En kvinde sad i skyggen af et træ med tungt åndedræt og armene opgivende ned langs siden. Foran hende løb et lille seksårigt halv-ildelemental fra den ene blomst til den anden som om det var første gang, hun så dem.  Græsset var oversået med blomster i alverdens farver, og regnbuen fortsatte hele vejen op ad den frodige vulkanside. Den lille pige havde insisteret hårdt på at lege netop ved vulkanen, fordi det føltes godt indeni hende at være tæt på den. Hun ytrede selv, at det gjorde hende mere rolig, men hendes barnepige syntes det modsatte. Hvis bare lavaen i barnets krop sov ligeså meget som det i vulkanen…
”Og den her lilla-e i dit hår… Og den her blå-e i dit hår…” sang Yiyi glad, mens hun pyntede sin barnepige. Under al syngeriet døsede barnepigen hen, og den lille lavapige krabbede sig på hug vej frem mellem flere blomster for at samle en fin lille buket og tage med hjem til onkel Onelyas.

Noget glimtede imellem de høje græstrå, og Yiyi skyndte sig derhen. Det var væk. Det glimtede til højre for hende nu i stedet. Pigen sprang derhen. Et lille mærkværdigt væsen hoppede op med det kæreste hyl for så at le højt og spæne væk fra Yiyi, der straks optog forfølgelsen.
Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvad væsnet var for et – bare at den så nuttet ud og skinnede, og derfor skulle tages op.  Uheldigvis for den lille alf, blev den forfulgt af et meget hurtigt halvelemental, der fór gennem luften og endte med at kaste sig ovenpå det lille kræ. Et spinkelt råb om hjælp lød fra under hendes mave, som den blev mast flad under hendes alt for høje massefylde, og Yiyi fnes over, hvor meget det lød som den pivelyd græsstrå lavede, når man splittede dem og pustede igennem strengene.
I en hurtig bevægelse greb hun det lille væsen og rullede om på ryggen, så hun kunne holde det op foran sig.
”Lhad-mhig-ghååååå,” stønnede den lille alf, der virkede til at have ombestemt sig og ikke ville lege. Det skulle Yiyi nok få den til at ville igen!
”Du glimter!” udbrød Yiyi glad, mens hun overhørte dens bøn og overså den flad-hed.
Hun ville lege, så det måtte den også ville. Måske var den bare blevet træt af fangeleg, fordi hun havde vundet? Det var ligesom nogle af de andre børn, hun sommetider måtte lege lidt med. De sagde også, hun snød, fordi hun var så hurtig, og så ville de heller ikke lege mere.
Hun rystede det lille væsen lidt, hvilket fik den til at sprælle og udstøde flere sjove lyde. Dets lange hår flagrede i vinden, og dets øjne rullede rundt som store perler i det lille hoved.
”Hvad skal vi lege?” spurgte Yiyi glad og imiterede en susende lyd, mens hun ’fløj’ væsnet rundt over sig i udstrakte arme.
”Vi skal ikke-Vent, jo vi skal lege! Du skal lege!” svarede det en anelse skingert. ”Sæt mig ned, så skal vi lege!”
Yiyi satte straks væsnet ned. Det havde været meget lettere at overtale det til at lege, end hun havde troet, men en flyvetur hjalp også altid på hendes humør, hvis hun var blevet mut. Hun så opmærksomt til, mens væsnet rodede i sine lommer og trak glimtende ting op. Det virkede til, det ikke var de rigtige ting, for væsnet byttede dem hele tiden ud. Indtil en lille krystal kom frem.
”Aha! Hold den her og tæl til 10 med lukkede øjne!”
”Den leg kender jeg godt!” udbrød Yiyi henrykt og tog krystallen med den ene hånd, mens hun holdt den anden foran sine lukkede øjne – så var man nemlig helt sikker på, at man ikke snød og smugkiggede.
”1 … 2 … 3 …”

Den lille alf pilede af sted væk fra Yiyi, så snart hun ikke kiggede mere, og den gemte sig trygt og sikkert i et træ, hvor hun aldrig ville finde den. Den ville nemlig ikke findes, men blot se den lille pige blive forfærdet, når hun fandt ud af, hvad krystallen gjorde.
”… 9 … 10! Nu kommer jeg! Hov …”
Som Yiyi nåede til ti, blev krystallen i hendes hånd til støv. Det forduftede med en let brise og spredte små glitrende partikler udover de flotte blomster. Et øjeblik ville Yiyi hoppe efter alle de små støvkorn og samle dem, men så var de væk og forsvundet ned i blomsterne eller jorden. Hun kløede sig lidt i nakken.
”Eh, nu er jeg ikke helt sikker på, jeg kender legen mere...”
”Yiyi! Hvem taler du med?”
Det gav et sæt i Yiyi ved lyden af hendes barnepiges stemme lige bag sig, og hun vendte sig rundt med et hop.
”Der var sådan noget glimtende noget, og så kom der sådan en lille én, og så løb den, men jeg fangede den, for jeg er hurtig, og nu leger vi, men jeg er ikke helt sikker på, hvad vi leger mere…”
Barnepigen blinkede et par gange. ”Jeg tror det er på tide, vi går hjem, Lille Flamme. Jeg tror du har fået lavakuller.”
”Men den glimtede så fint, og den havde virkelig mange glimmerting i lommerne, og …” fortsatte Yiyi ufortrødent beretningen om sin nye legekammerat, men begyndte at følge med barnepigen, der satte kursen hjemad.
De nåede dog ikke langt, før Yiyi begyndte at gå lidt vraltende og trække i stoffet i sin kjole. ”… Men jeg tror, den troede, den kunne løbe fra mig i fangeleg, og det ved jeg…”
”Sig mig, hvorfor går du sådan der?” afbrød barnepigen.
”Egh, jamen, jeg tror jeg har en sten i bukserne.”
”En sten i skoen?”
”Nej! I underbukserne!”
Yiyi stoppede op og hev resolut op i sin kjole og ned i sit lændeklæde. Et sekund blev hun så stille, at man næsten kunne høre barnepigen ånde lettet op.
”HVAD ER DET?!”

Barnepigen sprang godt en halv meter op i luften ved udbruddet og skyndte sig hen for også at kigge ned i Yiyis underbukser. Et kort gisp nåede at undslippe hendes læber, før hun plastrede en hånd for munden og fattede sig, så hun ikke fik skræmt barnet mere end højst nødvendigt.
”Det er… Det er en tissemand,” sagde hun efter at have taget en dyb indånding.
”Ad, det er jo en drengeting!” udbrød Yiyi. ”Tror jeg… Det sagde naboens piger, da de legede ude i haven. Jeg skal kun have en pigeting. Har jeg stadig en pigeting?”
Yiyis hænder fløj ned i lændeklædet og begyndte at rage rundt for at finde sin pigeting. Barnepigen gispede højlydt igen og greb ud efter Yiyis hænder.
”Såså! Ikke pille for meget vel? Vi ved ikke, hvad den gør!”
”Ved vi ikke, hvad den gør?!” Yiyi så forfærdet ud.
”Ehh, det var ikke ment sådan,” beroligede hun hastigt. ”Det… Vi ved ikke, hvorfor den er der, det er bare det. Kom, lad os gå hjemad, inden solen går ned.”

Yiyi lod hende tage sin hånd og fulgte med, lidt vraltende fordi hun ikke brød sig om følelsen af at have noget i underbukserne. Ville det sige, hun var en dreng nu? Hun havde stadig sine fine krøller og sin kjole, og var der noget hun vidste, så var det, at drenge ikke gik i kjole!
Hun grublede lidt over det. Hvis hun var en dreng nu, kunne hun så gå i skole? Men hvis hun ikke var en pige, var hun så heller ikke Gudebarnet mere? Så passede det vel heller ikke at hedde Yiyi?
”Skal jeg hedde Yoyo nu?” spurgte hun lavt.
”Nejnej! Åh, Yiyi hør nu her, vi skal nok få det løst ikke? Lad os håbe, det ikke er permanent, vi skal nok finde ud af noget, kære,” svarede barnepigen så roligt, som hun kunne mønstre. I det mindste var pigen for ung til at lægge godt mærke til bekymringen i hende stemme. Hvad ville Onelyas ikke sige til dette? Åh hvis det nu bare var endnu en mærkelig elementalfase, så ville det nok gå over på et par dage, og så behøvede hun ikke sige noget til deres temperamentsfulde tempelleder.
”Skal vi ikke vise den til Onelyas? Han må vide, hvad vi skal gøre!” udbrød Yiyi pludseligt og satte af til at løbe i forvejen, men barnepigen nåede lige akkurat at gribe hende i kraven.
”Nej! Nej det skal vi i hvert fald ikke!” sagde hun helt rød i hovedet og skyndte sig at fortsætte, da hun så Yiyis forvirrede udtryk. ”Fordi… Fordi han har travlt! Vi ser ham først i aften til middag! Indtil da skal vi to bare lege sammen… Og finde ud af, hvordan vi får den til at gå væk.”
Det sidste mumlede hun for sig selv, men Yiyi var tæt nok på til at høre det. Panisk begyndte den lille pige at sprælle i barnepigens faste greb, og som hun blev slæbt med i retning af nogen, der måske kunne hjælpe, og som absolut ikke var Onelyas, kunne man høre hendes skingre protest.
”Få den til at gå væk? Men den sidder jo fast på miiiiig...!”