Der var gået godt 10 dage, siden Sawyer havde modtaget et brev hjemme i smedjegården. Hans evner var ønsket på Isengården, for at gå alle hestenes hove og sko igennem. At have med de adelige at gøre, havde i mange år ikke været noget han brød sig om, hans fader var kendt i de kredse for sine evner som våbensmed, og han havde selv lært præcis den kunst det var at kunne fremstille de bedste våben. Han havde gjort et lille nik til budbringeren, han kunne ride i forvejen og informere dem om at han accepterede jobbet, forhåbentligt var der gået så mange år siden han sidst var kommet i de kredse, at navnet Carulirus var blevet glemt.

Da budbringeren var draget afsted, havde han gået ned til folden, for at se på de to prægtige hingste. Der var ikke brug for Zions styrke, i stedet var der brug for Kaisa' hurtighed og udholdenhed så han kunne komme hurtigt derned, og hurtigt hjem igen. I sadeltasken, kunne han let havde det med som var nødvendigt, uden at belaste den gyldne hingst for meget. "Håber du er klar på en lang rejse.." lød det roligt fra ham, inden han lukkede Kaisa ud fra folden. Hingsten kendte godt vejen op til smedjen, hvor seletøj og sadel befandt sig, der ventede han tålmodigt på Sawyer, som fodrede Zion af. Han måtte forbi den unge dreng i byen, og informere ham om at han skulle se efter Zion, imens han var væk.

Han pakkede et par ekstra stykker tøj, mest skjorte og løse bukser i den ene side af sadeltasken, og de enkle andre fornødenheden han kunne få brug for på rejsen, han ville gøre holdt på de kroer han mødte undervejs, hvor Kaisa kunne blive set efter og plejet så han ville kunne holde til hele rejsen. I den anden side havde han lagt de værktøjer der blev nødvendige, og forskellige sko, han let kunne omforme hvis ikke de passede. Han med en lille skind med krystaller i tasken, inden han sad op på Kaisa. Medanien ville være betydelig varmere på dette tidspunkt, hvorfor han besluttede sig for kun at rejse afsted i den hvide skjorte, der selvom den var løs stadig sad tæt på hans krop over hans bryst, de løse sorte bukser og hans sorte læder støvler. Han satte Kaisa igang, inden de gjorde holdt, da hun fandt knægten, de udvekslede blot et blik, inden han gav Kaisa et godt klem med benene så han satte afsted igen.

9 dage senere, nåede de til Isenborg. Han havde fået vasket til tøj på den sidste kro de havde besøgt, samt fået vasket, trimmet og plejet sit udseende. Selvom han var smed og ofte beskidt, foretrak han altid at komme pæn og velsoigneret, for at give et godt indtryk. Hans blik gled stille rundt på slottet? de nærmede sig. 

Det sorte utrolig lange hår var stramt bundet op i en bred fletning. På denne måde var håret ikke i vejen for den nyligt navngivet arving af fyrstindetitlen, Astrid Signe Viktoria af Isenwald. Iklædt en hvid skjorte, et sort korset og en lang sort nederdel gik hun mod staldene. De havde en god håndfuld heste, som havde fået bestilt tid til smed hos Carulirus. Navnet sagde hende noget, men hun kunne bestemt ikke sætte fingeren på det. Hun indtrådte stalden, og blev mødt af hilsende vrinsk og brummen fra hestene. Alle hestene havde fået en masse hø og noget korn til at underholde sig på, eftersom hestene skulle stå inde det meste af dagen. På denne måde var hun sikker på at alle hestenes ben var tørre og ikke mudret, hun vidste nemlig at beslagsmeden ville komme inden for nogle timer, eftersom budbringeren havde meddelt at Carulirus ville tage af sted hurtigst muligt. Hun gik med sine spidse ridestøvler ned af staldgangen, og lod hendes hanskeklædte hånd hilse på samtlige muler, som stak ud fra boksenes tremmer. Hun stoppede ved boks hvorpå der stod 'Aladrios' Kriger'. I boksen var en koksgrå hingst. Som den stak hovedet ud gav hun den et lille smil. ”Hej Aladrios,” hilste hun med en rolig lav stemme, som hun forsigtigt lod sin hånd stryge hen over dens mule, som den åndede rolig ud.

Ud af det blå begyndte nogle af hestene at blive lidt urolige, så Astrid satte kursen ud foran stalden for at se hvad der foregik. Som hun kom ud i sollyset kunne hun se en gylden hest og en rytter komme ridende. Det måtte være ham eftersom han var blevet lukket ind af vagterne ved porten. Astrid gik derfor et par skridt nærmere, med sin ene hånd over den anden, for at afvente smeden. Som hun stoppede op nogle meter fra stalden, kunne man se hun stod rank, høj og elegant mens hun ventede på hans ankomst. Astrid havde selv valgt at hun ville være tilstede mens hestene blev skoet. Hun elskede at kigge med, men kunne på ingen måde selv drømme om at lave arbejdet. Det var hun for vigtig til. Desuden var det også sjældent at hun stod for klargøringen af hesten til når hun skulle ud og ride tur. Det havde hun tjenestefolk til. Det beskidte arbejde, med hesten ekskrementer og fodder, havde hun i den grad stalddrenge og piger til at udføre.


//Link til hår og link til påklædning//

Sawyer blev overrasket, ved synet af den unge kvinde som stod rank og stolt lidt fra stalden. Han havde ikke forventet andre end tjenestefolkene til at modtage ham, for selvom det var længe siden han havde begået sig socialt, vidste han at den unge kvinde ikke kunne høre til blandt tjenestefolk, hendes udstråling og den måde hun havde båret sig selv frem på. Der var ingen tvivl i hans sind om at den kvinde, måtte være Isenborgs arving, hende der havde sendt bud efter ham.

For en kort stund, blev han siddende med blikket hvilende på hende, inden han i en glidende bevægelse svang benet over ryggen på hingsten og trådte ned ved siden af ham. Han klappede ham let på halsen, inden han vendte sig imod kvinden med en rank holdning og den gjorde et let buk med den ene hånd på ryggen. "Deres Højhed, jeg forventede ikke så fin en velkomst.." Hans stemme var dyb, og trods det afmålte blik lå der en ro over hans krop, mens han betragtede hende. Han kunne sagtens høre de mange heste inde i stalden, og han vidste det ville tage det bedste af dagen, hvis ikke også morgendagen med, alt efter hvor mange af de sko han havde med der måtte tilpasses, og hvor grel det så ud med deres hove. 

En af stalddrengene kom ud, for at tage imod Kaisa, så han kunne få et tiltrængt hvil imens Sawyer passede sit arbejde. Han gjorde et lille nik til knægten, inden han trak sadeltasken af, for hele tiden at have sine ting ved sig, ikke at han forventede de ville stjæle fra ham, men lidt sund mistro skadede aldrig nogen, og desuden var han ivrig efter at komme igang, så han ikke behøvede ende i de helt store samtaler med nogen, men blot kunne fokusere på opgaven foran ham.

Manden steg ned fra sin hest, og Astrid var faktisk en anelse overrasket over hvor høj han var. Astrid var nemlig selv utrolig høj, men manden her måtte være omkring 10 centimeter højere end hende. Hendes blågrønne øjne fulgte hans bevægelser med et dømmende blik. ”Jeg havde brug for noget frisk luft, og tænkte jeg ville holde Dem med selskab,” kom det fra hendes hårde og royale stemme. Hun havde i den grad ændret sig siden hun var blevet arving – det var bare ikke noget hun selv ville indrømme.

Astrids øjne fangede hurtigt stalddrengen som tog imod hesten og førte den væk, så den kunne hvile. ”Er De parat til at starte med det samme?” spurgte hun hvorefter hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå mod stalden. Hun regnede med han var klar til sit arbejde, og egentligt bare ville i gang, så hun kunne lige så godt gå mod staldene. Da hun endnu en gang kom ind i stalden, blev hun ikke mødt af brummen men gumlen. De var godt tilfredse med deres hø, og havde ikke noget i mod at stå inde.

”Tag du en af hestene ud,” sagde hun til en af stalddrengene. Drengen havde blikket i jorden, og turde ikke kigge hende i øjnene. Da han fik sin ordre, skyndte han sig at gå hen til en af skimlerne for at trække den ud og stå. Hun beundrede din lyse pels, som for nyligt var blevet striglet. Pelsen skinnede sundt tilbage til hende. Hun lod den snuse til hendes flade hånd, før hun valgte at træde lidt væk fra hesten, så der var arbejdsplads til smeden.

Sawyer måtte tage sig selv i, ikke at hæve et øjenbryn over hendes blik og tone. Han vidste godt nogle af de adelige, kun så sig selv som værende vigtige, og noget sagde ham, at udfra hende væremåde måtte hun være en af dem, som enten altid havde været sådan, eller var blevet det bedst som de blev "vigtige" mennesker. Han lod dog tonen passere forbi uden at give noget udtryk for sine tanker, hans ansigt var blot henlagt med en vis ro. I stedet gjorde han blot et lille nik med hovedet, han havde foretrukket at arbejde uden en til at se ham over skulderen, men han ville ikke insistere på fred fra hende, da han nu engang måtte tænke på sit arbejde, et job som dette var der altid gode muligheder i, selvom man ofte måtte stå model til lidt mere end han brød sig om.

"Selvfølgelig, jeg forventede ikke andet.." svarede han roligt, inden han smed den tunge sadeltaske over skulderen, og fulgte efter hende til stalden. Hans blik gled rundt, som han betragtede de mange heste, han kunne ikke forestille sig at nogle af dem ville være i en dårlig forfatning, men han måtte alligevel være grundig med at tjekke samtlige hove igennem for alt hvad der måtte være at finde, inden han satte sko på dem. 

Han stod lidt i baggrunden og betragtede den skimmel, der blev trukket ud og bundet fast ude på gangen, det gav masser af plads at arbejde på, og sikrede ham den ikke ville smutte nogen steder. Hendes blik gled over Astrid, som hun stod med hånden ved dens mule. Først da hun trådte til siden valgte han at lægge sadeltasken ned, han åbnede den og trak i det kraftige læder forklæde, før han gik hen til hesten. Han strøg den let på halsen, inden han stoppede ved dens forben, og med et enkelt lille berøring fik den til at løfte benet op. Som han gik igang, glemte han alt om kvindens tilstedeværelse, men fordybede sig blot i sin egen grundighed. 

Som Astrid trak sig til side, så hun efter smedens bevægelser. Hun betragtede den måde han valgte at lægge sadeltasken inde for rækkevidde, således at han nemt kunne skifte mellem sine værktøjer. Hesten stod pænt stille, som de begge gik på hver deres side af hesten. Astrid gik dog bare rundt om den, for at stå over for smeden, og kunne se alt hvad han lavede ved hoven.

Hesten løftede med lethed sit ben op, og smeden fik placeret hoven mellem sine ben. Hun lagde mærke til at han greb fat i en hammer og noget der mindede om en mejsel, for at kunne åbne sømmene rundt om hoven op, så de ikke ødelagde hovvæggen. Det gik stærkt og uden problemer. Der blev skiftet værktøj ud med en større tang, som var i stand til at kunne hive skoen og sømmene ud. Med et hårdt og konstant ryk fra hovens yderste kant og ind mod midten, efterfulgt af et ryk magen til fra den inderste kant og ind mod midten blev sømmene hevet en del ud. Med hurtige små bevægelser kunne han få de fleste af gamle søm ud af skoens huller og til sidst hive de to sidste søm ud, ved at lade tangen gribe rundt om spidsen af skoen, og lave et ryk ind mod hestens mave. Den gamle og meget slidte sko var nu af.

”Det var Sawyer Carulirus ikke?” spurgte hun, og forventede enten at han ville give slip på benet eller kigge op på hende. ”Hvor længe har De skoet heste?” spurgte hun og aede hesten forsigtigt op bagparten, mens hun var opmærksom på at den havde set hende, og ikke fik et chok af hendes berøring.

Indeni kunne Sawyer godt mærke hendes tilstedeværelse, til trods for at hun hvert fald for nu, lod ham arbejde i fred og ro. Han var omhyggelig i sit arbejde med at få skoen af, uden at gøre nogen skade på hoven, og trods sin omhyggelighed, lå bevægelserne rutineret i hans hænder så han alligevel arbejdede hurtigt. Der gik ikke længe før han havde fået den første sko af, før han hørte hendes stemme bryde hans koncentration.

Han vidste han måtte være påpasselig med sin måde at svare på, så tog skoen i den ene hånd, slap hesten ben så den kunne få lov at hvile blot for en stund inden han rettede sig op, med hendes højde var det ikke sådan bare at kunne kigge op fra sit arbejde. "Jo det er rigtigt nok.." svarede han roligt, mens hans blik gled over hendes ansigt. Hun måtte ikke have meget at give sig til, hvis hun ville vente til dagen var omme, og dagslyset dermed var væk til at kunne arbejde videre i. "Jeg har arbejdets fast som smed de sidste godt 17 år.." Hans stemme var rolig, og omhyggelig med ikke at dele mere en højest nødvendigt fra sin fortid.

Han lagde den gamle sko, med sømmene til side, inden han bukkede sig ned uden yderligere ord, for at gøre sit arbejde færdig med hesten, der ventede fortsat mange forude, og han håbede virkelig de mange sko han havde med, ville passe godt, ellers var der ikke andet for, end at han måtte omforme nogle af dem, så de passede til den enkelte hest.
Han lod hånden glide ned omkring hesten forben, og greb let om koden, før den igen løftede sit ben, han placerede det mellem benene igen, før han atter genoptog sit arbejde, i håbet om der ikke ville komme mange flere forstyrrelser, for så måtte han arbejde mens han talte, trods det betød han ikke kunne holde blikket rettet på hende.

Astid dømte hver en bevægelse smeden fortog sig, selvom alt blev gjort med en elegance og en hvis hårdhed, som man blev nød til at have for at kunne lægge den rette kræft, på det rette tidspunkt, på det rigtige sted. Det var jo lige før hun syntes han var ekstremt dygtig. Men han var jo kun lige gået i gang, og derfor lod hun sig ikke overbevise endnu.

Da smeden rettede sig om, kunne hun mærke sig selv, rette sig en anelse mere op, eftersom hun havde været bukket lidt forover for at kigge med. Det var ikke tit mænd var højere end hende og hun kunne ikke rigtig finde ud af om hun brød sig mindre om smeden, fordi han var høj. Hun gav ham et split sekund af et minimalt smil, som han gav hende ret i at hun huskede hans navn rigtigt. 17 år var godt nok længe at være beslagsmed, men det lød på ham som om han også smede andre ting, og så kunne det måske give god mening i hvorfor han stadig kunne holde til at sko heste.

Astrid fulgte hans bevægelser, som han begyndte at forsætte med sit arbejde. Hun lagde mærke til hvordan han med en kniv skar rundt om strålen, i selve sålen og lidt i selve strålen. Med et svuptag blev der skiftet til en kniv magen til den han lige havde arbejdet med. Denne brugte han bare på den modsatte side af det han lige havde skåret. Med hurtige kontrollerede bevægelser fik han så fat i en bidetang som han trimmede hovvæggen på hesten, og på et øjeblik fik han skiftede til en rasp, og begyndte at file hoven til. Hesten var nu klar til at få en sko på. Den skulle selvfølgelig tjekkes på selve hoven, så han kunne finde ud af om den skulle rettes til, til hesten.

Astrid kunne sagtens få dagen til at gå. Hun regnede alligevel ikke med at skulle bruge hele dagen i stalden. Hun ville i hvert fald lige observere nogle hestes skoning, blot for at bedømme kvaliteten af hans arbejde. Hun skulle nok ind og male… Eller blive malet.  ”Smeder De andet end sko til heste,” spurgte hun som hun endnu en gang strøg hesten hen over bagparten.

Sawyer lod blikket vandre over hendes, som han havde rettet sig for at tale med hende. Bemærkede den svage antydning af et smil på hendes læber, omend det var forsvundet lige så hurtigt som det var dukket op. Han havde dog ikke gjort noget for at nævne det, eller bringe fokus på at kvinden der vågede over ham og hans arbejde som en høg, rent faktisk ikke blot var lavet af sten. Hele tiden var han påpasselig med sine bevægelser, for ikke at ende med at lade et af hans værktøjet smutte så den ville risikere at gøre skade på ham selv. 

Han slap dens hov, så den kunne stå og hvile for en stund, og han kunne studere om han havde fået taget rigeligt af de rette steder, inden han ville montere den nye sko på. Han rettede sig op og vendte blikket imod arvingen. Han gjorde et lille nik til hende ord, han pådrog sig enhver opgave han kunne finde, små som store, det eneste han blot holdt sig fra var våben. "Hvis De kan tænke det, kan jeg lave det, mere eller mindre.." svarede han helt roligt, inden han fandt en sko frem og gik tilbage til hesten. Han havde alt det fornødne indenfor rækkevidde nu, til at kunne gøre det første ben færdig, hvis ellers hun ville tillade ham sit arbejde.

Han svarede hende nærmest med det samme. ”Det lyder kreativt, Carulirus,” kommenterede hun så, som hendes blik studerede hans bevægelser. Det varede ikke længe før han havde fundet en sko frem og havde gjort sig klar til at sætte skoen på.

Skoen passede åbenbart perfekt, eftersom det kun varede et øjeblik før det første søm blev slået i. Og på et øjeblik var der slået fem søm i hoven. Og på et øjeblik fik smeden vendt sig om, klar til at klippe sømmene. Hestens ben hvilede oven på hans ene ben, som han hurtigt med en klippetang, fik trimmet sømmene. Et øjeblik efter fik han skiftet til et andet værktøj. Værktøjet brugte han til at bukke sømmene, så de virkede som modhager, så skoen ikke faldt af. Med rutineret bevægelser fik han fat i endnu en fil, som han brugte hen over sømmene, for a sikre at man ikke kunne rive sig på dem. Efterfølgende blev de pudset af, med noget der mindede om sandpapir, og til sidst pudset med lidt olie.

”Det ser godt ud,” kommenterede hun, som hun vendte sig væk og gik langs de andre bokse, ”Laver De også våben?” spurgte hun. Hun stoppede op ved en boks, og aede en mule, som kom til syne. Hun skævede efterfølgende hen til Sawyer for at se på ham mens han svarede.

Han trak let på smilet i den ene mundvige, som han løftede blikket op imod hende mens han kort stoppede med sit arbejde. "Det kan det være til tider.." svarede han roligt, for han havde lavet mange ting, selv en broche havde han forsøgt sig med, og hvis han selv skulle sige det, var det endt med et yderst tilfredsstillende resultat. 

Idet han blev færdig med det første ben, rettede han sig op for at se hvordan den stod på benet. Han måtte alligevel give hesten den havde stået fantastisk stille imens han havde arbejdet, hvis det fortsatte på denne måde kunne han måske være hurtigere færdig end beregnet. Han løftede blikket og for en stund tillod han sig at følge arvingen med blikket, som hun bevægede sig forbi hestene til en af dem stak mulen ud for at blive snakket med. 

Han blev lettere stram i ansigtet da hun spurgte ind til om han også lavede våben,. Han lod en hånd glide hen over nakken inden han blev enig med sig selv om at svare ærligt. "Nej, det er mange år siden der sidst blev smedet et våben derhjemme på gården.." svarede han roligt, men denne gang valgte han dog at blive stående og ikke blot kaste sig over den næste sko. Han bar heller ikke selv nogle våben, hverken når han rejste ud eller når han var derhjemme, omend der stadig hang sværd i hele smedjen som minde om familiens tradition.

Da smeden som ellers havde sagt han kunne lave alt hvis man kunne tænke sig til det, fortalte han ikke lavede våben længere, kunne man ane en lille irritation danne sig på hendes ansigt. Inden hun kiggede over på smeden igen sørgede hun dog for at irritationen var neutraliseret igen. ”Det var da ærgeligt,” startede hun, og fjernede sin hånd fra hestens mule og gik derefter mod hesten der havde fået en sko på. ”Og De tror ikke De ville kunne tage i mod en bestilling alligevel?” spurgte hun så med et hævet bryn. Hun kunne godt tænke sig sit eget personlige våben, lavet til at passe hende. Ikke at hun nogensinde ville skulle bruge det, men det ville alligevel være rart enten at bruge til pynt eller måske endda til at kunne forsvare sig med i tilfælde af indbrud på borgen.

Hun stod nu med en god afstand til hesten der lige havde fået en sko på, for hun regnede med han snart ville gå i gang med et bagben. ”De skal endelig ikke lade Dem stoppe af vores samtale,” kommanderede hun så og viftede lidt med sin ene hånd for at vise at han godt måtte komme i gang.

For en stund fulgte han arvingen med blikket. Han vidste ikke helt hvad han skulle tænke om hendes forespørgsel, for hvis ikke hun havde nogen våbentræning, hvorfor så ønske sig et. Han brummede lettere eftertænksomt, inden han tog blikket fra hende for at se på den hest der ventede på han kastede sig over det næste ben. "Der kommer ikke meget godt ud af våben og krig.." lød det eftertænksomt, det var tydeligt at se der var sket noget siden en tidligere oberst kunne være så stor en modstander af krig og våben nu. ¨

Han besluttede sig for at komme tilbage til arbejdet, samtidigt med at hun selv pointerede at han godt kunne arbejde videre mens de talte. Han brummede dybt som svar, inden han gik til hesten bagben, og påbegyndte sit arbejde forfra med stor omhyggelighed. "Må jeg spørge hvorfor De ønsker et våben?" Denne gang løftede han ikke hovedet for at svare hende, hun måtte acceptere at han ville videre med  arbejdet og derfor ikke fandt tid til at stoppe igen for at kigge op på hende. "Og er De overhovedet trænet i at håndtere et våben?" Han var godt klar over det måske kunne irritere hende med spørgsmålene, men hvis hun virkelig ønskede at han skulle lave et til hende, måtte hun også kunne tale for sin sag.

Astrid hævede begge sine bryn i en lille undren, dog forsvandt det hurtigt igen, eftersom interessen for hans forhistorie ikke var eksisterende. For hende betød det ingenting, hvor han kom fra, hvad han havde været ude for eller hvorfor han havde noget imod krig og våben. I en smule utålmodighed, førte hun vægten over på det ene ben, og en knyttet hånd på samme hofte.

Hun rømmede sig, inden hun skulle til at svare, men han fik hurtigt tilføjet endnu et spørgsmål. Det spørgsmål irriterede hende dog en anelse. ”Det kommer ikke til at være et våben jeg bruger dagligt, men i tilfælde af paladset bliver invaderet vil jeg kunne tage det i brug,” forsvarede hun sin sag. Det kunne også være at hvis hun havde sit eget personlige våben, at hun ville træne yderligere med det. Hun rømmede sig lidt igen for at svare han håndterings-spørgsmål. ”Jeg har den grundlæggende forståelse af hvordan man bruger våben,” svarede hun, en anelse spydigt. Hun brød sig ikke om at smeden tvivlede på hendes færdigheder, ”Og hvis jeg får et våben jeg ikke kender til, vil jeg selvfølgelig begynde at træne med det,” tilføjede hun. Hendes blik var blevet lidt mere hårdt. Han var begyndt at gå hende på nerverne.

Sawyer måtte virkelig anstrenge sig for ikke at komme til at grine, han vidste hvor upassende det ville være, og at han uden tvivl ville miste alle fremtidige job muligheder, men den måde hun forklarede sin sag, virkede irriteret på ham, morede overraskende meget den aldrende mand. Han forsøgte virkelig at koncentrere sig om sit arbejde, med at få den næste hov rettet ordenligt til. "Jeg ville nok anbefale at lade vagterne som er trænet til det, forsvare paladset.." svarede han så roligt han kunne, mens han lagde sidste hånd på hoven. Han rettede sig en smule op, og vendte blikket imod hende, synet der mødte ham havde passet godt til hendes stemmeføring, for hun lignede en der var lige så irriteret som hun havde lydt. 

Han gik over for at hente en ny sko til hesten, inden han vendte sig imod hende med et tænkende blik. "Og hvad våben havde De så tænkt ville være passende?" Hans stemme var helt rolig, idet han ikke lod sig påvirke af hendes humør, i stedet tjekkede han hvordan den næste sko passede på, han måtte varme den op og lave nogle enkle små justeringer, inden han kunne køle den af igen for at sætte den på. Det tog ham ikke lang tid hverken at varme den op, eller forme den. Hans evne var helt igennem formidabel når det kom til den slags.

Astrids overvågende blik blev en anelse mere hårdt. Lettere sammenbidt svarede hun så igen, ”De vil gøre dem selv en tjeneste, hvis de ikke belærer mig om min egen borg.” kom det lettere vrissent fra hende. ”Hvis en fjende når igennem vagterne, vil jeg gerne kunne forsvare mig selv,” uddybede hun så. Det var tydeligt for enhver, at hun ikke var tilfreds med at han prøvede at belære hende, om hvem der skulle forsvare paladset. Godt nok var hendes titel ny, og nærmest givet til hende på et sølvfad, men det betød ikke, at hun ikke havde noget mellem ørene. Hun vidste at nogen førhen havde nået igennem vagter og ind til højerestående folk. Ikke at det var sket under hendes mors styre, men det var sket et sted.

Astrid trak vejret dybt en enkelt gang, for at samle sig selv et øjeblik, mens han færdiggjorde hoven og rettede sig op. ”Lige det område, må de vel være eksperten, Carulirus,” påpegede hun. Hun ville generelt være tilfreds, så længe kvaliteten var i orden. Dolk, økse, sværd… Det hele kunne bruges. Om han også lavede buer og pile vidste hun ikke. Men selve pilens spids kunne hun i hvert fald godt forestille sig han kunne lave. Hun overvågede nu hans handlinger, med hver en bevægelse, som han stod med den varme sko og rettede den.

Et svagt smil trak sig hen over hans læber, som han stod med skoen og ventede på den kølede helt af, inden han skoede hesten med den sidste sko den manglede. Han havde godt hørt hendes kommentar, og den spidse tone var det som havde trukket et smil frem på hans læber, omend han gjorde alt i sin magt for at skjule det imens han arbejdede. Selvom det langt fra var første gang, han var i nærheden af adelige, overraskede det ham gang på gang hvor stor forskel der var på dem, og Astrid slog ham virkelig som en af dem med en guldske i bagdelen, den måtte gnave ganske forfærdeligt siden nogen kunne blive så bidske over småting, så han undlod ganske enkelt at komme ind på emnet, med farer for blot at tirre hende endnu mere end allerede gjort. 

Til sidst fik han dog smilet pillet af læberne, som han blev færdig med hestens hove, inden han rettede sig op med fronten imod hende. Et overvejende blik gled over hende, mens han tænkte hvad der ville være bedst, han kendte intet til hendes evner eller mangel på samme, skulle det være et sværd måtte han indregne vægten, så den ville passe til hendes styrke uden at gå på kompromis med sværdets styrke. En dolk kunne have sine fordele, da størrelsen var mere ideel men den betød også hun var mere afhængig af sine færdigheder i kamp, da det ville blive en modstander meget tættere på hende. Økse kunne han ikke ligefrem forestille sig en snerpet kvinde som hende med, det ville ikke gå godt til hendes udstråling. En bue måske, det ville bringe hende på afstand, så hun kunne fokusere mere på at lære våbnet at kende end egentligt at skulle slås med nogen. "En dolk, ville nok være at foretrække eller et let sværd smedet til dig.." svarede han blot afdæmpet med en let skuldertrækning, da han egentligt stadig ikke følte sig overbevist om hvor god en ide det ville være at lave til hende. Han var trods alt pensioneret våbensmed, hvis han først startede op for hendes skyld, kunne han risikere andre ville komme til.  

Astrid var tilfreds med at han holdt sin mund. I hvert fald for en stund. Hun valgte at bruge hans stilhed på at se dømmende på hans arbejde, mens hun med rolige bevægelser aede hesten, måske en anelse mere bestemte bevægelser. Hun mente ikke selv at hun havde ændret sig, efter hendes mor havde fået fyrstetitlen – men det havde hun i den grad. Førhen ville hun nærmest have krøllet sig sammen i et hjørne grundet indadvendthed og at være konfliktsky. Nu hvor hun havde fået magt-bestikket i hænderne var det dog en anden sag. Hver en kamp blevet nærmest taget op, for det var hende der havde kontrollen.

Der stod de så, som han blev færdig med hesten. Hun så over på staldknægten som var i gang med at strigle en hest. Hun overvejede hvor vidt hun skulle begyndte at kommandere på ungen, men valgte i stedet for selv at gå op til hestens front, binde den op og føre den til sin boks. Stalddrengen havde imidlertid fundet ud af at han skulle komme i sving, og havde smidt strigleren fra sig, for at trække en anden hest ud. Astrid vendte sig derefter mod smeden igen. ”En dolk siger de,” hun så lettere tænkende ud. Hun overvejede hvordan det ville se ud. Alt efter hvor stor den var, kunne hun måske have den med sig, op langs sit lår, så den var skjult. Hun ville dertil kunne paralysere sin fjende med sin evne og på den måde sikkert kunne bevæge sig helt op tæt på sin modstander, og stikke dem ned, ”Det lyder ret fornuftigt” hun så tilfreds ud. Dog smilte hun ikke – det var ikke noget hun gjorde. Hun stod og overvejede lidt hvor meget hun skulle kommentere på valget.

”Jeg tænker måske den kan være let, så jeg altid kan bære den på mig,” endte hun med, og så skiftevis på hesten, der nu stod bag ham, og til ham. Hesten var en rød hoppe. Den værste af slagsen. Hun var altid hidsig. ”Hun kan godt være lidt strid,” pointerede hun så, næsten samtidig med at den begyndte at skrabe sin hov mod jorden, i en bestemt og hård bevægelse. Astid syntes hoppen var herlig til tider, og valgte derfor at krydse sine arme ind foran sig, hvorefter hun med den ene hånd blidt gemte sin mund væk. Hestene fik hende til at slappe af og nyde livet der var til. I hvert fald når hun var ude og ride med sine tjenestepiger.

Med et let hævet øjenbryn, fulgte han den unge arving med blikket, som hun bandt hesten op og førte den til sin boks. Han havde vel egentligt forventet at hun ville smælde efter staldknægten, hun virkede som den type der ikke ville løfte en finger selv, nu hvor hun havde fået en title, men overraskende nok, førte hun selv hesten til sin boks, mens staldknægten fandt en rød hoppe frem i stedet og fik den bundet fast. Han var efterhånden vant til de værste krikker, og med sig havde han nogle enkle hjemmelavede godbidder der faldt i god jord hos nærmest alle heste han mødte. Han havde en oplevelse af, at hvis han forkælede dem lidt, var de oftere lidt sødere ved ham også. 

Han trak sin sadeltaske op fra gulvet, inden han fandt godbidderne frem deri, nogle han selv havde lavet med stor omhyggelighed. Han gik roligt op til hoppen, og lod en hånd stryge over hendes kæbeparti. Han brummede dæmpet til hende, med et afslappet smil om læberne. "Nu skal du være god, så er det hurtigt overstået, så får du et par godbidder mere bagefter.." lød det dæmpet fra ham, med en varme i stemmen den unge arving end ikke havde haft fornøjelsen af, og som regel virkede det altid, på selv de mest fyrige krikker. Han gav den et par enkle godbidder og stak de sidste par stykker i den dybe lomme i sit læderklæde. Heste var meget lettere at omgåes med, de var ikke onde som nogle mennesker kunne være det, og han havde et væsentligt bedre tag på de firbenede. 

Uden større besvær og modstand fra den røde hoppe, kom han igang med sit arbejde omend, han godt kunne mærke hun lod ham arbejde lidt mere for sagen, men det virkede ikke til at genere ham det mindste, tvært imod virkede han kun mere fokuseret, som han næsten overhørte hendes ord. "Ja, det kunne let laves til Dem..." brummede han pludselig, uden den varme tone, med blikket fæstnet imod sit arbejde med hoppens første hov. 

Astrid betragtede hvordan smeden begik sig om hesten. Hun beundrede det næsten. Hun hævede dog et øjenbryn da hun opdagede han gav hoppen godbidder. Hun var overbevist om at godbidderne ikke ville gøre en forskel. Hun lagde mærke til den tone han brugte til hesten, hvilket ikke ligefrem fik hendes øjenbryn til at falde. Sikke en forskelsbehandling. Nogle ville nok sammenligne Astrid med hoppen, men kun i smug og trygge rammer. De turde ikke møde Astrid, hvis hun fandt ud af det. Astrid tog sig tænkende om hagen, som han med lethed begyndte at sko hesten. Til tider trak hesten lidt i benet eller prøvede at få ham til at bære hele hendes vægt, men smeden tog det med lethed. Hesten fik plads til at lave de unoder den ville lave, og måtte stå, som den nu engang ville stå.

Endelig kom der et svar fra deres samtale, og Astrid valgte at læne sig op af den ene af boksene, mens hun lagde armene over kors. ”Så vi har en aftale?” hun prøvede at få en lille opsamling fra ham. Selvfølgelig skulle han koncentrere sig om det arbejde han havde gang i lige nu. Det kunne måske også tænkes at Astrid snart skulle videre i sin agenda, inden der blev serveret det næste måltid.