Tiderne havde skiftet, det var ikke længere tilladt at benytte sine evne i Dianthos. Det gjorde blot arbejdet sværere når en mission var der. Alt i alt havde Kiles orden fået for meget magt og mødet med Zane havde blot gjort hende mere interesseret i at deltage for at vælte dem. Det ville dog ikke ske på den måde han ville ønske det, nej mørket skulle herske igen. Det var savnet tider, som mørket hærgede over landet. Så mange dræb, så mange lykke. 

Nyssa forholdt sig derfor også primært oppe i nordelen af landet. I dag var det i Tusmørkedalen på den lokale kro. Nyssa var iført en bodørød kjole, med lange blonde ærmer, der førte op til hjerteform ved hendes barn. Kjolen var lang, men selve stoffet gik kun lige til midt over lårene, resten var blonder. Nyssa var efterhånden et velkendt ansigt på kroen så det generede hende ikke, at hun fik visse blikke. Mange af dem vidste også hvad hun var og truer nok derfor ikke ligge sig ud med hende, selvom hun kunne se så uskyldig og ufarlig ud. Havde skinnet det altid med bedrage.

Nyssa sad roligt ved bordet og nød et glas rødvin. 

Urolighederne i Dianthos gjorde det svært at bevæge sig rundt i nærheden af den store by. Medmindre at man havde sine måder at komme ind i byen på. Eller nærmere ud. For de lod til at være mere forsigtige, når folk ønskede at forlade byen. Som om de gerne vil holde på alt, hvad der foregik inde i byen. Ingen måtte snige sig ud og sladre til oprører uden for byen. Det var i virkeligheden et større dilemma, som Deavás ikke havde i sinde at give sig i kast med denne aften. Han var taget til kroen i tusmørkedalen for at få lidt ro over kroppen og sindet. Der var informationer nok at arbejde med, men han var underligt nok ikke i humør til at gennemgå det med organisationen, så det måtte vente. De kunne sagtens vente på ham, så det ville ikke være et problem.

Han havde længe siddet i kroen, med fingrene på et høj stilket glas. Indholdet var næsten ikke til at få øje på mere, som der kun lå en bund sjat i glasset. Den rødlige væske havde været en anelse bitter, men smagen havde ikke gjort ham noget. I stedet hvilede hans gyldne øjne på en kvindelig skikkelse. Hun virkede bekendt, men han kunne ikke helt placere hendes skikkelse. Måske fordi hun var vokset, ligesom han selv var. Han rejste sig fra sin plads, som han bevægede sig hen til hende og uden yderligere invitation valgte at sætte sig ved siden af hende. Glasset blev placeret på bordet, som han rettede blikket imod hende og greb ud efter vinglasset hun var i færd med at drikke af. ”Er du nu gammel nok til det?” spurgte han med et drilsk smil på læben, som han egentlig havde planer om at tage en slurk af glasset, hvis hun ikke formåede at forhindre ham i det først. Der var gået mange år, men de interne drilleri var ikke blevet lagt på hylden, tværtimod.

Nyssa skulle lige til at rejse og smide et eller andet på den idiot der vovede at tage hendes glas, men da hun så hvem det var faldt hun straks ned igen og smilede med svag rysten på hovedet. Det var tydeligt at han var blevet ældre, selv var hun. Dog havde hendes højde ikke ændret sig sønderligt. Hvilket også irriterede hende nogle gange, andre gange havde det klart sine fordele. I blandt ham, ville det være en fordel at være en anelse højere. Det var pudsigt, at hun skulle møde ham, når hun for hvad nogle dage eller var det uger siden havde mødt Agarés, som altid havde han drillet med den.

Nyssa tog lage dog hurtigt sin hånd på glasset, så det ikke bevægede sig imod ham. Hun kneb øjnene sammen og svarede ”Nej, jeg burde vitterlig komme hjem til min mor og far” hendes stemme var drillende, hvorefter hun så forsatte ”Det er godt nok lang tid siden jeg sidst har set dig, din gamle sjover” afsluttede hun i en drillen tone.

Egentlig så overraskede det ham ikke, at hun endnu havde et mindre temperament, som hun dog formåede at tøjle det og ikke overfaldte ham. Havde hun gjort det, så havde han nok været i stand til at stoppe hende. Der hvilede dog et lystigt smil på hans læber, som han løftede glasset og drak en slurk af den fyldige væske. Glasset blev sat ned foran hende, som han hvilede armene på bordet og for en stund blot betragtede hende. Ja, hun var bestemt den samme Nyssa. Hun var blev vokset og blevet en anelse mere moden. Mon hun var lige så stædig, som tidligere? Forhåbentlig var hun begyndt at løsne lidt mere op. Han lo let, som han egentlig var yderst tilfreds med at møde dæmoner fra sin barndom. Nok var han kommet langt siden da, men det var morsomt at tænke på deres yngre dage.. Ikke at de skulle tro, at han var den samme mere.

Han kiggede mod glasset og flyttede hænderne fra bordet, som han ikke ønskede at stjæle hendes vin igen. Hun havde dog været heldig at få den vin, som var mere behagelig på tungen. Den var knap så bitter. Måske hendes smag bare var bedre? Han lo let af hendes ord, nikkede bekræftende, som han bestemt var enig i hendes udtalelse. ”Hvem kalder du gammel?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Han var skam udmærket klar over, at hun var ældre end ham og han skulle nok udnytte muligheden for at fortælle hende det og gerne mere end én gang, nu hvor hun havde bragt det på banen.

Nyssa rystede nærmest opgivende på hovedet, som han tog hendes glas og tog en tår ”Skal jeg bestille en til dig?” spurgte hun venligt, med et blink i øjet. Han virkede stadig som den samme, som dengang. Bare højere og en måske anelse mere lang håret, samt fået en bedre tøjstil efter Nyssas mening.

Nyssa grinede blot, så kom alderen alligevel på bordet. Hun brød sig bestemt ikke om at blive kaldt gammel. ”Årh du er da bare misundelig, som altid” drillede hun. Selvom han nok i realiteten var ligeglad, så havde hun ikke ændret sig på sin evigt drillende side. ”Hvor længe siden sidst er det at vi så hinanden?” spurgte Nyssa og lage hovedet en anelse på skrå. Måske det var inden hun tog afsted på egne ben, væk fra Kzar Mora da portene igen blev åbnet, eller var det længere tilbage. Det var nogle gange svært at huske når årene havde det med at flyde sammen.

Et smil gled over hans læber, som han førte en finger op til sin læbe og strøg en dråbe af rødvinen væk fra hans mundvig. Han overvejede kort hendes tilbud, som blikket dalede mod det tomme glas, som han havde haft med over til bordet. ”Det kan godt vente lidt” svarede han roligt, som han lod blikket glide imod hende. Hun var uden tvivl vokset. Han lagde stille hovedet let på skrå, som hun slet ikke lignede sig selv, hun var jo tydeligvis blevet voksen i mere end én forstand tydeligvis. Der hvilede et drilsk smil på hans læber, som han ikke helt kunne lade vær med at se den lille stædige dæmon foran sig. Ikke altid tilfreds med hans og Agarés planer for dagen. Men hun havde sjældent haft et valg..

Deavás ville ikke være ham, hvis ikke han brugte alderen imod dem. Hun var muligvis ikke lige så gammel som Agarés, men hun var stadig ældre end ham og det skulle han selvfølgelig benytte muligheden for at udnytte. Han kunne ikke lade vær med at grine af hendes ord, som han lænede sig tilbage i stolen og hvilede den ene arm imod ryglænet. Kappen var åben foran til, men skjorten var lukket næsten helt op til hans hals. Men stillingen var ganske behagelig at sidde i. ”Altid..” svarede han med et blik og et smil. Han lod atter blikket dale over hendes skikkelse. ”Alt for lang tid siden tydeligvis.. Jeg har brugt noget tid på at overveje om det virkelig kunne være dig..” indrømmede han med et skuldertræk. Ja, for han var ikke kun lige ankommet til kroen, tværtimod.

Nyssa kneb sine øjne en anelse sammen, sagde han vitterlig nej eller var det fordi han mon allerede havde fået en del at drikke. Nyssa havde trods alt ikke været her i flere timer, men der var nok en halv eller lignende, det var ikke til at vurdere når hun planlagte et dræb. Hun havde ikke bemærket ham, da hendes fokus lå i planerne for ugen og hvordan mordet skulle ske. Nyssa valgte derfor blot at smile og svare ”Så lad gå”

Nyssa betragtede ham roligt, som han lænede sig tilbage. Det var tydeligt at hans muskelmasse var blevet større. Nyssa var stadig den lille og meget spinkle, nærmest helt normal at se på det punkt. Hun kunne meget nemt blive fejlbedømt, men det var også hendes force, at andre undervurdere hende al for hurtigt. Samtidig var hun også utrolig smidig næsten som en slange. Hun smilede ad hans ord. Smilet blev kun større. ”Nå da, så du har lige frem studerende mig?” spurgte hun drillende. ”Men så må jeg hellere sørger for at du får et ordentligt kig” forsatte hun med et drilsk smil. Nyssa ventede dog i nogle sekunder, både for at se hans reaktion eller om han forstod hendes intention. Hun rejste sig op og lod sig dreje langsomt rundt for derefter at gå hen til ham, bukke sig og give ham et kram ”Så nemt slipper du alligevel ikke, når vi ikke engang kan huske hvornår vi sidst sås” afsluttede hun et kærligt smil. Hvorefter hun satte sig tilbage på stolen.

Egentlig så var han ikke lige ankommet til kroen. Han havde været der i forbindelse med at skulle opklare en mindre situation. Men så havde han fået øje på Nyssa og hun syntes bekendt, så han havde faktisk betragtet hende for en stund, for at være helt sikker. Der var gået mange år, så det var ikke til at sige om det nu også var hende. Han havde dog haft ret og fortrød bestemt ikke at have rejst sig op for at sætte sig ved hendes bord. Der hvilede et afslappet smil på Deavás læber, som han betragtede hende med hovedet let på skrå. Han nikkede til hendes ord. Der var intet i vejen for at han tog et glas mere senere, men lige nu var han mere interesseret i at snakke med hende end at drikke vin. Hænderne blev placeret imod bordet, som den ene finger dog let strejfede bunden på glasset, som han flyttede det let fra side til side med den ene finger.

Deavás skammede sig bestemt ikke over, hvordan han så ud, og han havde heller ikke noget problem med, at hun valgte at kigge. Nyssa var bestemt blevet en moden kvinde og han kunne umuligt se sig fri fra at kigge på hende. Men hvis hun var lige som i de gamle dage.. Så skulle han nødigt træde ved siden af, medmindre at han ønskede at få problemer med hende. Det skulle helst undgås lidt endnu i hvert fald. ”Jeg skulle jo være sikker.. Jeg kunne da ikke bare stjæle en hvilken som helst kvindes glas?” pointerede han med et drilsk smil på læben, som han trak let på skulderne, før at smilet på hans læber blev bredere, som hun rejste sig op for at dreje omkring. ”Ikke dårligt..” lo han stadig smilende, som han lod blikket vandre over hendes krop. Han var travlt optaget af hendes røv, da hun valgte at komme tættere på for at overfalde ham med et kram? Det virkede en anelse skævt, men han formåede alligevel at få lagt armene om hende. Typisk hende.. ”Jeg tror desværre det var før portene lukkede” svarede han med et stille smil på læben, som han fik rejst sig op med besvær for at give hende et ordentligt kram.

Nyssa smilede ved hans kommentar, ja selvfølgelig skulle han da være sikker. Stedet var berygtet for at have skumle typer og hun kunne bestemt også være en anelse skummel. Hun havde jo siddet dybt koncentreret, mon hvordan han havde set hende? Det havde da ikke den store betydning. Hun var mest af alt glad for at se ham igen. Det var så ufattelig lang tid siden, for lang tid siden! Nyssa grinede ved hans ord ”Hvad ville du have gjort, hvis jeg ikke kunne genkende dig?” spurgte hun drilsk. Det var jo så længe siden, så meget kunne have ændret sig, så det var jo ikke helt usandsynligt, hvis hun ikke kunne kende ham.

Nyssa smilede blot selvtilfreds, hun aldrig noget imod når nogen gav hende komplimenter på hendes udsende. Hun så dog ikke imod ham, så hvad han valgte at studere havde hun ingen ide om. Krammet var måske skævt, for Nyssa gjorde det intet. Dette var en af de personer udover hendes forældre der faktisk var tæt på hende. Trods at der var gået så mange år, så gjorde det ikke en forskel, ikke for hende. Efter krammet satte hun sig tilbage på sin stol, før porterne. Det var først der hendes evner begyndte at vise sig, så havde han nok ikke kendskab til dem, som Aga havde. ”Ja, det er jo et par tusind år siden” svarede hun med et svagt smil. Det var helt ufattelig at tænke på, at det var så længe siden. ”Har du så fundet dig godt til rette?” spurgte hun roligt. Han havde jo boet udenfor dæmonriget længe. Nyssa havde først forsøgt kræfter da porterne blev åbnet igen.

Ordene bragte et smil frem på Deavás læber, som han overvejede spørgsmålet for en stund. Det var svært at sige, hvad der var sket, hvis hun ikke havde genkendt ham, men han ville nok have fundet på et eller andet til at komme ud af problemer og med tiden ville hun nok indse det alligevel. Deavás trak let på skulderne, som han lod blikket dale mod glasset, før at han trak hænderne til sig og skubbede håret væk fra ansigtet. ”Jeg tvivlede på, at du nogensinde ville kunne glemme et ansigt som mit” lød det selvsikkert, som han nikkede for at understrege det. Kunne hun virkelig have glemt ham? Han rystede svagt på hovedet, som han var overbevist om, at hun ville kunne have genkendt ham, selv hvis der var gået endnu flere år imellem dem.

Nyssa var blevet en smuk kvinde, det havde han bestemt heller ikke problemer med at fortælle hende. Deres lille trekløver havde haft et tæt bånd, men mange ville måske tro, at de ville være gledet fra hinanden på den tid. Alligevel lod de til at indfinde sig med hinanden forholdsvist hurtigt. Det var rart at mærke hende tæt på igen. Krammet var mere end velkommen, som han atter fik genopfrisket hendes lys. Det føltes helt underligt at genskabe en forbindelse, som han havde troet var døet hen. Men kontakten var med til at genskabe den forbindelse de havde haft for mange år siden. Endnu en gang ville han være i stand til at undgå hende, hvis de endte med at lege gemmeleg.. En tåbelig leg, men det bragte underholdende minder med sig. ”Jeg er ikke stolt af det” indrømmede han, som han gerne ville have haft chancen for at holde kontakten vedlige, men de var blevet fanget på hver side af porten, så der var intet han kunne have gjort anderledes. Spørgsmålet bragte et smil frem på hans læber. ”Jeg har endnu ikke slået mig ned.. Jeg bor lidt over det hele” svarede han med et nik. Han var næsten altid på farten, så det var ren og skær held, at de var stødt på hinanden. ”Hvad med dig? Nogle mænd jeg burde bekymre mig om?” han grinte svagt af sine ord.

Nyssa smilede ved hans kommentar, trods at han havde ganske ret. ”Det er aldrig til at sige om du siden dengang havde taget en anden skikkelse” Nyssa vidste at visse dæmoner skiftede radikalt udseende efter en årerække, så han kunne se meget anderledes ud. ”men du har ret, hvordan kan nogen glemme det kønne, perfekte ansigt” svarede hun med smigrende smil. Nyssa var derudover også god til at huske ansigter – det var især vigtig når hun havde fået vist et syn, billede, eller hvad det kunne være også dræbe den rigtige person. Deavás var heldigvis ikke hun skulle dræbe, men en hun havde tilbragt mange timer sammen med som ung.

Nyssa smilede ”Vi er her, heldigvis endnu” hun levede ikke ligefrem et varsomt liv. Mange hade hende sikkert, hvis de vidste hvem hun var og hvor mange kære hun havde taget væk fra denne verden. Nyssa var ligeglad, endnu var hun så god at hun klarede sig godt igennem. ”Du har vel en lille base?” stak hun lidt til ham, hun kunne næsten ikke forestille sig at han ikke havde sine sager løst væk et sted. Det ville hun selv gøre. ”Tjo, jeg er ved de sorte dæmoner nu. Ingen mænd, selvom om far og mor tikker efter nogle børnebørn” Nyssas familie gik meget op i, at lade traditionen gå videre og eftersom hun snart nærmede sig de 3.000 syntes de bestemt, at det var på tide hun gjorde sin pligt. Nyssa var dog en nem kvinde i den forstand, hun krævede blot manden skulle beskytte dem og være en kærlig far – de måtte da også have det sjovt, men om han var sammen med andre kunne ikke være mere ligeglad. De levede jo længe, så længe denne mand kom hjem igen, så ville det aldrig genere hende. ”Nogle kvinder jeg skal være bekymret for?” hun troede det ikke, at han ville slå sig fast.

Selvtilliden fejlede bestemt intet og det ville den næppe komme til at gøre, for Deavás var ikke blevet mindre selvsikker over årene. Det var faktisk kun blevet værre eller bedre, hvis man spurgte ham. Alligevel havde hun en god pointe, hvis hans krop gik hen og døde, så ville han være tvunget til at skaffe en ny eller vente på at han kunne genskabe sin egen, så tingene kunne have set meget anderledes ud. ”Godt at du stadig forstår mig” lo han med et blink, som han nikkede til hende. Hun havde da fanget hovedpointen i hans kommentar, så der var intet i vejen for at rose hende bare en anelse. Så længe det ikke steg hende til hovedet. Blikket dalede langsomt mod hendes glas, før at han atter kiggede op. Mon hun havde siddet der længe? Mon hun havde lagt planer siden hun havde udvalgt sig lige netop dette sted? Var hun på jagt? Tanken morede ham lidt, men det var ikke nemt at aflæse på ham.

Nyssa havde så sandelig ret, de var der endnu og Deavás havde ingen planer om at forsvinde lige foreløbig, han havde stadig en del han skulle nå. Så der var ingen grund til at vende snuden i graven, hvis han overhovedet nogensinde ville gå med til det. Nyssa var tydeligvis ikke født i går, hun var overbevist om at han måtte have sine ting opbevaret flere steder, da det ville være upraktisk at skulle slæbe alt med. ”Indtil flere faktisk” indrømmede han med et nik, som han placerede neglen i bordet og rev den svagt over overfladen. Det var ikke nok til at efterlade et mærke, blot nok til at distrahere tankerne lidt. Pludselig brød han dog ud i en latter, som hun bragte ’familielivet’ på banen. ”Dig, med børn?” spurgte han halvt grinende, som han måske havde lidt svært ved at forestille sig det, i hvert fald lige nu. Om hun tog det pænt eller ej, måtte han jo bare håndtere senere, for lige der kunne han ikke kontrollere sin reaktion.. Han hævede dog det ene øjenbryn, som hun vendte spørgsmålet imod ham. ”Ikke tale om at jeg kan nøjes med én… Eller leve familielivet” svarede han med et beslutsomt nik. Han lænede sig kort ind over bordet. ”Men jeg har da haft det sjovt med op til flere..” Nyssa burde være van til tonen, så egentlig skulle det ikke komme bag på ham, at han gerne legede rundt flere steder, så længe intet blev fast, for så var han nok den der var smuttet for længst.

Nyssa smilede ”Heldigvis er nogen ting da stadig de samme” svarede hun. Nyssa var stadig ligeså drillesyg og glad, som hun var da hun var barn. Hun havde til gengæld vokset og begyndt at elske at dræbe, se livet forlade en anden og generelt blive badet i blod, drikke blod. Egentlig kunne hun være så modbydelige at mødes på den forkerte dag, men med de rigtige var hun legesyg, drilsk kvinde.

”Det undrer mig slet ikke” svarede hun roligt, med et smil på læben. Nyssa mindede på visse område om Deavás, hun havde hellere ikke alt placeret et sted, hendes ting ja, men ting af værdi var gemt anden steds. Samtidig var hendes værelse uden dør – det ville være utroligt svært for nogen at komme ind. Nyssa rystede på hovedet ”Ja da, vil du ikke have dine gener gå videre? Sikre at vi altid er mange” svarede hun drilsk udfordrende, idet han fandt det lettere humoristisk, Nyssa tog det dog ikke tungt, men det blev da tydeligt for Nyssa – at han nok ikke havde et større ønske omkring børn. For Nyssa var det derimod helt naturligt at skulle have det. ”Børn er en ting, men at betro sig til en, nej – det ville jeg hellere ikke” svarede hun med et drilsk smil og lettere sjofel undertone. ”Du er da rigtig blevet en værre en” afsluttede hun drillende, som om hun faktisk var bedre.

Det var befriende at møde en gammel bekendt om end der var gået rigtig mange år og de uden tvivl ville kunne bruge evigheder på at indhente det tabte. Det var rart til en forandring ikke at skulle snakke forretning eller true folk på livet for at få de informationer han ønskede. Nyssa havde altid været ganske snaksalig og det lod ikke til at have ændret sig meget. Deavás lo let af hendes ord, som han nikkede, ja noget havde bestemt ikke forandret sig, men han måtte indrømme at hendes krop havde forandret sig til det bedre og langt mere attraktive, hvorfor var det helt præcis, at han ikke havde forsøgt sig med hende i barndommen? Måske fordi han var den yngste i deres lille flok? Han så en anelse eftertænksomt på hende, før at han måtte ryste på hovedet for at vende fokus mod deres samtale igen.

Han lo let af hendes ord, der skulle vist ikke meget til at forstå ham og hans tanker? Hun havde nu altid været så forstående, men der var altså også noget andet over hende, han kunne bare ikke forklare det, måske fordi hun havde den samme tørst for blod, som ham? Selvom hans ofte omhandlede eksperimenter eller tortur for at få informationer. Deavás så en anelse skævt på hende, som han rystede på hovedet. "Jeg har svært ved at forestille mig, hvem der ville have lyst til at styre mit afkom med mine gener" lo han drillende, som han dog blinkede til hende. Medmindre at hun meldte sig? "Vi vil altid være mange" forsikrede han hende, som han bestemt ikke ville tillade at dæmonracen skulle uddø. De skulle hellere få magten meget snart, så morskaben for alvor kunne begynde. "Så i teorien vil du bare udnytte en mand til at føre dine gener videre?" helt ærligt så undrede det ham ikke, at hun ikke ønskede at leve med én mand resten af sit liv. Måske hun endda havde en ting for kvinder også? Der var jo intet i vejen med at lege med begge køn, han havde selv gjort det samme op til flere gange. "Man må vel nyde livet, så længe man kan?" hans blik dalede ned over hendes krop igen, altså det han kunne se for bordet..

Hans latter smittede og et kækt smil dannede sig på hendes læber. Nyssa var generelt en meget forstående person, dog kun for de som fortjente det. Deavás fortjente det i den grad. Samtidig var Nyssa en nogle gange mystisk person at gøre sig klog på. Nok de færreste forstod tørsten for at skade ændre og endda nyde det. Det var da hellere ikke noget hun pralede med, men med blandt andet Deavás kunne hun være mere sig selv. Være mere fri, det var i sandhed en lettelse at være sig selv.

”Sandt, men hvis alle gik med tankerne om ikke at få nye til. Bliver vi andre ’gamle’ for mange – og des flere vi er, des bedre kan vi få magten tilbage” svarede hun kækt. Nyssas forældre havde smittet den del på hende, hun vidste at Agarés ikke havde helt samme principper og han var næppe alene om det. Derudover fandt hun det også lidt fascinerende at skulle give sin lærdom videre, give hendes blodtørst videre var spændende.

”Ikke hvilken som helst, han skal være dæmon og bare nogenlunde ’normal’ i hovedet” svarede hun lettere kringlet, med et smil. Nyssa havde ikke været sammen med en af samme køn, da hun vidste i sit hjerte at hun ville have børn, havde hun ikke gået med tanken. Samtidig havde hun ej hellere ikke overvejet at dele en seng med Deavás, det havde aldrig lagt i kortene da de var små og hendes forældre havde præget hende til at fokusere på krig og ødelæggelse, det andet kunne vente. Nyssa smilede som han fik hende brudt ud af hendes tanker, hvorefter hun grinte lidt og svarede ”Bestemt, alt andet ville være spild” hun løftede glasset, som i hun ville skåle – for at fejre at livet nogle gange var så kort.

Stemningen var ganske god og man skulle ikke tro, at der var gået så lang tid siden at se sidst havde talt sammen. Det hele kørte ligesom på skinner, men Deavás nød samtidig også selskabet, så han havde bestemt ikke travlt med at forlade det. Hvad mon der ville ske, hvis den gamle trekløver blev samlet igen? Omend ham og Agarés lige skulle have reddet nogle tråde ud først. Ikke at Nyssa skulle vide noget hans nederlag overfor den ældre dæmon.

Han kunne ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet, som Nyssa forsøgte at belære ham. Han kunne sagtens lytte til hendes ord, men om han ville tage ved lære, var en helt anden sag. I stedet nikkede han og trak svagt på skulderne. "Så er det godt, der findes dæmoner som dig." Svarede han med et drilsk smil på læben. At skulle opfostre en lille dæmon lå slet ikke i kortene for ham. Det passede slet ikke til hans livsstil at skulle rende rundt med en unge.. Han kiggede skævt til Nyssa.. Tjo, hun kunne vel godt have en lille på armen?

"Sig til, hvis du ikke kan finde en, så hjælper jeg gerne" lo han med et stort smil på læben. Han var da normal i hovedet omend de nok aldrig havde set hinanden i sådan et forhold. Men nu ønskede hun jo ikke et forhold, hun havde bare brug for lidt mandig hjælp til at nå sit mål, hvilket ville være synd at tage fra hende, hvis der nu ingen dæmoner var til rådighed? Han hævede sit glas imod hendes og nikkede til hendes ord. "Så sandt" stemte han i uden indvendig. Nyssa forstod ham nu bare bedre end de fleste.

At Deavás og Agarés havde sloges i deres ”voksne” liv, ville ikke undre Nyssa. De gjorde det også da de var børn. Nok bare ikke i samme grad, som dengang hvor det var mere uskyldigt. Nyssa ville kun ryste på hovedet, eventuelt slå deres hoveder og bede dem om at overføre sig ordentligt!
Nyssa smilede tilfreds, som i et ja og lod emnet ligge. Hun var næsten klar over at Deavás ikke helt havde samme tankegang og det var helt okay. Hun ville bestemt ikke tvinge ham til at være en del af det, hvis det ikke var noget. Børn krævede en del, eller kun i starten, efterhånden skal de lære at begå sig rundt.

Nyssa grinede ”Jeg tror ikke helt du har mod på den opgave” svarede hun tirrende igen. Nyssa ville forvente et slags far rolle, så længe det ikke involveret misbrug af barnet, så var der frier rammer i forhold til opdragelsen. Hendes egen far, havde strenge regler og vist hende en del tortur. Intet hun havde imod, blev ført videre. Det eneste problem Nyssa havde var, hun var kræsen i forhold til dæmon der skulle føre generationen videre. Hun havde set længe efter sin leder Ra, men indtil videre så det ud til at føre ingen veje og Nyssa, ja selvom tiden lå foran hendes fødder. Så holdt hun sine muligheder åbne og Deavás kunne være et udmærket bud på en far.
Nyssa hævede hans glas, mod hans og smilede tilfreds.

At stifte familie ville næppe blive hans kop te, fordi det egentlig ikke sagde ham særlig meget, at skulle have det ansvar. Men han kunne sagtens se for sig at Nyssa ville stifte familie, dog undrede det ham endnu at hun ville være i stand til at have et forhold til en mand i længere tid. Måske hun havde ændret sig med årene, men han tvivlede lidt. Selvfølgelig kunne hun altid vise ham det modsatte, men så skulle han også se det, før at han ville tro på det. Deavás lod blikket dale mod glasset og indholdet, som han skubbede glasset let rundt og lod indholdet svømme rundt. Efterfølgende kiggede han dog op på hende igen. Hendes svar kom ikke bag på ham, som han trak på smilebåndet. Før at han lignede én, der faktisk var skuffet over hendes svar.

"At du kan tro det om mig" han lød skuffet, men blikket i hans øjne sagde noget helt andet, for hun havde muligvis ret. Men havde hun virkelig brug for en far rolle, eller kunne hun ikke sagtens selv klare det hele? "Men hvis du giver op med at finde én, så kan du stadig komme til mig.." sagde han med et blink, før at han mødte hendes glas og efterfølgende tog en slurk. "For du kan vel sagtens klare børnene selv?" spurgte han mere direkte, også for at hun ikke lige pludselig troede, at han var klar til at tage imod en eventuel far rolle.. Det virkede endnu mærkeligt i hans hoved, selv når han havde oplevet en del.

Selvom det måske ville blive familie, med en mor og far. Ville det aldrig blive et monogame forhold ikke for Nyssa. Det ville hun aldrig kunne tillade, der skulle være frihed for begge. Sådan havde hendes forældre også levet. De var gift og kom altid hjem til hinanden, men fandt også lyster med videre uden for hjemmet.
Nyssa grinede blot, for hun kunne se på ham – at hun trods alt havde ret. Det han nok fiskede efter var at tilbringe sig med hende. Nyssa var da beæret, hun havde aldrig rigtig tænkt på at tilbringe sig selv med Deavás. Han var jo Deavás. Alligevel var han blevet en ganske nydelig mand at se på, om end nøgen nok også væsentlig attraktiv, især hvis han ligesom dengang trænede og holdt sig i form.

”Tak, det kan blive en mulighed – når jeg er så kræsen” svarede hun med et varmt smil. ”Sagtens, det mere børn har vel også behov for en faderfigur til, både at se hvem dele blod, men ligeledes give prygl, oplevelser i form at give andre tortur med mere” sagde hun og forsat ”Torturendelen kan jeg nok håndtere, men der også noget ved at se en mand gøre det” afsluttede Nyssa, lidt drillende og energisk. Nyssa elskede at se andre lide, hun foretrak at det gik langsomt og smertefuldt, samtidig med at berøre sit ofre, skære pulsen over og lade blodet flyde udover hende, det var vidunderligt. At se en mand gøre det, var bare noget andet. En mænd, som Deavás kunne noget andet, både fysisk, men også måden de håndtere deres ofre - det fascinerede hende. Ligeså vel at andre fandt det fascinerede, at hun kunne være så blodtørsten.   

Der var vel intet i vejen med at håbe? Og Nyssa havde altid været en fryd for øjet, hvilket bestemt ikke var blevet værre med årene. Årene havde været gode ved hende, der var i hvert fald ikke nogen fare for at hun ville blive grå og gammel lige foreløbig. Så selvfølgelig ville han da gerne have chancen, han tvivlede på, at det ville gå ud over deres venskab, som det havde gjort med Agarés. Men de to skulle nok finde ud af det. De havde bare begge brug for at køle lidt af først. Med Nyssa ville det være noget andet. Deavás tog sig selv i at betragte hende uden at sige et ord, noget som hun bestemt måtte lægge mærke til, ikke at der var noget i vejen med det. Hun skulle heller se det som et kompliment.

Et bredt smil bredte sig over hans læber, som Nyssa indrømmede at hun nok var en anelse kræsen og derfor sagtens kunne overveje hans forslag. At blive udvalgt ville bestemt ikke gøre ham noget, særligt ikke hvis han kunne slippe for ansvaret som far.. Men det måtte hun have gættet for længst. Deavás  hævede glasset som accept på hendes tanke, før at han tog en tår. "Jeg er sikker på, at du sagtens kan klare alt det selv" svarede han med et glimt i øjnene. Han ville ikke have noget imod at opleve hendes tørst for blod, men måske det var knap så passende at bringe ind i samtalen lige nu? Ikke at den slags nogensinde havde stoppet ham før.. "Er det en åben invitation?" spurgte han med et hævet øjenbryn, før at han brød ud i en kølig latter og satte glasset på bordet igen. "For så mangler vi bare et offer.." fortsatte han med et nik imod baren. Der var sikkert en fordrukken sjæl i nærheden, som ikke ville ane uråd før det allerede var for sent. Nu havde hun jo bragt det på banen, så kunne han da godt tilbyde sin hjælp, hvis hun virkelig længes efter at se en mand torturere. Og så kunne han måske få chancen for at se hende arbejde også?