Han var sprunget på én af dem dagen efter han havde snakket med Vargas. Uden advarsel, uden provokation, og uden at tænke synderligt over sin teknik. Han skulle jo bare vinde, det var ligegyldigt hvordan. Kampen havde varet rimelig lang tid, før vagterne havde gidet trække dem fra hinanden, og selvom Juno godt vidste at han ikke havde vundet den, ikke uden nogen tvivl, så havde han alligevel om aftenen håbet at det havde været nok. Det havde det ikke.
Han havde forsøgt igen den næste dag, og denne gang havde det været sværere - de andre slaverne lod til at have indset, hvad Juno havde gang i, eller i det mindste indset at han var ustabil, så denne gang var det ham, der fik tæsk. Han havde overgivet sig og ligefrem undskyldt, da hans modstander havde truet med at brække armen på ham.
Derfra gik der et par dage, inden han turde prøve igen, men hans ensomhed drev ham alligevel til det. Han havde ikke haft en samtale med nogen i flere dage og på trods af hvad Vargas sagde om kun at have brug for sig selv, så kunne Juno ikke lever efter det. Han havde brug for opmærksomhed. Ikke nødvendigvis af den positive slags, men opmærksomhed under alle omstændigheder.
Så han var sprunget på en anden slave. Igen havde han fået tæv, men det havde den anden slave også denne gang, og da Juno næste dag gik efter den samme fyr igen, fik han overhånden. På dette tidspunkt havde han i flere dage været arrig, ensom, trodsig, og konstant ved at ryge i flæsket på hvem som helst i nærheden af ham, så da han endelig så sit snit, holdt han ikke op med at slå på sin modstander. Heller ikke da fyren råbte, at han overgav sig, eller da Juno hørte noget i ham knække. Først da vagterne hev Juno væk fra ham, tillod Juno sig selv at slappe af. Det var også først da, at han så hvor meget blod der var i hele fyrens ansigt. Synet gav ham kvalme, og alligevel så han ned på sine egne hænder, der var lige så blodige. Han vidste ikke hvis blod det var, og han vidste heller ikke, om det var sved eller blod han selv havde i ansigtet.
Han stod usikkert på benene, da vagterne slap ham igen med en ordre om at arbejde videre, og han så til, imens en anden vagt slæbte den bevidstløse fyr væk. Han blev stående, tom i blikket, indtil en vagt svingede pisken over hans ryg, og med skælvende hænder vendte han tilbage til arbejdet.
Han forsøgte ikke at tænke for meget på hvad han havde gjort, eller at tænke i det hele taget, resten af dagen, og det var først da en vagt spurgte ham om han var færdig med at spise, at det gik op for ham at han overhovedet havde spist. Han havde kørt på autopilot og han gned begge hænder, stadig blodige, men dog indtørret blod, over sine øjne i et forsøg på at vende tilbage til nutiden. Hector.
"Hvad er planen?" spurgte han en vagt, der fuldstændig ignorerede ham, og Juno skulede til ham, da han blev ført ind i et værelse, og kun fik ordren 'vent her'.

Krystallandet
