Et af de selskaber var et år et midsommerbal der skulle fejre en af families nær handelspartneres gode høst. Solen stod efterhånden lavt på himmelen den kunne lige ænses bag ved det lette skydække der havde blokeret den hele dagn og Lisa var blevet bedt om at blive oppe på sit værelse til hun viste at der var ankommet mindst halvdelen af gæsterne.

Hele eftermiddagen havde hun set folk i smukke kjoler og skarpe klæder ankomme i hestevogne. Nogle var endda så enestående at ankomme på magisk vis, enten via portaler eller ved magisk fremkaldelse. Det var en hel parade at få lov til at se på oppe fra hendes vindue.

De mange mange lag i hendes underkjole skjulte Lisas ben som hun sad på skænken under hendes vindue. Den fik hendes hvide kjole til at ligne en klat flødeskum som hun passede perfekt ned i. Hendes lange bølgende lokket var blevet friseret hele morgenen til perfektion af en af tjenestepigerne, hvorefter hendes pandehår var blevet flettet pænt til siden.

Lisa blev hurtigt for utålmodig da hendes tante viste sig foran trappen op til hoveddøren. Udenoverhovedet at tænke på at tage sine nye afblegede læder sko på hoppede hun næsten ud af værelsets dør. Hælene imod det bløde tæppe i gangen kunne næsten ikke høres som hun fór afsted.

Da hun ankommer oppe for enden af trappen mødes hun af et hav af farver og indtryk. Folk snakker lystigt, musikken spiller og stemningen er så tyk af velvære at hun næsten bliver svimmel ved tanken om at få lov til at deltage.
Hendes første skridt er forsigtigt, men det næste tager til. Hun føler sig klar til at konversere, fortælle om alt hun har lært og hvad hendes familie forventer af hende, som hun selvfølgelig lever op til.
Skridtene bliver mere ivrige, hun må skynde sig så hun ikke går glip af noget, en samtale, en bemærkning, bare et ord der kan blive uundværligt.
Lisa løb ned ad trappen, foretagsom og uopmærksom om hvor hendes fødder trådte. For marmortrapper kan være glatte imod bare barnefødder.

Lisa landede først ned nakken i de hårde trin bag ved hende. Dernæst trillede hendes krop fremad og hendes krop blev banket imod stenene. Hendes knogler blev brækket, hendes ansigt blev slået til ukendelighed og hendes hud blev lemlæstet og farvet gul og blå hele vejen ned af den store trappe. Lige indtil tyngdekraften gav op og lod hendes ligge på de 5 nederste trin med håret som et lagen over den livløse unge pige.

Ikke mange sekunder gik der dog før hun sætter sig op i den mørke hall med et frustreret skrig. Lisa begyndte at slå og køre hånden igennem trappetrinene hvor et gammel lettere afslidt blodspor kan ænses. Små irriterede lyde kommer fra hende da hun ikke engang kan komme i ordentlig kontakt med trappen før hun stopper og bare kigger ned på pladsen hvor hun døde for 86 år siden.

Det var en fest Aaran sent ville glemme, hvis nogle side. At se den forløbe foran sine øjne for han vidste ikke hvilken gang han var her, det var sørgeligt. Kun få ting fik ham til at blive trist. Han levede jo af glæde og give folk glæde. Men det var jo lige det. Han havde været her den dag Lisa mistede livet. Han havde stået i køkkenet og blot arbejdet, hele den aften skulle blot havde forgået roligt, og han skulle endda have talt med Lisa den aften og gemt på lige mindet om den finde aften, som han gemte på så mange andre minder og følelser.
Dog nåede han det jo desvære aldrig før ulykken. Og hvis han havde ville han heller ikke kunne give mindet tilbage. Det var så ulykkeligt. 
Men det var derfor han til tider stadig søgte at genleve denne aften, dog ikke af selvpineri, men af den person der stadig befandt sig i huset efter. Den kære Lisa der gang på gang måtte genleve sin død, han kom for at se til hende. Om så hun ikke rigtig vidste hvem han var.
Aaran havde sørger for at have samme kokke uniform på han havde haft en aften, blot for minderne og havde sat håret op i en hestehale.

Roligt havde Aaran budt sig selv at se Lisa's fald ned af trappen, og tørrede kort en tårre væk som hele sceneriet blot forsvandt og den lille pige sad ved trappen og slog ind i den, eller igennem dem. Forsigtigt gik Aaran blot hen bag hende og satte sig på hug bag hende, roligt sagde han blidt "Hej min kære Lisa"
han vidste ikke hvordan hun ville reagere på ham, men han tog det typisk helt roligt med hende, det var man nød til.

Det var tydeligt at se at Lisa havde tårer i øjnene, de glimtede igennem hendes blå øjne og var lige ved at flyde over. Hun var dog stadig kridt hvid i ansigtet som hun vendte om for at se på herren der sad på hug bag hende.

Hun sad lidt og kiggede på ham, nærstuderede hans tøj, holdning og prøvede at huske om hun havde set ham før. Måske, tænkte hun. "De... " hun viste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. "Hvad laver De ude af køkkenet?" spurgte hun så da det var det eneste hun lige kunne pejle ham til at høre til. Hun sad dog lidt efter og indså at festen nok ikke foregik længere så det var ikke engang meningen han skulle være her. Så nu var hun bare småsur og forvirret. Sur over at være faldet endnu engang på trappen, forvirret over at hun ikke havde rejst sig og været alene igen.

Hun tørrede sig en anelse under næsen og satte sig ordentlig på trappen, stadig med blikket på manden. Ventende på at han forklarede sig.

Aaran kiggede blot venligt på den lille skikkelse som var på trappen. Det var trist om hun aldrig genkendte ham, men det var hendes skæbne som han intet kunne stille op ved. Men ja hvad lavede han ude af køkkenet? det var nok et af de mest uskyldige spørgmål han kunne få med sit erhverv, det var så behageligt.
"Jeg tænkte de havde brug for lidt selskab unge frøken Lisa" sagde Aaran blidt og ville ønske han kunne tørre hendes øjne. Det var hårdt at se på hende være ked men han kunne udemærket forstå hende.
Roligt sad Arran blot i øjnhøjde med de lille pige og smilede kun til hende.
Han huskede den aften at havde nydt stemningen og blot troet det skulle være en aften af glæde og gode minder for alle.
Men han skulle bagefter besøge flere af gæsterne der havde overværet ulykken for at hive dem ud af oplevelsen. Det hele havde været en meget svær tid for mange.

"Ville nødig have de skulle være trist hele natten" sagde Aaran så blidt og endte med at sætte sig ved siden af hende på trappen. Han rettede blikket lidt ud i luften og vidste ikke hvad denne nat ville byde på, men Lisa plejede da at være et selskab han alligevel nød.

Hendes ansigt gik fra hendes barnlige syrlighed til udmattelse. Som om hun trængte til søvn eller som om flere hundrede år lige skyllede ind over hende. Hun kiggede lidt op i loftet og så ned igen, over skulderen, op ad trappen og til sidst imod hoveddøren. "Og de er tilfældigvis bare her til at løfte mit humør?" spurgte hun med en tone der lød som om den skulle komme fra en voksen, men det så meget malplaceret ud med hendes ungdommelige ansigt.

"Hvis jeg kender mig selv ret, så ville jeg heller ikke være trist.. hele natten" kommenterede hun inden hun rejste sig op. Lisas tøj og hår flød en anelse højere op en hendes bevægelser inden det hvilede ned omkring hende igen. Det var faktisk lidt besynderligt at en af husets kokke ville komme op for at underholde hende. Det havde de da ikke gjordt før? Havde de?.. 

Det var heelt underligt at høre sådanne ord og formuleringer fra en ung pige, selvfølgelig var hun opdraget godt, men det var Aaran klart de år som Lisa havde 'levet'. Det var synd at hun skulle være fanget på sådan en måde, og hvis han en dag kunne hjælpe hende videre ville han gerne det. Men for nu var selskab det bedste han kunne ryste ud af ærmet.¨
"De siger det som jeg har bagtanker min kære ven, men syntes blot det er en skam hvis de ikke er glad" sagde Aaran blot venligt for at forsikre  den lille Lisa om han ikke havde alt  muligt i tankerne.
Han ville hende helst det bedste, trods den kære Lisa måske tænkte anderledes. Det var selvfølgelig svært når hun ikke engang kunne huske ham. 

"Men selvfølgelig hvis de ikke ønsker selvskab så må jeg vandre tilbage i køkkenet" sagde Aaran blidt og ville ikke trænge sig på. Trods køkkenet var i den stand som det var, så var Aaran klar på at gå derud og blot lade natten gå i håb om Lisa ville blot åbne lidt oop.

// sorry mistede helt evnen til at bruge Lisa xD