Den hvide lilje var næsten altid fuld af liv og denne eftermiddag var bestemt ikke en undtagelse. De fleste af dem der arbejdede havde haft kunder og Leikaren var ikke en undtagelse, men han havde netop været i et bad efter en af hans sædvanlige kunder havde været forbi. Hele hans krop havde været fuldkommen mørbanket efter mødet med manden, for Leikaren var bestemt ikke en af dem der havde ret meget kampvægt og han var heller ikke specielt stærk, så det havde været mere end nemt at kaste ham rundt i sengen og op af hvad end klienten fandt passende. Han sagde som regel ikke nej, det var imod hans kodeks som prostitueret, så for det meste måtte han finde sig i en del ting, hvilket ofte efterlod ham godt mørbanket, men han havde alligevel præsteret i at tage noget tøj på, som sad løst på hans krop. Skjorten var åben i halsen, knapt nok holdt sammen af de sorte snore, samt bukserne kunne hives af så let som ingenting.

Kort gik han ind på sit værelse og så sig omkring med et suk. Det var så rart at han ikke selv skulle gå og rydde op bagefter, ganske vidst var det værste taget inden han havde gået i bad, men nu var sengen redt og der var kommet nyt lagen på, hvilket bestemt sikkert havde været et must.. Leikaren havde næsten ikke lyst til at tænke over hvad der var på det lagen, men på samme tid kunne han heller ikke lade være med at smile lidt ved tanken. Lyden af banken på hans dør fik ham til at vende sig så det røde hår nærmest fulgte ham som en form for slør og han sendte kvinden et smil. Han fik til opgave at skulle klargøre et værelse, Radu’s værelse. Han havde ikke snakket meget med dæmonen, men vidste hvem han var.

Leikaren gik fra sit eget værelse til dæmonens og så lidt rundt efter han havde skubbet døren lidt i. Der var bestemt lidt der skulle klares, men det var ikke noget der ville tage alverdens tid. Han gik og nynnede lidt for sig selv mens han gik og gjorde rent. Han var næsten i sine egne tanker som han gik og redte seng og fik gjort alt klar til at Radu’s næste klient. Som han luntede rundt på værelset fik han øje på noget der skinnede lidt i solens sidste stråler. Hans øjne glitrede nærmest som han gik over til den lille kommode, hvorpå den skinnende genstande lå. Smykker og massere af dem. Leikaren samlede den ene skinnende halskæde efter den anden op, derefter nogle af armbåndene og ringene. Han kunne slet ikke lade være med at lade en af ringene glide på sin ringfinger, men da hørte han skridt uden for døren og trak ringen af lige så hurtigt han havde fået den på.

Leikaren stivnede et kort sekund da han hørte døren blive lukket ind til værelset og en person havde sluttet sig til ham. Langsomt vendte han sig mod personen og bed sig kort i underlæben og stod med ryggen op af kommoden ”Ra… Radu… Jeg uhm, Jeg så.. bare på det... Jeg..” kom det stille fra ham som han gik op mod døren, i et håb om at komme ud og tilbage til sit eget værelse.

”Lei” sagde Radu da han så ham henne ved hans smykkeskrinet som indeholdt hans mange nipsting til når han skulle være pæn overfor de rige klienter. ”Hvad,” han afbrød sig selv i sige mere om hvad Lei havde gang, i sted satte hans sig oven på de friske lagner med hans talken af mad. ”Hvad laver du her inde?” sagde han endelig som han tog en vindue i munden for spise.

Radu var lidt ligeglad med svaret han havde allerede en ide om hvad halv elveren lavet på hans værelse, men han havde ikke lyst til kommenter åben på det i øjeblikket. ”Vil du spise med?” sagde han, det var lidt kedelig at spise alene, i sær der ikke var så meget tid i mellem de mere faste af hans kunder.

”Eller har du tænkt dig at prøve mine smykker i mens at jeg ser på?” sagde han med en gennemskuende stemme, det kunne han vel godt tillade når nu at Lei var i værelset og han selv var der til at være sikker på at intet forsvandt fra hans soveværelse.
Radu lægende sig en smule tilbage på sengen så stykket hvor huden var bar blev em smule mere synlig, man kunne se enkelte blå mærke der havde formet sig under huden og andre som små var blev mere gule at se på. 

Det løb næsten Leikaren koldt ned af ryggen som Radu sagde hans navn. Et skævt smil kom frem på hans læber "Jeg var den der blev sendt ind og klargøre dit... Værelse" sagde han og bed sig usikkert i underlæben. Der var et eller andet over Radu, der fik Leikaren til at virke så uforbandet magtesløs, mere end normalt... 

Leikaren's blik faldt på maden som Radu havde sat sig på sengen med "Er du sikker?" spurgte han med et blidt smil på læberne, nærmest som om han slappede mere af. Med lettere tøvende skridt bevægede han sig mod sengen og stoppede ved kanten inden han lå sig på maven og satte albuerne i madrassen, så han kunne støtte hovedet på hænderne. Han rettede blikket mod Radu med et blidt smil, nærmest betragtende. 

De næste ord fik Leikaren til at stivne. Pis! Han bed sig atter i underlæben og hans kinder blussede svagt op "Undskyld Radu... Det var ikke meningen at... " sagde han og så ned i sengen. Dog så han op da Radu bevægede sig og hans blik fangede de blå og gule mærker på dæmonen " Radu... Jeg kan... Heale det, hvis du vil selvfølgelig" sagde han med et svagt smil på læberne. 

Radu nikkede som svar, hvorfor ikke? Han kunne kede sig alene indtil at hans næste knude ankom, og at have en af snakke med i mellemtiden var bedre end ingenting. 

Radu havde ikke selv tænkte over hvor tydelig de blå mærker var i det øjeblik, han så ned på den bare hud, ”Det er fint nok, der kommer andre personer sener” sagde han lidt tomt. Han var selv letter ligeglad med blå mærker, det havde været en anden historie hvis det var åbne sår, den slags skulle renses og heales før at hans nye kunder.
”Du ved hvordan mænd er, de er altid lidt mere vilde i deres lyst” sagde han kort der efter før at han rakkede ud efter et par vinduer fra tallerken, han spiste et par stykker i stilhed. ”Desuden skal der mere til før at jeg går i stykker” tilføjede han, Radu var godt til smerte som han kunne forvente og han kunne næsten altid forudse at hans kunder havde den slags lyster, hvorfor ellers ville de komme til en dæmon.

Radu krydsede det ene ben over det andet, ”Du behøver ikke at være alt for bekymret for mig, jeg har selv beslutte at jeg ville være her” det var ikke helt sandheden, men han havde ikke snakket om hans fortid som slave og at det var sådan at han endte op på Den Hvide Lilje, slaver lært at de ikke skulle snakke om fortiden eller hvem der havde ejet dem.

Leikaren bed sig kort i underlæben som han så på Radu og smilede derefter. Han kendte til hvordan en dag den forløb sig her på bordellet, der var altid et eller andet at lave, dog var man alligevel heldig nok til at kunne nå et bad og værelset kunne gøres fint til den næste, men på samme tid… Virkede det bare ret voldsomt. Han nikkede ganske kort ”Mænd kan være værre, bestemt… ” sagde han i et lettere opgivende suk. Leikaren havde mødt sin del mænd der næsten var ved at rykke ham i stykker, men gudskelov kunne han heale, så det var ikke så stort et problem, så længe han tog det i etaper. Et kækt smil kom frem på hans læber ”Du er også dæmon… Du er lidt mere holdbar” kom det fra ham, stadig med det kække smil på læberne. I forhold til Leikaren selv, var Radu væsentligt mere hårdfør, dog havde Leikaren efterhånden vænnet sig til nogle af mændenes hårde behandling.

Han hævede et øjenbryn mod Radu som han talte ”Så er jeg ikke den eneste formoder jeg?” sagde han med et skævt smil på læberne. Leikaren havde selv valgt han ville være her på Den Hvide Lilje, for det var det første sted han stødte på og så var han blevet der siden. Han elskede de folk der arbejdede her.

Holdbar og holdbar, Radu kunne stadig komme alvorlig til skade og han ville ikke selv kunne stoppe det, hvis altså det forgik indenfor brodellet murer. ”Jeg ved nu ikke hvor holdbar jeg er, men jeg kan da tåle et par mærker og sår,” svarede han med skuldre træk. Når det var racer som vampyrer eller andre dæmoner, kom hans evner nu på prøve. Blot for en måned tilbage, havde han oplevet en vampyr træk hans skuldre ud af led, og den måtte rykkes på plads af en de beskidte undergrunds healer som ikke reporterede bordel huse ud til by vagterne, for deres misbrug af medarbejder.

Radu snuppede en vindue mere fra hans frokost talarken, før han kiggede ud af mindre vindue. Hans værelse havde ikke det store udsyn fordi andre ikke skulle se indenfor, og det ikke var dækket til med pænt stof gav ham kunne et lille glimt af verden nedenfor og livet som gik forbi.

Radu kiggede tilbage på Leikaren, og han lyttede i stilhed ”Valgte du da selv at arbejde her?” spurgte han, det gik op for ham at det ikke var så tit at han snakkede med de andre om hvorfor at de var i bordellet, eller om hvad deres drømme var hvis de engang kom væk derfra. Han havde selv for længst givet op på tanken om at blive fri, eller på at slippe væk. Nok toture og smerte, havde gjort at han heller bare ville leve som han gjorde og han accepterede måske mishandling at hans krop lidt for meget.