Endnu engang var Jaris på vej til markedspladsen i Dianthos. Det ville uden tvivl være en meget kortere tur bare at tage til Balzera, men det var til gengæld også der man fandt størstedelen af landets tyveknægte. Jaris var ofte blevet berøvet og ikke kun de gange hvor han selv havde haft lidt for lange fingre. Desuden havde han efterhånden fået mange bekendtskaber i Dianthos og enhver chance der bød sig, for at opleve noget andet end ørken tog han med glæde. Forhåbentligt ville han ikke rende ind i den samme, underlige kvinde, der havde fået ham til at tabe alle de søde sager han lige havde købt. Der var vel ingen fare for det i øjeblikket. - Den ubehøvlede dame befandt sig ved bymuren sidst og han var stadig en uges rejse derfra.

Solen var langsomt på vej ned og det havde før vist sig ikke at være den bedste idé for Jaris, at rejse om natten. Egentlig heller ikke om dagen, hvis han tænkte nærmere over det, så det gjorde han selvfølgelig ikke. Selvom mørket ikke havde lagt sig helt over skoven endnu, havde Jaris allerede fået gang i et bål under det træ, der lod til at have den bedste skygge.
Det var også stadig lidt for varmt til at have den lange kutte på i dagtimerne, så den brugte han som underlag, mens han sad tæt på stammen i skrædderstilling, lænet lidt frem og i fuld gang med at læse en bog. Den løse hørskjorte og de løse bukser var mere end rigeligt til at holde ham varm, i hvert fald lidt endnu.
Den bog han normalt havde med sig, havde han forlagt et eller andet sted, så han var tvunget til at tage den eneste anden bog han ejede med sig, hvis han ikke skulle kede sig alt for meget de dage han var alene. Desværre var der ikke skrevet andet end digte i den og de kunne være tunge at komme igennem. Han havde erfaret at det var nemmere at komme igennem dem, hvis han ikke læste i tavshed.
"'Der er så meget der kan trykke. Gøre dagen trist og grå, og uden lykke. Se de folk der bare går og går i stå. Hvilket spild de lever med, uden kærlighed og mål'... Uden kærlighed og mål. Jeg tror ikke forfatteren af det her har følt meget kærlighed selv. Men måske han havde et mål om at gøre folk deprimeret," sad han og mumlede for sig selv og sukkede tungt. Han lagde bogen fra sig, åben på jorden ved sin side, for at få en lille pause til at tage en tår vand og grave et æble frem fra tasken, der lå på den anden side af ham. Han holdt æblet op foran sig og stirrede længe på det. Havde Anna været her, ville hun have nævnt et eller andet om at han ville have godt af, at spise et æble engang imellem og det var helt sikkert også hende, der havde lagt det i hans taske. Lige den tanke fik ham til at kaste æblet fra sig, så langt han kunne, i en tilfældig retning. Sukker smagte jo meget bedre!

Mørket var ved at falde på og endnu engang havde Elmira glemt tiden fuldkommen. Det var efterhånden begyndt at blive en vane og hun tvivlede på at hun nogensinde ville slippe af med den igen. Men så kunne hun også sige, at hun havde tillusket en såkaldt dårlig vane, som væsnerne i landet var berømte for at have mange af. Så en enkelt en, gjorde vel ikke det store? Naturen var atter årsagen til at hun havde tabt fornemmelsen af tid, fordi hun var travlt optaget af at beplante en mindre lysning, som var gået hen og falmet over årene. Der var knap så meget liv, som der havde været før plagerne og hun ville gerne sikre sig, at lysningen atter bragte liv til dyrelivet i skoven. Derfor sad hun på hug i den blå kjole med benene under sig og håret skubbet over skulderen, så hun kunne arbejde med de frø hun havde samlet sammen. Med hænderne gravede hun et hul i jorden og lagde frøet ned før hun dækkede det omhyggeligt til og dernæst tog en dyb indånding. Hænderne blev strukket ud og holdt over frøet, som det langsomt begyndte at vokse op fra jorden og sprang ud med den smukkeste gule blomst.

Lige som hun var i færd med at plante det næste frø, kunne hun høre noget rasle bagved hende. Elmira nåede lige at vende blikket imod lyden, da hun pludselig blev ramt af hvad der lignede et æble. Hun ømmede sig lettere højlydt, som hun rystede på hovedet og tog sig til panden, hvor æblet havde ramt. "Av.." lød det lettere forbavset fra hende, som hun rynkede en anelse på næsen. "Er der nogen?" spurgte hun lettere forvirret, før at hun fik øje på et glimt i det fjerne. Det lignede et bål, som hun himlede med øjnene. Det var farligt at tænke bål herude, det ville forstyrre dyrene og så kunne man nemt risikere at brænde noget af. Elmira samlede sine ting sammen og tog æblet med sig, som hun bevægede sig imod bålet og kastede let med æblet for at gribe det igen. Da hun kom igennem buskadset og fik øje på skikkelsen ved bålet, blinkede hun et par gange og holdt æblet frem. "Er det Deres æble?" spurgte hun med et høfligt smil, som hun skubbede det lange røde hår bag sig, så det dækkede mærket i nakken. Den blå kjole gik hende ned til lidt over knæene, men man kunne se at hun havde jord på hænder, ben og knæene, som havde hun rodet rundt på jorden.

Av? Var det virkelig det han lige hørte? Jaris glemte alt om at grave efter sukkerholdige sager i sin taske, da han i stedet begyndte at se efter æblets offer. Hvis han var rigtig uheldig, hvilket ikke var helt umuligt nu hvor mørket var begyndt at falde på, så havde han ramt en kriger fra en af hærene. Hvis han var endnu mere uheldig, så var krigeren fra mørkets side.
”… Nej..?” Svarede han tilbage, da der blev spurgt om her var nogen, kun fordi hans evne tillod ham at høre så langt. Han svarede langt fra højt nok til at nogen ville kunne høre det, men han regnede heller ikke med, at det ville have gjort en forskel. Hvis man blev angrebet af et æble, hvem ville så ikke finde ud af hvor det kom fra? Der var ingen vej udenom. Han måtte forberede sig på selskab!

Jaris rettede ryggen for at se skikkelsen, der kom til syne gennem buskadset, nærmere an. Det kunne vel teknisk set stadig være en fra hæren, men i det mindste lod damen ikke til at være vred.
”Teknisk set, nej,” svarede han og smilede skævt. ”Jeg har givet det tilbage til naturen, så at sige,” fortsatte han kort efter, før han rejste sig og gik lidt nærmere. Han lod blikket glide hele vejen ned af hende. Alle detaljer var ikke nemme at se i skyggerne fra træerne, men han fik alligevel betragtet hende grundigt, det lange, røde hår, den blå kjole, jorden på benene. Gad vide hvad hun havde haft gang i? Blikket gled hele vejen op igen og landede til sidst i hendes.
”Ser du, jeg ville have spist det, men jeg fandt det synd for de der… Hvad er det de hedder? Dem der hopper.” Han lagde hovedet en anelse på skrå mens han tænkte, men der gik ikke længe, før det gik op for ham. ”Kaniner! Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spise deres mad,” sagde han i et svagt grin. Jaris var vild med idéen om at have hele gården i Rubinien fyldt med dyr, men det var tydeligvis ikke et emne han ofte var inde på. Det var sådan set heller ikke svært at se, at han løj, for han gjorde ikke det mindste forsøg på at skjule det. Mest fordi han ikke kunne finde ud af at lyve og slippe afsted med det alligevel.

Det var en besynderlig ting at smide med. Elmira kunne have overbevist sig selv om noget andet, hvis hun havde placeret sig under et æble træ, men nu hvor det var dukket op ud af ingenting, så var hun overbevist om at der var nogen som havde kastet det. Det var ikke sikkert at hun var målet for kastet, men hun ville alligevel gerne undersøge sagen i tilfælde af at der var nogen, som havde brug for hjælp. Ikke at et æble var tegn på fare.. Men lidt nysgerrig var hun jo, så det var bedre at undersøge det end at blive overfaldet af en fremmed. Det var ikke ligefrem fremmede hun havde den bedste erfaring med. Men ofte endte hun med at give de fleste en chance, så mon ikke den fremmede skulle have mulighed for at forklare sig. Hvis hun altså kunne finde ham eller hende..

De bare tæer krøllede sig let sammen om jorden under hende, som hun blev stående på afstand af den fremmede mand, da hun kom tæt nok på til at kunne fornemme hans omrids og form. Ilden var med til at gøre det nemmere for hende, at se ham, men hun følte ikke rigtigt at det var sikkert at komme tættere på end dette. Hvis han gerne ville have æblet tilbage, så kunne hun altid kaste det til ham og så gå sin vej igen. Et stille smil strøg over hendes læber, som han forklarede sig. Egentlig havde han ret. De grønne øjne kiggede ned mod æblet igen, som hun betragtede overfladen for en stund. Æblet var ikke herfra.. Så meget kunne hun da fornemme på tiden, der hvilede over æblets opvækst, så hvor mon han kom fra? "Æblet hører desværre ikke til her" kommenterede hun med et nik, for at understrege sin pointe. Han kunne umuligt forstå, hvad hun mente, men det var ikke altid smart at blande de forskellige sorter i Amazonitskoven. Æblet ville muligvis ikke bryde sig om jorden og derved ikke skabe et nyt træ.
Elmira kiggede mod ham igen, som hun havde været fanget i sine egne tanker, da han forsøgte at forklare sig yderligere. En svag latter undslap hendes læber, da han lod til at være fanget i en situation, hvor han ikke kendte alle ordene. Det havde hun også selv haft problemer med, så hun kunne sagtens se sig i hans sko. Men det lykkes ham at finde frem til ordet, som hun smilte til ham. "Så De bekymrer Dem for naturen og dets indbyggere?" spurgte hun lettere forbavset, det var ikke ofte, at hun stødte på de væsner, som faktisk bekymrede sig om naturen. De fleste brugte skoven, som træningsplads eller et sted, hvor de kunne skjule deres hemmeligheder. Langsomt valgte hun dog at bevæge sig tættere på, for at kunne se ham bedre og samtidig overveje hvorvidt hun skulle følge hans ønske og overlade æblet til dyrene..

Jaris hævede undrende et øjenbryn og lagde hovedet på skrå over hendes kommentar. Hun var da en mærkværdig dame. Han kastede hurtigt blikket omkring sig og så tilbage på hende. Jo, han var da rimelig sikker på, at han stadig befandt sig i den skov han hele tiden havde været i. Medmindre han var blevet braget ned af en hest og havde slået hovedet igen? Han rystede straks tanken af sig igen. Men det gjorde ikke hendes ord nemmere at hitte ud af, for det æble var helt bestemt ikke kommet fra hans hjemby.
Jaris skubbede sin undren til side for nu, da hans forvirrende tankegang blev forstyrret af hendes forbavsede spørgsmål. Han kunne ikke lade være med at grine lidt, men stoppede hurtigt igen, da det gik op for ham, at hun var seriøs.
”Øhm.. Jep. Helt vildt… Bekymret,” sagde han og nikkede let. Igen var hans evne til at lyve ikke den bedste, så han var tæt på at grine igen, men han holdt det til et muntert smil. Skulle han have noget andet at lave, end at læse i den kedeligste bog han havde haft fingrene i, var det lettere bare at spille med og lade som om, at han interesserede sig. Lige meget hvor dårligt hans skuespil så end var, men det lod ikke til at være et problem indtil videre.

Selvom det virkelig ikke var det mest indholdsrige emne, kunne han ikke lade være med at lade tankerne falde tilbage på det æble. Hendes uforstående kommentar gjorde ham stædig og nu var han nødt til, at vide hvad hun mente.
”Du sagde, at æblet ikke hører til her?” Sagde han nysgerrigt og begav sig et par skridt tættere på. Han løftede den ene hånd og pegede op mod et tilfældigt træ over sig. ”Medmindre noget har ændret sig gevaldigt siden jeg var barn, så kommer æbler stadig fra træer,” fortsatte han kort efter og skævede kort mod træet han pegede mod. Okay, måske ikke lige fra dét træ. Han trak let på skuldrene og trak hånden til sig igen. Medmindre hun vidste præcis hvor lige nøjagtig det æble var kommet fra, så hørte det helt bestemt også til her, men det kunne hun da ikke vide?

Det var ikke alt, som Elmira forstod sig på og hvis der var noget, som hun ikke altid kunne tyde, så var det folks skuespil. De sagde noget, men mente noget andet og desværre for hende, så havde hun aldrig rigtig lært at læse den slags signaler. Derfor var Jaris også lettere heldig i hans nuværende situation, så længe at han ikke gav direkte udtryk for at ville hende ondt, så ville hun ikke kunne opfange det. Selvfølgelig havde hun set nogle signaler fra tid til anden, men det var ofte for sent, når først hun opdagede dem og derved forsøgte at flygte. Det var der nok mange, som kunne skrive under på. Derfor nikkede hun også bare tilfreds til ham, man kunne endda fornemme en vis form for glæde med de få ord han havde ytret. Hun var altid glad for at møde andre, som tænkte på naturen, som hende selv. At han ikke mente det, kunne hun jo ikke vide.. Men måske han ville indrømme det senere, hvis hun tog emnet for langt?
"De lader til at være i Deres munter hjørne, hr?" kommenterede hun med et opmuntrende smil. Det var rart til en afveksling ikke at støde på sure og vrede væsner i landet. Mon han gjorde noget for at holde sig munter? Elmira blev stående på sine ben, klar til at løbe, hvis det blev aktuelt. Samtidig klamrede hun den ene hånd omkring stroppen til hendes skuldertaske, blot for at sikre sig, at der ikke ville være noget, der ville hive den ud af hånden på hende.

Æblet var en sidebemærkning, så hun havde egentlig ikke forventet, at han ville spørge yderligere ind til det. Men eftersom at hun ikke kunne se problemet i at forklare sig, trak hun let på smilebåndet og lod blikket dale mod æblet igen, fingrene strøg over den blanke overflade. Der var kommet en enkel bule efter at han havde kastet æblet i hovedet på hende, men det kunne hun nemt fikset. Også uden at han ville opdage det. En svag latter undslap hendes læber, som han hårdnakket forklarede at æbler altså kom fra træer. Hun nikkede. "De har ret.. Men ikke herfra denne del af skoven" uddybede hun, som hun løftede hånden let og kiggede på æblet, før at hun så at han gik tættere på. Et skridt var nok til at hun trak sig et skridt tilbage. Derefter blev hun stille og kiggede bare på ham.

Det muntre smil blev kun bredere, idet den besynderlige kvinde kommenterede på hans humør, men det var ikke den detalje der fik hans opmærksomhed.
"Så formel du er," lo han, en anelse undrende, men kun fordi han var mere vant til at blive kaldt en stor del værre. Som regel kun af folk der kendte ham, så måske det var en god ting, for en gang skyld at blive set som 'Hr'. Med en let morende ryst på hovedet, droppede han hurtigt den tanke igen, for det skulle han jo nok få ødelagt ret hurtigt.
"Du kan bare kalde mig Jaris," tilføjede han kort efter.
"Og for at svare dig ordentligt, så ja. Hvis jeg ser bort fra at have angrebet dig med et æble, så har jeg da haft en rimelig god dag. Beklager det med æblet," skyndte han sig lige at afslutte, idet han lavede en lidt doven gestikulation mod æblet i hendes hånd. Det havde jo egentlig aldrig været meningen at ramme nogen, da han kastede det fra sig. I samme øjeblik kunne han heller ikke undgå at lægge mærke til, hvor hårdt hun klamrede den anden hånd om taskens hank, men han var klar over, at hvis han lod blikket hvile der for længe, ville det se lidt skummelt ud, så han rettede blikket mod hendes igen. Nu var hans formål heller ikke at virke skummel. Han blev nærmere bare virkelig nysgerrig på hvad hun brugte så mange fingerkræfter på at beskytte. Indtil videre kommenterede han ikke på det, for han regnede ikke med at nogen form for kommentar ville være passende lige nu. Slet ikke da hun også sørgede for at gå et skridt tilbage, da han trådte tættere på.
Desuden fik han ikke meget tid til at overveje en kommentar, da hun i stedet fik sagt, at æblet ikke hørte til i denne del af skoven. Det store muntre smil falmede en anelse og blev erstattet med lidt forvirring. Denne samtale blev da kun mere mærkværdig og for en gang skyld, var det ikke på grund af noget, han havde sagt.
"Hvordan kan du vide det?" Spurgte han, men gav hende ikke tid til at svare, før han selv fortsatte: "Medmindre du var der, da min tjenestepige plukkede æblet..? Det ville helt ærligt være lidt durkdrevent," måtte han hurtigt indrømme. Han lød næsten lidt overrasket over, at det overhovedet kunne være en mulighed. Var Anna virkelig blevet forfulgt af denne spøjse kvinde? Selvom Jaris ret ofte tog fejl, faldt det ham endnu ikke ind, at det også kunne være tilfældet her.

//Inaktiv

- Du skriver bare, hvis du vil finde ud af noget nyt, når du er tilbage :3