Aurelia havde brugt det meste af dagen på at komme tilbage til Elverly. Hun ville være nået frem nu, havde det ikke været for alle træerne på vejen, hun absolut skulle klatre til toppen i og ned igen. Mange af dem var rimelig høje og det tog derfor endnu længere tid, men det var jo en ny udsigt for hver trætop og den skulle ses. Den næsten gennemsigtige, grønne cardigan med de lange løse ærmer, havde ofte siddet fast i nogle af de små grene, både på vej op og på vej ned igen så bunden af den var efterhånden godt hullet. Det gjorde hende dog intet, da det selvfølgelig ikke var den eneste af dem hun ejede. Hendes forældre var begyndt at blive irriterede over hvor mange af dem hun fik ødelagt og hun vidste at hun ville komme til at høre for det når hun kom hjem. Til gengæld vidste hun ikke hvornår hun nåede hjem. Det var jo ikke til at vide hvor mange træer der var på vejen.

Hver gang Aurelia fandt vej til jorden igen, lød en svag brummen fra hesten, Celtic og hver gang svarede hun med samme sætning; "Jeg ved det, vi går om lidt." Men der gik ikke mere end et par sekunder, før hun var på vej op i det næste og efterfølgende lød et fnys fra Celtic, som selv fortsatte mod Elverly, meget langsomt. Hendes fødder så heller ikke specielt rene ud længere. Det var ingen overraskelse, som hun ingen sko havde på, men ingen sko gjorde det nemmere for hende at bevæge sig rundt i trætoppene. Med lethed fik hun også løbet fra det ene træ til det andet, og så videre til det tredje. Engang imellem var et grin at høre fra hende, i ren morskab over klatringen. Den hvide top der ikke dækkede maven og de hvide shorts var heller ikke helt hvide længere, da det ikke kunne undgås at hun var faldet en del gange. Det havde også resulteret i nogle skrammer hist og her, men intet hun selv havde lagt mærke til endnu.

Endnu engang lød der en brummen fra Celtic og mens Aurelia var på vej op i det næste træ, stoppede hun kort op for at rette de smaragdgrønne øjne mod hingsten.
"Der er ikke så langt til Elverly, så gå i forvejen. Jeg kommer om lidt," sagde hun smilende før hun fortsatte op mod trætoppen. Hingsten satte derefter farten op og forsvandt snart ud af syne. Hun løj sådan set også, da hun nok ikke ville komme om lidt, men hun vidste at Celtic var et utålmodigt dyr.

Det første han så, var hesten der roligt travede af sted i sit eget, gode tempo.
Han lå henslængt på en gren i et af de større træer, blot for at nyde skyggen i det gode vejr.
Hans lejr lå længere væk, inde blandt det mere ufremkommelige terræn.

Der havde han også efterladt både rejsemål øen med den dybe hætte, samt sine våben... Minus den kniv han havde skjult i den ene støvle.
Han var klædt i en sort skjorte med sorte læder detaljer, grå bukser og et par lettere slidte, men gode læderstøvler.

Han så efter hesten mens den travede af sted og til sidst forsvandt... Og så hørte han noget andet noget knap så tungt, et stykke bag sig.

Han vendte blikket derhen, og fik øje på en køn, ung elvertøs.
Zane smilede for sig selv.
"Ser man det..." mumlede han, hvorefter han sprang ned fra træet, lige i det hun selv havde fundet vej ned af et andet træ.

"Goddag frøken." sagde han med et smil.

Aurelia nåede næsten til toppen af træet, før hun stoppede op igen for at se efter hingsten. Han var forsvundet hurtigere end hun havde forventet, men måske var han mere træt af at vente på hende, end hun troede. Hun trak kort på skuldrene og fortsatte så mod toppen. Dette var ikke et af de højere træer, men efter så meget aktivitet var det højt nok. Hun var ved at være lidt træt, men slet ikke træt nok til at stoppe! Til gengæld var hun forpustet og en anelse svedig. Da hun endelig nåede så højt hun kunne komme, lænede hun sig mod træets stamme for at tage et kort hvil. Hun lod blikket glide så langt ud over skoven som hun kunne og så ud til at være lige så fascineret af det hele, som hun havde været ved de 12 forrige træer.

Efter en meget kort pause på kun få minutter, kedede hun sig for meget til at blive stående og påbegyndte sin klatring ned igen. Det var ikke ved hver gren hun kom lige elegant ned, tværtimod faldt hun ned det meste af tiden. Det så dog ikke ud som om hun faldt, som hun stadig havde fuldt kontrol over sine handlinger, men på denne måde kom hun hurtigere ned og undgik at bruge for mange kræfter. Så snart hun landede på jorden satte hun kurs mod det næste træ. Straks fik hun øje på den høje mand der så venligt sagde goddag til hende og hun sendte ham et stort smil tilbage, som hun løb mod ham.
"Hej!" Sagde hun i farten, på vej forbi ham, men så snart hun lagde mærke til hans øjne, stoppede hun op ved at sætte en hæl i jorden. Det resulterede i at hun gled og landede på ryggen med et bump. Hun fik skåret en mindre grimasse over smerten da hun ramte jorden, men ingen større reaktion kom fra hende. Med store øjne vendt mod hans, kom hun hurtigt på benene igen og stillede sig foran ham med hovedet lagt let på skrå.
"Er det normalt at have sådan nogle øjne?" Spurgte hun undrende, selfølgelig hentydende til den lilla farve.

Zane var en anelse overrasket over hendes glade og uskyldige reaktion.
Vidste hun ikke at hendes og hans folk som regel ikke kunne udstå hinanden?

Måske var hun en af de få, som var ligeglad.

Han smilede da hun skvattede, og kiggede lettere nysgerrigt på hende.
Hun bar bestemt køn... og hans blik gled da også ned over hendes krop, og stoppede ved den bare mave...

Så kom spørgsmål er om hans øjne, og hans lilla blik bedre tilbage til hendes smaragdgrønne.
"Du er da frisk." sagde han med endnu et lille smil,
"Nej, det er ikke det mest normale at have den øjenfarve... det er ganske sjældent."

Interessant pige... og med den påklædning, mere end indbydende.
Men okay... Ét skridt ad gangen.

Aurelia havde ofte fået at vide at hendes eget folk og mørkelvere ikke just var venner, men det havde aldrig stoppet hende i at spørge dem om alverdens spørgsmål når hun var stødt på dem. Det var kun sket 2 gange før og det var efterhånden nogle år siden. - Omkring 40. Det var ikke gået op for hende at ikke alle brød sig om at hun kom for tæt på, før hun havde stået og stirret ham i øjnene i noget tid. Så flyttede hun sig et par skridt tilbage og smilede over hans kommentar. Frisk var hun, også selvom hendes vejrtrækning stadig var lidt tung af at være forpustet, men var hun ikke blevet distraheret af hans øjne, havde hun allerede været i gang med at klatre op af træ nummer 16.

"Hvorfor har du så den farve?" Spurgte hun. Det var måske et underligt spørgsmål, som folk normalt ikke ville kunne svare på. Hun ville i hvert fald ikke selv kunne svare på hvorfor hun havde smaragdgrønne øjne. - Måske hun havde det fra sin mor? Men hun nåede aldrig at tænke over sine spørgsmål før de røg ud. Fordi hun ikke kunne finde ud af at stå stille, begyndte hun at svaje let fra side til side, mens hun tog det grønne bånd ud af håret. Det gjorde hun kun for at flette håret sammen igen, efter hun havde fjernet diverse små blade og kviste der havde sat sig fast.

Zane virkede ikke til at have noget imod hendes nysgerrighed, ej heller at hun kom tæt på.
Havde han følt so truet af hende, havde det været noget andet... Men hun virkede ikke som en, der gik alt for meget op i kamp.

"Det er en lang historie." sagde han,
"Men det har noget med magi at gøre."

Hun havde selv et par ganske kønne øjne, syntes han, og hun var, med sin umiddelbare personlighed, et friskt afbræk fra normen.

Det var næsten ærgerligt at hun nok ganske sikkert ville få en dårlig oplevelse ud af dette møde...

Nu skulle han bare beslutte sig for hvordan, det skulle begynde...

Zane virkede ikke til at have noget imod hendes nysgerrighed, ej heller at hun kom tæt på.
Havde han følt so truet af hende, havde det været noget andet... Men hun virkede ikke som en, der gik alt for meget op i kamp.

"Det er en lang historie." sagde han,
"Men det har noget med magi at gøre."

Hun havde selv et par ganske kønne øjne, syntes han, og hun var, med sin umiddelbare personlighed, et friskt afbræk fra normen.

Det var næsten ærgerligt at hun nok ganske sikkert ville få en dårlig oplevelse ud af dette møde...

Nu skulle han bare beslutte sig for hvordan, det skulle begynde...

Glimtet i Aurelias øjne blev kun større, da han nævnte magi og hendes smil blev også bredere. Hvor ung hun var blev kun tydligere over hendes alt for spændte reaktion, men det bundede nok i hendes fascination i at ville vide alt om alt.
"Det gør ikke noget, jeg har masser af tid!" Sagde hun i håb om at han ville gå flittigt i gang med at fortælle, mens hun igen fik rykket sig lidt tættere på ham. Samtidig fik hun samlet håret i fletningen igen og det grønne bånd blev bundet omkring, så det igen sad pænt.

Aurelia havde været alt for optaget af hans øjne og derefter på at høre en historie, så hun havde da helt glemt at præsentere sig. Godt nok havde hun lært at man ikke måtte tale med fremmede, men hvis hun sagde sit navn og hun fik hans at vide også, så ville han vel ikke være en fremmed længere.
"Jeg hedder forresten Aurelia. Hvad hedder du?" Spurgte hun nysgerrigt, som hun fortsat svajede fra side til side og ubevidst fik flyttet sig endnu tættere på ham. - Historien hun stadig ville høre gjorde hende nok lidt for nærgående.

Sikke en nysgerrighed... Han fik helt lyst til at tage hende med sig!
Hun var forfriskende!

Men det ville jo nok alligevel kun holde, indtil hun havde udholdt den første... 'session'.
Derefter ville hun nok ikke være så begejstret for ham.

"Aurelia er et pænt navn." sagde han som hun kom nærmere.
"Mit navn er Zane... og jeg kan måske godt lokkes til at fortælle lidt af historien."
Mens han talte, rakte han roligt ud med den ene hånd for at prikke hende let i maven en enkelt gang.

Hendes umiddelbare fremtid afhang helt og aldeles af hvordan der føltes for ham; var hun hård som sten, og dermed kedelig? Eller var hun blød og sårbar...?

Jo længere tid Aurelia ventede på at han skulle gå i gang med sin fortælling, jo større blev hendes forventningsfulde øjne. Det så næsten ud som om hun faldt længere hen i en trance, indtil hun igen hørte hans stemme.
"Tak!" Sagde hun muntert over hans kompliment til hendes navn. Hun vendte et nysgerrigt blik mod hans hånd der blev rakt ud mod hendes mave og et kort grin kom fra hende, da han prikkede til den afslappede, tynde mave. Musklerne var ikke længere spændte, tværtimod var de næsten ikke til at mærke, da hun fik givet musklerne en god pause efter træklatringen.

Aurelias blik blev igen vendt mod hans lilla øjne, mens hun stadig grinede let over hans prik til hende.
"Lokkes med hvad?" Smilede hun. Hun ejede ikke meget, men hun havde altid været god til at finde på kreative løsninger, så mon ikke hun ville kunne give ham et eller andet til gengæld for hans tid? Hun håbede, for hun ville da ikke gå glip af en historie med magi!

Han smilede en anelse underligt, da hans fingre træf hendes bare mave.
Det tændte en ild i ham at hun virkede blød og sårbar...

Hendes latter var kær, og det gik op for Zane, at han syntes om denne pige.

Det skulle dog ikke redde hende...

Hendes spørgsmål gav ham en idé, og han skulle de arter en gang til hende.
"Jeg vil fortælle dig historien bid for bid." sagde han off trådte et halvt skridt nærmere, for så at knytte den ene hånd til en næve og lægge den blidt imod hendes ubeskyttede mave.

"Jo mere du kan tage, jo mere historie får du."

Han forventede at hun ville forsøge at stikke af nu, men hendes dejlige personlighed havde gjort, at hun i det mindste fik denne 'chance', frem for at han bare tvang hende.

Aurelias svajen fra side til side blev lidt hurtigere i spænding, da han sagde at han ville fortælle historien. Dog stoppede hun med at bevæge sig og vendte et undrende blik mod knytnæven mod hendes mave. Hun forstod ikke helt hvad pointen var, men hun tænkte ikke videre over det. I stedet så hun mod ham igen.
"Jo mere jeg kan tage?" Sagde hun spørgende, som hun ikke helt havde opfanget hvad han mente.

Længe stod Aurelia og tænkte over hvad han havde sagt og det undrende blik blev ændret til oplysende igen, da hun var sikker på at hun vidste hvad han mente; "Du mener jeg skal stjæle!" Sagde hun hurtigt. Hendes tankegang gav mening, som hun trods alt stadig havde samme sind som en 14-årig menneskepige. For hende var det mere end logisk, den konklusion hun selv havde fundet frem til og hun nikkede let, som hun var helt sikkert på at det var sådan det var og et næsten stolt smil kom frem på hendes læber.

Den næste pirrende fornemmelse af hans næve mod hendes mave var... som altid... udsøgt.
Han mærkede lysten til dette stige vildt, og han så fre. Til at begynde.

...og så misforstod hun ham.

Han stod helt paf et kort øjeblik, mens han stirrede på hende.
Virkelig?

I et samtidskunst overvejede han at opgive, og ganske enkelt fortælle hende historien uden at gøre andet.
Men så slog det ham hvor køn en pige, hun egentlig var... og at hun stod der i shorts og kort top.

"Ikke helt hvad jeg mente." sagde han og smilede køligt, mens han roligt pressede næven ind imod hendes mave.
"Har du nogensinde prøvet at få et slag i maven...?" spurgte han så.

Ingen grund til ikke at være direkte.

Godt nok var Aurelia ikke hurtig til at opfange ret mange ting, men hans udtryk over hendes konklusion fik hende nu alligevel til at tvivle på, om hun havde gættet rigtig. Det tog hende altid lidt tid at forstå næsten alt, da hun ikke kunne holde styr på alle tankerne der febrilsk fløj rundt i hovedet. Hun fik dog hurtigt bekræftet at hun ikke havde ret, men det var okay. Man kunne ikke være heldig hver gang og hun kunne ikke holde et lavt grin tilbage over at han var gået lidt i stå i starten.

Aurelias blik blev endnu engang vendt mod hånden mod hendes mave og hun fik rykket sig et lille skridt tilbage over han pres mod den. Hun rystede så let på hovedet over hans spørgsmål.
"Nej," svarede hun, uden bekymring for hvor han ville hen med det, som hun rettede øjnene mod ham igen. Der gik få sekunder med hende overvejelser, før hun fortsatte; "Medmindre du tæller de gange med hvor jeg er faldet og er landet på maven! Gælder det?" Spurgte hun undrende, som om det var ham der skulle bestemme det. Det var nu, det langsomt begyndte at gå op for hende hvorfor han spurgte og det muntre smil hun hele tiden havde haft, forsvandt langsomt.
"Er det noget du skal gøre, for at fortælle mig historien?"

Indrømmet... den her pige ville helt bestemt overleve deres møde.
Hele hendes væsen var en sjældenhed, og selv Zane ville ikke nænne at tage hendes liv.

Mange andre sjove øvede, helt sikkert... Men ikke Aurelia.

"Heh, nej... Det tæller ikke med." svarede han med et andet af humor i stemmen.

Så så det ud til at få op for hende, hvad det her handlede om.
Han så hendes smil falme, og sagde så:

"Vi mørkelvere er kendt for vores sadistiske... Tendenser." sagde han roligt

"Så ja. Det er prisen"

Lige nu lød det endda som om hun havde et valg... Og helt ærligt, var det interessant for ham at se, hvordan hun ville reagere på dette.

Det var næsten tydeligt at se, at Aurelia blev en anelse skuffet over at det ikke talte. Ikke fordi det skulle være en positiv oplevelse at mærke den form for smerte, men fordi hun ellers ville have været forberedt på hvad hun kunne forvente. Det kunne hun ikke, hvis det ikke talte. Det ville nok også have været normalt at flytte sig fra en mand der lige havde sagt at han ville slå hende, men det gjorde hun ikke. Måske han bare havde ment det hele i sjov?

Egentlig burde hun vel være nervøs, måske endda lidt skræmt, men det eneste der kom til udtryk var undren.
"Så I har sadistiske tendenser, men alligevel giver du mig et valg?" Spurgte hun. Hun havde hørt mange historier om mørkelvere og deres mindre venlige sjæle. Det blev nærmest brugt som skrækhistorier da hun var barn, men aldrig havde hun hørt om nogle der ville være flinke nok til at give nogen et valg om smerte, eller ingen smerte. - Historie eller ingen historie. Hun havde endnu ikke taget et valg. På den ene side ville hun da gerne undgå et slag. Men på den anden side... Ville hun virkelig gerne høre den historie. Indtil nu ville hun vente på hans svar.

Han fandt det interessant at hun ikke stak af eller på anden måde afviste ham blankt.
I stedet stillede hun et spørgsmål, og Zane tog si i at sende hende et oprigtigt smil.

Han kunne lide denne pige.

"De fleste har en eller anden sadistisk tendens... En lyst. Og ja, jeg giver dig valget." sagde han, mere o mere nysgerrig efter hvad hun ville gøre.
Han var ikke så sikker.

"Følg mine anvisninger, og for hvert slag i maven du klarer, får du en del af historien."

I virkeligheden var det kun en handel som de færreste ville gå med på.
Han var ret sikker på at det krævede en vis nysgerrighed om sig selv, hvad man kunne lide og hvilke grænser man ville udfordre...

Aurelia stod længe og overvejede hvad hun skulle vælge. Men det var svært at tage en beslutning, når hun havde flere spørgsmål. Det var jo vigtigt at få alle detaljerne med, før hun kunne tage den helt rigtige beslutning.
"Hvorfor giver du mig et valg? Du virker ikke som typen der altid giver folk valget, Zane," sagde hun med en let mistro i stemmen. Hun ville vide hvorfor han havde besluttet sig for at give hende muligheden for at sige nej.

Hans næste sætning gav hende kun flere spørgsmål og de skulle bestemt også besvares inden hun kunne vælge ordentligt.
"Hvor mange anvisninger kan der være for at blive slået? Og hvor hårdt rammer du?" Spurgte hun, mens hun lod blikket skifte mellem ham og hans hånd. Hvis han ikke havde tænkt sig at ramme specielt hård, så ville det vel ikke gøre noget at sige ja til hans tilbud. Hun lod blikket hvile på hans hånd i lidt tid og uden at vide hvorfor, løftede hun selv den ene hånd og prikkede til hans med en finger.

Han forstod godt hendes mistro... Og hun havde ret, han var ikke typen, der gav folk valget.
Som regel ikke, i hvert fald.

"Du får valget fordi jeg godt kan lide dig." sagde han med et let smil.
"Du har en meget forfriskende personlighed."

Så spurgte hun ind til de nævnte anvisninger, og han kunne nu blot lide hende endnu mere.
Så fan dens nysgerrig omkring alting!

"Anvisningerne kan være for eksempel om du skal stå op, ligge på ryggen... Hvor dine hænder skal være... Om du må spænde i maven eller om du skal slappe af... Om du må kigge, eller lukke øjnene." sagde han.

"Og hvor hårdt jeg rammer? Det varierer..."

Normalvis ville han ikke have brugt tid på alle disse spørgsmål men Aurelia var ret anderledes, og han fandt det ret så underholdende.

 Det mistroiske udtryk i Aurelias øjne blev hurtigt ændret til oplyst igen, da han sagde at han kunne lide hende. Det var da kun en rar følelse når folk nød hendes selskab, specielt når hun ikke engang prøvede.
"Tak. Du er nu også meget sød af en mørkelver at være," sagde hun med et smil og et lille grin. Hun tvivlede slet ikke på at Zane kunne være mere end ond når han gerne ville, men at hendes væsen havde fået ham til at være venlig over for hende, gjorde hende kun glad.

Pænt stod Aurelia og lyttede til hans forklaring på hvilke anvisninger han kunne give hende. De lød da meget simple. At kræften bag slagene kunne variere, fik hende alligevel til at bruge lidt mere tid på at overveje hvad hun skulle vælge. Til gengæld fik hun slet ikke overvejet at han nok kunne slå rimelig hårdt, før hun svarede; "Okay. Så fortæl mig hvad jeg skal gøre." Hendes nysgerrighed på at høre hans historie var for stor og hun var nødt til at give det en chance. Det kunne vel være at det slet ikke blev så slemt.