Natten ville have virket mørk, hvis ikke det havde været for den næsten skyfrie himmel. Månens skær kunne tydeligt ses længere ude på vandet, samt den lette lyd der kom fra bølgerne der ramte ind mod strandens kant, lavede en beroligende lyd. Trætoppene havde en sagte hylen fra vinden der ramte dem, og kombineret med vandet var der næsten en naturlig melodi man kunne hente bare på at sidde og lytte. Bålet der var en meter foran ham, knitrede stille og roligt, næsten i takt med trætoppene og bølgerne. Mauritz lignede langt fra en der var træt, han sov når han var træt, men han var van til få timers søvn. Han kiggede på den nyeste form for legetøj han havde skaffet sig, efter en tur han havde til piraternes lille hyggelige tur. Han sad og beundrede det flotte håndværk og hvor blødt det var i hans hænder. Det havde været de mange dages rejse værd at få fat på dette, og bestemt, hvis det kunne sælges videre senere når han var blevet træt af at spille på det. Han havde for vane at købe noget, som folk normalt ikke gad have, bruge det, for derefter at være i stand til at sælge det. Han tabte aldrig penge, han lod dem som regelvis selv prøve at sætte en pris, og så tog han bare og forhandlede. Han var dygtig til at holde tingene rene og nye, og gik også selv en smule op i at holde det pænt, selvom han godt selv kunne minde om en vagabond på nogle punkter.

Mauritz sad stille og roligt og lyttede til hvordan den naturlige melodi gik, sad og observerede den og prøvede at finde ud af hvornår de stødte sammen alle tre, mens han bare sad med fløjten oppe, klar til når hans punkt kom ind. Han fandt punktet han ledte efter, og satte den første finger for, og begynde at puste i den, mens han brugte næsen til at tage nogle hurtige og korte dybe vejrtrækninger, så han kunne spille. Han lavede en melodi, ikke at det lød dumt, for han kunne godt lide at høre musik. Mauritz kunne også godt lide at spille musik selv, selvom han ikke altid var den bedste på visse instrumenter, så havde han altid været god til fløjter. Han lyttede til hvordan han fik melodien til at følge naturens, og han sad og holde sit fokus, på at få dem til at følges. Det var ikke fordi det var en hurtig melodi han spillede, den var stille og rolig. Kontrolleret mens han spillede melodien hvortil en sang om kvindedans havde kunne passe ind. Musikken var et af hans minder, fra hans barndom. Det var noget hans farfar og ham havde gjort. Hans farfar havde lært ham at spille på fløjte, for at sørge for at han fik trænet sin koncentration til at kunne kæmpe med sværd da han var lille.

Mauritz der aldrig havde brudt sig om sværd da han var lille, kunne sagtens kæmpe med et, men han foretrak at kæmpe på andre måder hvis det endelig galt. Han stoppede melodien, som han kunne føle der var noget der ændrede sig i måden han var på. Han var som sådan ikke bange for dyrene der var på denne side af Krystallandet, men han vakte nysgerrighed nok til at fjerne fløjten fra hans læber, og stille og roligt pakke den sammen i hans taske. Skindet han sad på, var blødere end jorden, og der var også plads til at man kunne ligge to på det, hvis man endelig lå tæt. Han havde købt det i samme by som fløjten var købt i, da hans gamle skind var gået i stykker. Det havde også overlevet en del år, hvor det havde været brugt flittigt. Mauritz drejede hovedet, mens han lyttede til om der var nogle, han kunne ikke høre nogle, men valgte alligevel at stole på sin intuition. ”Hvad søger du, rejsende?” Hans stemme var langt fra blid, den var dyb og den var bestemt. Han gad sjældent at snakke med mennesker, og havde opbygget en naturlig måde at skræmme dem væk på. Han kunne på nogle punkter være ret kvindeglad, men om han var på dette tidspunkt, kunne han ikke helt bestemme sig endnu. Han drejede hovedet tilbage, så han kunne se bålet, mens han sad og lyttede efter om der ville komme en form for et svar, eller om han var gået helt galt i byen og rent faktisk sad alene ved bålet, omgivet af sit eget selskab.

Efter en længere mission endelig var afsluttet, var Nyssa en anelse træt og alligevel ikke. Det var længe siden hun faktisk havde gået en tur i den kølige brise. Det for Nyssa unormalt, da hun ikke havde behov for at gå rundt til steder, medmindre hun havde været der før. Så kunne altid teleportere sig. 

Nyssa var iført en sort silke lignede kjole, med hvid- gråligt ulveskind ovre sine skuldre. Nyssa havde denne gang begrænset sig. Hun havde derfor ingen blod for på sig, selv om Nyssa nogle gange elskede næsten at bade i andres blod. Det var bare varmt på en anden måde end vand, tykkere end vand. Imens Nyssa gik langs bredden til Azursøen hørte hun knitre fra et bål. Nyssa blev en anelse nysgerrig hvem der ville befinde sig her ude og var denne alene. Måske hun faktisk kunne få lidt sjov her en sen aften. Især hvis vedkommende var alene og hun kunne håndtere denne.

Denne var en mand, ikke en hun havde stødt på før. En vågen mand, hun smilede lumsk for sig selv som han talte ud i mørket. Nyssa overvejede sit trak inden hun svarede ”Lidt varme, hvis jeg må?” svarede hun roligt. Nyssa valgte at starte roligt, uden at afslører for meget om hendes sande natur. En mand der var så agtsom kunne muligvis hurtigt blive for påpasselig. De blev altid så kedelige. Det var langt sjovere at gøre med et større overraskelsesmoment. Hun komme tættere på og trådte ind i ildens lys. Han ville hun kunne se hende bedre og hun ham. Nyssa afventede med at sætte sig foran ilden, imens hun afventede hans svar. Nyssa studerede ham, han lignede ingen dæmon, mere et menneske. Hun smilede indvendig, nogle mennesker kunne smage sødt, hun tænkte på hvordan han kunne smage, når han nu ikke var helt så ung.

Mauritz kunne godt fornemme der var en skikkelse ude i siden af hans øjenkrog. Han slog dovent blikket hen på personen der var og kiggede interessant kortvarigt på hende. Hendes kjole der godt kunne minde om silke og det hvide og grålige ulveskind der hang hen over hendes skuldre. Han løftede kort øjenbrynet som han lod hånden søge i sin taske. Han rettede blikket kortvarigt mod hende endnu en gang. ”Selvfølgelig må du det. Vi er ude under åben himmel.” Lød det fra Mauritz med hans stemme. Den var mere rolig denne gang, som han lod blikket skifte tilbage til at kigge ud over vandet. Hun så relativ ung ud, men det kunne sagtens have været et spil for øje. Han trak fløjten ud fra hans taske endnu en gang. Inden han bragte den op for læberne, og stille gav et pust i det.

Han rettede blikket, ikke sikker på hvordan hun ville reagere hvis han bare satte sig til at spille på fløjten. ”Jeg håber ikke du har noget imod, at jeg spiller på min fløjte.” Lød det fra Mauritz. Ikke særlig meget som et spørgsmål, men mere som en forhåbning. Han lod blikket rette sig ud mod vandet, som han løftede fløjten op. Han ledte efter sit punkt og begynde stille og roligt at puste i fløjten. Han lod melodierne selv finde sig selv som han begynde at lade sin melodi, følge lydene der var i naturen. Han følte hvordan han kom tilbage til at være sin indre beroligede selv. Han holde øje med hende, mens det var at han spillede på fløjten, for at se hvordan hun var på, og for at studere hende lidt nærmere.

Nyssa nikkede blot. Manden virkede mindre på vagt, som han svarede hende. Imens hun studerede ham, fandt han noget i sin taske, hun holdt øje med hans bevægelser og til sin lettelse var det bare en fløjte. Hun kunne aldrig vide, hvad fremmede ville finde på. Selv når de bare lige havde mødt hinanden. 

Den flabede Nyssa valgte at gå rundt om bålet imod ham og satte sig ved siden af ham på hans skind. Hun holdt ansigtet roligt og måske en anelse køligt. Alene fordi hun ville se hvilken type person han var.
Nyssa hev kort i mundvigen, som han ville til at spille på den fløjte han havde fundet frem. Det lød ikke som hun havde en mulighed for at takke nej. Nyssa havde aldrig rigtig interesseret sig for musik. Hellere aldrig rigtig hørt det. Musik var da okay. Hun sad derfor roligt, uden at kommentarer på det. Nyssa så ind i ilden og begyndte at tænke på hvordan det ville være at skubbe ham ind i det og se ham brænde. Hans skrig, ingen ville høre, hans hud der ville mørkere og næsten sort – for derefter at se huden falde af. Se ham falde til jorden. Se hans øjne der ville ebbe ud. Det var Nyssas højdepunkt at se livet forlade en andens øjne, det var der hun så sandheden af en anden. Om vedkommende var en kryster, kæmper eller kujon.

Efter han vil være stoppet med at spille på sin fløjte, ville hun spørger ”Hvad bringer til at tilbringe natten her?” det undrede Nyssa. Især uden hest, uden hvad det så ud til at være den store oppakning. Måske han var en omstrejfer det blot ikke ejede meget. Det ville passe Nyssa at han var det, for så havde han ingen tætte realtioner, ingen som ville savne ham.

Som han spillede på fløjten, kunne han følge hende. Da hun gik rundt om bålet og ende med at sætte sig ved siden af ham på hans skin. Mauritz kiggede ikke decideret på hende, men lod øjnene tydeligt følge hende for at lade hende vide, at han holde øje. Han var også ret tydelig med at når han først havde sat sig noget i hovedet, så gjorde han det. Der skulle andre folk ikke stoppe ham. Han havde en mild lille bonus med at kunne være provokerende over for folk, men ikke nok til at der var nogle der havde tævet ham på grund af det. Han havde ikke engang en fjern anelse af hvad hun tænkte, selvom hun virkede som en rolig person, vidste Mauritz sikkert at det ikke var alle man kunne stole på.

Da han havde spillet sin sang færdig, studerede han hvordan den var designet. Det havde han gjort meget da han havde hentet den, men dens flotte udformning og måden den var bygget på, havde givet ham en interesse. Han hørte hvad det var hun spurgte om. Mauritz kunne have valgt at lyve over for hende, men han brød sig ikke om at lyve. At sige han var på vej hjem var forkert, han havde som sådan ikke noget hjem, ud over hvor han sov for natten. ”Den daglige påmindelse om natur og hvor ødelæggende befolkningen er.” Svarede han bare, det var sandt. Han kunne godt lide at være påmindet om naturen, men det mindede ham også om hvor ødelæggende befolkningen på denne ø var. Det var ikke alle, men han stemplede heller ikke alle for at være det. Men de fik lov til at vide det på hver deres måde.

Han kiggede på hende med en interesse, inden han greb tasken og lagde fløjten ned, og kastede tasken hen i sandet. Inden for rækkevidde. ”Hvad bringer dig så til denne interessante nat på en strand?” Spurgte Mauritz. Han var ikke sønderligt interesseret i hendes svar, men han lyttede alligevel. Samlede på minderne der var i hans hoved, mens han kunne mærke smerten han var blevet van til at opleve til hverdag. Han prøvede at læse hende, normalt ville det ikke have været let at læse og regne intentionen ud, men det var det ikke med hende her, hun gjorde det svært for ham, og han kunne ikke lide hvorfor. Han var ikke bange for hende, han var nysgerrig på at finde ud af hvad det var hun gemte af hemmeligheder, som hun sikkert ikke ville have, han skulle vide.

Manden var bestemt vagtsom, da hun sagtens kunne se at han flugte hende med blikket. Det generede nemlig ikke Nyssa at være tæt på en fremmed. Faktisk ville hun allerhelst være tæt på andre, uanset deres grænser. Det ville nemlig give hende muligheden for at røre dem. Nyssa foretrak at røre andre, så hun kunne modtage deres følelser og lure hvem de var, så hun kunne bedømme hendes næste trak. 

Nyssa forstod ikke hans interesse i denne fløjte, faktisk kede det hende blot – at han brugte tid på at se på den. Kunne en fløjte vitterlig være så spændende? Kort spekulerede hun på, hvor sjovt det kunne være at tage den og smide ind i ilden. Nyssa forestillede sig, at hun efterfølgende ville se en meget vred mand, men ikke desto mindre ville det være sjovt.

Hun nikkede, så han boede ikke fast nogen steder. Det var dog ikke en anelse anderledes vending han havde benyttet, end hun var vant til at høre. ”Så skal befolkningen blot mindre” svarede hun roligt. Nyssa gjorde da sin del, for at mindske befolkningen, om det så var det han havde i tankerne, var usandsynligt.

”At en aften gåtur ville være godt, efter en længere arbejdsdag” svarede hun roligt. Det var ikke usandt, hun undlod blot at nævne at det indebær at slå en anden ihjel. Nyssa lænede bagud, med vilje ville hendes hånd ramme ham, for at finde frem til hans følelser. For ham ville handlingen virke uskyldig og endda som et uheld. Nyssa sagde dog ikke noget, hun lod som ingen, som hånden atter ramte jorden og fik lænet sig tilbage for at nyde ildens varme.

Mauritz vagtsomhed var noget der var bygget på flere års provokation af folk, og for at bruge sin evne mod nogle. Han havde i årenes løb fået sig nogle fjender, og han havde også fået nogle der var blevet ræd for ham. Selvom han ikke så ud af meget, var han bestemt en kæmper. Han rettede sit blik ud over vandet, mens han slappede af. Tankerne fastholdende på et mindet fra dengang han blev tortureret. Hvorfor han holde fast på det minde, kunne han ikke rigtigt sige, men det var den han altid havde holdt fast på.

Mauritz var meget glad for musik, han kunne ikke forklare hvorfor. Den korte følelse af glæde blev hurtigt fjernet, som den konstante smerte han var van til, havde fundet sin plads. Han kunne have et andet minde som det han gik til, men når han havde et minde fremme der ikke var hans, så gjorde det mere ondt at komme tilbage til sit normale minde.

Mauritz rykkede sit blik tilbage til hende. Han vidste stadig ikke hvad hun hed, men han var i bund og grund også ret ligeglad med det. Han nikkede til hvad hun sagde. Mennesker havde en tendens med at ødelægge ting, og på den måde ruinere naturen. ”Eller i det mindste, bøde for hvad de gør ved naturen.” Svarede han, med en rolig og afbalanceret tone.

Han lyttede til hvad det var hun sagde, med at det var en aften gåtur efter en længere arbejdsdag. Det skulle hun også have lov til. Han kunne mærke hvordan hendes hånd ramte ham, sikkert ved et uheld, men han overvejede lidt om han skulle lade sin normale spøg ryge over. ”En gåtur er også godt. – Og hvis det er, kan du bare tage fat i min arm.” Sagde han bare. Det var tydeligt i hans stemme det var et forsøg på at være sjov. Han kunne mærke alle sine ar på kroppen, hvor de sad og hvor dybe de havde været. Men det var noget han var blevet van til.

Nyssa trak på skulderne, som han svarede hende. En bøde kunne vel også betales med livet. Hun spekulerede på om han holdt sine lyster tilbage, som hun gjorde. Sætningen kunne forstås på to måder. En voldelig måde og en mere fredelig. ”Noget specielt i tankerne?” spurgte hun roligt, for at finde frem til hvor han hørte til. 

Af den korte berøring kunne hun mærke, en større smerte ikke meget andet end det – bare smerte. Han så ikke ud til at være smerte rent kropslig. Der måtte have sket noget med ham, siden det var så vedtagende. Nyssa smilede indvendig, hun fandt det morsomt at han var i smerte. Nyssa så kort vurderende på om disse smerter kunne forværres af lidt tortur. Det kunne de stor set altid, men det kunne bestemt være sjovt, at se ham sprælle som en lille krabbe der ikke kunne vende sig om. 

Nyssa løftede sin øjenbryn, som han sagde, at hun var velkommen til at røre ham. Hvor var han underlig tænkte Nyssa. Ingen havde aldrig så direkte bedt hende om at røre nogen. ”Så vil du måske lune mig i kulden?” svarede hun lettere flabet og en anelse flirtende tilbage. Nyssa havde ikke tænkt sig at berører ham endnu, selvom hun stadig var nysgerrig på hans følelser. Hun ville ikke vække mistanke. Den evne skulle foreviget være skjult for andre.

Mauritz lod sit blik følge hende kort, da hun trak på skuldrene.  Hans hoved blev let tiltet på side, som han hørte hendes spørgsmål og tænkte kort over det. For ham var det lige meget med at folk døde, eller om de var i live. Han kunne nok godt nævne nogle navne på folk der godt kunne forsvinde, uden at han ville stille spørgsmål. ”Det kommer an på personerne. Jeg tror godt, man kan nævne navne på nogle der godt kunne forsvinde, men også andre, der bare skulle tvinges til at reparere det, de har haft ødelagt.” Svarede han, før han lod sit blik prøve at ramme hendes.

Mauritz lod sit blik studere hende, han var ikke helt sikker på om han skulle være utryg ved manglen på ikke at kunne læse hende, men det ville heller ikke kræve mere end nogle sekunders nærkontakt, så kunne han så også hive hendes minder ned. Men, hun havde endnu ikke givet ham nogle grunde til rent faktisk at skulle gøre det, endnu.

Hans øjenbryn løftedes da han hørte hendes svar. Han var ikke sikker på om han skulle forstå det som et spørgsmål, eller om hun rent faktisk ville have ham til at varme hende lidt op i kulden. Mauritz mente ikke det var så koldt, det kunne have været værre end det var. Det der nok ramte ham mest, var den flirtende tone der var kommet, kombineret med at hun egentlig var en smule flabet. Han lod kortvarigt, et drillende smil finde frem til hans læber, inden han lænede sig i retning af hende, og lod armene gribe rundt om hende. Mauritz trak hende tættere, og faktisk helt op på hans skød at sidde, før han lod kappen blive trukket rundt om hende. ”Tænker du som på den her måde?” Spurgte han bare, inden han gav hende et drillende prik på maven, med hænderne inde under kappen.

Nyssa så ind i flammerne, mens han svarede. Hun fnøs kort – alle havde vel deres ondskaber de kunne undvære. ”Ja så” svarede hun blot, en anelse eftertænksomt. Nyssa vidste at hvis han en morder ville han allerede have haft slået dem ihjel. Ganske vist kunne han da stadig være farlig, men en større dræber lød han ikke til være.

Nyssa slog hurtigt sit blik væk fra flammerne, som han lage sine arme omkring hendes spinkle krop. Hun lod ham gøre det. Nyssa forstod først hvad han lavede efter hans svar. Nyssa trak på smilebåndet, som det blev tydeligt for hende at han ikke forstod sarkasme, interessant tænkte hun. Efter nogle få øjeblikke vendte hans smerte tilbage til hende. Det var så slemt endnu, men det var tydeligt for hende at han havde kæmpet med nogle større dæmoner. ”Ja, meget bedre” sagde hun med et drilendt smil. Det forsvandt, som hun mærkede hans fingre i hendes mave. I et kort øjeblik fik det hende tilbage til dengang hun tilbragte natten med Zane og hans underlige lyst til slå hendes mave. ”Hvad skulle det til for?” spurgte hun med hovedet lidt på skrå, imens hun så ind i hans øjne.

Hans blik røg ind i flammerne, og han fulgte kort flammehavet fra ilden. En kort følelse af tilfredshed rullede over ham, som han havde hende til at sidde på sit skød. Mauritz lod sit minde skifte i hovedet, og hans smerte forsvandt. En række af forskellige minder rodede igennem hans krop, som han søgte efter et specifikt minde han havde opsamlet engang. Han hørte hende svare at det var bedre, og han stoppede i sin søgen, mens han tænkte over noget at kunne sige. ”Godt.” Svarede han med en tilfreds brummen, selvom den manglede følelse. Han fortsatte med at søge sit minde bibliotek igennem. Han røg forbi et minde han havde taget fra en morder, og den korte følelse af et tilfreds mord røg igennem, inden mindet det blev smidt væk igen. Han hørte hende spørge hvad det skulle til for. Og Mauritz kiggede på hende, som om han ikke helt vidste hvad det betød. ”Det må du være lidt mere præcis med. Hvad skulle hvad til for?” Spurgte han. Han fandt mindet han søgte. Følelsen af at blive varmet op. Han lukkede kort sine øjne, som han kunne se mindet for sig. Det var på denne strand han havde taget mindet fra en mand, om første gang han havde hygget sig med sin kommende kone. Inden de var gået væk fra hinanden. De havde siddet på denne måde i starten.

Mauritz kunne mærke hvordan mindet havde sin egen effekt på hans krop. Inden han sad og sorterede i minderne. Han kiggede på hende, kiggede hende direkte ind i øjnene. Inden han lod mindet ryge tilbage til torturen han havde været udsat for. Han havde lige troet at hun var kvinden fra sit minde, men det var hun ikke. ”Mauritz Dimorro.” Lød det kort fra Mauritz. For at give sig selv en forklaring af hvem han var, til hende. Og nu havde hun hans navn.

Imens de sad der kunne hun føle en tilfredsstillende følelse snige sig ind på hende. Nyssa smilede indvendig han nød vel at have hende så tæt på. Typisk mænd tænkte hun, for det var bestemt ikke alle der truer at tage en kvinde så tæt, så hurtigt. Så hvis det var, kunne hun nemt som ingenting dræbe ham lige her, lige nu. 

Hun undlod dog, da hans følelser brat ændrede sig til kølig moderisk følelse. Nyssa kunne ikke få følelsen til at hænge sammen med, det han tidligere havde sagt. For hvis han vitterlig var en moderisk satan ville han ingen djævle have. Det ville i hvert fald ikke give mening.

Nyssa rynkede et bryn, var han dum? ”At du skulle prikke mig – har du allerede glemt det?” spurgte hun en anelse anklagende. Det irriterede hende faktisk, hun hade når andre var langsomme i deres opfattelser. Kort tid efter fik en følelse af varme og ro, alle tidligere smerter følelser forsvandt. Nyssa fandt det meget interessant, han måtte kunne noget. Spørgsmålet var hvad. Det kunne endda kunne forklare hans fraværende øjne og mønster, trods at det irriterede hende.

Nyssa så tilbage i hans øjne, imens varmen imellem dem bredte sig. Hun prøvede at vurderer hvad han var og hvad han kunne. Måske hun skulle torturerer ham for at finde svar, eller spørge sarkastisk eftersom han ikke forstod det. Som varmen var genopstået, var følelsen lige så hurtig væk igen og tilbage til smerterne. ”Nyssa Takács” svarede hun kortfattet tilbage. ”Hvad er du?” spurgte hun efterfølgende, måske en anelse direkte. Hun var ligeglad, skulle han begynde på noget, ville hun hurtigt teleportere en kniv og den ville hurtigt bore sig ind i hans mave.

De mange følelser der havde gennemgået ham, havde efterhånden ikke nogen virkning på Mauritz ham selv. Han kunne mærke dem, men det var ikke længere en form for hungrende trang som det havde været de første mange gange han havde været minderne igennem. Hvilket efterhånden var blevet til en befrielse. De eneste minder han ikke kunne dæmpe for, det var hans egne minder.

Han tiltede sit hoved en smule, som hun rynkede på sit bryn. Han troede egentlig at hun havde ment noget andet, men det kunne han vel bare have sagt. ”Jeg har ikke ligefrem glemt det. Troede bare du mente noget andet. Men hvis du har det på den måde med at blive prikket. Skal jeg nok lade vær.” Lød det fra Mauritz. Han lod i stedet for den prikkende finger blive til en flad hånd mod hendes mave. Han holdt hånden sammen, ikke i en knytnæve, men som en flad hånd der holdt mod hendes mave. Det var i det mindste ikke en prikkende finger, så han håbede på at hun kunne blive tilfreds med hvad det var, han valgte at gøre i stedet for.

Mauritz kiggede på hende, hans øjne kiggede hende direkte tilbage. Hans blik ændrede sig ikke, han end ikke undersøgte hendes krop eller havde nogen visninger til at hans øjne ville søge ned. Hvis han virkelig ville se nogen på en anden måde, var han direkte og gjorde det bare. Han kunne altid tage hvad der ville ske bag efter. Han hørte hende sige sit navn, og nikkede. Og hendes spørgsmål efterfølgende, fik et kækt smil frem på hans læber, selvom det hurtigt forsvandt. ”Den korrekte term for hvad jeg er. Det ville nok være menneske.” Hans stemme havde en kort undertone af at være flabet, for at give hende lidt tilbage fra tidligere. ”Hvad er du?” Spurgte han tilbage. Han var ikke van til at høre det spørgsmål, men han kunne godt stille spørgsmålet tilbage.

Nyssa rynkede yderligere bryn, hvis dette var hende overhovedet muligt, som han nu placeret en flad hånd på hendes mave. Nyssa kunne ikke helt lure, hvorfor han gjorde det. Det eneste han ville mærke, var en lettere muskuløs mave, hvis han mærkede efter på den. Hun sukkede kort, for det var næsten ligegyldigt hvad hun sagde. Så forstod han ikke hentydningen. Det irriterede hende en anelse, men ikke nok endnu til at stikke en kniv i ham. Selvom det kunne være ganske sjovt når han sad her helt ubeskyttet.

Den konstante smerte følelse fra ham, genere hende ikke. Nyssa elskede at andre led. Faktisk syntes hun kun det var morsomt at en mand kunne have så ondt hele tiden. Et smil blev dannet på hendes læber, som han afslørede han var et menneske. De var dog altid så skrøbelige, så forudsigelige. Normalt, ham her var atypisk, forstod ikke sarkasme eller personlige grænse. ”Jeg er en dæmon” svarede hun med et lettere flabet smil. Hun løftede sin hånd, satte sin pegefingre under hans hage og forsatte ”Nu bliver du vel ikke bange for mig?” Nyssa så ham ind i øjne, som hun spurgte. Mange især mennesker var nervøse omkring dæmoner, med rette. Denne mand burde frygte hende, hun kunne være dødelige. 

Mauritz studerede hendes bryn der rynkede. Han løftede sit eget bryn op som en respons på hendes. Det kunne være hun ikke havde kunne lide at have folk til at røre hendes mave, men det havde nok været nemmere for hende, rent faktisk at sige det. Mauritz foretrak at folk de var direkte overfor ham, og nogle former for sarkasme kunne han godt se, men han valgte decideret at ignorerer dem. Han kunne godt forklare hvorfor, men det havde også krævet at hun ville spørge omkring det. Han fandt det ikke sjovt selv at sige det, for han vidste nogle mennesker bare gav op på det, til hans morsomhed.

Mauritz lod sit bryn falde på plads, som han kiggede på hendes smil. Han studerede hendes læber, som hun åbnede munden, hørte hende sige ordene, samtidig med at han læste dem fra hendes læber. Han lod ikke engang en overraskelse komme ham på syne. Han følte heller ikke ligefrem frygt, af at få at vide hun var en dæmon. Han kunne mærke følelsen af morsomhed, og interesse lægge vægt på ham, som smerten forsvandt. Han havde ikke nogen grund til at være bange for en dæmon, han havde mødt dem før. ”Set i forhold til nogle ville blive herre bange, så nej. Egentlig ikke.” Lød det fra ham. Hans hånd på hendes mave, bevægede sig roligt op og ned på hendes mave. ”Til gengæld, så har du fået åbnet op for min nysgerrighed.” Lød det fra ham. Hans hoved blev tiltet en smule sidelæns. Hans hånd på hendes mave forblev ved med at bevæge sig, mens han studerede hendes reaktion.

Nyssa gad ikke bruge tid, på at finde ud af hvorfor folk var som de var. Irriterede de hende nok, ville hun dræbe dem, torturer dem eller bare få dem til at bløde lidt.

Imens han svarede hende, mærkede hun en følelse af morskab – Nyssa undre sig over, hvorfor han fandt det morsomt. Mon han havde nogle bestemte planer med hende, som hun med ham. Nyssa blev blot mere skeptisk som han begyndte at ae hendes mave. Faktisk var han nået til det punkt han var nok irriterende til hun ville gøre skade imod ham. ”Ja så?” sagde hun roligt, en anelse køligt. Nyssa ville ikke til at fremskaffe en kniv, ikke endnu. Hun vidste stadig ikke hvilke evner han besad eller hvor stærk han var. Nyssa var en lille kvinde og det vidste hun. Nyssa tog derfor lettere hårdt i hans håndled, hvorefter hun sagde ”Stop det der” Nyssa brød sig ikke om at blive nusset, ikke der. Generelt så irriterede hun ham lige nu, derfor blev hun også en anelse kort for hovedet. Det betød at hvis manden ikke tog sig lidt sammen, ville hun fremskaffe en kniv.

Mauritz studerede Nyssa, nok lidt mere intenst end han burde gøre. Han prøvede at finde ud af hvad det var, der skabte sådan en interesse for ham, men han kunne ikke sætte et punkt på det. Han hørte hendes svar. Det var roligt, en smule køligt. Nok til at Mauritz følte det fald et par grader mentalt. Han havde endnu ikke mødt en Dæmon, der havde gjort som de havde truet med. Så han var slet ikke bekymret for hvad hun havde i tankerne at gøre med ham. ”Den sidste dæmon jeg snakkede med, stak af. På grund af en lille ting, jeg kan gøre.” Lød det fra ham. Hans bekymring omkring at hun var en dæmon, var nærmest nul. Det var åbenbart ikke alle der kunne lide at få sendt minder der ikke tilhørte dem, i hovedet på dem. Mauritz studerede hende nærmere. Han kunne føle en hånd der greb fat i hans håndled, og klemmet der var på hans håndled. Det gjorde ondt, men det skabte også en anden respons. ”Javel ja.” Svarede Mauritz bare. Ikke flabet, men en smule drillende. Hun havde siddet længe nok tid til ham, til at han rent faktisk kunne gøre hvad han fik lyst til nu. Han tog mindet han havde kigget på tidligere, og lod det blive sendt til hende, som han delte mindet med hende, af hele seancen. Både mindet, og klemmet hun lavede, fik nogle følelser til at bruge op i ham. Han kunne godt lide den friske smerte.

Det blev tydeligt for Nyssa at hendes ord ramte ham, da hans varme følelser blev en anelse mere kølige. Hun var ganske tilfreds med sig selv, at hun kunne påvirke ham. Nyssa fnøs kort, og følte en vis skuffelse på sin artsfælles vegne, at denne havde løbet væk fra ham. Det lå normalt ikke i en dæmons natur. Nyssa bemærkede godt at han studerende hende, og måske også lige rigeligt. Hun var dog ligeglad, han kunne kigge så meget han ville. Det ændrede ikke på, at han var dybt irriterende.

”Tak” svarede hun roligt. Den kommentar forstod han da. Han var nok en af dem, der skulle have det så direkte som muligt. Nyssa var kun lige ved at rejse sig som et minde blev afspillet i hendes hoved. En mand og kvinde, siddende på præcis samme måde som de, men manden var varm, han var ophidset og gik i gang med at behage kvinden. Nyssa hævede et øjenbryn. Dette måtte være hans evne, men hvad betød det konkret. Nyssa med det morderiske gen hun havde, teleporterede en kniv frem, som hun satte for hans hals ”Hvilke numre prøver du, at lave her?” spurgte hun køligt ”Jeg mener helt præcist, hvad plantede du i mit hoved?” hendes øjne var sammenknebne og alligevel blev hun siddende. Nyssa var parat til at bore den ind, hvis han forsøgte på noget, men først og fremmest ville hun vide hvad han havde gjort.

Han stoppede med at studere hende. Han havde fundet ud af rigeligt omkring hende til at vide at han nok ikke skulle gå sit fuldstændige provokerende humør på hende. Han sank noget spyt, mens han hørte hvordan hun takkede ham. Han blinkede et par gange, inden han forsøgte at danne øjenkontakt med hende. Han holdt øje med hende kort, nok til at opdage kniven der pludselig var kommet til hendes hånd, næsten ud af ingenting. Og der gik ikke lang tid, før han kunne mærke knivens æg mod hans hals. Han fik et smil på sine læber, som han langsomt regnede hende ud. Han hørte hendes kølige spørgsmål. Han kunne sagtens plante flere minder i hendes hoved, men han kunne også fjerne de minder der ville betyde noget for hende, eller dem hun satte sig til at tænke på. ”Jeg ville ikke kalde det plante. Men, det var et minde du fik. Hvad du vælger at gøre med mindet, er op til dig.” Mauritz kiggede på hende. Han overvejede at fjerne kniven, men han ville ikke risikere at lade hendes hurtighed komme på forkøbet og skære hans hals af. ”Jeg kan både tage, kopiere og give minder. Hvilket var det jeg gjorde med ham jeg mødte. Jeg kan bedre lide dig som dæmon dog.” Mauritz kiggede på hende. Ærlighed var i hans stemme. Han havde ikke oplevet nogle reagere sådan på et minde. Sidste gang var dæmonen stukket af, men det havde også været et helt andet minde han havde givet ham. Hans stemme kunne sagtens være kølig, som han efterhånden havde gjort. Han prøvede at kigge hende i øjnene. Overvejende, om han skulle bede hende om at fjerne kniven. ”Jeg har dog sjovere minder, end det jeg sende til dig.” Lød det fra Mauritz. Han havde også minder fra den anden side.

Nyssa så på ham, vurderende. Hun holdt hånden roligt mod hans hals. Det rørte kun lige hans sårbare hud, åh menneske var bare så sårbare. Hun grinte næsten ved tanken om at skære halsen op og lade hans blod flyde udover hende. Der var ikke meget bedre i denne verden.

Et minde, det gav mening. Nyssas øjne kneb sig sammen som han fortalte at han også kunne tage. Der var visse minder der ikke skulle deles, hun valgte derfor ikke at tænke på dem – for det kunne svække De sorte dæmoner. ”Interessant” svarede hun en anelse køligt. Nyssa kunne føle hans ærlighed, men nu havde han også en kniv for struben – alt andet ville være dumt af ham. Nyssa så ham i øjne i noget tid før hun igen snakkede ”Vær varsom med at tage eller kopier mine” advarede hun roligt, men alvorligt. Hvorefter hun trak kniven til sig og lod den forsvinde. Nyssa teleportere den tilbage på sin plads. Fandt hun ud af, at han havde taget et minde, som han ikke skulle ville hun forsøge at tage hans liv.

”Det afhænger om jeg finder det sjovt” svarede hun mere drillende. Nyssa skiftede utroligt hurtigt, fra at være fare truende til normal Nyssa. Lige nu var der ingen fare på færre, men evnen var bestemt praktisk. Især ved de rette personer. Nyssa spekulerede kort på hvor praktisk det kunne være for at få informationer fra folk. Nyssa nød nu også at torturere til hun fik svaret, så svaret fik hun altid, spørgsmålet var blot vejen. Hun ville nok i bund grund ikke undvære drabene og torturen.