De crystal blå øjne hviler rundt om søen, hun sidder så hun har et godt blik over hele søen, med det meste af skoven og mindre bjerge bag hendes ryg. Hun hæver hovedet lidt op, imens hun fornemmer hvordan vandet engang imellem kommer med små bølger som rammer hendes ben. Det kridhvide hår bevæger sig lidt i vinden, imens hun lukker øjnene et øjeblik, for at få styr på hvad der er meget vejret. Det lidt som det trækker op, men det er som om vandet aldrig falder fra skyerne. Hun kunne hive vand fra skyerne, men intet regn, de varslede om intet regn selvom skyerne så noget så tunge ud med regn. Hun kommer med en svag hummen, som hun åbner øjnene igen, som skinner svagt efter hun har prikket lidt til naturen med hvad den tænker sker lige nu. 

Der var fredfyldt i dette øjeblik, fuglende sang i hvert fald stadig, men de kunne stoppe hvert øjeblik det skulle være. Hun var kun lige dækket med klæder, hun havde ikke pengene til alt det fancy tøj som dækkede alt, hun havde nærmest bare stof, som kun lige dækkede det som det faktisk skulle. Hun havde en kappe tilbage i hulen, men som hun sad bare og nød vandet, så følte hun ikke for at sidde med en kappe. Vandet hvirvlede op ad hendes ben, tydeligt kærtegn fra vandet som hun havde det helt fint med. Hun kigger ned på vandet, inden det begynder at bevæge sig under hendes blik. Der kommer små vand bobler op fra vandet, som bliver i luften omkring hende. Hun lukker øjnene et øjeblik, som hun hiver nogle vand bobler fra skyerne, forundret over de endnu ikke har givet efter for alt det vand de gemmer på. Det yderste ved hendes øjenfarve lyser en mere stærk havblå farve, imens det i hendes øjne som er crystal blå nærmest et øjeblik ligner hvid i den dybe kontrast. Det hele falder til jorden, så snart hun kan høre fuglene stopper med at synge. Imens hendes øjne begynder at lede efter personen, eller dyret som har fået dem til at stoppe.

At sige Alvilde var stedkendt ville være en overdrivelse. Udover hendes hjemsted ved Nordlandet, var det meget få steder hun kendte bedre end hvad man kunne gennemskue på et kort. Hun kunne generelle retninger og veje, men næppe mere end det. Og selv der, var det efterhånden mange år siden hun havde bevæget sig rundt i den her del af landet. 
Dog besluttede man ikke selv hvor man endte nogle gange, og en længere jagt havde fået Alvilde på afveje. Dyret hun fulgte - en ung men skadet hjort der haltede bagved flokken, og dens flokken havde bevæget sig længere og længere imod nordøst, og til sidst var det endt i et område hun mente hed Flodlandet. 

Men hun havde tabt sporet af flokken. For nogle timer siden havde en mindre byge raslet ind over området, og med den, havde den slettet alle fysiske spor eller lugte der kunne være. Alvilde havde søgt efter noget at samle op på, men måtte bandene konstatere at det ikke var en mulighed lige nu. Og det var her Jarko kom ind i billedet. 
Den brune jagtfalk der fulgte hende, fløj nu ned på hendes hånd. Dens ordrer var simple - find hjordeflokken igen, og indtil da, ville hun rekognoscere lidt i dette område, måske tage sig et bad, ordne lidt forskelligt nu hvor hun alligevel bare skulle vente. Og det var så hvad der ledte hende til Azursøen. 

Der var utroligt idyllisk.... Alvildes øjne observerede med et skjult smil de enorme træer, og fulgte med lyden af en svag raslen en af hjorte stierne igennem den tætte underskov. Stien ledte hen til en sø, og ved søen sad en kvinde. 
Alvilde lagde næppe mærke til hende med det samme, men forsatte fremad for at se nærmere på det næsten magiske område. Det var ikke før vinden svagt hvirvlede omkring det skinnende hvide hår, at Alvilde med et gisp opdagede der faktisk sad nogen - noget, små 15 meter fra hende. 

"Ved Haldis bukke-ben!"
Udbrød hun og tog nogle hurtige skridt tilbage ved synet af den næsten overjordiske kvinde - hun kunne umuligt være et menneske. Hun så alt for... smuk ud. Især her ved søen. 

Så snart Klytië så hvad fik fuglene til at stoppe, så var hun ikke i tvivl om det var en jæger som kom gående. Hun betragede kvinden som kom ud fra skoven, hun var tydeligt betaget af alle omgivelserne, de fleste blev meget tryllebundet af den smukke natur heromkring. Hun var tydeligt højere end en dværg, men hun havde mange træk som gjorde man var lidt i tvivl hvad hun var. Men hun kunne se på afstand det ikke var en dværg, bare en som godt kunne ligne det. Hun var ikke i tvivl som hun lagde mærke til kvindens hud, hun var en af dem oppe fra nordlandet, tydeligt et godt stykke hjemmefra. Hun hævedet let det ene øjenbryn, da kvinden endelig opdager hende, og kommer med et udbrud.

En latter kommer fra Klytië, da hun alligevel aldrig har oplevet en være så forskrækket. Normalt var folk hurtige til at opdage hende, trods de meget idylske omgivelser hun er i. Nok sørgede vandet for hun alligevel på en måde ikke var nem og se, men det var mere fordi det var hvad hun havde opstået af, så meget havde hun lært om sin egen race. Hun var født gennem magi af naturelementer, hun var blevet tilknyttet vand, hvilket hun havde været mere end glad for. I dette øjeblik var hun glad for at have lært alle de ting hun havde, så hun også kunne kommunikere med andre end bare lige en anden elemental. Hun kan bare huske, ham som lærte hende altid, det tog ham tid at lære hende dette nye sprog, så hun ville kunne forstå andre, og de ville kunne forstå hende. Hun hummer svagt, imens hun lader hendes blik glide ud over vandet igen. Det så ud til hun havde mødt en byge på vejen, så skyerne havde ladet noget vand komme fri. Hun kom med en tilfreds hummen af den tanke, for lige nu virkede det bare til de samlede mere og mere vand. "Her er meget smukt, nemt at overse de små ting," siger hun roligt, med et svagt smil på hendes læber, som hun ser tilbage på kvinden. Mon hun ville finde flokken af hjorte igen? Det var aldrig til at sige, for hun kunne absolut have hjælp fra en fugl, hvilken ville hun ikke vide, men hun vidste nogle jægere brugt fugle som hjælp til at finde deres bytte igen, hvis jægeren ikke længere kunne følge dem hvis det begyndte at regne.

Alvilde havde sine grunde til at være vagtsom når hun stødte ind i fremmede skabninger. Hun havde levet et langt liv, og igennem det havde hun mødt lidt af hvert. Krystallandet havde ikke kun solskin, blomster og smukke ånder - nej halvdelen af de ånder måtte være ugidelige, grådige eller på anden måde træls, var hendes erfaring efterhånden. Og derfor var det med et noget vagtsomt blik og hånden halvt hvilende på sværdet, at hun de første par sekunder kun stirrede på denne person. 

Magien ved den fremmede, var helt sikkert det næsten lysende blik hun mødte. Alvilde var bekendt med blå øjne, hun var trods alt vokset op omkring dem og havde selv nogle ret så skyblå - men de her glødede næsten. Det, sammen med det hvide hår, skabte et ikke-menneskeligt udtryk. 
Magien blev brudt da hendes melodiske stemme lød, og Alvilde fjernede med en langsom bevægelse hånden fra sværdet, og lagde i stedet hovedet let på skrå. Hendes skrå øjenbryn løftedes kort i et mildt overrasket udtryk, imens hun overvejede hvad hun skulle gøre nu. 
Med vægten skiftende fra fod til fod, endte hun med til sidst bare at nikke en anelse tavst. 

"Jah. Eller de større ting" 
Mumlede hun en anelse sarkastisk for sig selv, førhen hun lod et imødekommende smil brede sig, og tog nogle skridt tættere på. Alvilde bevægede sig imod søens bred - det havde været hendes mål fra starten af, men observerede med skjult nysgerrighed den fremmede. Hun kunne ikke helt greje hvad det var, men det var ikke et menneske eller elver, denne kvinde. 

"Jeg havde ikke ligefrem forventet selskab så langt væk fra byen. Det' sjældent."
Brummede hun og stoppede ved vandkanten. Dens blanke overflade reflekterede et spejlbillede af modsætning i forhold til den fremmede. Hun emmede af magi, hvis det kunne siges sådan. Og det var lidt udenfor Alvildes komfortzone. 

"Så hvad er du? Fordi menneske er du i hvert fald ikke" 
Sagde hun med et let smil, men holdt stadig et vagtsomt øje på hendes slanke skikkelse. Hun skulle ikke  nyde noget af et overraskelssesangreb fra siden. Man kender aldrig helt fremmedes intentioner, gør man? Tænkte hun en anelse tørt.

Hun havde nu ret i en ting, det var sjældent folk kom helt herude. Hun havde dog opfanget nogle få i skoven heromkring, men det var lidt tættere på byen end lige her hvor hun sad, men her var hun mere dækket væk fra alle mennesker og væsner inde fra byen af. Der ville ikke rigtig være nogle inde i byen som ville ane noget om hende, når de kom herud, så havde hun det helt med at forsvinde i vandet, eller hun var tilbage i sin lille hule lidt længere herfra. 

Hun kommer med en hummen, "nej folk bevæger sig sjældent på denne side af floden, men forfriskende at se ikke alle bliver tættere på byen," siger hun med et venligt smil, hun var i et godt humør. Samt denne nordfolk kvinde havde intet gjort mod hendes natur, hun virkede ikke til hun ville forurene vandet i hvert fald. Så der var ingen grund til at starte ud dårligt, samt Klytië kunne godt li når hun fik lidt selvskab, men hun ville ikke selv komme alt for tæt på byen, mennesker kunne godt skræmme hende når de var i større flokke, hun havde set hvad de ønskede at gøre, de frygtede sådan en som hende.

En svag hummen kommer fra hende igen, ved hendes konstatering hun ikke var et menneske. "Du er skam kløgtig, ikke mange er så gode til at fornemme omkring dem," siger hun roligt, hendes stemme nærmest helt blød, virker meget ofte beroligende for nogle væsner havde hun oplevet. Hun havde bare opbygget en selvtillid, som gjorde hendes stemme nogle gange kunne virke meget beroligende for andre, for hun snakkede altid helt stille og roligt. "Noget som folk frygter, selvom jeg aldrig har gjort en fluefortræd, men det kan du umuligt forklarer dem," siger hun igen, som hun vender blikket over mod kvinden, som ligner en der er opmærksom på hver en lille bevægelse hun laver, men det var heller ikke så underligt. Magien omkring hende kunne godt sætte nogle lidt på kanten, hvilket også var derfor hun ofte snakkede med en meget blød stemme, som gjorde folk slappede mere af omkring hende, ikke det hjalp på mennesker der frygtede hende, men dem havde hun andre metoder for. Okay hun havde måske gjort nogle fortræd, men de startede det, så hun følte hun havde været i sin gode ret.

Alvilde bukkede sig ned, hev en vanddunk lavet af skind frem, og begyndte roligt at fylde den op. Blikket slap ikke den fremmede kvinde, men blev en anelse mildere da hun komplimenterede hendes kløgt. Jah, smiger kom man langt med og Alvilde var ikke en kvinde der sagde nej når det blev givet. Men dog forlod følelsen af overvågenhed hende ikke, og blev kun forstærket da den hvidhårede undgik hendes svar 
Omend beroligende var hendes opførsel det der satte Alvildes sanser af. Og selvom hun måske ikke havde noget at frygte i virkeligheden, havde hun haft nogle uheldige sammenstød med skabninger af magi - nok til at holde afstanden imellem dem for nu. 

"Er det en ubegrundet frygt, eller en sund frygt? Man behøver ik' at have gjort skade på dyr, før man har en holdning til sårn' nogle som os"
Brummede den blonde nordbo tilbage, og trak drikkedunken op af vandet. Små dråber af vand dryppede fra hendes hånd da hun satte den på plads i bæltet. 

"Mit navn er Alvilde. Ikke lokal jæger, men ganske lokal skikkelse..."
Tilføjede hun efter lidt tid, og satte sig forsigtigt ned på knæ ved vandkanten. Stadig med opmærksomheden udenpå tøjet og vagtsomme øjne på den blide hvidhårede kvinde, men dog ikke direkte anspændt. Hun havde paraderne oppe, men de skærmede ikke for hendes udsyn når hun betragtede kvinden opmærksomt. I en hurtig bevægelse stak hun hænderne ned i vandet, for at plaske noget op i ansigtet og hårdet. Hun var trods ret støvet efter dagene på jagt. 

Hun kom med et svagt grynt over det nord kvinden sagde, for et sted havde hun vel absolut ret, på den ene eller anden måde. Men hun vidste ikke svaret, var det en sund frygt? Eller var den ubegrundet? Hun hummer lidt, inden hun trækker på skulderne. "Det kan jeg ikke svare dig på, så godt kender jeg ikke historierne, jeg ved kun hvad jeg er frygter mennesker," siger hun roligt, imens hun uden det umiddelbart nemt bliver opdaget, samler alle de små dråber vand fra hendes hånd, til en stor dråbe som hurtigere falder ned på jorden. Hun havde ikke engang behøvet at kigge andet end en gang på hendes hånd, før hun havde set væk igen, men alligevel fået dem til at gøre det selvom man ikke ville kunne se det var hende.

"Navnet er Klytië, men ikke en kendt skikkelse, det kun få som ser mig" siger hun roligt. Hun var mester til at gemme sig for menneskerne, medmindre de havde forurenet hendes vand. Der var nok nogle stykker hun måtte indrømme overfor sig selv, hun havde trukket ned i vandet fordi de havde forurenet det, hun ville altid være den sidste de så. Men Alvilde virkede ikke som en som ville forurene hendes vand, så hun tog ikke yderligere noter af nord kvinden som en trussel mod det omkring dem, hvis de nu ikke tænker på dyrene. Men det var ikke dyrene som Klytië bekymrede sig om, hun ville til enhver tid kun være bekymret for vandet. Heldigvis var det ikke heromkring hvor der var mest forurening i vandet, det var mere ude ved det store hav som det blev set mest.

Hun havde dog ikke tænkt sig at gøre noget ved Alvilde, hun virkede i hvert fald ikke som en trussel, så Klytië sad stadig bare med benene i vandet, som der engang imellem kom vand der ramte mod hendes ben. Det var ikke koldt for hende, men det var ikke så mærkeligt når vandet var et hjem for hende. Men hun måtte nu indrømme hun havde ønsket noget selvskab, eller havde Alvilde nok ikke kunne finde hende, hun er meget god til at gemme sig når hun ikke ønsker selvskab.

Alvidle kiggede en anelse overrasket på hende, fordu hun lignede næppe en der frygtede mennesker. Sådan som hun sad ved søen, lignede hun mere en der var lige hvor hun havde lyst til at være - i sit rette element. Den rolige stemme kontrasagde ordene, men Alvilde kommenterede ikke på det. Vandet fra hendes ansigt var koldt, men kulden bragte en friskhed med sig hun elskede. 

"Der er også god grund til at frygte mennesker - vi er nogle værre nogle når først vi går igang" 
Smilede hun og rejse sig op fra den siddende position hun havde været i. Det havblå blik gled over den tætte skov omkring dem en sidste gang, inden hun vendte fokusset fuldstændig på tilbage på kvinden der kaldte sig selv Klytië. Historierne, eh?

"Så du ved ikke hvad du er? Det er nok første gang jeg har hørt det" 
Udbrød hun grinende, og rystede muntert på hovedet. Hun var bleg, men sad i solen. Hun virkede ikke særlig påvirket af Alvildes selskab, og forholdt sig utrolig roligt. Den blonde nordbo skrev sig bagved øret at læse op på de racer der fandtes her i landet. Hun havde vidst været lidt for længe derhjemme.
Hendes blik faldt tilbage på det klare vand, og en lille rynke af ærgelse gled over hendes ansigt. Hun havde reelt set tidligere tænkt sig at tage en hurtig dukkert i det kolde vand, men hun havde ikke forventet der var andre. Nu skævede den blonde nordbo kortvarigt til kvinden. Hun havde ikke selv forfærdelig meget tøj på... måske havde hun haft samme idé?

"Sig mig, er du på vej i søen, eller er det et tilfælde du er så letpåklædt?"
Prøvede hun af med et skævt smil, og fjernede roligt de tykke læderhandsker fra hænderne. 

Hun trækker på skulderne af hvad hun siger, hun havde kun hørt det to gange, ham der havde hjulpet hende igennem det hele sagde det kun en gang, så var diskutionen nærmest lukket af der. "Jeg har kun hørt to forskellige sige hvad jeg er, siden da har jeg sørget for ikke at vise mig for de forkerte," siger hun med et træk på skulderne. Han havde forklaret hende hvor slemt det kunne være, hvis nogle fandt ud af hvad hun var. Nok kunne hun frygte mange mennesker, men mennesker frygtede mere for hende end hun frygtede dem. Hun havde aldrig forstået hvorfor, men han havde sagt hun skulle passe på omkring mennesker, andre væsner var det fuldkommen ligegyldigt.

Hun kom med et smil som hun snakkede om søen, nok ikke sådan som man ellers tænkte, men søen var jo nærmest hendes hjem altid. "Jeg havde overvejet det, men det ikke derfor min påklædning, jeg har ikke pengene til alt det tøj der. Det jeg har er hvad jeg stjæler, eller det jeg kan købe." Siger hun roligt, det mest dyrebare hun overhovedet havde var hendes kappe, som lagde trygt og godt tilbage i hendes lille hule eller grotte længere inde i skoven ved en af bjergene. Hun havde dog ingen skam i at være så let på klædt, selvom ham der dengang trænede hende havde det med at brumme lidt meget over det, fordi han ikke mente det var passenden, men hvad kunne hun dog gøre ved det? Hun havde ikke ligefrem brug for at blive taget i at stjæle, så hun tog altid det mest sikre. Det var sjældent hun prøvede sjæle større klæder, det var ikke risikoen værd, slet ikke når hun alligevel så ofte var i vandet, tøj blev så hurtig ødelagt af vandet. Det var derfor alt det tøj hun havde fået af ham, alt var gået i stykker, fordi hun havde ofte leget rundt med vandet, eller bare hoppet direkte i søen uden tanken på det. Når man har gjort det flere måner i træk, så slider det hårdt på det hele.

Mystificeret over hendes opfølgende svar, valgte den blonde kvinde at ryste næsten umærkeligt på hovedet. Det forekom hende absurd at man skulle have af vide hvad man var, og ikke selv kunne aflæse eller udlede det i ens opvækst - men hvem var hun til at fordømme? Det lød på hende, som om at hun bare en dag var dukket op. Og selvom det ikke var en umulighed her i landet, fik det nordboen til at klukke for sig selv. 

"Amen' det tager jeg som en kompliment, eh?"
Smilede hun tilbage med en kort latter. De forkerte - jah, hun vidste godt hun var et godt selskab at være omkring. Ingen tvivl om det. Men hun forstod skam også godt meningen bag Klytië's ord, det var ikke alle typer der var lige fantastiske... især ikke når det kom til magi. 
Nordboens ene øjenbryn løftede sig i en overrasket og lettere skeptisk grimasse ved hendes åbenlyse snak om tyveri, og studsede over det. Hun kunne ikke være opvokset i en by som Alvilde selv siden hun talte så roligt om det. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle svare, og valgte i stedet at være stille et øjeblik. Imens fjernede den blonde kvinde den tætte pels hun havde omkring sig, skoene og bælterne der holdt hendes tunika på plads. I vandet skulle hun, det havde hun besluttet i tænkepausen. 

"Ser du Musling, stjæle er næppe nogen god måde, eh? Der er mange småjobs omkring byen der kan give lidt rav"
Sagde hun efter lidt tid, med en stemme der dog ikke lød uvenlig. Det var ikke det ulovlige der fik Alvilde til at studse, nej det betød sku ikke meget, det var med tanke på vedkommende hun stjal fra. Hun vidste at de handlende ikke ligefrem betalte småpenge for de skind, det læder og andre ting hun bragte tilbage. 

"De stakkels by-folk er afhængig af deres indtægt. Plus, tyveri..."
Kvinden fik et barks smil om det kønne ansigt og grinede en anelse smørret for sig selv. 

"Arch, det betaler sig bare sjældent, Musling" 
Afsluttede hun, og smed den blå tunika på jorden ved siden af hende. Hun færdiggjorde ikke den sætning hun havde startet, men valgte i stedet at træde ud imod vandkanten. Dækket i bukser og noget der mindede om en undertrøje, stak Alvilde med et mindre (men tilfreds( gys foden ned i det klare vand. 

Hun kan ikke lade vær med at komme med en latter, inden hun nikker. "Det kan du sagtens tage som en kompliment, spørger du inde i byen ville de ikke vide jeg var her," siger hun med et smil. Trods de mange år hun havde været her, så havde ingen fra byen alligevel formået at fange hende her. Ikke engang få et lille glimt af hende, for hun ønskede ikke dem fra byen, de mennesker skulle se hende, hun havde lært det var farligt at de opdagede hende. Benjamin havde været en klog man, så hun huskede altid på alle de ting han havde fortalt hende.

Hun vidste alle de ting Alvilde snakkede om, men hun forstod også hvorfor hun ville pege det ud for hende. Hun vidste det var en slem ting, hun havde fået det afvide før af den eneste hun nogensinde har lyttet til, måske hun skulle tage sig lidt sammen, nu også Alvilde havde sagt det? Hun virkede som en venlig sjæl, en som prøvede i hvert fald at forklare hende hvad der var rigtig og forkert. Hun lavede en grimasse, hun vidste jo godt hvad det kunne ende med hvis hun blev opdaget i at stjæle, det var ikke særlig godt. Det eneste positive ville være hun fik noget vand, med bare lidt vand kunne hun jo overleve noget tid på trods af alt. Men hun havde jo en pointe denne kvinde, hun gjorde noget forfærdelig noget ved det.

Klytië skubbede sig selv ned i vandet, hun mærkede den skønne fornemmelse at igen være i vandet, sådan som det nærmest omfavnede hende som hun kom ned i det. Hun så over på Alvilde igen, "jeg vil prøve lade vær," siger hun stille, hun havde aldrig haft andet familie, eller nogle til at rette hende i hvad hun gør, undtagen Benjamin. Hun satte pris på hun sagde sin mening, også i stedet for at have ondt af hendes situation. Hun havde nok brug for et skub, til virkelig at få øjnene op for hvad hun gjorde forkert. Hun havde bare kørt ned i en spiral siden han blev slået ihjel, alt som kunne minde om ham med ting, det flygtede hun fra, hvilket også var grunden til når hun tog til byen, var det hurtig ind og hurtig ud for ikke at blive opdaget.

Det kolde vand sendte små gys igennem nordboens krop, der med et nu bredere smil trak den anden fod med sig i vandet. Det smøg sig om de korte ben, og ved hvert skridt hun tog, krøb det tættere på. Kulden gjorde hende dog intet - kulden var tværtimod en velkommen ven, der mindede  hende om tidlige morgenturer i frostklart vejr. En ven hun savnede, men en hun vidste hun ville komme tilbage til en dag. 
Ved hendes ord lo Alvilde en kort bjæffende latter, men dog en latter fyldt med varme. Hun var lidt usikker på hvordan den smukke kvinde ville kunne gemme sig inde i byen - hendes udseende i sig selv måtte tiltrække ikke så lidt blikke, men kom til en konklusion om at hun nok havde sine metoder. Hun havde jo selv overset hende i et kort øjeblik til at starte med. 

Den grimasse der gik over hendes ansigt da nordkvinden rettede hende, fik Alvilde til at følge opmærksomt med. Hun vidste godt det ikke var hendes sag, eller overhovedet ragede hende hvad Klytië gik rundt og lavede. Men et næsten moderligt instinkt fik over hende når nogle var - hvad hun ville kalde for fjollede, og hun kunne ikke lade værd med at stikke sin næse i andres sager, hvis hun mente hun havde noget smart at sige. Derfor varmede det hendes hjerte da kvinden tog imod det. 

"Godt, det tror jeg mang' af de handlende bliver glade for".
Brummede hun, og tog nogle flere skridt ud i vandet. Begejstret grinte hun da Klytë fulgte med hende, og da vandet gik hende til livet, rullede den blonde nordbo kort med skuldrene for at løsne dem en anelse op. Det her ville i hver fald blive koldt. 

Med et kort hyl dykkede Alvilde under det klare vand, og dukkede op et par meter længere væk med et højt plask. De tunge fletninger blev med et svagt bump kastet om på den anden side af ryggen, og Alvilde vendte sig om får at få øjenkontakt med kvinden. 

"Hvilket slags tøj er det du mangler?" 
Smilede hun, og tog et par skridt imod hende for at mindske afstanden imellem dem. Mistænksomheden var efterhånden dryppet mere og mere af hende, og hun var  oprigtig nysgerrig. Måske kunne hun hjælpe. 

Hun kunne ikke lade vær med at grine, som hun kommer med et hyl, inden hun hopper under vandet. Hun lagde sig selv i vandet, hvor hun lod vandet drive lidt rundt med hende uden hendes egen indblanding af det hele. Hun ser på nord kvinden igen som hun kommer op fra vandet, imens hun overvejer lidt hvad mangler hun faktisk? "Det eneste jeg har er en kappe, også noget stof som sørger for jeg lige er dækket, har formået at opslide alt andet tøj jeg har haft," siger hun roligt, som hun retter sig op i vandet igen. Hun kan kun huske hun ofte fik kjoler af Benjamin, men hun tænker ikke så ofte om det, det er et minde der gør ondt, bare tanken om den eneste person som nogensinde havde taget hende ind og lært hende alt hun faktisk vidste om verden, og sig selv.

Men hun var nu taknemlig for hun havde ladet nord kvinden se hende, hun virkede så flink, hun havde brug for mindst en i sit liv som kunne holde hende tæt på jorden, især når hun nogle gange havde det med at komme ud i problemer, nogle gange problemer hun havde det fint med at komme ud i, andre gange problemer hun knap så meget brød sig om. Hun svømmer lidt rundt om Alvilde, imens hun nyder hvordan vandet nærmest kærtegner hendes hud. Tydeligt at se vandet var hendes hjem, som hun kunne svømme rundt uden rigtig at bruge mange kræfter på det, vandet sørgede for hun kom rundt uden problemer. Det hjalp nok også, at hun havde det engang imellem med at lade vandet have en let strøm omkring hende, som hun selv kunne styre rundt. Men så længe det ikke blev opdaget var det vel fint nok, tiden måtte kun vise hvad der ville ske hvis Alvilde fandt ud ad hvad hun faktisk var. Hun kommer med en hummen, imens hun ser hvordan hendes hår flyver rundt omkring hende, det langt så det er overhovedet ikke nemt at styre i vandet, det er bare over det hele.

I og med at hun kom tættere på, gled den hvidhårede utrolig elegant igennem vandet og omkring hende. Med skjult humor fulgte nordboen hende med blikket, og beundrede den adræthed hun udviste i det kolde vand - hun virkede ligeså umærket af kulden som Alvilde selv, hvilket var noget der affødte en gnist af respekt i hende. Det var ikke alle der kunne tilpasse sig kulden, og så slet ikke alle der valgte at svømme i den. 
Med en tænkende mine, lænede den blonde kvinde sig tilbage og flød et øjeblik med den svage strøm vandet indeholdt. En kappe var hendes eneste rigtige stykke tøj? Selv for hende, var det ikke meget at pakke sig ind i og Alvilde følte hvordan en lille streng af bekymring skyggede hendes øjne - men hun rystede det hurtigt af sig. Det var ikke hendes job at tage sig af hvem end hun fandt ude i vildmarken. Klytië havde trods alt selv valgt det, og udtrykte intet ønske om at forlade området. Men spørgsmålet var, om Alvilde kunne forlade det med god samvittighed, hvis hun ikke i det mindste prøvede at hjælpe. Lidt etisk måtte man være, og hun havde aldrig været en der afslog, hvis hun kunne gavne. 

"Hmmm... hvad sover du på?"
Brummede  hun, og lod fødderne finde bunden af søen igen så hun kunne stå op. Hendes blik gled kort imod en af de mange pelse hun selv brugte til at holde varmen, og landede så på den rejsetaske hun havde med sig. 

Se det spørgsmål var nemt, for de skind hun havde var ikke noget der bare lige blev slidt. "Jeg har nogle skind, fik dem af en jeg kendte for længe siden," siger hun med et smil, selvom det stadig gav et stik som hun tænkte på at den person er død pga en anden Elemental. Hun ryster det hurtig af sig igen, det var ikke noget hun skulle tænke på lige nu, det kan hun gøre senere når hun er alene, så hun kan have sin sorg for sig selv. Hun var ikke den til at vise sine svage sider, så det var ikke en undtagelse at hun så nemt fik skubbet følelsen væk fra hende så hun stadig kunne være positiv.

Når hun overvejede det, så var der alligevel 5 skind i hulen, som alle stadig var gode, næsen lige før man ikke kunne fornemme hun havde haft dem så længe. Han havde sagt han havde købt dem af en som var god til de ting, det måtte han virkelig have haft ret i. "Det kun tøj der ikke er så eksisterende for mig," siger hun med en hummen, for det var rigtig. Tøj var dyrt for hende, men så igen hun brugte jo ikke ligefrem noget på mad, i og med hun ikke havde brug for andet end vand for at have energi. Hun var altid mere end fyldt med energi når hun havde været i vandet, det var bare et rent energi boost for hende ofte. Hun varmede vandet lidt mere op, ikke meget så det var nemt at opdage, det var bare nok til at tænke man nu havde vænnet sig til kulden i vandet. Hun hummer, imens hun drejer lidt rundt i vandet, som hun flyder rundt, som hun nyder hvordan vandet nærmest kærtegner hendes skind. 

Den blonde kvinde gled roligt omkring i vandet, og nød den rene følelse sådan en dukker gav hende. Fysisk kunne hun næsten føle skidtet og snavset forlade hendes hud, og se hvordan det blonde hår blev en tand lysere. Når det tørrede, ville det i hvert fald være lysere end før hun hoppede i. Blikket fulgte den slanke kvinde, og kort overvejede hun at spørge ind til hvor vedkommende var henne, men stoppede sig selv. At omtale folk i datid var sjældent et godt tegn, så Alvilde lod spørgsmålet farer. 

Roligt begyndte nordboen at bevæge sig mere imod vandkanten, og trak i en hurtig bevægelse sig selv op på land igen, nu kun med benene i det kølige vand. Afslappet lænede hun sig tilbage, og støttede sig til hendes hænder der kærtegnede det bløde græs bagved hende. Solens stråler varmede den lyse hud, og hun lukkede øjnene. ”Eh, tøj…” gentog hun for sig selv og overvejede hvorvidt hun havde noget ekstra af det med. Blikket gled imod den hvidhårede igen, og hun brummede tænkende. ”Har du overvejet at sælge eller bytte nogle af skindene for tøj? Ofte kan man få en god pris for’ dem, specielt lidt væk fra hovedstaden” fulgte hun op med, blikket studerende på hende.

Skind kunne man altid skaffe flere af herude… det var straks værre med vævet og syet tøj, da det krævede en anden forarbejdning end hvad et ulært menneske kunne byde ind med.

Hun ser overrasket på hende, som hun snakker om hun bare kan bytte med skind eller sælge nogle skind. Kunne man virkelig det? Så igen Benjamin nåede ikke lære hende de ting, for de var ikke nået dertil endnu med hun skulle lærer de ting, ingen af dem havde regnet med han ville smutte så tidligt fra livet pga en misforståelse. Hun hummer lidt, imens hun tænker over det. Det kunne da være en mulighed, også selvom det nok ville være nød til at tage lidt tilløb til at gøre det. Men hun behøvede ikke sælge dem alle, bare nogle få af dem. Hvis det kunne hjælpe hende, så ville det jo være den bedste mulighed.

"Virkelig? Er det en mulighed?" Spurgte hun, som hun rynkede lidt på næsen, som hun så på Alvilde. Hun stoppede et øjeblik med at lade sig flyve med rundt i vandet, imens hun hummede lidt. Hun havde måske 5 skind, hun havde nok kun brug for to, så hun ville nok kunne få noget tøj. Det var i hvert fald mere praktisk, hvis hun kunne få noget tøj som faktisk dækkede mere end bare lige, især hvis hun en dag følte for at bevæge sig længere væk end lige til søen. Nok var det hendes hjem, men hun var altid nysgerrig om  andre steder, så længe der var vand tæt på hvor end hun lige valgte at tage hen. Hun kommer med en hummen igen, inden hun lader vandet føre hende omkring endnu engang. Imens hun ser op på himlen som hun tænker, det var den perfekte mulighed, men hun vidste det også ville være svært, når det var noget af det eneste hun havde fra ham, men hun måtte bide det i sig, tøj havde hun brug for.

Varmen kærtegnede nordboens blege hud med sine stråler, og hun kunne ikke undgå at smile en anelse selvtilfreds. Det var ikke ofte hun fat sådanne små oaser naturen, så når man gjorde, var det om at nyde dem. Dog lyttede hun stadig med til hvad kvinden havde at sige, og åbnede det ene øje med et overrasket glimt deri. Vidste hun ikke at det var en mulighed? Alvilde lod hovedet falde tilbage så hun kunne kigge imod himlen. ”Jah, det er det i den grad. Hvordan tror du jeg skaffer tøj til mig selv?” sagde hun med et lille smil. 

Nordboen lod stilheden herske et venskabeligt øjeblik imellem dem, inden at hun med et lille brum åbnede øjnene igen og rettede sig op. Hænderne legede dovent med det kolde vand, førhen et gennemtrængende skrig fra en falk brød stilheden, og norboen kiggede op. ”Ah, endelig..” kom det fra hende med et smil, og hun brugte den ene hånd til at skygge for solen et øjeblik. Det var på tide. 

Fra himlen gled en slank falk, der med sit overvågne blik landede på en sten lidt væk fra dem begge, og betragtede den hvidhårede kvinde intenst.

Hun trak på skulderne, for hun havde virkelig ikke styr på de simple ting heromkring. "Uh, du havde måske rav eller hvad det nu er man betaler med?" Siger hun lettere spørgende, alligevel undrende over det. Hun regnede bare med det var sådan det hang sammen, hun havde aldrig overvejet hun kunne bytte ting. Der var intet som nogensinde havde været simpelt for hende, det var nok derfor det overraskede hende så meget, for kunne det virkelig være så simpelt? For det kunne det tydeligvis, for hun regnede i hvert fald med Alvilde talte sandt omkring det.

Hendes blik ryger op som hun høre et skrig fra en falk, hun gættede den nok hørte til kvinden. Hendes blik fulgte den slanke falk, som den kommer ned. Hun ser på den som den lander på en sten et stykke væk fra dem, tydeligt de begge stirre lidt på den anden. Nok havde hun set falke før, men hun betragtede alligevel den slanke falk. Hun ser på den hvide og brune fjerdragt, som det hvide mere lignede det var kommet tilfældigt på den, som det var over det hele men uden en sammenhæng. "Din følgesven? Eller hvad man kan kalde det?" Spørger hun med en hummen, som hun vipper hovedet lidt på skrå som hun ikke slipper falken fra hendes blik. Det var ikke umiddelbart første gang hun havde oplevet nogle have en falk til hjælp, men hun havde nu alligevel aldrig oplevet en så tæt på. Det var ikke jægere hun normalt så heromkring, eller i hvert fald så tæt på vandet, de var kun inde i skovområdet hvis de var heromkring. Hun havde egentlig heller ikke forstået hvordan de kunne få en falk til at blive ved dem, men de måtte tydeligvis have en metode så de ikke bare fløj væk og aldrig kom tilbage.

Alvildes blik gled kærligt over den slanke falk, som hun sendte en lille hilsen med en blød og nynnende melodi. Hun havde ventet på Jarko, og det virkede som om at han havde godt nyt med... dog forbandt hun sig ikke med ham lige nu, da det var en utrolig... intim ting at gøre. Og lige meget hvor sikker hun følte sig i nærheden af den hvidhårede kvinde, var det ikke noget hun foretog sig uden videre. 
Derfor vippede Alvilde blikket tilbage imod Klytië, og nikkede afmålt til hende som svar. "Jah, selvfølgelig havde jeg det..?" kom det en anelse forundret fra hende. Det slog hende ikke på noget tidspunkt at hun ikke nødvendigvis vidste det. 

Den hvidhåredes blik på falken fik Alvilde til at smile godhjertet, i og med at hun kunne fornemme kvindens interesse i falken. Det varmede at hun ikke kaldte ham kæledyr - det var der utrolig mange der gjorde og det var et frustrerende punkt at rette andre ind fra. Eftertænktsomt lod Alvilde hånde glide igennem det kolde vand, idet hun prøvede at formulere et godt svar på hendes spørgsmål. "Jah, makker, følgesvend og partner. Han har været på en lille tur her i nærområdet" brummede hun, og hævede den ene arm op i vejret. 

Med en kurrende lyd løftede falken sig i luften, for at glide hen og sætte sig på hendes udstrakte arm. Nysgerrigt fulgte falken elementalen med blikket; og havde en mindre konflikt med sig selv, om hvorvidt den skulle sige hej eller ej.