Juno mødte på arbejde til tiden og selvom han så lige så træt ud som altid, og havde hullede bukser på, var han i godt humør. Han var tydeligvist lidt usikker med det, og vidste ikke hvad han skulle stille op, da en af hans kollegaer kommenterede på det smil, der fra tid til anden dukkede op på hans ansigt, så han endte med at trække på skuldrene og svare; "Jeg er bare glad for at være her," og blinke til manden. Det øjeblik det op for Juno hvad han havde sagt, og at hans umiddelbare respons på noget, han ikke havde lyst til at svare på, var at flirte, skyndte han sig videre med sine egne ting. 

Da det blev pause, blev han heller ikke hængende med sine kollegaer, selvom han følte, at det efterhånden var på tide at han lærte dem at kende, men gik i stedet direkte ud i stalden, som han altid havde gjort.

Den kolde efterårsluft skar Juno helt ind til knoglerne, da han gik fra lageret og over til stalden. Hans bukser var hullede på knæene og hang i laser flere stedet op af hans lår. Det afslørede mere af hans hud end han sædvanligvis var tilpas med, men han havde aldrig haft et problem med bukserne inden Thanos og han arbejdede imod ikke at have et problem med dem nu. Desuden var der ikke nogen, der lagde mærke til hans bukser, når han havde et langt, plettet lilla mærke ned ad hele den ene side af sin kæbe.

Juno lukkede døren bag sig ind til stalden, som takket været de store heste var varm og fuld af hjemlige lyde. Hove mod gulvet og vrinsk fra den ene og anden boks, blandede sig med lyden af Junos læderstøvler mod gulvet, og Juno fik bevæget sig nogenlunde lydløst op til Killian, der stod på den anden side af en hest.

"Killian," hilste Juno, der langt hellere ville tage fyrens navn i munden end 'hej'. Det kom altid ud varmt og hengivent, ligegyldigt hvor skod en dag han havde haft. Ud af øjenkrogen fik han øje på staldknægten og Juno tilføjede straks; "Kan vi snakke? Alene?" De første par dage havde Juno ikke haft noget imod at hænge ud med Killian og staldknægten i sine pauser, heller ikke selvom han udelukkende kom for Killians skyld, men de sidste to dage ville aldrig være sket, hvis staldknægten havde været der imens, og Juno havde heller ikke lyst til at staldknægten skulle overhøre, hvad der var sket imellem ham og Hector.
Ved siden af ham skubbede hesten, Killian stod med, til ham med sin mule, og Juno grinede af den. "Jeg vil gerne nusse dig, men mine hænder er kolde," undskyldte han, men gjorde alligevel som han følte, at han havde fået besked på, og gnubbede sine kolde fingre imod dens pande, uden at tage blikket fra Killian. 

Det var en travl dag og Killian havde været i gang allerede fra før solen stod op. Længe før. Så snart kuskene var mødt ind, var de første vogne sendt af sted og der var faldet lidt mere ro på, men det betød ikke mindre arbejde. De fleste ville nok anse Killian for en, der ikke tog ansvar seriøst, men de tog fejl. Han var effektiv, praktisk og havde styr på det hele. Hvilket også var derfor, at man ofte fandt ham snuende i en høstak eller travlt optaget med at lægge an på nogle ude fra lageret eller der, hvor de sørgede for vognene. Fordi han vidste lige nøjagtigt, hvad der skulle til for at nå det hele. Og selv når Thoran var ved at få en prop over hans tilsyneladende sløseri, nåede Killian altid alting til tiden.

Lige nu var han ved at se til et sår på siden af en robust vallak. En rem havde skarvet et hul under turen til Dianthos. Så snart Killian havde opdaget hestens smerte, havde han fanget kusken. Killian var pacifist, men han var ikke bange for konfrontationer, slet ikke, når det handlede om hans heste. Og selv Thoran gik sin vej, når han først begyndte at folde sig ud overfor nogen, der havde skadet hans dyr. Det var sket dagen før, efter Juno var gået hjem, så han havde ikke set den krølhårede, slanke unge mand få en granvoksen, massiv og hårdfør kusk til at krympe til halv størrelse. Noget af et syn, men også lidt skræmmende, når man ellers kendte Killian og hans bløde natur.

Han var ved at smøre salve på, da hesten tavst sendte ham et mentalt billede af Juno, mest som naturlig flokreaktion, og lidt fordi han sneg sig. Killian lyste op i et skævt smil, men gjorde ellers ikke tegn på at vide, at Juno kom, før han hørte sit navn.
"Heej Juno." Han sikrede sig, at såret var dækket af den salve, han var ved at smøre på, inden han gik op til hestens hoved, så han kunne se ham. Det første han fik øje på, var skrammen på hans kæbe.
"Hvem har stukket dig en på kæben?" Han skrabede det sidste salve af fingrene ned i den lille krukke, inden han satte låget på igen og greb en klud for at tørre fingrene rene. Han smilede stadig med havde et svagt bekymret glimt i de grønne øjne. Men det så ikke ud til, at han havde ondt andre steder, så måske det kun var det ene slag?

Spørgsmålet om de kunne tale alene fik ham til at skære ansigt. Der var stadig en masse at se til, så egentligt var der ikke tid til at sende staldknægten væk og hygge sig med Juno. Selvom han gerne ville. Men hvis Juno havde pause, var det måske også på tide selv at tage en pause. Så han så over hestens ryg, hvor han lige kunne spotte staldknægten længere nede af staldgangen. 
"Oy! Pause! Er du væk for længe lige som i sidste uge, får du en røvfuld!" Der var ikke noget specielt truende over Killian, det var mest sagt i sjov, selvom han også mente, at der var problemer, hvis knægten blev væk for længe, især en travl dag som i dag. Knægten nikkede hurtigt og forsvandt ud mod hvad end han lavede i sine pauser. Killian vendte blikket tilbage mod Juno, mens han selv gav sig til at klø hesten bag øret.
"Hvad så? Skal vi finde en høstak eller?" Der var noget drillende i hans tonefald, men hans smil sagde, at han mente det.

Juno fik et kæphøjt udtryk, da det lykkedes ham at overraske Killian. Det var ikke en nem sag, for Killian havde ret hurtigt regnet ud at Juno havde tænkt sig at kommer herud hver dag og han vidste også, hvornår Juno havde pause. 

Juno løftede et par fingre og strøg dem over de lilla og grønne pletter med et skævt smil. De gjorde ondt, bare han strejfede dem, men de var en god påmindelse om, hvad der ville ske hvis ikke han passede på. Med Killians charme så tæt på, var det svært at holde sig i skindet.

Og det blev kun endnu sværere, da Killian ligefrem sendte staldknægten væk og tilbød ham en høstak. Det lignede ikke Juno overhovedet, men han slog genert blikket væk. Eller måske lignede det ham, men han var så vant til at være den der flirtede, fremfor den der blev flirtet med, at han ikke selv vidste, hvordan han reagerede når han endelig blev flirtet med. 

"Angående dét..." svarede han og tog Killians ene hånd imellem sine, der straks sugede varmen fra den til sig. "Jeg fortalte Hector om dig." Juno, der ikke kunne stå stille i ét sekund, strøg sin ene hånd op og ned ad Killians arm. "Fyren, jeg er forelsket i. Han er også forelsket i mig, og... Han vil ikke dele." Juno trak på skuldrene, så omkring sig i stalden, alle andre steder hen end på Killian, kom i tanke om mærket på sin kæbe og, med den ene hånd stadig om Killians, løftede han den ene hånd og lavede en cirkulær bevægelse med pegefingeren, der kørte omkring de lilla mærker. "Det er også fra den samtale, at de her kommer. Men jeg kneppede ham."

Juno afsluttede sin fortælling med et stolt smil og med at møde Killians blik. Det var takket været Killian. Han havde stadigvæk problemer med det, men han havde kunnet tage det første skridt med Killian. Også selvom han, øjeblikket efter han havde sagt det, fortrød sit ordvalg en smule, og fik en svag lyserød farve i kinderne. 

Killian fandt det utroligt nuttet, når Juno blev genert og hans smil blev endnu større, da den yngre unge mand kiggede væk ved hans tilbud. Nå ja, han var lidt direkte, men hvis han ikke havde ment, at Juno kunne holde til det, havde han ikke gjort det. Og hans tilbud gjaldt ikke bare et knald, men hvad end han havde brug for. At snakke, et kram, en lur. Killian var en regulær gavebod, så længe han fik sin nærhed. Men han havde faktisk troet, at Juno ville noget, siden staldknægten skulle sendes på pause.
Men i det mindste smilede han over sin skade, så det fik Killian til at slappe af. Så var det nok ikke noget seriøst.

Tavst og med et lyttende udtryk, hørte han, hvad Juno havde at fortælle. Et lille stik af skuffelse gled igennem ham, men blev skjult bag et smil. Æv, han havde lige set frem til mere tid i høet med Juno. Men man kunne ikke få alt, hvad kroppen begærede, så det var ikke fordi, at han blev ked af det. Faktisk lyste han op, da Juno sagde, at han havde kneppet ham. Det stolte smil sagde alt og Killian måtte lægge bånd på sig selv for ikke at trække ham ind i et kram, bare for at vise, hvor glad han var på hans vegne.
”Ej hvor dejligt! Det er jeg glad for at høre!” Han klemte om Junos hånd med sin og både hans læber og hans øjne smilte glad, der kunne ikke rigtigt være nogen tvivl om, at han var oprigtigt glad.

”Altså, ikke at han slog dog, men hvis det var det, der skulle til…” Han rynkede kort på næsen, han hadede vold, men for nogen virkede det åbenbart meget godt. Uden at tøve mere end et halvt sekund, lænede han sig hurtigt frem og placerede et blidt kys, så blidt at hans læber næsten ikke rørte huden, oven på skrammen. Der var et lidt ærgerligt og trist udtryk i hans øjne, og hans smil var blevet lidt mindre og lidt mere skævt, da han trak sig tilbage og betragtede hans ansigt.
”Jeg håber ikke, at det betyder, at du ikke kommer og besøger mig mere. Jeg er voksen nok til at styre mig.” Det ville ikke være første gang, at folk forlod ham, fordi de ikke var sikre på, om han eller de kunne holde sig fra at lave mere spas. Hvilket i og for sig nok var meget fornuftigt, men derfor ville han nu savne Juno lidt alligevel, hvis han blev ude på lageret.

Killians oprigtige glæde var smitsom og Juno gengældte lettet hans smil, da fyren kun virkede glad på hans vegne. Juno var også glad. Forvirret, udmattet, stresset, men glad. Hector gjorde ham glad. Og det gjorde Killian ham også lige nu.

Juno trak også kun på skuldrene, da Killian nævnte slaget. Hector og ham havde sloges indbyrdes mange gange. De var ikke så gode til at snakke tingene ud og Juno foretrak faktisk en god slåskamp frem for at sætte sig ned og sige en masse meningsløse ting til hinanden. Alle havde det bedre efter en slåskamp.

Juno stod chokeret tilbage og så på Killian efter kysset mod hans kæbe. Han skulle lige fordøje, hvad der var sket. Han var aldrig før blevet kysset venskabeligt og det tog ham et par sekunder at forstå, at det var dét der sket. Han havde set mødre gøre det samme med deres børns skrammer, men Juelia havde aldrig været typen der kyssede en skramme god igen. Til gengæld havde hun altid en flaske alkohol ved hånden, man kunne rense såret i hvis det var. Det var fordele og ulemper ved at have en alkoholiseret mor.

Juno brød ud i latter, da Killian spurgte om han stadig kom forbi. Ikke fordi det var morsomt, men fordi han var så lettet over at høre, at Killians interesse i ham ikke havde været udelukkende seksuel. Hans latter var lyden af en dreng, der havde været bekymret og endelig indså, at han aldrig havde haft noget at bekymre sig over.

Han nærmest kastede sig ind i Killians arme. Uden advarsel var hans arme om Killian, hans ansigt ind imod hans hals, hans fingre i et desperat greb om fyrens trøje.

"Jeg bliver ved med at forstyrre dig, indtil du smider mig ud. Selv efter det." Han kunne mærke sit hjerte slå imod Killians bryst og han knugede sig kun tættere ind til ham. "Jeg har brug for dig," indrømmede han i en hvisken og følte sig pludselig meget lille, selvom han fysisk var på højde med Killian.

Chokket på Junos ansigt tydede først ikke godt og Killian overvejede, om han havde overtrådt en grænse, der ikke skulle overtrædes, men det var bare sådan han var. Et kys på en skramme var noget naturligt for ham, selvom ingen havde kysset hans skrammer som barn. Først da det ældre par havde taget sig af ham, der havde konen lært ham det trøstende i den slags.
Han ville lige til at undskylde, da den yngre knægt brød ud i latter. En latter der næsten ikke passede til ham, den fik ham til at virke yngre end han var, og Killian så først lidt forvirret ud, indtil det gik op for ham, at det var en god ting. Og han blev lettet, for det betød, at Juno gerne ville komme og underholde ham. På venskabeligt basis. Godt!

Og pludseligt stod han med Juno i favnen, hans ansigt mod hans hals og hans fingre i hans trøje. Killian lagde straks sine arme om Juno, den ene nede om hans ryg, den anden sådan, at han kunne lægge sin hånd i mod hans nakke. Selvom Juno havde advaret ham mod at holde fast i ham, trak han ham helt ind i mod sig i en en fast omfavnelse. Han begravede næsen i Junos hår og lukkede øjnene.
"Jeg kunne ikke finde på at smide dig ud. Nogensinde." Han mumlede ved hans øre og trykkede lidt mere til med hånden i hans nakke. Han mente, hvad han sagde. Dog mærkede han sit hjerte slå et slag over, da Juno sagde, at han havde brug for ham. Ansvar for en anden person. Noget han holdt sig langt væk fra, selvom han fik påtvunget sig en staldknægt. Han var ikke ansvarsfuld, han gjorde som det passede ham. Når det gjaldt andre personer. Heste og arbejde var noget andet. Mennesker var... svære.

Med han tog en dyb indånding, der var fyldt med duften af drengen i hans arme, og tog i mod det, ansvaret.
"Du ved, hvor du kan finde mig, når du har brug for det." Uden at tænke mere over det, begyndte han at nusse ham i nakken. Det var ikke fordi, at han ville noget, der var sat en stol for den dør, når det kom til Juno. Han var ligeglad med, at folk havde kærester eller ægtefolk, sex var sex og for ham havde fysisk tryghed, behov og nydelse ikke noget med utroskab at gøre. Det var noget, der fulgte med følelser. Men når nogen sagde til ham, at de ikke ville ham, respekterede han det og trådte tilbage. Han ville ikke presse sig selv på nogen, der var altid andre, der kunne give ham det, han ville have.

Juno havde aldrig haft nogen at læne sig op af, men han havde heller aldrig følt at han havde haft brug for nogen. Han havde klaret sig fint alene. Og så havde han fundet Hector og, uden at bede om lov, havde han overladt en del af ansvaret for banden til ham. Overladt en del af sit eget velvære i hans hænder også. Til gengæld havde han også taget det på sine egne skulder at sørge for at Hector havde det godt. Sådan som et venskab fungerede. Men selvom Juno var social og nem at snakke med, hvis man var jævnaldrende med ham, havde han ikke andre tætte venner. Ikke af den slags han delte sine problemer med. Øl og sladder, men intet dybere. Han havde hverken haft tid til eller brug for andet.

Men efter at være kommet hjem fra Balzera havde han haft brug for nogen, samtidig med at han ikke ville lægge byrden overpå Hector, der gik lige så meget lort igennem.
Så da Killian holdt ham tæt ind til sig og lovede ikke at smide ham ud, begyndte Juno til sin egen overraskelse at græde. Lydløse tårer løb ned ad kinderne på ham og han trak skælvende vejret ind, inden det blev for meget for ham. Et hulk undslap ham og øjeblikket efter græd han ukontrolleret i Killians arme.
"Undskyld, jeg-" gispede Juno og løftede en hånd for at tørre sine tårer væk. "Jeg er glad," insisterede han forvirret og snøftede, inden han skubbede hele sit ansigt op imod Killians kind, med et smil på læberne, men tårer ned ad kinderne.

"Måske alt mit lort kommer til at køre alligevel," mumlede han, og afslørede indirekte hvor mange ting han følte, at han havde at bekymre sig om. Nu var der ikke bare én mindre ting, men to. Hector ville ham. Killian ville ham. Begge var villige til at hjælpe ham igennem det lort, man kaldte livet. For første gang i flere måneder tillod Juno sig at være lidt optimistisk omkring det hele, men det betød ikke at han slap sit tag om Killian det mindste, heller ikke da hans ben begyndte at føles svage under ham.

Det gik først op for Killian, at Juno græd, da han begyndte at skælve lidt og derefter begyndte at hulke. Det var okay, Killian blev bare stående og holdt godt fast om ham, lod ham græde alt det, han havde brug for. Han var selv typen, der havde let til gråd, og han mente det var sundt, især hvis man gik og holdt det inde. Hvilket han var ret sikker på, at Juno gjorde. Så han nussede videre i nakken af ham og ventede tålmodigt på, at han var klar til at komme tilbage til virkeligheden. Han var bare glad for, at noget så simpelt som et kram og en lovning på, at Juno var velkommen i hans liv, kunne fremtrylle så voldsom en reaktion.

"Det er helt okay. Det er sådan noget, jeg er her for." Han trak hovedet lidt tilbage og kyssede Juno på panden, om han ville det eller ej. Det var hans måde at trøste på. Og for ham ganske uskyldigt. Han sukkede dæmpet og skubbede Juno lidt ud fra sig, så han kunne se ham i øjnene.
"Du skal nok blive klar over, at vi her er lidt som en familie. Giles er alles bestemte, men venlige, far, Thoran den gnavne onkel, mig, den irriterende fætter, Frizzt, den onkel ingen kan lide, og Managham, hyggeonklen. Det er ikke bare en arbejdsplads, og du er blevet lukket ind i familien." Han kørte en tommelfinger over Junos ene kind for at tørre en tåre bort. Frizzt var Giles' bogholder, en tynd, skarp mand, der mest mindede om en sur stork med stikkende øjne. Ingen kunne lide ham, men han var dygtig og han var meget loyal mod Giles, af grunde ingen kendte. Managhan var en jovial mand, der tog sig af vognene, en mand der altid kunne finde på noget sjovt at sige.
Killian anså dem for at være sin familie og heldigvis ville de alle gerne ham, undtagen Frizzt. De hadede hinanden som pesten, men deres personligheder kunne næsten heller ikke være mere forskellige.

Killian trak Juno ind i sin favn igen og hvilede sit hoved mod hans, mens han bare krammede på ham. Det var en dejlig følelse og han håbede Juno også nød det. 
"Så vi er nok nogle stykker, der gerne vil hjælpe dig med dit lort." Man kunne høre ham smile, mens han sagde det, dæmpet og ret tilfreds med bare at stå der.

Killian havde ret i, at Juno var typen der holdt sin gråd inde. Hvis han kunne undgå det, græd han ikke, ikke engang når han var alene og vidste, at det ville hjælpe på sit humør. Han var bange for, hvis han først knækkede, at han så ikke ville kunne tage sig sammen igen og blot ville ende i sin seng, uden vilje til at kunne stå op. Hvilket ikke var en helt irrationel frygt - engang imellem fik Juno det som om det var helt umuligt at komme ud af sengen, hele verden var imod ham, og intet var værd at leve for. Det havde bare intet at gøre med om han fik grædt ud eller ej. Tværtimod følte han følelsesløs og lammet, når han fik det sådan, ikke ked af det.

Juno lænede sig ind imod Killians kys på sin pande. Heller ikke dette kys tog han som mere end platonisk, og han så med store øjne på Killian, da han snakkede om Mathis Transport som en familie. Halvdelen af navnene der blev nævnt genkendte han ikke, selvom han efterhånden burde. Han var bare slet ikke så social, som han burde have været, og havde heller ikke udtrykt anden interesse i firmaet, end den interesse han havde for Killian. Blev han hængende efter arbejdstid var det for at snakke med Killian, han brugte alle sine pauser med Killian, og når hans kollegaer på lageret snakkede sammen, hørte han kun efter hvis Killian blev nævnt.
Til gengæld betød det meget for ham at høre Killian omtale Giles som deres far. Hvis Killian stolede på og holdt af Giles så højt, så kunne Juno måske også. Indtil videre havde han snakket lidt med ham i forbindelse med at manden havde tjekket op på hans sår, og Giles havde altid været respektfuld og forsigtig med ham, så Juno var begyndt at gengælde respekten en smule, men han følte endnu ikke at han kendte ham. Manden var ikke en åben bog på samme måde som Killian var.

Han faldt langsomt til ro igen, som Killian holdt om ham, og han holdt også op med at græde, men han blev stående, helt tæt op af sin ven.
"Tak," mumlede han, helt lavmælt, da Killian tilbød ikke bare sin egen, men også både Giles' og Thorans hjælp. Dét ville Juno huske.

Han tog en sidste dyb indånding af Killians duft og trak sig så en smule væk. Nok til at Killian stadig ville kunne have sine arme om ham hvis han ville, men også langt nok væk til at de kunne se på hinanden. Juno gnubbede de sidste, indtørrede tårer væk fra sine kinder og så på Killian med et skævt smil. "Har du travlt? Jeg kan godt hjælpe. Jeg plejede at have min egen hest."
Han vidste, at han på alle mulige måder så ud som om han havde brugt hele sit liv på gaden, men det var ikke engang 10 år siden han havde levet i den gode ende af byen, med privatlærer, hest, og en forretning det var meningen han skulle overtage.

Det var rart bare at stå der, mærke en anden persons varme krop i sin favn. Det kunne måske virke underligt, men Killian ville hellere kramme end at blive krammet. I og for sig kunne det være lige meget, for begge dele gav ham nærheden, men han ville gerne give noget ud og han følte, at han gjorde noget godt, når han krammede folk. Selv Thoran havde givet op og havde en gang i mellem Killians arme rundt om sin hals, når han sad ned og lavede noget. Så Killian havde bare lukket øjnene og lod roen falde over dem.

Da Juno trak sig ud, slap han ham ikke, men lod sine hænder lukke sig om hinanden bag hans ryg, så han var holdt fast. Noget Juno kunne trække sig fri af uden problemer, hvis han ville, men det virkede ikke sådan. Spørgsmålet fik ham til at himle med øjnene, lettere dramatisk.
"Travlt?! Vi har løbet rundt siden før Zaladin fik sko på. Jeg mangler at ordne seks heste og knægten er kun lige begyndt at rense bokse. Jeg kommer ikke i seng før det er i morgen!" Okay, måske lidt overdrevet, men der var travlt. Nogle dage var bare sådan, det virkede altid som om, at arbejdet kom i bølger. Der var altid nok at se til, selv i de stille perioder, for så var der flere heste i stalden. Og hvis han endeligt ikke havde noget at lave, skulle Thoran nok finde noget til ham ude i lageret. Men stalden var uden tvivl det meste travle sted i Mathis Transport og der, hvor der var færrest folk. Hvilket mest var Killians skyld, for han var ret overbeskyttende mod sine heste. De var hans ansvar og ingen skulle komme og ikke behandle dem godt!

Og selvom Juno sagde, at han vidste lidt om heste, smilede Killian og pegede på en møggreb. 
"Men hvis Thoran kan undvære dig, så skal hele rækken af boksene ned i den side muges ud. Ikke i bund, bare klatterne. Nu du lige har fået mig til at sende knægten på pause." Hvilket også var fint, det var kun Killian, der burde knokle til han knapt kunne stå på sine ben. Det skete alligevel ofte, at han væltede død om i sin seng efter aftensmad. Det var okay, ellers kunne han godt have svært ved at finde ro. 
Han ville ikke blive fornærmet, hvis Juno sagde nej, han var ansat til at skulle slæbe kasser, ikke svinge med en greb.

Det var flere måneder siden, at Juno havde følt sig så glad og tryg, som han gjorde, da Killian blev ved med at holde om ham, selvom han selv havde givet slip på ham. Og fordi han følte sig så glad og tryg, brød han også med lethed ud i latter, da Killian fortalte hvor travlt de havde. Han vidste, at Killian overdrev, men det var kun med til at gøre det sjovt. 

Juno skævede til møggreben og så derefter tilbage på Killian, overrasket, da han begyndte at tale om, om Thoran kunne undvære ham. Han havde ment, at han ville hjælpe til i sin pause - for ham, var en pause ikke noget, hvor man sad stille, for Juno kunne jo ikke sidde stille alligevel, men en tid, hvor man gjorde hvad man havde lyst til. Så for ham involverede hans pauser altid Killian, og i dag involverede hans pause så at hjælpe Killian. Det var en lille hjælp, i forhold til hvor meget Killian havde hjulpet ham, mentalt, men han ville gerne gøre et eller andet. Desuden var han glad, så længe han var i nærheden af den flotte, smilende fyr. 

"Skal jeg... Skal jeg spørge ham?" spurgte Juno og skar en grimasse. Han respekterede Thoran, og forsøgte også at vise det, men det kom ikke så naturligt for ham, og engang imellem kom han også til at være lidt for kæphøj omkring den store mand, der vel var hans chef, og han vidste faktisk ikke om Thoran overhovedet kunne lide ham, så han var lidt nervøs for at spørge ham om lov til noget som helst. Især fordi han havde tvunget Thoran til at komme ud i stalden for at lede efter ham, næsten hver eneste dag siden han var startet her. 

Det var dejligt at høre Juno le, især fordi det lød som en rigtig, ægte glad latter. Det fik bare Killian til at smile mere, sådan noget gjorde ham kun glad. Og smilet blev til latter, da Juno spurgte, om han selv skulle spørge Thoran. Det var tydeligt, at Thoran atter en gang havde fået nogen til at være nervøs omkring ham med sin gnavne udstråling. Han var svær at få til at le, men det kunne lade sig gøre. Killian kunne godt forstå Juno, men Killian kunne sno Thoran om sin lillefinger, mente han i hvert fald selv, så det ville ikke være et problem at få den lave, brede mand til at give slip på Juno for resten af dagen.

Med et blink og et listigt smil svarede Killian Juno.
"Det må jeg hellere, jeg ved lige hvordan, man håndterer ham." Han løftede den ene hånd for at klappe Juno blidt bagi, men fik stoppet sig selv og trak i stedet begge hænder til sig. Nu skulle han opføre sig ordentligt. Så han trådte væk og nikkede mod vallakken ved siden af Juno.
"Han kan godt lide at blive kløet på undersiden af halsen. Underhold ham lige, mens jeg finder gnavpotten." Med et grin vendte han rundt og slentrede ud af stalden og ind på lageret. Det tog ham ikke mange øjeblikke at spotte Thoran, der havde sat sig for at spise en bid mad sammen med en gruppe af de ansatte. Uden skam gik Killian op bag ham og lænede sig und over ham med hagen hvilede på det skaldede hoved og armene om halsen på ham, noget der tydeligvis ikke passede manden. Uden nogen form for indledning proklamerede Killian, at han skulle bruge Juno ude i stalden resten af dagen, og hvis Thoran ikke sagde ja til det, ville Killian finde på noget andet at lave og så kunne Thoran selv ordne hestene til vognene. Noget alle vidste, ikke ville komme til at ske, siden manden ikke havde det specielt godt med de store dyr. 

Så efter nogle eder og forbandelser fik Killian sit ja og resten af flokken havde noget at grine af resten af dagen. Efter at have blinket til flokken og blidt klappet Thoran på det skaldede hoved, slentrede Killian tilbage til stalden.
"Så, du bliver bare herude resten af dagen. Men du skal nok lade være med at sige noget til Thoran om det de næste par dage." Han grinede lidt for sig selv over den lille episode, inden han begyndte at binde hestens reb op for at sætte den tilbage i sin boks. Han skulle ingen steder de næste par dage, før såret var lægt og han var klar til at blive spændt for en vogn igen.

Af uforklarlige årsager var Juno ikke den mindste smule i tvivl om at Killian kunne håndtere Thoran. Faktisk, tænkte han, ville det ikke undre ham hvis Killian kunne håndtere hver eneste person hos Mathis Transport. Giles havde givet Juno ret i at Killian var køn, Thoran lod til altid at vide, hvor han kunne finde Juno henne, og Juno fik den slags vidende smil fra sine kollegaer, der godt kunne betyde, at han ikke var den første, der var faldet for Killians charme. Havde Killian været en værre person, kunne han have udnyttet det til at manipulere enhver omkring sig, men den slags lod slet ikke til at interessere den smilende krøltop.

Juno nikkede af Killians instruktioner om vallakken, og fandt det unødvendigt at sige noget. Så snart Killian vendte rundt, gjorde han også som han havde fået besked på, og kløede hesten, men uden at se på den - hans blik var i stedet klistret til Killians røv, helt indtil den var ude af syne.

Juno lyste op i et smil, da Killian kom tilbage med den gode nyhed. Hvis han skulle være ude i stalden hver dag, ville han blive bange for at han ville blive for distraheret af Killian, men en enkelt dag var rart, og desuden havde han godt af at være i nærheden af én, der tog lidt hensyn til ham lige i dag. Selvom morgenen var endt lykkeligt, havde det været en hård start på dagen, og Juno havde kæmpet for at holde en kold facade oppe omkring sine kollegaer. Med Killian vidste han, at han ikke behøvede, delvist fordi Killian selv var så følsom, at han ikke kunne dømme Juno for at vise sine følelser. 

Imens Killian førte vallakken ind i boksen igen, tog Juno fat om møggreben. Han kunne lige så godt komme i gang. 

"Hvordan fik du jobbet her?" spurgte Juno Killian, imens han arbejdede, fordi han syntes det var federe at snakke om Killian end at snakke om sig selv. Han havde allerede åbnet sig for meget. Desuden var han nysgerrig efter at høre, om alle andre havde fået jobbet på samme måde som han havde. 

Killian slap hesten fri i boksen og gik ned for at hente en anden, en broget hoppe. Hun skulle strigles, have renset hove og tjekket sine ben og tænder, inden han ville lægge seletøj på hende og føre hende ud i gården, hvor andre ville spænde hende for en vogn, når det var tid til det. Der skulle to heste til de små vogne og fire til de store, men i dag var det bare en masse af de små, de store var sendt af sted om morgenen. 
Det var ikke alle, der var så grundige med at gøre hestene klar, men en smule skidt under en rem kunne gnave hul, som det var bevidst med vallakken. Og benene skulle bære dem langt. Hellere undersøge det hele en gang for meget end for lidt. Det var ikke alle hestene, der fortalte ham om små smerter.

Han spændte hende fast ved den boks, Juno skulle til næst, så han ikke stod i vejen for børen eller Juno. 
"Åh, jeg gjorde mig lidt bemærket. Min første dag i Dianthos og jeg begyndte at skælde ud på en mand, der slog sin hest. Det endte ud med, at han og hans kammerat slog på mig i stedet for hesten, hvilket Giles til alt held så og fik stoppet. Da han fandt ud af, at jeg kunne snakke med dyr, tog han mig med hjem og gav mig et job. Som staldknægt, men den gamle staldmester gik på pension for et par år siden og så fik jeg tjansen." Han trak på en skulder og lod striglen glide over pelsen på hoppen. Et grin dukkede op på hans ansigt.
"Giles blev dog nødt til at købe hesten først, jeg nægtede at efterlade den ved manden, der slog den. Jeg har vist dig Okto, ikke? Jeg arbejde hans pris af." Den store sorte arbejdshest stod ikke i stalden til hverdag, men ude på en mark uden for Dianthos. Han var glad for sit otium og de damer, der ellers stod på marken.

Et lidt vemodigt smil satte sig på hans ansigt, mens han kort så ud i luften.
"Det er alligevel syv år siden, at jeg kom til Dianthos. Tiden flyver jo af sted." Han sukkede lidt overdrevet og fortsatte med sit striglen. Ja, tiden fløj af sted, det var svært at tro, at han havde boet her fast i syv år. Haft et sikkert sted at være i syv år. Alting var blevet lidt bedre efter, at Giles havde valgt at tage sig lidt af ham. Det var rart nok med sit eget værelse og et arbejde.

Juno arbejdede ikke så koncentreret, fordi han var mere optaget af at høre hvad Killian fortalte, men han behøvede heldigvis heller ikke at koncentrere sig. Det var nemt arbejde, selvom han brugte nogle andre muskler, end hvad han brugte på lageret og vidste, at han ville være øm når han kom hjem. Så var det ikke så vidt at vide, at han også skulle ned at vaske tøj med Hector. Han ville uden tvivl være smadret når han kom på arbejde i morgen, og han håbede bare, at Thoran ikke ville være alt for meget efter ham med det - eller tro, at det var noget andet, hans muskler var blevet ømme af, ude hos Killian. Han blev helt flov bare ved tanken.

Han hørte endnu en gang Killian fortælle, hvordan man kunne stole på Giles. Manden havde ligefrem reddet ham fra at få bank. Og givet ham et job bagefter. Det var ikke helt ulig, hvordan han selv havde fået sit job. 

Juno brød ud i latter, da Killian fortalte at Giles havde været nødt til at købe Okto. Han kunne nemt se for sig, hvordan Killian havde fået dét igennem. Så han kan virkelig manipulere folk sin vilje, når han vil, tænkte Juno med et kærligt smil hen mod Killian, inden han igen så ned på hvad han lavede.

"Lidt det samme skete for mig," fortalte han uden at se op. "Jeg insisterede på at smadre en af hans vaser, da jeg brød ind hos ham, så den betaler jeg af nu." Han havde tænkt sig at lave en joke om, hvordan vasen havde været så grim, at han havde gjort samfundet en tjeneste ved at smadre den, men han havde bare dårlig samvittighed, især efter at høre hvor god Giles var, ikke bare mod ham, men mod alle, og nu endte han med at stå, med røde kinder og et blik, han ikke turde flytte over til Killian, af frygt for at han ville blive mødt af vrede. 

Killian havde for travlt med hesten til at se Junos smil i mod ham, hvilket nok var heldigt nok. Med den forsmag han havde fået af drengen, ville det næste stykke tid kræve en del af Killian og hvis han ligefrem så Juno smile kærligt til ham, ville hans rygrad forsvinde som dug for solen. Han ville bare gerne blive blød i Junos arme, mærke hans læber mod sine og mærke noget andet et helt andet sted. Men han havde låst de tanker så godt inde, som han kunne, og forsøgte at få Juno skubbet ind under kategorien "ikke pille, fy!"

Det var rart at høre ham le af historien og Killian grinede også lidt selv over det. Han havde været frygtelig mod en mand, der lige havde reddet ham, bare for at få en hest med, men til hans held var det gået godt. Giles kunne lige så godt have vendt ryggen til ham og være gået sin vej. Og om Killian i det hele taget så havde været i live i dag, det kunne man kun gisne om.

Han lyttede til, hvad Juno fortalte. Giles havde ikke ville fortælle ham, hvor han havde fundet Juno henne, selvom de fleste nok kunne regne ud, at det var endnu en af hans redninger. Den måde Juno opførte sig på, talte på og hele hans udstråling. Måske var det også derfor, at Killian havde forelsket sig med det samme i den lyshårede knægt. Han var rå udenpå og blød indeni og Killian kunne godt lide det!
Men han var brudt ind hos Giles? Bedre hus kunne han ikke have brudt ind i efter Killians mening! Ordene om vasen fik ham til at le højt.
"Ja, det kan du godt bilde mig, at du gør, Giles går meget op i den slags. Men han er trods alt også en forretningsmand." Det blev sagt med varme i stemmen og et smil på læben, for Killian kunne ikke sige ét ondt ord om den ældre mand. Den nærmeste han havde på familie sammen med Thoran.
"Men jeg er glad for, at du insisterede på at ødelægge hans ting, så har jeg fået fornøjelsen af dig!" Han så på Juno med et grin.

Juno så straks op på Killian, da han hørte latter fra den ældre dreng. Dét var ikke den reaktion han havde troet han ville få, tværtimod havde han regnet med at få en opsang om, hvor forkert det var at stjæle, og at man slet ikke skulle gøre det fra en god mand som Giles, der ikke lavede andet i sin fritid end at redde fortabte sjæle. Men her stod Killian og grinede bare, som om Juno havde tilføjet dét med, at vasen havde været grim og havde fortjent sin skæbne. Det fik Juno til at smile skævt, og et øjeblik så han bare på Killian, med lettet hjerte og glæde i øjnene, inden han smilende trak på skuldrene og vendte tilbage til at muge boksen ud.

"Jeg er vist også endt med at blive glad for, at jeg ødelagde den," indrømmede han forsigtigt, med en latter han ikke helt turde udtrykke og en nervøs hånd om sin nakke. Det hele virkede så surrealistisk, som om Killian og Giles kunne blive taget fra ham hvert øjeblik. Killian var så sød ved ham, at det ikke ville undre Juno, hvis det en dag viste sig at han bare havde været en fantasi, en manifestering, fremkaldt fra Junos behov for at høre én eller anden støtte ham uden forbehold. 

"Jeg følte mig ødelagt, inden jeg kom her, og..." Han stoppede sit arbejde et øjeblik for at se over på Killian. Det var for meget at indrømme, at det føltes som om Killian hjalp ham med at sætte sig selv sammen igen, men det var dét han følte, og et øjeblik så han på ham, uden nogle af sine forsvar oppe, uden flirten eller smil eller vrede, men bare taknemmelighed. Så smilede han og slog blikket væk igen. Han kunne ikke få sig selv til at sige noget, der var så ærligt, og han gjorde det tydeligt i sit kropssprog at han ikke havde tænkt sig at færdiggøre sin sætning. 

Det var ret tydeligt at se på Juno, at han ikke havde forventet den reaktion, han fik fra Killian. Men hvorfor skulle Killian blive sur? Han spekulerede ikke så meget i den handling, der havde startet det hele, nej han så på resultatet. Og her betød Junos kriminelle adfærd, at han var endt hos Mathis Transport og i favnen på Killian. Så det kunne Killian jo ikke ligefrem have noget i mod, vel?
At se Juno glad gjorde Killian glad, han så meget yngre ud, når han gjorde det. Yngre og knapt så hjemsøgt af, hvad end der var sket med ham. Det gjorde Killian endnu mere glad, helt så han blev varm i maven. Han havde ikke kendt Juno særligt længe, men han betød allerede meget for ham. Hvorfor var svært at sige, måske fordi det med at de ikke skulle være andet end venner var blevet slået fast, så der blev nødt til at være noget mere end bare fysisk nydelse. Måske var det hans væremåde og personlighed. Killian vidste det ikke og han gad egentligt ikke spekulere så meget over det. Nu var det sådan og det var rart for dem begge to.

Da Juno stoppede midt i en sætning og tydeligvis havde svært ved at udtrykke det, han ville sige, lagde Killian kort hovedet på skrå med et udtryk, der lidt sagde "ååårh", inden han lagde striglen fra sig på hestens røv og gik over til Juno. Uden at spørge, trak han drengen ind til sig og krammede ham med armene om hans nakke, mens han trykkede siden af sit hoved mod hans.
"Jeg er ligeglad med, hvordan du fandt vej hertil, jeg er bare glad for, at du gjorde." Han lukkede øjnene lidt og var tavs et kort øjeblik. "Jeg tror de fleste af os var lidt ødelagte, da vi startede her. Der er ikke nogen, der vil dig noget ondt, og jeg er kun glad for, hvis jeg kan hjælpe dig lidt." Efter en kort tøven, kyssede han ham på øret og gav ham et ekstra klem. "Nogle gange skal der bare et kram og en god lytter til. Så min dør er altid åben for dig." Han kunne mærke, at han blev nødt til at trække sig tilbage, hvis han skulle lade være med at gøre noget dumt, så det gjorde han, men lod sine hænder hvile på Junos skuldre, mens han mødte hans blik med et smil.

Juno så op da han hørte Killian komme hen til sig, lige i tide til at sætte møggreben fra sig, inden han blev trukket ind i et kram. Han stod, med begge arme hængende slapt ned af sine sider, og lod Killian holde sig så tæt ind til sig som han ville. Han havde allerede fortalt ham, at han ville dræbe ham, hvis han holdt ham fast eller skubbede ham op imod noget, men det her var anderledes. Juno følte sig ikke fastholdt, han følte sig sikker. Han kunne mærke Killians rolige vejtrækning mod sin hals, og ubevidst kopierede han den.

For hver ting Killian sagde for at berolige Juno, slappede han mere og mere af, og da han fortalte, at han kun var glad for at hjælpe ham, lagde Juno også sine arme om ham og knugede sig ind til ham. Kysset på hans øre fik ham til at dreje sit ansigt mod Killians og et øjeblik troede han, at de var ved at kysse hinanden. Hans blik nåede at falde forventningsfuld til Killians læber, men så trak Killian sig væk og smilede, og Juno var pludselig taknemmelig for at der ikke var sket mere, ligegyldigt hvor meget han i det øjeblik havde haft lyst til at kysse ham.

Han gengældte Killians smil og, lidt forsinket, trak han på skuldrene med et genert smil af hans tilbud. "Jeg skal nok komme, hvis jeg... Hvis jeg får brug for dig." Han følte, at han også burde takke Killian, men dét havde han allerede gjort mere end nok. Han havde kun så mange 'tak' i sig og han var bange for at Killian snart ville blive træt af at høre ham sige det. 

”Det var godt! Det er det, man har venner til, ikke?” Killian smilede stort, gav Junos skuldre et klem, inden han lagde sin hånd i mod hans øre og hals for et øjeblik. ”Op med humøret, det hele skal nok gå, så længe man husker at nyde livet lidt ind i mellem.” Han blinkede til ham og trådte tilbage, klar til at gå tilbage til hesten, der tålmodigt stod og ventede med striglen liggende på røven.
”Men nu må jeg hellere få ordnet de heste, ellers kværker Thoran mig og begraver mig ude i møddingen!” Han lavede tydeligvis sjov, selvom Thoran engang for mange år siden faktisk havde lavet den trussel en dag Killian havde været lidt for meget for ham.

Så han lo og greb striglen inden han energisk gav sig til at børste hesten. Men nu han havde hyggeligt selskab, kunne han ikke lade være med at snakke til Juno og fortælle små historier om dyr og mennesker han havde mødt, problemer han havde fået sig selv i (altid de små uskyldige, Juno behøvede ikke at vide, hvor slemt det nogle gange kunne blive) og da staldknægten kom tilbage efter sin frokost, brugte Killian et øjeblik på at hundse rundt med ham, hvilket endte ud i høet i en boks og en dreng, der grinede så meget, at han var ved at tisse i bukserne.

Og selvom han virkede til at lave alt muligt andet end at ordne heste, var han mirakuløst færdig, da Thoran kom ud for at brokke sig over at de ikke stod klar endnu. Killian lavede en ”pfff”-lyd af ham og himlede med øjnene, som han gik forbi med de seks heste pænt i par i række fulgte efter ham. Og for et øjeblik lignede den store mand en, der vitterligt havde lyst til at kværke ham, men så faldt hans skuldre opgivende ned og han fulgte efter ud på lageret.
Og så var dagen sådan set slut, da mørket begyndte at komme snigende og Killian sagde farvel til Juno ved at rode rundt i hans hår og ønske ham held og lykke med kæresten, inden han nussede rundt i stalden, fik aftenfodret og til sidst endte inde ved Thoran, der lavede mad til dem begge og bagefter fandt kortspillet frem. Endnu en dag var gået og Killian gik kold så snart hans krop landede i sengen.

// Out