Sted: Torvet i landsbyen
Tid: Midt på dagen
Vejr: Køligt og solrigt

Nu da Gorden havde fået solgt størstedelen af sine heste, havde Theo en god portion mere fritid end normalt. Den fritid brugte han på torvet, hvor han spillede på lut, næsten hele dagen. Få pauser blev holdt, hvor han hentede lidt vand og måske lidt at spise, for nogle af de krystaller han tjente her. Han havde været her i flere timer og ikke spist siden han forlod gården, men alt for optaget af sine opmuntrende toner, var det ikke gået op for ham, hvor længe han havde været her. Han følte sig egentlig heller ikke sulten alligevel. Theo havde sat sig på sin sædvanlige plads, på en stor kasse i træ, der blev brugt til transport af manden, hvis bod han sad ved siden af. Han havde foldet sin rød-brune kutte sammen i en firkant og lagt den på jorden foran sig, så folk havde et sted at smide krystaller til ham. Kutten så alt for fin ud, i forhold til resten af hans tøj, der bestod af et par tætsiddende bukser, der gik til lige under knæene og en alt for stor beige skjorte. At han ikke selv havde betalt for kutten, var ikke svært at regne ud. Det var en Gordon havde brugt som ung og nu havde Theo fået den.

Fra lutten lød der en munter melodi og to små tvillingpiger i slidte kjoler, dansede lystigt rundt i cirkler, mens deres latter fyldte torvet, sammen med musikken. Theo lo med over de to piger. Det var ikke første gang de dansede omkring til hans musik, de dukkede op næsten hver gang. Det var deres fars kurvebod han havde fået lov til at sidde ved. Theo lagde lutten fra sig på skødet, for kort at strække fingrene og tage en slurk af sit vand. "Theo, du må ikke stoppe!" Lød det i kor fra pigerne og Theo rystede let på hovedet i en latter. "Rolig nu, jeg skal nok fortsætte om lidt," sagde han med et smil, før han tog en tår mere. "Burde i ikke tage en pause?" Spurgte han undrende. De havde trods alt tonset rundt længe, men begge piger rystede voldsomt på hovedet, så det lyse hår fløj til alle sider. "Beklager," mumlede han lavt, før han samlede lutten op og begyndte en lidt roligere melodi i stedet. Pigerne gav sig til at danse en ret akavet vals, rundt i den samme cirkel som før. Alle der gik forbi måtte flytte sig, for ikke at blive danset ned.

Lyden af musik kunne tydeligt høres, især fordi Zoey havde stået og kigget rundt på de forskellige folk, nogle var igang med at danse og det stjal ret hurtigt hendes opmærksomhed. Det lød virkelig godt, aldrig før havde hun hørt så flot musik, det lød virkelig godt, hun stod og lukkede kort øjnene. Glemte helt at der stod nogle kvinder ved siden af hende som snakkede til hende, og hun åbnede så øjnene igen, ret hurtigt vendte hun rundt for at sætte kursen mod lyden. Hun var nød til at se hvem der spillede så smukt, det var næsten nødvendigt, for det var første gang hun havde hørt så smuk musik, det var ikke noget hun hørte tit. Specielt ikke her i landsbyen, og da hun nærmede sig kunne hun se en person spille på det der lignede en lut, ja dem havde hun hørt om. Aldrig set nogle spille på en, eller lytte til en, men hun vidste hvad det var. Hendes røde hår hang løst, og hun var iklædt det sædvanlige i form af en kjole, og nogle flade sko på fødderne. Hendes blå øjne betragtede ham lidt, og de dansende der dansede til hans musik, det så virkelig hyggeligt ud. Hun var næsten fristet til også at danse med, men hun gjorde det ikke, dog gik hun tættere på ham, og stod så ved siden af ham, hun valgte ikke at sige noget. Hun sendte ham blot et smil og åbnede så munden, og ud af læberne kom der en smuk og blid stemme, nogle toner der blev sunget af hende, for hun kunne godt synge. 

Hun stod med en hånd ved brystet og lukkede kort øjnene mens hun fortsatte med at synge, og det passede med tonerne han spillede på lutten. Hun sørgede blot for at det ville passe, dog vidste hun ikke om hun måtte synge med, men hun gjorde det. Hun fortsatte og åbnede øjnene mens hun kiggede på de dansende og de folk der havde stået og kigget, det var ganske hyggeligt det her, det var lang tid siden at hun havde sunget, og det føltes dejligt. Hendes stemme var rolig, og blid den passede godt til det han spillede på lutten. Dog sendte hun ham et blik, og holdte blikket på ham mens hun sang videre, hun stod og lavede små ryk fra den ene side til den anden. Så stoppede hun kort, og fjernede blikket fra ham"Det må du undskylde jeg kunne ikke lade være"lød det i en venlig stemme, og hun strøg en hårtot væk for bedre at kunne se ham"Du spiller så smukt at jeg bare måtte synge med"sagde hun så med et smil.

I et kort sekund, fik Theo skævet mod en kvinde med langt, rødt hår, som hun kom nærmere, men hans opmærksomhed blev rettet mod de to piger igen. Lige indtil den rødhårede kvinde begyndte at synge til hans rolige melodi. Da fik han rettet et par oplyste øjne mod hende og smilet i morskab over det to piger, blev ændret til et saligt smil over hendes stemme. Det var længe siden, at han havde hørt en anden synge, end sig selv og så lød det utroligt smukt. De to tvillinger stoppede deres bøvede vals og så også mod kvinden der sang. Deres øjne blev større og større i fascination over hendes stemme, for de havde ikke hørt nogen synge før. Theo havde spillet på torvet mange gange, men han havde aldrig sunget til sin musik, for det var ikke en ting han delte med andre, end sig selv.

Theo fortsatte med den rolige melodi på lutten, mens han betragtede kvinden med blide øjne. Han stoppede op og lagde lutten fra sig på trækassen og rejste sig op. Han åbnede munden for at svare kvinden, men blev afbrudt af pigerne; "Wauw, det lyder så godt!" Sagde den ene, henvendt til kvinden. Den anden pige tog fat i Theos ene ærme og hev lidt. "Theo, hvorfor synger du ikke også?" Spurgte hun og Theo rømmede sig lidt. "Øhm.. Fordi jeg slet ikke kan synge så godt som damen," løj han hurtigt, for at slippe for flere spørgsmål om sang. "Jeg tror, at jeres far har frokost klar til jer, så smut hen og få noget mad, så spiller jeg videre bagefter," sagde han med et smil, mest af alt for at få dem lidt på afstand, før han rettede blikket mod kvinden. "Mange tak. Du har en utrolig smuk stemme." Han lød næsten helt overrasket, men det var han også lidt. Så meget som han nød at spille sin musik for andre, nød han også at lytte til andres musik eller sang. Han stak hånden frem mod hende, for at præsentere sig ordentligt. "Mit navn er Theo. Hvis du skulle have lyst til at synge til min musik igen, er du mere end velkommen," smilede han.

Lyden af de to piger der havde nævnt at hun sang godt fik et stort smil frem på hendes ansigt, og hun bukkede kort for dem som et tegn på at hun takkede dem. Lyden af pigerne der så spurgte om personen der spillede lut ikke også sang fik hende til at lytte efter, og hendes blik skiftede mellem pigerne og ham, gad vide hvorfor han ikke sang. Hun skulle til at spørge ham om det, men da hun hørte hans svar fik hende til at rødme en smule, og hun kiggede kort ned mod hendes fødder. Hun havde et smil på læben, men rettede sig hurtigt op igen, det var ikke noget hun var vant til at høre. Aldrig før havde hun sunget til en melodi som hans, ja faktisk havde hun aldrig sunget foran andre end hende selv. Det var så sjældent at hun sang, men når hun endelig gjorde det var det også til noget godt musik, og smukke toner ligesom han havde spillet, det lød fantastisk. At han selv havde sagt at han ikke sang ligeså godt som hende, fik hende til at smile og kiggede på ham med et genert ansigtsudtryk, hvorefter hun kunne mærke at hun rødmede endnu mere over de søde ord han sagde. Et svar ville være meget godt ligenu, så hun ikke bare stod og stirrede på ham, det ville da måske virke alt for creepy. Da han så rakte hånden frem mod hende tog hun imod den, og holdte blikket på ham, mens smilet voksede en smule, det var første gang at hun havde oplevet at en person syntes hun havde en smuk stemme, det havde hun aldrig hørt før. Der var hvist heller ikke nogen der før havde hørt hende synge, men hun kunne slet ikke lade være, efter at have hørt de smukke toner han spillede på lutten"Tusind tak, det er første gang jeg har hørt nogen sige det"Hun kløede sig lidt i nakken, og lod kort hendes øjne falde ned på lutten.

Hun havde set en før, men det havde været lang tid siden, men hun kunne sikkert ikke finde ud af at spille på den, selvom det nok bare krævede træning. Det kunne være at han måske kunne lære hende det, og så kunne det være at hun kunne høre ham synge, og at de måske kunne synge sammen. Tanken kunne hun godt lide, det ville være meget hyggeligt, hun mente bestemt at alle kunne synge hvis de gad, og havde stemmen til det. Allerede ved det han havde sagt til hende kunne hun høre at hans stemme ville være virkelig god til at synge"Jeg er sikker på at du har en ligeså flot sang stemme"lød det fra hende med en venlig stemme, og hun lod blikket hvile sig på ham. Med hendes hånd i hans som præsentation, var det hvist også på tide at hun fik fortalt ham hendes navn, så det ikke kun var ham, og han havde nu et flot navn helt bestemt, det lød for hende som et specielt navn. Det var ikke et navn hun hørte tit, men det så også ud til at passe godt på ham, hun smillede bredt og trykkede blidt hans hånd, spredte mundvigene, og mens hun holdte øjenkontakt med ham, og stod overfor ham fik hun præsenteret sig"Et flot navn. Jeg hedder Zoey og jeg vil meget gerne synge til din musik igen" lød den blide stemme, og hun gav hans hånd endnu et blidt tryk. 

Det venlige smil der var plantet på Theos læber, blev en smule bredere, da han så hendes rødmen. Han skævede mod de to piger, der endnu ikke var gået tilbage til deres far, men i stedet havde gemt sig bag kassen, som Theo havde siddet på før. De stod begge to og fnisede over Theo, for de havde aldrig set ham tale til en pæn dame før. ”Smut nu med jer,” sagde han, lidt bestemt, men stadig med sin sædvanlige venlige tone. Pigerne grinede lidt mere, før de løb hen til boden, der solgte flettede kurve, ved siden af. Stadig med hånden i hendes, rettede han blikket tilbage igen, smilede igen over hendes lette rødmen. Det lod ikke til, at hun var vant til at få komplimenter, hvilket han ikke helt forstod, siden hun bestemt havde både udseendet og stemmen på sin side. ”Virkelig? Det kan jeg slet ikke forstå, jeg har ikke hørt nogle synge så godt i mange år,” sagde han. Han fik det til at lyde som om, at han var meget ældre end han så ud, men det var han også. Også selvom han ikke lignede en der var ældre end 20, højst.

Af mangel på idéer for hvor han skulle gøre af den frie hånd, lod han den akavet glide igennem sin vildrede af brunt hår, som der lød en svag latter fra ham. ”Åh nej, ingen har fortjent ondskaben i at høre mig synge,” lo han i en løgn, for han vidste, at han sagtens kunne synge. Han havde bare aldrig gjort det foran andre, for oftest handlede hans sang om sit tidligere liv og det kunne han ikke dele meget af. Det gik op for ham, at han stadig havde fat i hendes hånd, som om han havde haft svært ved at give slip, så med en lyd af at rense halsen, gav han endelig slip. ”Hyggeligt at møde dig, Zoey,” smilede han. Han kunne høre sin mave rumle en smule lige efter. Ingen overraskelse, han burde have spist for lidt tid siden, men det gjorde intet. Nu havde han muligvis en at dele sin frokosttid med. ”Jeg har et par sandwichs liggende hos ejeren af kurveboden. Har du lyst til at gøre mig selskab? Jeg kunne godt tænke mig at lære dig bedre at kende,” sagde han. At han var lettere nervøs for at hun sagde nej, kunne ikke høres på ham. Så gammel han var, havde han vel lært at forholde sig i ro, eller i hvert fald fremstå som en helt rolig person, selv når han ikke var det.

Det var da godt at han havde givet slip på hendes hånd, fordi hun havde fortsat glemt at hendes hånd havde lagt i hans. Da han gav slip hendes hånd, kiggede hun kort i retningen af pigerne der allerede var væk, men de ville sikkert komme tilbage for at høre ham synge. Dog blev hun også glad, for at de godt kunne lide hende s sang, og stemme, det var virkelig noget nyt for hende, men det havde været hyggeligt, og meget afslappende. Hun stod lidt og kiggede så på ham med hænderne hængende frie, fordi hun anede heller ikke hvor de lige skulle være henne. Det var sjovt at han nævnte det for hendes mave begyndte også langsomt at rumle, for hun havde heller ikke fået noget at spise endnu, faktisk havde hun gået rundt uden helt at tænke på noget at spise. Der var så mange spændende ting at se her i byen, og nu havde der også været musik, og leg, så det var hun nød til at se, og det havde hun skam også fået at se. Det så så hyggeligt ud, gid dagene var som dem her, hvor folk dansede og der var sang og musik. Nu havde det dog ikke været alle folk der dansede, men der dog nogle især pigerne fra før havde danset, hun kendte dem ikke, men havde fået indtryk af at det var nogle som Theo kendte. Hun gav et nik fra sig, og sendte ham et smil mens hun strøg en tot hår væk fra ansigtet"Det vil jeg rigtig gerne, for min mave rumler også"grinte hun blidt, mens hun trådte lidt tilbage, så han kunne komme bedre til, og måske sætte kursen for denne kurvebod de skulle hen til.

Hans ord fik hende til at kigge lidt væk fra ham med et større smil, og lidt røde kinder. Hun var slet ikke vant til at høre så søde ord, og ikke vant til at få komplimenter som dem han gav hende. Hun betragtede så omgivelserne en smule som hun stod der lidt på afstand, for at ikke virke alt for direkte, selvom hun kunne være god til det. Måske det ville virke alt for creepy hvis hun var alt for tæt på ham, og især når de lige havde mødt hinanden. Zoey tog nogle skridt frem for at se om hun kunne se en kurvebod, og kunne slet ikke lade være med at kigge sig over skulderen på ham"Det er jeg virkelig glad for at høre, tusind tak"hun gav et lille buk forover mod ham, og rettede sig op hurtigt bagefter, mens hun sendte ham et stort smil. Det gjorde hende meget glad at høre de søde ord fra ham, for aldrig før havde hun hørt så fine ord, og det gjorde hende glad at der var nogle der kunne lide hendes sang stemme. Så vendte hun lidt rundt igen for at gå lidt videre, men stoppede op for at kigge til begge sider, okay hun kunne slet ikke se nogle kurveboder, så måske det ville være bedst at lade ham føre an, og vise vej. Hun rettede en lille smule på kjolen, og kiggede så igen over skulderen på ham"Jeg vil meget gerne høre dig synge, jeg er sikker på det lyder godt"smillede hun varmt, og lagde hovedet på skrå en smule, og så trådte hun et skridt tættere på ham, for nu var hun sikker på at hun ville vente til at han var med, før hun gik videre. Hun var ikke sikker på hvor den kurvebod var henne, så hun kunne ligeså godt vente på ham.

"Jeg vil også meget gerne lære dig bedre at kende Theo"svarede hun og måtte holde nogle totter hår væk fra ansigtet, eftersom hun godt kunne mærke en stille brise. Hun holdte blikket på ham, drejede sig lidt så hendes krop var vendt mod ham, blot at hun bedre kunne se ham, og stod bedre. 

Det var da godt at han havde givet slip på hendes hånd, fordi hun havde fortsat glemt at hendes hånd havde lagt i hans. Da han gav slip hendes hånd, kiggede hun kort i retningen af pigerne der allerede var væk, men de ville sikkert komme tilbage for at høre ham synge. Dog blev hun også glad, for at de godt kunne lide hende s sang, og stemme, det var virkelig noget nyt for hende, men det havde været hyggeligt, og meget afslappende. Hun stod lidt og kiggede så på ham med hænderne hængende frie, fordi hun anede heller ikke hvor de lige skulle være henne. Det var sjovt at han nævnte det for hendes mave begyndte også langsomt at rumle, for hun havde heller ikke fået noget at spise endnu, faktisk havde hun gået rundt uden helt at tænke på noget at spise. Der var så mange spændende ting at se her i byen, og nu havde der også været musik, og leg, så det var hun nød til at se, og det havde hun skam også fået at se. Det så så hyggeligt ud, gid dagene var som dem her, hvor folk dansede og der var sang og musik. Nu havde det dog ikke været alle folk der dansede, men der dog nogle især pigerne fra før havde danset, hun kendte dem ikke, men havde fået indtryk af at det var nogle som Theo kendte. Hun gav et nik fra sig, og sendte ham et smil mens hun strøg en tot hår væk fra ansigtet"Det vil jeg rigtig gerne, for min mave rumler også"grinte hun blidt, mens hun trådte lidt tilbage, så han kunne komme bedre til, og måske sætte kursen for denne kurvebod de skulle hen til.

Hans ord fik hende til at kigge lidt væk fra ham med et større smil, og lidt røde kinder. Hun var slet ikke vant til at høre så søde ord, og ikke vant til at få komplimenter som dem han gav hende. Hun betragtede så omgivelserne en smule som hun stod der lidt på afstand, for at ikke virke alt for direkte, selvom hun kunne være god til det. Måske det ville virke alt for creepy hvis hun var alt for tæt på ham, og især når de lige havde mødt hinanden. Zoey tog nogle skridt frem for at se om hun kunne se en kurvebod, og kunne slet ikke lade være med at kigge sig over skulderen på ham"Det er jeg virkelig glad for at høre, tusind tak"hun gav et lille buk forover mod ham, og rettede sig op hurtigt bagefter, mens hun sendte ham et stort smil. Det gjorde hende meget glad at høre de søde ord fra ham, for aldrig før havde hun hørt så fine ord, og det gjorde hende glad at der var nogle der kunne lide hendes sang stemme. Så vendte hun lidt rundt igen for at gå lidt videre, men stoppede op for at kigge til begge sider, okay hun kunne slet ikke se nogle kurveboder, så måske det ville være bedst at lade ham føre an, og vise vej. Hun rettede en lille smule på kjolen, og kiggede så igen over skulderen på ham"Jeg vil meget gerne høre dig synge, jeg er sikker på det lyder godt"smillede hun varmt, og lagde hovedet på skrå en smule, og så trådte hun et skridt tættere på ham, for nu var hun sikker på at hun ville vente til at han var med, før hun gik videre. Hun var ikke sikker på hvor den kurvebod var henne, så hun kunne ligeså godt vente på ham.

"Jeg vil også meget gerne lære dig bedre at kende Theo"svarede hun og måtte holde nogle totter hår væk fra ansigtet, eftersom hun godt kunne mærke en stille brise. Hun holdte blikket på ham, drejede sig lidt så hendes krop var vendt mod ham, blot at hun bedre kunne se ham, og stod bedre. 

Den lille spænding Theo havde i maven, af nervøsitet for at hun ville takke nej til hans tilbud om frokost, forsvandt idet hun svarede ja. Han pustede lettere tungt ud, som han blev helt afslappet igen og nu kunne vende tilbage, til at se hende rødme. Theo havde aldrig været typen til at rødme, kun få gange for mange år siden var det sket. Dengang fandt han det næsten helt pinligt, fordi det var så tydeligt at se på i hans lyse kinder, men i dag så han intet flovt i det. Han var vel bare blevet klogere, jo ældre han var blevet. "Jeg kan måske overtales til at synge en dag," sagde han med et skævt smil. Han var stadig ikke vil med tanken om at skulle synge foran andre, men han kunne vel ikke holde det skjult for evigt. "Men jeg holder på at i dag er dedikeret til din stemme, når vi har spist," sagde han kort efter, med et let grin. Det var vel et mindre forsøg på at undgå at synge selv. Desuden ville han hellere lytte til hende, han havde jo hørt sig selv synge masser af gange og der var intet nyt i det.

Theo gik tilbage til kassen bag ham, for at tage fat i rebet der var bundet til lutten og hænge den over skulderen. Han kunne ikke efterlade den her, så ville den sikkert blive stjålet. Derefter samlede han de få krystaller, der lå på hans fine, hvide, broderede kutte og stak dem i bukselommen. Til sidst samlede han kutten op, børstede den af for støv fra jorden og lagde den over armen. "Så er jeg klar," sagde han, før han gav hende et venligt tegn til at følge med, som han satte kursen i den modsatte retning, mod kurveboden. Den lå ikke langt derfra, højst et par minutters gang, men den var svær at se for de mange mennesker, der rendte rundt i stimer på pladsen. Som de nærmede sig boden fyldt med flettede kurve, nikkede Theo kort til den høje, lidt ranglede mand, der stod bag, der kort vinkede tilbage. "Ian..!" Sagde han, lidt højt, så han var sikker på at manden ville kunne høre ham over alle de mennesker, mens han nikkede svagt mod Zoey for at indikere at han ikke var alene i dag. Han behøvede ikke at sige mere, før Ian allerede stod klar med to indpakkede sandwiches. Da de nåede helt hen til boden, tog Theo fat om sin kutte og lut, og rakte det ind over boden, for at smide det på en stol. Theo lod altid sine ting ligge her, når han brugte lidt tid på at få noget at spise. De fleste dage spiste han med de to piger, men de sad begge omme bag boden, i færd med at gumle på deres eget mad, mens de så utrolig trætte ud. Alt den dans havde alligevel taget lidt på deres energi. Theo tog imod maden og vendte sig så mod Zoey. "Jeg håber du kan lide kylling. Ian har altid haft en underlig trang til kylling," lo han, som han skævede mod Ian, der grinte med. Det var altid det samme han fik at spise, medmindre han spiste på gården sammen med Gordon. "Vi kan spise her, sammen med dem, eller vi kan gå tilbage til min plads, hvis du vil," foreslog han. Han smilede til hende, håbede på hun ville vælge at gå tilbage til kassen han havde siddet og spillet på, for han havde ikke specielt meget lyst til at skulle lære en at kende, med to små piger klatrende rundt på en. Men han lod hende vælge.

Blikket kastede hun hen mod de to piger der så ud til at kigge tilbage mod hende med et smil, hvorefter de fortsatte med at spise deres mad. De så nu meget venlige og søde ud, det var slet ikke det, hun kendte dem dog ikke, men eftersom at de havde nævnt at hun sang godt, besluttede hun sig for at give dem en chancen for at lære hende at kende, hvis de havde lyst. Dog kiggede hun så hen mod Theo der virkede som om han ikke gad blive ved boden, måske pågrund af pigerne, hvilket var forstående, måske han bare trængte til lidt ro fra dem. Hun fik et lille smil frem på læben, og holdte de blå øjne hvilende på ham, før hun tog imod sandwichen han rakte hen mod hende, hun kiggede så kort på denne Ian mand, og kiggede ned mod hånden der nu havde grebet kærligt rundt om en sandwich. Det lød meget godt, at den var med kylling for det var lige noget hun havde savnet at spise, smagen af kylling, og bare smagen af en sandwich. Aldrig før havde hun fået sådan en før, så det var faktisk første gang at hun ville komme til at smage sådan en. Hun lod blikket hvile sig lidt på Ian manden der så ganske venlig ud, og hun sendte ham et lille smil, hvorefter hun betragtede boden en smule, der var da lidt spændende ting her udover sandwich"Jeg glæder mig allerede til at smage den"svarede hun og kunne ikke lade være med at grine sammen med ham, og drejede lidt rundt, som et tegn på at hun var klar til at gå tilbage mod kassen, som han havde siddet og spillet på. Hun ville ikke gå uden ham, de skulle jo følges ad, så hun stod lidt og da hun så hørte hans spørgsmål.

Hun vendte lidt rundt så hun stod med kroppen vendt mod ham, og holdte sandwichen med begge hænder foran hendes skød. Hun var mere end klar til at gå tilbage, for hun ville lære ham bedre at kende, og det var der hvist bedre mulighed for hvis de ikke skulle bekymre sig eller tænke på de to piger, og alle mulige andre. Som hun begyndte at gå hen mod vejen de havde gået på, på vej hen til boden her, stoppede hun kort op, kiggede sig over skulderen for at se om han var med"Lad os gå tilbage"svarede hun og førte så sandwichen op mod hendes næse, bare for at dufte den. Den duftede godt, hun glædede sig allerede mere og mere til at tage en bid af den, og få smagt på den. Den lette brise fik kort det røde hår til at flagre ind mod ansigtet og hun førte hurtigt en hånd op for at fjerne det, så hun kunne se hvor hun gik henne. Hun ville ikke falde, for det ville sikkert gøre lidt ondt, alt efter hvor hårdt og slemt faldet ville være. Da hun fik håret på plads, smillede hun for sig selv, og lod hendes øjne hvile sig på Theo"Jeg er glad for jeg kommer til at høre din sang stemme"grinede hun blidt og blinkede kort til ham. Hun svarede ham ikke på at i aften var det hendes stemme det handlede om, men hun ville blot nyde det og hygge sig så meget som hun kunne, hvilket ikke var svært i hans selskab, han virkede så ligetil, så venlig, og faktisk meget rar. Der lå dog også noget mystisk over ham, men det kunne hun nu godt lide, det gjorde blot at hun havde lyst til mere og mere at lære ham bedre at kende. Som hun stod der på vej hen mod kassen, holdte hun blikket på ham, for at se om han var med, for hun ville gå videre uden ham.

Det venlige smil blev en anelse bredere, som hun valgte at de skulle tilbage til hans plads. Lige hvad han havde håbet på! Han skulle lige til at tage det første skridt for at gå tilbage, men stoppede op sekundet efter, holdt en finger op for at vise, at hun lige skulle vente to sekunder. Han rakte ind over boden igen, greb fat om halsen på lutten og lagde den under armen. ”Lidt musik gør altid maden bedre,” sagde han. Det passede nok ikke, men Theo sagde aldrig nej til lidt musik, lige meget hvad han var i gang med. Han begyndte derefter at gå tilbage mod kassen. ”Hm.. Jeg vil meget hellere bruge tiden på at lytte til din stemme. En kvinde der kan synge så smukt, er værd at lære at kende,” sagde han, ikke nær så flirtende ment, som det var sagt. Han gjorde hvad han kunne for at skabe en åben gang til dem, mellem alle menneskerne der vrimlede på markedspladsen, men han var en lille, rimelig splejset fyr, så de fleste gange blev han skubbet mere til, end han fik skubbet til andre. Han sagde aldrig noget til det.

En kort gåtur tilbage til kassen og han satte sig i skrædderstilling i den ene ende, så der lige var plads til hende ved hans side. Han stillede lutten på jorden, lænede den op af kassen, så den ikke ville blive alt for støvet. Måske underligt, at han passede bedre på en gammel, slidt lut, end han passede på en fin, hvid kutte, der havde broderinger i guld. Den kutte, han havde efterladt hos bag boden, hos Ian. Han pakkede sandwichen op og tog den første, lille bid. ”Så hvad laver du, når du altså ikke bruger tiden på at synge på markedspladsen?” Spurgte han i en let latter, som han gumlede svagt videre på brødet og lidt kylling.

Pladsen ved siden af ham tog hun, så hun satte sig ned ved siden af ham, hun vidste ikke om det ville blive alt for meget hvis hun besluttede sig for sidde alt for tæt. Så hun havde sat sig med en lille afstand, og kiggede kort ned på hænderne der holdte sandwichen. Den duftede stadigvæk meget godt, og hun førte den langsomt op mod munden for at tage en bid af den, og med det samme ændrede hendes ansigtsudtryk. Hun sendte ham et smil, og fik et blidere ja nærmest varmt udtryk frem på ansigtet. Det smagte fantastisk, og virkelig godt, samt at den havde en virkelig godt smag desuden havde det også været alt for lang tid siden at hun havde smagt kylling. Efter at have spist lidt spiste hun en smule mere, før hun kiggede rundt efter muligheden for noget at drikke. Hun lagde hovedet lidt fremad, og drejede det lidt fra den ene side til den anden, der måtte da være noget vand her på pladsen. Ellers var hun nød til at vente med at finde noget vand, og bare spise resten, det var bare som om hendes hals var tør, så det havde været rart med noget at drikke. Hun kiggede tilbage mod Theo, og spiste videre, hun holdte så en pause og kunne mærke hvor mere hendes hals føltes tør, ejmen det var da træls. Hun kiggede på Theo, og lyttede til hvad han sagde, og det han tidligere havde sagt, men besluttede sig for at sende ham et smil"Jeg gik bare lidt rundt og kiggede på boderne, der er så mange spændende boder at det er svært at nå hele vejen rundt"svarede hun efterfulgt af en mild latter.

Så holdte hun blikket på ham, mens hun så tog endnu en bid af sandwichen, og lagde hovedet en smule på skrå. Da hans ord om hendes stemme kom frem i hendes hoved kunne hun mærke kinderne blussede en smule op. Hun havde helt glemt at hun var igang med at spise og tygge på et stykke brød med kylling, og kunne mærke at hun følte sig kvalt. Det var typisk det her, hun valgte at have sandwichen i den ene hånd, mens hun hostede med den anden hånd i håb om at det ville hjælpe. Det hjalp overhovedet ikke, hvor var vand også når man havde brug for det, hun havde fået noget galt i halsen, det føltes som om hun blev kvalt. Hun kunne bare mærke hvor meget mere kinderne blussede op, for på en måde følte hun at det var pinligt. Foran en så flot fyr som Theo, var det her bare ikke lige noget der skulle ske, men hvad kunne hun gøre, efter de søde ord han havde sagt. Det havde bare ført til noget fra sandwichen galt i halsen, ligenu ville vand eller noget andet være en fantastisk mulighed. Hun hostede så igen, men måtte opgive efter det hvist ikke hjalp, så hun vendte sig mod Theo, og gav ham et tegn på at hun havde noget der sad fast i hendes hals. Hun kunne ikke sige noget som sådan, men tegn det virkede helt fint, hun vidste ikke om han havde en redningsaktion eller havde nogle foreslag til hvordan det kunne gå væk, hun havde blot tænkt på vand"Th....e.....o"lød bogstaverne i små mængder ud ad hendes mund, mens hun lagde sandwichen ned ved siden af sig, og tog begge hænder op til hendes hals, det var da godt nok ubehageligt, hvorfor skulle det også ske for hende. Okay på den ene side hans søde ord havde måske givet hende et lille chok, så hun fik noget galt i halsen, men hun var bare ikke vant til så søde ord. 

Theo kunne ikke lade være med at grine let, over hendes meget positive reaktion på maden. Han havde efterhånden fået samme slags i flere år, så han havde vel vænnet sig til det. Han tænkte sjældent over, at ikke alle var lige så heldige som ham, at de havde en der bragte ham mad hver dag, hvis han nu skulle dukke op på pladsen. Det var Ian begyndt på, efter Theo holdt de to piger beskæftiget så ofte, for så kunne deres far koncentrere sig lidt mere om sin bod og sine kunder. Theo havde aldrig noget imod det, han nød at se smilene og høre grinene, hans musik fik frem hos pigerne, også hos alle andre, der valgte at smide en krystal eller to til ham. ”Sandt. Er man grundig, kan det jo tage flere dage at komme igennem,” kommenterede han, mest ment som en joke, men det var egentlig rigtig nok. Det tog Theo et par uger at komme igennem det hele, men kun fordi han altid blev distraheret af sine egne tanker, eller fordi han aldrig havde tid til at blive ret længe. Det var i løbet af det første par uger han stødte på Ian og hans to døtre første gang.

Der gik ikke længe, før Theo bemærkede at der var noget galt. Var det noget han havde sagt? Var der noget galt med maden? Havde hun problemer med at få nogle ord ud? Theo spærrede øjnene op og smed nærmest sin egen mad fra sig på kassen, som det gik op for ham at hun var ved at blive kvalt! Han rejste sig op, brugte lige to sekunder på at se noget så forvirret ud. Han måtte da gøre et eller andet! Men hvad? Selv i sine mange leveår, havde han aldrig skulle gøre noget lignende. Men han havde da set andre gøre det. Okay, han var for det første nød til at få hjulpet hende af med maden, der blokerede for luften. Med et ret så usikkert blik, bevægede han sig hurtigt om bag hende. Åh nej, hvad nu hvis han gjorde noget forkert? Nej, det kunne han ikke nå at tænke på, han måtte skynde sig! Han lagde armene omkring hende, lige under hendes barm og trak hende op at stå, så han kunne åbne ordentligt op for hendes luftvej, som han klemte til i et hurtigt, rimelig hårdt, ryk, for at få skubbet bidden af sandwich op igen. ”Virkede det?!” Spurgte han, næsten panisk og klar til at give det et forsøg mere, hvis det var nødvendigt. ”Er du okay?!” Han gav hende dårligt tid til at svare ham, før det næste spørgsmål kom farende mod hende. Hans øjne var spærret op og folk på pladsen holdt øje med dem, måske mere grundet Theos panik, end det faktum, at hun var ved at blive kvalt. De fleste stod også klar til at hjælpe, men undlod indtil videre, som det så ud til at Theo havde styr på det. Nogenlunde.

Følelsen af hans arme omkring hende under hendes barm gjorde både at det stykke sandwich op kom op, men hun mærkede også hvordan hendes kinder blussede lidt op. Det var da en god blanding, at hans arme rørte hende, og de røde kinder...Eller måske det ikke var så god blanding, men fuck det, i det mindste hjalp det, og hun hostede det stykke sandwich der havde sat sig fast. Da det kom op fra hendes mund og nu lå på jorden, tog hun sig til halsen, og brystet og stod kort uden at sige noget. Det var en letteste at mærke at der ikke sad noget fast i hendes hals mere, der var intet værre end at mærke sådan en følekse, og hun var taknemlig for at han ville hjælpe hende, ja faktisk redde hendes liv. Hvis han ikke havde gjort noget var hun sikkert besvimet eller lagt bevidstløs, og det havde måske ikke været så heldigt. Hendes øjne var rettet mod jorden og hun stod fortsat med hånden ved brystet kort efter at den havde strøget hen over hendes hals, så åndede hun lettet ud, og havde slet ikke lagt mærke til der var mange blikke hen mod hende og Theo. Det måtte måske have forskrækket folk, især over Theo s panik over hun var blevet kvalt, men i det mindste reddede han hende, og det var hun virkelig glad for. Hun var så taknemlig for det, at hun fik et lille smil frem og kunne se en kvinde kom tættere på, så hun løftede hovedet endnu mere bare for at se hvad kvinden ville. Hun sendte hende et smil og rakte et krus med vand i så det ud til, og det fik hende til at blive glad, for det var bestemt noget hun havde savnet, selvom hun var glad for at Theo havde reddet hende"Årh...Ehm.."lød de korte ord der slet ikke blev færdiggjort som de burde.

Hun vendte rundt så hun stod foran ham, og tog begge hans hænder i sine, mens hun trådte lidt tættere på ham. Hun valgte ikke at sige noget i øjeblikket, men holdte blikket på ham som hun gik tættere på ham. Så gav hun hans hænder et blidt klem"Tusind tak Theo"den blide og venlige stemme passede til at hun var glad for at kunne snakke igen, og have fået vejret tilbage. Så stod hun lidt med hans hænder i sine, før hun gav slip, og tog endnu et skridt tættere på ham, helt uden at tænke over at kvinden stod klar med et krus vand til hende. Helt uden at tænke over noget som helst, lagde hun begge hendes hænder rundt om hans hals, og gav ham et kram"Du har reddet mit liv"hun rødmede lidt, men smillede også for hun var glad for at han havde gjort det, tænk at han havde turde gøre det, selvom panikken havde været over ham, sådan rimelig meget. Hun stod og holdte krammet lidt, medmindre at han ville skubbe hende væk, eller noget andet. Hun havde været så glad for at hendes liv blev reddet, det var også typisk at hun skulle blive kvalt, og mens hun krammede ham som endnu en stor tak for det han havde gjort, lukkede hun kort øjnene. Mens hun stod der lidt tættere nd regnet med og krammede ham åbnede hun munden igen for at sige noget"Jeg er okay, det virkede"fik hun så sagt med venlig og blid stemme, og igen kunne hun ikke lade være med at smile og hun strammede krammet en lille smule ikke hårdt, men bare fordi hun var så glad for at han havde været der og grebet ind for hvis han ikke havde gjort det, eller gjort noget ville hun slet ikke vide hvem der så ville redde hende. 

Det var et overvældende udtryk af lettelse, der dukkede op i Theos ansigt, da det gik op for ham at hans forsøg på at redde hende, havde virket. Men stadig, i sin svage panik, havde han stadig armene lagt om hende, klar til at gøre mere, hvis det var nødvendigt. Han fik dog hendes bekræftelse på at være okay kort efter, så han nikkede lidt og slap hende endelig. Det havde godt nok været nervepirrende! Men nu vidste han i det mindste hvad han skulle gøre, hvis det skete igen en anden gang. Han håbede selvfølgelig ikke at hun blev udsat for det igen, det var vel aldrig helt vildt behageligt at blive kvalt. Desuden ville han så gerne lære hende bedre at kende, det ville være synd, hvis mad skulle gå hen og blive hendes død. Panikken sad stadig lidt i ham, det var vel klart, eftersom han ikke ligefrem var vant til at stå i en situation om denne.

Theo havde svært ved at holde fokus i sin lette panik, lige indtil hun tog begge hans hænder i sine. Så holdt han blikket fast mod hende, smilede og nikkede svagt til hendes tak. "Oh.. Det var da så lidt, Zoey," sagde han. Han kunne da ikke bare stå stille på sidelinjen, uden i det mindste at prøve at hjælpe. Han blev en anelse forvirret at se på, da hun slap hans hænder for i stedet at lægge armene om hans hals i et kram. I et kort sekund vidste han ikke helt hvordan han skulle reagere, han var ikke vant til at være i så tæt kontakt med andre, for han fik ofte at vide fra Gordon, at man skulle behandle andre med respekt, kun give hånden til folk man kendte, og ellers nøjes med at bukke. Sådan havde han også levet det meste af sit liv, det var svært at lade de forestillinger gå. Men Theo fik endelig taget sig sammen til at lægge den ene arm om hende, for at gengælde krammet. Dog meget forsigtigt, hun skulle jo nødigt tage det på en anden måde, end det var ment. Den anden hånd rakte han ud mod kvinden, der stadig stod klar med vand. Han nikkede let og smilede som tak, som han tog imod kruset. "Godt, du er okay," sagde han, før han slap hende og trådte et skridt bagud. Et kram der varede for længe, kunne hurtigt misforstås. Så rakte han kruset med vand til hende. "Her, drik noget," smilede han. Selvom sætningen var formuleret som en ordre, var tonen bag fyldt med bekymring. Rundt om dem var folk begyndt at gå videre, nu hvor det hele lod til at være overstået.

Da han rakte kruset hen mod hende tog hun imod det uden at stå i alt for lang tid og kigge på både ham, men også på kruset. Et smil bredte sig over hendes læber, og da hun så stod med kruset i hænderne førte hun det op til hendes læber. Hun tog en stor slurk af kruset, og stod bagefter og kiggede hen mod kvinden der havde kommet med kruset til hende. Hvilken sød tanke det var, og det var rart lige at få noget at drikke. Især efter at have været kvalt, dog blev reddet så var det rart nok med noget at drikke. Hun lagde en hånd blidt op mod hendes hals, lod kort fingrene glide stille hen over halsen, det var virkelig rart ikke at føle sig kvalt længere. Hun skulle til at rakke kruset hen mod kvinden igen, men valgte at drikke resten, og da der så intet var tilbage rakte hun det hen mod kvinden. Godt nok kendte hun ikke denne kvinde, men venligt af hende at tilbyde hende noget at drikke, havde gjort hende glad. Da hun fik givet kvinden kruset vendte hun rundt mod Theo, og sendte ham et smil, hun var tæt på at kramme ham igen blot for at vise hvor glad hun faktisk var for at have reddet hendes liv"Jeg skylder dig mit liv Theo"lød det så fra hende lige ud i den blå luft. Hun stod med øjnene hvilende på ham, før hun fjernede blikket fra ham. Hun manglede dog stadigvæk at spise resten af sandwichen, og de havde hygget sig så meget i selskab med hinanden, indtil hun lige blev kvalt.

Det var godt hun ikke døde af det, det ville være utrolig uheldigt hvis hendes død skulle være kvalt af en bid sandwich, eller ja et stykke sandwich. Hun lagde så hovedet på skrå, og strøg en hårtot bagved det ene øre, og drejede lidt rundt så hun stod med ryggen vendt til ham. Et smil bredte sig lidt større på hendes læber, og hun kunne se stedet de havde siddet ned, og havde tænkt sig at gå derhen igen, for nu var hun ikke ved at kvæles mere"Skal vi gå tilbage og spise færdig"spurgte hun med venlig stemme, og blikket over skulderen mod ham. Øjnene hvilede sig på ham som hun stod der med en arm hvilende rundt om hende, og hovedet drejet lidt hen mod ham over hendes skulder. Der stod hun i nogle minutter blot for at se om han ville gå med tilbage til det sted de havde siddet og spist sandwich, og hun kunne godt ane at hendes sandwich stadigvæk lå, hvor hun havde lagt den før hun blev kvalt. De mange folk der gik rundt kunne hun se, og fjernede blikket fra Theo, og kiggede hen mod en gruppe kvinder der grinede og hun smillede lidt for gad vide, hvad de grinede af, de havde det godt det kunne hun se på den afstand hun stod. Hun tog et skridt frem, og stoppede og drejede så rundt for hun ville gå videre uden at han var med, Theo skulle med, han var så sød mod hende, og hun ville så gerne lære ham bedre at kende. Med langsomme skridt gik hun hen mod ham, tog hans hånd i hendes og førte den op mod hendes læber, hun lod blidt hendes læber røre hans håndryg, og gav et lille kys derpå, før hun kiggede på ham med et stort smil"Det er takket været dig at jeg er okay"svarede hun med hovedet en anelse på skrå mens hendes blik hvilede sig på ham. 

Mens Zoey fik drukket vandet og kom ordentligt til sig selv igen, ventede Theo tålmodigt. Han ville endelig ikke forstyrre hende, specielt ikke efter hun vist havde brugt en del energi på ikke at dø. Han kendte selv til hvor ubehagelig en følelse det var, da han, for mange år siden, mistede livet til en kniv. Han fik kort kuldegysninger af mindet, måtte lige tage en dyb indånding i sit milde ubehag, før han hurtigt tog sig sammen igen og smilede som han hele tiden havde gjort. "Åh nej. At du er okay, er betaling nok for mig," sagde han med et svagt nik. Han havde ingen grund til at lade hende skylde ham noget som helst, han gjorde vel bare som enhver anden ville have gjort. - Hjalp når det var nødvendigt. Det kunne han umuligt kræve noget tilbage for.

Han nikkede straks til hendes spørgsmål, for nu hvor det hele var overstået, gik det op for ham hvor sulten han stadig var og sekundet efter, kunne man høre hans mave rumle igen. "Det er nok en god idé," sagde han med et let grin, før han gik mod kassen igen. På kassen lå den sandwich han tidligere havde kastet fra sig. Det var da heldigt, at den ikke var landet på jorden, nu hvor Ian altid gjorde så meget ud af, at tage ekstra mad med. Han tog sandwichen i hånden og satte sig i skrædderstilling på kassen, i den ene ende så der stadig var plads til Zoey. "Det var virkelig ingenting, jeg er bare glad for, at du har det godt," forsikrede han hende om. Han blev næsten helt forlegen, så meget som hun gav ham æren for. Jo, han havde da godt nok lige reddet hendes liv, men det var intet, i forhold til alle de liv han havde taget i sin fortid. Det virkede næsten forkert, at hun var så taknemlig, for han fortjente det ikke. I hvert fald ikke hvis man spurgte ham.

Hans opmærksomhed blev rettet mod den hund, han kunne høre gø ikke langt derfra. Det lød utrolig meget som Max, den store, lysebrune hund, der holdt til på gården, hvor Theo arbejdede og boede. Ganske rigtigt, kom Max løbende i fuld fart mod Theo og Zoey, lidt kluntet og med tungen hængende ud ad munden. Der blev bremset hårdt op idet Max nåede kassen de sad på og han satte sig pænt på jorden og stirrede tiggende op på Theo. "Det beklager jeg," grinede Theo mod Zoey. Forhåbentligt var hun ikke bange for hunde. "Når Max ikke kan finde mig på gården, ved han at jeg er her. Jeg håber ikke du har noget imod, at han er her," sagde han, mens han førte en hånd ned og begravede fingrene i den halvlange, brune pels på hunden. Så længe de sad med mad, ville Max bestemt ikke flytte sig, for han håbede, som sædvanlig, at få del i deres kylling.

Hendes opmærksomhed blev også rettet mod den lysebrune hund, så flot den var. Aldrig havde hun set så flot en hund før, faktisk var det meget sjældent at hun stødte på hunde. Den hed Max, hvilket hun godt kunne se at han faktisk lignede en Max og det gjorde også at hun grinede lidt over det. Hun sad på kassen i den anden side, men var nød til at rykke lidt tættere på Theo for at røre ved hunden, hun tænkte ikke over at hendes sandwich var holdt i højde med hundens mund, fordi hun var kort opslugt over hvor sød den så ud. Så rakte hun en hånd frem mod hunden og kælede lidt for den flotte pels, så blød den enlig også var. Det var virkelig rart, og føltes dejligt, bare følelsen af den bløde pels der rørte ved hendes hånd, og måden hunden kiggede på hende og Theo. Enlig var den sikkert kun ude efter deres mad, men det vidste hun ikke noget om, hun syntes bare den så så sød ud, og lige som hun skulle til at svare Theo, kunne hun mærke noget hev i hendes ene hånd, ikke fordi det var hånden, men bevægelsen føltes underligt. Hun kiggede i retningen for at se hvad det kunne være, okay det var så Max hunden der var fuld igang med at gnaske løs i sandwichen, og det fik Zoey til at trække sig lidt bagud, så den ikke kunne spise resten. Hvilket den sikkert gerne ville, den var nok meget sulten"Jeg er ikke bange for hunde, jeg kan virkelig godt lide hunde"smillede hun glad og kiggede hen på Theo.

Hun håbede ikke at han havde noget imod at hun havde rykket sig lidt tættere på ham, det var bare bedre så hun kunne kæle for Max. Han var så blød, og sød, lige en hund man bare kunne tage med hjem, og hygge sig med. Men han virkede så venlig, selvom hun var en fremmed overfor ham, og hun kunne godt se på ham at synet var rettet mod hendes sandwich. Det fik hende til at grine, og hun kiggede væk fra Theo, og skulle til at læne sig lidt ind mod ham, men pludselig hoppede Max op mod hende for at få fat i sandwichen, hvilket fik hende til at vælte bagover med Max ovenpå sig. Så nu lå hun på jorden med det røde hår spredt ud til alle siderne, med en sulten og yderst charmerende Max ovenpå sig. Fuld igang med at spise hendes sandwich"Du var hvist meget sulten"grinede hun blidt, og kunne ikke lade være med at smide begge hænder rundt om hunden, som den var igang med at gnaske sandwichen i sig. Dog havde hun ikke set det komme at den ville vælte hende bagover, men det var ikke hårdt, og hun var okay, det håbede hun da"Jeg er glad for din bekymring Theo men det var stadigvæk pænt gjort af dig"sagde hun med blikket rettet mod ham.

Fingrene blev strøget hen over den bløde pels mens hun holdte kærligt rundt om Max, den havde alt for travlt med at gumle sandwichen i sig til at slikke hende i ansigtet. Hvordan kom hun så op herfra, ja det skete vel nok efter at Max havde spist sandwichen, hvilket måske ville tage lidt tid, og dog den spiste hvist hurtigt"Han er virkelig sød Theo"smillede hun sødt, og sendte ham et blik. 

Zoey rykkede sig tættere på og Theo kunne ikke lade være med at betragte hende med et smil, som hun sad og beundrede den tiggende hund ved siden af dem. Han var selv vant til at omgås dyr hver eneste dag, så han fandt hendes begejstring for Max lidt sødt. Hans blik blev rettet mod hunden, idet den gav sig til at tygge løs i Zoeys mad, det kom bestemt ikke bag på ham, for var det ikke gået ud over hende, var Theo sikkert endt med at dele sin mad med Max, som han ofte gjorde. Theo var ikke forberedt på hundens desperate forsøg på, at stjæle mere mad og nåede derfor ikke at stoppe den, før den fik væltet Zoey ned fra kassen og ned på jorden.
"Max!" Udbrød han overrasket, rejste sig op og gik hen ved siden af dem. Heldigt, at hun ikke var bange for hunde. Nu vidste Theo da også hvad der ville være sket, hvis han ikke havde delt sin mad med ham alle de gange. - Så var han selv endt på jorden.

Der lød et lavt grin fra ham, som han rystede let på hovedet over den skøre hund.
"Det beklager jeg," sagde han, stadig med et let grin over stemmen. "På den lyse side, har du vundet hans hjerte nu, du slipper aldrig af med ham igen," fortsatte han kort efter, som han morede sig lidt over synet.
"Max!" Sagde han bestemt, knipsede med et par fingre og Max flyttede sig hurtigt fra Zoey, men ikke uden at tage hendes sandwich med sig. Han tog hurtigt en ekstra bid fra sin egen sandwich, før han lagde den fra sig på kassen og rakte en hånd ned mod hende.
"Lad mig hjælpe dig op," smilede han, uden at lægge mærke til Max, der var i gang med at snige sig over for at stjæle Theos sandwich også.

Ja skør det var hunden godt nok, men også virkelig sød Zoey kunne ikke andet end at lide den, og det var også meget svært at lade være med at grine. Da Max pludselig var hoppet af hende, og hun kunne se Theo rakte en hånd frem mod hende, hun tøvede ikke med at tage imod den, og sendte ham et smil. Mens han så fik hjulpet hende op at stå på benene igen, havde hun ikke tænkt på sandwichen, men da hun pludselig kunne se at Max var igang med at snige sig hen mod kassen for at snuppe Theo's sandwich også. Den hund var noget for sig selv, men stadigvæk virkelig sød, og hun havde bare lyst til at nusse og kæle for ham hele tiden. Da hun kom op at stå kunne hun godt mærke balancen ikke var så stabil, så hun tippede lidt ind mod ham, og måtte sørge for ikke at vælte dem bagover. Der gik få minutter før hun fik fodfæstet igen, og stod fast på jorden, og trak sig lidt tilbage så hun ikke stod klistret fast op ad ham. Hvem ved måske han faktisk ikke kunne lide det, de kendte jo heller ikke hinanden vildt meget, så måske det var lidt underligt hvis hun klistrede sig så meget op ad ham. Hvis bare hun kunne læse hans tanker, det ville da gøre det hele meget nemmere, så kunne hun finde ud af det, nå men nok om det. Hånden førte hun op mod det røde hår, og strøg nogle totter væk fra ansigtet mens et smil bredte sig over hendes læber"Du skal ikke beklage han er virkelig en sød hund, jeg kan godt lide ham"lød det fra hende med blid stemme. 

Da han nævnte at hun havde vundet hans hjerte kunne hun ikke undgå at grine lidt, og nåede hen til kassen, hvor Max var gået igang med at gnaske i sandwichene, ja det så nærmest ud til at der snart ikke var mere tilbage. Så han havde virkelig været meget sulten. Zoey bukkede sig lidt ned og strøg en hånd hen over Max s hoved, og pels i samme takt med at hun kiggede ham ind i øjnene"Du er virkelig sød Max"lød det fra hende med et sødt smil, og hun lagde hovedet på skrå. I nogle minutter sad hun bare på huk ved Max, og kælede lidt for ham, og havde slet ikke tænkt over at sige tak til Theo, hun drejede hovedet en smule, og før hun skulle til at åbne munden kunne hun mærke noget. Hun vendte blikket op mod himlen, det var begyndt at regne"Vi får snart meget vådt tøj hvis vi ikke finder et sted at være"sagde hun med et lille blidt grin, det var både lidt morsomt men også træls at det pludselig skulle regne. 
Zoeys blik var holdt fast på Theo, for at vente på hans svar og hun havde slet ikke besluttet sig for at rette sig op endnu, dog kunne hun godt mærke at regnen begyndte at blive stærkere og stærkere, ja det styrtede pludselig ned, og de ville snart være gennemblødte hvis ikke de gik indenfor. Gad vide om Theo havde et sted i nærheden, måske hun kunne komme med ind og få varmen, og få tøjet tørt, eller måske de kunne have det sjovt og hygge sig indenfor. 

Theo ænsede stadig ikke hunden, der lydløst gik tættere på kassen og maden, der lå derpå. Mens han sørgede for at lægge en arm om Zoey som støtte, så hun ikke skulle falde da hun mistede balancen, blev sandwichen stjålet af Max, der hev maden ned på jorden og begyndte at gumle i sig. Theo sendte Zoey et lille smil, bare for at forsikre hende om, at han ikke havde noget imod at hun var lidt nærgående. Han gik ikke ud fra, at hun havde mistet balancen med vilje, måske han bare havde hevet lidt hårdere end hun havde regnet med, da han fik hende op fra jorden. Han slap grebet om hende igen, idet hun fik fodfæste og trak sig. Han tog et skridt tilbage, for at få fat på sandwichen igen og først der, gik det op for ham at den ikke lå hvor han havde efterladt den for få minutter siden. Han lænede sig lidt til siden, fik øje på Max, der næsten var færdig med at tygge resten i sig, før han fik et helt uskyldigt blik sendt fra de store øjne. Det var næsten umuligt nogensinde at blive sur på den hund.
"Man skulle næsten tro, at den hund aldrig fik noget mad.." Sagde han halvt mumlende til sig selv, mens han rystede let på hovedet. Hver dag blev der tigget om mad, selvom han med sikkerhed vidste, at Gordon, hundens ejer, gik mere op i at fodre den, end han gik op i at fodre sig selv. Theo plejede som regel også at holde styr på sin mad, men i dag var han blevet distraheret.

Den første dråbe vand ramte Theos kind og han skævede mod himlen, hvor skyerne var blevet mørkegrå. Han sukkede lavt. Hvor var der bare typisk, at det på en af hans få fridage, skulle begynde at regne, så han ikke kunne bruge dagen i solen på markedspladsen. Nårh ja, det kunne vel ikke være tørt hele tiden. Han nikkede let til Zoeys ord, før han rettede blikket mod hende.
"Hvis vi skynder os, kan vi måske nå i tørvejr på gården. Den ligger ikke langt herfra," foreslog han med et smil. Gordon var aldrig meget for, når Theo tog fremmede med hjem uden varsel, men de kunne altid være i tørvejr i stalden, hvilket også var der Theo følte sig bedst tilpas alligevel. Han greb fat om lutten, så han kunne være klar til at føre an, hvis hun skulle vælge at sige ja til hans forslag. Det faldt ham ikke ind at hente kutten hos Ian. - Den kunne han altid hente en anden gang og indtil da, var han ikke i tvivl om, at den var i sikre hænder.