ikke nogen som forsøgte at bilde hende sådanne ting ind, men da hun nåede over til ham, løftede hun en hånd imod hans kind. Ikke fordi hun var bange for ham, men usikker på hvordan han ville reagere. Til sidst lod hun dog sin lille hånd hvile imod hans kind, et forsigtigt smil lagde sig om hendes læber, hun kunne ikke fortælle ham hvad hun havde på hjertet, men hun kunne dele en følelse med ham, som forhåbentligt ville lette hans vrede imod sig selv: Hendes tilgivelse. 

Vreden der sad i ham og var rettet mod sig selv. Han kunne fornemme hvordan han kom over i nogle minder han ikke skulle være i, og hans dybe vejrtrækninger hjalp med at holde ham inden for en stand hvor han ikke tyede til vold. Mauritz havde intet imod at give et slag, eller værre. Men han kunne stadig godt finde på at tye til andre måder at torturere sig selv på. Selvom han havde rigeligt, minder med det. Han kiggede på hende, fulgte med i hvordan hun begyndt at komme nærmere. Han havde mest af alt lyst til at advare hende mod at komme hen til ham, når hans hjerne først var i det humør. Han havde stadig kontrol over evnen, men det var ikke lige altid at det var det rigtige minde der kom over hans følelse. Og inden det var at han rent faktisk havde chancen for at give sin advarsel over hvad han ville, kunne han mærke den bløde lille hånd der var på hans kind. Han havde decideret stået og kigget på hende, men han havde været helt væk i sine egne tanker, til rent faktisk at se noget.

Mauritz holdt tilbage, for ikke at sende sine minder i fuld retning mod hende. Han kunne mærke følelsen af tilgivelse, der kom, fra hendes hånd mod hans kind. Det hjalp med at køle ham det sidste ned. ”Takker.” Lød det fra ham. Han kiggede hende i øjnene. Han ventede på tiden var ramt, og lod et enkelt minde ryge til hende. Mindet han selv havde, hvor han fandt hende, og medfølelsen. Han kiggede på hende. ”Fra da du blev fundet.” Lød det roligt og selvkontrolleret fra Mauritz. Han kiggede interesseret på hende, ikke med øjne der ville æde hende, men med øjne der var observerende og tænkende. ”Du har en af tankernes gaver.” Lød det fra Mauritz. Hans blik var på hende. Tankernes gave var noget hans farfar havde kaldt det, men han havde aldrig forstået det selv.

Den måde hvorpå hans blik, havde hvilet på hende, havde virket så fjernt, som om det blot var en reaktion og ikke en egentlig opmærksom rettet imod hende, men det stoppede hende ikke fra at ligge hånden på hans kind. Hun trak vejret helt dybt, for at få sig selv beroliget, for hun vidste ikke hvordan han evne virkede, om det var igennem kontakt som hendes egen eller om han kunne gøre det på afstand, for hun var endnu ikke sikker på at hun turde kende sin fortid. Hvis nu hun fandt ud af noget frygteligt, hvis det ville knuse hendes liv og forestilling som det var nu, men da han takkede hende, blødte hun lidt op og sendte ham et stort smil. Endelig var hans blik nærværende igen, som hun stod ganske tæt på den høje mand og nær studerede hans ansigt. Hun kunne ikke genkalde sig et eneste minde om nogensinde at have set ham før, uanset hvor meget hun anstrengte sig.

Da hun fik et minde af sig selv som 5 årig, trak hun tøvende hånden til sig og lod blikket glide ned på hendes håndflade, der havde rørt hans kind. Hun kunne se sig selv, men det føltes ikke som hendes egne følelser, for den lille pige hun kunne se lå i vandkanten af floden, var både afkræftet og tydeligt oprørt, men hvorfor? Det måtte være hans minde, så havde han altså talt sandt? Hun løftede et forvirret blik op imod ham. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, for hun var bange for at vide hvad der var sket dengang, men inden hun kunne forme et eneste ord, kom Mauritz hende i forvejen. Hun gjorde et lille nik, det hjalp hende når ordene ikke var med hende, men hun vidste det var en evne man skulle være varsom med. "Jeg... Jeg er bange..." Hendes stemme var blot en spinkel hvisken, for hun var skrækslagen for hvad hendes minder ville efterlade hende med, måske det var godt hun ikke kendte til sin fortid? Hun knugede let sine hænder tæt sammen, inden hun vendte sig lidt væk fra ham, i krig med sig selv om hvad hun skulle gøre, hvis hun da fik et valg. 

Mauritz kiggede på Nianna. Han studerede hendes reaktion. Han vidste ikke hvordan han selv ville have det at få et minde på den måde som han havde givet hende. Det var en anden følelse når han tog minderne fra en person. Ligesom magten han følte, når han gav folk minder de ikke havde bedt om, eller når han havde taget minder fra dem, og efterladt dem som om de ikke var noget. Han havde brugt sine kræfter til noget ondt nogle få gange, men det havde været folk der havde fortjent det. Han kiggede på hende, som hendes hånd forsvandt fra hans kind. Han kiggede på hende, hun havde ikke just bedt om at få mindet. Det var også en måde for Mauritz at dele sine følelser på. Han kunne dog ikke bare sende sine følelser, han skulle sende minderne som der havde følelserne. Hvilket irriterede ham. Han hørte hvor spinkel hendes stemme var blevet, som hun forklarede at hun var blevet bange. Han kunne se hvordan hun vendte sig væk fra ham. Han tog en dyb indånding inden det var at han rykkede sig på sin mere bestemte måde.

Mauritz trak sig hen og stillede sig ind foran Nianna. Han satte sig ned på det ene knæ foran hende, og kiggede op på hende. Hans ansigt viste ikke nogen tegn på angst eller fortrydelse for hvad han havde givet hende. ”Dine minder, giver jeg ikke til dig, medmindre du selv vælger at vil have dem. Men, jeg bliver nød til at advare dig først.” Mauritz stemme var gået hen til at blive den bestemte stemme han havde haft i starten. Det var sjældent han følte fortrydelse. Han trak vejret dybt og forsøgte at få øjenkontakt med hende. ”Dine minder fra dengang, er ikke hvad der definerer dig, den dag i dag. Jeg valgte, at fjerne dine minder, fordi de ville ødelægge dig indefra. Og du er nået så langt, uden dem.” Lød det fra ham. Om det var en hjælp i hvad han havde sat hende i at hun skulle vælge, vidste han ikke. Men det var en klog ting at vide inden det var hun tog beslutningen.

For en stund stod hun helt sikkert, og så frem for sig, da hun mærkede at han kom hen foran hende. Hendes blik faldt ned på ham, som han satte sig ned på knæ. Hun bed sig usikkert i læben, for hvad han dog ville sige eller gøre, men da han først begyndte at tale lyttede hun opmærksomt til hans ord, for at kunne følge med i dem. Hun gjorde et lille eftertænksomt nik til hans ord, men tvivlen nagede stadig i hendes bryst, og da han fortsatte gav det hende ikke lige frem megen ro i sindet. Hun lukkede øjne for en stund, mens hun forsøgte at klare sine tanker, inden hun åbnede dem og fandt hans blik. "Har jeg en familie...?" Der var et svagt håb at spore i hendes stemme, for hun havde set med egne øjne den sidste tid hvor rart det kunne være med nogen man holdt af i sit liv, og hvis hun nu havde noget familie, måtte det da være det hele værd at kunne opsøge dem. 

Ensomheden havde aldrig gjort hende noget, for hun vidste ikke hvad det var hun måtte undvære, men det havde hun lært nu og savnet til det ukendte havde da sneget sig ind på hende nogle enkle gange, men hun vidste ikke om det var nok til hun ønskede at kende sin fortid. Hvis nu den var så frygtelig, var den så værd at huske? Hun bed sig selv i underlæben mens hun betragtede ham, som ønskede hun at han gav hende et klart svar på hvad hun skulle gøre. "Var det min skyld, alt det end skete?" spurgte hun forsigtigt, tydeligvis bange for svaret. 

Havde Mauritz vidst bedre, ville han have sat et gæt på at hun rent faktisk var nervøs. Han kunne ikke finde ud af om hun var det eller ej, men han havde hendes minder klar til at besvare, de spørgsmål hun end skulle have. Og det første spørgsmål der kom, var ikke ligefrem det han havde ventet. Han end ikke overvejede at lyve for hende, med det svar han ville komme med. Men, han ville heller ikke lade hende få hele sandheden af det svar han havde til hende. ”Du havde, en familie.” Han kiggede på hende, med trykket havde for at sætte en pointe på at hun ikke havde en levende mere. Ikke en af blod han kende til i hvert fald. ”Men, du har sikkert, fået en ny.” Lød det efterfølgende fra ham. Mauritz rykkede sin hånd op greb hendes hånd. Han lod et let klem komme på hendes hånd inden hans fingre gled forbi hendes og væk fra hendes hånd. Han lod sig selv blive på knæet, og lod det andet knæ komme ned, så han sad på knæ foran hende. For at fjerne truslen der sikkert kunne virke omkring ham.

Mauritz dybe vejrtrækning ventede på hvad der ville komme, og hendes forsigtige spørgsmål, fik ham til at ryste roligt og sikkert på hovedet. ”Hvad der skete, med din blodfamilie, er IKKE, din skyld.” Mauritz blik var roligt, og han fik nærmest et mat blik i øjnene, som han lod minderne blive sorteret. Sat i en anderledes rækkefølge, med de ældste minder fra hende, være først, til nyeste, til sidst. ”Men en ting jeg kan sige er. Din familie elskede dig.” Han lød selvsikker i hans ord. Selvom han ikke havde kendt hendes familie, kunne han ud fra minderne sige, at der i hvert fald var kærlighed i deres familie.

For blot en kort stund, så hendes ansigt ud til at lysne op, indtil hun fik vendt ordet havde et par gange i hovedet. En slukøret mine lagde sig over hendes ansigt, da det gik op for hende det betød de ikke længere levende, og frygten for hun bar skylden kun voksede, sidende hun stadig levende. Det var lige før hun havde overhørt hans ord, men hun tvang sig selv til at være opmærksom, lytte til hvad han havde at fortælle. Et svagt smil trak let i hendes ene mundvige, hun havde det sidste år mødt nogle enkle som var kommet til at betyde noget for hende, nogen hun følte hun havde et form for bånd til. Hun gjorde et lille forsigtigt nik, for selvom de aldrig ville blive biologisk familie, var de tilsyneladende alt hun nogensinde ville kunne få. En tårer samlede sig i hendes øjenkroge, selvom hun forsøgte at holde dem tilbage, det var ikke tiden for at begynde at græde, hun måtte finde flere spørgsmål hun kunne stille ham, så hun kunne finde ud af om hun ønskede sine minder eller ej.

Hun mærkede et klem om hendes hånd, og sænkede blikket imod den. Smilet trak lidt tydeligere i hendes mundvige, som han strøg sin finger over hendes. For hende var det en omsorgsfuld gestus, lille men dog ikke ubetydelig. Hvis manden virkelig var, hvem han gav sig ud for at være, var han jo den som burde kende hende bedst, men han virkede stadig så fremmede for hende. Forsigtigt gav hun hans hånd et lille klem tilbage i forsøget på at udstråle styrke, trods den hårde sandhed.

En sten faldt fra hendes hjerte, den havde ikke nået at vokse sig stor, men alligevel tung nok til at det havde gjort ondt. Tanken om at være den skyldige var frygtelig, og han gjorde det hurtigt klart for hende, at hun ikke bar skylden i, hvad end der var sket hende familie. I stedet talte han om kærlighed, og masser af det. Hun ville ønske hun kunne huske den del, huske kærligheden i sin familie. "Kan jeg se min familie... Før de..." Hendes stemme knækkede over i forsøget på at få ordene over læberne, og fik hende til at se væk for ikke at komme til at græde.