FORTIDSTRÅD

Sted: Et par dagsrejser syd for Dianthos ved nogle forladte huse ved noget skov
Tid: Sidst på sommeren 2006
Vejr: Lidt blandet mellem skyer og sol, vinden er begyndt at være lidt kølig

Det var noget lort. Ikke engang solen stråler kunne pynte på det. Noget forbandet lort.
Krystallandet var blevet overtaget af Mørket. Det i sig selv var noget lort, selvom det for Randall næsten kunne være lige meget, hvem der bestemte. Der var plusser og minusser ved begge sider. Man skulle tro, at en som ham ville have mere frihed under Mørkets styre, men nej. De var ved Zaladin lige så meget efter ham som Lyset. Og Lyset vidste han i det mindste, hvordan han skulle omgås, hvor Mørkets krigere var lige som en flok rabiate hunde. Utilregnelige og fyldt med mordlyst.

Ja, og nu stod han her, omgivet af en flok af dem. Forbandede svin. Og han havde ikke engang gjort noget, bare været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Typisk hans held.
Et sværd var peget mod ham, og han havde pænt løftet hænderne op i skulderhøjde for at vise, at han havde overgivet sig. Der havde ikke været nogen kamp, for det første var der otte af dem og en af ham, og for det andet havde de grebet ham, som han havde hevet kalorius frem og var ved at slå en streg ved hjørnet af det ene hus. I det mindste havde han fået lov til at pisse færdig og hive bukserne op igen, inden de havde slæbt ham med hen på pladsen foran det ene hus.

Seks af de uniformsklædte mænd og kvinder var forsvundet ud for at gennemgå husene, mens de to andre holdt vagt med Randall.
"Hør, jeg er bare på vej for at besøge min syge moster, der er virkeligt ingen grund til at..."
Sværdspidsen bevægede sig advarende.
"Hold kæft. Du ligner en soldat. Er der flere end dig?"
Randy himlede med øjnene.
"Er du døv og dum, jeg sagde jo, at det bare er mig."
Det virkede til, at soldaten skulle til at slå ham, men de blev afbrudt i deres fredelige snak, som en af de andre soldater kom tilbage. Slæbende på en knejt, der så ud til at mangle en god del af begge arme.
"Jeg fandt ham her i det ene hus, hvor han gemte sig." Han skubbede ham frem for at placere ham ved siden af Randall.
"Så I er flere!" Soldaten med sværdet virkede vred over at være blevet løjet for, og Randall kastede et blik på drengen, han helt sikkert aldrig havde set før.
"Hvis sådan en flok kohaler tror, at jeg følges med den arme dreng, så er I dummere end I ser ud." Han skar ansigt. Sekundet senere havde soldaten grebet fat i kraven af ham og gjorde klar til at slå ham med sværdskæftet, men en lyd fik dem begge til at se ned. En pil stak op af græsset.

Randall stirrede forundret på den, ikke så meget fordi at han var overrasket over at se en pil, han var mere overrasket over, at den ikke sad begravet i hans krop. Ved Chance, var han ligefrem heldig?
Tjok. Lyden blev efterfulgt af en rallen, og grebet i hans krave forsvandt. Krigeren faldt om foran Randy med en pil stikkende ud af halsen. Lort.
Og pludseligt var der en råben og en skrigen, som en gruppe væsner væltede ud af skoven og flere pile landede omkring dem. Mørkets Krigere kom ud fra bygningerne med sværdene trukket. Dette ville blive blodigt. Og Randall og knægten stod lige midt i det hele.

Uden at tænke, greb han fat i drengen og skubbede ham af sted mod sikkerhed i mellem bygningerne. Han havde ved Zaladins fedtede, lusefyldte hår ingen arme, han ville dø hurtigere end Randy selv! De skulle væk fra pilene og de svingende sværd! Så kunne han altid ofre ham senere, skulle det være. Hvis Mørket vand denne lille kamp. Hvis hvem end de andre var vandt, så så det bedre ud at kunne fremvise én, man havde reddet.

 En svag rumlen brød stilheden i det faldefærdige hus. Ergin forsøgte at ligge armene om maven, for at dæmpe lyden lidt, men det kunne ikke lade sig gøre. Hvor armene var normalt var, var der.. ingenting. Ud fra skulderne sad der blot to stumper, armene stoppede lige over albuerne. Ergin så lidt opgivende på de manglende arme. Sårene kløede helt vildt, og selvom han havde forsøgt at holde bandagerne rene, var det ikke gået så godt, og der var helt sikkert gået betændelse i sårene. Det havde ikke været nemt at holde det rent eller rense det. Først og fremmest vidste Ergin ikke noget om medicin eller ligende, for det andet, var det heller ikke nemt at holde rent når man ikke havde nogle hænder og rendte forvirret rundt ude i naturen. 
 Ergin kom op at stå. Han var så utrolig sulten. Det var mange uger siden han havde fået noget ordentligt at spise. Efter han var vågnet op i skovkanten havde han vandret forvirret rundt, og fandt pludselig sig selv inde i skoven, uden nogen ide om hvor han var, eller hvordan han var kommet der hen. Han havde levet af bær og blade siden da. Det gjorde jo ondt at bruge stumperne, så havde han så vidt muligt undgået det og mest kun fået mad han kunne få fat i, ved at tage det direkte ind i munden. Da han endelig fandt ud af skoven igen, havde han gået langs skovkanten i et par dage før han havde fundet de her forladte huse, han nu havde været i den sidste uges tid. 
 
 Langsomt og dvask begynde Ergin at lede efter noget at spise. Han vidste egentlig at der ikke var noget mad nogen steder, han havde rodet det hele igennem da han kom her hen, men så havde han da noget at få tiden til at gå med. 
 Ergin stod og puffede til nogle sække med foden, da han hørte skridt uden for. Hans hjerte fløj op i halsen på ham, og et kort øjeblik stivnede han - var han kommet for at tage Ergin med tilbage? Ergin sank en klump, inden han fik sig møvet ned mellem sækkene og krøllede sig så meget sammen han kunne. Åh gud, hvor var han dog sulten!
 I et forsøg på at gøre sig så stille som muligt, sad Ergin og holdt vejret. Da det lød til at skridtene var på vej væk, åbnede han lettet, men dæmpet ud, men det resulterede desvære også i at maven rumlede. Få sekunder efter blev han grebet fat i nakken. Ergin så op på manden og det var som om alt blodet i ham stivede, som han blev hevet ud af huset. 

 Hvad der efterfølgende skete fulgte Ergin ikke rigtig med i. Han stod bare med blikket fæstnet mod jorden uden at se på nogen eller noget. Selvom han stod og hang lidt i kroppen, var alle muskler stadig anspændte og klar til hvad end der skulle ske. Selv da det begyndte at regne med pile, blev han bare stående, nærmest som om han ventede på at blive ramt. Det ville nok ikke være så slemt, ville det? 
 Pludselig blev han grebet fat i og skubbet afsted. Han gjorde ikke noget modstand, han fulgte bare med. Man skulle gøre som man fik besked på, ellers blev man straffet. Også selvom der ikke var blevet sagt hvad man skulle. Så måtte man gætte, og gættede man forkert var det også galt. Hvis han var heldig, fik han måske noget mad, hvis han var en god dreng!

Det var ikke ligefrem fordi, at knægten virkede til at have lyst til at flytte sig væk fra kampen, Randall skubbede alt, hvad han havde lært, men de kom ikke specielt hurtigt af sted. Det var jo ligefør at drengens fødder slæbte hen over jorden. Randall var lige ved at give op og bare smutte så hurtigt hans eget bentøj kunne bære ham. Men han greb bedre fat i drengen og slæbte ham af sted ind i mellem bygningerne, hvor de ville være i nogenlunde sikkerhed, mens de slagtede hinanden ude på græsset. Man kunne høre sværd slå i mod hinanden og folk der råbte og et enkelt skrig.

Hvad så nu? De måtte hellere fortsætte. Men han manglede noget.
"Vent her." Altså, om knægten stak af, var vel sådan set lige meget, men han virkede virkeligt hjælpeløs lige nu, så Randy kunne alligevel ikke lade være med at ville have ham med. Han så lidt på ham, mens han bakked et par skridt, og derefter vendte om for at løbe af sted til den bygning, han havde slået en streg op ad. Så vidt han vidste, var hans taske stadig der. Og ganske rigtigt, krigerne havde ikke gjort sig den ulejlighed at flytte den. Han greb den og slyngede den over skulderen, inden han løb tilbage til drengen, der ikke havde flyttet sig.

"Godt nok, nu må du godt flytte fødderne, inden vi bliver jagtet vildt, hvis de mørke gutter vinder." Han greb ham i armen og hev ham med. Ikke i en lige linje væk fra kampen, for der var ikke andet end græsmarker. Der ville de være synlige flere kilometer ud, så de skulle ind i skoven. Så i stedet hev han ham med ud mellem bygningerne langs trægrænsen. Ikke direkte ind i skoven, det ville være dumt, hvis der var flere af dem, der havde angrebet Mørkets krigere. Nej, han løb et stykke med knægten, inden han drejede dem ind i mellem træerne. Det var unge, tynde træer, men de stod tæt nok til, at man ikke kunne se så langt.
Endeligt stoppede Randall op og knækkede sammen, mens han trak besværet efter vejret. Hans kondi var ikke forfærdelig, men den var heller ikke god, og han hadede virkeligt at løbe. Hans ben var blevet tunge og han kunne smage blod, så nu var det nødvendigt med en kort pause.

 Ergin var træt. Jo vidst havde han da sovet de sidste par nætter, men han var vågnet flere gange på grund af mareridt og kulde. Derudover havde han ikke fået noget ordentligt at spise længe, og det kunne hans krop mærke. Han flyttede sig derfor ikke specielt hurtigt. Han havde jo heller ikke fået at vide at han skulle flytte sig hurtigt, men manden der havde fat i ham, hev og skubbede så ivrigt i Ergin, at han alligevel satte tempoet lidt mere op som de kom nær bygningerne. Selvom det ikke så ud til noget af det der skete rørte Ergin, var han han bange, men han var ikke bange på grund af pilene, sværdene og skrigene. Nej han var bange for manden der havde fat i ham. Hvem var han? Hvad for en mand var han? Hvad ville han gøre ved ham? Ville han være ligeså selv som ham? Eller måske værre? Det hel kørte rundt i hovedet på ham, og hans hjerte bankede på fuld hammer i hans brystkasse. 

 De stoppede op, og Ergin fik en ordre. Han nikkede svagt til det og stod ellers bare uroligt og ventede som han var blevet bedt om. Han havde endnu ikke haft løftet blikket og set på manden. Han var sikker på der ikke ville komme noget godt ud af det alligevel. 
 Manden kom tilbage igen, og Ergin rettede sig automatisk og ubevidst en smule op, dog stadig uden at se på ham. Igen nikkede han til ordren han fik, inden han fulgte med som han blev hevet afsted. Han løb efter manden, men faldt mere og mere bagud. Ikke fordi han ikke ønskede at følge med - han prustede helt gevaldigt - men han havde bare ikke energien til at holde tempoet. Tænkte ham på bare at løbe den anden vej, så han kunne forsætte med at være fri? Overhovedet ikke. Det faldt han faktisk ikke ind. Om det var fordi han ikke ville turer det, når det kom til stykke, eller han bare ikke så det som en mulighed, var ikke godt at vide. 
 Endelig stoppede manden med at løbe og Ergin forsatte det sidste stykke, så han nåede op til manden. Han lænede sig op af et træ, og lukkede øjnene da det hele sortede for ham. Han hev efter vejret og knugede sig til træet, selvom det ikke var så effektivt, da han kun havde halve arme at holde sig fast med.

Det var ikke fordi, at Randall havde så meget tid til at spekulere over knægtens opførsel, men han blev ret hurtigt enig med sig selv om, at han ikke bare manglede noget af sine arme, han måtte også mangle lidt i hovedet, for han var godt nok langsom. Og han gjorde bare, som han fik besked på, uden ellers at reagere på det. Praktisk, men også ret ubehjælpsomt, når situationen lige nu krævede på handling. 
Det var der ikke så meget at gøre ved, som han skubbede ham i den retning, han ville have ham, og selv begyndte at løbe, mens han somme tider så sig over skulderen for at tjekke, at knægten fulgte med. Det gjorde han, omend en smule langsommere, men Randy satte ikke farten ned for at følges med ham.

Der lå en stor sten i mellem træerne, og Randy satte sig på den, mens han stadig hev efter vejret. Fy for en klam prut, han kunne ikke fordrage at løbe. De grå øjne løftede sig fra jorden og så på knægten, der om muligt var endnu mere forpustet og lignede en, der var klar til at besvime.
Blikket gled videre til armstumperne, der klamrede sig til træet. Det måtte være pænt surt at mangle sine arme. Og så så det ret nyt ud, med bandager og det hele. Randy havde selv engang mistet en arm, helt oppe ved skulderen, men det var han død ret hurtigt af. Han kunne dog godt huske smerten, og det havde da absolut ikke været behageligt. Så at miste to?! Og hvordan klarede man sig egentligt uden arme?! Man kunne jo ikke klø sig i røven eller gribe fat om ting.

Langsomt følte han sig mindre svimmel, og efter at have hostet lidt, følte han sig mere som sig selv. Han gav knægten et par minutter mere, inden han henvendte sig til ham.
"Det var for Zaladin tæt på. Så snart du er klar, skal vi videre, hvis røvhullerne vinder, kan det være, at de kommer efter os." Han lagde hovedet lidt på skrå og kneb øjnene sammen. "Hvis du altså kan holde til at gå lidt." Han nikkede mod armene.

 Ergin kæmpede for at holde sig stående på benene op af træet, men til sidst knækkede det ene ben sammen, og han lod sig glide ned, så han i stedet kunne sidde op ad træet. Han hev lidt efter vejeret og satte sig med hovedet lidt mellem benene. Det hjalp på svimmelheden, men det trykkede stadig i hans bryst når han prøvede at trække vejret. Om det var på grund af frygt, dårlig form eller sult, vidste han ikke. I teorien kunne det være alle på en gang. Hen kneb øjnene lidt sammen og snøftede kort. Han ville ønske han var fri igen, men på den anden side var han nu også glad for manden havde reddet ham. Det var ikke til at vide hvad der ville være sket med ham hvis han stadig var ved husene. Desværre kunne Ergin ikke lade vær med at frygte hvorfor manden havde reddet ham. Hvad ville han med Ergin? Der var ikke rigtig noget Ergin kunne, bestemt ikke når han ikke havde nogle arme. Han kunne jo ikke en gang stjæle sig mad eller noget. 

 Usikkert løftede Ergin blikket en smule og så hen på manden som han snakkede igen. Ikke direkte, men nok til at Ergin kunne se hvordan han så ud. Han nikkede lidt til det manden, og rynkede panden lidt da han kommenterede på om Ergin kunne gå mere, og nikkede mod hans arme - eller mangle på sammen. 
 " Jeg går ikke med mine arme..  " kom det en smule spydigt fra Ergin. Han fortrød dog med det sammen han havde svaret igen, og slog blikket ned mens han krympede sig lidt, som om han prøvede at beskytte sig fra et slag.
 " Undskyld! Jeg mener, jeg kan godt gå videre! " skyndte han sig at sige, mens han møvede sig op på benene. Det var måske ikke helt sandt - han var gevaldigt træt, og ulidelig sulten. Han ben gjorde ondt efter løbe turen, men hvis han ville have Ergin skulle gå, kunne han godt det. Han kunne godt gøre som der blev sagt. Han behøvede ikke at blive straffet. 

Det var altså en underlig knægt. Altså. Ud over manglen på arme. Han ville heller ikke rigtigt se på ham. Randy kunne ikke helt finde ud af, hvad der var galt med ham, og ærligt talt var det heller ikke hans største bekymring lige nu. Det måtte han se på, hvis de stadig fulgtes ad, når de kom lidt længere væk og Randy følte det var mere sikkert. Normalt ville han ikke tage folk med sig, men det hylede ham altså lidt ud af det, at knægten ingen arme havde. Og hvis han var forkert i hovedet, var Randall lidt mere tilbøjelig til at hjælpe lidt. Men han smed ham gerne fra sig uden at blinke, skulle det blive nødvendigt.

Den spydige bemærkning kom ud af ingenting, og det fik Randy til at se overrasket på ham med øjenbrynene skubbet op i panden. Inden han nåede at komme med et rapt svar, havde han undskyldt og var ved at rejse sig.
”Der er nok én, der er smart, hva?” Der var ikke noget vredt over hans stemme, bare en smule mumlende, mens han så nøje på ham. Han lignede ikke en, der var klar til at gå. Han lignede mere en, der var klar til at besvime. Han ville godt have givet ham lidt mere tid, men nu han selv stod op, rejste Randy sig også. Hans ben var tunge og det fik ham til at skære ansigt, ingen han hev taskens rem bedre op på skulderen og begyndte at gå af sted ind i skoven.

Denne gang holdt han et tempo, så drengen kunne følge med. Dog ikke alt for langsomt, for han havde ikke lyst til at blive indhentet af hverken den ene eller den anden gruppe. Mørket var bare lort og de andre var ikke så glade for folk som ham. Måske fordi han gerne stjal fra dem også. Han var ikke så kræsen.
Mens de gik, skævede han til sin unge følgesvend.
”Så hvad hedder du så? Og jeg bliver simpelthen nødt til at spørge … hvordan har du mistet armene?” Han var stadig forpustet, og hans stemme var en smule åndeløs og lidt mere hæs end den plejede.

 Med det samme manden kom med hans kommentar, krympede Ergin sig hurtigt, ved at trække skulderne op mod ørene, og vende hovedet ned af. Blikket var dog rettet mod manden, med et skræmt, undskyldende blik. 
 " Nej!  Undskyld! Det var ikke.. Jeg mente ikke.. Det var ikke med vilje! " Ergin slog blikket ned og kneb øjnene lidt sammen, klar til at bliver slået. Der skete dog ikke noget, og pludselig kunne Ergin hører manden begyndte at gå. Hurtigt fik han åbnet øjnene, inden han skyndte sig efter manden. Han måtte hellere sørger for at følge med. 

 Ergin sagde ikke noget mens de gik. Han havde nok i at skulle holde sig gående. Han var så træt og sulten, så tom af energi, at han knap nok holdt øje med hvor de gik. Han fulgte nærmest bare med på autopilot. Hans vejtrækning var sløv, han prustede lidt en gang i mellem, ikke nødvendigvis fordi det var hårdt at gå, men lige nu var det generelt hårdt at leve. Måske skulle han bare ligge sig ned og dø? 
 Der blev snakket til ham, og han var en anelse sløv til at registret at der blev snakke og hvad der blik sagt. Han blinkede et par gange, mens han så på manden, men hurtigt slog han blikket ned.
 "Ergin..  " mumlede han stille. Han så lidt på de indbundne, blodige stumper, og tænkte lidt. Han.. var ikke helt sikker på hvordan han havde mistet dem. Altså... Manden havde taget dem, det vidste han.. Men hvordan og hvorfor.. Det.. kunne han ikke huske.. Det var så længe tiden.. 
 " Det.. ved jeg ikke..  " Der var ikke meget kraft i Ergins stemme, men der var generelt ikke mange kræfter tilbage i den stakkels, udsultede og trætte dreng.

Randalls blik gled opmærksomt rundt i skoven, mens han gik. Der var ingen tegn på, at nogen var efter dem, men med hans held stod der en sur mand med et sværd lidt længere fremme, klar til at hugge ham ned og sende ham videre til næste krop. Ikke at det normalt betød så meget, men Randy havde noget i tasken, han gerne ville fortsætte med at være i besiddelse af lidt endnu. Så han ville helst ikke dø. Altså, ikke at han havde lyst til det generelt, det var aldrig nogen rar oplevelse.

Det tog lidt tid, inden der kom et svar fra den armeløse knægt, og Randall skævede til ham. Måske det ikke var en særligt god idé at gå nogen steder, han lignede godt nok en, der var ved at tilte på stedet. Han så bagud, men der var stadig ingen tegn på, at nogen fulgte efter dem. De var bare ikke kommet ret langt væk, og han ville gerne fortsætte, men drengen så ikke ud til at kunne holde til mere. Skulle han bare efterlade ham og få sig selv i sikkerhed?

Som han var ved at overveje det, svarede drengen og sagde sit navn. Ergin. 
"Jeg hedder Randall," svarede han tilbage. "Men du kan kalde mig Randy," mumlede han, stadig lidt mere optaget af, at drengen så ud som om, at han kunne lægge sig ned, hvornår end det skulle være. Han så ikke ud til at vide, hvad han skulle svare på Randalls spørgsmål, og svaret var da også en smule sært.
"Det ved du ikke?! Hvordan ved man ikke, hvordan man har mistet sine arme?" Han så lidt vantro på ham, men endte så med at række ud for at tage ved hans arm for at støtte ham.
"Hør du ligner en, der er ved at vælte, vi kan godt stoppe her, jeg bærer dig i hvert fald ikke."

 Det var længe siden Ergin havde ført en reel samtale med nogen. Det sidste lange stykke tid, havde det været meget envejs kommunikation, med enkelte ja, okay, selvfølgelig fra Ergins side i ny og næ. Det virkede derfor utroligt mærkeligt for Ergin, pludselig at have noget der mindede om en samtale. Han vidst ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det, eller hvad han skulle gøre. Så han fulgte bare med, og var klar til at gøre som der blev sagt. 
 " Randy..  " mumlede han lidt, som om han smagte på navne. Øvede sig på det. Randalls udbrud fik Ergin til at krympe sig lidt, skulderne løftede sig op mod ørene, og hovede sænkede sig lidt. 
 " Undskyld.. Nej.. Jeg.. altså... Jeg kan ikke huske det..  " blikket var slået mod jorden, og egentlig var han klar på at en eller anden straf ville komme. Derfor kom der også et lille klynk fra ham, da Randall tog ved hans arm. Der skete dog ikke mere, og det var ikke en gang fordi det gjorde ondt. Forsigtigt løftede Ergin blikket op mod Randal, inden han rettede sig lidt op.
 " Nej nej! Det er ikke et problem! Hvis vi skal blive ved at gå. Jeg kan! " en svag panik var at spore i hans stemme. Panikken for ikke at gøre det godt nok. For ikke at være tilstrækkelig nok, og derved få en straf. 

 Det var dog tydeligt at se, at der ikke ville gå længe inden det ville være et problem. Han havde virkelig ikke meget energi, og selvom han stod og rettede sig op, for at vise han sagtens kunne forsætte, faldt hans krop hurtig sammen igen. Der var ikke meget farve tilbage i hans ansigt, og stilheden blev afbrudt af Ergin mave der rumlede. Han skulle til at ligge hånden mod maven, men som han forsøgte, blev han opmærksom på hånden manglede. Han så lidt ned på stumpen med et tomt udtryk. Hvordan skulle han dog overleve.. Før i tiden stjal han, men det var ikke rigtig til at gøre nu, var det? Han sank kort som tårene begyndte at brænde i øjenkrogene. 

Det var vitterligt som at have med en lille skræmt hund at gøre. Det var sket et par gange, at knægten opførte sig som om, at Randy stod med hånden hævet over ham, klar til at slå. Selvom Randy ikke følte sig truende på nogen måde, han var bare ham. Det var ikke svært at regne ud, selv hvis man ikke tog armene med i beregningen, at Ergin havde været udsat for en masse grimme ting, og at nogen havde gjort noget ved ham. Blødte Randalls hjerte? Overhovedet ikke, selvom han da nok kunne klemme en lille følelse af medlidenhed ud mellem sidebenene. Knægten var ved guderne jo ikke så gammel!

Panikken fløj ikke hen over hovedet på den gamle lejesoldat, og han så lidt mistroisk på ham, inden han rystede på hovedet.
"Du kan jo knapt stå på dine ben." Han sukkede og så rundt. Et godt sted til at slå lejr. Så måtte røvhullerne indhente dem, han nægtede simpelthen at slæbe drengen af sted. Tanken om at efterlade ham, strejfede ham, men han skubbede den væk. Den der lille følelse af medlidenhed havde alligevel noget at sige, åbenbart. Og så rumlede drengens mave, og Randy så godt bevægelsen han gjorde med sin armstump. Han ville have lagt hånden på sin mave. Det var umuligt ikke at gyse, ikke over armstumpen, men tanken om at rende rundt uden arme og ikke kunne noget.

"Hold op med at opføre dig som om, at jeg har planer om at tæve dig, det har jeg ikke, og hold dig på benene bare lidt endnu, hm?" Han skævede til ham og begyndte så at trække ham med, stadig med et tag i hans overarm. Han gik ikke langt, bare ind i noget buskads, der var vokset op omkring nogle træer, der var væltet. Der var både noget at sidde på og gemme sig bag, det var perfekt. Her skubbede Randy drengen ned at sidde, inden han satte sig på hug foran ham.
"Ved du så, hvor længe du har rendt rundt uden arme, eller det kan du måske heller ikke huske?" Han tog tasken af ryggen og fandt et vandskind frem. Det var kun halvt fyldt, men det måtte de leve med. Han hev proppen ud og drak lidt, inden han spørgende holdt det frem mod knægten for at finde ud af, om han var tørstig. Ikke fordi han skulle tage det.

 Det var tydeligvis ikke gået forbi Randalls hoved hvor træt og udmattet Ergin var. Han ville bare virkelig gerne gøre alt rigtigt, for han havde ikke lyst til at blive straffe. Han var så træt. Og hans arme gjorde ondt. Selvom Ergin var en smule optaget af at sørge over hans manglede arme, kunne han ikke lade vær med at krympe sig lidt ved Randalls ord, selvom de hverken var beskyldende, vrede eller på anden vis negative. Det var trods alt intet andet end en konstatering. Ergin så lidt ned på benene. Han kunne ikke rigtig sige ham imod. Blev han skubbet til ville han nok vælte. Og har var ikke sikker på om han havde energi til at rejse sig op igen. 
 " Undskyld..  " mumlede han stille, selvom han godt var klar over det ikke var noget han behøvede et undskylde for. Han var bare blevet så vant til at skulle undskylde for næsten alt han gjorde. 

 Det var bestemt ikke fordi Ergin ikke ønskede at tro på Randall, da han sagde han ikke ville tæve ham. Han håbede da inderligt det var  sandt, men det stoppede ikke hans krop fra at reagere automatisk. Han skulle til at svare, men blev afbrudt da han blev hevet afsted. Lydigt fulgte han med, og lod sig blive skubbet ned at sidde. 
 Det næste spørgsmål kom lidt af på ham, og fik han til at sidde i stilhed lidt. Det var jo ikke fordi han ikke kunne huske hvor længe siden det var han vågnede op uden armene. Han vidste bare ikke hvor lang tid der var gået.
 " Måske en måned..  " sagde han stille og trak på skulderne. Blikket var vendt ned, men han skævede lidt mod Randall da han rodede rundt i hans taske. Da et vandskind blev hevet frem, følte han sig pludselig ekstra tør i munden. Han sank en smule anstrengt. Åh gud hvor var han tørstig! Tungen gled lidt over læberne, og da skindet blev rakt mod ham, flyttede han usikkert blikket hen på Randall. Han var så tørstig, og han ville så gerne tage imod skindet, men det kunne han jo ikke rigtig. 

Måske en måned. Det var længe at leve uden arme. Havde han mon fået hjælp andre steder? Det måtte han næsten, ellers ville han vel være død af både det hele og det andet. Nok var det sommer og maden hang bogstaveligt talt på træerne, men stadig.
”Har du rendt rundt for dig selv i al den tid?” Han fangede uden problemer, at knægten var tørstig, så han rejste sig op for at kunne holde tuden frem mod ham og løfte op i skindet, så han kunne drikke. Han lod ham drikke nogle gode slurke, inden han tog skindet fra ham igen. Der havde ikke været vand i nærheden, ud over den gamle brønd tilbage ved husene, som han ikke havde nået at se, om der stadig var vand i. Han måtte nok ud at se efter noget senere, når han havde undersøgt, om de kæmpende parter var væk.

Proppen blev sat i skindet, og han så lidt vurderende op og ned af knægten. Der var godt nok ikke meget af ham, og hans mave havde gjort højlydt opmærksom på, at han var sulten. Hvilket betød, at Randy skulle håndfodre ham. Det var næsten for meget. Hvis han så bare havde fået penge for det, men nej, hvis han besluttede sig for at gøre mere, var det på egen regning. Hans blik bevægede ind i den retning de kom fra, men der var stille i skoven. Alt i ham bad ham efterlade drengen og fortsætte væk derfra i sikkerhed. For det første havde han ikke lyst til at dø, hvis det var det, de andre havde lyst til at gøre ved ham. For det andet havde han stadig det i tasken, han gerne ville beholde for en stund. For det tredje, det var ved guderne da et besvær at skulle tage sig af nogen uden arme.

Han var lige ved at samle tasken op og skride, men så igen. Hvis guderne ville pine ham med en død mere, så var det lige meget, om han gik herfra eller ej. Enten ville han bare møde nogle andre med blod på tanden eller også ville han falde over en sten og blive spiddet af en gren. Det kunne jo også være, at det ville hjælpe at have drengen hos sig, skulle der komme nogen. Så kunne han give ham videre eller ofre ham, eller hvad der nu var nødvendigt.
Så han endte i stedet med at rode lidt rundt i tasken, inden han hev en lille sæk op. Der var lidt tørret kød, en humpel tørt brød, et stykke ost og et par friske æbler. Selvom skoven her mest bestod af bøgetræer, havde han set et par bærbuske og mon ikke, at der var et æbletræ eller to, hvis man ledte lidt.
Til sidst satte han sig på det væltede træ ved siden af Ergin og trak en kniv for at skære kødet i mindre, mere spiselige stykker.
”Har du noget familie eller noget, jeg kan læsse dig af ved?”

 Ergin kunne ikke helt vurdere om han helst ville have mødt nogen der kunne hjælpe ham, eller være alene. Hvis der havde været noget andre, ville han måske kunne få noget mere mad og ikke skulle have udsat sig selv for alle mulige pinlige situationer. På den anden side havde det være meget dejligt at han kunne være sig selv, og ikke tænke over om han gjorde noget forkert. 
 Da skindet blev løftet op til ham, sugede Ergin nærmest vandet i sig, og han løftede stumperne op, for at hjælpe med at holde skindet, og valgte dog ikke at røre ved det, så det må nok bare lidt mærkeligt ud. Da skindet blev fjernet igen så Ergin lidt længslende efter det, for åh hvor kunne han godt drikke noget mere! Tungen gled over læberne, inden han slog blikket lidt ned. 

 Der blev stille, og Ergin sad bare med blikket slået ned uden selv at sige noget. Nu hvor de var kommet ned at sidde og der var kommet lidt mere ro over det hele, kunne han mærke udmattelsen snige sig mere ind på ham, og han kunne mærke hvordan øjenlågene begyndte at blive tungere og tungere, og sværre og sværre at holde åbne. På den ene side var det nok meget godt at holde sig vågen, for Randy ikke pludselig forlod ham, men ville det gøre den store forskel? Han ville nok alligevel ikke blive hængende omkring Ergin særlig længe, alligevel. 
 Vægten skiftede lidt på træet, og Ergin rettede sig lidt forskrækket op, inden han drejede hovedet og så på Randy, der pludselig var kommet meget tæt på. Skulderne trak sig automatik lidt op, klar til hvad end der nu kunne ske. Der skete dog ikke rigtigt det store, men det ændrede ikke på hvordan Ergin sad - anspændt og nervøs. 
 " .. Jeg.. har ikke nogen..  " Allerede inden manden havde fanget Ergin havde han været alene. Der var ikke nogen i hans liv længere. 

Igen virkede det som om, at drengen forventede at Randall ville æde ham levende. Skrækken var tydelig at se på ham, men Randy sagde ikke noget til det. Det var måske forståeligt nok, hvis nogen havde hugget armene af knægten, at han var lidt skræmt ved fremmede. Så Randy skar bare et stykke kød af, der var i en nogenlunde tygbar størrelse, men stoppede i sine bevægelser, som Ergin sagde, at han ikke havde nogen. Det var ikke så godt, hvad ved Zaladin skulle han så gøre af ham?
”Nå, det var ikke så godt,” mumlede han uden den større medfølelse og løftede kødet op mod hans ansigt. ”Kløjs nu ikke i det.”

Han trak hånden til sig, så snart kødet havde mødt sin skæbne i drengens mund, så han kunne skære endnu et stykke af.
”Så er spørgsmålet så, hvad jeg så skal gøre ved dig. Jeg har ikke tænkt mig at have dig på slæb mere end højest nødvendigt. Jeg har ting, jeg skal.” Arbejde, kællinger, druk, død. Det ville en armløs knægt kun komme i vejen for. Randall lagde ikke skjul på, at han ikke var en hjertevarm, hjælpsom mand. Selvom han godt nok lige nu sad og håndfodrede den armløse knægt. Så snart Ergin havde tygget af munden, løftede Randy det næste stykke kød op til hans ansigt. Seriøst, det var ikke lige det, han havde forestillet sig at skulle i dag. Håndfodre folk.

”Jeg er på vej nord på mod Dianthos. Ikke at det er sikkert, at jeg kan komme ind, men man kan da prøve.” Det sidste mumlede han, for han skulle ind i Dianthos, om han så skulle betale sig fra det. Det forbandede Mørket, der havde ødelagt det hele. Altså, Lyset var jo heller ikke ligefrem på hans gode side, men de havde været til at arbejde med. Og deres første reaktion havde ikke været at hugge hænder, fødder og hoveder af folk, de ikke kunne lide.
”Hvis du vil den vej på, kan vi se, om der ikke er et sted, jeg kan sætte dig af, hvor folk måske er lidt venligsindede.” Så meget arbejde. Han var allerede træt ved tanken.

 Der kom ingen slag, og Ergin slappede lidt mere af i skuldrene. Ikke vildt meget, for han kunne ikke slippe frygten for at Randall ville lange ud efter ham, men nok til at skuldrene ikke længere sat helt oppe ved ørene. Blikket flyttede sig hen på kødet i Randalls fingre og sank sultent. Helt opslugt af kødet, glemte Ergin alt om at svare, og nikkede bare en smule fraværrende. Kødet kom helt tæt på, og Ergins tungen gled lidt over underlæben inden han lidt forsigtigt lænede sig frem, og fik taget kødet i munden. 
 Et tilfreds suk forlod Ergin, som han lukkede øjnene i og ivrigt tykkede på kødet. Måske var det ikke vildt fantastisk mad, men åh hvor fandt Ergin det lækkert. Det lille stykke kød blev hurtigt sunket, og Ergin åbnede øjnene, klar til at tage imod det næste stykke så snart det var klart. 

 Så længe der blev stukket kød hen til Ergin spiste han det ivrigt. Han synes ikke at blive mæt, men det føltes utroligt godt i kroppen. Da Randall snakkede om hvad han skulle gøre ved Ergin, så han lidt desperat på ham. Han havde ikke lyst til at blive efterladt her i skoven, selvom han ikke havde vildt meget lyst til at være i nærheden af Randall. Men lige nu var det meget rart med hjælp, og hvis det betød han kunne få mad og drikke, så bed han gerne frygten lidt i sig. 
 " Jeg lover at gøre hvad du siger! " Skyndte han sig at sige og så bedende på manden ved sin side. Han slog blikket lidt ned, undskyldende over så udbrud, og ventede på et slag eller andet der skulle sætte ham på plads. Man talte ikke uden at være blevet snakket direkte til, og der virkede mere som om Randall sad og tænkte højt. 

 Ergin holdt sin mund resten af tiden, og sad i stedet bare og spiste, når der blev rakt mad mod ham. Det var på en eller anden måde utroligt ydmygende at sidde og blive fodret på den måde, men det rørte ikke Ergin særlig meget. Han havde prøve så meget værre de sidste mange måneder, så det var ligefør Ergin så det som en kærlig handling. 
 Han nikkede lige da Randall spurgte om han ville med det vej. Han var ligeglad hvad vej de gik. Han ville bare gerne et sted hen, hvor der var andre mennesker. Eller generelt bare andre. Han var fortabt herude på bøhlandet, helt alene. 

Randy kunne ikke helt finde ud af, hvilket humør han skulle være i. Hvad han lige skulle tænke over situationen. Det var sjældent, at han var i decideret dårligt humør, og selvom han måske virkede irriteret over det hele lige nu, var han ikke vred. Knægten kunne ved Zaladin ikke gøre for, at hans arme manglede. Eller, måske han kunne, Randy kendte ikke historien for det. Men det var i hvert fald ikke hans skyld, at Randall havde besluttet sig for at være voksen og ansvarligt og redde ham. Hvad der gik af ham, skulle han ikke kunne sige, men altså, var det nødvendigt, efterlod han ham uden de store moralske kvaler.

Drengens udbrud fik ham til at sende ham et blik af forundring, men han havde ikke rigtigt noget svar til det, så ham mumlede bare noget med ”det vil være en rigtig god idé”, mens han skar endnu et stykke kød.
De små stykker tørret kød forsvandt hurtigt, og selvom Randy havde tænkt sig at gemme noget til sig selv også, endte han alligevel med at give drengen det meste, inden han stoppede det sidste i kæften på sig selv og tyggede løs, mens han hev et æble op og begyndte at skære det i både. Han havde ikke så meget at tilbyde, og der skulle også være noget at spise senere. Han havde aldrig været den største jæger, men mon ikke, at der kunne fikses en snare og derved være et eller andet til næste dag.

”Hvad kan du så overhovedet huske? Altså, medmindre du har slået hovedet, så må du vel vide noget. Hvor kommer du fra? Hvor gammel er du?” Der måtte være noget, den armløse knægt havde styr på. Bare et eller andet. Inden drengen kunne nå at svare, stak Randall et stykke æble i munden på ham og åd et stykke selv. Uden mad og drikke dur røvhullet ikke, og et røvhul var han uden tvivl.
Selvom han virkede til at koncentrere sig om Ergin, var han også opmærksom på sine omgivelser, og da en fugl skræppede, stoppede han op og så i den retning. Men der var ikke noget, så han skar et stykke mere, klar til at lege fuglemor for en vingeløs unge. Ved guderne, han skulle være født nonne. Hans blik blev for et kort øjeblik tomt, som han huskede tilbage på et besøg i et tempel et sted nord på. Så mange kvinder. Tørstige kvinder.

 Så længe der blev rakt mad mod ham, lige så længe blev Ergin ved med at spise. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde fået noget at spise der ikke var sure bær eller andet ikke særligt mættende appetitligt mad. Det kunne sikkert også ses på hvordan han nærmest grådigt slugte maden, uden at tygge det særlig meget. 
 Selvom Ergin bestemt ikke var tryg ved at være i selskab med en mand, kunne man lige så stille se, hvordan han begyndte at virker mindre anspændt. Ikke at han blev helt afslappet i Randalls selskab, men indtil videre havde han ikke virket til at ville gøre Ergin noget ondt, og med den lille afstand mellem dem, sank Ergin skuldre sig lidt, så de ikke hang helt oppe ved hans ører. 

" Jeg er 15 år.. " Svarede Ergin prompte, men så snart ordene havde forladt hans mund rynkede han panden lidt. Hvor længe havde han være hos manden? Han så lidt ned på stumperne, og træk så lidt på skuldrene.
 " Tror jeg nok..  " mumlede han lidt, og flyttede blikket tilbage hen mod Randall.
 " Jeg er vokset op på en lille gård lidt ude for Dianthos. " forsatte han kort efter, og flyttede så blikket ned på jorden. Han kunne jo huske det meste. Han vidste bare ikke hvad der var sket med hans arme. Ikke sådan rigtigt. Han sank en klump og krympede sig lidt igen som tankerne et kort øjeblik vandrede tilbage på manden. 
 Et æble blev stukket i munden på ham, og hev ham tilbage til nuet. Ergin glippede lidt med øjnene og havde kort et forvirret udtryk over sig, som om han havde glemt hvor han var. Mens han tyggede på æblet, overvejede han om han skulle sige, at han umiddelbart godt kunne huske alt, undtagen hvad der var sket med hans arme, men Randall havde ikke spurgt ind til mere end hans alder og hvor han kom fra, så han havde heller ikke fået lov til at uddybe mere.

Det var ikke noget, Randy tænkte nærmere over, men han lagde godt mærke til, at knægten virkede til at slappe lidt af. Det var godt, han følte sig sgu lidt ubehageligt tilpas over at skræmme en knægt sådan, når han ikke gjorde andet end at hjælpe ham. Selvom Randy var en skurk, var det ikke ligefrem fordi, at han var glad ved at gøre folk utilpasse, medmindre det var meningen. Han var lidt af en social rotte, og leende selskab var da helt klart at foretrække. Det var dog nok ikke noget, at han fik ud af lille Ergin her, men så måtte han nøjes med det, han kunne få. Om det så bare var et par skuldre, der gled lidt ned og nogle spændinger, der forsvandt.

15 år. Lidt ældre end hvad Randy ville have skudt ham til, men det overraskede ham nu ikke. Han lignede en lille handikappet kattekilling. Randys øjenbryn blev skudt i vejret og han skar endnu et stykke æble til drengen.
”Så en bette bondeknægt? Sådan en har jeg også været engang, godt nok i Medanien. Ikke at man kan se det mere…” Han skævede ned af sig selv og til sværdet ved sin side. Nej, han lignede absolut ikke én, der vidste, hvordan man skubbede en plov, ikke med læderjakken og arret i ansigtet, sværdet i bæltet og den store kniv på ryggen. Men der havde været en gang, for mange, mange år siden.
”Jeg har nok været på din alder, da jeg ikke gad det mere.” Mens han snakkede, proppede han mere æble i munden på knægten og skar et stykke til sig selv, som han lidt tænksomt tyggede på og så ud i luften for et øjeblik, som de svage minder om hans barndomshjem gled igennem hans hoved.

Egentligt burde han spørge, om han skulle sætte drengen af ved den gård, men han havde jo allerede sagt, at han ikke havde nogen, og havde det været Randy, ja så ville han sgu også hellere dø i en grøft end at være blevet slæbt hjem igen.
Han sank det gennemtyggede æble og skar et stykke mere til knægten.
”Så lille bondeknægt Ergin, det er hårde tider at rende rundt ude i verden uden arme på. I det mindste har du dine ben endnu, ellers havde jeg sgu ikke slæbt dig med.” Det var rigtigt dårlig og malplaceret humor for Randys side, men det lagde han ikke helt selv mærke til, som han delte det sidste æble imellem dem, tørrede kniven af i de ikke helt rene bukser og stak den i bæltet.
”Hvad om vi ikke lige kaster et blik under de bandager der og ser, om det hele ikke er, som det skal være?” Han ventede ikke på svar men var allerede ved at række ud efter en armstump.

 Ergin trak lidt på skulderne. Han vidste ikke helt om han ville kalde sig en bondeknægt. Han havde aldrig været specielt godt til at høre efter hvad hans forældre sagde og bad ham om, og gjorde for det meste bare hvad der faldt ham ind. Noget der nok også var grunden til han havde endt med at få hans forældre slået ihjel. Han sagde dog ikke mere til det og skævede kort lidt mod Randall, som han sagde at det ikke rigtig var til at se han havde været bondeknægt. Ergin kunne ikke rigtig lige huske hvordan en bonde knægt så ud, men han mindes i hvert fald ikke de gik med sværd, så det var nok meget rigtigt.
 Med endnu et æblestykket i munden tyggede Ergin ivrigt videre. Han følte sig stadig ret sulten, men var utrolig taknemlig for at have fået noget mad. Han overvejede lidt hvordan skulle takke Randall. Om han skulle sætte sig ned på knæ foran ham og takke ham med munden.

 Havde Ergin ikke været så skræmt og træt, havde han måske kunne leet lidt af Randalls, men der var ikke megen latter og glade dage i ham i øjeblikket. Derfor nikkede han også bare lidt tørt til ordene. Det var hårdt. Det var svært at spise, især fordi stumperne gjorde ondt. Han kunne nærmest ikke få tøjet af og på, så han havde - flere gange end han var stolt af - ikke nået at få bukserne ned når naturen kaldte. Og når han havde fået dem ned, havde det aldrig været et kønt syn eller spor nemt at få dem op igen. 
 De havde siddet med en lille smule afstand i mellem dem, og selvom Randall havde lænet sig over Ergin, havde han fundet afstanden okay, men også kun fordi Randall ikke havde givet udtryk for at ville gøre ham noget, andet end at give ham mad. Noget han så ihærdigt længslede. 
 Dog, så snart Randall rakte ud efter Ergins arm, gibbede det forskrækket i ham, så han næsten fik æblet galt i halsen og måtte hoste lidt. Skulderne blev løftet op til skulderne igen, men trods den skræmte reaktion, flyttede han sig ikke. Han vigede kun en lille smule væk, men vidste også bedre, og at det ville udløse en straf hvis han prøvede at stikke af. Vejrtrækningen var blevet en smule hurtigt og overfladisk, og blikket var vendt væk fra den stort set fremmede mand.