At være væbner var ikke ligefrem altid en let opgave, det hav af pligter der fulgte med log kun til at blive større for hver dag der gik. Foder dragen, men ikke formeget! Gør rustningen i stand, læs om de her slag, husk at tale ordenligt, men sig ikke formeget! Og ikke nok med det så var Rofus stadig forvandlet til en pige!

I det mindste havde dagens morgen træning været med sværd og det havde da været lidt sjovere da Rofie var blevet sat til at sparre med nogle af de unge adelige der også var sat til at træne den slags, især da hun havde vundet sin sidste "duel" mod en adelsknøs, og som den slags nu gør givet hende en hel masse opmærksomhed, hun ikke var helt sikker på om hun syntes om.
Heldigvis havde Moana et vigtigt ærinde som skulle være væbner frit så Rofie lænede sig med lukkede øjne op af en mur og nød den smule varme solen havde at dele med verden. Hvis det ikke havde været for frosten der gemte sig i skyggerne kunne det have været en behagelig pause, men det var bedre at stå ude i solen pakket ind i sin uldkappe, dækkende den ret simple blågrønne kjole hun ellers havde til at skærme sig mod kulden.

Larmen fra en lille gruppe af adelige fik hende til at åbne det ene øje og skæve mod dem, det lignede at de havde et eller andet for, men hvad kunne hun ikke sige lige nu, det gik jo sikkert heller ikke udover hende.

Endnu en hård morgen på træningspladsen. Nicodemus kunne godt lide dem, selv om det at forlade de varme fjerdyner og træde ud i vinterkulden føltes som et regulært chok. Emilio havde fået en dårlig vane med at lade vandet til morgenbadet være koldt - og det var på ingen måde lykkes Nicodemus at tale ham fra det. På trods af at den usynlige tjener var en del af Nicodemus selv, var det tydeligt, at Emilio havde sine egne holdninger til, hvad der var bedst for den unge herre.

Nu stod han i paladsgården med blussende kinder og svedig kofte på trods af den frostklare morgen. Som oftest holdt adelsknægtene sammen - deres ophav gav dem et form for fællesskab, når træningssværdene skulle prøves af mod hinanden. 
Der havde dog også været en pige, han ikke tidligere havde set, her til morgen: en væbner, så vidt han forstod. Hun havde givet Rickon af Ernyell et solidt lag tæsk og alle adelsdrengene snakkede om det. Der blev hvisket og kastet sideblikke, mens den uheldige adelsdreng plejede sine blå mærker. Drengene var usikker på, hvem der skulle tage den næste runde - for deres ære måtte jo forsvares, men hvad hvis den næste udfordrer også måtte bide i græsset? Man kunne komme til at høre længe for at være blevet besejret af en pige.

"Dejlig morgen!"

Nicodemus havde forladt drengegruppen og havde stillet sig hen ved siden af pigen, der nu stod og lænede sig op ad muren. Han kørte en hånd gennem det svedige, mørke hår og så op og ned af hende. Hun lignede godt nok, at hun havde nogle muskler at gøre godt med.

"Godt klaret - at du vandt kampen lige før.." Fortsatte han med et anerkendene smil. Adelsfolk var oftest trænet i fægtning fra barnsben af, så det var altid godt, når der kom nogen, der kunne udfordre dem. Nicodemus havde dog også lært, at alle de officielle fægteregler langt fra holdt i et rigtigt slagsmål - og han var ikke et sekund i tvivl om, at det fleste af adelsdrengene hurtigt ville tabe, hvis de mødte en rigtig slagsbror nede fra byen. 

Rofie blinkede kort som nogen gik indforan hendes solstribe, ikke at det lød til at drenggruppen var holdt op med at være adelige sammen, på godt og ondt. Hvad end de havde tænkt sig at lave var hun ikke sikker på, men før eller siden så skete der nok noget!

"Dejlig morgen!" 

Hendes blik flyttede sig mod den sorthårede dreng der i hendes øjne stod og lænede sig nonchalant op af muren og gjorde sig til, urgh og hvorfor var det lige at hun kunne mærke at det virkede! "Morgen" prøvede hun at svare tørt, men ikke alt for overbevisende. Fraværende pillede hun lidt ved halskæden hun havde om halsen, før hun krydsede armene demonstrativt under hendes barm. Normalt ville hun bare kunne se på folk og deres sjæl, men hun havde lovet Moana at træne med halskæden på. nu når hun skulle for lærer hendes egen styrke og alt det der, og så der ikke skete nogen noget ved et uheld. Flyvende adelige var nok ikke godt i længden.

"Nårh, tak? Han var fin nok men jeg tror han er for vandt til at fægte efter point" Trak hun lidt skuldrene, det var noget tid siden at hun faktisk ikke var blevet irriteret over at få den slags opmærksomhed, selvom hun nok vidste bedre end at lade det stige hende til hovedet.

Pigen virkede ikke helt velkommende, og Nicodemus forstod det godt. Hun var alene her, mens han var en del af gruppen - og hun kunne jo ikke vide, at hans intentioner var venlige nok. Som altid ønskede den udadvente Nicodemus blot at lære folk at kende - for jo flere han kendte på paladset og i træningsgården, jo mere udholdelige var det lange timer, han måtte tilbringe her.

Han lænede sig op ad muren ved siden af hende og lod som om han betragtede en fægtekamp, der netop var gået i gang. En del af drengegruppens opmærksomhed var dog stadig vendt mod pigen, og Nicodemus fik et opmuntrende råb efter sig: "Hvaa' Nico, skal du også have en omgang med hende?" 

Nicodemus sendte blot et grin og en hovedrysten i retning af drengen. "Jeg håber ikke, at de generer dig for meget." Sagde han oprigtigt. Han vidste godt, at adelsdrengene kunne være stride mod folk, der kom udefra - og det blev nok ikke bedre af, at det var en pige.
Hendes kommentar gjorde ham lidt interesseret og et fintformet øjenbryn blev hævet i hans drengeansigt: "Det har du nok ret i. Du har måske fået anden sværdtræning?" Spurgte han nysgerrigt.

Rofie rullede overdrevet med øjnene over den råbende adeldrengs råb til hans kamerart, det var lidt slående hvor dumme drenge kunne være at hører på, og lige der var hun ret glad for at hun selv ikke have gjort ret meget af den slags.
Hendes hårde afvisende ydre smuldrede stille, ham Nico virkede som en god nok fyr. 
"Jeg tror han ville klare sig bedre end dig ihvertfald!" grinte hun bare tilbage af drengen der havde råbt op, "Nah, de er bare dumme og hører på, det er mest af alt at jeg skal træne med amuletten her" hun trak lidt ned for drengen kunne se den magi neutraliserende amulet, den så ikke ud af meget men dem der vidste hvad den var ville let kunne genkende den.

Et skævt smil løftede den ene del af mundvigen ved hans pludselige interesse "Sværd, spyd og økse er jeg blevet sat til at prøve af, min ridder vil gerne se hvad jeg er god til" og hvad hun skulle blive bedre til tilføjede hun i sit sind, Moana havde ikke været helt tilfreds, men det var vel hendes job?
"Åh! Og så husker jeg et par finter jeg har set byvagterne øve, jeg havde det med at se på dem træne da jeg var yngre" tilføjede hun, ikke helt sikker på hvorfor hun faktisk nævnte det.

Et skævt smil spillede om Nicodemus' læber - hun kunne da finde ud af at give igen, og hendes råb havde for nu lukket munden på drengen, da hans kammerater stemte i et passende "Ooooh.." Det lød også til, at lidt af hendes hårde facade havde smeltet af, så det så ud som om, der stadig var håb for Nicodemus om at lære hende lidt bedre at kende.

Han kiggede et øjeblik på amuletten (og en smule på hendes barm, der jo var i sammme højde), da hun trak uldkappen en lidt til side. Han genkendte den for, hvad den var: byvagterne havde delt adskillige af dem ud sidste sommer, da Ordenen havde nedlagt et magiforbud over byen. 
Det havde ikke været det store problem for Nicodemus, som kun frembragte sine evner på kommando, men der havde været andre, der var hårdere ramt..

"Åh, en magineutraliserende .. Du er måske bomstærk eller hurtig som lynet uden den?" Lo han. Det var ikke ualmindeligt at se den slags magi på træningspladsen, men det var som regel også forbudt, medmindre man specifikt trænede den slags evner. Det var godt at kunne bruge sin almindelige styrke og våbenkyndighed.

"Ah, du er væbner!" Sagde han. "Hvem er din Ridder?" Pigen lød som om hun kendte en del til byen, og der var nok også en god sandsynlighed for, at Nicodemus havde set Ridderen til en af ceremonierne. Han selv havde ikke ønsket at blive en del af hæren, på trods af, at det var en ganske almindelig vej at gå for en yngre søn i en adelsfamilie. 

Rofie havde det stadig lidt sært ved at adelsdrengen fik lov at se ned på hendes barm, for jo hun havde da selv givet ham lov men det var stadig lidt mærkeligt! Især hvis hans venner nu mente at hun viste sig frem for ham eller noget! En smule rødmen blussede op i hendes kinder.

"Jeg er ret stæk med den syntes jeg selv" klukkede hun kort "Men uden den har jeg løftet en drage" tilføjede med et noget selvtilfreds smil, jo hendes evne gjorde hende stærk men at sige den kun gjorde det var noget af en underdrivelse! Men hvis Nico ville have hele den forklaring måtte han spørge ind til det selv.

"Moana" svarede hun kort, hele måden hvordan hun var endt som væbner var lidt en rodet historie, for egentlig havde hun ikke lyst til at være en del af hæren, men Moana havde reddet hende ud af noget et problem så hun kunne ikke bare vende hende ryggen.
"Hvad hedder du egentlig? Jeg bliver kaldet Rofie" spurgte hun med et skævt smil og rakte hånden frem, hun var ikke sikker på om de adelige gav hånd, men de gjorde der hvor hun kom fra!

"Løftet en drage!?" Udbrød Nicodemus, og hans blik skyndte sig at finde vej tilbage til hendes ansigt. Hendes udtryk lignede ikke, at hun lavede sjov, men hun måtte tage pis på ham! 
Han slog en latter op: "Den var god.. " Han havde kun set dragerne på afstand - staldknægtene havde en irriterende vane med at jage nysgerrige væk fra den store tilbygning, dyrene havde fået i nærheden af paladset. Men selv, flyvende over byen, var der ingen tvivl om deres imponerende størrelse! 

Han kendte heller ikke til Ridderen ved navn Moana, men så igen - han tilbragte ikke specielt meget tid i nærheden af krigerne. Dels havde de oftest travlt med forskellige ærinder, dels var det aldrig en vej i livet, der havde tiltalt Nicodemus.

"Nicodemus!" Han tog imod den udstrakte hånd - endnu et tegn på, at hun ikke var en af de finere folk. Oftest blev der bukket og nejet, men håndtykket var dejlig uformelt, og han så heller ikke grund til at nævne sit fulde navn. Det ville bare virke snobbet.

"En drage ja!" gentog Rofie sig selv, stadig stolt over at det faktisk var lykkedes og hvor sej en historie det var at fortælle. At folk så som regel ikke troede på hende var så et mindre problem, lidt som Nico tydeligt ikke gjorde. Som han stod og lo for ham selv smilede hun bare, men hendes blik viste at hun stadig mente det alvorligt.

Et lille fnis undslap hende "Det var noget af et navn! hvordan endte du med det?" klukkede hun så, med et navn som det måtte han være høj i hatten eller noget lignende, men det var alle andre end hende i paladsgården vel egentlig. 

"Ikke at der lige er en drage i nærheden, men hvis du holder amuletten kan jeg da godt prøve at overbevise dig" Lød det udfordrende fra Rofie, mens hun gjorde amuletten synlig igen. Jo mere hun var i nærheden af Nicodemus jo mere gik det op for hende at han faktisk fik hende til at slappe lidt af, hvilket var utrolig befriende alting taget i betragtning.

Udtrykket i Nicodemus' øjne var stadig leende, men da han fornemmede alvoren i Rofies' gik det langsomt op for ham, at hun enten mente det med dragen alvorligt, eller at hun var pissegod til at lyve. Men en drage var altså virkelig stor og tung! .. måske havde det været en babydrage? Fandtes de overhovedet?

"Åh, gammelt fint navn.. tror det var min oldefars.." Svarede han med et skuldertræk. "Du ved hvordan adelige familier er, det skal helst lyde langt og indviklet. Men du skal være velkommen til at kalde mig Nico!" Lo han. Det gjorde ham ikke noget, at hun grinede af hans navn. 

Han tog imod amuletten, som hun holdt den hen mod ham. Han så sig kort rundt om i gården - nej, der var ingen drage i nærheden. Nogle af drengene havde genoptaget træningen, men der var stadig et par stykker, der stod og gloede.
"Lad mig se, hvad du kan så!" Opmuntrede han.

Rofie kløede sig lidt i håret, så de sorte krøller dansede. Hun havde lidt dårlig samvittighed over at have gjort grin med nogen oldefars navn, selvom navnet altså lød pænt fjollet! "Nico, det er en mindre mundfuld" klukkede hun kort "Jeg gætter på at der ikke er nogen der kalder dig for Mus?" spurgte hun med et drillende glimt i øjet, det var ikke ligefrem det sejeste kaldenavn i verden. "Åh! Hvor mange navne har i adelsfolk egentlig? Jeg har hørt at det er en tre fire stykker..?"

Et smøret smil brede sig på hendes læber som han tog imod amuletten fra hende, nu skulle hun nok vise ham at hun ikke havde løjet tidligere. "Husk at holde dine ben strakte, ellers kommer du til at se dum ud foran dine venner" advarede hun ham. før hun gik  i knæ foran ham (Sikkert til adelsknægtenes morskab) og greb ham om anklerne.
Som hun fik fat gjorden hendes evne ham lettere og med et stod hun holdende ham i strakt arm over hovedet, som han vejede ingenting. "Det var cirka sådan her med dragen, men hende flyttede jeg kun lidt da hun lå i vejen, har du en god udsigt deroppe?" grinede hun så op til ham.

Nicodemus løftede øjenbrynet en smule af Rofie. Hun virkede meget ligefrem og der var ikke så meget unge herre eller bukken og nejen. Det var et særdeles forfriskende pust blandt adelen. "Altså mit fulde navn er Nicodemus Césaire af Isenwald.. men du skal da være velkommen til at kalde mig mus.." Sagde han og blinkede til hende. Det ville i hvert fald ikke gøre ham så meget, selv om det måske ikke var det mest mandige..

Han kiggede en smule forvirret ned på sine ben, da hun snakkede om at holde dem strakte, og han opdagede derfor for sent, hvad det var hun havde gang i. Øjeblikket efter blev han løftet opad, som vejede han igenting. 
Drengene i baggrunden begyndte at råbe og huje, og fægtekampen, der ellers var i gang, så ud til at gøre et kort holdt. Nicodemus smilede og vinkede lidt i ned i retning af dem - det var måske ikke det mest imponerende at blive båret rundt af en pige, men i det mindste havde han ikke tabt en fægtekamp til hende .. endnu..

"Det er rimelig sejt!" Sagde han ned mod Rofie. "Selv om jeg altså er lidt mindre end en drage!" Hun skulle ikke bare tro, at han sådan uden videre troede på hendes historie, selv om hun holdt ham i strakt arm!

Rofie smilede bredt "Aha! Det var noget kortere end jeg havde gættet, Isenwald... det er fra Medanien ikke? ...Mus" Hun gik normalt ikke så meget op i adels familier, men Moana havde ment at der var vigtigt hun vidste hvem fyrste familierne var. "Åh mit familie navn er Natskygge" blinkede hun tilbage, det var nok det høfligste nu hvor han havde fortalt sit.

Åh hvor hun nød at adelsdrengene hujede, det var så fedt at de heppede på en de var så almindelig som hende! Selvom det nok ikke var så almindeligt at have været med til at starte et oprør mod den falske dronning, eller have løftet en drage. Pis det der med at være en normal teenager var vist lidt svære end først antaget.
"Det er du! Men der er ikke så mange andre ting der er til at samle op" Svarede hun, plus hun havde fået strenge ordre på ikke at løfte tunge ting uden grund, og at vise sig var ikke en god nok grund.
Men ned på jorden skulle skulle han, så Musen blev sat på jorden igen. "Så har du nogle idéer til hvordan jeg kan bevise det?"

"Medanien! Lige præcis .. så du har hørt om os!" Det var meget få, der ikke havde hørt om Isenwald-familien. En af de ældste adelsfamilier i landet, der havde eksisteret i flere årtusinder - før kongeriget var blevet til. Det havde han trods alt lært i historietimerne, og dem havde han haft adskillige af. Han var dog begyndt at grue dem nu hvor de blev afholdt hos hende Frøken Reier..

"Natskygge .. er det ikke det hende kroejeren hedder?" Tilføjede han derefter. Han var ikke helt sikker, men han havde trods alt tilbragt de sidste to år i byen, og han havde nærmest prøvet samtlige kroer - Svinet var en af hans favoritter.

Han kom tilbage på jorden igen og rettede en smule på klæderne - ikke at de var særligt imponerende, for det var den vamsede træningskofte, han bar lige nu, og den var i forvejen godt svedig. Faktisk havde han det lidt dårligt med, at hun skulle røre ham i den tilstand, og ikke når han havde været i bad...

Han begyndte at se sig spekulativt rundt efter at have sendt et kæk smil i retning af de andre drenge. Fægteriet begyndte igen efter den korte pause, men han nød, at flere stadig sendte blikke i deres retning. 
"Hmm, ja, vi får nok ballade hvis vi sniger os ind i dragestaldene .. måske kan du prøve at løfte en hest i stedet! En stor hest!" Det ville han i hvert fald gerne se, og hans tanker susede allerede derudaf ved tanken om at komme lidt på eventyr. "Eller måske en kentaur, men de bliver sikkert sure, og der er heller ikke så mange af dem i byen.."

"Din familie er også ret kendt..."  mumlede Rofie mest af alt for sig selv, hun var lidt i tvivl om det var en god idé at snakke om de dele af Isenwald familien der var kommet i unåde, og hvordan hun havde været med til at få det frem i lyset. Deeet var nok ikke det bedste sted at starte et nyt venskab.

"Jo det er min mor!" kom det så noget mere muntert, med et bredt smil på hendes læber. Det var noget overraksende at en adelig skulle have hørt om hendes familie, men så igen mor Telmas kro var trods alt den bedste kro i byen. Ihvertfald efter hendes mening.

Prøvende rakte hun ud efter sin amulet igen, det ville være noget rod hvis Moana så hende uden den, for jo drager var vildt seje men at muge ud dragens bås var stadig en lortetjans. "Jeg kunne nok godt komme derind, men jeg er ikke i humør til at skovle lort" klukkede hun, at få Musen med ville nok ikke være lige så let. "Jeg tror begge dele er lidt svære at finde, staldknægtene er ikke ret glade for at andre kommer ind på deres territorium, og man spørger folk om lov om man må løfte dem! Ihvertfald når man ikke kender dem" 

Hun så tænksom ud et øjeblik "Du har ikke et eller andet tungt som adelig der kan bruges?" nåede hun knapt at spørge før hun blev afbrudt af et råb "Så Nico! Skal du banke hende eller kysse hende!" hujede en af de stirrende drenge fra flokken.

Nicodemus var også kommet i tanker om, at hans familie måske ikke havde de bedste rygter for tiden, og var taknemmelig over, at hun skiftede emne til sin egen. Han var alligevel ikke typen, der brød sig om at prale af sit ophav.
"Åh.. fedt! Jeg har været på kroen en del gange. Din mor laver rigtig god mad!" Sagde han storsmilende og mente det. Jovist, var der ikke så fint, som når der blev serveret på paladset, men han holdt meget af den stemning, man fandt i en krostue - især når et krus øl eller to havde løsnet folks tunger en smule.

Han så på hende et øjeblik, hvorefter han brød ud i en latter. "Jeg havde vitterligt aldrig tænkt over, at en drage også laver lort .. og sikkert masser af det!" Indrømmede han. Nu hvor tanken først var dukket op, fandt han den umådeligt sjov - nok mest fordi, det ikke var ham, der skulle skovle lorten.
"Men så må vi jo nok hellere finde noget andet, du kan løfte.. måske bare en meget stor sten.." Selvom en kentaur altså også havde været meget sejt.. "Vi kunne også finde en af de adeliges kareter!" Gav han hende ret. Alle familierne, der holdt til ved hoffet, havde sådan en!

Råbet afbrød deres samtale, og Nicodemus kom i tanker om, at han jo egentlig havde været i gang med at træne. Det var bare lidt sjovere at snakke med Rofie! "Jeg tror, jeg foretrækker det sidste.. hun ser stærk ud!" Råbte han leende tilbage mod drengen, der i øvrigt heller ikke brugte sin tid på at træne, sådan som han stod og gloede på dem!
For at bevise det, samlede han modet til sig, og lænede sig hastigt frem for at plante et hurtigt kys på Rofies kind. Han håbede ikke, at hun blev sur, - han havde bare så svært ved at lade være, når der var nogen, der udfordrede ham...

"Det, og hun blander ikke vand i øllen!" klukkede Rofie, jo det gjorde mor Telma jo nok, men ikke lige så meget som så mange andre kroer i byen. Det var jo vigtigt at folk kom igen, fulde maver og slukket tørst var noget af det bedste til den slags! Det og den gode stemning, som de to andre ting også hjalp med.
At Nicodemus så måske havde set hende som dreng kunne gøre ting umådeligt akavet, så det hold hun for sig selv lige nu. Det blev sikkert ikke et problem senere.

Musens latter var smittende, og der var der også noget fnisen blandt nogle af drenge grupperne, der heller ikke havde tænkt over at det var noget drager gjorde. "Præcis!" Det mærkeligste var nok at der var folk der indimellem prøvede at stjæle dragelorten til deres planter og marker,  det var virkelig sært.
Rofie skar en grimasse over at skulle løfte en af karaterne, for hun kunne da sagtens gøre det! Men hun havde nok ikke krystaller til at betale hvis den gik i stykker. "Jeg kan godt se hvad ud mener, meeeen jeg tror en sten er en bedre idé så!" selvom det ikke var så sejt som nogle af de andre forslag.

Egentlig ville Rofie råbe noget tilbage til drengen, men istedet endte hun med at stå at rødme som Mus endte med at give hende et kompliment istedet for. Da han så faktisk kyssede hendes ildrøde kind så hun helt befippet ud. "Så! Dig og mig, duel lige nu!" for det ud af hende, hun havde en kæreste! Folk kunne ikke bare sådan kysse hende på kinden, selvom de var søde!

Nicodemus nikkede. Han havde prøvet på nogle af de lidt mindre velsete kroer, at øllet var frygteligt tyndt. Kroværterne benægtede naturligvis altid, men der var ingen tvivl om, at de forsøgte at luske flere krystaller ud af folk på dén måde..

Naturligvis havde Rofie ret i, at det nok ville være en dårlig idé at pille ved de adeliges kareter. Han ville ellers gerne have set hende gøre det, men ved nærmere eftertanke ville nogen sandsynligvis se det, og så ville der ikke gå længe, før hans familie havde hørt om, at han havde været indblandet i det.. og det ville sandsynligvis ende ud i en omgang stuearrest.

Han var hastigt trådt tilbage igen, men han havde ikke været klar over, at hun ville blive så forlegen over det. Var det mon fordi det var foran de andre drenge, der nu hujede begejstret i baggrunden, eller var hun ikke vant til at blive kysset på? Hun var ellers ganske pæn..
"U-undskyld!" Fremstammede han. "Det var ikke for at gøre dig sur.." Han kiggede sig desperat om efter træningssværdet, der var skødesløst stillet op af en mur - ikke inden for rækkevidde. Han håbede, at hun ikke bare sådan uden videre ville gå i flæsket på ham!

Drengene i baggrunden blev pludselig meget stille, og Nicodemus trækken i land var den eneste lyd på træningspladsen, indtil at forsamlingen begyndte heppe "Du-el, du-el, du-el!" 
Rofie var stadig rød i hovedet af forlegenhed, af alle de måde hun kunne have reageret havde hun valgt at udfordre den ene dreng der faktisk havde været sød ved hende til en duel! Ork pis og lort! Jo han skulle da ikke bare kysse på piger uden de gav lov først, men hun kunne da også bare have bedt ham om at lade være!
"Så tag nu bare dit sværd og gør dig klar" sukkede hun lidt, hun ville jo ikke gøre ham bange! "bare rolig jeg er ikke sur sur, men du kan da ikke bare kysse på piger!" hviskede hun insisterende, de andre drenge burde dog ikke have hørt hende. En tanke slog hende, måske kunne hun hjælpe ham lidt? "Hvad nu hvis jeg lader dig vinde?" Så ville de andre drenge sikkert syntes Mus var sej! "Hvad hvisker i om?!" kaldte en af drengene "Om hvordan din far er skuffet skuffet over din sværdarm!" kaldte hun tilbage, hun gad ikke flere irriterende drenge lige nu.

Koret af stemmer fra de andre drenge afgjorde situationen for Nicodemus. Han kunne umuligt bakke ud af duellen nu, uden at blive gjort grin med det næste halve år. Desuden var han vel kommet herned for at træne?
"Øjeblik.." Sagde han og pilede over for at hente træningssværdet. Det var lettere end et rigtigt sværd ville være, og det var tydeligt, at Nicodemus' bevægelser var vante, som han samlede det op. De andre drenges hujen tog til, og det var tydeligt, at de havde tænkt sig at overvære kampen.

"Du giver den alt, hvad du har!" Insisterede han hviskende til Rofie, da han var vendt tilbage ned træningssværdet i hånden. "Og hvem ved .. måske får du kamp til stregen!" Det muntre glimt i hans øjne var tilbage - nu vidste han, at hun ikke var blevet sur. Piger kunne vel også have brug for at forsvare deres ære.
Gad vide hvordan hun havde reageret, hvis han havde kysset hende, mens der ikke var andre til stede..