En edderkop med ben så fede som stoppenåle trampede hen ad den forladte disk I Damasque og den rungende stilhed gav nok plads for det lodne kreaturs vandren til at lyde som et mindre spektakel. Der havde ikke været nogle kunder i dag, hvilket normaltvis ikke gjorde ejeren noget. Havde det ikke været fordi at der skulle mad på bordet - eller nærmere den stabel af bøger, som han spiste alle sine måltider ved - så havde han låst af og aldrig vist sit ansigt til en anden indbygger igen. Så igen, det var jo så sjældent at Asith viste sit eget ansigt frem og da mindst af alt til de kunder, som ikke lod sig skræmme af butikkens fantastisk elendige beliggenhed. Det var ikke nødvendigt at skræmme de stakkels idioter endnu mere end turen derind ville.

Damasque var en lille Alkymi shoppe i en af skumringskvarteret blinde vinkler. Dens vægge var høje, men gulvpladsen var mangelfuld og man skulle tro at butikken lænede sig til hvad end vej vinden blæste. På en eller anden måde havde Asith, ejeren, formået at opsætte butik her uden at konstant miste tingene på hylderne til de skæve vægge. Og fyldte var de. Hvad der manglede ad plads, bugnede det af inventar. Overalt var der hjemmebyggede hylder, fyldt til bristepunktet med usorterede eliksirer, olier, forskellige tørrede ingredienser og lignende. Det var et rod, som tilsyneladende ikke havde noget system. Hverken flaskernes farver, højder eller indhold syntes at havde nogen sammenhæng - et helvede for enhver butik ejer. Butikken selv var kun så farverig, som det mørke træ, der isolerede det, men flaskerne og deres forskelligt farvede indmad udgjorde et væld af farve.. Tænk, med en solstråle ind ad vinduet til at blive reflekteret i det farvede glas og det ville se helt festligt ud. Men vinduet var dækket med et tungt, rødt stof og ligeså var disken, som den fede edderkop nu rappellede ned fra og så fortsatte med at gemme sig bag en stor kiste nedenunder. En enkelt dør førte bagud hvor man kunne antage at lagerpladsen lå og grue over hvor rodet det måtte være når selve butikken lignede en gal magikers studie. Ejeren var ikke i selve butikken, men en lav banden og puslen kunne høre fra baglokalerne. En ringen med klokken over døren ville nok få ham frem.

"Luk. Dig. SÅ!" - Der kom et lettere brag og noget glas gik itu. Dernæst en overlægen, men forpustet stemme. "Sagde jeg ikke nok at jeg skulle få plads!"   

Og lyden af en butiks klokke kom skam. En yndig lille klang der signallerede at der var kunder i butikken og forhåbentlig fremkaldte de mange, tunge, bøgers herre. 

Det var en lille skikkelse der trådte ind i den dunkle butik; skjult af en tyk, mørke brun, kappe af bomuld. Hun løftede sine hænder og greb fat om siderne på den store hætte, for at trække den ned og afslører det smukke blonde hår. Kort og lige så fint og glat som silketråde. Hendes ansigt var rent og kønt, uden spor af pøblens middelmådighed og hendes øjne lyste op i en klar lyseblå farve. Ydermere var hendes hud bleg og blød at se på, med den enkelte undtagelse af et tyndt lag rouge og en beskeden læbestift der fremhævede hendes læber. 

Hun tog det første skridt ind i forretningen og så sig omkring, imens en katte-agtig legesyge fik hendes læber til at strække sig i et kælent smil: sikke farver de forskellige flasker besad! Det var en skam at Asith ikke lukkede lyset ind. Det ville måske endda hjælpe på kunderne hvis butikken ikke så så ... gammel ud? 
Hun reakte en hånd ud fra under den lange brune kappe og tog en bog ud fra en af hylderne, den blev åbnet og hun skimmede indholedet imens hun ventede på at ejeren viste sig. 

Da klokken gav lyd fra sig blev der stille i baglokalet. Hvem end der havde bakset med hvem ved hvad havde lagt mærke til sit nye selskab. En let skramlen begyndte igen, denne gang med en vis travlhed. Man kunne høre papir bladre og endelig ejerens stemme. 

"Et øjeblik! ~" Venligheden lød ufattelig tvunget og falsk, men hans stemme var ikke just en hjælp. Den var dyb og træt, men rig som det mørke træ der omgav dem. Efter et øjeblik stak der en person frem fra bag den åbne dør. En høj, ung mand med krøllet blond hår, store øjne og et venligt, dog lettere kunstigt smil. Da han trådte frem til bag disken, kunne man se ham bedre og han... Så mærkelig ud. Der var bare noget over hans udseende, der ikke virkede  helt rigtigt, selvom det var svært at putte en finger på det. Måske var det den unormalt lyse farve hans øjne havde eller det faktum at der nærmest ingen skønhedsfejl var i hans hud. Han var næsten for symmetrisk. Han virkede overrasket over kunden og det tog ham et øjeblik før han indså at han havde glemt noget essentielt. 

"Ah! Velkommen til Damasque, ærede frøken. Hvad kan jeg hjælpe dem med?" Han klappede hænderne sammen, men det gav knapt nogen lyd. Som han stod der blev han langsomt i stand til at se hvilken redelighed hans bord var i. Det var et rod fyldt med noter, løse tørrede urter og beskidt udstyr. Han havde i sin mangel på selskab brugt forlokalet til at blande op i... Højst sandsynligt fordi hans arbejdsbord var gemt under en stak af lignende rod. Han begyndte at fjerne rodet, en ting ad gangen imens han holdt blikket på kunden, afventende.

Hun så ikke op med det samme da ejeren trådte ind. Til gengæld løb hendes blik over ordrene i den bog hun havde valgt, med en overfladisk interesse for det der stod i den. Men da hun blev tiltalt så hun op, dog med et varslende blik og et katte-smil der bredte sig over hendes rosenrøde læber. Hun koldt hans blik imens hun iagtog hans alt for perfekte udseende; intet menneske var så ufejlbarligt, man skulle tro at en kløgtig mand som Asith havde lagt mærke til det. Imens hendes blå øjne holdt hans blik, lukkede bogen sig sammen. Det afgav en mindre støvsky som lagde sig over Laele's underarm imens hun talte: 

"Det er ikke hvordan du kan hjælpe mig, men omvendt.", svarede hun legesygt. 

Hun satte bogen på plads og vendte sig hen imod ham:

"Undskyld, jeg har ikke introduceret mig. Mit navn er Laele, jeg er ejer af Den Sorte Enke der ligger oppe i hovedgaden."

Hjertet af alt handel der foregik i byen og for det meste kun tildelt dem med kontakter i finere kredse. Huslejen var også åndssvag, specielt når man ikke havde en ret stabil indkomst. 

"Jeg hørte at skumringskvarteret havde fået en ny alkymi-forretning og måtte aflægge en ny kollega et visit."

'Kollega' huh? Asiths smil blev fortyndet og i stedet kiggede han på hende med en forsigtig skepticisme. Hans øjne lagde sig midlertidigt imod bogen i hendes favn og så tilbage til hendes ansigt. Hvad lavede en fin dame med en fin, overskudsagtig butik i Damasque? Hvorfor begå sig i dens grumme kvarter for at antaste en shoppe, som knapt nok havde omsætning. For at tage et kig på potentiel konkurrence?  

"Den sorte enke?" Han placerede en hånd på disken og lænede sig imod den imens han med dømmende øjne prøvede at genneskue den lille dame. Han kendte butikken, men det var en andenhåndskilde. Hans slags kom ikke i de kredse og han var overrasket over at hun forsøgte at komme i hans. "Ja... Jeg kender den. Jeg kan fortælle dig med det samme, at din kundekreds er sikker. Jeg tvivler på at vi har samme... Målgruppe." Han vejede sit sidste ord grundigt. "Og så ny er jeg ikke..." Fortsatte han med et skævende blik. Hans butik havde nok bare ikke fået nok omtale til at være betragtet som en reel forretning. Han havde trods alt været i hovedstaden lidt over et år... Og for at være ærlig, var han ikke henrykt over opmærksomheden.. Det virkede som om at den bragte flere problemer end profitter. 
For et øjeblik stirrede han bare på hende før han lagde mærke til sig selv igen. Han glemte sine påtagede manerer.

"Jeg glemte at præsentere mig selv." Indrømmede han. "Asith." Intet efternavn eller titel og det fik præsentationen til at runge hul og unaturlig.  

Hun satte bogen på plads, ind i den støvede hylde med de andre tunge bøger der ikke just så tillokkende ud. Hun vidste godt hvad han hed; det var ikke unormalt at indsamle en smule information om potentielle 'konkurrenter', selvom Asith forsikrede hende om at hun ikke havde noget at frygte på den front. Sandt at side, så var hans forretning ikke den nemmeste at finde og det var de færreste middelklasse borgere der bevægede sig ned i Dianthos's udgård for at finde alkymi-bøger af alle ting. Hun gættede på at hans forretning ikke ligefrem lavede en kæmpe profit og satte gang i omsætningen. 

"Vær hilset, Asith. Det er rart med flere alkymister i byen.", sagde hun høfligt.

Hendes øjne lå vurderende på ham i et øjeblik før hun tog nogle skridt frem så hun stod ved det rodede ekspiditions bord, med et lukket smil og legesyge øjne. Hun vurderede igen hans udseende, så smuk og perfekt. Ikke én fregne, ikke en skønhedsplet eller en mimik der passede dertil. Hun genkendte hans påtagede høflighed og det fremtvungne smil på hans læber: han var heller ikke hvad han gav sig ud for at være, var han vel?

"Jeg står personligt og mangler en med dit - hvordan siger man - talent? Spørgsmålet er bare... hvor rotterne er hengemt?"

Hans udtryk blev sammenbidt og mistænksomt. Han vidste det! Hun var kommet for at dumpe en bunke problemer mere på hans dørtrin! Specielt da hun nævnte kodeordet vidste han at der var ugler i mosen. Hun ville gerne høre om hans rotter? Han håbede for gudernes skyld at hun ikke bare havde hørt det ved et tilfælde eller rent faktisk VAR interesseret i hans - beherskede vielogmærket - rotteproblem. 
Han løftede en finger som tegn til at hun skulle vente et øje blik. Så bevægede han sig ud i butikken og hen til døren for at dreje på den store, klodsede lås. Det lød som om hele butikken gav efter med et klunk da døren blev låst af. Nu var der midlertidigt lukket og Asith stod imellem sin gæst og udgangen.

"Hvad interesse har en anstændig dame, ejeren af Den Sorte Enke, i mine små skadedyr?" Han vendte sig fra døren og stirrede på hende, som om han ventede på noget. Hun lignede ikke de normale skadedyrs entusiaster, som besøgte hans butik, så han måtte vide sig sikker. "Kan det være, at selv din butik har et rotteproblem?"   

Hun betragtede ham idet han løftede en finger og gik hen imod døren. Da den låste med en tung lyd vendte hun sig om for at se på ham. Hendes konstante selvtillid fejlede ingenting, idet hun ikke så skræmt eller nervøs ud over det. Tvært imod virkede hun tilfreds over hans diskretion og iagttog ham med sit opstemte blik. 
Hendes læber bredte sig i et tand smil idet han adressede hendes butik og dets potentielle rolleproblem, hvilket fik Laele til at føle en lystig kriblen igennem kroppen: hun elskede denne del, de små kodeord og de overvejede handlinger der fulgte efter man havde sagt dem. 

"Et problem? Tvært imod.", sagde hun næsten kælent. "Men.. ser du... jeg kender op til flere der godt kunne bruge noget hjælp med deres rotteproblem. Måske er du manden jeg står og mangler? Manden der kan hjælpe de stakkels folk med alle deres rotter?", spindede hun næsten. 
"Selvfølgelig, som leverandør er der procenter at hente.".

"...." Hans øjne forholdt sig på hende, målte hende imens han forsøgte at beslutte noget. Da hun nævnte nogle visse procenter dog, virkede det som om at noget faldt på plads i hans blik. Og det var da at han trådte ud af sin forhenværende skikkelse. Den blonde, pæne menneskemand som han havde foregivet at være, beholdte sin form i et enkelt øjeblik før den opløstes i som en mørkeviolet røg. 
Væsenet som trådte ud af røgen, som havde den forrige skikkelse blot været en kasseret frakke, bevægede sig mod disken for at genoprette hans butiksejer-til-kunde-position. Røgen forsvandt og den pæne menneskelige butiks ejer var væk. Nu var der kun Asith. 

Han som ejede butikken lænede sig imod disken med sine øjne på Laele. Hans blik var ikke ordinært. Hvor de fleste havde hvidt i øjnene, var Asiths sort som natten, som i mørket ville ligne at hans øjenhuler var tomme. Hans pupiller, som var en overvældende rød farve, synes svævende mod det sorte, men skarpe og bevidste. Hans hår var langt og hvidt og gik ham til omkring lænden og udgjorde en formidabel kontrast til hans mørke hud, som ligeså havde et lilla skær. I panden var han tatoveret et mønster, som udgjorde et alternativ til hans manglende øjenbryn og i pandens midte sad en lille diamantformet rød ædelsten og funklede som et tredje øje. Mørk hud, kridhvidt hår og med et par utvivlsomme spidse øretippe stikkende frem fra hans hår, kunne hans ophav ikke betvivles. Han var mørkelver.  

Asith var iklædt en lang sort robe med en bådudskåring i kraven, som fremviste både hans hals og en god del af hans skuldre. Havde man ikke hørt hans stemme til nu, havde hans køn været meget uigennemskueligt. Som mange af sine artsfæller havde han et meget androgynt og smukt udseende til trods for de stikkende øjne og hans utilfredse udtryk.

"Nok snak om rotter, frøken." Hans stemme var den samme fra før. Mørk, med en klar og øre-hængende røst. Hvad der var forandret dog var hans accent. Før havde han formået at opretholde en lokal dialekt, men nu kunne man klart høre de melodiøse spor fra mørkelvisk. Han var ikke født i byen. "Jeg antager at du ikke er her for at diskutere køb af maveknebs medicin, så hvorfor kommer vi ikke til sagen?" Han lavede en gestus imod hende med fingre, som ikke længere så bløde og velkomne ud. Hans fingerspidser var spidse, sorte og hårde som hundekløer og hans bevægelser mindede mere om en stor, tynd edderkop end sin menneskelige forklædning. 

I en sky af røg forsvandt Asith's forklædning, som ved det blotte øje havde været perfekt. Idet han blev genfødt fra røgen og trådte ind i rummet med sit egentlige udseende, og ikke en adopteret persona, lå Laele's øjne på ham med en næsten familie-nær venlighed. Der var dog ikke nogen oprigtig varm følelse i det imødekommende blik men en sekundær fællesskabs-følelse. En landsmand var vel en landsmand uanset fra hvilket lag af samfundet man fandt dem, og hvad var endnu bedre - det fortalte måske lidt omkring hvordan Asith's tankegang måtte være; en tankegang Laele favoriserede og kunne bruge til noget.
Da han gestikulerede imod hende og bad om at snakke direkte, var der dog en smule enthusiasme der forsvandt fra Laele's udtryk idet hun elskede ordlegene der fulgte med hendes handler. Hun elskede sit arbejde og det kunne mærkes: 

"Nuvel.", billigede hun.
"Jeg har brug for en alkymist til at lave en række vanedannende substanser. Jeg har allerede en efterspørgsel og folk til at sælge, jeg mangler bare en leverandør.", forklarede hun. "Arbejd for mig og du for... skal vi sige 5 procent af alt eksport?". 

Nuvel... Han havde bedt hende snakke lige fra posen, havde han ikke? Han så ikke just imponeret ud over hendes forslag.. Endnu. Hans arme krydsede over disken, som han lænede sig på. Således kom han også tættere på den lille dame og hans stikkende øjne fjernede sig ikke fra hende i processen. Var hun slet ikke bange? Normalt havde han brugt sit rigtige ansigt til at afskrække de tøvende inden han turde indgå en handel med dem, men hende her var ikke rystet overhovedet. 
"Huh..." Han skar en tankefuld grimasse og trommede sine spidse, hårde fingre imod disken. "Så hvad du foreslår er... At jeg skal brygge dig illegale stoffer - uspecificerede stoffer i uspecificerede mængder - og være din leverandør. Du vil distribuere vedkommende stoffer og beholde 95 procent af profitten? Taget i betragtning at du nok ikke kan have dem i dit butiksvindue, bliver de distribueret under bordet af dig og... Hvor mange dealere du har dig..." Hans kneb øjnene sammen og et ubehageligt, sarkastisk smil bredte sig på hans tynde læber. 
"Hvor mange udgifter kan en dealer have til at det lyder fair? Det er vel sagtens ikke fordi du betaler skatter af det." Han fnøs. "Jeg har måske ikke kunder til op over halsen, men mine ingredienser er ikke noget man finder i landevejen. At tynde ud i dem for 5 procent ville være et tab."  

Laele så på Asith idet pointen med at 'prutte om prisen' gik helt over sortelverens hoved, og istedet gik han meget detaljeret til værks og udpenslede et billede af at dealen var ret så unfair, givet at Laele's profit måtte blive meget større end de problemer Asith skulle igennem for at lave det: selvfølgelig var det det. En god forhandler ville da aldrig starte med en fair pris først? Det fik hendes katte-agtige smil til at dulme en smule og hun lænede sig ind over disken med en hånd på den beskidte overflade og en anden placeret på hoften. Det legesyge glimt i hendes blik var endnu ikke væk til trods for at Asith var meget... ja, meget. 

"Okay, 10%, ved Zaladin's skøger..", sagde hun og prustede noget hår væk fra ansigtet. "Og så er jeg gavmild og giver dig lidt reklame i min butik.", sagde hun med et smil der igen formede sig over hendes rosenrøde læber.

Hun så til imens Asith parodirede hende kort, men det fornærmede hende ikke. Tvært imod strakte hendes smil sig endnu større og hendes øjne lyste op i en sitrende vellyst imens han kopierede hendes stilling, inden han endelig gav sin pris. 

"15%! Du ruinere mig jo! Der er andre at betale. Eksportører, caravaner, vagter at bestikke!", hun løftede hånden fra disken i et dramatisk kast væk fra den og så til siden i en oprevet mimik. En lille teatralsk pause fulgte derefter før hun så hen på ham med en urokkelig selvtillid i sit blik:
"17%...", sagde hun da.

Hendes arm lagde sig overkors ligesom Asiths og de blå, 'uskyldige', øjne holdt hans røde blik uden så meget som en tøven. Imens hun vendte sig så hendes front stod overfor hans.  

"Og så er du også min... ekslusivt."

Han var dramatisk, var han ikke? Meget endda. Hun himlede kort med øjnene idet han talte som om hun havde patent på hans sjæl og ejede hele hans eksistens. Hun var desværre ingen gudinde, der kunne tvinge hedninge i knæ og få dem til at afgive et evigheds løfte om troskab - men hun havde også en fornemmelse af at Asith ikke havde helt rent mel i posen til at begynde med. En sort elver der startede en butik i menneskene's hovedstad, selvfølgelig skulle man udnytte folk naivitet og skabe profitterne under bordet såvel som under dem - hvorfor kunne han ikke se det brilliante i hvad han blev inviteret med til at skabe?

"Bare rolig, Asith. Dine bøger, pergamenter - ", hun så et øjeblik til siden og ned på det støvede gulv. "- dine rotter, kan du beholde for dig selv.", hun så op på ham igen. "Jeg er ikke interesseret i at købe din forretning, kun at købe din loyalitet. Så..", hun sendte ham endnu et tandsmil: "-.. hvis en eller anden lille bande-lus forsøger at erhverve sig de samme tjenester som jeg, så siger du nej tak. Til gengæld, 17%. Du kan leve i fred og fordragelighed, sælge hvad end du vil ved siden af vores lille forretning, jeg er ligeglad med hvad du foretager dig, så længe det ikke går ud over vores aftale.", uddybede hun. 

Hun lavede derefter en elegant håndbeværelse og små sorte tråde blev skabt ud af ingenting. De formerede sig og dannede et pergament der svævede over Laele's fingerspidser i en gylden farve med mørkelilla bogstaver. I en flydende hånd-bevægelse gestikulerede hun kontrakten fremad så Asith kunne læse den, betingelserne var de samme som laele havde opsat. Asith's loyalitet tilgengæld for en meget storsindet procentdel af fortjenesterne. 

"Så mistroisk ~", spandt hun næsten efter Asith havde fremsagt de mangler han mente der var i kontrakten.
"Jeg behøver ikke prøve dine produkter for at vide hvad du kan...", hun lagde hovedet en smule på skrå hvorefter hun betragtede ham med venlige øjne der i bund og grund ikke havde nogen stor følelsesmæssig tilknytning til ham, men snare var en høflig facade. Købmænd imellem. 
"Jeg kan se mig omkring..", hun gestikulerede ud i rummet med de mange farverige og flotte flasker, vis indhold var knap så synligt på grund af den manglende lyskilde. "Jeg stoler på at du kan finde ud af de mest basale teknikker, og det er netop det jeg skal bruge."

Hun trådte et skridt frem imod den støvede disk imens hun lavede en roterede bevægelse med håndledet og så opad, i en tænkende mimik: "Hvad det andet angår... jeg ved ikke.. skal vi sige... et halvt år? Det vil give forretningen det start skyd det har behov for, og hvis du føler et behov for at trække dig til den tid, så kan du naturligvis det. Med en vis diskretion, selvfølgelig."

Imens hun talte kunne Asith se at ord både ændrede sig og tilføjede sig til den kontrakt han stod med i hånden; som sad der en usynlig skribent og citere Laele's ord, og sammenflettede dem med resten. En udløbs dato blev noteret samt et løfte om diskretion skulle Asith ønske at forlade foretagenet indenfor det det aftalte tidsrum.

"Ah-ah", nynnede hun formanende da han nævnte at leveringen ville gå i stå når han var udenby's. Kontrakten trak sig ud af hans fingre som var det silke der var umuligt at holde fast ved, selv om han ville. Det forhindrede ham i at skrive under imens hun talte: 

"Dine rejser kan finanseres af forretningen, som en... investering fra vores side.", hun lagde en hånd på sit eget bryst og spandt sine rosen røde læber i et gavmildt tandsmil, før hun uddybede yderligere:
"Tilgengæld skal der være et overskuds lager af produkterne til rådighed så mine eksportører og sælgere, ikke skal vente imens du tager en 'ferie' til grænseområderne. En sikkerheds foranstaltning, så jeg ved at jeg for noget for de 17%."

I princippen kunne Asith tage til Balzera i det halve år og sidde pænt for 17% uden at løfte en finger.