Kroen "Det Halve Svin" havde længe været et velkendt samlingssted i Det Nedre Bydistrikt, men efter Kiles Ordens udrensing af elverfolk, havde kroen stået ganske tom, og kroejer Telma, der selv var halvelver, havde forladt byen. De lokale havde søgt mod de mindre, mere beskidte kroer, mens skiltet med "Det Halve Svin" ensomt hang tilbage i en af de større gader.

På trods af indførslen af magi-forbuddet og udgangsforbuddet i Dianthos, var det nedre distrikt stadig en torn i øjet på Ordenen. Fattigfolkene var utilfredse og skabte alle mulige former for oprør sammen med byens kriminelle, og det stod efterhånden klart for Ordenen, at det ikke var tilstrækkeligt at sende flere byvagter ind i distriktet.

En tidlig efterårsmorgen rykkede Ordensmedlemmerne derfor ind i Det Halve Svin. Forklaringen lød på, at vinterkulden nærmede sig, og at Ordenen ville sørge for, at byens fattigfolk fik noget at spise og ikke for tidligt blev sendt til Kiles favn. På Svinet kunne man derfor nu få sig en simpel skål suppe og en humpel brød - serveret sammen med en kort bøn fra en Kilepræst.
Ud på formiddagen begyndte de første nysgerrige at dukke op. Suppen duftede lifligt for den sultne mand, og et par ord om "Kiles Fred" skadede ikke nogen. Man bemærkede dog også tydeligt tilstedeværelsen af flere fra byvagten - Tilsyneladende turde man ikke længere lade Ordensmedlemmer arbejde alene i Dianthos' nedre kvarterer..



Alle kan deltage i tråden. Karakterer, der udøver decideret vold, vil dog blive pågrebet af byvagterne og smidt i arresten. Det samme gælder folk, der åbenlyst bryder magiforbuddet.

Det var ikke ofte at Idrizraele var en del af ansigtet udadtil. Der var noget over hende der bare skreg at der altid stak noget under når hun var ude og hjælpe folk. Masken hun bar hjalp ofte lidt på det, men selv de andre i Kile Ordenen var ikke altid lige glad for at være omkring hende. Mest af alt fordi at hun til tider kunne være lidt nærgående. Nej, hvor hun elskede at gøre folk utilpasse. Hun passede dog stadig sit job, så der var ikke meget de kunne brokke sig over.
Hun var tilgengæld også en af dem der ikke havde noget problem i at sætte sig i de lidt værre situationer, som denne. Det var ikke hemmeligt at der var en vis ubehag mellem de mindre kampdygtige at tage ned i nedre bydistrikt. Der var en sandsynlighed for at de ville blive angrebet eller det der var værre, men for Idrizraele gjorde det ikke noget.

Det var så heller ikke ligefrem Idrizraele der endte med at dele suppen ud. I hvert fald ikke til at starte med. Først var hun delegeret ud til køkkenet for at sørge for maden, men som der kom flere mennesker til, fik hun tillusket sig en plads ved at rydde op efter at de havde spist. Hendes blik kiggede da også omkring sig, og tog tingene ind og menneskerne.

Herja havde i starten ikke brudt sig meget om ideen om at skulle stå vagt, endnu mindre da hun fik at vide hvor det var, og hvem det var hun skulle stå vagt for! De her præster, eller hvad det nu var de kaldte sig selv, havde ikke lavet andet end at vende op og ned på det hele i Dianthos - udrensningen af elverne, og forbydelsen af magi, var bare nogle af de ting de havde bragt på banen. Spurgte man Herja havde alt det her potentialet til for alvor at løbe løbsk, men regenten havde fortsat tilladt ordenen at operere i byen - guderne måtte vide hvorfor.

Så her stod hun så, med et øje på det hele der foregik, med armene solidt foldede, og en konstant nagen bagerst i hendes sind, som formanede hende om ikke at vise tegn på at også hun besad evnen til at bruge magi. Hvorfor havde de også valgt at udstationere hende HER af alle stedder?! 

På trods af sin frustration, var det dog tydeligt at mange af byens mindre heldige beboere nød godt af hjælpen som de modtog her, i den forladte kro. Og hun kunne da ikke benægte at det også bragte varme hos hende at se de lidende endelig modtage noget hjælp - så pyt med at hun ikke selv hørte til guden denne orden tilbad! Om ikke andet fik hun da muligheden for at se et væld af forskellige væsener komme til, for ikke at nævne dem der selv var medlem af ordenen. Herja havde set et slange-menneske luske rundt og rydde op, en skabning hun ikke var så bekendt med! Det var svært ikke at stirre, men heldigvis havde hun en undskyldning for at kigge godt og grundigt på folkene i rummet, hun skulle jo holde øje! 

Idrizraele lagde godt mærke til blikkene hun fik som h un gik rundt, men de fleste vidste godt at hvis nogen af ordenen angreb dem, så ville det gå mod hvad de i det hele taget prøvede her. Dette betød da også at alle var på deres bedste opførelse, selv Idrizraele. Selvom det ikke nødvendigvis var en opførsel der ikke fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk. Der var kun så meget masken kunne skjule.

Byvagten der stod og holdt vagt, havde Idrizraele godt selv sendt blikke mod. Ofte fanget hende stirre på sig, og da der endelig var en smule ro på, kunne hun ikke dy sig og gled over til kvinden. Det var måske ikke nemt at undgå at se slangekvinden, men selv hvis der havde været stille på kroen, ville man ikke have kunne have hørt meget til hvordan hun bevægede sig over gulvet.
Hun kom op på siden af byvagten. ”Det er ikke pænt at schtirre,” hvislede hun lavmeldt, i sin næsten hypnotiske stemme, som hun til daglig snakkede i.

Rofus var på ingen måde tilfreds med at Ordnen havde taget hans hjem og lavet det om til et forsøg på at vinde folkets hjerte. Egentlig havde det været planen at smide masken og vende ordnen ryggen.
Men kan kunne ikke lade de fjolser ødelægge hans hjem, så var det bedre at være der og sørge for at de ikke brændte det ned fordi at de ikke kunne finde ud af at lave vælling.
At få suppe tjans var nemt at få siden Rofus faktisk kunne begå sig i et køkken, dog var det noget meget skummelt over damen der talte med en hvislen, lidt som en slange ville tale. Det gav da også god mening da hun faktisk var en slange dame, med en sort sjæl. Hvad for noget ondskab der skjulte sig i hende havde han ingen anelse om, men varsom det var han ihvertfald omkring hende. 

Som Rofus arbejdede gjorde han hvad han kunne for ikke at gøre sig bemærket, jo mindre folk lagde mærke til at han var der jo bedre.  Så medmindre nogen henvendte sig til ham, ville han bare gøre sit arbejde. Der var for meget der kunne gå galt hvis han lavede for stort et nummer her.

Herja havde stået lidt i sine egne tanker, mens hun havde scannet rummet. Der var ved at blive stille nu, folk kom og gik, og dem der havde fået luskede hurtigt afsted igen når de ikke længere ville være i nærheden af ordenen. Hun stod med foldede arme, lænet mod muren da slange-damen kom op til hende. Hun så hende næsten ikke, og blev derfor en smule overrasket da hun hørte hendes stemme. Hun rettede sine is-blå øjne mod kvinden, og stod et øjeblik som om hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige. Det var sandt, at hun havde kigget lidt for meget, og lidt for indgående på lige nettop denne kvinde i løbet af dagen.

Et lille fjoget smil trak i Herja's mundvige, og hun sænkede sit blik i en gestus der næsten virkede skamfuld og undskyldende på samme tid. Så rettede hun sig op, og rømmede sig lidt. "Eh... Nej, nej det er det ikke." begyndte hun prøvende, "Jeg beklager meget hvis jeg har fået Dem til at føle Dem utilpas... jeg er blot fascineret af Dem, selvom det ikke just er en acceptabel undskyldning for at stirre.." i takt med at hun talte genvandt hun sin sædvanlige selvsikkerhed, og rejste atter blikket for at møde hendes. "Jeg beklager min uacceptable opførsel" siger hun så, og giver et lille høfligt buk. Mens hun i sit baghoved håber, og beder til at hun ikke har skaffet sig selv flere problemer.

Idrizraele var meget opmærksom på at hun ikke bare kunne gøre hvad hun normalt gjorde. Hun skulle opføre sig pænt, eller... i hvert fald nogenlunde pænt. Så godt hun kunne, når hun var i humør til at... drille. At se nogen være ubehagelig til mode, var ærligtalt en af hendes favorit beskæftigelser.
"Fasssscineret?" kom det hvislende ud fra Idrizraele, som hun trak næsten tættere på byvagten. Det var tydeligt at enten kendte slangekvinden ikke til den personlige bobble, eller også var hun bare fuldstændig ligeglad. Det var i hvert fald ikke tydeligt at se hvilken en det var.

"Du er da velkommen ssspørge," måske var det en interesse i at se hvad byvagten kunne finde på at spørge om, eller også var det næsten af noget kedsomhed. Byvagten ville da i det mindste ikke kunne finde på at overfalde hende på åben gade, hvis hun var lidt for nærgående. Det var der andre i dette område der kunne.

Rofus fulde medlidenhed var med byvagten, slangedamen var ikke på ingen måde den mest behagelige af ordnens folk at være sammen med, og især ikke hvis hun fik lyst til at "lege" med en. Selvom hendes leg nok mest af alt se hvor meget hun kunne skræmme folk, noget hun kunne være ganske dygtig til.
Så selvom han havde lyst til at hjælpe kunne han ikke, hun både bestemte mere over ham i ordnen samt han kunne ikke gå imod dem, slet ikke med så meget på spil. Hjertet slog hårdt i hans bryst, med lidt held ville deres samtale ikke gå for vidt så han ikke behøvede at blande sig. Bare hold hovedet koldt Rofus tænkte han for sig selv, det skulle nok gå og med tiden skulle alt nok blive godt igen, det var han sikker på.

(Med mindre der sker noget voldsomt så bare spring mig over i række følgen ^^)

Herja’s nysgerrighed havde det med at sætte hende i ukomfortable situationer, og denne gang var ikke meget anderledes. Som slange-kvinden fortsat udspurgte hende, mærkede hun en groende uro i sit indre. Hvad sagde man egentlig i sådanne situationer? Ja hun var fascinerende, på den gode måde! Intet ondt i det! På ære! Hun var bare så anderledes… Herja havde aldrig set en som hende før, og synes der var noget smukt over hende, lidt som der var noget smukt over de slanger man kunne finde i naturen – nogle af dem kunne ganske vidst dræbe en på meget få sekunder, men smukke var de dog alligevel!

Herja kiggede mod de andre vagter i rummet mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige til kvinden der tilsyneladende blev mere og mere nærgående. Med et lille høfligt smil, tog hun så kvindens invitation, og forsøgte at fange et spørgsmål i den opildnede fugle-flok der i øjeblikket var hendes tanker.  ”Hvor kommer du fra?” kunne man spørge hvor hendes folk kommer fra, eller ville det være stødende?

Der skulle egentlig meget til for at få Idrizraele til at føle sig dårlig tilpas, eller fornærmet over hvordan hun blev behandlet. Hun var aldrig blevet behandlet pænt, men det gled af hende som så meget andet. Hun havde ikke behovet for at blive accepteret af andre end hende selv.
"Kommer fra?" spurgte hun, ligesom før. Gentog spørgsmålet, og lod det hænge i luften lidt. Som var det fordi at Herja skulle tænke over hvad hun egentlig havde spurgt om. Om det egentlig var det rigtige at spørge, og ville Idrizraele nu blive fornærmet.

Det var nogle meget lange øjeblikke af stilhed, før at Idrizraele bestemte sig for at svare på det. "Topalish," sagde hun og drejede hovedet lidt for at kigge mere indgående på Herja. "Hvor kommer du fra?"

Efter at slangen havde gentaget hendes spørgsmål, afventede Herja blot et svar. Kunstpausen var godt nok lidt lang, men af en eller anden grund var hun ikke synderligt påvirket af det, måske fordi hendes egen nysgerrighed var for stor lige nu, til at lade den akavede stilhed tage sit fokus. 

I mellemtiden tænkte hun over hendes eget hjemland, og undrede sig over hvor anderledes Idrizraele's måtte være. Det eneste Herja havde kendt til før sin rejse havde været de sne og isdækkede sletter i Norden. Forventningen til det kommende svar var imidlertid lidt højere end det ene ord det blev givet. Tankerne fløj dog hurtigt mod Topalis ø'en, og den lille bitte smule Herja havde hørt om den - men det var ikke meget. Hun rynkede tankefuldt hendes bryn mens hun overvejede svaret, men rettede så opmærksomheden tilbage til kvinden ved sin side. 

"Jeg er fra Norden. Min klan bor ved Isfjorden, det er der jeg er vokset op" svarede hun, et let men stolt smil trak i hendes mundvige. Hun savnede de åbne vidder, og den kolde luft. "Jeg kan forestille mig at det er noget anderledes, end hvad du er vokset op i?" spurgte hun ledende, mens hun skiftede vægten fra sit ene ben til det andet. "Hvordan er der der? Er det meget varmt? Hvordan var samfundet du voksede op i??" Pludselig kom spørgsmålene væltende frem i hendes hoved, hvor de før havde gemt sig væk. Det var som at fjerne en sten i en dæmning og se vandet fosse ud.

De isblå øjne så nysgerrigt tilbage på den reptil-agtige kvinde.
"Hvad fik dig til at rejse?" 

Forvirring. Det var nok det Idrizraele mest af alt følte i øjeblikket. Hun var ikke vant til at nogen stillede så mange spørgsmål til hende, der rent faktisk var realle spørgsmål de ønskede at vide. Ikke engang en tone der var anklagende. Det var så langt væk fra noget som helst hun var vant til, og hun var faktisk ikke sikker på at hun kunne lide det. Hun ønskede ikke at blive mødt af en følelse af vidunder. Frygt og usikkerhed var hvad hun ønskede at andre skulle føle omkring hende. Noget hun aldrig rigtig havde været klar over før nu.
"Menneskerne skete. De kan ikke lide folk der er anderledes end dem selv," pointerede hun. Selvom hun ikke bare hadede mennesker. De havde vel deres ret til at jage dem væk. Især efter slangefolket havde forsøgt at spise nogle af deres børn. Der ville aldrig være god jord mellem de to folk, men Idrizraele var en anelse trist over at det varme klima aldrig var noget hun ville komme tilbage til. Ikke at hun viste det.

Det var svært af aflæse det skældede og reptil-agtige ansigt på kvinden ved Herja's side. Men de manglende svar talte for sig selv. Det var en smule overraskende at hun ikke ønskede at svare på spørgsmålene, efter hun havde virket meget ivrig efter at få Herja til at tale. Den nordiske kvinde så med en smule undren på kvinden, men flyttede så sit blik til noget andet, for forhåbentlig at lette presset, eller den akavede stemning. Hendes øjne gled rundt i lokalet, på de få mennesker der var til stede, mens hun lyttede efter Idrizaeles svar. Hun var godt bekendt med, at mennesket som race havde en tendens til at overvælde andre kulture, men hun fornemmede også der lå noget andet i den historie som Idrizraele ikke var villig til at dele.

Med et tankefuldt nik, foldede hun armene og lænede sig tilbage mod muren bag sig. Det her var ikke meget af en samtale, og hun burde jo egentlig have fokus på sin vagt. Men der var nu stadig et eller andet der stak hende ved denne mystiske kvinde. "Hvorfor så slutte dig til ordenen? Hvor længe har du været en del af den?"

Ordenen. Det var altid om ordenen. Ikke så underligt med hvordan de bare havde taget hele landet i deres hule hånd. For nogen var det et ønske om at hjælpe efter plagerne, for andre var det bare.... fordi Kile kaldte. Det var i hvert fald Idrizraeles undskyldning de fleste gange. I virkeligheden var der noget sygt og forstyrret der trak hende i denne her retning.
"De tog mig ind da ingen anden var der, og man kan ikke argumentere mod Kile kan man? Det er den eneste gud som alle har en vis respekt overfor," hvislede hun. Der var noget der mest af alt mindede om et smil på hendes læber, men det var svært at bedømme, da slangehovedet lignede så meget et dyr fremfor et menneske.
"Jeg har været med dem næsten fra starten." Starten af at de gjorde sig selv opmærksomme på dem selv i hvert fald.

//Inaktiv