Fridag. Zirra hadede fridage. Hun anede aldrig hvad hun skulle gøre af sig selv, når hun ikke kunne drukne i arbejde.
Morgenen var blevet brugt på at kigge på mennesker på en cafe på markedspladsen. Til frokost var hun taget en tur til den øvre bydel og havde kigget på fanatiske tosser, der lyttede til religiøs oplæsning. Ikke at Zirra ikke var religiøs, men alle, der frivilligt brugte en time på at lytte til en tekst, der sikkert blev gentaget hver tredje uge, var tossede i Zirras optik. Eller svagthuskende.

Aftenen. Aftenen blev brugt på Hullet. Det var god øvelse at læse andres reaktioner i kortspil, og Zirra havde allerede fået de tre første modstandere til enten at kaste med ting eller give op i andet træk. 
Så da hendes nuværende modstander brat rejste sig med et "Snyd og humbug! Glubske kvindemenneske!" var hun ikke synderligt overrasket, og han kastede sine krystaller fra sig, hvorpå han trampede ud af hoveddøren. 
Krystallerne betød ikke det store for hende, men nu kunne hun købe sig noget mere at drikke. Hun havde sippet til en dårlig øl for at forvirre sine modstandere, og nu hvor der ikke stod flere i kø for at tabe til hende, kunne hun tage en pause med et bedre krus et-eller-andet.

Hun havde valgt et hjørnebord, hvor hun sad med ryggen til resten af baren, så hun ikke blev forstyrret af de andre spil, mens hun prøvede at lure sin modstander. Nu hvor hun rejste sig, kunne hun se, at der var sket en del udskiftning ved spillebordene, og kun tre-fire af dem, der havde siddet her, da hun kom, var her stadig. De andre var sikkert løbet tør for krystaller. Hun løsnede sit hår fra den uglede hestehale hun havde sat, så hun havde set mere fuld ud, end hun var, og lod en hånd glide igennem håret, så det filtrede lidt mindre, da hun nåede op til baren.

"Giv mig..." Zirra trak lidt på det og kiggede på flaskerækken på bagvæggen. Egentlig var hun ligeglad, så længe det ikke var den elendige øl. Hun skævede til manden, der også stod ved baren. Krystaller klar i hånden til at betale. Rimeligt pænt tøj, så ikke bare en tilfældig fulderik. Han lignede en type med smag. "Giv mig, hvadend han har bestilt!"

Den rødhårede fyrs blik fik Zirra til at rynke brynene lidt. Han så syg ud, men ingen tydelige tegn ellers. Måske et overlevet pestoffer? Hun nåede ikke langt i sin analyse af ham, før bartenderen var over hende. Nogle gange var det vildt belastende at have bryster, hvor andre kunne se dem. Det blev ikke bedre af at han kaldte hende snut. Havde hun ikke tænkt sig at bruge steder her lidt mere, ville hun havde svaret igen, men hun foretrak at bartenderne ikke huskede hende, fordi hun havde været uhøflig.

Da han spurgte til hendes første omgang, blev hun rimelig fortørnet. Hun havde da været her tre gange før! Zirras mund åbnede sig for at sige noget yderst uhøfligt, og lukkede sig straks igen, da hun kom i tanker om, at hun vistnok havde haft klædt sig ud som en anden de par gange fordi hun havde været på opgave i området. Okay, så det her var faktisk Zirras første gang på Hullet.

"Med din fine præsentation af vinene, bliver det den med granatæble," sagde hun så venligt efter at have tørret den anspændte mine af, mens hun smed sine "hårdt" tjente ravstykker på bordet.

Så snart han havde vendt sig for at hælde op, lænede Zirra sig en smule hen imod manden ved siden af sig.
"Rødtop," hviskede hun og nikkede let bagud. "Så snart vi har vores glas, flygter vi til et af bordene. Han lægger næppe an på dig, men jeg gider sgu ikke bruge resten af aftenen på hans ligegyldige smiger."
Han lignede ikke den gænse gæst på værtshuset. Lidt for træt i holdningen, lidt for få krystaller. Men han havde sikkert en historie eller to at fortælle fra gaden, som Zirra gerne hørte, hvis han altså var med på at være hendes redning. Som bartenderen kom mod den, blinkede hun synligt til manden, og vendte sig med kropsholdningen mod ham stadig med en arm på baren, og den modsatte hånd stukket afslappet i bukselommen. Hun kunne straks se ud af øjenkrogen, at bartenderens holdning sank en smule. Så langt så godt. Men han ville sikkert prøve igen, hvis hun blev hængene ved disken.

"Zirra Reynlest," præsenterede Zirra sig tilbage, som bartenderen kom med deres drikkevarer. "Godt at møde dig, Bertram."
Han havde introduceret sig med efternavn, så hun gengældte høfligheden og regnede med, at de fleste, hun ville møde på et sted som Hullet næppe ville genkende et efternavn, der ellers primært bevægede sig hos Lysets Krigere.

Bordet var lige så rodet, som hun havde forladt det, udover at den elendige øl var blevet snuppet af nabobordet. I det mindste havde Bertram ikke fået samme sprøjt - det havde han betalt to ravstykker for meget til. Kortene lå spredt ud over bordet fra at Zirras modstander havde kastet dem fra sig i frustration, og som hun tog plads overfor den rødhårede mand, samlede hun et par op fra gulvet.

"Så hvad bringer dig til det her hul?" spurgte hun, mens hun stablede et par kort med den ene hånd og tog et sip af sin vin med den anden. Bartenderen havde haft ret, det var en ganske udmærket vin. Hun snurrede den mørkerøde væske rundt i kruset. "Og sig endelig ikke mad! Jeg spiste aftensmad her, og det kan jeg ikke fraråde nok."

Det sidste tilføjede hun med lidt lavere stemme. Nu havde hun gjort indsatsen med at være høflig over for kroejeren, så hun behøvede ikke ødelægge det ved at tale maden ned, så snart hun sad lidt væk. 
Hun droppede kortene og lænede albuen på bordet med kruset foran sig. Hendes blik faldt på det røde hår, Bertram havde. Det var meget mere kraftigt rødt end selv hendes vin, og det så ikke farvet ud. En konklusion hun primært kom frem til, fordi alt hans andet ansigtshår også var samme vilde røde farve. Hun studerede hans halvspidse ører. Måske var det en halvelever-ting at være lidt pang? 
Alt andet ved ham virkede næsten endnu mere mat, når håret var så farvestrålende. Det var nu lidt synd, at han lignede en, der når som helst kunne finde på at kaste op ud over bordet.

Zirras øjne blev kort til smalle sprækker, som hun så direkte igennem hans første løgn. Han havde tydeligt afvisende tone i en lidt for hurtigt sagt sætning, og skiftede hurtigt emne. Delen med et uroligt nabolag lød mere som noget han sagde ofte, hvilket enten betød at det var sandt, eller at han bare brugte den undskyldning meget. 
Noget medlidende kom over hende, da hun igen mødte hans trætte blik. Hvadend han var syg af, måtte gøre ham ude af stand til at holde på maden. Stakkels mand. Noget i hende havde lyst til at spørge, om han smittede, men de fleste dødeligt og smitsomme sygdomme fik ikke en til at gå på bar, og hun havde haft sæsonens forkølelse. Hun tog en slurk til at vinen og besluttede sig for ikke at grave i det. Nok elskede hun personlige detaljer, men man kunne altså også blive for påtrængende. Hun forhindrede også sig selv i at komme ud med en kæk kommentar om "alle" hans ravstykker. Måske skulle hun bare prøve at nyde samtalen lidt.

Vinen pirrede hendes smagsløg og gav hende lidt varme i kinderne. Det var det eneste, hun ikke havde gidet gøre så meget ud af, da hun bare snød sine modstandere til at tro, hun var fuld, for de kiggede alligevel altid kun på hvor fyldt kruset var og ikke hvor klart hendes blik var. Begynderfejl.

"Neej, nej det tror jeg ikke jeg ville kunne leve af," svarede hun med et halvt grin og kløede sig i håret. "Jeg har et fint betalt standard-arbejde, og ikke rigtig noget spændende at smide krystaller efter, så jeg plejer faktisk bare at kaste lidt efter gadeungerne efter sådan en aften." Hun tøvede lidt. "Jeg fik lige malet mig selv som virkelig kedelig uden nogle interesser der, gjorde jeg ikke?"
Hun gav ham et undskyldende smil. Det var altid svært for hende at snakke om interesser, når hendes primære interesse, var spionagen. Den ene ting hun ikke måtte snakke om. Til tider var det lettere at have en persona, hun havde kunnet læse op på og tage uden på sin hud. Der kunne hun tale om alle sine interesser inden for kunst og musik, hun kunne være specialist i hesteopvisning, og hunne lyve så det drev. Tidspunkter som nu, hvor hun bare var Zirra... Zirra, der ikke var på arbejde... Zirra, der egentlig ikke kunne få sig selv til at lyve... 
"Og jeg har kun været her måske halvanden. Maden tog ikke så lang tid, som den smagte," fortsatte hun, da hun ikke rigtig følte, hun havde ført samtalen nok videre til at holde den kørende. "Jeg arbejder som sekretær oppe i Midten. Mange væsner hver dag, og så ender jeg stadig her på en fridag - ved flere væsner. Ironisk ikke?"

Hun talte sig selv ret godt uden om sin arbejdsmani. Bare bliv ved med at fortælle dig selv det, sagde hendes indre stemme, der udmærket havde luret, at hun bare prøvede at undgå at komme hjem til en tom, støvet lejlighed, hun aldrig havde haft besøg i. Hendes mor havde været forbi og hjælpe med indretningen, da hun flyttede ind, og hun havde vist haft hevet en fyr med hjem en enkelt gang. De sidste par måneder havde hun bare prøvet at undgå stedet og fundet undskyldninger for at tage natarbejde. Al uroen i byen havde nok smittet af på hende. Roen fandt hun, når hun blev sendt ud af byen. 

Zirra slog blikket ned, da han nævnte det med interesserne, og lagde derfor slet ikke mærke til hans anspendte mine. Hun havde lyst til at sige et eller andet, finde på en interesse eller noget, blot for at holde samtalen og selskabet kørende. Det var sjældent hun havde samtaler, der bestod af mere end kortspil eller folk, der prøvede lidt for hårdt at smigre hende. Det her var noget andet. Den her samtale var reelt behagelig, og hun havde slet ikke turde håbe på at finde sådan en i aften.

"Jeg forsørger nu også kun mig selv..." sagde Zirra lavt og blev selv en smule irriteret over, hvor trist hun kom til at lyde. Hun havde ikke brug for andre at bo med, det... Det havde hun aldrig haft.
Hun rystede sig ud af tankerne, tog en ordentlig slurk af vinen og tvang et smil frem. "Arbejde kommer og går. Jeg er bare heldig at være ansat et lidt større sted, hvor de påskønner mine evner og ikke ser ud til at ville fyre nogen lige nu. Men den stabilitet holder sikkert ikke evigt."

"Det er altså virkelig ikke fordi jeg ikke vil dele mine interesser, Bertram, de er bare sjældent nogle, andre finder så interessante," sagde hun. "Jeg holder eksempelvis ret meget af at danse, og det skulle jeg vist have været født i en højere klasse for at gøre mere. Det er sjældent, man finder god pardans på de her kanter." Hun lo en smule. "Og så har jeg en sær facination at bare at kigge på folk og gætte mig til deres liv. Tag ham derovre."
Zirra nikkede mod en fyr der sad alene ved et bord og trippede med den ene fod. Det her var nok det tætteste hun kom på at kunne tale frit om sit erhverv - altså, den del der ikke var at være "sekretær". 
"Han sad også der, da jeg kom ind, samme tomme blik ud i rummet," hun havde dæmpet sin stemme lidt igen, og lænet sig en smule ind over bordet. "Han har ikke rørt sit krus det mindste, og han holder intenst øje med døren. Jeg tror han venter på nogen. Den romantiske del af mig vil have at det er pigen, han så sidste uge, som han forgæves vil bruge resten af aftenen på at vente på. I realiteten er det sikkert et spørgsmål om gæld, som han skal afbetale i aften, og dem der skal afhente den, er blevet hængt op af noget andet. Han kan ikke bare gå, for så finder de ham senere og tæver ham, men han har heller ikke penge til at købe mere, så han holder godt fast på det, han har, så han kan blive siddende."

Zirra vendte opmærksomheden tilbage mod Bertram og smed ham et kækt smil. "Din tur, hvad tror du om ham bag mig?"

Zirra gjorde lidt store øjne, som Bertrams historie udfoldede sig. Han havde en lidt mere direkte voldsom fortælling end hun havde lavet, men den var stadig funderet i hans detaljer. Hun smilede halvt for sig selv - endelig en der var med på hendes lille leg. Andre hun havde prøvet at få i tale havde bare syntes det var sært og skiftet emne. Smilet blegnede en smule, da han sluttede af med en teori, der underminerede hele historien. Med et hurtigt blik bagud, bekræftede hun at hans detaljer var rimelig korrekte, og stoppede op ved en mand, der havde øjnene fuldt fastlås på ham, de lige havde snakket om. 

"Hmm, se ham der," sagde hun lavt, og havde allerede glemt at Bertram havde afsluttet sin historie næsten med at afslutte legen også. "Han kigger lige lidt for intenst på Lortejobmanden." Kort kørte hun sit blik ned over ham, og vendte tilbage til sin drink, så han ikke ville fange hende i at stirre for længe. "Hr. Lortejob har været her siden jeg kom ind, men ham der er kommet til. Måske har de haft et spil terning og han har tabt og er sur nu?" Hun mødte Bertrams øjne og smilede lusket. "Eller måske er det Hr. Lortechef, der har en ude for at finde ud af hvad der foregår, fordi han har hørt rygter om de skumle hemmeligheder..."

Zirra lod den hænge i luften og tog et par slurke til. Hun var snart i bunden af sit krus, og det var ikke så underligt, for vinen smagte afsindigt godt. Rødmen var også begyndt at kunne ses i hendes kinder, så procenterne var vist ikke helt lave i den. 
Inden hun kunne nå at sige mere, stagrede en ret fuld gut ud imod bagdøren og dasset, og inden døren var lukket helt i, kunne man tydeligt høre hans maveindhold lande på jorden derude. Bartenderen sukkede højlydt, og konsulterede sit ur. 

"Okay, folkens!" råbte han op og satte et par glas fra sig. "Der kunne alle vist høre, at jeg lige har fået ekstraarbejde, og der er ikke lang tid til udgangsforbuddet træder i kraft, så baren er åben for en sidste omgang! Gør jeres damer derhjemme lidt glade og sørg for at komme hjem og ikke ende i brummen for natten, ikke? Og hvis nogen lige gider bærer ham ude bagved ud foran, så får I en gratis øl at gå hjem på!"
Et par fyre sprang op af deres sæder og skyndte sig ud for at hjælpe med at bære fulderikken. Lidt for ivrigt, synes Zirra. Så god var øllen da heller ikke. Og det var en hverdagsaften.
"Måske har jeg undervurderet, hvor mange her der egentlig er arbejdsløse," kommenterede hun, ikke helt henvendt til Bertram. "Så ivrige som de er for at arbejde for bare et eller andet."

Ølkruset i Bertrams hænder var tomt, da hun vendte tilbage til deres samtale, og hun lo lidt ved det. "Jeg tror altså ikke, han smider os ud før om en times tid. Nu skal han jo lige rydde op og give de sidste omgange ud til folks sidste krystaller."
Hun hævede sit krus til en imaginær skål og tømte det. "Men, jeg vil give dig ret i, at vi bør smutte, før stanken af bræk når herind!"
Med en elegant bevægelse, der slet ikke passede til den mængde alkohol hendes krop var ved at processerer, svang hun sig på benene fra sin siddeplads og tog sin jakke med op at stå. Selvom hun ikke var på arbejde, havde hun en tendens til at klæde sig neutralt og praktisk i brune nuancer, så hun faldt i i bybilledet. I hendes bælte fra bukserne hang hendes trofaste bæltetaske med dagens lys-fangst, som hun sikkert ville lægge på sit skrivebord derhjemme og sende tilbage til deres oprindelige beholder, når hun gik til ro. 

"Nu er jeg altså en kvinde, der godt kan passe på mig selv," kommenterede hun og sendte Bertram et skævt smil. Hun havde hørt følge-dig-hjem linjen et par gange, og hadet den lige meget hver gang, men Bertram virkede ikke til at prøve at få hende med hjem, og det kunne hun godt påskønne. Ikke fordi hun fandt ham frastødende, men hun ville helst ikke dele lagner med ham, før hun havde fundet en elegant måde at spørge ind til hans potentielle smittefare. "Men jeg siger ikke nej til selskab på vejen."
Jakken var en af hendes brødres aflagte - heldigvis fra deres teenageår, så den passede hende rimelig godt nu, udover at være et mandesnit. Hun knappede de lidt store knapper, som hun gik mod døren. Mange af de andre var også begyndt at rykke uroligt på sig. Et par stykker havde skyndt sig op til baren for at få den omtalte sidste omgang, og manden med det stadigt fulde ølkrus sad og så ud som om, han slet ikke vidste, hvad han skulle gøre ad sig selv.

"Hvilken vej skal du?" spurgte hun, da de stod på gaden. Hendes kinder føltes brandvarme mod den kølige luft. "Jeg skal den vej." Hun nikkede mod højre op i retning af midterdistriktet. Hendes lille sted lå i udkanten af midten, så hun stadig kunne gå hurtigt til bymuren eller skumringskvarteret. Så havde hun lidt længere op til sekretariatet, men hun var jo alligevel så sjældent der at det ikke gjorde det store.

"Palæ ligefrem?" kommenterede Zirra med latter i stemmen og gav ham et venligt dask på armen med det sæt handsker, hun havde taget op af lommen for at tage på. "Så måske var det mig, der skulle dig og ikke omvendt. Mit sted kan højst betegnes som et loft, og det er altså ikke særligt charmerende. Ah, nu gør jeg det igen, sælger mig selv virkelig dårligt!" I det mindste kunne man ikke se hendes rødmen under den røde farve, vinen havde givet hendes kinder. "Ej, det er et fint lille sted i en bygning med mange små, ens lejligheder, hvor det virker til, vi alle sammen er enige om at det oftest er for koldt til at blive der meget her i den kolde tid. Så hvis du er vant til et palæ, skuffer det dig nok gevaldigt!"

Der var rimelig dårligt isoleret i bygningen, og Zirra have en af de øverste lejligheder, så det kunne godt fyge lidt ind i trappeopgangen, når det sneede kraftigt, men ellers var de fint dækket ind på alt, hvad de havde behov for. Alle var trods alt ansat hos Lysets Hær, undtagen den gamle dame i stuen, der gjorde rent og passede gårdkatten. På den anden side, hun var sikkert også ansat af dem til at holde lidt øje med stedet. De fleste brugte deres steder som kontor, for de havde familier, de kunne tage hjem til. Så brugte de deres lejlighed til møder, som opbevaring og til at forsvinde fra, hvis nogen havde fulgt efter dem hjem. For Zirra, der ikke havde nogen andre, brugte hun den rent faktisk som sit hjem og primære sovested. I det mindste var der altid dejligt stille, når halvdelen af bygningen stod ubrugt hen om natten.

Hun skød Bertram et blik ud af øjenkrogen, mens de gik. Hans strittende hår gav hende en utrolig lyst til at ugle i det, og det var umiddelbart ikke kun den lidt snaldrede del af hende, der tænkte sådan. Hans ord havde forvirret hende en smule, og med alkohol i blodet, overtænkte hun det straks alt for meget. Havde han lagt op til at blive inviteret indenfor, eller ville han bare se ydersiden af bygningen, hun boede i? Han havde sagt at han ville blive for selskabet, betød det så han nød samtalen, eller prøvede han at komme i bukserne på hende? Ville det være så slemt, hvis det var det han prøvede på? Han var ikke just værst af udseende jo...
"Sååeh... Jeg ved ikke om det er et lidt for personligt spørgsmål," startede hun lidt akavet og holdt blikket primært på brostenene. "Men... Du ser lidt sløj ud, Bertram. Og altså, misforstå mig ikke, jeg synes du er rigtig sød at snakke med, og hvis jeg havde noget derhjemme ville jeg invitere dig på et glas, men du ved, jeg har bare heller ikke lige tid til at have pest og ligge syg fra arbejdet. Altså, åbenlyst er det jo ikke pest, men jeg tænker du nok ikke var taget på kro, hvis det var en forkølelse." Hun pillede lidt ved sit hår og sendte ham et prøvende smil. "Jeg mener... Ja, eh... Du ved hvad jeg mener?"

Virkelig godt Zirra, virkelig godt, belærte hendes indre stemme hende. Du burde have en persona af dig selv, og du ville klare skuespillet bedre. Det her er bare pinligt.
Hun brød øjenkontakten og så igen frem for sig, stadigt pillende ved en hårlok. Det havde hun nok godt kunnet formulere lidt pænere.

"Oh," sagde hun overrasket, og rødmede så meget at hun følte det trængte igennem vinrusen. "Undskyld... Det var ikke min mening at fornærme dit udseende, Bertram, eller race for den sags skyld" tilføjede hun oprigtigt undskyldende, da hun så hans grimasse. Hans grimasse fik det helt til at vende sig i hende af skam over at have spurgt. Måske var det derfor hun aldrig kunne holde på de forhold, hun havde prøvet. Hun prøvede til tider at passe lidt for godt på, og så endte hun med at fornærme folk på vejen. 
"Efter pesten blev jeg nok lidt mere sygdoms-opmærksom. Og... og måske vil jeg også gerne bruge et par timer til i dit selskab."
Det sidste blev tilføjet med med et - håbede hun - forsonende smil. Hun mødte hans intense blik, og der gik et sug igennem hendes mave. Så han... hungrende ud? Han lignede pludselig en, der ikke havde drukket noget på kroen, og tørstede efter sin øl, trods hans ord om ikke at ønske mere i aften. Eller var det bare sådan hans blik så ud i måneskæret, når hun havde fået lidt vin indenbords? Så meget havde hun jo heller ikke drukket, og den friske luft havde gjort hendes hoved klarere. Hun rystede kort på hovedet, og viftede håret om bag øret, mens hun vendte opmærksomheden tilbage til brostenene. 

"Vi skal til højre her," sagde Zirra for at få skiftet emnet, selvom hun ikke havde de mest spændende ting at snakke om, mens de gik. Hun kommenterede lidt på vejret, og priste sig lykkelig over, at bygningen snart kom til syne nede ad vejen. 
"Dette," Zirra satte nøglen i låsen. "Er mit palæ."
Hun blinkede drillende til ham og ledte ham op ad trapperne. Der var to lejligheder på hver etage, og af stilheden at dømme, var der ikke mange hjemme. Ikke engang den gamle dame var vågen tydeligvis, og hun var vågen på de særeste tidspunkter af døgnet, havde Zirra erfaret.
For enden af trappen stoppede hun op og foregav at fumle med sine nøgler, mens hun fik rakt ind i sin inderlomme og lige rørt de to små sten, der lå gemt i den. Det var de to stearinlys, hun havde tændt inden hun gik ud i aften, så hun havde haft et eller andet lys på sig. Nu var magibrug forbudt, så i tilfælde af at Bertram gik op i den slags, ville hun ikke risikere at blive meldt til byvagterne bare for det beskedne trick. Og et sæt stearinlys, hvis flammer brændte sort, ville nok få hende til at virke mindre almindelig. De to små lys farede ud af hendes lomme og ind i rummet, som hun drejede nøglen, og hun håbede, Bertram ikke lagde for meget mærke til det med hende foran åbningen. Selv lod hun som ingenting.

"Velkommen til mit rimeligt ydmyge sted," sagde hun med en håndbevægelse som velkomst, og trådte ind i rummet. 
Halvdelen af rummet havde lige vægge ud imod gangen, hvor væggene med vinduet ud til gaden var lige så skrå som tagets sider. Et skrivebord stod henne ved vinduet, og der lå et par halvfærdige skitser af steder og væsner, og nogle mere udførlige hang på den skrånende væg. Zirra var ikke den bedste tegner, så hun øvede sig ofte ved at kigge ud af vinduet og tegne, hvad hun så. Det var praktisk, når hun skulle gengive detaljer fra en opgave, at hun kunne tegne bygningen eller folk, hun havde set som lidt mere end tændstiksmænd.
Hendes seng stod længst væk fra vinduet, så der ikke kom så meget træk, og der lå en uordentlig bunke tæpper og skind i den, som vidnede om at hun ikke holdt varmen helt godt om natten. På den modsatte væg stod en lille skranke med vandfad og nogle madrester, og de to stearinlys, hun havde sat i en lille balje med vand, skulle de vælte, mens hun var ude. En stol stod ved sengen, og hun trak den hen til skrivebordet, hvor den anden stod, selvom det ikke ligefrem var den bedste opsætning hun havde til at være meget social. 

Zirra hang sin jakke på den ene stoleryg og smilede til Bertram. "Hvad synes du? Lever det op til dine forventninger til min levestandard?" 
I det flakkende lys kunne man næsten ikke se, at han så lidt bleg ud, og det fremhævede hans dybe øjenfarve. Et par timer sammen... Udgangsforbuddet ville træde i kraft inden der var gået et par timer. Mon han bare var typen, der var vant til at smutte uden om eller bestikke byvagterne, eller turde hun håbe på han faktisk fandt hendes selskab behageligt nok til at blive hængende? Hun tyggede lidt ubevidst på sin underlæbe, og mærkede vinens virkning aftage lidt, men sit hjerte beholde den lidt højere rytme.

Tænk at hun rent faktisk havde fået en med hjem, og så en rar samtalepartner derudover. Det var første gang i mange måneder, at Zirra havde nydt et selskab så meget, også selvom hun ikke helt kunne finde ud af, hvad han havde lyst til. For nu ville hun bare nyde samtalen, der for en gangs skyld ikke var så svær for hende at holde kørende. Hun hentede et af stearinlysene over på skrivebordet, hvor Bertram havde fundet hendes skitser.

"Åh dem her, heh," snublede Zirra og rykkede forlegent nogle skitser henover nogle af dem, hun var lidt mindre stolte af. Mens hun rodede i bunken, strejfede hendes hånd Bertrams, hvis hænder var som istapper mod hendes hud. "Det er mere arb-eh, jeg ser det ikke helt som en hobby - hold da op hvor har du kolde hænder!"
 
Papirerne var glemt, og Zirra smuttede over til sengen, hvor hun tog et tæppe med tilbage til stolene, hvor Bertram havde sat sig. "Din jakke så altså heller ikke særlig varm ud! Hvordan kan du holde ud at være ude i så koldt vejr? Jeg er ved at blive til en istap allerede fra efteråret af, hvis jeg ikke finder ulden frem."
Zirra proppede tæppet i favnen på Bertram, og tog plads på den anden stol, som hun hev lidt frem, så der var under en meter imellem dem. Hendes egne hænder havde heldigvis været godt polstret i handskerne.
"Det er desværre ikke hjemmestrik," kommenterede hun med nik mod tæppet, der i øvrigt også var vævet. "Min mor smider sokker efter mig, men jeg har ikke rigtig selv tid til at lære det der strik. Hvis der er noget, jeg skal lære, skal det nok være at blive lidt bedre til proportioner i det, jeg tegner i hvert fald. Men tak fordi du synes de er gode... Jeg har ikke helt overbevist mig selv om det samme endnu."