Fortidstråd: seks måneder siden.

Saga var ikke helt sikker på, hvorfor hun var vendt tilbage til Tusmørkedalen. Dengang hun forlod dalen af sted for små to år siden, havde hun været så ivrig efter at ligge sit gamle liv bag sig, at hun dengang ville have forsvoret at hun nogensinde ville finde hjem igen.
Og alligevel havde hun fundet sig selv i sit barndomshjem for små tre måneder siden, forandre for altid af den pest, der næsten havde kostet hende livet, men havde krævet så mange andres liv. En af de omkommende havde været hendes mor. Et tab hun ikke havde været klar over før hun var dukket op på forældrenes dørtrin igen, for at finde sin far ensom tilbage. Ingen havde givet hende besked om moderens død, for ingen havde vidst at Saga endnu levede. Tabet af Sagas mor havde været hårdt for hendes far, som skønt han var glad for at se sin datter igen, var at finde på kroen ligeså ofte som Saga selv var. Det var trods alt hvad Tusmørkedalen havde at byde på: om dagen strefjede hun rundt i bjergene og drømte om atter at pakke det hele og rejse væk, og om natten var hun at finde på kroen: fuld og i færd med at synge en vise, ligge arm med smedens søn eller stirre dybt ned i et glas mjød.

Saga var ikke lærd nok til at kende til udtrykket "melankoli", og alligevel var det denne sindsstemning der var den bedste beskrivelse af hende. Måske havde hun mere eller mindre givet op: hun var vendt tilbage til Tusmørkedalen, velvidende at det var her hun ville blive. På et eller andet tidspunkt ville hun gifte sig med smedens søn, de ville få tre børn, og han ville drikke alle deres penge op - præcis som hans far gjorde. Det var hendes skæbne, og det måtte hun accepterer. Og indtil det skete var hun fanget med en far, som drak alt for meget og måske var begyndt at miste forstanden, for ikke lang tid efter Saga var kommet hjem var han begyndt at fable om vampyrer. Så begyndte han at fable om Lysets krigere, og da han begyndte at tale om at anmelde folk til Lysets krigere fik Saga nok og trak ham med hjem fra kroen.

Og sådan gik dagene sin gang: en blanding af at strejfe og længes, med en voksene accept af, hvad livet ville byde hende.
Hun strejfede længere og længere, og skønt hun vidste det ikke var smart at være de om aftenen, fandt hun sig selv søge længere væk fra byen og søge ud mod bjergene, hvor hun kunne tilbringe aftnerne på at se på stjernene og drømme sig langt væk.

Det var da også det hun havde gjort denne aften, hvor hun havde fundet sig selv så langt oppe i bjergene, at det var blevet fuldstændig mørkt da hun endelig fandt vejen, der førte fra bjergene til byen og beredte sig selv på en længere gåtur til den by, der lyste op som en håndfuld ildfluer i det fjerne.

Hyde havde set hende flere gange i krostuen og havde også fulgt hende et par gange i den sidste uges tid, når hun gik på sine ture. Den der evne til at gøre sig selv usynlig var meget nyttig til den slags rekognoscering. Han mente selv, at han havde fået en rimelig idé om, hvem pigebarnet var under alle lagene, men han ville sikre sig, inden han tog sin beslutning.

Den gamle nar var måske farlig med sine trusler, men det betød ikke, at Hyde ville behøve at gribe til yderligheder. Han kunne jo altid brække benet på hende i stedet og true med at slå hende ihjel. Det ville sikkert også få budskabet igennem. Men Tusmørkekroen var ikke et dårligt sted at have en fast forbindelse. Der skete flere lyssky forretninger her end noget andet sted i dalen og Hyde ville gerne vide alt om dem.

Nå. Han havde også valgt at følge hende denne aften og han var ikke utilfreds med, at hun var kommet så langt væk fra civilisationen. Så da han så sit snit til at komme foran hende og længere ned af vejen, lod han usynligheden falde og satte sig på et væltet træ og ventede på, at hun skulle dukke op.

Saga skuttede sig under læderjakken og det grå sjal. Det var køligt, men det var det altid i Tusmørkedalen så det var ikke derfor hun skuttede sig, men mere grundet fornemmelsen af at gå her helt alene. På trods af at byen lyste op i det fjerne føltes det et øjeblik som om hun var det eneste menneske i verden, og havde det ikke været for den skærpede hørelse der opfangede nattens små lyde, ville hun have været tilbøjelig til at tro, at hun virkelig var alene. Men natten var ikke stille, og der var massere af lyde, der forsikrede hende om, at hun ikke var den eneste ude i nat; lyden af fjer, som de justerede sig på den svævende ugle, den puslende lyd af mus og den svage knirken af en gren der blev trådt ned af et større dyr. Saga kendte alle lydene, og befandt sig bedre med dem end hun havde gjort med lydende i de store byer hun havde besøgt for efterhånden længe siden.

Og så var der noget ... andet en fornemmelse af, at hun vitterligt ikke var alene. Det var ikke fordi hun havde hørt skridt eller kunne se nogen komme imod sig, men et eller andet ventede på hende ikke langt fra, hvor hun stod.
Saga var en gæv pige. På trods af at det der med at læse og skrive måske aldrig havde sagt hende noget, var hun kæk nok, når det kom til andre ting. Specielt når det kom til hendes egne fornemmelser, som hun havde lært at lytte til hundrede procent. Hun vidste også, at det var så meget mere end blot en fornemmelse, for selvom hendes magi ikke var stærk vidste hun, at hun sommetider fik fornemmelser for, hvad der ville ske øjeblikket inden de gjorde.
Og lige nu havde hun en klar fornemmelse af, at hun ikke længere var alene.

Hun stoppede op på stien og lyttede. Lydende havde ikke ændret sig, og da hun kastede et blik ned af den sti hun var kommet fra, kunne hun ligeledes heller ikke se noget. Det betød dog ikke, at der ikke var noget, for hun var ikke udstyret med et bedre syn end det gængse menneske, og kunne derfor ikke se særlig langt ud i mørket.
Endnu engang skuttede hun sig, men denne gang af ren og skær uro inden hun gav sig til at gå ned af stien igen - hurtigere denne gang.
Saga gik aldrig uden et våben, og denne dag havde hun da også taget sin elskede bue med, så mens hun gik trak hun den af skuldrene for at knuge den i hånden, bare for en sikkerheds skyld, som stien gjorde et lilel knæk og afslørede et væltet træ. Det havde også ligget der, da hun havde forladt Tusmørkebyen tidligere, men forskellen på denne gang og på nu var, at der sad en ovenpå den vælede stamme. En mand, som med det samme fik de små hår på hendes nakke til at rejse sig, som hun stoppede op et par skridt væk og så på ham, usikker på, om hun bare skulle gå forbi ham, eller om det var dumt. Hun anede ikke, hvad han lavede ude på stien midt om natten, men alle hendes fornemmelser advarede hende om, at han ikke bare var smuttet ud for at se på stjerner.

Hyde holdt øje med stien og blev overrasket over, hvor lang tid der gik, inden han så hende komme omkring bugtningen. Et kort øjeblik havde han faktisk været nervøs for, om hun skulle have valgt at gå en anden vej. Men da hun endelig kom, så var det tydeligt, at det var uro, som havde fået hende til at gå langsomt. Hun gik med buen i hånden for første gang denne aften og hun stoppede op, inden hun kom rigtigt i nærheden af ham. Og Hyde skjulte et smil. Det kunne tyde på, at hans fornemmelse for hendes evner var rigtige.

"Saga," hilste han med et lille smil og slog ud mod træstammen, som om de var gamle venner, som nu skulle have en lille sludder. "Jeg er klar over, at du ikke ved, hvem jeg er. Men jeg lover, at jeg ikke vil gøre dig fortræd, hvis du sætter dig her og taler lidt med mig." Det var naturligvis løgn. Hyde ville ikke tøve med at gøre hende fortræd, hvis ellers det passede ind i hans kram. Men han var en dreven løgner og han løj så godt, at der nærmest skulle magiske evner til at afsløre ham i det. "Det handler om din far," tilføjede han roligt for at overbevise hende om det vigtige i at blive og høre, hvad han havde at sige.

Det var en mand, der sad ovenpå den væltede træstamme, og Saga var ret sikker på, at hun aldrig havde set ham før. Og alligevel kendte han åbenbart hendes navn, som han henvendte sig direkte til hende idet hun rundede stien og stod overfor træstammen.
Hans stemme var venlig, ja enddog indbydende, og alligevel var der noget i hende der fortalte hende, at hun skulle være forsigtigt ved at stole på denne fremmede, der kendte hendes navn.
Hans anerkendelse af, at han godt vidste, at hun ikke kendte ham fik kun alarmklokkerne til at ringe yderligere og et sekund var hun tæt på at vende om. Især som han afgav en passiv trussel, der dog var ligeså tydelig som stjernerne på himlen.
Måske ville hun være vendt om, havde det ikke været for det næste han sagde. Hendes forældre havde altid været hendes bløde punkt, og specielt hendes far, nu han var alene. Et langt øjeblik sagde hun ikke noget, i stedet stirrede hun på ham mens hun umærkeligt strammede grebet om sin bue. "Hvad vil du mig?" Spurgte hun så. "Og hvor kender du min far fra?" Hun var ikke sikker på om det var de rigtige spørgsmål, og alligevel var det dem, der var kommet til hende som det første.

Hun satte sig ikke, men det havde han måske heller ikke rigtigt forventet. Han trak derfor hånden til sig og lagde begge sine hænder til hvile i sit skød, mens han blot så på hende et langt øjeblik. "Jeg vil tale med dig om, hvad vi mon skal gøre ved din far. For det er nogle ret så ubehagelige trusler, han går og udspyer for øjeblikket." Han lagde hovedet let på sned. "Eller du har måske ikke hørt, hvad han går og råber op om nede på kroen?" Selvfølgelig havde hun det. Han havde selv set hende slæbe af med ham én af aftenerne. Men det behøvede hun selvfølgelig ikke at vide.

Saga brød sig overhovedet ikke om situationen, og selv hvis hun ikke havde haft en magi der havde skærpet hendes sanser, ville hun vide, at alt ved den her situation var forkert. Hvad lavede han herude midt om natten? Hvorfra kendte han hendes navn? Og hvorfor talte han til hende, som var de gamle venner, der blot skulle løse en eller anden lille uoverensstemmelse.
Det overraskede hende lidt, at det var hendes fars tomme trusler han ville drøfte, for hun havde egentlig forventet, at hendes far ville have fornærmet ham på en eller anden måde, og at han nu var kommet for at rode bod på sit stødte ego. "Jeg har en ret god hørelse," Svarede hun, "så jeg har ikke kunne undgå at høre det vrøvl han kaster om sig med." Grebet om buen strammedes umærkeligt, som hun tog et minimalt skridt bagud, væk fra manden på træstammen. "Min far har mistet forstanden, mjøden styre hans tanker og hans ord nu. Men det ville ikke være første gang en vampyr eller to var krydset igennem Tusmærkedalen, og hvis han finder det bedste at advare vagterne, har han et ansvar. Men de vil næppe lytte til ham." Saga lyttede ikke engang rigtig til ham, men hvis han bad hende følge ham ned til vagterne, ville hun stadig gøre det. Og hun ville kæmpe hans sag, selvfølgelig ville hun det, han var jo hendes far.

Hendes ord talte ikke ligefrem til at gøre Hyde venligere stemt, men derfor smilede han stadig. "Og hvis nu en sådan vampyr, som var på gennemrejse, skulle have hørt hans beskyldninger?" spurgte han med engleblid stemme. Han var måske ikke ligefrem på gennemrejse, men det var der jo ingen grund til, at hun skulle have at vide. "Det ville denne vampyr sikkert tage lidt ilde op, tror du ikke?" Hans stemme var stadig ganske uskyldig, men hun skulle være temmeligt tykhovedet, hvis hun ikke opfattede, hvad der lå mellem linjerne i deres samtale lige nu.

Hans spørgsmål fik hende til at hæve det ene øjenbryn. Nu var Saga måske ikke Frøken Hjerne, men hun var bestemt klog nok til at kunne læse mellem linjerne og forstå, hvad det egentlig var han sagde.
Måske burde hun bliev bange. Nej, ikke måske. Hun burde blive bange. I stedet blev hun vred. En af hendes mindre tiltrækkende lyster, at hun blev vred i stedet for bange, for det havde fået hende ud i mangt og mange situationer, hun ellers ville have undgået. "Så vil jeg gå ud fra, at den føromtalte vampyr ville være klog nok til at kunne kende en tosset mands ord fra en fornuftig mands." Svarede hun køligt. Hun gad ikke engang lade som om hun kun havde taget buen som en form for sikring, og hun var da heller ikke sen til at gribe bedre om den, klar hvis han skulle gøre et udfald. "Den samme vampyr burde også være klog nok til at vide, at det er den almene befolknings pligt at informere byens vagter om eventuelle ureglmæssigheder i byen." Havde hun hørt noget om vampyrangreb? Ja, med jævne mellemrum, men hun mente ikke at have hørt om noget her på det sidste.

Hendes reaktion var mere trodsig end frygtsom og dét lagde han sammen med nogle af de andre oplysninger, han allerede havde samlet om hende. Frygtløshed var dumt og naivt. Man skulle aldrig tro, at der ikke var noget, som kunne skade én. Men mod var en god egenskab at have og dét havde hun i hvert fald masser af. 

Han trak lidt på skuldrene og så på hende med hovedet let på sned. "Taler din mund også med en tosset mands ord?" spurgte han med et hævet bryn og så afventende på hende et øjeblik. "For det lyder unægteligt som om, du truer mig med det samme, som din far har gjort."

Jep, Saga burde i den grad stikke af. Og allerhelst for flere minutter siden. Men det havde hun ikke gjort, og et eller andet i hende fortalte hende, at det ville være rigtig dumt at vende ryggen til ham. Så var det måske bedre at kæmpe imod. Men hun ville ikke være den første til at gå til angreb, for var hun det var hun ret sikker på, at hun ville tabe. Hvis hun i stedet vendtede til han tabte tålmodigheden ville han måske være mere tilbøjelig til at lave fejl - hvilket kunne være hendes redning. "Nej," svarede hun ærligt med en svag hovedrysten. "Det er reglerne, jeg informere dig bare om dem. Det var dig, der bragte min far op, jeg fortæller dig bare, at han har mistet forstanden, men at han stadig følger reglerne." Mens hun talte tog hun endnu et skridt bagud, men denne gang trådte hun også en smule til side, så hun blev bragt et halvt skridt tættere på den vej byen lå. Hendes skridt var nonchelant, som havde hun ikke planer om at forsøge at snige sig så tæt på sandheden som muligt, og forhåbentligt ville han ikke bide mærke i det.

Hyde var bestemt ikke typen til at miste hverken besindelsen eller tålmodigheden. Et langt liv havde lært ham, at man ofte fik mere ud af at tage det roligt og tænke sig om, inden man agerede. Så selvom hendes svar og det forsigtige skridt mod sikkerhed ikke kom bag på ham, så lod han sig ikke presse til at handle. "Og jeg siger til dig, at jeg ikke vil finde mig i din fars trusler - de være sig forstandige eller ej." Han havde nu helt smidt ordspillet om, hvorvidt han var vampyr eller ej. "Og jeg har tænkt mig at bringe dem til ophør. Med eller uden dit samarbejde."

Og endnu engang kunne Saga klappe sig selv på ryggen for sin evne til at læse mellem linjerne, som han nu gjorde det helt klart, at han var den vampyr det havde været hintet. Det burde gøre hende endnu mere bange, men i stedet gav det hende kun endnu mere grund til at kæmpe, hvis han angreb. Medmindre hun altså ville nå at snige sig så meget forbi, at hun kunne suse mod byen. Hvilket hun dog tvivlede på, for han var næppe så blind, at han ikke havde bemærket det skridt hun allerede havde taget. ”Så rejs.” Det var måske ikke det smarteste at sige, specielt ikke når man supplerede det med det nonchalante skuldertræk hun gjorde, men ærlig talt anede hun ikke, hvad hun ellers skulle sige. Hun kunne ligesom ikke stoppe sin fordrukne far i at råbe op om dit og dat, og hun havde ved alle guderne heller ikke tænkt sig at gøre det. Specielt ikke ved mandens næste ord, som for alvor gjorde hende vred. ”Hvis du tror jeg har tænkt mig at hjælpe dig med at gøre min far tavs, har du nogenlunde ligeså meget forstand, som min far har!” Svarede hun vredt. ”Der er ingen der tvinger dig til at blive, der er timer til solen står op, du kan nå langt på den tid.” Var det klogt at tirre ham? Nej. Havde Saga det med at miste tålmodigheden og lade vreden styre? Ja.

Hyde var så småt begyndt at lade sig irritere over den unge pige. Forstand havde hun i hvert fald ikke meget af, hvis man spurgte ham. Men den slags kunne naturligvis læres. Hvis ellers man gad bruge tid på det. Nej, det som virkelig interesserede ham var hendes gaver. Og så var det jo ikke en dårlig ting, at han ville få hævn både over hende og hendes far. 

Han gad ikke rigtigt diskutere mere med hende og endte da også bare med at kaste usynlighed over sig selv, hvor han sad, inden han rejste sig og gik sin vej ind mellem træerne, mens han holdt øje med, om hun havde tænkt sig at forsøge at skyde ham eller ej. Han kunne helt klart få fat på hende et andet tidspunkt. Hvor hun ikke var i beredskab og ikke havde en bue klar ved sin side.

Det hele gik så hurtigt: det ene øjeblik var han der, det næste var han væk. Saga blinkede, et kort sekund forvirret over, hvad der var sket. Ja hun nåede endda at overveje, om hun var så meget sin far, at også hun var ved at miste forstanden og havde forestillet sig noget.  Men det vidste hun, at hun ikke havde. Han havde siddet på den væltede træstamme og været ligeså virkelig som hun var. Og nu var han væk.
Tanken gav hende gåsehud, og hun kunne mærke hvordan de små hår i nakken rejste sig. Hvis han kunne forsvinde på den måde var der ingen sikkerhed for hende. Måske var han usynlig, måske havde han teleporteret sig, måske havde han bare gemt sig for hendes sind. Hun vidste det ikke, men hun vidste at jagten nu var gået ind. Og denne gang var det hende, der var byttedyret.

Lyden af en gren der knækkede inde mellem træerne, efterfulgt af lyden fra skovbundens underlag der blev trådt ned fik hende til at se ind mellem træerne. Hun kunne måske ikke se ham, men hun var ikke helt forsvarsløs - problemet var bare, at hun var for afhængig af sine øjne.
Okay, hvis det var sådan han ville have det, så måtte det være sådan han fik det!

Hun tog en dyb indånding, og som hun pustede ud lukkede hun øjnene og spændte en pil for buen. Hun vidste af erfaring, at hendes andre sanser blev skærpet når hun intet kunne se, så et langt øjeblik stod hun og lyttede. Hun hørte musene i skovbunden, lyden af en sten der rullede og den svage lyd af et fodtrin mod jorden. Uden så meget som at dobbelttjekke om hun havde ret  sigtede hun mod lyden sekundet inden hun slap pilen.

Hun så ikke om den ramte, i stedet vendte hun rundt, åbnede øjnene og satte i løb mod byen, der pludselig var så langt væk.

Hyde var kommet et stykke ind i skoven og stolede så godt som fuldstændigt på sin evne til at gøre sig usynlig og det faktum, at lyden af hans bevægelse også blev dæmpet, når han havde aktiveret magien. Derfor kom det som et vanvittigt chok, da han hørte en hvislende lyd og derefter måtte tage sig til overarmen, hvor der pludselig sad en pil i kødet på ham. Hundredevis af års øvelse i selvdisciplin afholdt ham fra at råbe op i smerte og han bed i stedet tænderne hårdt sammen og stavrede videre - nu en del mere målrettet.

Et par uger senere skummede han stadig af raseri, når han tænkte på den lille tøs og hendes uhøflige fremtoning. Det faktum, at hun havde skudt på ham - oven i købet efter, at han var gået sin vej - havde været dråben, som fik bægeret til at løbe over. Hyde var ikke en mand, som fandt sig i fornærmelser og dette var... Ja, dette var værre. Derfor havde han brugt tiden på at planlægge og denne aften havde han sikret sig, at intet kunne gå galt. 

Hans folk havde beskrevet, at Hrafn var kommet ud under sin families ellers så vågne øjne og de havde hurtigt slået en klo i ham og ført ham væk. Hyde selv var denne gang i en svær, sort læderdragt og han havde en mand med sig, hvis speciale var at lave magiske skjolde. Hendes bue skulle ikke være hende til hjælp denne gang. Sammen ventede de to i Hrafn's hus på, at husets datter på et tidspunkt skulle besvære sig med at indfinde sig.

Det havde taget Saga lang tid at komme sig over mødet med vampyren i skoven. Hun var løbet alt hvad hun kunne tilbage til byen, og havde hele tiden forventet han ville gribe fat i hende bagfra, men på en eller anden måde havde hun overlevet deres møde.
Efter det syntes hun ikke længere hendes far var en fordrukken mand, hvis forstand havde forladt ham. Nu kendte hun virkeligheden derude, og da hun endelig begyndte at jage igen et par dage efter, sørgede hun altid for at være hjemme inden solnedgang.
Det var ikke fordi Saga havde vild meget viden om vampyrer, så hun havde opsøgt den lokale præst for at spørge ind til, hvad man egentlig kunne gøre. Han havde forsøgt at hjælp hende så meget som muligt, men det havde været udfordrende da de Saga egentlig havde søgt, var en der kunne komme til byen og ordne problemet. For på trods af sine evner med en bue nærede Saga ingen forventning om, at hun ville slippe levende ud, hvis hun stødte på vampyren igen. Hun havde talt med vagterne, men da hun hverken havde navn eller en ordentlig beskrivelse havde hendes forsøg været så vagt, at de havde spurgt om hun havde drukket og opfordret hende til, at holde sig fra mjøden.

Og efter et par dage var hun faldet ind i sin gamle rutiner. Hun gik ikke længere ud og drak efter mørkets frembrud, men hun tog ud og jagede, og efter den første uge følte hun sig sikker, at hun igen var begyndt at trække den til efter solnedgang.

Det havde hun også gjort denne aften, hvor hun vendte tilbage efter en succesfuld jagt. Over skulderen havde hun to hare, og hun var i ganske godt humør da hun nåede tilbage til huset og åbnede døren for at gå ind. Dyrene skulle bare flåes og så ville de have til en god aftensmad og – hendes tanke døde ud, som døren lukkede sig bag hende og det gik op for hende, hvor mørkt huset var. ”Fa-” hun ville have kaldt på sin far, men i det samme gik alle alarmklokker i gang og hun vidste instinktivt, at hun ikke var alene. En tanke, der fik hende til at slippe byttet, der landede på gulvet med en våd lyd, og omgående gribe sin bue og en pil. ”Jeg troede du havde opgivet”. For hun var ikke i tvivl om, hvem det var, der havde opsøgt hende. Det kunne trods alt kun være én mand, der ønskede hende død.

Hyde sad i spisestuen og havde gjort sig det behageligt, mens hans skjold-mand stod et lille skridt bag ham. Kun sekunder efter, at døren var gået, havde Hyde set den flimren i virkeligheden foran sig, som betød, at et skjold var på plads og han smilede derfor i retningen af hendes truende ord. "Ja, det nærer jeg ingen tvivl om, at du gjorde," svarede han derfor også bare roligt og lagde så hovedet let på sned. "Hvorfor kommer du ikke herind, så vi kan tale lidt sammen. For jeg er da sikker på, at du gerne vil have din far tilbage..?" Det sidste var en mellemting mellem et drilleri og en trussel og han var ikke i tvivl om, at hun ville forstå, hvad der lå under det.

Saga havde haft alle intentioner om at opfordre vampyren til at skride af helvedes til – et dumt træk, måske, men hun var bange og når hun blev bange reagerede hun med vrede frem for egentlig frygt. Hun åbnede da også munden for at svare ham, men nåede ikke så langt før han afslørede, hvorfor hendes far ikke var hjemme. ”Hva… hvad har du gjort ved ham?” Spurgte hun, og fugtede nervøst læberne med spidsen af sin tunge. ”Jeg sværger ved alle Lysets magter, at du ikke slipper levende herfra, hvis du så meget som røre et hår på hans hoved!” For hendes far var måske nok tosset, men han var den eneste familie hun havde tilbage nu.

Vreden og frygten gik hånd i hånd, som hun tog hans trussel for gode vare og gik et par skridt længere ind i huset, væk fra døren – væk fra den eneste flugtmulighed hun havde. Buen havde hun ikke sænket, men den sigtede ikke længere direkte på ham, da frygten for hvad der ville ske hendes far var større.

Hyde sad stadig roligt og ventede og der gik da heller ikke længe, førend hun trådte frem, så han kunne se hende. Han tog ikke hendes trussel særligt alvorligt. Folk havde en tendens til at true, hvis de blev bange. Og han kunne lugte, at hun var bange. Han smilede selvtilfredst og så på hende med hovedet en smule på sned. "Bare rolig, alle hans hår er stadig intakte," svarede han affærdigende lagde roligt det ene ben over det andet, mens han så hende an. "Men sådan bliver det ikke ved med at være. Jeres familie har forbrudt sig mod mig - ikke bare én, men to gange. Tre faktisk, nu hvor du stadig står og peger den pil imod mig. Én af jer skal tage straffen for det. Jeg vil foretrække, at det bliver dig, eftersom du skød mig med det monstrum dér. Så hvis du følger villigt med, så lader jeg din far gå. Hvis ikke... Ja.. Så ser du ham nok ikke igen." Hyde havde fremsat mange trusler i sit liv og han havde fundet det perfekte leje mellem truende og fornuftigt - og det var dette, han brugte nu.