Uhyggelige skabninger kom i alle afskygninger og former – de led og vred sig fra mørket og skyggerne af lyset, sindssyge bæster, forkrøblet og vanskabte af lysets magt, men mægtige nok til at overleve i deres eget regi. Disse væsner skulle betragtes med frygt og rædsel af de der ikke kendte til dem eller hvorledes de skulle overvindes. De der ikke havde magten til at sætte skræk og rædsel i disse mørke væsner var ikke lysets krigere, ikke krigere af en gud, og guden kunne kun se tilbage på disse sølle væsner der intet forstod af magt, lys, mærke – ondskab og godhed.
Præcist hvor denne ork stod i magtkampen var ham ukendt og han kunne ikke tyde det ud fra hans adfærd. Mennesket i træet kom med undskyldninger, hun var udenfor kampen og pludselig var det en gud og et monster – et monster af ukendt oprindelse, ukendte motiver og adfærd for Loath og hans nerver stod på spidser efter at finde ud af hvor denne ork befandt sig. Tilhørte han mørket? Hvis han gjorde var det Loaths opgave at nedkæmpe monstret og skaffe den af vejen, kæmpe den tilbage til mørket hvor den kom fra.
"Hvad er du?!"
Det var ikke før nu at Loath opfangede det. Han sniffede luften for at være sikker og da en endnu en gang opfangede den simrende lugt, den vibrerende toneleje i hans stemme at det gik op for ham at orken var
bange.
Ikke så han stod og var ved at skide i bukserne af skræk, men bange for det ukendte, for det han ikke forstod, for det der var ham at se, mørket og ukendt. Han var bange for Loath var.
Noget. En trussel. Loath kluk lo for sig selv i en sagte tone, lavmælt og uden påvirkning af hvad de andre sagde. Vanvittig, sindssyg, en trussel - hvad var han?
"Jeg er alt."
Jeg er din gud, din dommer din magthavende, din observatør, alt du tænker, drømmer, knepper, jeg er hvad du forestiller dig i dine mareridt, jeg er lyset, jeg er mørket. jeg er Loath.
"Men ikke din fjende."
Endnu.
Loath stod ganske fattet og kiggede på orken med et mildt blik nu. Uviden, dum, udenfor rækkevidde og hvordan skulle han dog også vide bedre? han anede jo intet om godt og ondt, lys eller mørke, kamp eller sex, han vidste intet om noget som helst der betød noget i denne verden. Forvildet og fortabt og Loath kunne kun ønske at hjælpe ham på vej til lyset før han forblev fortabt i mørket og dets skabninger - hvis han da ikke selv forvandlede sig til et i skyggernes magt.
Loath tog et skridt frem med lavt hoved for at virke mindre truende overfor orken.
"Mit navn er Loath." Han gav aldrig andre navne end hans guddommelig navn, navne betød noget og at give hans medfødte navn var ofte en fejl. Desuden havde ingen kaldt ham det navn i mange år nu, så han havde ikke andre at give ud af.
Han stod klar, klar hvis orken skulle falde for mørket og gå til angreb, Loath var ikke bange han havde ikke været bange siden han var barn, han havde slået sine egne dæmoner ihjel for større synd, hvorfor skulle han være bange for et monstrum med ingen våben, som stadig sad i træet? Han gad ikke en kamp med ham, han ville hellere frelse ham, men han kunne ikke frelse de der ikke ville.
Så - hvad bliver det til ork?
Mørket? Lyset?
Loath forkæmper for lyset, tilhænger og skaber af lys - kriger mod mørket. Han kunne håndtere begge dele.
Dæmoner fra mørket kom ham ofte i møde.