Oppe fra oven skinnede nogle af de sidste solstråler ned igennem træernes kroner og kastede lyset på jorden. Der var altid så fredfyldt i skoven, alt her ude var nærmest uberørt. Mellem de flere tusinde træer, var der dog alligevel en lille lejer slået op, egentlig var det mere et lille bål og nogle stykker pels der var blevet lagt ud på jorden som på en eller anden måde, sikkert fungerede som en seng. Et lille stykke væk fra lejeren gik der en hest og spiste lidt af hvad den kunne finde på skovbunden som den kunne finde. Et lille stykke fra lejeren kunne man se en mand, der så ældre ud end folk der måske burde holde en "skovtur". Hans ansigt var fyldt af ar, hvilket var et tydeligt tegn på han havde set meget krig og været med i en del kampe, dog var ansigtet ikke det eneste sted han havde ar, faktisk var hele hans krop fyldt med en masse af dem, grundet tiden som slave, gangene han var endt i slagsmål med en eller anden idiot på en kro, men ikke havde gjort modstand, ak ja, sikke et liv. Den mørke skjorte sad løst som han stod og arbejde med en hjort han tidligere havde nedlagt. Det var i hvert fald rigeligt af mad, men der var ikke nogen grund til at lave det hele, men på samme tid, så var der også langt til den nærmeste by, så kødet ville sikkert endnu med at rødne før han kom frem og så ville der ikke være penge i det længere. 

Kniven lod han uhæmmet glide over hjortens pels, ned igennem huden og begyndte at flå den, så han havde mulighed for at komme ind til kødet. Hans blik rettede sig mod hans hest "Går du længere væk end det der... " kom det fra ham før hesten prustede og kastede lidt med hovedet "Bevares..." sagde han og grinede let for sig selv inden han vendte tilbage til at klargøre hjorten, så han kunne lave mad.

Lianna kom gående gennem skoven. Det var nu 2 dage siden, hun havde forladt gården og sin familie, for at drage ud og finde ud af, hvad der var sket med Alf, hendes ældste bror. Hun havde fulgt et spor, fra hvor jægergruppen havde udpeget som værende det sidste sted de så Alf, og dybt ind i skoven. Hun vidste ikke længere, præcis i hvilken retning hun gik, men sporet af knækkede grene og sporadiske fodspor ledte hende denne vej. Om det var Alfs, måtte tiden vise.

Hun hørte svagt en stemme lidt længere fremme, og stoppede op. Det var ikke Alf, så meget kunne hun høre. Hun stod lidt og overvejede sit næste træk, mens hun kiggede i retning af lyden. Hun kunne svagt fornemme konturen af en hest, og duften af røg ramte svagt hendes næsebor. Hun besluttede at gå tættere på, og da hun kom lidt længere frem, kunne hun se bålet, og at der lå nogle skind på jorden. Hun gik langsomt tættere på, og fik nu øje på manden, der stod med ryggen til hende. Hun kunne se at han stod og skar i noget kød, og hun mærkede sulten gnave. Ganske vidst havde hun et forråd med at lidt brød, nogle rodfrugter og kiks, men tanken om friskfanget, stegt kød var virkelig vidunderlig.

Matthew var fuldkommen opslugt i sit arbejde, for han ville sørge for, at pelsen ville kunne sælges for så mange penge som muligt, bare så han måske havde endnu en undskyldning til at besøge Vlevius eller måske skulle han se om han selv kunne bruge det til noget? Der var sikkert en pels eller to af hans egne der sikkert kunne tåle at blive skiftet ud, men det måtte han se på, når en gang pelsen var blevet ordnet. Hesten begyndte at pruste igen og begyndte at gå lidt rundt og over mod nogle af træerne, et stykke fra Matthew. Han vendte sig og så efter hesten og så den stå overfor en skikkelse. Han lå kniven fra sig og tørrede blodet fra hans hænder af i de i forvejen ret blodige, mørke bukser han bar, samt tørrede ansigtet lidt i det ene ærme ”Ehm… Jeg undskylder for hestens opførsel… Den er lidt sin egen herre” sagde han med et undskyldende smil på læberne.

De orange øjne var rettet imod skikkelsen et stykke fra ham ”Jeg går ud fra at lugten af røg lokkede dig hertil?” spurgte han, endnu med et smil på læberne. Han forsøgte vidt muligt ikke at virke faretruende, på trods af han var smurt ind i blod, men personen havde i det mindste mulighed for at se hjorten han var ved at partere og gøre klar.

Lianna kom tættere på, men da hesten begyndte at gå hen mod hende, stoppede hun op og lod den komme hen til hende. Hun havde stor erfaring med dyr hjemme fra gården, hvor hun havde hjulpet til med hestene og de andre dyr siden hun kunne gå, og hendes erfaring sagde hende, at det var bedre at lade dyret komme til hende, snuse til hende og se at hun ikke var farlig, frem for bare at fortsætte med at gå og risikere at skræmme dyret eller få det til at føle sig truet. Da hesten kom helt hen til hende, rakte hun langsomt og forsigtigt hånden ud mod den, og lagde den forsigtigt mod hestens mule. Efter at have stået sådan et par sekunder, hørte hun at manden talte til hende, så hun sænkede hånden igen fra hestens mule og så over på manden.
”Det gør skam ingenting, jeg er vant til at omgås dyr.”
Hun blev stående hvor hun stod, men så stadig på manden, og da hun spurgte om det var lugten af røg der havde lokket hende til, nikkede hun med et smil.
”Ja, altså jeg fulgte et spor som ledte denne vej, så det var nok mere et tilfælde at jeg lige kom forbi din lejr. Men røgen lokkede mig tættere på.”

Hun var usikker på, hvor meget hun skulle fortælle om sin færd. På den ene side, kunne det være denne mand havde set Alf, eller noget der kunne lede hende på sporet af, hvad der var sket, men omvendt kunne hun også risikere, at han måske havde noget med Alfs forsvinden at gøre, og i så fald kunne finde på at lede hende på vildspor. Han virkede nu dog ikke fjendtligsindet umiddelbart, så hun tog en chance.
"Jeg kan se, du er ved at partere en hjort, så jeg vil ikke forstyrre unødigt, men må jeg have lov at sætte mig lidt ved dit bål et øjeblik?”

Matthew så hvordan kvinden håndterede hesten og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det var yderst sjældent at han havde set hesten være interesseret i andre end græs og blade. Han nikkede en enkelt gang som hun fortalte hun var vandt til at omgås dyr ”Gætter mig til du bor, eller har boet på en gård eller noget lignende?” sagde han næsten spørgende som han så på hesten inden den let prustede. Han rettede blikket mod kvinden igen, da hun atter talte. Det var sikkert sporene fra hesten hun havde fundet, eller var der andre i skoven som han skulle være opmærksom på? Det måtte tiden vel vise? Han trak svagt på skuldrene ”Velkommen til i så fald” sagde han og lod en mild kluklatter undslippe ham.

Matthew så over mod hjorten og nikkede let ”Det gør ikke spor, jeg er efterhånden så rutineret i det. Selvfølgelig” svarede han og rakte armen ud mod bålet og gik tilbage til hjorten som han fortsatte med at partere den. Fra tid til anden så han både mod kvinden, men også mod hesten for at være sikker på den ikke stak af. Igen rettede han blikket mod kvinden ”Har du behov for noget at drikke? Lidt at spise? Jeg har begge dele hvis det er” sagde han med et skævt smil på læber. Det var ikke fordi han ville presse på, han var bare ret venlig af en dæmon at være.


// Beklager de 100 års ventetid <3 //

Lianna nikkede, da han spurgte til om hun havde boet på en gård, og smilede. ”Var det så tydeligt?” Sagde hun, og slog en lille latter op, inden hun gik hen og satte sig ved bålet. Hun vendte igen sin opmærksomhed på manden, og fortsatte så. ”Ja, jeg er vokset op på en gård i en lille landsby, et par dagsrejser nord for skoven her. Jeg har været med til at passe dyrene siden jeg kunne gå, og har altid haft en forkærlighed for heste.” Hun så over på hesten, og beundrede kortvarigt dyret, inden manden igen talte, og hendes opmærksomhed atter blev draget mod ham. ”Mange tak.”

Da manden vendte sin opmærksomhed mod hjorten igen, trak hun benene op foran sig, så hun sad med armene omkring dem og hovedet hvilende på knæene, mens hun så ind i bålet og bed sig i læben. Tanken om gården havde fået hende til at tænke på Alf igen, og hendes tanker kredsede nu om de sidste dage og om hun havde overset noget, eller fulgt et forkert spor. De andre mænd han havde været på jagt med, havde jo sagt han forsvandt i skoven dagen før de rejste hjem igen, men ingen af de spor hun havde fulgt i skoven havde indtil videre ledt til noget brugbart.
Hun hørte svagt manden tale igen, og blev revet ud af sin tankerække, idet hun vendte sin opmærksomhed på ham igen. Mad? Jo, hun var nu lidt sulten, og hun havde endnu ikke haft særligt meget held med at jage, så hendes lager af brød, grøntsager og frugt i tasken var efterhånden svundet godt ind. Hun nikkede derfor af mandens tilbud, og svarede smilende. ”Jo tak, det vil jeg da meget gerne, hvis du kan undvære lidt.”
Gad vide, hvor længe han egentlig havde været i skoven? Måske han havde set eller hørt noget, der kunne have med Alf at gøre. Lianna rømmede sig, og så på manden igen. ”Hvor længe har du været her i skoven?”

Let trak Matthew på skuldrene og gengældte hendes milde latter ” Nej, det var bare et skud i tågen” sagde han med et blidt smil på læberne. Dog måtte han indrømme at han var imponeret over at hun kunne komme til hans hest. Den havde altid været lidt sin egen herre, så dette var bestemt en stor ting. Let nikkede han til hendes ord ” Skønt at høre at børn endnu har pligter og hjælper til” sagde han med et smil på læben. Sådan var det også dengang han selv var barn, trods det var flere hundrede år siden. Det kunne nok også være at han som dæmon måske var blevet sat til andre ting end hvad et menneske ville, men det havde han ikke så meget forstand på.

Matthew så på hende som hun satte sig med benene foran sig og lå armene omkring. Det virkede som om der var et eller andet der plagede hende, men han ville ikke spørge ind til det, det var noget hun selv måtte bringe på bordet, hvis det da i så fald blev aktuelt. Et smil kom frem på hans læber som hun nævnte at hun godt kunne spise lidt ”Jeg kan næppe spise det hele alene, så du skal være mere end velkommen” sagde han med et smil. Der var mere end rigeligt mad, så i værste fald ville der være til et par dage, men det var også begrænset hvor spændende sådan et sammenkog blev ved med at være. Let trak Matthew på skuldrene ”Jeg har egentlig ikke tid på det, jeg vil skyde på nogle dage. Hvad med dig?” spurgte han og sørgede for at kødet blev skåret ud som de stod og talte, så der ikke kom til at gå for længe, før der ville være mad.